Forfatterens litterære agent, Jonny Geller fra The Curtis Brown Group, meddelte søndag i en meddelelse på Twitter, at “Med stor sorg må jeg meddele, at en af verdens store forfattere – John le Carré – er gået bort”.

Le Carré døde lørdag aften efter kort tids sygdom, og forlaget Penguin har oplyst, at dødsårsagen ifølge familien var lungebetændelse.

Le Carré er blandt andet berømt for romanerne “Spionen der kom ind fra kulden” fra 1963, der var hans tredje roman, og “Dame konge es spion” (Tinker Tailor Soldier Spy) med mesterspionen George Smiley, der er en central person i flere bøger.

John Le Carré har modtaget talrige litterære priser og er blevet rost til skyerne af andre forfattere. Den amerikanske forfatter Philip Roth sagde om “En perfekt spion” (A Perfect Spy) fra 1986, at det var “the best English novel since the war”.

Den britiske forfatter Graham Greene har udtalt, at “Spionen der kom ind fra kulden” fra 1963 var “the best spy story I ever read”.

“Han viede sit liv til at skrive og definerede koldkrigsæraen ved hjælp af sin figur, George Smiley, og gennem sine komplekse plots og smukke prosa rettede han et skarpt lys mod vor verdens uretfærdigheder,” skriver Jonny Geller.

John le Carré har skrevet 25 romaner og selvbiografien ”Duernes tunnel – Historier fra mit liv” (The Pigeon Tunnel). Hans bøger er oversat til en række sprog, og flere af dem er filmatiseret. Hvem husker ikke Richard Burton i ”Spionen der kom ind fra kulden”.

På verdensplan har han solgt over 60 mio. bøger.

Seneste roman i 2019

Le Carrés sidste roman, “Fri agent”, (Agent Running in the Field), udkom i oktober 2019. Han lægger i bogen ikke skjul på misfornøjelse med Brexit og han er stærk kritisk overfor den britiske regering, der lod det ske. At forlade EU var ifølge Le Carré en form for “selvafbrænding” orkestreret af “ a bunch of rich, elitist carpetbaggers posing as men of the people”!

I bogen blev den britiske udenrigsminister med tydelig henvisning til Boris Johnson beskrevet som en “Etonian narcissistic elitist without a decent conviction in his body bar his own advancement”.

Fødsel og opvækst

John le Carrés navn er et pseudonym. Hans rigtige navn er David John Moore Cornwell.

Han blev født 19. oktober 1931 i Poole i Dorset i Sydengland.

Hans mor, Olive, forlod hjemmet da han var 5 år gammel, og han genså hende ikke før han som 21-årig havde opsporet hende efter at hans far ellers havde fortalt, at hun var død. Ifølge en artikel i avisen Telegraph var Le Carrés far, Ronnie, en bondefanger og plattenslager, der færdedes i Londons underverden på evig flugt for loven.

Le Carré og hans storebror, Tony, måtte konstant hjælpe faren med at undgå arrestation og det har bidraget til hans sans for hemmelighedskræmmeri og bedrag.

Le Carré skrev selv på sin hjemmeside, at “I act like a gent, but I am wonderfully badly born”.

Le Carré gik på kostskolen Sherborne School i Dorset inden han i 1 år studerede tysk litteratur på universitetet i Bern i Schweiz. Efterfølgende opnåede han en universitetsgrad i moderne sprog ved Oxforduniversitetets Lincoln College.

I studietiden i Oxford deltog han ifølge Reuters blandt andet i møder med venstreorienterede studiegrupper og videregav information om dem til MI5, den nationale britiske sikkerhedstjeneste.

Efter at have undervist i fransk og tysk på kostskolen Eton, blev han efterretningsmand i MI5 – den britiske indenlandske efterretningstjeneste.

I 1960 blev han overført til MI6 og blev under dække af en post som 2. sekretær udstationeret som spion ved ambassaden i Bonn og senere ved konsulatet i Hamborg.

Litterære produktion

Mens han arbejdede som spion i begyndelsen af 1960’erne skrev han sine første 3 bøger med den gennemgående figur, George Smiley: I 1961 ”Telefon til afdøde” (Call for the Dead), i 1962 “A Murder of Quality”, og i 1963 “Spionen der kom ind fra kulden” (The Spy Who Came In From the Cold).

Tjenesten tillod ikke at han udgav bøger i sit eget navn, og derfor blev John Le Carré opfundet.

I 1964 stoppede hans karriere for MI6, og på det tidspunkt var han for kendt til at være spion og dedikerede sig fuldt ud til at skrive – i hånden – nogle af sine mest kendte romaner i den efterfølgende periode:

I 1965 ”Spejlkrigen” (The Looking Glass War), 1977 ”Spionen der gik sine egne veje” (The Honourable Schoolboy), 1979 ” Til døden jer skiller” (Smiley’s People), 1983 ”Iscenesat” (The Little Drummer Girl), 1986 ”En perfekt spion” (A Perfect Spy), 1989 ”Det russiske hus”( The Russia House), 1990 ”Den hemmelige pilgrim” (The Secret Pilgrim), 1993 ”Natportieren” (The Night Manager), 1995 ”Vort spil” (Our Game), 1996 ”Skrædderen fra Panama” (The Tailor of Panama), 1999 ”Single & Single” (Single & Single), 2001 ”Den standhaftige gartner” (The Constant Gardener), 2003 ”Absolutte venner” (Absolute friends), 2006 ”Den gode tolk” (The Mission Song), 2008 ”Marionetten” (A most wanted man), 2010 ”Dimas Drøm” (Our Kind Of Traitor), 2013 ”En skrøbelig sandhed” (A delicate truth), 2016 ”Duernes tunnel – Historier fra mit liv” (The pigeon tunnel), 2017 ”Spioners arv” (A Legacy of Spies), 2019 “Fri agent” (Agent Running in the Field)

Professionel ”løgner”

Om sin karriere har John le Carré i en biografi ifølge Reuters sagt: “Jeg er en løgner. Født til at lyve, opdraget til det, trænet til det af en metier, der lever af løgne, øvet i det som forfatter.”

John le Carré efterlader sig hustruen Jane og fire sønner, meddeler forlaget Penguin.

Udenrigsminister Jeppe Kofod er gået i selvisolation. Udenrigsministeriet har i en pressemeddelelse oplyst, at et nært familiemedlem til udenrigsministeren er testet positiv for covid-19. Udenrigsministeren aflyser derfor forestående tjenesterejser og afholder møder virtuelt.

OECD 60 år 14. december 2020

Dermed går Jeppe Kofod glip af fejringen i Paris af OECD’s 60-års fødselsdag mandag den 14. december.

Udover at misse et storslået fødselsdagsprogram afskæres Jeppe Kofod også fra at arbejde for kongerigtes interesser. Der er nemlig en dansk kandidat til posten som generalsekretær i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).

Dansk kandidat til posten som generalsekretær for OECD

Regeringen har nomineret Ulrik Vestergaard Knudsen til at blive ny generalsekretær i OECD. Ulrik Vestergaard Knudsen er i øjeblikket vice-generalsekretær i OECD, og før det var han direktør i Udenrigsministeriet.

OECD’s nuværende generalsekretær, Angel Gurría, 70, tidligere udenrigsminister i Mexico, der har haft posten siden 2006, træder tilbage med udgangen af maj 2021.

Om OECD

OECD har eksisteret siden 1961 og har hovedkvarter i Paris.

Organisationen, der ofte kaldes “de rige landes klub”, sigter mod at fremme økonomisk udvikling og verdenshandel, har 37 medlemslande og har som vigtigste mål at samordne den økonomiske politik i medlemslandene. Generalsekretæren er formand for OECD Council, der består af medlemslandenes samt EU’s faste repræsentanter, og han leder sekretariatet, der består af 3300 ansatte økonomer, jurister, statistikere, digitale eksperter, kommunikationsfolk m.v.

OECD Council træder en gang om året sammen på ministerniveau, hvor regeringschefer, udenrigs-, handels- og økonomiministre mødes

Udvælgelsesproceduren omfatter interviews og konsultationer om kandidaterne, men det må forventes at beslutningen reelt træffes i Paris under 60-års festlighrederne.

Det kan dog ikke ventes, at annonceringen af en ny generalsekretær før en gang i starten af 2021.

Andre kandidater

Sverige har nomineret tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom.

USA har nomineret Christopher P. Liddell, vicestabschef I Det Hvide Hus. Liddell, der blev født I New Zealand, har dobbelt statsborgerskab. Før Liddell kom til Det Hvide Hus, var han økonomidirektør (CFO) i General Motors Co., CFO i Microsoft Corp., og CFO of International Paper Co.

Canada har nomineret tidligere finansminister Bill Morneau.

Tjekkiet har nomineret Mr. Vladimír Dlouhý, der har været vicestatsminister og minister for økonomi, industri og handel. Han er formand for Czech Chamber of Commerce og Viceformand for EUROCHAMBRES, sammenslutningen af europæiske handelskamre, der repræsenterer over 20 million virksomheder i 44 lande.

Australien har nomineret finansminister Mathias Cormann.

Estland har nomineret Estlands præsident, Kersti Kaljulaid. Kersti Kaljulaid har været medlem af Verdensbankens rådgivningspanel for World Development Report 2021 samt medlem af Europarådets Council on Foreign Relations.

Polen har nomineret klima- og miljøminister Michal Kurtyka

Schweiz har nomineret den tidligere centralbankchef Philipp Hildebrand

Grækenland har nomineret tidligere undervisnings- og udviklingsminister Anna Diamantopoulou, der i øjeblikket er formand for den Athen-baserede tænketank “DIKTIO” – Network for Reform in Greece and Europe.

Chris Liddell

Af de 10 har mange anset Chris Liddell for favorit. En amerikaner har aldrig haft generalsekretærposten i organisationens 60-årige historie.

Trump-nederlaget i det amerikanske præsidentvalg har dog reduceret hans chancer for at få jobbet.

Kersti Kaljulaid

Estlands præsident siden 2016, den 50-årige Kersti Kaljulaid, er en interessant kandidat.

Kaljulaid har været økonomisk rådgiver for den estiske statsminister, direktør for et kraftværk og medlem af EU’s revisionsret fra Estlands medlemskab af EU i 2004.

Kersti Kaljulaid har stået i spidsen for Estlands vellykkede bud på et ikke-permanent sæde i FN’s Sikkerhedsråd (UNSC). Som led i kampagnen rejste Kaljulaid verden rundt, der endte med at Estland i 2019 opnåede et sæde i Sikkerhedsrådet i perioden 2020-2021.

Præsident Kaljulaid har også for nylig været vært for virtuelle topmøder i Tallinn for 12, hovedsagelig central- og østeuropæiske EU-medlemsstater med sigte på at udvikle transport-, energi-, digital- og miljøinfrastrukturer.

Thorkil Kristensen 1960-1969

Danmark har før haft posten som generalsekretær i OECD. Venstrepolitikeren, finansministeren og professoren Thorkil Kristensen (Thorkil Livrem) var generalsekretær 1960-1969.

Det handler om andet end politivold når tusindvis af demonstranter i de sidste uger har protesteret mod en ny lov, som reelt vil kriminalisere mediernes muligheder for at fotografere eller filme politiets indsats mod demonstranter.

Samtidig advarer fremtrædende advokater, menneskeretsforkæmpere og fagforeningsfolk mod forslaget til en lov om ”global sikkerhed”, hvor det ifølge paragraf 24 vil være forbundet med en fængselsstraf på et år og en bøde på 45.000 euro, hvis et medie viser ansigtet eller andre elementer, som kan identificere en betjent eller en gendarm under en politiaktion, hvis målet er at skade vedkommendes fysiske eller psykiske integritet.

Lovforslag er en skærpelse af den strenge antiterrorlov, der i november 2017 efter måneders ophedet debat om borgernes sikkerhed kontra borgernes rettigheder tyrådte i kraft i Frankrig.

Efter loven har politiet i forvejen vide beføjelser: Blandt andet kan politiet anbringe borgere i husarrest uden dommerkendelse, foretage husransagninger uden dommerkendelse og forbyde offentlige arrangementer uden dommerkendelse.

Loven erstattede den undtagelsestilstanden, der havde været i kraft i Frankrig siden de store terrorattentater i Paris i efteråret 2015.

Protesterne mod lovforslaget har taget til i styrke efter flere eksempler på politivold, herunder i forbindelse med politiets brutale rydning af afghanske asylansøgeres improviserede teltlejr på Place de la République den 23. november.

Er Frankrig i opløsning?

Præsident Emmanuel Macrons stadig mere autoritære politik, som skal sikre ham yderligere støtte fra højreorienterede vælgere, har givet anledning til omfattende uroligheder – og så sent som lørdag den 12. december 2020 gik det helt galt i Paris.

Demonstranterne hævder, at ytringsfriheden krænkes og at politivold blot vil blive dysset ned, hvis dokumentation forbydes. Som eksempel nævnes, at det var tilfældigt forbipasserende, som tidligere på året filmede politiets kontrol af et motorcykelbud midt i Paris. Politiets kvælertag på ham betød, at manden mistede livet.

En anden episode handler om tre betjente, som gennemtævede en sort musikproducent, og som ifølge offeret kaldte ham ”sale nègre” (beskidte neger). Betjentene har givet urigtige oplysninger i deres rapport om hændelsen, men er nu sigtet for ”overlagt vold udført af en myndighedsperson” samt videregivelse af falske oplysninger.

Præsident Macron har taget stærkt afstand fra hændelsen, og indenrigsminister Gérald Darmanin har været tvunget til ændringer i lovforslaget.

Demonstrationerne mod politiet og den foreslåede lovgivning fortsatte i weekenden. Lørdag den 12. december, arresterede politiet over 100 personer. Politifolk trængte ind blandt demonstranterne og plukkede enkeltpersoner ud. Politiet har oplyst, at begrundelsen for at trække af med mistænkte ballademagere var for at undgå, at de – som det er set ved tidligere demonstrationer – samledes i voldelige grupper, der vandaliserede butikker og biler og angreb politiet.

Der var lørdag også demonstrationer i andre franske byer. I Lyon er der rapporteret om arrestationer af folk, som politiet sagde var voldelige og forsøgte at plyndre butikker.

Siden den 16. november 2020 har Ungarn og Polen blokeret for vedtagelsen af det nye EU-budget for 2021-27 på 1050 mia. euro og for Corona-genopretningspakken på 750 mia. euro. I danske kroner taler vi om 13500 mia. kroner!

Ungarn og Polen anført af den ungarske premierminister, Viktor Orbán, og den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, protesterede mod, at det tyske EU-formandskab og EU-Kommissionen i aftalen med Europa-Parlamentet er gået længere end aftalt vedrørende krav om overholdelsen af reststatsprincipper (rule of law).  Efter Viktor Orbáns og Mateusz Morawieckis opfattelse er retsstatsmekanismen i strid med EU-traktaten.

Retsstatsmekanismen skulle træde i kraft 1. januar 2021 sammen med det nye budget som betingelse for anvendelse af EU-midler, herunder midlerne i Corona-genopretningspakken.

Europa-Parlamentet har nægtet at genforhandler aftalen, og nogle EU-lande har tilkendegivet, at de om nødvendigt vil gå videre med budget og hjælpepakke uden Ungarn og Polen.

Under alle omstændigheder kunne situationen udvikle sig til en alvorlig trussel mod sammenhængskraften i EU.

Det tyske EU-formandskabs hovedpine

Det tyske EU-formandskab har i de sidste 14 dage arbejdet på at løse den gordiske knude, og i mellemtiden har Polens premierminister Mateusz Morawiecki og Ungarns premierminister Viktor Orban haft flere koordinerende møder, hvor de har gravet hælene i, og gentaget kravet om, at før EU’s midler kan knyttes til retsstatsmekanismen skal det bekræftes ved en traktatændring.

De to ledere har med henvisning til en fælles erklæring foreslået at begrænse eventuelle yderligere budgetbetingelser her og nu til beskyttelse af EU’s finansielle interesser, og fortsætte drøftelserne i Det Europæiske Råd ”whether a link between the Rule of Law and the financial interests of the Union should be established”.

Løsning på Topmødet

Det lykkedes det tyske formandskab op til EU-Topmødet torsdag den 10. og fredag den 11. december i Bruxelles at opnå tilslutning til et kompromis, der herefter er bekræftet på Topmødet.

Løsningen indebærer, at de med EU-Parlamentet aftalte tekster står uændrede, men på Topmødet er der vedtaget en supplerende juridisk bindende erklæring, som fastslår:

• at retsstatsmekanismen kan indbringes for EU-Domstolen, der skal vurdere om mekanismen er i strid med traktaterne.
• at retsstatsmekanismen under alle omstændigheder kun gælder fremadrettet for det nye budget for 2021-27 og for Corona-genopretningspakken.
• at retsstatsmekanismen skal målrettes mod at beskytte ”unionens finansielle interesser” og dermed sikre en god forvaltning af EU-midler. Retsstatsmekanismen kan ikke bruges til at lægge pres på medlemslande i politiske spørgsmål vedrørende f.eks. det juridiske system, LGBT-rettigheder eller indvandring.
• at EU-Kommissionen skal udarbejde guidelines for hvordan retsstatsmekanismen konkret skal anvendes.

Det vurderes, at det vil tage måneder – måske år – at gennemføre de aftalte procedurer inden retsstatsmekanismen eventuelt kan træde i kraft.

Den socialdemokratiske regering har bebudet et lovforslag med krav om oversættelse til dansk af prædikener på andre sprog.

Formålet med loven er at sikre at unge muslimer ikke bliver radikaliseret i moskeer, når der bliver prædiket had og islamisme. 

Spørgsmålet er, om oversættelseskravet også skal gælde prædikener på færøsk, grønlandsk eller tysk i Danmark?

Det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale har argumenteret for, at der burde være undtagelser for færøske menigheder og kirker, som har virket i Danmark i årtier fuldkomment fredsommeligt uden at støde nogen. Nu skal prædikener oversættes til dansk, så man kan kontrollere, om der bliver prædiket terror. Det er fuldstændigt langt ude, mener Skaale om lovforslaget, der i lovkataloget angiver, at “Formålet med lovforslaget er at skabe større åbenhed om religiøse forkynderes prædikener i Danmark, når de prædiker på andre sprog end dansk”.

Biskop Peter Skov-Jakobsen og formand for Grænseforeningen, skriver i Berlingske Tidende den 10. december 2020, at det bebudede lovforslag fremprovokerer en følelse af skam her i 100-året for genforeningen med Nordslesvig. Det, den kære biskop skammer sig over, er at være en del af flertallet, der har mistro til indholdet af prædikener på andre sprog end dansk.

Hvis Peter Skov-Jakobsen tror, at fortsat snak om integration er løsningen på radikalisering, er han naiv. De radikale miljøer tiltrækker utilpassede unge, og vi har set eksempler på unge kriminelle der tiltrækkes af ekstremt religiøse miljøer. Vi ser sammenhæng mellem kriminalitet og terror og religion, og derfor er fundamentalistiske religiøse påvirkninger kernen i problemet. Derfor skal der skrides ind overfor radikale imamer, der under dække af religion modarbejder det danske samfund, nedbryder sammenhængskraften og underminerer vores frihedsværdier. Det er herfra vores demokrati og åndsfrihed er truet.

Udenrigsministeriet er alarmeret over en undersøgelse, der viser, at over 7 pct. af de ansatte har været udsat for mobning eller upassende opførsel af ”seksuel karakter”.

Ledelsen på Asiatisk Plads bør dog ikke stille sig så forundrede an. I ministeriet er det velkendt, at der rundt om i verden sidder ambassadører, som måske nok er rigtig gode til at føre sig frem i laksko på de bonede gulve. De kan måske endog skarpt og professionelt analysere situationen i værtslandet og konsekvenserne for verdenssituationen, men de evner ikke at sikre, at der på deres egne ambassader er en god tone og et arbejdsmiljø fri for krænkelser og overgreb.

Nogle af disse chefer opfører sig selv over for de underordnede som små konger med en ledelsesstil, som ind imellem opfattes som despoti og tyranni, og til andre tider som enten helt fraværende eller nidkært kontrollerende.

”Det kan være et helvede. Nogle behandler personalet som tyende. Andre skriver op i en lille sort bog, hvis de underordnede begår en fejl. Der har været nogle grove tilfælde af magtmisbrug, men der er ved at komme nye toner i ministeriet”, siger en mangeårig medarbejder med flere end en halv snes udeposteringer i bagagen til Berlingske Tidende.

Paris og Washington

Det hører desværre til sjældenhederne, at det når til offentlighedens kendskab, når de tungeste af udenrigstjenestens ”hvide elefanter” bliver udsat for kritik.

Som oftest klares konflikterne diskret ved at en kontorchef fra ministeriets personaleafdeling personligt møder op på ambassaden og gennemfører samtaler med samtlige ansatte. Skriver en rapport, der peger på at situationen allerede er ændret til det bedre, og roen sænker sig igen – for en tid.

Offentligheden har dog fået indblik i den bizarre ledelsesstil, der på et tidspunkt herskede på ambassaderne i Paris og Washington, da henholdsvis Niels Egelund og Friis Arne Pedersen var ambassadører.

Begge estimerede diplomater fik skudt i skoene, at de havde en meget autoritær og negativ ledelsesstil, og i Paris resulterede besøget af en repræsentant for Udenrigsministeriets personaleafdeling i, at den 62-årige Niels Egelund fik en ubændig lyst til at pensionere sig selv et halvt år før kontrakten udløb.

En kilde beskrev Paris-ambassadøren som ”kynisk, diktatorisk og langt hen ad vejen et udtryk for den ledelsesstil med ’små konger’, som plager Udenrigsministeriet”.

Flere medarbejdere ved ambassaden beskrev samtidig Egelund som chef, der ikke lagde diplomatiske fingre imellem over for sine ansatte. En kilde fortæller om medarbejdere, der tog ordet, som enten blev ignoreret fuldstændig eller deres andragende blev afvist som rent og skært sludder. Ikke mindst lokalansatte ”fik en rigtig, rigtig hård medfart, ofte baseret på hans sympatier og antipatier”.

Også i Washington blev der skudt med skarpt på den daværende ambassadør, Friis Arne Pedersen, der trods en sag om spritkørsel i USA senere har haft poster i Kina og Tyskland, og i dag er til rådighed på timebasis i konsulentfirmaet Rud. Pedersen.

”Han er ubehagelig. Og han elsker at være frygtet. Og er ekspert i at skabe usikkerhed. Hvis han siger, at man skal få en elefant til at flyve, så prøver folk på det”, siger en kilde med adskillige års erfaring på ambassaden i Washington.

Friis Arne Petersen afviser harmdirrende kritikken og slår uden blusel på sin baggrund som fattig fiskerdreng fra Skagen som argument for, at han aldrig har ville skabe frygt omkring sig. Det virker ikke rigtig overbevisende, når vi ved at en ”fiskerlussing” i Skagen er den eufemistiske betegnelse for et hovedtraume-fremkaldende knytnæveslag.

Utilfredsheden gav ikke desto mindre anledning til et flere dage langt besøg fra personaleafdelingen i København til en snak om, hvordan man skaber en god arbejdsplads.

Problemerne blev dog løst, da Friis Arne Petersen blev forsat til ambassadørposten i Kina.

Udenrigsministeriets personligheder

Udenrigsministeriet har tidligere haft en lang række diplomater, der har aftvunget sig respekt ikke kun for deres professionelle kvaliteter, men også for deres menneskelige egenskaber: Henrik Kauffmann, der sad som ambassadør i Washington fra 1939 til 1958, Erling Kristiansen, Gunnar Riberholdt, Peter Dyvig, Eigil Jørgensen, Benny Kimberg, Jens Christensen, Jørgen Ørstrøm Møller, Paul Fischer, Poul Skytte Christophersen, Mads Sandau-Jensen og flere andre.  

Freddy Harhoff

I dette fine selskab optræder også ambassadør G. F. K. Harhoff, der er en af de mest farverige skikkelser, der har været i den danske udenrigstjeneste.

Georg Frederik Krogh Harhoff, født i 1919, blev navngivet som alle de andre førstefødte drengebørn i familien, men blev i hele sin karriere aldrig kaldt andet end Freddy Harhoff.

Harhoff var (naturligvis) medlem af Eventyrernes Klub med medlemsnummer 313, og fra hans meritter kan nævnes, at han 1934-1935 var skibsdreng, 1940-45 var modstandsmand, der betød at han måtte tilbringe 8 måneder i tysk fængsel.

Harhoff blev som cand.jur i 1945 ansat i Udenrigsministeriet med tjeneste i Frankrig, Indonesien og Marokko. Senere protokolchef, generalkonsul i New York, chef for udenrigsministeriets handelsafdeling, ambassadør i Irland og Belgien.

Freddy Harhoff var sejlsportsmand, og i 1948 sejlede han på Grønland et år med galeasen ”Mågen”. Desuden yacht-sejladser (især Java-Sumatra, Caraibien og Transatlantic). Som Generalkonsul i New York arrangerede han kapsejladsen ”Stamford-Denmark Friendship Sailways”. Under opholdet i Indonesien gennemførte Harhoff en ekspedition med jeep gennem Sumatra.

Under tjenesten havde Harhoff lejlighed til på nærmeste hold at følge flere revolutioner samt yde bistand, da Agadir i Marokko den 29. februar 1960 blev ramt af et voldsomt jordskælv, der dræbte mere end 10.000 af byens indbyggere.

Mens Freddy Harhoff var ambassadør i Irland, var han 1982-1984 Irlandsmester i tre-kamp (ridning, skydning, fiskeri).

Udover ovennævnte bemærkelsesværdige karriereforløb fortælles utallige historier om Freddy Harhoff.

Mens han i begyndelsen af 1970’erne var protokolchef i Udenrigsministeriet var en udenlandsk minister på besøg. Der var i den anledning inviteret til en sammenkomst med omkring hundrede mennesker. Protokolchefen skulle styre slagets gang, men hans stemme gik under i den øredøvende larm, som selskabet producerede. Pludselig hørte man en skingert pift gennem de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg. Det var Harhoff, der havde sat to fingre til munden og piftet forsamlingen til ro.

Freddy Harhoff var ingen traditionel diplomat. På en af sine udeposter kørte han i en Mercedes, der havde gjort tjeneste som taxi i Hamburg. På sine ældre dage kørte han rundt i en klassisk men velholdt jaguar.

 ”For ham blev udenrigstjenesten aldrig skrivebord, papir og blæk” hed det i nekrologen i Berlingske Tidende.

Freddy Harhoff var først gift med Nelly Løwener og senest med den 14 år yngre komtesse, Marie Louise Astrid Moltke af Nørager.

Fredy Harhoff døde i 1993.

Nationalbanken har den 9. december 2020 offentliggjort opdaterede skøn for udviklingen i dansk økonomi. Banken forventer nu, at BNP samlet set falder med 3,9 pct. i 2020 for derefter at stige med henholdsvis 2,9 pct. og 3,3 pct. i 2021 og 2022.

Vedrørende Mink-skandalen anfører Nationalbanken, at landbrugseksporten vil blive ramt af lavere eksport af pelsskind, men pelseksporten er dog så lille, at de samfundsøkonomiske konsekvenser er begrænsede, selv om der i lokalområder er mere mærkbare konsekvenser.

Nationalbanken er ikke udelt begejstret for den økonomiske politik, der føres under Corona-krisen.

Udbetalingen af feriepenge kan vise sig at være unødvendig eller i værste fald uhensigtsmæssig i forhold til at sikre et jævnt konjunkturforløb, og finanspolitikken bør efter Nationalbankens opfattelse ikke lempes yderligere.

Aktiviteten ligger ganske vist underdrejet i de dele af økonomien, der er underlagt restriktioner eller ramt af lavere efterspørgsel i udlandet. Omvendt er der høj aktivitet og beskæftigelse i andre dele, bl.a. i byggeriet.

Nationalbanken påpeger, at for at sikre et jævnt konjunkturforløb på tværs af brancher bør finanspolitikken aktuelt undgå at stimulere efterspørgslen yderligere, da lempelser kun i mindre omfang kommer brancher underlagt restriktioner til gode og i stedet understøtter brancher, hvor aktiviteten allerede er høj.

Finanspolitiske lempelser øger således presset i brancher uden restriktioner. Set i det lys er den i forbindelse med finansloven aftalte midlertidige udvidelse af BoligJobordningen i 2021 ikke hensigtsmæssig.

Den 7. december 2020 oplyser koncernen Universal Music Group (UMG), at den har købt hele den amerikanske sanger og sangskriver Bob Dylans bagkatalog på mere end 600 sange.

Det rækker lige fra den tidlige “Like a Rolling Stone” til den seneste “Murder most Foul”.

Avisen New York Times skønner, at det er en overdragelse til mere end 300 millioner dollar (1,84 milliarder kroner).

Karrieren

Bob Dylan (født Robert Allen Zimmerman, den 24. maj 1941) dukkede i starten af 1960’erne op på folkemusik-scenen i Greenwich Village i New York, efter han havde forladt sin fødeegn i det nordlige Minnesota oppe under grænsen til Canada.

Den 19. marts 1962 blev der udgivet en lp, der blot havde hans navn, Bob Dylan. Pladen høstede ikke nævneværdig ros hos anmelderne. Det gik bedre med nummer to, albummet ”The Freewheelin’ Bob Dylan”, der slog hans navn fast som sanger og ung rebel.

Herfra udviklede han sig over det næste årti til at blive den mest feterede og indflydelsesrige musiker nogensinde.

Dylan er i dag 79 år, men stadig aktiv som musiker med cirka 100 gigs hvert år, indtil coronapandemien gjorde sit indtog i februar og marts.

Nobelprisen

Bob Dylan er den første sangskriver, der har modtaget Nobels litteraturpris.

Da det i oktober 2016 blev oplyst, at Nobelprisen gik til Bob Dylan, sagde det Svenske Akademi, at han fik nobelprisen “for having created new poetic expressions within the great American song tradition.”

Bob Dylan deltog ikke i den egentlige Nobelpris-ceremoni i Stockholm på Alfred Nobels dødsdag den 10. december 2016. Imidlertid siger reglerne, at en Nobelprisvinder har en frist på 6 måneder til at levere den forelæsning, der er en forudsætning for at modtage de 8 millioner svenske kroner, der følger med Nobelprisen.

Bob Dylan leverede langt om længe i begyndelsen af juni 2017 den forelæsning, som er forudsætningen for at han kunne modtage den økonomiske del af Nobel-prisen i litteratur.

I en optagelse af forelæsningen fra 4. juni 2017 kan man høre Dylan beskrive den stærke indflydelse fra de litterære værker Odysseen, Intet nyt fra Vestfronten og Moby Dick.

Især henvisningen til Herman Melvilles roman Moby Dick var problematisk. I en artikel i tidsskriftet Slate, har Andre Pitzer dokumenteret, at Dylans henvisninger syntes at være planket fra websitet SparkNotes.

Seneste fortjenester

Plagiat eller ej. Dylan har solgt 125 millioner album, og hans sange er blevet udgivet mere end 6000 gange af mange hundrede musikere.

Hans seneste album var “Rough and Rowdy Ways”, der blev udgivet tidligere i år.

Det indeholder den 17 minutter lange sang “Murder most Foul” – en titel der er fundet i William Shakespeares skuespil “Hamlet”.

Den omhandler drabet på præsident John F. Kennedy i 1963 og er en hyldest til den musikkultur, der fulgte.

Dylan har i mange år været repræsenteret på hitlisterne i USA. Det har han også været med “Rough and Rowdy Ways”.

Angrebet på Pearl Harbor blev indledt søndag den 7. december 1941 klokken 07:55 lokal Hawaii-tid og varede i næsten 2 timer. I Washington var klokken 12.55 og i København var klokken 18.55, da angrebet begyndte.

Ifølge Wikipedia angreb Japan den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor på Hawaii med en styrke på 443 fly, 2 slagskibe, 3 krydsere, 9 destroyere og 2 tankskibe under ledelse af admiral Nagumo.

USA uforberedt

Amerikanerne var uforberedte. Flyene holdt vingespids ved vingespids. Antiluftskyts-batterierne var ubemandede, og ammunitionen var låst inde. Der var heller ikke lagt torpedonet ud i havnen. Flere af amerikanernes vigtige hangarskibe var dog på patrulje i Stillehavet og undgik derfor at blive ødelagt.

Den første angrebsbølge gik efter lufthavnen og slagskibe. Næste bølge gik efter øvrige krigsskibe og skibsværftet.

Da angrebet sluttede var otte slagskibe svært beskadiget og seks sænket. Desuden havde amerikanerne mistet tre lette krydsere, tre destroyere og tre mindre fartøjer samt 188 fly. 2335 soldater og 68 civile omkom, og 1178 såredes. Heriblandt 1104 mand om bord på det amerikanske slagskib Arizona, som blev ramt af en 1760 pund bombe.

Japanerne mistede kun 29 fly samt fem miniubåde, der forsøgte at komme ind i den indre havn og affyre torpedoer.

Stillehavsflåden sat ud af spillet

USA’s stillehavsflåde var indtil videre sat ud af spillet. Men japanerne begik en alvorlig fejl, da de aflyste en sidste angrebsbølge, der skulle have ødelagt de amerikanske brændstoftanke. Dette kom til at spare amerikanerne for transport af meget store mængder brændstof til Hawaii.

Dagen i forvejen havde den amerikanske præsident Roosevelt rettet en fredsappel til den japanske kejser uden at modtage svar. USA’s kodefolk havde opsnappet 14 japanske meddelelser, hvoraf de 13 var blevet dechifreret, så USA regnede med, at et japansk angreb var på vej et eller andet sted i Sydøstasien.

Den amerikanske advarsel til hovedkvarteret i Oahu ankom først fem timer efter, at angrebet var indledt.

Krigserklæringer og USA inddrages i krigen i Europa

Samme dag erklærede Hollands eksilregering i London krig mod Japan, og næste dag erklærede USA og England krig mod Japan.

Herefter fulgte Adolf Hitler trop ved også at erklære krig mod USA, hvilket bevirkede, at USA blev medinddraget i krigen i Europa.

National mindedag

Præsident Donald Trump har proklameret den 7. december 2020 som ”National Pearl Harbor Remembrance Day”.

Dagbladet Information har beskrevet hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi med hård hånd slår ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Senest er tre egyptiske menneskerettighedsaktivister blevet anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte i slutningen af september Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den egyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Jeppe Kofod har for nylig annonceret en relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på værdier, herunder menneskerettighederne, men Jeppe Kofod har ikke ønsket at kommentere menneskerettighedssituationen i Ægypten.

Frankrig har faktisk protesteret mod menneskeretssituationen i Egypten. Human Rights Watch, Amnesty International og andre organisationer har protesteret, og 500 borgere har i avisen Le Monde underskrevet en protest mod forholdene i Ægypten.

Alligevel modtages præsident, Abdul Fattah al-Sisi i Paris mandag den 7. december 2020 med pomp og pragt af præsident Emmanuel Macron.

Ligesom Jeppe Kofod viger tilbage for at kommentere knægtelsen af basale menneskerettigheder i Hong Kong, har ministeren også afstået fra at kommentere situationen i Ægypten. Spørgsmålet melder sig: Hvornår kan vi vente at se præsident Abdul Fattah al-Sisi blive modtaget af Dronningen i København og udstyret med Elefantordenen?