Risikostyring i Finanssektoren

Nationalbanken har torsdag den 1. december 2022 udgivet sin halvårlige analyse af stabiliteten i den finansielle sektor.

Som led i analysen gennemfører Nationalbanken en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter, hvor bankernes kapital sammenholdes med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Er skrækscenariet realistisk?

Ifølge analysen er Nationalbankens skrækscenarie, at boligpriserne falder med 27 procent over tre år, mens ledigheden vokser med 6,5 procentpoint over to år.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank og de ikke-systemiske banker: Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel og Den Jyske Sparekasse.

Stigninger i kapitalkravene siden finanskrisen har styrket bankernes evne til at absorbere kredittab. Blandt andet blev der efter finanskrisen indført et krav om opbygningen af ”kontracykliske kapitalbuffere”, der kan ses som bankernes milliardopsparing til svære økonomiske tider. I foråret 2022 blev det politisk besluttet at øge kapitalkravet til det højst mulige niveau på 2,5 procent af egenkapitalen fra marts 2023.

Selvom der ifølge Nationalbanken ikke aktuelt er tydelige tegn på, at flere virksomheder og private husholdninger misligholder deres lån, bør kapitalkravet fastholdes.

Stigende udgifter til lån, energi og forbrugsvarer gør nogle boligejere sårbare, særligt hvis de mister deres arbejde. Det øger risikoen for misligholdte lån. Kombineret med faldende ejendomspriser vil det føre til kredittab i bankerne.

Behov for risikostyring

De svagere økonomiske udsigter understreger ifølge Nationalbanken, at der er behov for forsigtighed i institutternes kapitalplanlægning og generelt behov for bedre polstring.

Blandt danske virksomheder, kan særligt nogle mindre virksomheder blive udfordret af stigende omkostninger og faldende omsætning fra aftagende forbrugerefterspørgsel. Det kan især give tab i de mellemstore banker, der har mange udlån til denne type virksomheder.

Selvom udsigten til højere kredittab i bankerne kommer efter en lang periode med lave kredittab, er det Nationalbankens opfattelse, at de store danske banker er underfinansierede.

Alle banker skal leve op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer. Nationalbankens stresstest af bankerne viser imidlertid, at enkelte store kreditinstitutter i en hård recession kommer tæt på kravene til kapitalbuffere.

Bankerne skal også leve op til det gældende gearingskrav, som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Konsekvenser hvis kravene ikke opfyldes

Hvis en af de større banker i en given situation ikke måtte leve og til gearingskravet om at kernekapitalen skal udgøre mindst 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver, vil det udløse en række restriktioner – banken vil få en kort frist til at få orden i sagerne, og i mellemtiden har man ikke lov til at udbetale bonusser og udbytte til aktionærerne. Lykkes det ikke at leve op til gearingskravet, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nedskrivningsegnede passiver

Nationalbanken opfordrer derfor alle banker til nøje at overveje, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede.

Ifølge Nationalbanker er det vigtigt, at de systemisk vigtige banker ikke kommer i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned, uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, så bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det bliv e meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Baggrund for Nationalbankens betimelige advarsler

Hverken EU-Kommissionen, Nationalbanken, Finanstilsynet, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen og andre, der beskæftiger sig med finansmarkederne, har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

I Danmark bukkede Roskilde Bank som den første under i august 2008.

Insolvente banker

Senere viste det sig, at flere banker ikke kunne leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især håndværkere og små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet.

Derfor – var der politisk enighed om – måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.