Ingen er på stående fod i stand til at navngive EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Embedet blev etableret i Den Europæiske Union, som følge af et ønske om en bedre koordinering af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Repræsentanten er i øjeblikket den 73-årige spanske socialist Josep Borrell Fontelles.

Josef Joffe fra tænketanken Hoover Institution på Stanford University leverer en overbevisende argumentation for at drømmen om en fælles EU-udenrigspolitik er en illusion.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kommentar/europa-leder-forgaeves-efter-fransk-tysk-lederskab

Journalisterne Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen leverer i bogen ”Det Sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen” en åndeløst spændende fortælling om Saddam Husseins danske gidsler, og om hvordan det lykkedes at få smuglet attaché Mogens Pedersen ud af Irak kort tid inden Golfkrigen brød løs den 17. januar 1991.

Bogen har fået fremragende anmeldelser, og udover at fortælle en elementært spændende historie, giver den også et indblik i, at det danske udenrigsministerium dengang ikke kun var bemandet med ”silkeaber”, blåfrakker og laksko, men også blandt de ansatte havde mere handlekraftige typer som Mogens Pedersen og Mads Sandau-Jensen.

Birger Dan Nielsen

Især én diplomat – den daværende danske ambassadør i Kuwait, Birger Dan Nielsen – udsættes i bogen for kritik.

Birger Dan Nielsen havde været ansat i Udenrigsministeriet siden 1967, og ikke mindst hans arbejde med energispørgsmål var baggrunden for, at han i 1988 blev sendt til Kuwait som ambassadør. Ambassaden i Kuwait City var lille med lokalansatte og 3 udsendte: ambassadøren, attaché Mogens Pedersen og en kvindelig kontormedarbejder.

Optakten til Golfkrigen

Golfkrigen startede, da Iraks diktator, Saddam Hussein, den 2. august 1990 sendte sit militær ind i det olierige Kuwait.

Besættelsen blev fordømt af FN, og USA og en række europæiske og arabiske lande samlede en koalition til beskyttelse af Saudi-Arabien og befrielse af Kuwait, hvis den irakiske besættelse fortsatte.

En FN-resolution gav Irak et ultimatum om at forlade Kuwait inden den 17. januar 1991, men Saddam Hussein fastholdt besættelsen, og erklærede at Kuwait slet ikke eksisterede mere, men nu var den 19. provins i Irak.

Saddam Hussein krævede de udenlandske ambassader og repræsentationer i Kuwait City lukket eller trukket til Iraks hovedstad, Bagdad.

Blandt koalitionslandene var der enighed om ikke at efterkomme det irakiske krav, trods det pres der blev lagt fra irakisk side, herunder at ambassaderne var omringet af irakisk militær, hyppige afbrydelser af strøm- og vandforsyning m.v.

Danskerne evakueres

I slutningen af august 1990 blev danskere i Kuwait under ledsagelse af attaché Mogens Pedersen transporteret til Bagdad, hvor de sammen med andre vestlige landes statsborgere blev holdt som gidsler. Pårørende til ambassadefolk – Mogens Pedersens kone og Dan Nielsens kone – fik lov til at forlade Kuwait.

Gidslerne blev i løbet af efteråret 1990 forhandlet fri. Ét dansk gidsel, attaché Mogens Pedersen, blev nægtet udrejse.

Birger Dan Nielsen alene tilbage i Kuwait City

På ambassaden i Kuwait var ambassadør Birger Dan Nielsen alene tilbage.

De tilbageværende danskere i Kuwait City kan berette om hvordan ambassadøren rystede på hånden og hans bekymringer og beklagelser over forholdene. Udenrigsministeriet i København måtte ligeledes lægge øre til Dan Nielsens nervøsitet og hans daglige tryglen om at få lov til at rejse hjem.

Dan Nielsen henviste til at Finland havde rømmet deres ambassade og var rejst hjem i lighed med visse asiatiske og arabiske ambassader. Alle andre i koalitionen holdt imidlertid stand.

Fredag den 7. september 1990 er Dan Nielsen i total opløsning og Udenrigsministeriet imødekommer hans anmodning om at forlade ambassaden. Han får imidlertid ikke lov til som ønsket at rejse hjem til Danmark, men beordres til Bagdad for at støtte de danske gidsler.

Det hører med til historien, at den 2. august 1990, hvor Irak invaderede Kuwait, ferierede Dan Nielsen i Ægypten. Han afbrød skyndsomt ferien og rejste hjem til København. Udenrigsministeriet beordrede ham imidlertid til med det samme at indtage sin post i Kuwait. Via Riyadh i Saudi Arabien lykkedes det ham i bil at komme tilbage til Kuwait City.

I Bagdad

Ambassadør Birger Dan Nielsen ankommer herefter til Bagdad den 9. september 1990, hvor han indlogerer sig hos ambassadøren, og ikke plejer meget samkvem med de omkring 90 gidseltagne danskere.

Attaché Mogens Pedersen var ligeledes blevet tilbudt at flytte ind hos en ambassadekollega i Bagdad, men foretrak at blive sammen med en del af danskerne, der var indlogeret på et tarveligt hotel.

I Berlingske Tidendes anmeldelse den 19. oktober 2020 af ”Det Sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen”, skriver Jarl Cordua under overskriften ”Kritik af diplomat”:

”Det er også i den forbindelse, man fornemmer en vis diskret kritik af især en central diplomat, der åbenbart har det med at mase sig foran i køen for at blive hjemsendt foran andre civile danskere og på anden vis undervejs i fortællingen udviser manglende fornemmelse for kollektivets behov fremfor hans egne”.

Golfkrigen

Den 17. januar 1991 havde USA m.fl. samlet flere end 737.000 soldater fra 30 lande og 2.430 fly i Saudi-Arabien og andre arabiske stater ved Den Persiske Golf. Danmark bidrog med korvetten ’Olfert Fischer’.

Da Saddam Hussein fastholdt besættelsen, indledte den amerikanske koalition krigen mod Irak.

Krigen var slut 27. januar – Kuwait var befriet. De amerikanske styrker rykkede ikke op i Irak, hvor revolutionsgarden gennemførte en massakre på et mindretal i Sydirak.

Tiden, der fulgte

Birger Dan Nielsen blev efterfølgende udnævnt til ambassadør i Litauen og sluttede sin karriere som ambassadør i Bern, hvorfra han efter mindre end 2 år under ikke nærmere fremlagte omstændigheder blev afskediget fra udenrigstjenesten i 2005.

Berlingske Tidendes kommentator, Thomas Larsen, mener at Frank Jensens sexismesag er dybt pinagtig for Socialdemokratiet og Mette Frederiksen: Sexismesagen mod Københavns overborgmester vil ikke alene ryste Socialdemokratiet, men også flere andre partier på Christiansborg, hvor magtfulde mænd er gået for langt over for kvinder.

Thomas Larsen adresserer også i en særskilt analyse problemerne i Det Radikale Venstre efter Morten Østergaards afgang som politisk leder: Hvis det lykkes for Sofie Carsten Nielsen at overleve som radikal leder, vil hun få svært ved at genvinde troværdigheden blandt vælgerne og afværge et tilbageslag for de Radikale.

Niels Helveg Petersen

Thomas Larsen refererer flere gange til den tidligere radikale leder, Niels Helveg Petersen, som Thomas Larsen havde mange samtaler med, dengang han var en af de mest centrale aktører i dansk politik.

Niels Helveg Petersen, som Thomas Larsen sammen med Michael Kristiansen i 1996 har skrevet en hel bog om (Niels Helveg Petersen – manden og magten) skulle således engang have sagt, at ”Også for politikere er sandheden den bedste følgesvend, for det bliver hurtigt så svært at huske alle løgnene”.

Ordene skulle angiveligt være udtalt med et lille ironisk smil af manden, der af nogle på Christiansborg blev betegnet som en blodtørstig Mr. Hyde, en af disse evindelige ”slingrefise”, som Socialdemokraterne kaldte de radikale i 1980’erne, en kulissens hårdkogte actionman, en brutal politiker med meget begrænset loyalitetsfølelse og en sjældent svigtende trang til at dolke politiske ledere i ryggen.

Udadtil fremstod Niels Helveg Petersen ellers som munter og jovial, en vittig og tilbagelænet selskabsmand og kvindebedårer, en skakspillende og ret så kedelig forsigtigper, som ofte i fodboldmetaforer talte henført om det samarbejdende folkestyre, var optaget af Grundtvig og Grundloven, og elskede at citere den amerikanske politiker Tip O’Neill for, at der ikke er grænser for, hvor meget godt man kan udrette, hvis man er parat til at lade andre tage æren for det.

Udover at Niels Helveg Petersen dolkede Marianne Jelved som politisk leder, huskes han for at svare undvigende på et spørgsmål, om Svend Auken var den rette leder for Socialdemokratiet med: Jae, tja, bum, bum, bum.

Karsten Madsen

Thomas Larsen er ikke den eneste politiske kommentator, der har haft glæde af Niels Helveg Petersens indiskretioner om forhold i regeringen, i andre partier og internt i Det Radikale Venstre.

Den berygtede Karsten Madsen, der fra 1986 til 1995 var journalist, redaktionschef og medlem af chefredaktionen på B.T., var også en af Niels Helveg Petersens nære samtalepartnere.

Karsten Madsen var i stand til at levere slagkraftig, politisk journalistik, som ofte blev citeret på grund af sine enkle og mundrette ”one-linere”, der var skræddersyet til at blive gengivet i både de trykte som de luftbårne medier.

Madsen kunne kigge ultra-skarpt på datidens politikere og var altid først med en frisk analyse af, hvad han syntes, de skulle mene, og det var de så nødt til at mene. Det skete bl.a. som politisk kommentator på TV2.

Karsten Madsen havde selv næse for politiske intriger, men han havde næppe vedvarende været leveringsdygtig uden Niels Helveg Petersens indiskretioner.

Efter det såkaldte atom-valg i 1988 optog Poul Schlüter optog Det Radikale Venstre i regeringen i stedet for Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Hermed kom De Radikale i regering, men mistede samtidig muligheden for at tage særstandpunkter i Folketinget på det udenrigspolitiske område, og det alternative udenrigspolitiske flertal ophørte med at eksistere.

For de radikale var regeringsdeltagelsen imidlertid ikke idel lykke. Niels Helveg Petersen og de øvrige radikale ministre var hysterisk begejstrede for ministerposterne, muligheden for at sætte dagsordenen, ministerbilerne og pressens bevågenhed. De 5 folketingsmedlemmer, der ikke var plads til i regeringen, var til gengæld negative, kontrære og kritiske overfor regeringssamarbejdet.

På forespørgsel kunne gode kollegaer i Økonomiministeriet ofte bekræfte, at Karsten Madsen havde været forbi Niels Helvegs kontor, når Karsten Madsens ”analyser” i B.T. indeholdt oplysninger fra regeringens interne overvejelser.

Den berygtede Erik Skov Petersen

Hvad Karsten Madsen ikke fik fra Niels Helveg Petersen, fik han fra Erik Skov Petersen, der var den konservative arbejdsministers – senere finansminister – håndgangne mand, der var en hyppig gæst, når Karsten Madsen brugte løs af B.T.s repræsentationskonto.

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse er et tværdisciplinært forskningscenter, der er fysisk placeret på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Centeret åbnede i maj 2018 i anledning af H.K.H. Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Centeret er muliggjort af en donation fra Købmand Herman Sallings Fond.

Centerets vision er at bidrage til en bedre offentlig sektor, ved at producere, dele og anvende forskningsbaseret viden om offentlig ledelse, der gør offentlige organisationer endnu bedre i stand til at leve op til og udvikle deres målsætninger til glæde for borgere og samfund.

Denne vision skal indfries igennem tre strategiske indsatsområder. Det første strategiske indsatsområde handler om at producere international topforskning om offentlig ledelse. Det andet strategiske indsatsområde drejer sig om at dele denne viden i tæt dialog med praktikere og derigennem bringe forskningen i spil i offentlige organisationer. Endelig handler det tredje strategiske indsatsområde om at anvende forskningen i forbindelse med undervisning og ledelsesudviklingsaktiviteter målrettet nuværende og kommende offentlige ledere.

Center for Offentlig Innovation

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse står ikke helt alene med den presserende opgave at sikre en bedre offentlig sektor. Siden 2014 har der faktisk været folk på opgaven med at rydde op i moradset i en offentlig sektor plaget af skandaler og ”møgsager”.

Den daværende S-R-SF-regering etablerede Center for Offentlig Innovation, COI. Daværende økonomiminister Margrethe Vestager udpegede egenhændigt og uden opslag socialdemokraten Pia Gjellerup som centerleder.

Center for Offentlig Innovation har siden ført sig frem på Folkemødet på Bornholm, men har i øvrigt ikke været i stand til at levere positive nyheder om den offentlige sektor.

Centerleder Pia Gjellerup

Pia Gjellerup havde ellers et førstehånds kendskab til kritisabel forvaltning fra skandalen omkring Solhavegård, der var en socialdemokratisk kursusejendom med rod i regnskaberne.

Sagen kostede i 1993 Pia Gjellerup jobbet som justitsminister i begyndelsen af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode. Pia Gjellerup blev efter kun 2 måneder som minister fældet af sagen om den krakkede kursusejendom Solhavegård, hvor hun havde været bestyrelsesformand.

Efter sin exit som justitsminister blev Pia Gjellerup næstformand for Folketingets finansudvalg. Samtidig havde hun det krævende job som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. I perioden 23. marts 1998-21. december 2000 var hun Erhvervsminister. Derefter var hun indtil 27. november 2001 Finansminister.

Den socialdemokratiske Nyrup-regering blev i 2001 afløst af KV-regeringen under ledelse af Anders Fogh-Rasmussen. Efter regeringsskiftet repræsenterede Gjellerup fortsat Socialdemokratiet og Vestre Storkreds i Folketinget frem til 2007. Hun blev derefter ansat i bureaukraternes fagforening, Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), bl.a. som chef for den politiske afdeling.

COI koster 10 millioner kr. om året

Pia Gjellerups virke i Center for Offentlig Innovation har som nævnt ikke givet anledning til forbedringer overhovedet i den offentlige forvaltning. Hvad Gjellerup egentlig foretager sig unddrager sig, men det lykkes hende alligevel år efter år at afbrænde finanslovsbevillingen på 10 millioner skattekroner!

Professor Flemming Besenbacher er en mægtig mand i dansk forskning og erhvervsliv, og han har bl.a. været næstformand for Innovationsfonden, der er stiftet af staten og finansieret af skatteborgerne, den skal støtte strategisk forskning, højteknologi og innovation.

I forbindelse med uddeling af store millionbeløb, har Besenbacher angiveligt kortsluttet normale procedurer, der skal sikre ens behandling af ansøgerne, og ved at fremme sager, hvor han burde have erklæret sig inhabil.

Da en medarbejder i Innovationsfonden gjorde opmærksom på, at fonden var på kant med gældende regler, blev medarbejderen efter et længere ordskifte sat på plads af Besenbacher med: ”Lad nu være med det jura dér, lad os nu bare vise, at vi kan gøre det her. Hold nu op med det der.”

I sin adfærd minder Flemming Besenbacher om en anden magtfuld formand;

Statens Jordlovsudvalgs første formand var husmand Niels Frederiksen, der var medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre og formand for De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger. Udvalgsmedlemmerne var udpeget blandt Rigsdagens partier.

Statens Jordlovsudvalg havde til opgave at administrere jordlovene, herunder fremskaffe jord til udstykning til husmandsbrug fra præstegårdsjorderne, som allerede var offentlig ejendom, fra majoratsjord (len og stamhuse) og i et vist omfang ved frasalg af anden offentligt ejet jord.

Niels Frederiksen var formand fra 1919 til 1947 og tillagde sig selv og Jordlovsudvalget vidtgående beføjelser. Da en sekretariatsmedarbejder på et tidspunkt i forsigtige vendingen påpegede, at en påtænkt disposition måske ikke var ganske lovmedholdelig, blev han afvist med, at ”det skulle gennemføres som besluttet, men at det naturligvis skulle være så lovligt som muligt!”

https://www.berlingske.dk/ledere/besenbachers-lette-forhold-til-jura-og-moral

”Vi behøver ikke lovgive om alt mellem himmel og jord”, sagde statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale.

Regeringen vil give syv danske kommuner ”fuldstændig frihed” på et udvalgt velfærdsområde.

Dermed vil de syv kommuner, som indgår i regeringens forslag (Helsingør, Rebild, Viborg, Middelfart, Holbæk, Langeland og Esbjerg) i de næste tre år blive fritaget for så meget statslig regulering og lovgivning som muligt.

Forsøget er et led i den ”nærhedsreform”, som statsministeren også omtalte i sin åbningstale sidste år, og omfatter tre forudbestemte velfærdsområder; folkeskole, dagtilbud og ældre.

Helsingør Kommune får ”fuldstændig frihed” på daginstitutionsområdet de næste tre år.

Viborg, Middelfart og Langeland kommuner har angiveligt fået tilbudt frihed på ældreområdet.

Med de andre kommuner – Rebild, Holbæk og Esbjerg – har regeringen indgået lignende aftaler.

Frisætning af kommuner

Efter årtier med stadig større centralisering, stigende bureaukrati og centralt fastsatte, detaljerede regler for ”alt mellem himmel og jord”, som statsministeren siger, bør det hilses velkommen, at en række kommuner sættes helt fri i forhold til centralt fastsatte regler.

Der har været frikommuneforsøg tidligere, hvor der – når det kom til stykket – alligevel har været en masse begrænsninger. Folkeskolelov, den sociale servicelov og anden lovgivning bliver jo ikke uden videre ophævet af forsøgsordningen.

Denne gang har regeringen skabt en forventning om, at frihedsgraden er større end tidligere, og derfor skal forøget bestemt have en chance.

Hvorfor ikke på forsøgsbasis frisætte kommuner fra Planlovens snærende bestemmelser?

Et andet politikområde, hvor kommuner og lokalsamfund er spundet ind i et fintmasket centralt fastsat regelværk, er planområdet. Her kunne det give rigtig god mening at fjerne en række af de begrænsninger, der er på kommuner og borgeres muligheder for at løfte ansvaret for udviklingen af deres eget lokalområde.

Politisk aftale om den gældende planlov

Med virkning fra 15. juni 2017 blev Planloven “moderniseret”, og der blev gennemført en række substantielle ændringer med det overordnede formål er at give kommuner, virksomheder og borgere bedre rammer for at skabe udvikling og vækst i hele landet.

De seneste (tekniske) planlovsændringer vedrørende et nyt redegørelseskrav for Grønt Danmarkskort, mulighed for at planlægge for boliger på lugtbelastede arealer, overførsel af fleksboligordningen fra boligreguleringsloven til planloven og mulighed for fristforlængelser for forsøgsprojekter, trådte i kraft den 1. april 2020.

Den måske vigtigste ændring, der blev politisk aftalt i 2017, er en ændret formålsbestemmelse. Hensyn til erhverv skal nu indgå på lige fod med hensynet til natur og miljø. Det afgørende er imidlertid, at denne afvejning ikke overlades til kommunerne alene!

Byggerier i landzone

Landzonereglerne blev lempet, og der bliver bedre mulighed for at bygge i landzone.

Den moderniserede planlov muliggør, at også andre bygninger end tiloversblevne landbrugsbygninger kan genanvendes. Bygningsværdier som f.eks. tidligere skoler og mejerier kan anvendes af iværksættere og virksomheder, der kan udnytte bygningerne til at skabe vækst og udvikling.

Virksomheder, der allerede er etableret i landzone, har fået bedre muligheder for at blive og udvikle sig i lokalområdet. Samtidig har landbruget fået bedre og mere tidssvarende rammer ved udvidelser og opførelse af ny bebyggelse.

Statens indsigelsesret er begrænset

Staten skal fremadrettet alene have mulighed for at stoppe den kommunale planlægning med indsigelser, når der er tale om ”væsentlige nationale interesser”, som blandt andet fastholdelse af store produktionsvirksomheder, transportkorridorer, natur og miljø, kulturarv og landskaber. Derudover vil høringsfristerne for lokal- og kommuneplaner afkortes samtidig med at mulighederne for at dispensere fra lokalplaner for at understøtte en kortere og mere effektiv planlægningsproces udvides.

Sommerhuse

Vedrørende sommerhuse kom der mere fleksible rammer for brug og udlejning i vinterhalvåret ved, ligesom pensionister fik ret til at bo i deres sommerhus hele året, uanset hvor længe de har ejet sommerhuset, og om det ligger i et sommerhusområde eller i det åbne land.

Planloven kan fortsat begrænse mulighederne for udlæg af nye sommerhusområder, men reglerne om strandbeskyttelse, så borgere, hvis grund er beliggende indenfor 300 meter fra strandkanten, frit må foretage mindre ændringer på grunden, dog vil det fortsat ikke være tilladt at ændre i selve klitten.

Kystnærhedszonen

Reglerne i planloven vedr. fredninger og beskyttelse af natur og miljø i kystnærhedszonen er opretholdt, men der er indført mere fleksible regler om strandbeskyttelse, så virksomheder og det lokale fritids- og foreningsliv kan skabe tidssvarende faciliteter og anlæg langs kysterne.

Trods de borgerlige partiers forsøg på i den reviderede planlov at tillade en forsøgsordning for kyst- og naturturisme, som ville have muliggjort en række nye kystprojekter, blev der ikke opnået politisk enighed.

Jyllands-Posten og andre medier har beskrevet hvordan en nidkær administration af reglerne vedrørende kystnærhedszonen forhindrer en lokalt drevet udvikling af Venø i Limfjorden.

På det meste af Venø må man ikke bygge et nyt hus, og selvom borgerne på øen Venø i Limfjorden er parate til at udvikle deres ø, bliver mange initiativer bremset, da stort set hele øen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.

Et forsøg, hvor øer og andre udvalgte områder, fritages fra Planlovens snærende bestemmelser, kan være med til at udvikle små lokalsamfund.

Almennyttige boliger

VLAK-regeringen havde også ønsket at fjerne bestemmelsen (i Planlovens § 15 stk.2, nr. 9) om, at der i en lokalplan kan træffes bestemmelse om, at op til 25 pct. af boligmassen skal være almene boliger. Kommunerne kan dog alene stille krav om almene boliger i områder, der ikke aktuelt anvendes lovligt til boligformål.

Socialdemokratiet gjorde det imidlertid til en betingelse for en aftale om den reviderede planlov, at bestemmelsen om almennyttige boliger fortsætter uændret.

Planlovens centralt fastsatte detailhandelsbestemmelser

Planlovens detailhandelsbestemmelser var kontroversielle i forhandlingerne om en moderniseret planlov. Det korte af det lange var, at planlovens detailhandelsbestemmelser ikke blev ophævet. Det politiske flertal var ikke til sinds at overlade ansvaret for den lokale butiksstruktur til lovligt valgte og repræsentative kommunalbestyrelser.

Reglerne for butiksstørrelser i byer blev efter mange diskussioner ændret således, at kommunerne allernådigst får lov til at planlægge for større butikker. Der blev således skruet lidt op for de tilladte størrelser på de større centersupermarkeder og dagligvarebutikkerne. De må nu være op til 5.000 kvadratmeter store mod 3.500 kvadratmeter tidligere. At der ikke blev givet helt los sker for at undgå de såkaldte hypermarkeder, som kunne have øget konkurrencen mærkbart.

For specialbutikker såsom skoforretninger, butikker med hårde hvidevarer eller andre lignende forretninger blev størrelsesbegrænsningerne dog helt ophævet.

Det var næsten rørende i september 2019 i Ugebrevet Mandag Morgen at læse den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bachs refleksioner over at miste sit job.

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at ministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Baggrunden for Christian Friis Bachs hykleri i Mandag Morgen var Dansk Flygtningehjælps overraskende fyring i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden har givet dundrende underskud i de sidste 2 regnskabsår. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Dansk Flygtningehjælp har en vaklende økonomi, men organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

GGGI-sagen og afgangen som Udviklingsminister

Før Christian Friis Bachs kortvarige ansættelse i Dansk Flygtningehjælp, havde han faktisk tidligere givet anledning til tvivl om hans driftssikkerhed og håndtering af administrative spørgsmål. Da sagen om Lars Løkke Rasmussens kostbare rejseaktivitet som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste udviklingsminister Christian Friis Bach overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til rejserne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at han ”var kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Hvad har han ellers lavet?

Tidligere udviklingsminister og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Christian Friis Bach, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord er “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Det første samarbejde er med Coffee Collective, hvis butikker skal sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som nogle i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen, derfor er forekommet.

Den italienske regering har den 9. oktober besluttet at etablere Italia Trasporti Aereo Spa, som afløser for Alitalia.

Dekretet om etableringen af det nye selskab blev underskrevet efter 11 år, hvor Alitalia har haft ledelsesmæssige udfordringer, tre mislykkede rekonstruktionsforsøg og formøblet utallige milliarder euro i lovlig og ulovlig statsstøtte.

Historien

Alitalia blev grundlagt i 1946 som Aerolinee Italiane Internazionali som et joint venture mellem den italienske regering (60 pct.) og British European Airways (BEA) (40 pct.). Selskabet fløj under mærket Alitalia, der er en sammentrækning af de italienske ord “ali” (vinge) og Italia (Italien).

Det oprindelige Alitalia kæmpede i 1990’erne og senere med dårlig økonomi. Selskabet gik konkurs i 2008, men et nyt selskab med bl.a. Air France-KLM som hovedaktionær overtog luftfartsselskabet, der herefter blev drevet videre under navnet Alitalia. I 2014 var virksomheden atter tæt på konkurs, men blev reddet, da Etihad Airways – det nationale flyselskab fra Forenede Arabiske Emirater,UAE, købte 49 pct. af aktierne i selskabet. Den 2. maj 2017 gik Alitalia atter konkurs, og har siden været under rekonstruktion.

Undervejs har der været forsøg på at privatisere selskabet med et konsortium bestående af infrastrukturselskabet Atlantia, Delta Air Lines, easy Jet og det italienske jernbaneselskab Ferrovie dello Stato Italiane, mens China Eastern Airlines også på et tidspunkt var inde i billedet.

I november sidste år trak Atlantia sig ud af projektet. Sidenhen var Lufthansa inde over, men i begyndelsen af januar stod det klart, at der ikke kunne findes en umiddelbar løsning.

Italiensk statsstøtte til Alitalia

Siden betalingsstandsningen har den italienske regering i et par omgange holdt det statsejede Alitalia flyvende ved blandt andet i 2017 at have bevilget et lån på 900 millioner euro, eller hvad der svarer til 6,75 milliarder kroner. Dette lån fra 2017 er muligvis tilladt efter EU’s statsstøtteregler.

Den italienske regering hjalp dog til igen med et lån på 400 millioner euro eller tre milliarder kroner til Alitalia i slutningen af 2019.

Denne støtte er EU-Kommissionen og konkurrencekommissær Margrethe Vestager i gang med at undersøge, og hvis det ender med at EU-Kommissionen vurderer, at lånet strider mod statsstøttereglerne, skal Alitalia betale lånet tilbage. Hvis det sker, er det ensbetydende med enden på Alitalia.

EU-Kommissionens krav om tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte har nedlagt andre flyselskaber

Estonian Air gik konkurs i november 2015. I kampen for redning fik det estiske flyselskab støtte fra den estiske regering, men også denne støtte blev genstand for en undersøgelse af EU-Kommissionen. Støtten endte med at blive erklæret ulovlig, og pengene skulle betales tilbage til staten. Det havde Estonian Air ikke mulighed for, og selskabet gik konkurs.

Lidt tidligere i 2015 gik Cyprus Airways konkurs. I dette tilfælde havde EU-Kommissionen meddelt, at det cypriotiske flyselskab skulle betale knap 500 millioner kroner tilbage i ulovlig statsstøtte, som selskabet havde taget imod i 2012 og 2013. Cyprus Airways havde ikke pengene, og den cypriotiske regering måtte lukke selskabet.

Nyt selskab

I henhold til det italienske regeringsdekret, der blev underskrevet om aftenen den 9. oktober af de fire ministre for økonomi, transport, økonomisk udvikling og arbejdskraft, skyder det italienske finansministerium tre milliarder euro eller 22,3 milliarder kroner i det nye selskab – Newco, Italia Trasporto Aereo SpA (ITA), med en aktiekapital på 20 millioner euro, der kontrolleres af den italienske stat.

Nu skal der udarbejdes en detaljeret forretningsplan, der skal præsenteres for det italienske parlament inden 30 dage, og herefter er det planen, at det nye selskab kan gå i luften i begyndelsen af 2021, hvis EU-Kommissionen godkender planerne om at støtte det nye og nationalt betydningsfulde selskab med tre milliarder euro.

Alitalia-navnet forbliver hos det ”gamle” selskab under rekonstruktion, hvorfra alle aktiver overføres til det nye selskab, ITA.

I den kommende tid vil den italienske regering have travlt med at demonstrere over for EU-Kommissionen, at det nye selskab, Newco, ITA, ikke har noget til fælles med det gamle Alitalia. Kodeordet er derfor diskontinuitet.

Transportminister De Micheli kommenterede på Facebook den 9. oktober 2020: ” Inizia una nuova storia. Det nye nationale flyselskab, som nu er etableret, skal spille en ledende rolle på det europæiske og internationale marked”.

EU-Kommissionen får mulighed for at følge den hårde linje i statsstøttesager

Bruxelles bliver snart nødt til at træffe afgørelse om den statsstøtte på 3 milliarder kroner, som den italienske stat i 2017 ydede til Alitalia.

Ét er at lukke mindre flyselskaber i Estland og på Cypern. Det ville politisk have været en ganske anden sag at lukke et ikonisk nationalt flyselskab som Alitalia.

Med den nye italienske selskabskonstruktion fritages Kommissionen for et stort dilemma: Kommissionen har mulighed for at fastholde den hårde linje og erklære støtten for stridende mod statsstøttereglerne, og kræve det fulde beløb tilbagebetalt. Det bliver i givet fald det ”gamle” Alitalia under rekonstruktion, der stilles over for tilbagebetalingskravet – og dermed den definitive konkurs.

Hvis processen går glat, vil det nye flyselskab være i drift tidligt i 2021.

Det operative fokus vil være på Nordamerika og Japan. Det nye selskab ville starte med omkring 90 fly og 6.500 ansatte.

Det gamle Alitalia var medlem af luftfartsalliancen SkyTeam, men det er ikke oplyst hvilke selskaber ITA vil samarbejde med.

I Italien hilses rekonstruktionen velkommen af fagforeningerne, hvis medlemmer i lang tid har levet i usikkerhed og på reduceret løn. Andre er kritiske og finder at regeringen fortsætter med at bortøde de italienske skatteborgeres penge.

Ingen har større betydning for de redaktionelle og økonomiske vilkår på nutidens danske mediemarked end Google, Facebook, Netflix og de øvrige techgiganter og streamingtjenester.

I den tidligere VLAK-regerings medieaftale 2019-2023 den 29. juni 2018 med Dansk Folkeparti blev udbydere af streaming-tjenester pålagt at investere 2 pct. af deres omsætning i Danmark i form af direkte investeringer i nyt dansksproget indhold. Forpligtelsen gælder alle streaming-tjenester på det danske marked, herunder udenlandske tjenester, der retter deres aktiviteter mod Danmark.

De radikale ønsker at gå langt videre – de har et konkret forslag om at pålægge streamingtjenester som HBO og Netflix en afgift på fem procent af abonnementsprisen, der skal gå til dansk-produceret public service-indhold.

Forslaget støttes af SF og Enhedslisten. Ifølge de røde partier skal HBO, Netflix m.fl. være med til at bidrage til et mangfoldigt mediebillede, hvor streamingtjenesterne skal støtte dansk indhold.

Den radikale Jens Rohde har ikke udtænkt forslaget om en forhøjet streamingafgift på egen hånd.

Ideen kommer fra Det Danske Filminstitut, der har opdaget, at når danske børn og unge selv kan vælge, kaster de sig over streaming eller griber headset og tastatur og lukker sig inde i Fortnites virtuelle univers, hvor de sammen med vennerne har en fest i verdens mest populære computerspil.

Udenlandske serier, Fortnite og andre computerspil bør ifølge Filminstituttet ikke stå alene. Derfor har instituttet bearbejdet Det Radikale Venstre og den øvrige venstrefløj med opfordringer til, at der kulturpolitisk rettes langt større opmærksomhed mod at sikre, at danske børn og unge får adgang til ”danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger deres liv” på deres foretrukne platforme.

Instituttet har egenhændigt påtaget sig denne kulturpolitiske opgave og søsat et initiativ, der skal animere den danske film- og spilbranche til at styrke samarbejdet om at skabe kvalitetsindhold til børn under 12 år.

Overskriften er ”UNIVERS – tværmedielle projekter til børn” – og er ifølge Filminstituttet ”fortællinger, karakterer og temaer, der med udgangspunkt i børns livsverden udfolder sig på tværs af medier og platforme”.

Selvom det hele ikke er ganske klart, er det meningen, at de færdige produktioner skal udkomme på både traditionelle platforme og platforme som video- og streamingtjenester, spil og sociale medier.

Streamingtjenester skal betale, men udgiften overvæltes på brugerne

Hvis Det Danske Filminstitut skal redde danske børn ud af kløerne på internationale gamingproducenter og streamingtjenesterne, koster det. Instituttet har derfor overfor de kulturradikale og de røde partier foreslået, at streamingtjenester som Netflix og Viasat m.fl. skal aflevere – ikke 2 pct., men 5 pct. af omsætningen i Danmark. Med den nuværende omsætning på omkring 2 mia. kr. svarer det til 100 millioner kr. om året – og stigende i de kommende år.

Streamingtjenesterne er i forvejen forpligtet til at bruge 2 pct. eller 40 millioner kr. i nyt dansksproget indhold. Stigningen på 3 pct. point, svarende til 60 millioner kr. skal ifølge forslaget gå til – ja, godt gættet: Filminstituttet.

Den nuværende Public Service Pulje skal fastholdes på mindst 70 millioner kr. om året, og 25 pct. af puljen skal øremærkes til indhold rettet mod børn og unge.

Ikke med på Finansloven for 2020

En forhøjet afgift på streamingtjenesterne indgik faktisk i forhandlingerne om finansloven for 2020., men forslaget fra regeringens støttepartier kom ikke med i finansloven for 2020. Det forventes, at emnet vil indgå i de forhandlinger, der imødeses om et nyt medieforlig. Foreløbig er intet sket, men kulturministeren har varslet et medieudspil inden december (2020), hvor optakten til forhandlinger om et nyt medieforlig skydes i gang.

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut, der er sat i verden for at sikre de bedste vilkår for dansk film og billedbårne fortællinger, har i 2020 mulighed for at fordele tilskud til film m.v. på samlet godt 400 millioner kr. – når Public Service Puljen på 47,2 millioner kr. medtages, når vi op på knap 450 millioner kr.

Til at drive filmstøtten har vi en bestyrelse, direktion, 9 kommunikationsmedarbejdere og over 100 ansatte. Nettodriftsudgifterne løber op i 112 millioner kr. Det vil sige, at det i Danmark i runde tal koster 25 kr. at uddele 100 kr. i filmstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Svarer til en skatteforhøjelse til almindelige borgere på 75 millioner kr.

Hvis Filminstituttet får held til at ændre Medieaftalen, og streamingtjenesterne skal betale yderligere 60 millioner kr., der skal forvaltes af Filminstituttet, vil det betyde, at det bliver nødvendigt at øge instituttets driftsbevilling med 15 millioner kr.

En afgift på 5 pct. af streamingtjenesternes omsætning vil uvægerligt blive overvæltet på brugerne og forslaget fra Det Danske Filminstitut vil dermed indebære en merudgift – eller skatteforhøjelse – på 75 millioner kr.

Filmkonsulent Lotte Svendsen

Det er børne- og ungdomsfilmkonsulent Lotte Svendsen, der er en af drivkræfterne bag UNIVERS-projektet og tanken om at vælte udgifterne over på streamingtjenesterne og deres kunder.

Da Det Danske Filminstitut den 3. juli 2018 overraskende oplyste, at Lotte Svendsen den 1. september skulle tiltræde som ny filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm, var der mange, der både var chokerede og havde bange anelser.

Inden ansættelsen på Filminstituttet havde den radikalt venstreorienterede Lotte Svendsen instrueret for DR – blandt andet en meget kontroversiel julekalender.

Lotte Svendsen og DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”.

Hvem der først fik ideen til at stjæle et engelsk forlæg og fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident, fortoner sig.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC.

Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson fra Radio 24/7 har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?

”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Lotte Svendsen

Filmkonsulent og instruktør af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” var Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde DF og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut politiserer

Det er tydeligt at Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut med streamingafgiften igen er ude i et politisk ærinde og prøver at gøre sig lækker overfor de nye politiske magthavere.

Den tidligere borgerlige regering og Dansk Folkeparti indgik i 2018 en medieaftale, der bl.a. rundbarberede Danmarks Radio og trak stikket fra Radio 24/7, som vi kender det.

Den socialdemokratiske regering har tilkendegivet, at man er indstillet på at styrke dansk public service.

Kulturminister Joy Mogensen vil gøre status på implementeringen af aftalen, som ikke længere støttes af et flertal, og på den baggrund indbyde til politiske drøftelser – men først i december 2020.

Målsætningen ok, men hvorfor skal borgerne betale – igen?

Målsætningen – at styrke dansk public service – er for så vidt sympatisk, og hvis der kan findes en måde, hvor streamingtjenesterne bidrager mere til danskproduceret indhold uden at det sker på bekostning af sagesløse danske skatteborgere, er det også OK. Problemet er, at udgifterne overvæltes på almindelige danske lønmodtagere, der forsøder fritiden med et Netflix-abonnement.

Hvad der også giver anledning til kuldegysninger – også blandt S-vælgere på Vestegnen – er, hvis det er Lotte Svendsen og Dansk Filminstitut, der skal være censor og kommissær for hvilke danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger danske børns og unges liv.

P.S.

Filminstituttets bestyrelse har besluttet at forlænge filmkonsulent Lotte Svendsens ansættelse med tre år.

Lotte Svendsen tiltrådte som filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm den 1. september 2018 og kan nu fortsætte til og med den 31. august 2023.

Mandag den 12. oktober 2020 blev det i Stockholm offentliggjort af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi at Nobelprisen i økonomi for 2020 tildeles Paul R. Milgrom, Stanford University, USA og Robert B. Wilson, Stanford University, USA for deres teorier “til forbedringer af auktionsteorien og opfindelser af nye auktionsformater”, der har bidraget positivt og praktisk til forbedrede auktioner.

Årets pristagere, Paul Milgrom og Robert Wilson, har undersøgt, hvordan auktioner fungerer. De har også anvendt deres forskningsresultater til at designe nye auktionsformater for varer og tjenester, der er vanskelige at sælge på en traditionel måde, såsom radiofrekvenser. Deres opdagelser har gavnet sælgere, købere og skatteydere overalt i verden.

Om auktionsteori

Folk har altid solgt ting til højstbydende eller købt dem fra den, der afgiver det billigste tilbud. I dag skifter objekter til en værdi af astronomiske summer hver dag hænder i auktioner – ikke kun husholdningsgenstande, kunst og antikviteter, men også værdipapirer, mineraler og energi. Offentlige indkøb kan også gennemføres som auktioner.

Ved hjælp af auktionsteori forsøger forskere at forstå betydningen af forskellige regler for auktionsformater og regler for budgivningen for de endelige priser.

Robert Wilson udviklede teorien for auktioner af eksempelvis den fremtidige værdi af radiofrekvenser eller mængden og værdien af ​​mineraler i et bestemt område. Wilson viste, hvorfor rationelle budgivere har tendens til at placere bud under deres eget bedste skøn over den fælles værdi.

Paul Milgrom formulerede en mere generel teori om auktioner, der ikke kun omfatter fælles værdier, men også private værdier, der varierer fra byder til byder. Han analyserede budstrategierne i en række velkendte auktionsformater.

Over tid udbydes stadig mere komplekse samfundsværdier, såsom landingstilladelser og radiofrekvenser. Som svar opfandt Milgrom og Wilson nye formater for auktioner, og i 1994 brugte de amerikanske myndigheder først et af deres auktionsformater til at sælge radiofrekvenser til teleoperatører.

Siden da har mange andre lande implementeret deres forslag.

”Årets pristagere i økonomiske videnskaber startede med grundlæggende teori og brugte senere deres resultater i praktiske anvendelser, der har spredt sig globalt. Deres opdagelser er til stor gavn for samfundet”, udtaler Peter Fredriksson der er formand for prisudvalget.

Om prismodtagerne

Paul R. Milgrom, født 1948 i Detroit, USA.

Ph.D. 1979 fra Stanford University, Stanford.

Robert B. Wilson, født 1937 i Genève, USA.

D.B.A. 1963 fra Harvard University, Cambridge, USA. Adams Distinguished Professor of Management, emeritus, Stanford University, USA.

Præmien på 10 millioner svenske kroner deles ligeligt mellem pristagerne.

Om prisen

Prisen i økonomi er stiftet af Sveriges centralbank i 1968 for at markere bankens 300-års jubilæum. Den hedder officielt “Sveriges centralbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel” og blev første gang uddelt i 1969.

Nobelpristagere med dansk tilknytning

Prisen er tidligere givet til økonomer med en vis tilknytning til Danmark:

Dale Thomas Mortensen (1939 – 2014) fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og Dale Mortensen har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.

Lars Peter Hansen (født 1952) fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.