Niels Juhl Andreasen fra Venstre i Gentofte hævder i et læserbrev i Berlingske Tidende den 28. september 2022, at ”Venstre kæmper for klimaet OG det danske erhvervsliv og dermed for velfærdssamfundet.”

I Danmark har partierne Venstre og Socialdemokratiet traditionelt været toneangivende i den danske energisektor, der har været domineret af forbruger-, andels- og kommunalt ejede energiselskaber.

Derfor er Venstre i høj grad medansvarlig for den forhastede grønne omstilling, der betyder at Vladimir Putin og Ruslands invasion i Ukraine kun delvist er årsagen til energiforsyningskrisen og de voldsomme prisstigninger på el og gas.

Direktøren for elbørsen Nord Pool har den 17. august 2022 fastslået, at den forhastede grønne omstilling i Europa (fra fossil energi og kernekraft til vedvarende energi) er en hovedårsag til de nuværende høje energipriser og forsyningsproblemer.

I forbindelse med den forcerede europæiske grønne omstilling er det forsømt at erstatte fossil og kernekraftproduktion med fornybar energi i tilstrækkeligt omfang ligesom investeringerne i infrastruktur har været helt utilstrækkelige.

Europas største økonomi, Tyskland, er gået fra at være energieksportør til at være nettoimportør, men har tillige forbindelsesproblemer mellem nord og syd. Selv i lille Danmark er der undertiden kapacitetsproblemer i forbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark.

Elforbruget er øget i takt med elektrificeringen og datacentre, varmepumper og elbiler forbruger en voksende andel af den samlede elproduktion. Samtidig er den fornybar energi fra vind, sol og vandkraft mere uforudsigelig. Derfor betyder den utilstrækkelige produktionskapacitet af fornybar energi og den begrænsede transmissionskapacitet i infrastrukturen, at der må trækkes på naturgasfyret back-up kapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter el.

Konklusionen er, at den energisump vi nu er er endt i, skyldes at forpligtelsen til at sikre forsyningssikkerheden groft er tilsidesat.

Politisk har klimabevægelsen betydet, at selv normalt besindige politikere og partier som Venstre har været bange for at blive set som ikke grøn nok. Samtidig har embedsmændene i Energiministeriet og i Energistyrelsen forsømt at holde politikerne fast på de lovmæssige forpligtelser i forhold til forsyningssikkerhed.

Derfor er det gået alt for stærkt med den grønne omstilling i forhold til forsyningssikkerhed, og den udvikling har Venstre sin del af ansvaret for.

I stedet for at bruge krudt på Ida Auken, burde Nils Juhl Andreasen arbejde for at realisere det potentiale biogas har for at forbedre energiforsyningssikkerheden i Danmark.

I Danmark kan studerende få Statens Uddannelsesstøtte (SU). Satsen er 6.397 kr. pr. måned før skat i 2022, når du er 20 år eller derover og udeboende. Studerende, der modtager SU, kan optage et supplerende SU-lån på op til 3.273 kr. om måneden. For forsørgere og i studiets slutfase er der yderligere lånemuligheder. En af de store fordele ved et SU-lån er, at det er et billigt lån sammenlignet med almindelige banklån og forbrugslån, da renten på et SU-lån ikke er særlig høj.

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet er der er i Danmark årligt ca. 470.000 personer, der modtager SU og de samlede omkostninger er årligt på over 21 mia. kr. Hertil kommer SU-lån på årligt godt 5 mia.kr.

Ifølge Skatteministeriet var der i 2021 samlet godt 46 mia. kr. i udestående SU-gæld til det offentlige.

Omkring 36 mia. kr. af gælden er endnu ikke misligholdt – tilbagebetalingerne endnu ikke påbegyndt eller de aftalte afdragsordninger overholdes.

SU-gæld til det offentlige, der misligholdes andrager godt 10 mia. kr.

Hovedparten af gælden – 9, 3 mia. kr. kan henføres til godt 119.000 danske skyldnere, der ikke overholder afdragsaftaler, mens omkring 16.000 udlændinge, der skylder godt 980 millioner kr. til den danske stat, ikke afdrager på gælden.

Med jævne mellemrum stiller venstreorienterede medlemmer af Folketinget forslag om eftergivelse af SU-gæld, men indtil videre gør Udbetaling Danmark og Gældsstyrelsen hvad de kan for at inddrive statens tilgodehavende.

Studielån i USA

I USA kan præsident Bidens plan for annullering af studielån koste regeringen omkring 400 milliarder dollars. (Godt 3000 mia. kr. ved dollarkurs 752,38) over et årti, har Kongressens budgetkontor (CBO) vurderet.

Hertil kommer 20 milliarder dollars i omkostninger til at forlænge den tidligere aftale indefrysning af studielån.

Hvis estimaterne viser sig at være korrekte, vil annullering af studielån rangere blandt Biden-administrationens dyreste initiativer. For sammenligningens skyld svarer de 420 milliarder dollars omtrent til det beløb, der i USA bruges på Covid-stimuluschecks.

I august opfyldte Biden et valgløfte ved at love at eftergive 10.000 dollars i studiegæld for låntagere, der tjener mindre end 125.000 dollars om året (940.000 kr.).

Eftergivelsen blev positivt modtaget af de 40 millioner amerikanere, der har udsigt til at få noget af deres studiegæld eftergivet. Demokraternes venstrefløj mente ikke eftergivelsen var vidtgående nok, og Republikanerne mente at det var uansvarlig misbrug af offentlige midler, og at det ville kaste benzin på inflationsbålet. Det har også i debatten været fremført, at eftergivelsen var uretfærdig over for alle de studielåntagere, der overholdt tilbagebetalingsvilkårene.

I forsvaret for gældslettelsen sagde de demokratiske senatorer Chuck Schumer og Elizabeth Warren, at det var en værdig håndsrækning til den amerikanske middelklasse i modsætning til tidligere præsident Trumps massive skattelettelser til virksomheder.

Efter at CBO har vurderet prisen for Bidens udspil, må det forventes at lettelse af studiegæld vil blive et tema op til Midtvejsvalgene i november.

På et tidspunkt, hvor temperaturen falder, vinden rusker og mørkningen begynder tidligere og tidligere og vinteren tydeligvis er på vej, meddeler Energistyrelsen, at der arbejdes på en kriseplan for elforsyningen, som kan betyde, at helt almindelige danskere kan udsættes for strømafbrydelser i op til to timer ad gangen og at det kan ske helt uden varsel.

Tidligere har industrielle naturgaskunder fået at vide, at der var risiko for at naturgasforsyningen kunne blive afbrudt i kortere eller længere tid, mens naturgasforsyningen til private husholdninger formentlig kunne opretholdes.

Det bemærkelsesværdige er, at den ansvarlige minister – klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen – dækker sig bag direktøren for Energistyrelsen, selvom forsyningssikkerhed indiskutabelt er ministerens ansvar. Det forargelige understreges af, at mens embedsmænd beordres frem i frontlinjen for at redegøre for at Danmark står overfor den mest kritiske forsyningssituation i 50 år, kan statsministeren og regeringens top finde tid til at dele deres bekymringer vedrørende pseudoarbejde i den offentlige sektor.

Det fremgår af Elforsyningslovens § 1 at lovens formål er at sikre, at landets elforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning sikre forbrugerne adgang til billig elektricitet og fortsat give forbrugerne indflydelse på forvaltningen af elsektorens værdier.

Ifølge § 1 i lov om naturgasforsyning er det lovens formål at sikre, at landets naturgasforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning give forbrugerne adgang til billig naturgas.

Det følger af § 24 i Beredskabsloven, at det er op til den enkelte minister indenfor sit område at planlægge samt opretholde og videreføre samfundets funktioner, såfremt der foreligger en større ulykke eller en katastrofe. Dette kaldes også sektoransvarsprincippet.

Det er således klart Dan Jørgensens ansvar at opretholde energiforsyningssikkerheden i Danmark og sikre forbrugernes adgang til billig elektricitet og billig naturgas.

Vladimir Putin og Ruslands invasion i Ukraine er kun delvist årsagen til energiforsyningskrisen og de voldsomme prisstigninger på el og gas.

Direktøren for elbørsen Nord Pool har den 17. august 2022 fastslået, at den forhastede grønne omstilling i Europa (fra fossil energi og kernekraft til vedvarende energi) er en hovedårsag til de nuværende høje energipriser og forsyningsproblemer.

I forbindelse med den forcerede europæiske grønne omstilling er det forsømt at erstatte fossil og kernekraftproduktion med fornybar energi i tilstrækkeligt omfang ligesom investeringerne i infrastruktur har været helt utilstrækkelige.

Europas største økonomi, Tyskland, er gået fra at være energieksportør til at være nettoimportør, men har tillige forbindelsesproblemer mellem nord og syd. Selv i lille Danmark er der undertiden kapacitetsproblemer i forbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark.

Elforbruget er øget i takt med elektrificeringen og datacentre, varmepumper og elbiler forbruger en voksende andel af den samlede elproduktion. Samtidig er den fornybar energi fra vind, sol og vandkraft mere uforudsigelig. Derfor betyder den utilstrækkelige produktionskapacitet af fornybar energi og den begrænsede transmissionskapacitet i infrastrukturen, at der må trækkes på naturgasfyret back-up kapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter el.

Konklusionen er, at den energisump vi nu er er endt i, skyldes at den nuværende energiminister (og hans forgængere) groft har tilsidesat forpligtelsen til at sikre forsyningssikkerheden.

Politisk har klimabevægelsen betydet, at selv normalt besindige politikere og partier har været bange for at blive set som ikke grøn nok. Samtidig har embedsmændene i Energiministeriet og i Energistyrelsen forsømt at holde politikerne fast på de lovmæssige forpligtelser i forhold til forsyningssikkerhed.

Derfor er det gået alt for stærkt med den grønne omstilling i forhold til forsyningssikkerhed.

Hvor mange af Mette Frederiksens partikammerater syntes det er fedt, at en Kommissionsrapport udpeger 10 højtlønnede DJØF-chefer, der ikke havde levet op til deres ansvar i forbindelse med minkskandalen, uden at det får andre konsekvenser end ligegyldige advarsler, mens underordnet personale sanktioneres for den mindste fejl?

Hvor mange almindelige lønmodtagere er begejstrede for at skulle kæmpe med skyhøje energipriser og forringede forbrugsmuligheder, mens staten skovler penge ind i afgifter og moms. Samtidig lukker klimaforblændede politikere ned for olie- og gasproduktionen i Nordsøen og nægter at forholde sig til kernekraft?

Hvor mange socialdemokratiske vælgere syntes det er fedt, at Danmark i udlandet er repræsenteret af en mand, der har krænket en purung DSU-pige? At politikere er mere optaget af LBGT-minoriteters rettigheder end konsekvenserne for almindelige danskere af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder, mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for?

Hvorfor lytter statsministeren til medierådgivere, mens de mennesker, der er allermest presset må tale for døve øren? Hvorfor bliver de ikke hørt og taget alvorligt i stedet for bare at blive efterladt i mørket?

Syntes socialdemokratiets vælgere det er fedt, at deres skepsis overfor unionstankerne i EU ignoreres? At bekymringen for de daglige trusler fra muslimsk terror og indvandrerbanders vold ignoreres – samtidig med at enhver kan følge de folkevalgtes forargelige tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge lømler tilsyneladende belønnes med ”terapeutiske” ferieforløb, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe i behagelige omgivelser, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Mon ikke mange socialdemokrater frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT og Dan Jørgensen, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri og ”installationer”, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati eller ødes bort til livsvarig understøttelse af kunstnere, der kun pønser på at omstyrte samfundet?

Mon ikke mange, der normalt ville overveje at stemme socialdemokratisk har fået afsmag for strukturpolitik, når de betænker, at allerede gennemførte ”reformer” har fjernet en lang række af de vigtige symboler på sammenhængskraften i samfundet: Forringelserne i den kollektive trafik, lukkede lokale kaserner, sygehuse og uddannelsesinstitutioner, centraliserede posthuse og butikker udraderet af butikscentre.

Og hvad er kommet i stedet?

Nye store kommuner med en hærskare af bureaukrater på dyre rådhuse, og hvor dialogen med myndighederne er erstattet af et digitalt helvede, mens velfungerende plejehjem og ældreforsorg er en by i Rusland.

Og hvad er regeringens svar?

Intet-sigende lirum-larum om afbureaukratisering og behovet for mere ledelse i den offentlige sektor – flere Djøffere? Har Mette Frederiksen spist søm?

Da der skulle forhandles EU-budget i 2020, beskrev Mette Frederiksen EU-Kommissionens og det franske forslag om flere penge som ”gak-gak”.

Ko-vendingen i EU-politikken

Forud for folkeafstemningen om EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde den 1. juni 2022 hed det minsandten, at Danmark hørte til i ”hjertet af Europa”!

Vi bør ikke glemme, at Mette Frederiksen på EU-topmødet den 21. juli 2020 godkendte, at medlemslandene, herunder Danmark, solidarisk skulle hæfte økonomisk for ”NextGenerationEU-programmet, NGEU” og den gigantiske genopretningsfond på 750 mia. euro i 2018-priser, der nu i løbende priser er vokset til 806,9 mia. euro. Over NGEU-programmet kan især de sydeuropæiske medlemslande uanset tilbagebetalingsevne hente finansiering til nationale aktiviteter dels i form af tilskud og dels i form af billige lån.

EU-præsident Charles Michel bestak Mette Frederiksen med en ”rabat” på knap 1,5 milliarder kroner forud for EU-Topmødet i juli 2020, men ét er, at danske skatteborgere skal finde sig i stærk kritisabel forvaltning af deres penge i f.eks. Skatteministeriet og Energiministeriet og samtidig tvinges til at understøtte dansk erhvervsliv i en krise. Noget andet er, hvis hårdt plagede danske skatteydere også skal hæfte for EU’s låntagning, der bruges til at holde fejlslagne og dysfunktionelle stater og lidet konkurrencedygtige sydeuropæiske virksomheder flydende.

Hvis EU’s medlemslande tidligere havde hæftet solidarisk for låntagning i den størrelsesorden, ville det effektivt have forhindret Brexit i januar 2020. Nu betyder den solidariske hæftelse, at ingen medlemmer ingensinde har mulighed for at forlade EU!

Valget i Italien

Italien har været kastet ud i uro, siden Mario Draghi trak sig som premierminister den 21. juli og valgkampen forud for nyvalget til parlamentet søndag den 25. september.

Italiensk gældskrise

Italien befinder sig i en regulær gældskrise. Investorer sætter med rette spørgsmålstegn ved om Italien (og andre stærkt forgældede lande i eurozonen), kan fortsætte med at refinansiere deres gæld, som er vokset under COVID-krisen og som bliver betragtelig dyrere at finansiere I takt med at ECB efter den seneste rentehævning på 0,5 pct. som forventet vil hæve renten yderligere.

Den direkte anledning til krisen for Mario Draghis 17-måneder gamle koalitionsregering i Italien var at koalitionspartneren, 5Stjernebevægelsen, trak støtten til regeringens håndtering af inflation og stigende energiomkostninger.

Draghis fortjenester

Da Mario Draghi i februar 2021 påtog sig regeringsansvaret i Italien havde han 2 store udfordringer: Den første var Covid-krisen og implementering af en effektiv vaccinationskampagne. Den opgave blev løst takket være general Francesco Paolo Figliuolo, der blev udnævnt til vaccine Zar.

Den anden udfordring var at sikre den størst mulige andel af ”NextGenerationEU-programmet, NGEU”. Genopretningsfonden på 750 mia. euro i 2018-priser, da programmet blev vedtaget på EU Topmødet den 21. juli 2020. I mellemtiden er programmet vokset til 806,9 mia. euro!

Draghi udnyttede den enorme prestige han havde opbygget gennem 8 år som chef for Den Europæiske Centralbank, ECB, og det lykkedes ham at få godkendt Italiens nationale plan – The National Recovery and Resilience Plan (Piano Nazionale di Ripresa e Resilienza, NRRP).

Hovedelementet i NGEU-programmet is “The Recovery and Resilience Facility, RRF”, der løber i 6 år fra 2021 til 2026 med en total størrelse på 672,5 mia. euro, hvoraf 316,5 mia. er tilskud mens de resterende 360 mia. euro er i form af lavt forrentede lån.

Den italienske genopretningsplan, NRRP, tænkes finansieret med 191,5 mia. euro fra EU, mens 30,6 mia. euro finansieres af nationale midler.

5Stjernebevægelsen

Tidligere premierminister Giuseppe Conte, 5Stjernebevægelsens nuværende leder, stillede den 6. juli 2022 i et brev til Draghi en række krav som betingelse for fortsat opbakning til regeringen og til implementeringen af NRRP-genopretningsplanen.

Kravene omfattede en garanteret minimumsløn, en væsentlig forhøjelse af udgiftsbudgettet og garantier for, at bevægelsens mærkesager vedrørende især velfærd og miljø i højere grad vil blive tilgodeset.

Mario Draghi havde faktisk tilkendegivet at han var parat til visse indrømmelser – herunder at regeringen var parat til at overveje en minimumsløn. Draghi afviste dog lodret kravet om øgede offentlige udgifter.

Højreorienteret regeringskoalition?

Efter valget den 25. september 2022, er der udsigt til fremgang til højre og til en regering bestående af Matteo Salvinis højreorienterede parti, Lega, Berlusconis parti, Forza Italia, og Fratelli d’Italia.

Fratelli d’Italia, der ledes af den 45-årige Giorgia Meloni, er det eneste parti, der har stået uden for samlingsregeringen, og partiets kritiske linje har fået betydelig opbakning i meningsmålingerne.

Partiet ligger nu forrest med opbakning fra 23 pct. af vælgerne. (Lega og Forza Italia har henholdsvis 16 og 6 pct.). På venstrefløjen har Partito Democratico under ledelse af Enrico Letta, 25 pct. mens 5Stjernebevægelsen – Movimento 5 Stelle – under ledelse af Giuseppe Conte – har oplevet vigende tilslutning og nu er nede på 10 pct.

Hvad sker efter valget?

Selvom Lega og Forza Italia vinder valget sammen med Melonis Fratelli d’Italia, vil de formentlig forsøge at få gennemført så mange af deres egne mærkesager som muligt. Det gælder i særlig grad Matteo Salvini, som risikerer at blive væltet af pinden i Lega, hvis partiets opbakning fortsat smuldrer.

Salvini vil presse på med skatte- og pensionsreformer, som, hvis de gennemføres – hvilket næppe kommer til at ske, da EU formentlig vil gribe ind, inden det når så langt – vil slå bunden ud af den i forvejen ramponerede italienske statskasse. Lega ønsker desuden udvidet økonomisk selvstyre for de italienske regioner.

Melonis Fratelli d’Italia har i valgkampen bidraget med vanskeligt realiserbare løfter som for eksempel en såkaldt ”flådeblokade”, der skal dæmme op for den stadige strøm af migranter over Middelhavet til Italien. En militær aktion, som efter alt at dømme vil betyde overtrædelse af en lang række internationale konventioner, som Italien har forpligtet sig over for.

Det store spørgsmål er imidlertid, om man med Meloni ved roret fortsat kan regne med Italien, når det gælder sanktioner mod Rusland og støtte til Ukraine.

Der har været rygter om russisk finansiel støtte til europæiske og italienske politiske partier. Ikke mindst Salvini og Lega har flirtet med Putin og Rusland, men så sent som i denne uge krøb Salvini til korset og udtalte med en hidtil uhørt tydelighed, at ”min mening om Putin er skiftet i løbet af krigen. For når man begynder at invadere, bombardere og sende kampvogne ind i et andet land, så ændrer det på alting”.

På samme måde har også den snart 86-årige Berlusconi trukket i land i forhold til Rusland.

Kan EU-Kommissionen straffe Italien økonomisk?

Det er bemærkelsesværdigt, at Fratelli d’Italia og Lega i EU-parlamentet har stemt imod en resolution, der stempler Orbáns styre i Ungarn som en ”systemisk trussel” mod EU’s bærende værdier som parlamentets opbakning til EU-Kommissionens tilbageholdelse af EU-støtte til Ungarns nationale Recovery and Resilience Plan, NRRP.

Lederen af Fratelli d’Italia, Giorgia Meloni, er også formand for det europæiske parti Alliancen af Europæiske Konservative og Reformister, der blandt andet tæller det polske Lov- og Retfærdighedsparti, spanske Vox og Sverigedemokraterna, forklarede bagefter, at anklagerne mod Ungarn efter hendes mening ikke var tydelige nok i resolutionen, og at resolutionen i det hele taget var meget ”politisk”.

Endnu er hovedparten af genopretningsmilliarderne fra EU ikke udbetalt til Italien, og det er en pengestrøm, EU-Kommissionen allerede har truet med, at man med relativ lethed kan skrue ned for, hvis det bliver nødvendigt.

Berlingskes taktik – Tom Jensen støtter åbenlyst blå blok, mens den gamle venstrefløjsaktivist Pierre Collignon indirekte støtter socialdemokratiets bestræbelser på at vinde tilbage hvad tidligere blev tabt til Dansk Folkeparti og nu truer med at gå over til Inger Støjbergs Danmarksdemokrater – der går ud på at ride på 2 heste, minder om Det Konservative Folkeparti op til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet: Partiet var (lavmælt) for ophævelse af forbeholdet, men KU afgjort var modstander.

Fredag den 23. september 2022 leverer Collignon i Berlingske Tidende en nedladende, kritisk analyse af Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.

Collignon fremhæver rigsretssagen mod Inger Støjberg, og han forsøger at fastslå, at der tilbage står, at Støjberg blev dømt for som minister at have overhørt sine embedsmænds advarsler om den manglende lovhjemmel til at gennemtvinge adskillelse af gifte eller samlevende asylansøgere, hvis den ene var mindreårig.

Sagen er bare, at de omkring 10 pct. af de stemmeberettigede, der støtter Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, er overbeviste om at Inger Støjberg gjorde det rigtige ved at gribe ind til fordel for de mindreårige asylansøgere.

At en kulturradikal storbyløjser som Pierre Collignon er kritisk, vil kun bestyrke tilhængerne i at Inger Støjberg har fat i noget rigtigt.

I begyndelsen af 1970’erne var der opbygget frustration over skattetryk og de gamle partiers manglende evne til at levere svar på tidens udfordringer, herunder oliekrisen og energiprisernes himmelflugt. Ved valget den 4. december 1973 betød massive vælgervandringer, at de 4 gamle partier blev straffet og 3 nye partier blev repræsenteret i Folketinget – Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Op igennem 1990’erne var det den voksende muslimske indvandring, der gav anledning til frustrationer i vælgerbefolkningen. Ved Folketingsvalget den 11. marts 1998 sikrede Dansk Folkeparti, der stod for en klar politik, der opfangede brede samfundsgruppers holdning i udlændingespørgsmålet, den største fremgang med 13 mandater.

Nyt jordskredsvalg?

Det kommende Folketingsvalg, der afholdes på baggrund af en helt enestående epoke i dansk politik, tegner også til at blive noget særligt.

Under den socialdemokratiske regering har vi accepteret en uhørt magtcentralisering. Coronakrisen har medvirket til, at vi alle udviste ”samfundssind” og blindt underlagde os de påståede nødvendige hensyn til almenvellet – også selvom den førte politik var i konflikt med anerkendte borger- og frihedsrettigheder som vi så under epidemiloven og minksagen. Pludselig var vi alle sociale demokrater, mens de andre -modstandere af vaccinationstvang, mundbind, forsamlingsforbud, isolering af plejehjemsbeboere og suspendering af undervisningen af børn og unge – blev stigmatiseret som tilhængere af konspirationsteorier, ikke-stuerene og udstødt af det gode selskab.

Coronaen lurer fortsat, og med en anskudt regering med ansvar for håndteringen af Covid 19, for FE-sagen og for minkskandalen med en Kommissionsrapport, der for flere måneder siden pegede på 10 topembedsmænd, der groft havde fejlet i forbindelse med minkskandalen. Indtil videre har det kun givet anledning til uddeling af advarsler, og hjemsendelse af Rigspolitichefen og den daværende departementschef i Fødevareministeriet. Samtidig skal vi finde os i, at den nye departementschef i Fødevareministeriet omtaler Rasmus Prehn, der skamløst fråser på skatteborgernes bekostning, som ”vores dygtige og gode minister”!

I mellemtiden har skyhøje energipriser og generelle prisstigningers forringet befolkningens forbrugsmuligheder. Muligheden for at kompensere store samfundsgrupper for inflationen og udhulingen af almindelige menneskers købekraft har ikke haft partiernes bevågenhed i samme grad som det allerede er tilfældet i lande som Frankrig, Italien og Tyskland.

Venstre har allerede tilsluttet sig den velfærdslinje, den socialdemokratiske mindretalsregering har lagt. Partiet ønsker f.eks. ikke at rulle Arne-pensionen tilbage. Venstres argument er, at der i Folketinget er et bredt og stort flertal, der ønsker at bevare den, og partiet har også respekt for de mange mennesker, der gerne vil tilrettelægge deres pensionstilværelse, efter man har mulighed for at træde ud på en tidlig pension. Venstre har desuden meddelt, at man vil prioritere unge familiers muligheder for at etablere sig i en ejerbolig. En tanke de Konservative nølende har tilsluttet sig.

Hvor oppositionen ellers vil hen, blafrer i vinden.

Det er smukt og rigtigt at kræve ”frihed” og valgfrihed for borgerne, men hvad skal vi være mere fri for, og hvad skal vi være mere fri til?

De konservative lurepasser, men lader forsigtigt forstå, at skatterne bør sænkes og de offentlige udgifter holdes i ro. Dansk Folkeparti er brudt sammen.

Når nogle ignorerer det gode råd om aldrig at gå tilbage til en fuser og flokkes om Lars Løkke Rasmussen, og nogle stadig mener, at Nye Borgerlige kan fremtvinge borgerlig politik, er det borgerlige alternativ til Mette Frederiksens beton-socialisme svært at få øje på.

Det er godt og rigtigt at nogle borgerlige vil have skatten ned, men flertallet, der er afhængige af den offentlige sektor, vil hellere bevare skatteniveauet end risikere at miste børnehave- og plejehjemspladsen. Det skal derfor ikke forventes, at ambitionsniveauet går videre end til at skatten ikke må stige.

Vil Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance fremlægge konkrete bud på en politik, der bryder med den socialdemokratiske opfattelse af samfundsøkonomien som en given størrelse? Kan de borgerlige partier formulere en politik, der gør op med opfattelsen af politik som et nulsumsspil, hvor enhver fremgang til én samfundsgruppe nødvendigvis kun kan ske på bekostning af andre?

Vil de borgerlige partier på Christiansborg, der åbenlyst appellerer til storbyboeres mishag ved det gylle- og valutaproducerende landbrug, komme produktionen i Udkantsdanmark i møde?

Hvad med at formulere en vækstfremmende politik, der fremmer investeringer i ny teknologi, der øger produktiviteten, fremmer øget arbejdsudbud og fjerner konkurrencebegrænsninger?

Der er tilsyneladende enighed om lavere elafgifter, men hvad med afgifterne på naturgas og benzin – og hvad med lavere bundskat?

Spørgsmålet er, om vi med de gamle partier får en politiske ledelse, der kan reflektere ikke kun socialdemokratiske eller liberale og borgerlige tanker, men sammenfatte væsentlige strømninger i den del af befolkningen på tværs af traditionelle politiske skel, der lever udenfor Hovedstaden?

Det sker næppe.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne ser foreløbig ud til at være de eneste, der kan opfange befolkningens frustrationer og lukrere på, at ingen af de hidtidige borgerlige partier i Folketinget har været tynget af, at befolkningen bærer verdens tungeste skatteåg, og at velfærdssamfundet langt fra lever op til forventningerne.

Borgerligere politikere er mere optaget overfor udskamningsforsøg fra en woke venstrefløj, minoritetsgrupper og medieklasse. Under foregivende af tolerance og frisind lader de sig villigt drive rundt i manegen når der hades, hetzes og shitstormes. Men der sker ikke noget.

Regeringen og hovedparten af Folketingets medlemmer er tilsyneladende tonedøve over almindelige danskeres frustrationer overfor konsekvenserne af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for.

Måske er der brug for nye politikere og nye partiformer?

I Frankrig udtalte lederen af Front National, Marine Le Pen, allerede efter regionalvalgene i december 2015, at: ”Dette valg beviser, at skillelinjen i fransk politik ikke længere går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for at opløse Frankrig og dets folk i en stor, global masse, og patrioterne, der tror på, at nationen yder os den bedste beskyttelse”.

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er afgørende”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden at holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Den globale inflation er én udfordring, men hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med også at ignorere befolkningens skepsis over for bekæmpelsen af COVID, unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort og LA’s Axel Vanopslaghs misbrug af Folketingets boligordning?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk i provinsen forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed?

Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale

Hvis de mennesker, der er allermest presset, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket, og deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne kan vise sig at være en hjælp til disse vælgere.

For det er jo ikke bare en tvangstanke, at diverse strukturreformer har fjernet en lang række af de vigtige symboler på, at de små lokale samfund hænger sammen med det store samfund: Fjernede den kollektive trafik i landområderne, lukkede lokale kaserner, sygehuse og uddannelsesinstitutioner, centraliserede posthuse og statens arbejdspladser, fik huspriserne og friværdierne i udkantsdanmark til at falde og obstruerede landbrug og andre bærende erhverv i landområderne.

I dansk politisk historie er der eksempler på, at ministre har været forhindret i selv at følge en bestemt sag, og umiddelbart forud for et forhandlingsmøde eller et pressemøde af betroede medarbejdere har fået stukket et helt ukendt talepapir i hånden, som ministeren herefter slavisk og kritikløst har holdt sig til.

Det ville aldrig ske med en minister som Mette Frederiksen, der er kendt for at insistere på at kende alle detaljer i de sager, der lander på hendes bord.

Sådan er det da heller ikke foregået i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020.

Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink vurderer, at statsministeren/Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020.

Kommissionen lægger til grund, at statsministeren/Statsministeriet indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces, som ledte frem til pressemødet den 4. november 2020, og at statsministeren førte an på pressemødet og selv udmeldte regeringens beslutning om aflivning af alle mink, selv om beslutningen ressortmæssigt hørte under Miljø- og Fødevareministeriet.

Udmeldingen var groft vildledende henset til den manglende hjemmel til aflivning af mink uden for sikkerhedszonerne, og henset til den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer.

Statsministeren/Statsministeriet var bekendt med, at der på KU-mødet den 3. november 2020 blev truffet en meget vidtgående og intensiv beslutning, som ikke havde været forberedt i coveret til mødet, og som Statsministeriet måtte indse meget vel ikke havde været forudset af eksempelvis ressortministeriet.

Under disse konkrete omstændigheder finder kommissionen, at statsministeren/Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet og Justitsministeriet, i hvert fald forinden pressemødet, med henblik på at sikre, at der var fornøden hjemmel, hvilket imidlertid ikke skete.

Hvem har ansvaret?

Formelt set handler et eventuelt ansvar ikke udelukkende om at have haft forsæt eller ej, altså om ulovligheden er begået med vilje. For grov uagtsomhed kan også være ansvarspådragende for en minister. Ifølge ministeransvarlighedslovens paragraf 5 kan en minister således straffes, hvis han eller hun ”forsætligt eller af grov uagtsomhed” tilsidesætter sin pligt til at overholde gældende lovgivning.

Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink har fundet statsministerens/Statsministeriets ageren i minksagen for særdeles kritisabelt. Kommissionen har dokumenteret de konkrete omstændigheder omkring beslutningen den 3. november 2020 om at aflive alle mink i Danmark, selvom der manglede hjemmel, om pressemødet 4. november og i de efterfølgende pressemeddelelser, hvor det blev meldt ud, at alle mink i hele landet skulle aflives – og ville blive aflivet – og at minkavlerne kunne træde i myndighedernes sted og selv aflive egne mink mod at modtage ekstra betaling, nemlig tempobonus, som ikke var begrundet i de påførte omkostninger, men som også manglede hjemmel.

Det er hævet over enhver tvivl, at statsministeren ikke har udvist ”rettidig omhu”.

Om statsministeren har haft forsæt og af hensyn til ”folkesundheden” og ud fra devisen om at ”målet helliger midlerne” har ønsket at aflive alle mink i Danmark, vides ikke. Den slettede SMS-kommunikation i Statsministeriet kunne formentlig have dokumenteret, om det var statsministerens og departementschef Barbara Bertelsen klare overbevisning, at det var nødvendigt hurtigts muligt at aflive alle mink i Danmark.

Grov uagtsomhed?

Hvis der ikke har været forsæt, er der under alle omstændigheder tale om uagtsomhed og – henset til den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer af hele minksagen – grov uagtsomhed.

Juraprofessor Lasse Lund Madsen fra Aarhus Universitet konkluderede i august, at efter hans skøn var der tale om grov uagtsomhed, der kunne føre til domfældelse for overtrædelse af ministeransvarlighedslovens paragraf 5.  Professoren har understreget, at der var tale om et skøn, og at ”små nuancer” i en eventuel sag i Rigsretten ville blive afgørende for udfaldet.

Advokaterne Henrik Høpner og Morten Schwartz Nielsen, advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, præsenterede torsdag den 22. september 2022 deres vurdering af Minkkommissionens beretning, som blev bestilt og betalt af Nye Borgerlige.

Ifølge advokaterne har Mette Frederiksen handlet groft uagtsomt. Advokaterne har lagt vægt på, at statsminister Mette Frederiksen ikke spurgte direkte til hjemmel på det afgørende møde i Koordinationsudvalget eller efter mødet.

Det skulle hun ifølge advokaterne have gjort, når embedsværket ikke havde indstillet til at aflive alle mink i det skriftlige materiale.

Den tidligere socialdemokratiske partileder, Anker Jørgensen, ville den 13. juli 2022 være fyldt 100 år. I den anledning var der meget pænt at sige om Anker Jørgensen. Hans sociale og solidariske sindelag, hans livslange virke for fred, hans interesse for kunst og kultur og hans personlige hæderlighed.

I et interview med BT i juni 2012 afslører Mette Frederiksen – dengang ung arbejdsminister – at hun er utålmodig – meget utålmodig: ”Jeg er et utroligt utålmodigt menneske. Jeg har ingen tålmodighed. Ting tager tid, og de tager længere tid end jeg havde regnet med.”

Anker Jørgensen som Mette Frederiksens forbillede

I interviewet nævner hun også sine forbilleder: ”Jeg elsker Anker Jørgensen for den måde, han er Anker på”.

Ved Anker Jørgensens bisættelse på Bispebjerg i april 2016 sagde Mette Frederiksen: “Du var en hædersmand. Du var Danmark, når Danmark er bedst,”

Formanden for HK Hovedstaden, Christian Grønnemark, gik i sit mindeord for Anker Jørgensen et skridt videre: Anker Jørgensen startede den økonomiske genopretning, som Poul Schlüter fik æren for.

Nuanceret syn på Anker Jørgensen

Som ansat i Statsministeriet mens Anker Jørgensen var statsminister kan jeg bekræfte alle positive vurderinger af hans menneskelige egenskaber. Som ung cand.polit. kan jeg til gengæld ikke genkende beskrivelsen af Anker Jørgensen som økonomisk reformator.

1979-1982

Realiteten var, at i slutningen af 1970’erne, og især efter den såkaldte ”anden oliekrise” i vinteren 1978-79, udviklede både de offentlige udgifter og samfundsøkonomien i Danmark sig på en måde, der førte til alvorlig bekymring for statsgældens størrelse og finansieringen af det hastigt voksende betalingsbalanceunderskud.

Knud Heinesen og afgrunden

Det var på denne baggrund, at den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen i et tv-interview 28. oktober 1979 udtalte: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den«”.

Det var perioden, hvor kronen ofte var under pres, hvor underskud på både betalingsbalance og statsfinanser løb løbsk, inflationen galopperede, Danmarks kreditværdighed blev sænket, og hvor der kunne opstå noget nær panik blandt økonomiske journalister, også i weekenden, hvis Nationalbankens direktør, Erik Hoffmeyer, blev set i Kastrup Lufthavn på vej til Bruxelles for at forhandle en dansk devaluering på plads med de gamle EMS-lande. Som ung økonom i Statsministeriet erindrer jeg talrige week-ender i Statsministeriet i forbindelse med devalueringer.

Almindelige lønmodtagere led under dyrtiden og unge familier, der etablerede sig på ejendomsmarkedet måtte acceptere såkaldte ”Pensionskasselån” til en rente på 18 – 20 pct.!

Nationalbankens bekymringer

Hvor slemt det stod til, er også dokumenteret i årsberetninger fra Danmarks Nationalbank.

I 1980 skrev Danmarks Nationalbank således i usædvanligt barske vendinger om dansk økonomi, at ”presset mod kronen var så stort, at den måtte støttes med betydelige interventioner. Den danske rente måtte hæves for at dæmme op for udstrømningen af kapital, og diskontoen blev sat op med to procent til 13 procent.”

I 1981 blev tonen skærpet yderligere:

”Tilbagegangen i den økonomiske aktivitet var forbundet med en betydelig stigning i arbejdsløsheden. Prisstigningerne var stærke og steg med 12 procent. Industriens timelønninger med ti procent. Kronekursen blev nedskrevet med tre procent ved kursjusteringen midt i februar 1982.”

Om udsigterne for 1982 hed det videre:

”Den stærke vækst i statens underskud skaber problemer. De stigende underskud på betalingsbalancen betyder, at forudsætningen for den økonomiske politik falder bort. Det er afgørende at den stærke vækst i underskuddene bringes til ophør.”

Socialdemokratiet kunne ikke løfte opgaven

Den socialdemokratiske regering havde ikke mod til at udfordre fagbevægelsen og medlemmerne og gøre det nødvendige: afskaffe dyrtidsreguleringen, stabilisere kronekursen og dæmpe efterspørgsel og inflation gennem en stram finanspolitik og begrænsning af de offentlige udgifter.

Kort sagt: Da Anker Jørgensen gik af i 1982, stod dansk økonomi på gloende pæle. Det hele var ved at ramle sammen som et fallitbo. Danmark var på vej mod afgrunden, på første klasse og for lånte penge.

Firkløverregeringens genopretning

Ro over gemytterne, og mere stabilitet omkring den danske krone, kom der først i 1982, da kronen formelt blev låst fast til D-marken. Samtidig blev den automatiske dyrtidsregulering afskaffet og den økonomiske politik lagt om, så inflation og renter kunne falde. Det skete, efter Anker Jørgensen gik af som socialdemokratisk statsminister, og den konservative Poul Schlüter med Firkløverregeringen den 10. september 1982 tog over sammen med venstremanden Henning Christophersen og Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Nu er den gal igen!

I dag – 40 år efter Anker Jørgensen, men igen med en socialdemokratisk regering og en stgatsminister uden økonomisk indsigt – befinder nationen sig i et tilsvarende morads. Inflationen hærger med voldsom styrke. Fordyrelsen af især fødevarer og energi rammer almindelige familier hårdt. I øjeblikket er der ikke udsigt til at el- og gaspriser vil falde. Fraværet af russisk gas, og tørke, der lukker vandkraft og hæmmer transporten af brændsel på floderne og vanskeliggør nedkøling af A-kraftværker og andre kontinentale kraftværker, kan betyde, at vi står overfor en reel energiforsyningskrise.

Finansminister Nicolai Wammen har tilkendegivet, at den høje inflation og den generelle økonomiske situation gjorde det uomgængeligt nødvendigt med en stram finanslov for 2023. Alligevel kan vi konstatere, at den socialdemokratiske statsminister strør om sig med opsigtsvækkende og vamle valgløfter.

Der er aftalen om et huslejeloft, som kun realiseres, hvis rød blok fastholder magten. Så kan lejere, der er i tvivl om hvor krydset skal sættes, sutte på den!

Der er den kaotiske uddeling af varmecheck, som med god ret var tiltænkt de mest udsatte, men som i flere tilfælde er uddelt på må og få. Der er statsminister Mette Frederiksens løfte om højere løn til mere end 800.000 offentligt ansatte. Der er – efter 3 års passivitet – det pludselige løfte om stram kontrol med priser. Der er kirke- og ligestillingsministeren, der vil ophæve menighedsrådenes muligheder for at fravælge kvindelige præster, og justitsministeren, der bebuder strengere straffe til kriminelle indvandrere og ophævelse af aldersgrænsen for at skifte køn. Og nu taler socialdemokraterne om behovet for at pristalsregulere dagpenge og andre ydelser.

Tidligere er seniorborgerne betænkt med en ældrecheck, og en nøjere gennemgang af forslaget til finanslov vil sikkert afsløre andre godbidder til udvalgte vælgersegmenter.

Samtidig dækkes der frækt over, at regeringen med talrige forhøjelser af gebyrer, skatter og afgifter har forsuret tilværelsen for mange befolkningsgrupper. Det burde – selv hos trofaste socialdemokrater – mane til eftertanke, at Mette Frederiksen og regeringen så skamløst tilgodeser bestemte målgrupper for at beholde magten.

ECB og Nationalbanken advarer

Alt dette i en situation, hvor allerede på torsdag Den Europæiske Centralbank vil melde om strammere pengepolitik og væsentlige forhøjelser af renten.

Danmarks Nationalbank er – ligesom for 40 år siden – betænkelig. Fra Nationalbankdirektør Signe Krogstrups præsentation på Finans Danmarks direktørkonference den 5. september 2022 hører vi indtrængende, at der er behov for markant stramning af finanspolitikken.

Den høje og længerevarende inflation kombineret med et meget stramt arbejdsmarked øger risikoen for en egentlig løn-pris-spiral i Danmark, som for alt i verden skal undgås.

Nationalbanken minder om regeringens ansvar for, at såvel finanspolitikken som den øvrige økonomiske politik er orienteret mod en stabil samfundsøkonomi. Finanspolitikken skal bidrage til at dæmpe risikoen for, at det store pres på arbejdsmarkedet og på forbrugerpriserne tilsammen katalyseres i meget kraftige lønstigninger, som lægger kimen til en løn-pris-spiral. Nationalbanken mener derfor, at der er behov for en markant finanspolitisk stramning med det formål at dæmpe efterspørgslen og presset på arbejdsmarkedet. Jo hurtigere, jo bedre.

Den 21. september 2022 udsendte Danmarks Nationalbank en pressemeddelelse med den manende overskrift ”INFLATIONEN SKAL TÆMMES”. Banken forventer en væsentlig opbremsning i dansk økonomi og i 2023 er der direkte udsigt til at væksten i BNP bliver på MINUS 0,1.

“Vi kan godt forberede os på en periode med svækket aktivitet og fald i beskæftigelsen. Men man skal huske, at det herhjemme sker efter en meget stærk højkonjunktur i forlængelse af coronapandemien, som har ført til et meget stramt arbejdsmarked,” siger Lars Rohde i pressemeddelelsen.

“Kombinationen af et stort pres på arbejdsmarkedet, høj efterspørgsel og høj inflation skaber risiko for en selvforstærkende løn-pris-spiral i Danmark. Derfor mener vi, at finanspolitikken skal strammes og hurtigst muligt nedbringe efterspørgslen markant. Også mere, end hvad der er lagt op til i regeringens forslag til finanslov,” siger Lars Rohde.

I øjeblikket koster et forbrugslån/træk på kassekreditten 9,3 – 18, 9 pct. (ÅOP) i Sydbank mens et forbrugslån i NORDEA koster 9,6 – 19,5 pct. (ÅOP) i Nordea.

Det stopper næppe her. Der er nemlig ingen tvivl om, at Nationalbanken under alle omstændigheder er indstillet på fortsatte stramninger af pengepolitikken i Danmark.

Sverige

Den svenske Riksbank overraskede den 20. september 2022 alt og alle med en renteforhøjelse på et helt procentpoint til 1,75 procent.

Federal Reserve i USA

Onsdag den 21. september 2022 ventes den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at komme med en renteforhøjelse på mindst 0,75 procentpoint. Det vil tvinge lande i Mellemøsten og Sydamerika til at løfte deres renter tilsvarende for at undgå valutasvækkelse.

Federal Reserves beslutning vil påvirke såvel aktiemarkederne som valutamarkeder og de lange renter. Derfor er der store skvulp i vente til danske boligejere og investorer.

Den 22. september 2022 kommer Japan, Norge og Schweiz på banen. I Japan er yennen svækket kraftigt, fordi den japanske centralbank har fastholdt den ekstremt lempelige pengepolitik. Norge har været tidligt ude med renteforhøjelser allerede sidste år og er derfor ikke bagud på samme måde som i Sverige.

Schweiz vil som det sidste europæiske land hoppe ud af de negative renter.

Renteforhøjelse i London

Den 22. september 2022 ventes Bank of England i Storbritannien igen at hæve renten til mindst 2,25 procent og der er dermed risiko for at skubbe økonomien yderligere i retning af en dyb recession.

 Den 4. august 2022 offentliggjorde banken det såkaldte Monetary Policy Summary og referatet fra mødet bankens Monetary Policy Committee og  forhøjede den pengepolitiske rente med 0,5 pct.point til 1,75 pct.

Det er den største renteforhøjelse i Storbritannien siden 1995 og Bank of England følger fra den europæiske centralbank, ECB, og den amerikanske centralbank, Federal reserve.

Begrundelsen for renteforhøjelsen er også i United Kingdom inflationen. Bank of England vurderer, at forbrugerprisindekset vil nå op på en stigning på 13 procent i oktober. Samtidig er arbejdsløsheden nede på 3,8 pct. I fjerde kvartal i år vil UK opleve decideret recession med negativ økonomisk vækst.

Ligesom andre centralbanker har Bank of England en målsætning om at holde inflationen på omkring 2 pct. og banken er indstillet på at den målsætning vil blive forfulgt.

ECB

Den Europæiske Centralbank (ECB) gennemførte den 8. september sin største renteforhøjelse nogensinde – på 0,75 procentpoint – og på det næste møde i Frankfurt i Governing Council den 27. oktober 2022, hvor pengepolitikken igen er på dagsordenen, ventes renten igen at blive forhøjet.

Danmark følger ECB og holder det pengepolitiske rentespænd uændret, og derfor forhøjede Nationalbanken med virkning fra 9. september 2022 den pengepolitiske rente i Danmark ligeledes med 0,75 procentpoint fra minus 0,1 til 0,65 pct.

Dagbladet Information kan berette, at Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har gjort sig skyldig i boligfusk med den lejlighed i København, han har fået stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Officielt har partilederen siden juni 2020 haft adresse i en lejlighed i Struer, og det er på grund af hans cpr-registrering i denne jyske lejlighed, at han har haft ret til folketingslejligheden i København og et skattefrit tilskud på over 30.000 kroner årligt for dobbelt husførelse. I realiteten har han i strid med reglerne opholdt sig langt mere end 180 dage i folketingsboligen.

Afsløringen har bevirket, at Alex Vanopslagh nu har opsagt de to lejligheder og han må samtidig indstille sig på at tilbagebetale det uberettigede tilskud på 30.000 kr. til dobbelt husførelse.

Vanopslagh ikke den eneste

En række medier kunne den 8. januar 2021 oplyse, at erhvervsminister Simon Kollerup gik på sygeorlov på grund af mavesår.

Måske var det stresspåvirkningen fra Kollerups diskutable dispositioner som erhvervsminister, hvor den likviderede mink-sektor stadig ikke har modtaget erstatning, men det er mere sandsynligt, at det var senvirkningerne og samvittighedsnaget efter den pinlige sag, som Simon Kollerup personligt kæmpede med for 5 år siden.

Simon Kollerup, der dengang var socialdemokratiets kommunalordfører, blev tvunget til at betale 30.000 kroner tilbage til statskassen efter Ekstra Bladets afsløringer af hans boligfusk med en folketingslejlighed gennem flere år.

Det var Folketingets daværende formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, der efter drøftelser i Folketingets øverste ledelse, måtte komme med den beklagelige meddelelse om en partifælle.

”Sagen er den enkle, at Simon Kollerup selv har meddelt, at han frivilligt har besluttet at tilbagebetale, hvad han har fået for dobbelt husførelse det sidste år. Dermed betragter jeg sagen som fuldt tilfredsstillende afsluttet”, sagde Mogens Lykketoft.

Kollerup havde adresse i et hus hans far havde købt til ham i Nordjylland. Samtidig havde Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham i København, men reelt boede han sammen med sin kæreste og deres 2 børn i en lejlighed hun ejede. Folketingslejligheden blev i stedet udlånt til familie, venner og besøgende fra Nordjylland.

I oktober 2021 var den gal igen

Folketingsmedlem Tanja Larsson trak sig efter boligsag som boligordfører for Socialdemokratiet.

Tanja Larsson har siddet i Folketinget siden 2019, hvor hun erstattede Henrik Sass Larsen. Ekstra Bladet har beskrevet hvordan Tanja Larsson har boet i en af Folketingets lejligheder i hjertet af København, som hun ligesom Simon Kollerup havde fået stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Samtidig fremlejede hun sin egen andelslejlighed i København. I perioden er lejlighedens værdi steget med mere end 150.000 kr.

Tanja Larssons fiksfakserier er selvfølgelig imod reglerne, og Tanja Larsson har tidligere lovet at få orden i boligsituationen, men det er ikke sket.

“Jeg trækker mig som boligordfører med øjeblikkelig virkning. Jeg må konstatere, at jeg ikke har fået ryddet op i min boligsituation på trods af, at jeg i sommer satte min andelsbolig til salg via andelsboligforeningen med henblik på at sælge snarest muligt,” oplyste hun i oktober 2021 til Ekstra Bladet.

Tanja Larsson er efter endt barselsorlov i 2022 vendt tilbage til Folketinget, hvor hun nu markedsfører sig selv som ”Landdistrikternes ildsjæl og ordfører”.

Jeppe Kofod

Tilbage i 2011 blev socialdemokraten Jeppe Kofod undersøgt af Københavns Kommune, om det bornholmske folketingsmedlem Jeppe Kofod reelt boede i hovedstaden eller på Bornholm, og dermed om han havde ret til et skattefrit tillæg for dobbelt husførelse. Kommunen fandt, at reglerne var overholdt.

Er politikere sig selv nærmest?

Sagerne bekræfter for mange en opfattelse, der deles af mange almindelige borgere i Danmark, at nogle politikere betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug – og at det på ingen måde er til hinder for at lede et helt parti, for ordførerskaber eller en ministerpost i en socialdemokratisk regering.