Arbejdsmiljøet i Udenrigsministeriet

G.F.K. Harhoff - Freddy

Udenrigsministeriet er alarmeret over en undersøgelse, der viser, at over 7 pct. af de ansatte har været udsat for mobning eller upassende opførsel af ”seksuel karakter”.

Ledelsen på Asiatisk Plads bør dog ikke stille sig så forundrede an. I ministeriet er det velkendt, at der rundt om i verden sidder ambassadører, som måske nok er rigtig gode til at føre sig frem i laksko på de bonede gulve. De kan måske endog skarpt og professionelt analysere situationen i værtslandet og konsekvenserne for verdenssituationen, men de evner ikke at sikre, at der på deres egne ambassader er en god tone og et arbejdsmiljø fri for krænkelser og overgreb.

Nogle af disse chefer opfører sig selv over for de underordnede som små konger med en ledelsesstil, som ind imellem opfattes som despoti og tyranni, og til andre tider som enten helt fraværende eller nidkært kontrollerende.

”Det kan være et helvede. Nogle behandler personalet som tyende. Andre skriver op i en lille sort bog, hvis de underordnede begår en fejl. Der har været nogle grove tilfælde af magtmisbrug, men der er ved at komme nye toner i ministeriet”, siger en mangeårig medarbejder med flere end en halv snes udeposteringer i bagagen til Berlingske Tidende.

Paris og Washington

Det hører desværre til sjældenhederne, at det når til offentlighedens kendskab, når de tungeste af udenrigstjenestens ”hvide elefanter” bliver udsat for kritik.

Som oftest klares konflikterne diskret ved at en kontorchef fra ministeriets personaleafdeling personligt møder op på ambassaden og gennemfører samtaler med samtlige ansatte. Skriver en rapport, der peger på at situationen allerede er ændret til det bedre, og roen sænker sig igen – for en tid.

Offentligheden har dog fået indblik i den bizarre ledelsesstil, der på et tidspunkt herskede på ambassaderne i Paris og Washington, da henholdsvis Niels Egelund og Friis Arne Pedersen var ambassadører.

Begge estimerede diplomater fik skudt i skoene, at de havde en meget autoritær og negativ ledelsesstil, og i Paris resulterede besøget af en repræsentant for Udenrigsministeriets personaleafdeling i, at den 62-årige Niels Egelund fik en ubændig lyst til at pensionere sig selv et halvt år før kontrakten udløb.

En kilde beskrev Paris-ambassadøren som ”kynisk, diktatorisk og langt hen ad vejen et udtryk for den ledelsesstil med ’små konger’, som plager Udenrigsministeriet”.

Flere medarbejdere ved ambassaden beskrev samtidig Egelund som chef, der ikke lagde diplomatiske fingre imellem over for sine ansatte. En kilde fortæller om medarbejdere, der tog ordet, som enten blev ignoreret fuldstændig eller deres andragende blev afvist som rent og skært sludder. Ikke mindst lokalansatte ”fik en rigtig, rigtig hård medfart, ofte baseret på hans sympatier og antipatier”.

Også i Washington blev der skudt med skarpt på den daværende ambassadør, Friis Arne Pedersen, der trods en sag om spritkørsel i USA senere har haft poster i Kina og Tyskland, og i dag er til rådighed på timebasis i konsulentfirmaet Rud. Pedersen.

”Han er ubehagelig. Og han elsker at være frygtet. Og er ekspert i at skabe usikkerhed. Hvis han siger, at man skal få en elefant til at flyve, så prøver folk på det”, siger en kilde med adskillige års erfaring på ambassaden i Washington.

Friis Arne Petersen afviser harmdirrende kritikken og slår uden blusel på sin baggrund som fattig fiskerdreng fra Skagen som argument for, at han aldrig har ville skabe frygt omkring sig. Det virker ikke rigtig overbevisende, når vi ved at en ”fiskerlussing” i Skagen er den eufemistiske betegnelse for et hovedtraume-fremkaldende knytnæveslag.

Utilfredsheden gav ikke desto mindre anledning til et flere dage langt besøg fra personaleafdelingen i København til en snak om, hvordan man skaber en god arbejdsplads.

Problemerne blev dog løst, da Friis Arne Petersen blev forsat til ambassadørposten i Kina.

Udenrigsministeriets personligheder

Udenrigsministeriet har tidligere haft en lang række diplomater, der har aftvunget sig respekt ikke kun for deres professionelle kvaliteter, men også for deres menneskelige egenskaber: Henrik Kauffmann, der sad som ambassadør i Washington fra 1939 til 1958, Erling Kristiansen, Gunnar Riberholdt, Peter Dyvig, Eigil Jørgensen, Benny Kimberg, Jens Christensen, Jørgen Ørstrøm Møller, Paul Fischer, Poul Skytte Christophersen, Mads Sandau-Jensen og flere andre.  

Freddy Harhoff

I dette fine selskab optræder også ambassadør G. F. K. Harhoff, der er en af de mest farverige skikkelser, der har været i den danske udenrigstjeneste.

Georg Frederik Krogh Harhoff, født i 1919, blev navngivet som alle de andre førstefødte drengebørn i familien, men blev i hele sin karriere aldrig kaldt andet end Freddy Harhoff.

Harhoff var (naturligvis) medlem af Eventyrernes Klub med medlemsnummer 313, og fra hans meritter kan nævnes, at han 1934-1935 var skibsdreng, 1940-45 var modstandsmand, der betød at han måtte tilbringe 8 måneder i tysk fængsel.

Harhoff blev som cand.jur i 1945 ansat i Udenrigsministeriet med tjeneste i Frankrig, Indonesien og Marokko. Senere protokolchef, generalkonsul i New York, chef for udenrigsministeriets handelsafdeling, ambassadør i Irland og Belgien.

Freddy Harhoff var sejlsportsmand, og i 1948 sejlede han på Grønland et år med galeasen ”Mågen”. Desuden yacht-sejladser (især Java-Sumatra, Caraibien og Transatlantic). Som Generalkonsul i New York arrangerede han kapsejladsen ”Stamford-Denmark Friendship Sailways”. Under opholdet i Indonesien gennemførte Harhoff en ekspedition med jeep gennem Sumatra.

Under tjenesten havde Harhoff lejlighed til på nærmeste hold at følge flere revolutioner samt yde bistand, da Agadir i Marokko den 29. februar 1960 blev ramt af et voldsomt jordskælv, der dræbte mere end 10.000 af byens indbyggere.

Mens Freddy Harhoff var ambassadør i Irland, var han 1982-1984 Irlandsmester i tre-kamp (ridning, skydning, fiskeri).

Udover ovennævnte bemærkelsesværdige karriereforløb fortælles utallige historier om Freddy Harhoff.

Mens han i begyndelsen af 1970’erne var protokolchef i Udenrigsministeriet var en udenlandsk minister på besøg. Der var i den anledning inviteret til en sammenkomst med omkring hundrede mennesker. Protokolchefen skulle styre slagets gang, men hans stemme gik under i den øredøvende larm, som selskabet producerede. Pludselig hørte man en skingert pift gennem de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg. Det var Harhoff, der havde sat to fingre til munden og piftet forsamlingen til ro.

Freddy Harhoff var ingen traditionel diplomat. På en af sine udeposter kørte han i en Mercedes, der havde gjort tjeneste som taxi i Hamburg. På sine ældre dage kørte han rundt i en klassisk men velholdt jaguar.

 ”For ham blev udenrigstjenesten aldrig skrivebord, papir og blæk” hed det i nekrologen i Berlingske Tidende.

Freddy Harhoff var først gift med Nelly Løwener og senest med den 14 år yngre komtesse, Marie Louise Astrid Moltke af Nørager.

Fredy Harhoff døde i 1993.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s