Den amerikanske delstat Florida, hvor republikaneren Ron DeSantis er guvernør, har trukket 2 milliarder dollars tilbage fra placering i investeringsfirmaet BlackRock.

Udtrækket sker i protest mod Black Rock investeringsstrategi, der er baseret på politisk korrekte ESG-principper (Environmental, Social, and Governance).

Floridas guvernør Ron DeSantis og andre republikanske ledere hævder, at ved at tage ESG-standarder i betragtning, når Black Rock træffer investeringsbeslutninger, prioriterer firmaet ikke at sikre det størst mulige afkast til investorerne – in casu staten Florida.

Politisk korrekte, såkaldte ESG-investeringer har ellers oplevet stigende popularitet i løbet af de sidste par år, og BlackRock, det største investeringsfirma i verden, har været en vigtig drivkraft for den udvikling.

I de sidste år har det formentlig været en klog beslutning. I 2020 og 2021 klarede ESG-fonde sig bedre end markedet generelt, men på det seneste er ESG-strategien blevet politisk kontroversiel.

DeSantis kørte således sin valgkampagne på at bekæmpe den politisk korrekte, “woke ideologi”, som han mener infiltrerer delstatens dispositioner. Som et resultat af den politiske kamp vedtog Florida i august en resolution, der sagde, at ESG-standarder skulle ignoreres, når man investerer delstatens midler.

I USA har andre republikansk kontrollerede stater, herunder Missouri og Louisiana, flyttet næsten 1,3 milliarder dollars væk fra BlackRock af lignende årsager.

Texas har karakteriseret BlackRock som et finansielt firma, der boykotter statens egen fossile energiindustri.

På den anden side er nogle demokrater heller ikke glade. De kritiserer BlackRock og ESG-investeringer generelt for ikke at gå langt nok, og for at tillade olieselskaber optræder på lister over mulige ESG-investeringer.

I USA er debatten om politik frem for afkast langt fra slut. Efter Midtvejsvalget – som BlackRock efter sigende bidrog til med enorme summer – er Republikanerne klar til at overtage Repræsentanternes Hus. Det er derfor tænkeligt, at diskussionen og dramaerne om ESG-principper vil udspille sig også på føderalt niveau.

OPEC-landene mødes søndag på baggrund af faldende oliepriser, et potentielt prisloft på russisk olie og en embargo på russisk råolie.

Mødet i olie-kartellet foregå som videokonference og det ventes at landene vil fastholde den produktionsstrategi, der blev besluttet på ministermødet i oktober i OPEC+ bestående af de 13 OPEC-lande og deres 10 allierede med Rusland i spidsen. Strategien indebærer, at den daglige olieproduktion reduceres med 2 millioner tønder om dagen.

Mandag den 5. december 2022 iværksætter EU-landene sammen med G7 og Australien en embargo på russisk råolie, der transporteret pr. skib. Embargoen er ikke total, men ambitionen er at håndhæve et prisloft på 60 dollar pr. tønde russisk olie, der transporteres med skib. Prisloftet kombineres med en justeringsmekanisme for til enhver tid at holde loftet på 5 pct. under markedsprisen.

Salg af udstyr til den russiske olieindustri har længe været underlagt sanktioner i EU, men med embargoen gøres nu et forsøg på at begrænse den russiske stats indtægter fra eksport af olie.

Den 5. februar udvides embargoen og prisloftet på 60 dollar pr. tønde fra råolie til også at gælde raffinerede olieprodukter som f.eks. benzin og diesel.

Siden oktobermødet i OPEC er oliepriserne faldet i forhold til det høje niveau, der indtrådte i marts 2021 efter Ruslands invasion af Ukraine.

Fredag den 2. december 2022 ligger olieprisen på 86-87 dollars pr. tønde. Russisk Ural råolie handles til lidt lavere priser.

Covid-relaterede restriktioner i Kina har skabt frygt i OPEC for faldende olieefterspørgsel fra verdens største importør af råolie, men nylige signaler fra Beijing om mulige lempelser i den stregen Covid-politik har svækket disse bekymringer.

Den fortsat høje inflation i Europa og USA har også givet næring til frygt for en global økonomisk recession.

Det prisloft, EU-landene iværksætter mandag den 5. december 2022 forventes at give landene mulighed for at fortsætte med at importere russisk råolie ved hjælp af vestlige forsikrings- og søfartstjenester, så længe de ikke betaler mere pr. tønde end den aftalte grænse. Loftet tænkes at ville begrænse Ruslands indtægter, uden at det internationale oliemarked smadres fuldstændig. Det bør således betænkes, at Rusland faktisk tegner sig for omkring 10 pct. af den samlede globale olieproduktion. Omvendt betyder det forhold, at de væsentligste shipping- og forsikringsselskaber er lokaliseret i G7-lande, at prisloftet vil gøre det meget vanskeligt at sælge olie til højere priser end loftet.

EU-landene opererer med en 45 dages overgangsperiode af hensyn til de skibe, der har lastet russisk olie inden den 5. december. Olien skal efter denne plan være losset senest den 19. januar 2023.

Nationalbanken har torsdag den 1. december 2022 udgivet sin halvårlige analyse af stabiliteten i den finansielle sektor.

Som led i analysen gennemfører Nationalbanken en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter, hvor bankernes kapital sammenholdes med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Er skrækscenariet realistisk?

Ifølge analysen er Nationalbankens skrækscenarie, at boligpriserne falder med 27 procent over tre år, mens ledigheden vokser med 6,5 procentpoint over to år.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank og de ikke-systemiske banker: Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel og Den Jyske Sparekasse.

Stigninger i kapitalkravene siden finanskrisen har styrket bankernes evne til at absorbere kredittab. Blandt andet blev der efter finanskrisen indført et krav om opbygningen af ”kontracykliske kapitalbuffere”, der kan ses som bankernes milliardopsparing til svære økonomiske tider. I foråret 2022 blev det politisk besluttet at øge kapitalkravet til det højst mulige niveau på 2,5 procent af egenkapitalen fra marts 2023.

Selvom der ifølge Nationalbanken ikke aktuelt er tydelige tegn på, at flere virksomheder og private husholdninger misligholder deres lån, bør kapitalkravet fastholdes.

Stigende udgifter til lån, energi og forbrugsvarer gør nogle boligejere sårbare, særligt hvis de mister deres arbejde. Det øger risikoen for misligholdte lån. Kombineret med faldende ejendomspriser vil det føre til kredittab i bankerne.

Behov for risikostyring

De svagere økonomiske udsigter understreger ifølge Nationalbanken, at der er behov for forsigtighed i institutternes kapitalplanlægning og generelt behov for bedre polstring.

Blandt danske virksomheder, kan særligt nogle mindre virksomheder blive udfordret af stigende omkostninger og faldende omsætning fra aftagende forbrugerefterspørgsel. Det kan især give tab i de mellemstore banker, der har mange udlån til denne type virksomheder.

Selvom udsigten til højere kredittab i bankerne kommer efter en lang periode med lave kredittab, er det Nationalbankens opfattelse, at de store danske banker er underfinansierede.

Alle banker skal leve op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer. Nationalbankens stresstest af bankerne viser imidlertid, at enkelte store kreditinstitutter i en hård recession kommer tæt på kravene til kapitalbuffere.

Bankerne skal også leve op til det gældende gearingskrav, som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Konsekvenser hvis kravene ikke opfyldes

Hvis en af de større banker i en given situation ikke måtte leve og til gearingskravet om at kernekapitalen skal udgøre mindst 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver, vil det udløse en række restriktioner – banken vil få en kort frist til at få orden i sagerne, og i mellemtiden har man ikke lov til at udbetale bonusser og udbytte til aktionærerne. Lykkes det ikke at leve op til gearingskravet, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nedskrivningsegnede passiver

Nationalbanken opfordrer derfor alle banker til nøje at overveje, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede.

Ifølge Nationalbanker er det vigtigt, at de systemisk vigtige banker ikke kommer i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned, uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, så bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det bliv e meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Baggrund for Nationalbankens betimelige advarsler

Hverken EU-Kommissionen, Nationalbanken, Finanstilsynet, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen og andre, der beskæftiger sig med finansmarkederne, har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

I Danmark bukkede Roskilde Bank som den første under i august 2008.

Insolvente banker

Senere viste det sig, at flere banker ikke kunne leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især håndværkere og små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet.

Derfor – var der politisk enighed om – måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Amerikanske virksomheder vil fra 1. januar 2023 få en enorm håndsrækning, når Bidens IRA-lov (Inflation Reduction Act) træder i kraft. Med loven frigives 368 milliarder dollars i tilskud til amerikanske virksomheder, og europæiske konkurrenter vil dermed blive udfordret.

Dansk Industri har valgt at se IRA-loven som en mulighed og har overfor danske virksomheder informeret om mulighederne for at komme i betragtning til Bidens infrastruktur-milliarder. Så sent som den 30. november 2022 afholdt DI i samarbejde med den amerikanske ambassade et webinar om mulighederne i Inflation Reduction Act (IRA).

”Buy America”

IRA-loven indebærer bestemt muligheder, men i kombination med de amerikanske “Buy America”-regler inden for infrastruktur vil IRA-loven også betyde, at amerikanske virksomheder, der er involveret i den grønne omstilling til en lavemissionsøkonomi, fra januar kan se frem til subsidier, skattelettelser og andre konkurrencefordele.

Alene til el-biler vil omkring 50 milliarder dollars komme i form af skattefradrag for at overtale amerikanerne til at købe elbiler fremstillet i Nordamerika (USA, Canada og Mexico).

Præsident Biden har ikke lagt skjul på, at præferencebehandlingen ses som et nødvendigt middel til at fremme den grønne omstilling i USA og nå målet om at begrænse de amerikanske CO2-emissioner med 50 pct. allerede i 2030, skabe arbejdspladser inden for ren energi i hele USA og give indhold præsidentens “made in the USA”-valgløfter.

Europæiske betænkeligheder

I et europæisk perspektiv er perspektiverne skræmmende. Mange europæiske virksomheder prøver allerede nu at undgå ødelæggende europæiske energiomkostninger, og i lande som Frankrig er der reel frygt for, at enorme amerikanske subsidier vil fremskynde en veritabel industriel udvandring og flytning af europæiske arbejdspladser til USA.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, der i disse dage er på officielt besøg i USA, har ikke lagt skjul på at EU kan blive nødsaget til at reagere med protektionistiske foranstaltninger, og at øremærke europæiske subsidier til europæiske virksomheder.

I Tyskland har økonomiminister Robert Habeck været inde på det samme og åbent talt om behovet for et stærkt europæisk svar på Bidens IRA, herunder vægt på lokale indkøb.

Udover bekymringerne over IRA er forholdet mellem EU og USA belastet af de enorme stigninger i prisen på amerikansk LNG-gas, der sælges til EU til erstatning for russisk naturgas.

Nøgternt set er der ikke udsigt til ændringer i flagskibet IRA. Siden Biden tiltrådte som præsident, har det amerikanske handelsfokus været på at afkoble sig fra en ødelæggende konkurrere med Kina samt økonomisk hjælp til de amerikanske ”rustbælter” og andre områder i USA, der i 2016 støttede Donald Trump.

Sveriges EU-formandskab

Sverige, der fra 1. januar 2023 overtager EU-formandskabet, har allerede bebudet, at EU-reaktionen på den amerikanske IRA-lov vil være højt på dagsordenen under formandskabet.

I anledning af den tilstundende 60-årsdag for Erik Scavenius’ død (13. juni 1877 – 29. november 1962) skriver professor emeritus Per Øhrgaard i Kristeligt Dagblad om Erik Scavenius.

Erik Scavenius levede fuldt og helt op til alle fordomme om medlemmerne af Det Radikale Venstre, der har været målet for kritik af tysk fascination under Besættelsen.

Scavenius har leveret benzin til kritikken, da han ved sin tiltræden som udenrigsminister, 8. juli 1940 sagde:

”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling”.

Per Øhrgaard forsvarer ikke den forhandlingspolitik, regeringen med Scavenius som statsminister fra november 1942 stod for, men nævner, at Scavenius’ måske største indsats var, at han var med til at redde det parlamentariske demokrati, da det i efteråret 1940 var truet både af en mulig nazistisk regering og af Højgaard-kredsen, som omfattede mange af rigets i egen indbildning bedste mænd.

Havde de haft held med deres forehavende, havde Danmark efter Øhrgaards opfattelse fået franske tilstande. I Frankrig brugte højrefløjen nederlaget i 1940 til at fremkalde et systemskifte. I Danmark blev det parlamentariske demokrati reddet.

Øhrgaard minder også om den berømte anekdote om statsminister Stauning, som på et spørgsmål, om Scavenius var tyskvenlig, skulle have svaret: ”Hr. Scavenius er overhovedet ikke venlig!”

Socialdemokratiet under besættelsen

I det danske Socialdemokrati var der imidlertid også i toneangivende kredse en vis fascination af Tyskland.

Statsminister Thorvald Stauning holdt den 8. marts 1941 en tale i Studenterforeningen i København, hvor han talte om, hvordan han så Danmarks rolle i en storeuropæisk planøkonomi med Tyskland som centrum. Staunings synspunkt skyldtes, at Tyskland i løbet af de første halvandet år af 2. verdenskrig gik fra den ene sejr til den anden, hvilket fik tyske økonomer til at arbejde mere intensivt med planøkonomiske tiltag.

Stauning sagde bl.a.: ”Man gør vel i at regne med de faktiske Forhold, og disse viser os Tyskland som den Magt, der nu hersker over væsentlige Dele af Europa”. Han understregede også, at ”For den danske Befolkning vil det fremdeles være af afgørende Vigtighed, at Ro og Orden bevares”.

Ny bog om Krag

Arne Hardis har i bogen: ”Pibende hængsler. Social-demokraterne og den tyske fascination under Besættelsen”, der udkommer den 7. april 2022 på Gyldendal, beskæftiget sig med socialdemokratiets forhold til Tyskland under besættelsen.

Bogen tilføjer ny bemærkelsesværdig viden om den unge Jens Otto Krag, der sammen med en gruppe andre begavede socialdemokrater deltog i en studiekreds, hvor en socialt orienteret begejstring for planøkonomi i stigende grad tippede over til intellektuel kollaboration med den nazisme, der også benyttede sig af planøkonomi.

Den autoriserede fortælling er, at unge Krag resolut forlod studiekredsen, da ubesindige partifæller begyndte at tale åbent om deres ønske om tysk sejr.

Det er en smuk historie om besindelse i sidste øjeblik, skriver Hardis: ”Og det bedste ved historien er, at den også er sand. I hvert fald næsten sand.”

For Hardis sandsynliggør, at Krag faktisk ikke brød så stålsat med den efterhånden anløbne gruppering af yngre partifæller, som det fremstilles i historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”.

Jens Otto Krag var langt fra den eneste socialdemokratiske økonom, der var fascineret af planøkonomiens muligheder.

Viggo Kampmann

Ejvind Damsgård Hansen har i bogen: ”Efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer. Viggo Kampmann – idémand og igangsætter”, udgivet på DJØF’s forlag, beskrevet hvordan Viggo Kampmann stadig var optaget af planøkonomi selvom det tyske 1000-årsrige fortonede sig.

Den 33-årige Kampmann holdt i marts 1944 et foredrag, der var hans oplæg til den økonomiske politik, der burde føres, når krigen var slut. Med hans egne ord fremlagde han ”en mærkelig blanding af realiteter og fremtidsmusik”. Foredraget blev i 1944 trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Ifølge Kampmanns foredrag skulle man søge at holde fuld beskæftigelse i Danmark. Ikke kun for de beskæftigedes skyld, men ”mere væsentligt er det, at en egentlig mangel på arbejdskraft vil øge lønnen og trække mange mindre selvstændige over i lønarbejderklassen”, som Kampmann formulerede det.

For at denne vandring fra selvstændig til arbejder skulle lykkes, måtte de selvstændige bibringe tillid til en varigt god løn og en varig fuld beskæftigelse: ”Efterspørgslen efter arbejdskraft må stimuleres, således at alle personer inden for de selvstændige erhverv, som hidtil har tjent mindre end lønarbejdere, foretrækker deres kår”.

Kampmann vurderede at den lave indkomst inden for mange selvstændige erhverv hyppigt var udtryk for, at man kun var deltidsbeskæftiget og at der derfor var mulighed for at frigøre en skjult, fejlplaceret og dårligt udnyttet arbejdskraftreserve. Selvstændig virksomhed som husmandsbrug, en række håndværk som børstenbinder, skomager og kedelflikker og handelsvirksomheder som små grossister, købmænd, petroleumshandlere og ismejerier etc. kunne simpelthen ikke bære en faktoraflønning på højde med aflønningen af industriarbejdere og ansatte i en række virksomheder indenfor handel og liberale erhverv. Om det også indgik i Kampmanns overvejelser, at eliminering af disse kulak-grupperinger og ville berøve borgerlige partiers vælgergrundlag, vides ikke.

Hans Hedtoft og H.C. Hansen

Samarbejdsregeringen trådte tilbage i august 1943, og det var næppe efter krav fra Socialdemokratiet.

Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Loyaliteten bestod i at Christian Madsen siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede til Socialdemokratiet fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Christian Madsens henvendelse til statsminister Jens Otto Krag i 1970 drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen.

Duckwitz havde henvendt sig til Christian Madsen efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943.

Når besættelsestiden fortrænges

Lidegaard noterer, at man i Socialdemokratiet siden har prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

Den Amerikanske Uafhængighedskrig 1775–1783 mod Kongeriget Storbritannien sluttede formelt med Parisaftalen, underskrevet 3. september 1783 og ratificeret af USA’s kongres den 14. januar 1784. De sidste britiske tropper forlod New York City den 25. november 1783.

Startskuddet til Den amerikanske uafhængighedskrig

Slaget ved Lexington og Concord i april 1775 var startskuddet til Den amerikanske uafhængighedskrig.

Den engelske hær havde fået information om, at borgermilitsen havde stjålet ammunition fra et britisk ammunitionslager i Concord, og omkring 900 britiske soldater marcherede natten til den 19. april mod Concord for at undersøge sagen. Borgermilitsen havde hørt om briternes planer, og da de britiske tropper ankom til Lexington på vejen til Concord, mødte de 75 af de såkaldte minute-mænd (militsfolk, der var klar til kamp med få minutters varsel).

Disse var dog for få og måtte vige for den overlegne britiske styrke.

Kampene forsatte ved den nordlige bro i Concord, hvor ca. 500 minute-mænd kæmpede mod tre britiske kompagnier. Denne gang var det briternes tur til at måtte trække sig efter en hård kamp i åbent landskab.

Den amerikanske uafhængighedserklæring blev udstedt den 4. og 5. juli 1776 i Philadelphia, over et år efter udbruddet af Den Amerikanske Uafhængighedskrig, og underskrevet den 2. august 1776 af repræsentanter for de 13 britiske kolonier, som senere blev til de første 13 delstater i USA.

Den Amerikanske Uafhængighedskrig førte indirekte til den franske revolution, der blev indledt med stormen på Bastillen i Paris den 14. juli 1789.

Den franske revolution

Den franske stats håbløse finansielle forhold var en væsentlig årsag til revolutionen. Den franske finansminister Jacques Necker havde finansieret Frankrigs deltagelse i Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-83) og krigen mod Storbritannien ved lån. I 1786 forsøgte regeringen at gennemføre en omfattende økonomisk reformplan, der skulle iværksættes for at undgå statsbankerot.

Reformplanerne stødte på stor modstand og efterhånden voksede den folkelige uro som følge af økonomisk hårde tider og ikke mindst stigende brødpriser. Da kongen kaldte 18.000 soldater ind mod Versailles og 11. juli fyrede sin finansminister, eskalerede situationen og siden er revolutionens begyndelse i Frankrig markeret den 14. juli.

Tyskland har den 22. november 2022 meddelt, at den tyske deltagelse i FN-operationen MINUSMA og dermed tilstedeværelse i Mali ophører i maj 2023.

Tyskland er det seneste af en række lande, som trækker sig fra FN-operationen i det jihadist-hærgede Mali.

Tyskerne melder om tiltagende problemer i Mali. Blandt andet at de bliver modarbejdet af den regerende junta, efter at der angiveligt er kommet russiske lejesoldater fra den såkaldte Wagnergruppe til landet for at styrke regeringsstyrkerne.

I sidste uge trak Storbritannien og Elfenbenskysten sig fra MINUSMA-operationen.

Frankrig har igennem en årrække haft styrker i Mali som led i bekæmpelsen af jihadist-oprørere. Frankrig har ligeledes været den drivende kraft i MINUSMA og aktivt ledet Operation Barkhane og Task Force Takuba, men præsident Emmanuel Macron trak i august 2022 de sidste styrker ud af landet efter uenigheder med militærstyret.

Efter Frankrigs, Tysklands og UK’s exit fra Mali kan der være god grund til at reflektere over det danske forsvars indsættelser i Mali og i Sahelregionen (MINUSMA, Operation Barkhane og Task Force Takuba).

FN-operationen MINUSMA

Efter konflikten i Mali brød ud i 2012 blev MINUSMA (United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali) etableret i 2013 på baggrund af FN’s Sikkerhedsrådsresolution 2100.

Regionen og Mali har i en lang årrække været plaget af interne konflikter mellem regeringen og nomadiske oprørsgrupper, herunder islamistiske terrorgrupper.

Missionen har blandt andet til opgave at støtte Malis regering i kampen mod de væbnede grupper samt at sikre beskyttelsen af civile.

Danmark har bidraget til FN’s mission i Mali, MINUSMA, siden 2014 med forskellige militære bidrag og har blandt andet af tre omgange stillet et C-130J-transportfly til rådighed for missionen (2014, 2017 og 2019/2020). I 2016 var et dansk specialoperationsstyrkebidrag på ca. 30 personer del af en nederlandsk enhed i Gao-regionen i Mali. I 2019-2020 bidrog Danmark med et personelbidrag på ca. 10 personer til indhentning af oplysninger for MINUSMA. Danmark har derudover ydet substantiel finansiel støtte til MINUSMA.

Ud over Danmark støtter også andre lande missionen heriblandt Nederlandene, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

P.t. bidrager Danmark med et mindre antal danske stabsofficerer til MINUSMA.

Fransk ledede operation Barkhane og Task Force Takuba

Frankrig etablerede Operation Barkhane til bekæmpelse af terrorisme i Sahelregionen. Operationen bestod af omkring 5000 franske soldater, og der indgik desuden bidrag fra Storbritannien (helikopterbidrag) og Estland (bevogtningsbidrag). Operation Barkhanes operationsområde dækkede Burkina Faso, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad.

Danmark bidrog i 2013 med et transportfly til den franskledede Operation Serval, som gik forud for Operation Barkhane. I 2019-2020 har Danmark bidraget med to transporthelikopter og op til ca. 70 personer til Operation Barkhane.

I maj 2021 blev regeringens beslutningsforslag om at udsende nye militære bidrag til den europæiske specialoperationsstyrke i Mali, Task Force Takuba, vedtaget. Bidraget blev deployeret, men måtte hjemtages igen kort herefter pga. Malis regerings udmeldinger om, at de danske soldater ikke var velkomne.

Ifølge Mali havde Danmark ikke fulgt de nødvendige protokoller. Det blev fra dansk side afvist. Det danske bidrag blev ifølge Forsvaret hjemtaget 29. april 2022.

Har Danmarks et medansvar for situationen i Mali?

Regeringen ville med deltagelsen i Task Force Takuba udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgjorde ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Deltagelse i Barkhane og Task Force Takuba

Regeringen fik dermed Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag kunne indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag skulle bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af dansk cyberkapacitet.

Specialoperationsstyrkebidraget skulle bestå af op til ca. 60 personer, der skulle udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kunne midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der skulle opstå behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen.

Kirurgholdet ville bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der kunne derudover udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023.

Som logistisk støtte til de øvrige bidrag skulle et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer udsendes fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

Tanken med de danske militære bidrag var at gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. ville indebære offensiv magtanvendelse. Herudover havde bidragene mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker.

Operationsområdet forventedes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og kunne også omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Hvad vil Danmark i Mali?

Spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Sammenhæng med situationen i Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali som bidrag til FN-operationen MINUSMA og den fransk ledede operation Barkhane og Task Force Takuba

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst.

Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet. Siden august 2020 har Mali oplevet 2 militærkup og udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig som tidligere kolonimagt har historiske såvel som økonomiske interesser.

Som tidligere nævnt, trak præsident Emmanuel Macron i august 2022 de sidste styrker ud af landet efter uenigheder med militærstyret.

De vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, har netop offentliggjort publikationen ”OECD Economic Outlook” med dystre forudsigelser om den økonomiske udvikling.

Den globale økonomi står over for stigende udfordringer midt i det største energimarkedschok siden 1970’erne og massive stigninger i leveomkostningerne for mange husholdninger. OECD fremhæver de ubalancerede og negative udsigter, risiciene der er forbundet med udviklingen på energimarkederne og voksende finansielle problemer, efterhånden som renterne hæves. I oktober lød inflationen i EU på 11,5 procent. OECD’s prognose forudser, at inflationen vil være 6,8 procent i 2023 og 3,4 procent i 2024.

OECD mener at situationen kalder på veltilrettelagte og rettidige politiske tiltag for at opretholde den økonomisk stabilitet, øge energiforsyningssikkerheden og styrke udsigterne for fremtidig økonomisk vækst.

Specielt for Danmark, forudser OECD at den økonomiske vækst vil falde fra 4,9 pct. i fjor over 3,1 pct. i år til bare 0,1 pct. i 2023 for derefter i 2024 at stige til 1,1 pct.

Rentestigninger

Forudsigelserne vedrørende det fremtidige renteniveau er særligt interessante for folk med boliglån og for ejendomsmarkedet i det hele taget.

OECD-prognosen afspejler risikoen for, at Den Europæiske Centralbank, ECB, bliver nødsaget til at trække håndbremsen for at kompensere for de mange finanspolitiske lempelser, som mange europæiske regeringer har gennemført for at skærme befolkningen for energiprisstigningerne og inflationen i det hele taget. Det er særligt de ufinansierede hjælpepakker, som man må frygte, vil puste til inflationen i Europa og dermed fremskynde ECB’s (og den danske Nationalbanks) renteforhøjelser.

OECD vurderer, at Christine Lagarde (og Lars Rohde) skal hæve renten til 4,25 procent i andet kvartal af næste år. Den rente, som OECD taler om, er refinansieringsrenten på i dag 2,0 procent, hvor den rentesats, som boligejere især holder øje med, er ECB’s indlånsrente, som ligger på 1,50 procent. Det betyder, at de renter, som styrer de danske flekslån, ikke kommer til at toppe i 3,0 procent, som markederne og økonomerne har forudset, men meget vel kan stige med mindst 0,75 procent mere, end nogen regner med. En rente på 4,25 procent kan betyde, at renten på F1-lån – etårige rentetilpasningslån – kan komme helt op på omtrent fem procent.

Lav statsgæld

Mens OECD forudsiger, at vi går hårdere økonomiske tider i møde, kan vi glæde os over, at dansk økonomi på en række punkter er i god form.

Danmarks Nationalbank offentliggjorde den 22. november 2022 nye tal for den danske statsgæld. Tallene viser, at den danske statsgæld var på 366,770 milliarder kroner ved udgangen af oktober. Det er et dyk på 112 milliarder kroner fra 478,969 milliarder kroner i løbet af det seneste år. I årene fra 2017 til 2020 steg statsgælden fra 462,167 milliarder kroner til 537,800 milliarder kroner.

Det positive er, at de aktuelle tal viser, at vi ikke her og nu står med mange ubetalte regninger efter Corona krisen.

De offentlige finanser og statens gæld afspejler, at Danmark i de seneste år har haft de stærkeste offentlige finanser i hele EU. Det betyder, at Danmark statsfinansielt har et godt udgangspunkt, når vi skal håndtere den økonomisk krise, hvor skatteindtægterne vil svækkes, og udgifterne øges, som OECD forudsiger.

I forhold til landets samlede produktion, BNP, er statens gæld nu nede på 13 procent. Det er det laveste siden 2008, hvor statsgælden – mens Lars Løkke Rasmussen var finansminister i Anders Fogh Rasmussens regering – var helt nede på 12 procent.

Helt tilbage i december 2017 blev den nordjyske storfisker Henning Kjeldsen politianmeldt af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen under Rasmus Prehns Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministerium. Fiskeristyrelsen har siden maj 2020 været en selvstændig styrelse under Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

I juni 2020 rejste anklagemyndigheden tiltale mod Henning og Birthe Kjeldsen og 8 andre fiskere for overtrædelse af kvotereglerne og for at have tilegnet sig flere fiskekvoter, end reglerne tillader.

I februar 2021 begyndte straffesagen mod de tiltalte fiskere – og deres rådgivere – ved Retten i Holstebro, og den 17. december 2021 kender byretten de tiltalte skyldige. Storfisker Henning Kjeldsen blev idømt 54 millioner kroner i bøde og konfiskation på 162,5 millioner kroner for at have tilegnet sig fiskekvoter i strid med kvotekoncentrationsreglerne i fiskerilovgivningen.

Mandag den 21. november 2022 blev storfisker Henning Kjeldsen og flere medtiltalte i Vestre Landsret frifundet i sag om snyd med fiskekvoter. Det oplyser Vestre Landsret i en pressemeddelelse.

Henning Kjeldsen blev i december sidste år ved byretten i Holstebro idømt en bøde på 54 millioner kroner og et krav om konfiskation på 162,5 millioner kroner for gennem stråmænd at have skaffet sig adgang til langt flere fiskekvoter, end loven tillader.

Han ankede dommen til Landsretten, som altså nu har besluttet at pure frifinde Kjeldsen og samtidig ophæve konfiskationen af de 162,5 millioner kroner.

Også en række medtiltalte er blevet frifundet.

Når Vestre Landsret har underkendt byrettens dom mod Henning Kjeldsen og de andre tiltalte i kvotesagen, skyldes det, at det, ifølge landsretten, ikke fremgik tilstrækkeligt klart af reglerne, at overskridelser af kvotelofterne skulle være strafbare.

En bekendtgørelse indeholdt en bestemmelse, der gjorde det specifikt muligt at straffe den, der undlod at efterkomme påbud – men myndighederne havde ikke på noget tidspunkt meddelt et sådan påbud, lyder det i landsrettens afgørelse.

Erstatning?

Advokat Olaf Koktvedgaard fra Bruun & Hjejle har repræsenteret de tiltalte fiskere i sagen, herunder Henning Kjeldsen. Han siger til Finans, at de frifundne nu vil overveje, om der er mulighed for at rejse et krav om godtgørelse som følge af sagen.

Fiskeristyrelsen hører under Rasmus Prehns Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministerium, og spørgsmålet er om departementet og ministeren har levet op til deres tilsynsforpligtelser overfor Fiskeristyrelsen.

Landbrugsstyrelsen under ministeriet har også gjort sig uheldigt bemærket med politianmeldelser, der ikke har ført til domfældelse.

Landbrugsstyrelsen får kritik af Landbrug & Fødevarer for at være alt for hurtige til at politianmelde landmænd, som de mistænker for svindel med landbrugsstøtten.

Gennem de seneste knap fire år har Landbrugsstyrelsens anmeldt 127 sager, hvor landmænd er mistænkt for at svindle med støttekroner. Senest har Landbrugsstyrelsen den 8. november anmeldt ansøgerne i 12 sager til politiet pga. mistanke om svig. Det bemærkelsesværdige er, at kun én politianmeldelse ud af 127 for snyd med landbrugsstøtte har ført til dom!

Siden 2019 har Landbrugsstyrelsen anmeldt en række sager, hvor landmænd var mistænkt for fusk med støttekroner, der var øremærket miljøet og dyrevelfærd. Men i stort set ingen af sagerne har der været stærke nok beviser til, at politiet vil føre en retssag mod landmændene.

Det drejer sig om i alt 127 sager, hvor 85 af sagerne nu er færdigefterforsket. Og hele 83 af sagerne er blevet droppet. I mellemtiden er kun én landmand dømt, og politiet forventer at rejse tiltale i yderligere én sag.

Skandalestyrelse

Det er ikke første gang Landbrugsstyrelsen gør sig uheldigt bemærket.

Rasmus Prehn, fungerende minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, kunne den 31. maj 2021  oplyse, at der nu skulle ske markante ændringer i den kritiserede Landbrugsstyrelse under fødevareministeriet.

Landbrugsstyrelsens hidtidige direktør, Jette Petersen, trådte tilbage, og Lars Gregersen tiltrådte som ny direktør i Landbrugsstyrelsen den 1. oktober 2021. Lars Gregersen kom fra en stilling som økonomidirektør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, og det er muligt, at erfaringerne fra det særlige miljø på Københavns Rådhus kan komme Gregersen til gavn i Fødevareministeriet.

Kritik af forvaltningen af landbrugsstøtte

Statsrevisorerne afgav den 12. maj 2021 Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere. Miljø- og Fødevareministeriet – nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri – blev kritiseret for ikke at have sikret en korrekt forvaltning af tilskud til landbrugere. Det bemærkes, at Landbrugsstyrelsen under tilsyn fra ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri og fødevareminister Rasmus Prehn har det administrative ansvar for administrationen af de omkring syv milliarder kroner, der årligt uddeles i EU-tilskud til landbruget.

Rigsrevisionen fandt, at der er risiko for uregelmæssigheder, omgåelser og efterfølgende underkendelser fra EuropaKommissionen og dermed tilbagebetaling af EU-støtte.

Efter mink-skandalen, der foreløbig har kostet Fødevareminister Mogens Jensen posten, blev det daværende Miljø- og Fødevareministerium splittet ad, og den ansvarlige departementschef, Henrik Studsgaard, blev fritaget for ansvar for landbrugssagerne og erstattet af Morten Niels Jakobsen.

Landbrugsstyrelsen den mest udskældte og kritiserede statslige styrelse

Indtil Fødevarestyrelsen kom i fokus under minksagen og i forbindelse med den fortsatte skandale om ned- og opgravning af de 15 millioner aflivede mink, havde Landbrugsstyrelsen længe ligget på en suveræn førsteplads over de mest kritiserede og udskældte statslige styrelse.

Landbrugsstyrelsens medarbejdere er gennemgående velmenende og med et positivt syn på dansk landbrug. Desværre står evnerne langt fra mål med de gode intentioner. Landbrugsstyrelsen er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider. Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også – som revisionsberetningen fra 2021 viser – kostbar for danske skatteborgere.

Det er langt fra første gang at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er ude med riven efter den udskældte styrelse under Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

Landbrugsstyrelsen hed tidligere NaturErhvervsstyrelsen, men skiftede navn efter skandalen om kvotekongerne og overflytningen af fiskeriområdet til Udenrigsministeriet. Fiskeri er nu tilbageført til ministeriet, men forvaltningen sker i en selvstændig Fiskeristyrelse.

Kritik fra alle sider

Rigsrevisionen og statsrevisorerne har tidligere kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Det Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriets departement, der som kompetent myndighed har ansvaret for at føre tilsyn med og overvåge det danske såkaldte betalingsorgan for landbrugsfondene – Landbrugsstyrelsen – og rapportere herom til EuropaKommissionen.

Rigsrevisionen og statsrevisorerne mener tydeligvis, at departementet og føde vareministeren langt fra til alle tider har levet op det ansvar.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder at udbetalingen af EU-støtten forsinkes.

Landbrug & Fødevarers kritik af Landbrugsstyrelsens sendrægtighed med etablering af vådområder

AgriWatch kunne den 11. august 2020 berette, at daværende formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, var grumme træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer, der betød, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i støtte til etablering af vådområder, var udsat til den 25. august 2020.

“Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder,” skrev Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holdt sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige miljøtiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skrev Merrild.

Landbrugsavisen kan den 5. september 2021 berette, at landmænd stadig er afskrækket af bøvl med minivådområder. Seks ud af 10 færdiggjorte minivådområder fra 2018 venter stadig på penge fra Landbrugsstyrelsen, ligesom 21 ud 32 fra 2019 også gør det.

Hos styrelsen erkender man, at det har taget langt tid med udbetalingerne, men det drejer sig om, at der er tale om komplekse anlæg. Landbrugsstyrelsen er samtidig rystende nervøse for, at hele tilskuddet fra EU kan bortfalde, hvis der er fejl, der har betydning for kvælstofeffekten. I givet fald skal den danske stat betale pengene tilbage til Bruxelles.

Bæredygtigt Landbrug

Styrelsens kontrolindsats giver også anledning til kritik. Den tidligere formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, har således kritiserer de kontrollanter, som opfører sig ”utilstedeligt, rethaverisk og aggressivt” overfor foreningens medlemmer.

Landbrugsavisen kunne igen den 20. februar 2021 berette om stærkt forsinkede støtteudbetalinger.

Tilbagebetaling af EU-støtte

Som påpeget af Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kan Landbrugsstyrelsens dispositioner blive kostbare for Danmark.

Det er Avisen Danmark, der via et aktstykke i Folketingets Finansudvalg har afdækket hvordan der er lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

Landbrugsstyrelsen har i strid med EU’s regler i perioden 2015-2019 udbetalt 287 mio. kr. for meget til visse danske landmænd, mens andre har fået udbetalt 286 mio. kr. for lidt.

EU skal have sine penge tilbage, og det skal de landmænd, som har fået for lidt, også. Man kan ikke afkræve af de landmænd, som har fået for meget, at de skal betale det overskydende tilbage. Det vurderer Kammeradvokaten. Pengene må derfor hentes i statskassen. Tilsvarende kan man ikke pålægge EU at betale de landmænd, som har fået for lidt. Det får skatteyderne også lov til.

Den danske stat har også tidligere været tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen.  I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Andre problemer

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed.

Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et decideret latterligt jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed.

Udflytning

Ligesom mange landbrugsejendomme under Landboreformerne fra 1700 til 1850 måtte flytte fra landsbyerne og ud på de nye marker, måtte Landbrugsstyrelsen også leve med følgevirkningerne af den store udflytning af statslige arbejdspladser i 2016.

Landbrugsstyrelsen flyttede 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.