Venstre-Regeringen har selv ingen planer om at fjerne hverken blasfemi-paragraffen eller den omdebatterede racismeparagraf i straffeloven.

Politisk flertal vil kulegrave racisme-paragraffen

Spørgsmålet er da også om det Konservative Folkeparti igen skal løbe efter en folkestemning? Racisme-paragraffen – §266b i straffeloven – er aktuel, efter at en mand blev dømt for racisme i sidste uge. Retten i Helsingør dømte en mand fire dagbøder for i et Facebook-opslag at have skrevet, at islam vil ”misbruge demokratiet til at afskaffe demokratiet”. Sagen har fået et politisk flertal til at støtte, at paragraffen kulegraves af Straffelovrådet, som skal undersøge, om racismebestemmelsen virker efter hensigten. Kulegravningen vil snarest blive foreslået i Folketinget af Dansk Folkeparti, der har opbakning fra Socialdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Konservative og Alternativet. Regeringspartiet Venstre har til JyllandsPosten udtalt, at de ikke vil modsætte sig forslaget.

Straffelovrådet

Straffelovrådet har tidligere nøje overvejet en ophævelse af blasfemiforbuddet i straffeloven. Blasfemiparagraffen er det populære navn for § 140 i den danske straffelov. Der står følgende i paragraffen: »§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.« Paragraffen har kun en gang ført til en domsfældelse. Det var i 1938 i en sag om forhånelse af den jødiske tro.

Racismeparagraffen er straffelovens § 266b: Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Paragraffen har gennem årene ført til ganske mange politianmeldelser, der mere sjældent har ført til tiltalerejsning eller dom. De manglende straffe kan bevirke, at paragraffen dermed er med til at hånlige ytringer – som den egentlig skulle modvirke – blåstemples. Det skal dog ikke glemmes, at baggrunden for paragraffen også er et ønske om udvidet beskyttelse af mindretal imod had, på baggrund af forkerte oplysninger baseret på generaliseringer.

Angående blasfemi fandt Straffelovrådet, at blasfemiforbuddet ikke hindrer skarp kritik af religioner og religiøse dogmer, men beskytter mod afbrændinger af eksempelvis Bibelen, Koranen og andre hellige bøger. Hvis paragraffen fjernes, vil myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger.

Muhammed-sagen

Lad os i anledning af den aktuelle debat om ytringsfrihedens eventuelle grænser se lidt nærmere på paragraffen: Efter straffelovens § 140 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse. Bestemmelsen er placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), er omfattet af bestemmelsen. Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Thorsen og blasfemiparagraffen

I 1980’erne vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi og magtfordrejning, der omfattede farverige personer som Jens Jørgen Thorsen, Arne Melchior og Ole Andresen fra DSB. For de historisk interesserede skete der følgende: Arne Melchior, der var trafikminister i Schlüters Firkløverregering, gjorde sig i 1984 ifølge Ombudsmanden skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage. Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag. Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Én ting stak ud. Sådan lige omkring hoftehøjde på den korsfæstede mand på Birkerød Station. Et stort erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag. DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der som beskrevet betragtede opsigelsen af avisabonnementet som magtfordrejning og opfordrede til at omgøre beslutningen. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

Tilbage til den aktuelle debat om ytringsfriheden:

Det Konservative Folkeparti har i sit 100-års jubilæumsmanifest: Vision 2034 – Et Danmark med mere tryghed og flere muligheder et afsnit: ”Farvel til racisme- og blasfemiparagrafferne Langt fra alle konflikter løses via straf og lovgivning. Nedsættende og kraftige ytringer henvendt til en bestemt gruppe i samfundet skal enten mødes med tavshed eller de rette argumenter – ikke vores domstole. Den eneste undtagelse er, når der opfordres til voldelige handlinger. Forbud mod at ytre sig hører ganske enkelt ikke hjemme i et ordentligt samfund. Derfor er racisme og blasfemiparagrafferne afskaffet i 2034. Til gengæld er danskernes værdier om samtale og demokrati så stærke, at civilsamfundet altid taler racisme midt imod”.

Som det også er fremgået af debatten i anledning af Helsingør-dommen mener kritikere af racisme- og blasfemiparagrafferne, at det er en markant begrænsning af ytringsfriheden, at man ikke må kritisere en befolkningsgruppes tro eller etnicitet.

Det er for så vidt også fint, at Det Konservative Folkeparti går ind for ytringsfrihed; Ytringsfriheden er måske vigtigste forudsætning for den form for demokrati vi bekender os til!

Men er det ensbetydende med, at rammerne for ytringsfriheden ikke kan reguleres?

Der er jo tale om en form for minoritetsbeskyttelse – en beskyttelse af den svage part mod den stærke. Det er vel så Konservativt det kan blive – eller hvad?

Den dystre økonomiske situation i 2008 var utvivlsomt en stor ulempe for den republikanske kandidat John McCain. Tilsvarende antages det, at den moderate vækst i økonomien i 2012 var en fordel for Barack Obamas genvalg. Hvis tilsvarende forhold gør sig gældende med præsidentvalget i år, vil den generelle økonomi måske forblive et relativt ”neutralt” emne i valgkampen, og andre faktorer vil have større indflydelse på udfaldet. Omvendt – hvis uroen på de internationale finansielle markeder og krisen i Kina og andre vækstøkonomier, kommer til at øve negativ indflydelse på den økonomiske situation i USA, kan økonomien meget vel gå hen og blive et ”hot” issue, der vel at mærke især vil være til ulempe for kandidater fra den nuværende præsidents parti.

Det bør derfor indgå i Hillary Clintons aftenbøn, at den nuværende moderat gunstige udvikling i den amerikanske økonomi fortsætter.

Janet Yellen

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder foreløbig fast i opfattelsen af, at den amerikanske økonomi er i god gænge, og centralbanken regner fortsat med kommende, gradvise rentestigninger. Sådan lød meldingen fra Federal Reserve-chefen Janet Yellen til medlemmerne af den amerikanske kongres. Centralbankchefen skal stå skoleret over for kongressen 2 gange om året. Onsdag den 9. februar kl. 10 lokal tid skete det foran et panel Repræsentantenes Hus under ledelse af Texas-republikaneren Jeb Hensarling, hvor Yellen efter sit indledende statement besvarede spørgsmål. Torsdag den 10. februar var det så Senatets tur, hvor Yellen fremstillede sig i senatets Banking Committee, hvor formanden er Alabama-republikaneren Richard Shelby.

Grundlaget for Yellens meldinger til kongressen var drøftelserne og konklusionerne på mødet 26. -27. januar 2016 i den amerikanske centralbanks Federal Open Market Committee, FOMC.

Den 17. februar 2016 offentliggjorde centralbanken referatet fra mødet, og vi fik dermed bekræftet, at Yellens status over den amerikanske økonomi ikke er entydig positiv. Uroen på de globale finansielle markeder udløst af faldende oliepriser og usikkerheden om væksten i Kina kan ifølge FOMC også true vækst og jobskabelse i USA – og dermed udsætte de bebudede renteforhøjelser.

Beskæftigelse og inflation

Den amerikanske centralbank styrer pengepolitikken efter 2 hovedhensyn: beskæftigelsen og inflationen. Selvom jobskabelsen i januar på godt 150.000 nye jobs var lidt mindre end håbet på, er ledigheden i USA nu nede på 4,9 pct. og dermed tæt på fuld beskæftigelse. Inflationen ligger endnu noget under målet på 2 pct., men centralbanken mener, at effekten af de lave energipriser og den stigende dollarkurs vil aftage samtidig med at der vil komme et vist lønpres, der igen vil påvirke inflationsniveauet. Siden Yellens rapport til kongressen er der endvidere kommet nye positive tal for den amerikanske industriproduktion i januar måned. Produktionen steg med hele 0,9 pct. i forhold til december 2015 og januar havde dermed den største månedsstigning siden maj 2010.

Forventning om rentestigning

Efter syv år med nul-rente hævede Federal Reserve i december 2015 renten med 0,25 procentpoint. Dengang var forventningen yderligere gradvise rentestigninger i 2016. Det er stadig forventningen. Den næste renteforhøjelse kan komme i marts, hvor Federal reserve holder møde 15. – 16. marts, men Yellen understreger, at pengepolitikken ikke er låst, men fortsat vil være indrettet på at understøtte væksten i amerikansk økonomi. Skuffende tal for produktion, privatforbrug og beskæftigelse kan derfor føre til renten ikke forhøjes. Nogle medlemmer af Federal Open Market Committee forudsætter klare tegn på stigende inflation før de kan anbefale renteforhøjelser.

Amerikanske statsobligationer er ”safe haven”

Den amerikanske pengepolitik og den relativt gunstige udvikling i USA har betydet, at flere og flere vælger at placere deres midler i amerikanske statsobligationer, der i øjeblikket betragtes som ”safe haven”. Kursen på disse papirer stiger derfor og renten falder samtidig med at kurserne på aktier skrider. Det må samtidig forventes at dollarkursen i forhold til f.eks. euro fortsat vil stige. Faldende aktiekurser Det globale aktieindeks (MSCI ACWI Index) er faldet med 10 pct. siden Nytår og aktiekursen for de største virksomheder (S&P 500) er faldet med omkring 9 pct. Som bekendt ligger olieprisen på omkring 30 dollar eller under sammenlignet med en pris på over 50 dollar på samme tid sidste år.

Betydning for Danmark

Den positive økonomiske udvikling i USA er godt nyt for Danmark og sammen med den højere dollarkurs vil det have en positiv virkning på eksporten. Samtidig er væksten i Danmark og i Europa meget svag og udsigterne for det kommende år er ingenlunde positive. Den europæiske centralbank har derfor ikke planer om at hæve renteniveauet i euro-zone. Alligevel vil udviklingen i USA smitte af på det danske og de europæiske aktiemarkeder, hvor kurserne formentlig fortsat vil falde.

Kan centralbankerne gøre noget?

Den Europæiske Centralbank, ECB, har siden januar 2015, pumpet 60 milliarder euro ind i økonomien hver måned i håbet om, at det kan sætte gang i den økonomiske vækst. Den såkaldte kvantitative lempelse eller Quantative Easing, QE, blev iværksat i Europa efter at den amerikanske centralbank havde praktiseret metoden siden 2010 og Bank of England senere. I efteråret 2014 var inflationen nede på omkring 0 pct. EU-landene havde ikke været i nærheden af målsætningen om 2 pct. inflation i flere år, og der var ikke meget, der tydede på stigende inflation. Iværksættelsen af QE var derfor et forsøg på med lav rente og gode udlånsmuligheder at sparke gang i økonomien, så der kom flere i arbejde, priser og lønninger ville stige og inflationen komme tæt på 2 pct. Men det er først og fremmest finanssektoren, der har fået glæde af de mange milliarder euro, der er blevet sendt til dem fra ECB. De europæiske aktiekurser er steget, og renterne på statsobligationer er faldet. Det positive er, at kursen på euro er faldet i forhold til dollar, men QE er i praksis kun i begrænset omfang blevet omsat til udlån til virksomheder med solide projekter, der kunne skabe arbejdspladser og vækst. I et vist omfang har pengerigeligheden ført til decideret uproduktive investeringer i bl.a. ejendomsmarkedet. Uproduktive fordi investeringerne og prisstigningerne næppe vil forøge produktionspotentialet.

Virker ”bazookaen” – eller kan pengepolitik kun bruges til at bremse økonomien?

Kvantitativ lempelse er kontroversielt blandt økonomer. Påstanden er, at virkningen på realøkonomien er tvivlsom og under alle omstændigheder kortvarig. Med et renteniveau, der i forvejen er i bund og økonomier der er præget af stagnerende efterspørgsel, fører QE blot til inflaterede værdier på aktier, obligationer og andre finansielle fordringer. Bør der lægges mere vægt på aktivitetsskabende finanspolitik? Nogen mener også, at den overdrevne vægt på pengepolitikken svækker regeringers incitament til at føre en mere ekspansiv finanspolitik og gennemføre pinagtige, men nødvendige reformer i de offentlige sektorer, på arbejdsmarkedet og med sigte på generelt at øge konkurrencen i økonomien. Den amerikanske centralbank indstillede allerede sidste år QE og de massive opkøbsprogrammer, centralbankchef Bernanke havde iværksat. Den nye centralbankchef Janet Yellen, syntes at være af den opfattelse, at den amerikanske økonomi nu er i så god gænge, at QE har udspillet sin rolle, og at tiden er inde til gradvise renteforhøjelser. I Europa er der i finanskredse voksende bekymring for QE-politikkens bivirkninger, men den europæiske centralbankchef, Mario Draghi, ryster ikke på hånden, men forsikrer, at ECB ikke har planer om at fravige QE-politikken – ”Bazookaen” er langt fra tømt, må man forstå.

Det internationale kreditvurderingsbureau Moody’s har lørdag den 13. februar meddelt, at Dong Energys kreditværdighed måske forringes. Moody’s oplyser, at beslutningen om at sætte Dong Energy under skærpet observation afspejler DONGs eksponering til svækkede markeder for råvarer og energi, der på sigt kan betyde lavere indtjening i selskabet.

Oliepriserne

Oliepriserne er faldet betydeligt i de seneste måneder og nu nået et niveau, der ikke er set siden 2003. Moody’s egne forventninger er en pris på Brent-olie på 33 dollar/tønde i 2016, men stigende til 53 dollar/tønde i 2020.

Gaspriserne er faldet med 17 pct. i løbet af de seneste tre måneder. Faldet afspejles umiddelbart i elpriserne i Storbritannien, som er faldet med 11 pct. i samme periode, og forventningen er yderligere prisfald.

Det er Moody’s opfattelse at Dong Energy er særdeles sårbar over for ændringer i olie- og gaspriserne. Moody har noteret, at Dong i det nyligt offentliggjorte 2015-regnskab har foretaget nedskrivninger på 17 milliarder kr., hvor 15.8 milliarder direkte er relateret til faldet i olie- og gaspriser og nedskrivninger på værdien af reserver.

Børsnoteringen

Moody har noteret, at Dong vil beholde Olie & Gas som en del af den børsnotering, der planlægges til 1. kvartal af 2017. I observationsperioden vil Moody især nøje følge Dongs bestræbelser på at begrænse risikoen i olie- gassektoren. Moody oplyser endvidere, at Dong Energys rating på Baa1 er en tand bedre end den såkaldte Baseline Credit Assessment (BCA) på Baa2, der afspejler muligheden for støtte fra majoritetsejeren, Kongeriget Danmark, der har stabil rating på Aaa.

Det forlyder, at Dong Energy er i færd med at gøre sig attraktiv som dansk “folkeaktie”. Det giver kun mening, hvis man i selskabet er begyndt at tvivle på den seriøse interesse i børsnoteringen fra seriøse internationale investorer.

Kan regeringen virkelig bifalde, at danske småsparere lokkes til at investere i olie-, energi- og gassektoren, der ud fra enhver betragtning anses for at forbundet med ekstrem høj risiko?

Vil vi se en gentagelse af aktietegningen i HAFNIA? Har man slet ikke lært af det skandale- og konkursramte olieselskab OW Bunker, der gik på børsen med et prospekt, der var voldsomt kritisabelt.

Øgede finansieringsomkostninger?

På den korte bane, vil en nedgradering fra Moody´s betyde, at Dong Energys finansieringsomkostninger stiger.

Det danske Udenrigsministerium befinder sig i en eksistentiel krise. I stedet for fokus på fremme af vækst og handel har ministeriet prioriteret arabiske initiativer, homoseksuelle og kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder. Projekter, der enten er kørt helt i hegnet eller i hvert fald ikke har fremmet Danmarks nære interesser. Tidligere udenrigsministre i alliance med politikere, der aspirerede til udenrigsministerposten, i sammenslutningen af ”Udenrigsministeriets venner” har samtidig holdt hånden over det i forhold til landets størrelse grotesk overdimensionerede Udenrigsministerium.

Den tidligere regerings besparelser

Alligevel blev Udenrigsministeriet allerede i 2014 under den tidligere regering som led i Finanslovsaftalen med SF og Enhedslisten pålagt at spare 1,5 mia. kr. på bistandsrammen i 2015. Baggrunden var de allerede dengang stærkt stigende og u-finansierede udgifter til flygtningeområdet. Daværende udenrigsminister Martin Lidegaard måtte sammen med den joviale udviklings- og handelsminister, Mogens Jensen, gøre gode miner til slet spil, tie og overlade protesterne til de statssubsidierede bistandsorganisationer. Folkene i Udenrigsministeriet (af kollegerne på Slotsholmen kaldet ”blåfrakkerne” og ”lakskoene”) gik imidlertid urolige rundt på gangene på Asiatisk Plads og begyndte at regne på konsekvenserne. Umiddelbart skulle man tro, at besparelserne på udviklingsrammen ikke ville berøre den ”normale” udenrigstjeneste. Men tjenesten blev ramt! Og hårdt fordi Udenrigsministeriet i mange år har beregnet sig et klækkeligt overhead for at administrere støtten til verdens allerfattigste mennesker. Finansloven for 2015 betød derfor, at – ud over beskæringen af ulandsrammen – blev Udenrigsministeriet pålagt at spare 140 millioner kr. frem til 2018.

Overhead-finten og OECD-reglerne

OECDs udviklingskomité, Development Assistance Committee, har faktisk i de såkaldte DAC-regler tilladt at et vist overhead indgår i den opgørelse af udviklingsbistanden, der indberettes til OECD. OECD har imidlertid ikke fastlagt detaljerede regler, og beroet på medlemslandenes sømmelige tilbageholdenhed. Nærmere i f.eks.”Converged statistical reporting directives for the creditor reporting system (crs) and the annual dac questionnaire”.

Lakskoene og Lidegaard

”Lakskoene” blev igen rystet, da statsminister Helle Thorning-Schmidt sammen med den øvrige socialdemokratiske top som led i valgkampen i forsommeren 2015 – og igen nødvendiggjort af flygtningeudgifter ude af kontrol – bebudede, at stigningen i den danske bistand skulle sættes helt i bero. Det havde ellers været SR-regeringens erklærede mål, at ulandsbistanden skulle opjusteres, så ”den over en årrække kommer tilbage på 1 procent af BNI” mod de godt 0,8 procent, den udgjorde i 2015. Besparelsesforslaget var ikke groet i den radikale baghave, men Martin Lidegaard måtte igen udadtil forholde sig passivt. Mogens Jensen gjorde sig – med besvær – helt usynlig. Først da Venstre under valgkampen annoncerede, at ulandsbistanden skulle reduceres med 2,6 milliarder kroner til 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten, BNI, reagerede Martin Lidegaard: Visse avisredaktioner kom på mystisk vis i besiddelse af Udenrigsministeriets interne beregninger, der viste at udenrigstjenesten på grund af overhead-finten og reglerne om statens budgetter skulle spare op mod 130 millioner kroner om året, hvis Venstre-forslaget blev gennemført.

Hvordan gik det så?

Aftalen om finansloven for 2016 indebar som bekendt at udviklingsbistanden blev beskåret ikke med 2,6 men med omkring 2,9 mia. kr. Besparelsen på udviklingsbistanden betød umiddelbart lukningen af tre ambassader i hhv. Nepal, Mozambique og Bolivia. Desuden lukker man ambassadekontoret i Zimbabwe. Besparelserne betyder også, at selve udenrigstjenesten som følge af overhead-finten med at skumme omkring 7 pct. af udviklingsbistanden til ”administration” skal spare 200 mio. kr., og det nødvendiggør, at hver 10. stilling nedlægges. Udenrigsministeriet omorganiserer, effektiviserer og prioriterer Netavisen Altinget har udførligt refereret fra den orientering om masterplanen for imødekommelse af sparekravene, medarbejderne modtog den 3. februar 2016. Planen iværksættes den 1. marts og fokuserer på tre områder: Omorganisering, effektivisering og prioritering. Ved omorganiseringer er der allerede fundet ca. 100 årsværk gennem nedlæggelsen af fire repræsentationer og nedprioriteringerne i bistandsarbejdet på tre andre. I hjemmetjenesten nedlægges syv kontorer, mens to nye opstår. UFT (Udviklingsfaglig Tjeneste) nedlægges. Man har allerede skåret afdelingen ned fra 40 til 30 med arbejdere og de resterende medarbejdere flyttes ud på ambassaderne eller til landekontorerne hjemme eller flyttes til Danidas økonomikontor, som bliver styrket.

Effektiviseringer, forenkling af arbejdsgange og beslutningsprocesser ventes at give besparelser på 39 årsværk.

Gennem prioritering og fokusering findes ca. 50 årsværk. Udenrigsministeriet skal ikke længere strategisk beskæftige sig med nedrustning eller Balkan-området. Naboskabsprogrammet skal kun fokusere på Ukraine og Georgien. Dermed vil man ikke længere støtte projekter i Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Hviderusland eller Moldova. Det Arabiske Initiativ skærer ned på lande. Så man går fra syv til fire lande, der skal støttes under Det Arabiske Initiativ. Ministeriet vil også skære ned på sit arbejde inden for miljø-, klima- og energibistanden. Desuden vil ministeriet neddrosle det internationale ligestillingsarbejde, CSR-rådgivningen og terrorforebyggelse.

Besparelserne på Det Arabiske Initiativ (DAI) har allerede givet anledning til ramaskrig og protester fra såkaldte Mellemøsten-eksperter, men mon ikke der kan ventes reaktioner også fra ligestillingsfortalere, kredse der arbejder med CSR, Corporate Social Responsibility og fra terroreksperter.

Der spares på Mellemøsten og terrorforebyggelse, men sættes ind mod finansiering af international terrorisme

Til de mange, der er optaget af terror, kan Berlingske Tidende den 7. februar 2016 oplyse, at den tidligere chef for PET fra den 15. marts 2016 i udenrigsministeriet ”får til opgave at sætte en stopper for både international terrorisme og finansieringen af denne”. Det bemærkelsesværdige er dels opgavens monumentale omfang men tillige, at det netop var svigt i forbindelse med terrorangrebene i København 14. og 15. februar 2015, der førte til PET-chefens fjernelse.

Mange års kreativ bogføring i Udenrigsministeriet

Netavisen Altinget beskriver den 13. februar 2016 den gamle overhead-finte under overskriften: Udenrigsministeriet beskyldes for ”kreativ bogføring”. I artiklen beskrives hvordan kerneopgaver i Udenrigsministeriet finansieres af udviklingsbistanden, selvom de ingenting har med bistand at gøre. Angiveligt er en række ordførere blevet chokeret over, at besparelserne på udviklingsbistanden betyder, at selve udenrigstjenesten som følge af overhead-finten skal spare 200 mio. kr., og at det derfor er nødvendigt at nedlægge et stort antal stillinger.

Det kan til nød forstås, at Udenrigsministeriets mangeårige kreative bogføring kommer helt bag på visse nye og uerfarne ordførere i Folketinget. Det er til gengæld helt uforståeligt, at såkaldte erfarne forskere på Københavns Universitet (Martin Marcussen) og DIIS (Adam Moe Fejerskov) bidrager til Altingets fremstilling af overhead-finten, som noget den nuværende regering skulle have opfundet.

Kan det virkelig være rigtigt, at Udenrigsministeriet med et kæmpebudget er nødlidende?

Selvfølgelig ikke – det burde ikke være noget problem for ministeriet at imødekomme nye udfordringer gennem besparelser, omprioriteringer og fokusering inden for udenrigsministeriets kæmpebevilling. Udenrigsministeriet har i mange år med støt stigende bevillinger til udviklingsbistand som følge af overhead-finten kunne ”skumme” 5 – 7 pct. af bevillingerne til verdens fattigste til brug i den almindelige udenrigstjeneste.

Udenrigsministeriet burde ligesom andre ministerier for længst have været underkastet en grundig budgetanalyse af mulighederne for effektiviseringer, fokusering, rationaliseringer og besparelser. Der er oplagte lavt hængende frugter ved større samarbejde med EU’s fælles udenrigstjeneste, ved ambassadelukninger i EU-lande, ved større samarbejde med de andre nordiske lande, ved at vurdere ambassadørernes residenser, lukrative udetillæg, tilskud til tjenestefolk m.v.

Meget betimeligt, har statsminister Lars Løkke Rasmussen igangsat et kritisk serviceeftersyn af Danmarks samlede engagement i udlandet. Ambassadør Taksøe-Jensens ”samlede strategiske bud på en koordinering eller samtænkning af Danmarks udenrigs-, forsvars, handels-, bistands- og sikkerhedspolitik” ventes at foreligge inden 1. maj 2016.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er udsat for kraftig kritik og beskyldes for at være marionetdukke for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Kritikken kommer fra oppositionspartierne SF og Socialdemokraterne, men landbrugsordføreren fra Det Konservative Folkeparti har også ment, at ministerens ageren var ”udemokratisk”.

Kritikkens baggrund

Baggrunden for den voldsomme kritik er ifølge dagbladet BT, at ministeriets kommissorium for en ny vandløbsarbejdsgruppe, der skal se på nye retningslinjer for kommunernes vedligeholdelse af vandløb, er kopieret fra Bæredygtigt Landbrug. Ifølge BT vil Bæredygtigt Landbrug have kommunerne til at følge nye og for landbruget langt mere gunstige retningslinjer, når de renser vandløbene.

Fødevareministeren har på intet tidspunkt benægtet, at hun har lyttet til argumenter fra såvel landbruget som de ”grønne” organisationer. Den voldsomme opmærksomhed skyldes, at sagen rammer direkte ned i en årelang debat om den rette definition af bæredygtighed, hvor landbrugets organisationer har kritiseret skiftende regeringer for at ligge under for natur- og miljøorganisationers ensidige fokus på miljømæssig bæredygtighed. Landbrugets (og fiskeriets) organisationer har hidtil forgæves prøvet at gøre opmærksom på de økonomiske og sociale aspekter af bæredygtighed.

Landbrugets betydning

Fødevare- og landbrugssektoren er af afgørende betydning for Danmarks eksportindtjening. I 2015 blev der eksporteret for knap 160 mia. kr. Det svarer til omkring en fjerdedel af Danmarks vareeksport. Med turbulente internationale markeder er der samtidig behov for at bevare fokus på eksportindsatsen, og herunder at styrke arbejdet med at åbne adgang til nye markeder. Her er Danmarks høje niveau for fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og dyrevelfærd vigtige konkurrenceparametre for danske fødevarevirksomheder. Fødevaresektoren er med 140.000 ansatte også af stor betydning for beskæftigelsen – ikke mindst i dele af landet, hvor udbuddet af arbejdspladser er begrænset.

Aftale om en fødevare- og landbrugspakke

Venstre-regeringen, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance indgik lige før jul en aftale om en omfattende fødevare- og landbrugspakke. Partierne er med aftalen enige om at gennemføre en række konkrete initiativer, herunder et paradigmeskifte for miljøreguleringen af landbruget, for at gøre fødevare- og landbrugserhvervet bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, samt medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark – i bæredygtigt samspil med natur og miljø. Initiativerne i Fødevare- og landbrugspakken bidrager samlet set med godt 1 mia. kr. i strukturelt BNP og et løft i miljøtilstanden i 2021.

Hele aftalen kan læses her.

Med fødevare- og landbrugspakken sikres væsentlige strukturelle forbedringer for landbruget. Det medvirker til at skabe bedre mulighed for, at landbruget kan arbejde sig ud af krisen og dermed danne grundlag for en sund og mere bæredygtig finansieringssituation. Dette vil også give et forbedret grundlag for, at erhvervet kan foretage de nødvendige investeringer i vedligehold og udvikling af produktionsapparatet. Miljøreguleringsdelen af aftalen har givet anledning til en intens vandløbs-debat, hvor landbrugets behov for dræning og afvanding står over for naturorganisationers interesse i vandløbenes flora, fauna og biodiversitet.

Nødvendigt at sikre fiskeri, landbrugs- og fødevareerhvervene bedre rammer

Venstre-regeringen markerede fra begyndelsen, at den ville sikre en fornuftig balance mellem på den ene side miljø- og naturhensyn og på den anden side landbrugets og fødevareklyngens – herunder fiskeriets – udviklingsmuligheder. Derfor blev opgaverne samlet i et Miljø- og Fødevareministerium med den erfarne Eva Kjer Hansen i spidsen.

Ministeriets foreløbige resultater er positive. Ministeren skal indstille sig på fast arbejde som brandslukker på fødevareområdet – alle rådne økologiske ænder og listeriabefængte rullepølser ender uvægerligt på hendes bord. Aftalen om en ganske omfattende fødevare- og landbrugspakke er til gengæld et resultat med perspektiv. At Socialdemokratiet ikke ville være med i aftalen kan kun forklares med, at taktiske hensyn og forholdet til den øvrige venstrefløj har overskygget sagligheden.

Kritik af den tidligere regerings landbrugspolitik

Det var ifølge landbrugsorganisationerne Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug og fiskeriets organisationer på høje tid at der blev gjort noget. Den tidligere regerings landbrugs- og fiskeripolitik var i realiteten ikke eksisterende. Skiftende fødevareministre levede ikke op til deres egentlige opgave: at skabe gode rammer for udviklings- og vækstorienterede fødevareerhverv, forvalte naturressourcer ansvarligt og højne fødevaresikkerhed, forbrugernes valgmuligheder og sunde kostvaner.

I fødevareerhvervene havde der været voksende utilfredshed med, at Mette Gjerskov og Dan Jørgensen ikke passede deres arbejde, men var mere optaget af alle mulige andre gøremål. Eksemplerne er mange: Gjerskov var alene optaget af økologi og hundelovgivning, og Dan Jørgensen definerede sig selv som madminister og modstander af dyresex. Dan Jørgensen manifesterede sin madinteresse med etableringen af en ”Måltidstænketank”, og han belærte danskerne om, at vi burde spise ”sammen”, ”sundt” og på en måde, der ”redder” verden. Dan Jørgensen tog også initiativ til med et betydeligt forbrug af offentlige midler at kåre danskernes ”nationalret”. Jørgensen markerede sig desuden med en ny handlingsplan for lyst- og fritidsfiskeri og et forbud mod brug levende agnfisk. Samtidig har landbrugets organisationer ærgret sig over, at Dan Jørgensen i sin ministertid var helt uinteresseret i fødevareerhvervenes muligheder for at bidrage til vækst, eksportindtjening og beskæftigelse i det danske samfund. Hårdtarbejdende landmænd og fiskere blev tvunget til at følge selfies af en fødevareminister, der var mere optaget af spisevaner og nationalretter, mens den økonomiske kollaps truede erhvervene og folk led af fødevarebårne sygdomme.

Miljøpolitikken

Miljøministrene under den tidligere regering – Ida Auken (SF) fra 2011 til februar 2014 og Kirsten Brosbøl (S) fra 2014 til juni 2015 – blev i landbrugskredse betragtet som decideret landbrugsfjendske. Kritikken har gået på at, at ministrene blindt henholdt sig til politikker udarbejdet af Miljøministeriets manipulerende embedsmænd i tæt samarbejde med grønne organisationer og uden videnskabeligt belæg. Erhvervene kritiserede, at erhvervene blev underlagt miljøplaner, der begrænser erhvervene uden at der blev foretaget beregninger af konsekvenserne. Landbrugsorganisationerne har samtidig været af den opfattelse, at Danmark har verdens reneste landbrug.

Vækstpakke ikke implementeret

Mens Dan Jørgensen var fraværende udviste Vækst- og erhvervsminister Henrik Sass Larsen faktisk større interesse for fødevareerhvervenes udviklingsmuligheder. Besindige kræfter i Socialdemokratiet indså, at udviklingen var helt uholdbar. På den baggrund indgik regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti faktisk den 2. april 2014 en aftale om en vækstplan for fødevarer. Aftalen omfattede en række konkrete initiativer for at sikre en bæredygtig udvikling i det danske råvaregrundlag samt styrke landbrugets og fødevaresektorens konkurrenceevne. Desværre blev aftalen aldrig implementeret.

Kontrollen med levnedsmidler

Der bør også mindes om, at problemet med husdyr MRSA voksede sig stort i Dan Jørgensens ministertid. Smittespredningen fra dyr til mennesker blev et meget alvorligt problem, og omfanget af MRSA i husdyrbesætninger er voksende, og multiresistente bakterier er en stor udfordring for sundhedsvæsenet. På fødevareområdet er fødevaresikkerheden samtidig truet af campolybacter, listeria og salmonella. Dan Jørgensen burde fra dag 1 have koncentreret sig om at få levnedsmiddelkontrollen og Fødevarestyrelsen til at fungere. Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen må i flere år have haft viden om, at der overhovedet ikke er sammenhæng mellem levnedsmiddelkontrollens faktiske intensitet og det reelle behov. Nedlæggelsen af Fødevareministeriet som selvstændigt ministerium er en logisk konsekvens af den politisk negligering af landbrugs- og fiskeripolitikken.

Venstre og borgerlige partiers politiske aftale

Allerede den 25. november 2014 blev det i 16 punkter konkretiseret, hvad Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti efter regeringsskiftet ville gøre for at forbedre erhvervenes rammevilkår og styrke konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse. Den nye aftale fra december 2015, som også støttes af Liberal Alliance, omfatter 30 konkrete initiativer, der vil skabe jobs i egne af Danmark, der virkelig trænger. Aftalen vil også bidrage til at bevare slagterijobs i Danmark. Aftalen omfatter initiativer på følgende områder: • Bæredygtigt grundlag • Øget råvaregrundlag • Styrket konkurrenceevne • Udvikling af fremtidens fødevareproduktion • Fremsynet eksportindsats

Aftaleparterne regner med, at aftalen vil skabe ro om de langsigtede rammevilkår for landbruget. Samtidig sikres det, at miljøindsatsen løftes i de områder, hvor der er behov for det.

Aftaleparterne er enige om, at den fremadrettede regulering på det kontroversielle kvælstofområde er forligsområde, hvor ændringer forudsætter enighed mellem partierne. Udgifterne til Initiativerne i Fødevare- og landbrugspakken vil i de næste 5 år løbe op i knap 2 mia. kr., der finansieres inden for den afsatte finanslovsreserve til fødevare- og landbrugsinitiativer på i alt 300 mio. kr. i 2016-2019, omprioriteringer inden for landdistriktsprogrammet 2017-2020 og finanslovsreserven til kvælstofindsatser.

Det globale perspektiv

På trods af de aktuelle udfordringer tegner der sig også nye muligheder for det danske landbrugs- og fødevareerhverv. Det gælder bl.a. potentialerne for såvel væksten i erhvervet som for miljøet ved en ny, faglig og mere målrettet miljøregulering i Danmark. Der er således mulighed for øget afsætning på det hastigt voksende globale marked for fødevarer og fødevareteknologi. En udvikling der i høj grad er drevet af økonomisk vækst og en stadigt større verdensbefolkning. Særligt da en stadigt voksende global middelklasse forventes at udgøre 5 mia. mennesker allerede i 2030 mod ca. 2 mia. i dag. Det betyder, at den globale fødevareefterspørgsel forventes at vokse betydeligt.

Samtidig er verdens natur og miljø under pres.

Stigende befolkningstal skaber øget efterspørgsel efter fødevarer, rent drikkevand og andre vigtige ressourcer, som udgør grundlaget for vækst og velfærd. Klimaforandringer nødvendiggør også ændringer i den måde, der produceres og forbruges på både i Danmark og globalt.

Paradigmeskift for miljøregulering

Gennem mere end 25 år er danske landmænd blevet mødt af de samme miljøkrav, uanset om deres marker grænser op til en sårbar fjord med risiko for iltsvind eller langt fra nærmeste sårbare kystvandområde. Fremtidens miljøregulering skal være målrettet, den skal være baseret på en vurdering af det lokale behov for indsats og herunder adskilles reguleringen af staldanlæg og markareal. På den måde sikres det, at indsatsen gøres dér, hvor der er brug for den.

Burde fødevareproduktionen i virkeligheden være økologisk?

I Danmark udgør den økologiske omsætning i dag knap 8 pct. af det samlede fødevaresalg. Siden 2007 er værdien af den samlede økologiske fødevareeksport også steget, men udgør trods alt stadig en meget lille andel af den samlede fødevareseksport. Landbrugsaftalen sigter på, at økologiens styrkepositioner skal videreudvikles, og den markedsdrevne udvikling af økologi i Danmark skal understøttes. I den internationale debat om hvordan en voksende verdensbefolkning skal ernæres på en bæredygtig måde, spiller landbrug især i udviklingslandene, hvor befolkningsvæksten er størst, en stor rolle. Behovet og mulighederne for forbedringer i landbrugsproduktionen er bestemt til stede, og ingen betvivler at agro-økologiske dyrkningsmetoder kan reducere behovet for kemiske input.

Ingen tror, at fødevareforsyningen kan sikres med økologi

Men samtidig er det en realitet, at ingen ansvarlige fødevare- og u-landsorganisationer inden- og uden for FN-systemet – FAO, IFAD, WFP, CropDiversity – eller græsrodsorganisationer som Oxfam eller økologernes egen organisation, IFOAM – ingen peger på, at omlægning til økologisk landbrug er løsningen på fremtidens miljø- og fødevareproblemer.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder fast i sin opfattelse af, at den amerikanske økonomi er i god gænge, og centralbanken regner fortsat med kommende, gradvise rentestigninger.

Sådan lyder meldingen fra Federal Reserve-chefen Janet Yellen til medlemmerne af den amerikanske kongres. Centralbankchefen skal stå skoleret over for kongressen 2 gange om året. Onsdag den 9. februar kl. 10 lokal tid skete det foran et panel Repræsentantenes Hus under ledelse af Texas-republikaneren Jeb Hensarling, hvor Yellen efter sit indledende statement besvarede spørgsmål. Torsdag den 10. februar er det så Senatets tur, hvor Yellen skal fremstille sig i senatets Banking Committee, hvor formanden er Alabama-republikaneren Richard Shelby.

Beskæftigelse og inflation

Den amerikanske centralbank styrer pengepolitikken efter 2 hovedhensyn: beskæftigelsen og inflationen. Selvom jobskabelsen i januar på godt 150.000 nye jobs var lidt mindre end håbet på, er ledigheden i USA nu nede på 4,9 pct. og dermed tæt på fuld beskæftigelse. Inflationen ligger endnu noget under målet på 2 pct., men centralbanken mener, at effekten af de lave energipriser og den stigende dollarkurs vil aftage samtidig med at der vil komme et vist lønpres, der igen vil påvirke inflationsniveauet. Yellens status over den amerikanske økonomi er dog ikke entydig positiv. Uroen på de globale finansielle markeder udløst af faldende oliepriser og usikkerheden om væksten i Kina kan også true vækst og jobskabelsen i USA.

Forventning om rentestigning

Efter syv år med nul-rente hævede Federal Reserve i december 2015 renten med 0,25 procentpoint. Dengang var forventningen yderligere gradvise rentestigninger i 2016. Det er stadig forventningen. Den næste renteforhøjelse kan komme i marts, hvor Federal reserve holder møde 15. – 16. marts, men Yellen understreger, at pengepolitikken ikke er låst, men fortsat vil være indrettet på at understøtte væksten i amerikansk økonomi.

Amerikanske statsobligationer er ”safe haven”

Den amerikanske pengepolitik har betydet, at flere og flere vælger at placere deres midler i amerikanske statsobligationer, der i øjeblikket betragtes som ”safe haven”. Kursen på disse papirer stiger derfor og renten falder samtidig med at kurserne på aktier skrider. Det må samtidig forventes at dollarkursen i forhold til f.eks. euro fortsat vil stige.

Faldende aktiekurser

Det globale aktieindeks (MSCI ACWI Index) er faldet med 10 pct. siden Nytår og aktiekursen for de største virksomheder (S&P 500) er faldet med omkring 9 pct. Som bekendt ligger olieprisen på omkring 30 dollar eller under sammenlignet med en pris på over 50 dollar på samme tid sidste år.

Betydning for Danmark

Den positive økonomiske udvikling er godt nyt for Danmark og sammen med den højere dollarkurs vil det have en positiv virkning på eksporten. Selvom den europæiske centralbank ikke har planer om at hæve renteniveauet vil udviklingen i USA smitte af på det danske aktiemarked, hvor kurserne formentlig fortsat vil falde.

I en række partier har det været den almindelige indstilling, at vandprisen alene burde indeholde elementer, der er nødvendige for håndtering af vand. Alligevel har partierne tilladt at drikkevand er blevet et skatteobjekt, som er pålagt statsafgift, drikkevandsafgift og moms. Her til kommer, at vandselskaberne er underlagt de skattemæssige regler for selskaber.

Siden 2010 har alle vand- og spildevandsforsyninger været selskabsudskilte og skal dermed i princippet betale selskabsskat.

Forud for indførslen af selskabspligt for vand- og spildevandsselskaber, var det den almindelige forventning, at vandselskaberne ikke skulle betale skat i nævneværdigt omfang.

SKAT stikker kæp i hjulet

Men hvad skete!

I 2014 begyndte SKAT at underkende vandforsyningsselskabernes værdiansættelse og afskrivninger på kloakker, vandledninger, pumpestationer og ejendomme med det resultat, at mange vandselskaber skulle betale en selskabsskat, der ville betyde en ekstra skatteregning til vandforbrugerne på i gennemsnit 1.000 kr. om året.

Holdningen hos SKAT var gift for de igangværende politiske forhandlinger om en ny vandsektorlov. Flere partier fandt det helt urimeligt at beskatte et selskab i en sektor, der skal hvile i sig selv. Det Konservative Folkeparti forlod således helt forhandlingerne – partiet kunne under ingen omstændigheder deltage i endnu et forlig, der ville belaste danske skatteborgere.

Forlig den 29. april 2015

Forhandlingerne blev imidlertid genoptaget i foråret 2015, og det endte den 29. april med et forlig om en ny og forbedret regulering af den danske vandsektor, mellem den daværende regering (Socialdemokratiet og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

I forbindelse med forliget blev de betydelige skattekrav mod de offentligt ejede vandselskaber, der havde givet anledning til så store problemer, i realiteten annulleret. Det blev aftalt, at ”det skal sikres, at selskaberne reelt har muligheder for at leve op til intentionerne bag indførslen af selskabspligt for vand- og spildevandsselskaber, herunder intentionerne om, at vandselskaberne ikke skal betale skat i et nævneværdigt omfang”.

Ændring af vandsektorloven

Forliget blev udmøntet med Lovforslag nr. L 91 om ændring af lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, lov om vandforsyning m.v., lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og forskellige andre love, der blev 1. behandlet i Folketinget den 14. januar 2016.

Sigtet med lovforslaget er at medvirke til, at vand- og spildevandsforsyningen drives på en effektiv måde, der er gennemsigtig for forbrugerne, giver lavest mulige stabile priser for forbrugerne og samtidig understøtter innovativ udvikling, demonstration og eksport af vandteknologiløsninger. Lovforslaget skal endvidere medvirke til at sikre og udvikle en vand- og spildevandsforsyning af høj sundheds- og miljømæssig kvalitet, som tager hensyn til forsyningssikkerhed, klima og naturen.

Bærende principper

Forslaget er baseret på 4 bærende principper: Om mere effektivitet i vandsektoren, om understøttelse og videreudvikling af et højt niveau for miljø, service og forsyningssikkerhed, om mindre bureaukrati i organisering og tilsyn, samt om bedre rammer for teknologiudvikling i vandsektoren.

Lovforslaget afspejler, at det politiske flertal finder, at så længe forsyningssektoren er et naturligt monopol er den offentlige økonomiske regulering nødvendig. Med effektiviseringskravene tilsigtes en konkurrencelignende situation, der skal give lave priser til gavn for forbrugerne og styrke især de store vandforbrugende virksomheders konkurrenceevne.

Siden reguleringssystemets indførelse i 2010 anslås det, at der er sparet betydelige beløb i vandselskaberne, og med lovforslaget stiles der mod, at der skal effektiviseres for yderligere 1,3 milliarder kroner i vandsektoren i 2020. Det er penge, der i princippet går tilbage til forbrugerne og virksomhederne i form af lavere takster på grund af mere effektivt drevne vandselskaber.

Realiteten er desværre at alle besparelser er ædt op af skatte- og afgiftsstigninger. Den almindelige vandforbruger har derfor typisk oplevet stadige stigninger i vandregningen.

Vandselskaberne vil have mere frihed

DANVA, der er interesseorganisation for danske vandselskaber er ikke helt tilfreds med lovforslaget. Man mener, at lovforslaget ensidigt har fokus på effektivitet i vandsektoren. Efter organisationens opfattelse sker det på bekostning af de øvrige vigtige principper: om miljø, service og forsyningssikkerhed, om mindre bureaukrati, samt om bedre rammer for teknologiudvikling i vandsektoren.

Hvad lavede Billund Vand i Indonesien?

Regentparret aflagde i oktober 2015 det første danske statsbesøg i Indonesien nogensinde under overskriften ”et innovativt partnerskab for det 21. århundrede”. Med på turen var også udenrigsminister Kristian Jensen, klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt samt 64 danske virksomheder og erhvervsorganisationer. Særligt det kommercielle samarbejde mellem Danmark og Indonesien var i højsædet for statsbesøget, hvor virksomheder fra de fire fokusområder cleantech, det maritime, agribusiness og design deltager.

Billund kommune deltog som ejer af Billund Vand A/S i fremstødet i Indonesien. Kommunen har imidlertid ikke oplyst nærmere om, hvad kommunen håbede at opnå.

Dårlige erfaringer fra energisektoren

Omvendt er det regeringens opfattelse, at vandselskaberne ikke skal have lov til at satse borgernes takstmidler på selvopfundne miljø, eksport- eller teknologiudviklingsprojekter. I energisektoren har vi tidligere set vidtløftige projekter med tomatgartnerier, maskinfabrikker og eksporteventyr, der kostede el-kunderne dyrt.

Vandselskaberne er vigtige i understøttelse af teknologiudviklingen, når de på det frie marked efterspørger nye innovative løsninger. Vandselskaberne forventes også, at kunne støtte private virksomheders eksport ved at stille deres anlæg til rådighed for at demonstrere, at deres løsninger virker.

Selskabernes egen deltagelse i eksport- og markedsføringsaktiviteter bør til gengæld alene ske mod betaling og omkostningsdækning fra de private virksomheder.

Regeringen afviser i det store hele kritikken fra DANVA og mener, at lovforslaget giver gode muligheder for at deltage i innovativ udvikling, demonstration og eksport af vandteknologiløsninger. Der peges på, at producenter af danske vandteknologier sælger deres løsninger i udlandet som aldrig før. Sidste år solgte danske producenter af teknologi til vandforsyninger og renseanlæg udstyr i udlandet for cirka 16 milliarder kroner.

Lovforslaget underkastes nu den sædvanlige udvalgsbehandling, og vandselskaber og de virksomheder og fonde, der har interesser i vandsektoren, vil være travlt optaget af lobbyvirksomhed.

Et praktisk eksempel

Det kunne måske være nyttigt at eksemplificere hvad sagen drejer sig om: I 2015 udgjorde betalingen for det leverede og afledte vand i Gentofte faktisk kun 28.51 kr. pr. m3! Hurra – et fald i forhold til 2014! Ak! Fornøjelsen var kort. I 2016 er betalingen igen steget til 39.07 kr. Ledningsført vand er desuden af helt uransagelige grunde pålagt en statsafgift på 6,25 kr. pr. m3. Vand er desuden pålagt den sædvanlige moms på 25 pct. der endog beregnes af statsafgiften og ejendomsejerne i Gentofte kommune ender derfor med at betale 56.65 kr. pr. m3 vand. For en parcelhusejer med et meget moderat forbrug på 120 m3 årligt, er det en samlet udgift på 6.798 kr. Det bemærkes, at vandprisen varierer meget – der er kommuner, hvor vandet er billigere, men der er også mange kommuner, hvor udgiften er væsentlig højere. Statsafgiften på ledningsført vand er på godt 1.700 mio. kr. Momsprovenuet på vand udgør omkring 2.500 mio. kr. og i 2016 vil staten dermed tjene over 4,2 mia. kr. på danskernes vandforbrug.

Moms på en statsafgift?

Hvorfor staten skal tjene på borgernes vandforbrug er helt uforståeligt, og det er at føje spot til skade at tvinge borgerne til at betale moms af en statsafgift!

Nedlæggelsen af DTU’s institut for transportforskning kritiseres for, at der dermed lukkes et forskningsinstitut, der har haft afgørende betydning for dansk transportpolitik. DTU annoncerede i denne uge lukningen af DTU Transport som direkte konsekvens af finanslovens nedskæringer inden for forskning og uddannelse. Bekymret oplyses det, at der dermed lukker et institut, der er forudsætningen for DTU’s rammeaftale med Transportministeriet om forskningsbaseret rådgivning inden for både infrastruktur, samfundsøkonomi, transportpolitik og trafiksikkerhed. Blandt DTU Transports væsentligste aktuelle opgaver er udviklingen og vedligeholdelsen af landstrafikmodellen, der via store datamængder om transportmønstre, infrastruktur og økonomi forudsiger effekterne af politiske beslutninger. Modellen har blandt andet dannet grundlag for aftalen om Togfonden og den nye analyse af Kattegatforbindelsen. I øjeblikket arbejder DTU Transport på en ny version af den omstridte trafikprognose for Femernforbindelsen.

Instituttets historie

Til transportforskningens historie hører historien om oprettelsen af sektorforskningsinstituttet ”Danmarks TransportForskning” som en skræddersyet retrætestilling til Transportministeriets daværende departementschef Ole Zacchi.

Ole Zacchi

Ole Zacchi blev af nogle kaldt Slotsholmens ældste hanbavian. Han var departementschef i 19 år, først i Boligministeriet 1981-1993 og derefter i Trafikministeriet 1993-2000. En af de mest kendte historier, om Ole Zacchi var hans replik, da han i september 1982 ved Schlüter-regeringens magtovertagelse skulle sige farvel til Erling Olsen. Han var både Zacchis gamle universitetslærer og havde som boligminister året før udnævnt den da 42-årige cand.polit. til departementschef. Med en ny chef, Niels Bollmann fra CD, mente Zacchi, at han ikke længere skulle ligge under for sin velynder, der havde udnævnt ham, og vagtskiftet blev kommenteret med ordene: “Jeg tager imod de ministre, dronningen sender mig, men det bliver dejligt at få foden under eget bord.” Replikken er central for det billede, som gang på gang blev tegnet i offentligheden af den nu for længst pensionerede embedsmand – et billede, som ifølge en række kilder bekom Zacchi ganske godt: Velbegavet, ambitiøs, charmerende, magtglad, en gevaldig arbejdskapacitet, fænomenal hukommelse, lynende hurtig i replikken og navnlig fræk som en slagterhund… Selv om Zacchi ikke var en “konstruktiv matematiker,” så var hans eminente hukommelse hans største styrke – så stor, at han fik klassens næstbedste studentereksamen på Roskilde Katedralskole. Der går mange historier om Zacchi, der viser andre træk af departementschefens farverige personlighed: Higen efter ordner og anerkendelse, trang til hele tiden at ville være i centrum, trang til at høre og gøre opmærksom på sig selv – kombineret med en næsten total mangel på situationsfornemmelse. Flere af de over 20 kilder, som dagbladet Information kontaktede forud for en fødselsdagsartikel, havde personlige erindringer om ministeriets øverste administrative chef, der for eksempel midt under et personalemøde om interne arbejdsrutiner falder i dyb søvn. Det samme er sket under møder i EU’s ministerråd. Ja, faktisk var Zacchis overraskende og pludselige søvnbehov så velkendt, at det indgik som en del af den festtale, Statsministeriets departementschef Niels Bernstein holdt ved Zacchis 60 års fødselsdag den 24. september 1999. Ole Zacchi var notorisk kendt for at kende sit eget værd. Da han i 1993 blev bedt om at overtage posten som departementschef i Trafikministeriet blev hans betingelser om oprykning til lønramme 41 og at han blev udstyret med tjenestevogn og chauffør, imødekommet.

Synderegister

Efter 19 år i magtens korridorer, havde han i begyndelsen af 2000 som departementschef bogstaveligt talt slidt 12 ministre op og oparbejdet et længere synderegister: • Ungbo-sagen om manglende tilsynspligt • Sagen om kreditforeningernes overbelåning • Sagen om udlejning af Slots- og Ejendomsstyrelsens gode lejligheder til spotpris • Færgesagen med tilbageholdelse af oplysninger for Folketinget • Anklagen for S-kammerateri ved udnævnelse af topposter, • Taxi-sagen, hvor udlændinge blev forment adgang til at køre taxi • Combus-sagen om ekstra-regning på 300 millioner kroner, • Metro-kaosset med budgetstigninger og tekniske problemer. Ikke mindst Combus-sagen om den ulovlige støtte til DSB’s busdrift var i 1999, hvor staten måtte skyde 300 millioner ind i selskabet, blevet prekær for Ole Zacchi.

Tid at komme væk!

Selvom en af ministeriet bestilt advokatundersøgelse af begivenhedsforløbet i Combus efterfølgende konkluderede, at der ikke er grundlag for at indlede disciplinærsager mod bestemte involverede embedsmænd i sagen, gravede Rigsrevisionen indædt i sagen ligesom EU-Kommissionen stædigt forfulgte sagen i årevis. Det var på tide at komme væk, og Ole Zacchi overbeviste partikammeraten, den svage trafikminister Jacob Buksti, om at der under Trafikministeriet her og nu var behov for et sektorforskningsinstitut vedrørende transportforskning. Allerede i april 2000 godkendte Finansudvalget aktstykket, der oprettede Danmarks TransportForskning. Det var da heller ikke en overraskelse, at Buksti pr. 1. august 2000 udnævnte Ole Zacchi som den første chef for Danmarks TransportForskning. Det gav ganske vist anledning til rynkede bryn, at Zacchi blev udnævnt til direktør for det kommende sektorforskningsinstitut inden bestyrelsen var nedsat. Danmarks TransportForsknings vigtigste opgaver var forskning i emner som trafiksikkerhed og transportens miljø- og energibelastning. Instituttet blev bemandet med 35-40 medarbejdere.

Hvad med Transportrådet?

Bemærkelsesværdigt var det også, at der i forvejen fandtes en offentlig institution med samme formålsbeskrivelse. Nemlig Transportrådet, der som regeringens og Folketingets uafhængige rådgiver, havde til opgave “at medvirke til at styrke beslutningsgrundlaget på transportområdet”. Transportrådet havde samtidig et ganske beskedent sekretariat på syv fastansatte medarbejdere og lejlighedsvis et mindre antal projektansatte. Det varede da heller ikke længe før Ole Zacchi fik nedlagt konkurrenten. Den 11. januar 2002 udsendte Trafikministeriet en pressemeddelelse, der indeholdt denne korte besked om nedlæggelsen af Transportrådet pr. 1. juli 2002: “Transportrådet nedlægges, hvorved Trafikministeriets forsknings- og udviklingsaktiviteter på transportområdet koncentreres i Danmarks TransportForskning. Regeringen finder således, at det fortsat er vigtigt for beslutningstagningen på transportområdet, at der er et særligt sektorspecifikt institut, som gennemfører væsentlige og vigtige forsknings- og udviklingsaktiviteter”.

Hvordan det siden gik!

Ole Zacchi var direktør for Danmarks TransportForskning frem til den 1. oktober 2004, hvor han fratrådte stillingen for at gå på pension. Den 1. januar 2008 fusionerede Danmarks TransportForskning med Center for Trafik og Transport (CTT) og fortsatte som et institut under Danmarks Tekniske Universitet under navnet DTU Transport eller Institut for Transportforskning. Zacchi er ikke Trafikministeriets eneste bizarre historie Siden 2. verdenskrigs afslutning for 63 år siden har Danmark haft 34 skiftende transportministre. Samtidig har departementscheferne i Transportministeriet ofte siddet længe i stillingen og haft masser af viden, som nye ministre ikke har haft i det komplicerede og tekniske ministerium. Departementscheferne har derfor været meget magtfulde og har kunnet styre deres minister. Ole Zacchi var ikke den eneste markante departementschef i Transportministeriet. En anden var den nærmest legendariske Jørgen Halck. Halck var departementschef i over tyve år, fra 1972 til 1993. I den tid var han departementschef for 13 skiftende ministre, blandt dem centrumdemokraten Arne Melchior, som havde et særdeles anstrengt forhold til Halck.

Arne Melchior var transportminister i Poul Schlüters Firkløverregering fra den 10.09.1982 til han måtte gå af som følge af en relativ banal bilagssag den 14.08.1986. På Slotsholmen var det almindeligt kendt, at Jørgen Halck ikke havde gjort noget for at afværge ministerens problemer. I Melchiors tid som trafikminister og hans forhold til Jørgen Halck er i øvrigt stof til en hel roman. Melchior blev efterfulgt af Frode Nør Christensen fra 1986-88, H.P. Clausen 1988-89, Knud Østergaard 1989-90 og Kaj Ikast 1990-93.

Regeringsskiftet i 1993 og fjernelsen af Halck

Regeringsmagten skiftede den 25. januar 1993, og i Poul Nyrup Rasmussens regeringer var følgende transportministre: Helge Mortensen 1993-94, Jan Trøjborg 1994-96, Bjørn Westh 1996-98, Sonja Mikkelsen 1998-2000 og Jacob Buksti 2000-2001. Umiddelbart efter regeringsskiftet blev Jørgen Halck fjernet, og Ole Zacchi, der var departementschef i Boligministeriet, blev flyttet over som departementschef i Transportministeriet. Direktør i Økonomistyrelsen Karsten Dybvad efterfulgte Zacchi frem til 2005, hvor Thomas Egebo, der kom fra Finansministeriet, blev udnævnt til departementschef i Transportministeriet. Thomas Egebo flyttede i 2007 over til Klima- og Energiministeriet og blev i Transportministeriet efterfulgt af Jacob Heinsen, kom fra stillingen som departementschef i Kirkeministeriet. Under Anders Fogh Rasmussens regeringer var følgende transportministre: Flemming Hansen 2001-07, Jakob Axel Nielsen 2007, Carina Christensen 2007-08, Lars Barfoed 2008-10, Hans Christian Schmidt 2010-11, Henrik Dam Kristensen 2011-13, Pia Olsen Dyhr 2013-14, Magnus Heunicke 2014-15 og fra 28.06.2015 Hans Christian Schmidt i Lars Løkke Rasmussens regering. Det må også forventes, at trafikminister Hans Christian Schmidt vil give stof til bizarre historier om livet på Slotsholmen.

Oprettelsen af FORA

Ole Zacchis initiativ med at skabe sin egen retrætestilling i Trafikministeriet med oprettelsen af sektorforskningsinstitutionen Danmarks TransportForskning var en kilde til inspiration på Slotsholmen. Jørgen Rosted havde været departementschef siden 1993 i ministeriet for Økonomisk Samordning, der siden blev omdannet til Erhvervsministeriet, da Erhvervsministeriet ved regeringsskiftet i 2001 blev lagt sammen med økonomiministeriet. Det nye ministerium fik navnet Økonomi- og Erhvervsministeriet med den konservative Bendt Bendtsen som minister og den hidtidige departementschef i Økonomiministeriet, Michael Dithmer som departementschef. Jørgen Rosted, der skulle anbringes et eller andet sted, fik overbevist Bendt Bendtsen og Michael Dithmer om ministeriets behov for forskning og analyser. I 2002 blev Center for Erhvervsøkonomisk Forskning og Erhvervspolitiske Analyser, FORA, oprettet Erhvervs- og Byggestyrelsen, der hørte under ministeriet, og Jørgen Rosted blev udnævnt til udviklingsdirektør i FORA. FORA har indskrevet sig i historien for den Kafkaske struktur på erhvervspolitikken i forbindelse med Strukturreformen fra 2004. Ansvaret for den erhvervspolitiske udvikling, vækst og arbejdspladser er fordelt på 3 instanser: stat, regioner og kommuner. Resultatet er naturligvis at ansvaret forfladiges og sagerne ender mellem ”2 stole”, med det resultat at den økonomiske udvikling i Danmark er gået næsten helt i stå. Jørgen Rosted beklædte stilling som chef for FORA frem til pensioneringen i 2011.

Den amerikanske centralbank udsendte efter mødet i bankens ”Federal Open Market Committee” onsdag kl. 14 (kl. 20 onsdag aften dansk tid) en pressemeddelelse, der kan læses her. Centralbanken mener fortsat, at det går den rigtige vej for den amerikanske økonomi: inflationsniveauet er lavere end målsætningen på 2 pct., men påvirket af de lave energipriser. Beskæftigelsen er fortsat god, selvom eksporten er stagnerende.

Kommende renteforhøjelser?

Man skulle umiddelbart forvente, at markederne ville være tilfredse med centralbankens understregning af amerikansk økonomisk fundamentale sunde tilstand. Børsen på Wall Street i New York var imidlertid ikke ovenud begejstret for meldingerne, der betyder, at den amerikanske centralbank er indstillet på at følge den fastlagte kurs, der kan indebære, at renten gradvist hæves i de kommende måneder. De store aktieindeks – Nasdaq og Dow Jones – på Wall Street faldt, da Fed sluttede sit møde. Skuffende regnskaber i flere store virksomheder bidrog til kursfaldet.

Reaktionen kan måske læses som et symptom på at aktørerne på Wall Street efter de mange års ekspansive pengepolitik som en narkoman er blevet nærmest afhængige af stadig nye stimuli og ”positive strokes” fra centralbanken.

Det vi i øjeblikket er vidne til er en amerikansk centralbank, der gradvist og nænsomt nedtrapper stimuleringen af den amerikanske økonomi. Markedet vil eller kan ikke rigtig fatte hvad der foregår, men opfatter Janet Yellens medicin som ”en kold tyrker”.

Renteforhøjelse i december 2015

Den amerikanske centralbank forhøjede i december for første gang i ni år den amerikanske referencerente – med 0,25 procentpoint fra 0,25 til 0,50 p.a. Pressemødet den 16. december 2015 efter mødet i bankens ”Federal Open Market Committee” var omfattet af den samme interesse som finalen i ”Vild med Dans” elller OSCAR-nomineringerne. Chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Janet Yellen, var fokus for hele nationens opmærksomhed, da hun meddelte beslutningen om renteforhøjelsen. Selvom renteforhøjelsen i sig selv var ganske marginal, betød beslutningen, at den værste økonomiske krise i USA siden 1930’erne officielt blev afblæst. Renteforhøjelsen kom ikke uventet, men med forhøjelsen bekræftede den amerikanske centralbank, at der er varig vækst i den amerikanske økonomi, at eksporten er stigende og at arbejdsløsheden er faldet.

Hvad er hovedhensynene bag den amerikanske rentepolitik?

For den amerikanske centralbank er beskæftigelsen et hovedhensyn. I USA er der kommet 13,3 millioner flere i beskæftigelse siden februar 2010, hvor beskæftigelsen var nede på sit laveste niveau på denne side af krisen. Fremgangen i beskæftigelsen er forklaringen på, at ledigheden er halveret til 5 pct. Efter den amerikanske centralbanks opfattelse er vi hermed tæt på den ”naturlige” ledighed. Hvis ledigheden falder under dette niveau er det tegn på begyndende overophedning af økonomien, men flaskehalse på arbejdsmarkedet og risiko for ukontrolleret løninflation. Den amerikanske centralbanks 2. hovedhensyn – inflationen – ligger til gengæld endnu noget under måltallet på 2 pct. Centralbanken forventer imidlertid, at inflationen på trods af de lave energi- og råvarepriser vil stige i det kommende år.

Centralbankens samlede vurdering

Den samlede vurdering i december var, at finanskrisen var aftaget så meget, at man kunne lægge en forsigtig dæmper på den amerikanske økonomi og langsom nedtrappe stimuleringen uden at slå opsvinget tilbage. Denne vurdering er uændret, og Centralbanken bekræftede efter mødet onsdag den 27. januar, at selvom pengeudpumpningen gennem de systematiske opkøb af værdipapirer blev indstillet sidste år, ville pengepolitikken fortsat være ”akkomoderende” for økonomisk vækst.

Stadig lempelig pengepolitik, men mulighed for rentestigning

Onsdagens melding fra den amerikanske centralbank betyder, at hvis udviklingen forløber som forventet, vil der i det kommende år komme yderligere rentestigninger. Der spekuleres i, at Yellen finder, at en rente på omkring 3 pct. er det ”naturlige” leje for det amerikanske renteniveau. Det antages, at Janet Yellen og centralbankens bestyrelse med rentepolitikken forsigtigt prøver at reetablere det arsenal af virkemidler, centralbanken normalt råder over. Under hendes forgænger Ben Bernanke var centralbankens handlemuligheder i realiteten begrænset til at fortsætte øgningen af pengemængden gennem den såkaldte ”quantitative easing”, der har været opfattet næsten som det ultimative ”fix”. Det er tydeligt, at Janet Yellen har været utilpas ved rollen som ”pusher” af kredit – og af både moralske og økonomiske grunde længtes efter også at have renteinstrumentet til rådighed. Det får hun nu – men gradvist!

Verdensøkonomien

Den amerikanske rentepolitik som udtryk for den amerikanske centralbanks tillid til fortsat amerikansk vækst er grundlæggende godt nyt for verdensøkonomien, men det er ikke nødvendigvis godt nyt for alle virksomheder, som faldet i aktiekurserne på Wall Street viser. På det globale plan vil udsigten til en gradvist stigende rente ramme energisektoren, og andre sektorer, der i forvejen er presset af de lave energi- og råvarepriser. Det er sektorer med ikke særligt solide kreditvurderinger og meget gæld. Den gæld bliver nu marginalt dyrere at finansiere. Problemet er at mange virksomheder i disse sektorer efter de seneste kriseår har en ganske stor gæld. Selvom låneomkostningerne på globalt plan kun er på omkring 3 pct. sammenlignet med 4,5 pct. i de forgående årtier, kan renter og afdrag på gælden være et problem for den type virksomheder, der har udviklet en dyb afhængighed af stimulanser fra den amerikanske centralbank.

I 2016 vil den globale økonomiske vækst blive trukket ned af især Kina, Rusland og Brazilien. Verdensbanken har netop modereret skønnene for væksten, der nu forudses at blive på kun 2,9 pct. Til sammenligning var den globale vækst i 2014 og 2015 på 2,6 og 2,4 pct. Efter rentestigningen i december blev euroen svækket over for dollar, hvilket var med til at understøtte europæiske eksportvirksomheder.

Bankerne vejrer morgenluft

Det er ikke mindst finanssektorerne i USA (og i andre dele af verden!), der er vildt optaget af centralbankens rentesignaler. De sidste mange års historisk lave renteniveau har lagt en dæmper på bankernes indtjening. Bortset fra de mange gebyrer, der flittigt opkræves hos sagesløse kunder, tjener bankerne på forskellen på den rente, de skal betale for at finansiere sig, og den rente, de kan tage hos kunderne. Med stigende centralbankrente får bankerne et påskud for at hæve prisen hos kunderne. Det bør derfor ikke overraske, hvis en stribe amerikanske og europæiske banker gradvist vil hæve deres primære rente, der er afgørende for en bred vifte af lån.

The Danish energy company DONG Energy is planning an IPO before March 2017 and analysts assess that it could be valued at as much as 50 – 70 billion kroner, which would make it the biggest initial public offering in Denmark’s history. The question is how the collapse in oil prices will affect the planned IPO. Last year the Danish Government sold a fifth of DONG’s shares to Goldman Sachs for 8 billion kroner, which continues to cause public outcry. The bank’s acquisition was based on a valuation of 31.5 billion kroner.

Ligesom energigiganten Energreen i dramaserien ”Bedrag” står foran en børsnotering, ventes Dong Energy af blive børsnoteret inden marts 2017. Dong Energy står over for udfordringer af mindst samme størrelse som Energreen. Alene udviklingen i olieprisen betyder – desværre – at børsnoteringen enten vil ske på bekostning af danske skatteborgere eller også må børsnoteringen udsættes endnu engang! Dong har efter årets første ni måneder et overskud på 3,2 mia. kr. men med en oliepris på omkring 30 dollar fosser pengene ud af selskabet, og man kommer ikke uden om massive nedskrivninger i Dongs årsregnskab, der planlægges offentliggjort den 4. februar 2016. Baggrunden er, at årsregnskabet skal afspejle selskabets reelle situation. Når olie- og gasprisen fortsætter med at falde, påvirker det den reelle værdi af Dongs olie- og gasreserver, og selv med verdens mest skrupelløse revisorer til rådighed, skal de reelle værdier afspejles i Dong-regnskabets bogførte aktiver.

Den planlagte børsnotering

Børsnotering af Dong har været på tegnebrættet i mere end 10 år. I 2007 var det tæt på, men først kom et folketingsvalg i vejen, og året efter blev børsnoteringen aflyst på grund af finanskrisen, der smadrede alle forhåbninger om et fornuftigt salg på børsen. I 2013 bekræftede forligspartierne igen hinanden i ambitionen om en børsnotering, da adm. direktør Henrik Poulsen fik opbakning til sin plan for omfattende besparelser, frasalg og endeligt den kapitalindsprøjtning, der bragte Goldman Sachs ind i billedet. I aftalen med Goldman Sachs fra februar 2014 blev det aftalt, at arbejde for en børsnotering inden udgangen af 2017. Beslutningen om at børsnotere Dong inden for de næste 20 måneder blev truffet af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti står uden for aftalen. Hvis børsnoteringen ikke gennemføres, kan aktionærerne sælge deres aktier til staten. 40 procent skal sælges til markedsværdi, mens 60 procent kort fortalt kan sælges for anskaffelseskursen forrentet med 2,25 procent per år. Med andre ord: Hvis børsnoteringen udsættes, risikerer staten at skulle købe aktierne tilbage med renter.

Projekt iPod

I øjeblikket arbejder en kreds bestående af Goldman Sachs, ATP, Finansministeriet og Dong med forberedelserne til børsnoteringen af Dong. Projektet har i følge dagbladet Børsen fået kaldenavnet Projekt iPod. Sammen med Morgan Stanley, J.P. Morgan, UBS, og CITI skal Danske Bank og Nordea være med til at stå for børsnoteringen af Dong Energy. Den danske stat – dvs. Finansministeriet – har hyret investeringsbanken Rotschild som særlig rådgiver. I forbindelse med den politiske aftale om børsnoteringen af Dong er det aftalt, at selskabet skal gøres ”klar” og tilpasse de forskellige forretningsområder til de nye markedsvilkår. De lave oliepriser betyder, at vækstforventningerne til olieforretningen er beherskede, mens vindmølleaktiviteterne og hele den ”grønne” del af Dong formentlig vil kunne opnå en højere pris pr indtjeningskrone, fordi vækstforventningerne simpelthen er større. Et nærmere blik på deltagerne i projekt iPod, der med politisk opbakning fra partier, der ikke aner hvad de har mellem hænderne, giver uhyggelige forudanelser af, at de beskidte tricks vi får indblik i i TV-serien ”Bedrag” kan vise sig at være en bleg afglans af den virkelige verden.

Gasdistribution m.v. skilles fra

Allerede før de seneste fald i olieprisen, var Dong parat til forud for børsnoteringen at sælge sine rørledninger i Nordsøen, lige som selskabet ønsker at skille sig af med sit gasdistributionsnet, der omfatter omkring 125.000 kunder i det sydlige Jylland og i Vestsjælland. Energinet.dk, der ejes af skatteborgerne, forpligtes til at aftage ledningerne – også selvom gasdistributionsnettet med naturgassens udfasning vil være stort set værdiløst allerede i 2035. Uanset om kunderne i gasdistributionen bliver hos Dong, eller om de skal rykke med over til Energinet.dk, så udløser beslutningen om at lade statens systemoperatør Energinet.dk overtage en del af Dongs kommercielle forretning et alvorligt dilemma. Politisk er det besluttet, at staten skal bevare kontrol over den strategisk vigtigt gasdistribution og over rørledningerne i Nordsøen. Det er imidlertid skatteborgerne, der i forvejen over deres energiregning har finansieret det distributionsnet, som skatteborgerne som ejer af Energinet.dk tvinges til at købe.

Hvem varetager skatteborgernes interesser?

Energinet.dk har ifølge seneste regnskab likvide beholdninger på 155 mio. kroner og en rentebærende gæld på små 22 mia. kroner. Med andre ord skal Energinet.dk gældsætte sig yderligere for at overtage Dongs rørledninger, gasnetværk, Nybro Gasbehandlingsanlæg og hvad Dong ellers ønsker at skille sig af med. Selskabets udgifter, herunder til renter og afdrag, overvæltes naturligvis på ledningstarifferne, som skatteborgerne skal betale!

Nordsøaktiviteterne

Ud over frasalget af rørledninger i Nordsøen og gasdistributionsnettet har faldet i oliepris også bevirket, at Dong rådes til at skille sig helt af med Nordsøaktiviteterne, dvs. med olie- og gasdivisionen, der de senere år har været præget af tabsgivende kontrakter på grund af faldende olie- og gaspriser. Spørgsmålet er hvem der skal købe? Der vil næppe være mange liebhavere i det marked, og hvis det ender hos Mærsk Olie og Gas A/S skal Dong Energy nok ikke regne med at få mange penge i kassen! Dagbladet Børsen har via en aktindsigt allerede konstateret, at Dong vil frasælge Fredericia Olieterminal. Terminalen er netop blevet udvidet for et milliardbeløb, men modtager endnu ingen olie. Terminalen er tænkt til at kunne modtage olie fra Hejrefeltet, som endnu ikke er i drift.

Skatteborgerne betaler

Der foreligger intet om, at skatteborgerne slipper billigt med at overtage gasdistribution, rørledninger, gasbehandlingsanlæg, olieterminaler m.v. – tværtimod lægges der op til at skatteborgerne skal betale for noget, der allerede er betalt én gang! Danske skatteborgere er ej heller forvænte med at slippe billigt fra regningen for den energipolitik, der har været ført i Danmark siden oprettelsen af Energiministeriet i 1979. Det er heller ikke første gang, at danske skatteborgere får lov til at betale 2 gange for energiinvesteringer. Energinet.dk overtog 1. maj 2007 Dongs gaslager i Ll. Torup. Prisen dengang var 2,4 milliarder kroner. Den 20. oktober 2014 købte Energinet.dk DONG Energys underjordiske gaslager i Stenlille på Sjælland for en pris på 2,25 milliarder kroner. Danske naturgaskunder har allerede en gang finansieret Dongs investeringer i gaslagrene, men får altså lov til at betale igen. Samlet set kan lagrene i Ll. Torup og Stenlille opbevare cirka 30 procent af det samlede danske gasforbrug, svarende til det årlige forbrug af naturgas for cirka 500.000 hustande. Omkostningerne ved at opretholde lagrenes vigtige bufferfunktion, som tidligere blev betragtet som et strategisk aktiv for Dong Energy, skubbes nu inden børsintroduktionen over på danske skatteborgere. Købet af lagrene blev udadtil begrundet med, at gas er en afgørende del af den danske energisektor, og gaslageret understøtter forsyningssikkerheden. Det bemærkelsesværdige er, at købet også blev begrundet med at også på den lange bane er gaslageret en vigtig del af fremtidens energisystem. Energinet.dk skal både sikre forsyningssikkerheden og bidrage til en effektiv grøn omstilling, derfor er lageret i Stenlille vigtigt for Energinet.dk, hed det i oktober 2014. Hvordan passer det lige sammen med det faste fortsæt om at udfase naturgassen til individuel varme i 2035 og et helt fossilfrit Danmark i 2050?

Naturgassen udfases i 2035

Siden 2003 er gasforbruget i Danmark faldet med 29 procent, og det er en tendens, der accelereres yderligere af målsætningen om, at naturgas til individuel varme skal udfases i 2035. Selv om danskernes forbrug af naturgas har været faldende de senere år, så er gas stadig en hjørnesten i dansk energiforsyning. Frem mod 2050, hvor det er målet, at Danmark skal være fossilfri og kun bruge vedvarende energikilder, kan naturgas dels erstatte kul og olie – begge brændsler udleder mere CO2 end naturgas – dels sikre stabil energi og dermed strøm og varme til de timer, dage og uger, hvor f.eks. vindmøllerne står stille.

Skatteborgerne betaler – igen!

Børsnoteringen af Dong begrundes med, at det vil gøre det lettere at skaffe penge til nye investeringer i eksempelvis havvindmøller og fastholde det danske energiselskabs stærke position på det internationale marked. Finansministeren mener, at “Dong Energy er et af Danmarks største selskaber, og et selskab med fuld fart på, til glæde for vækst og jobskabelse inden for blandt andet grøn energi. Med en børsnotering kan vi give Dong Energy de bedste betingelser for at folde sit fulde potentiale ud”, som Claus Hjort Frederiksen har udtalt i en pressemelding. Desværre ser det ud til igen at ske på skatteborgernes regning, og dermed løber Claus Hjort Frederiksen en alvorlig risiko for at ende i den samme ”shitstorm” som var med til at fælde Bjarne Corydon. Der tegner sig en bred politisk opbakning til en mere klar forretningsmodel, som man håber på vil gøre Dong mere attraktiv ved en børsnotering. Alle forligspartierne bag Dong, som tæller Venstre, Socialdemokraterne, De Radikale, SF og De Konservative, står således bag planerne. Det er til gengæld helt uforståeligt, hvordan partierne kan bifalde, at skatteborgerne igen skal betale milliarder for at Dong kan slippe af med gasdistribution, rørledninger, gasbehandlingsanlæg, olieterminaler m.v. Det er også svært at forstå, hvis Dongs andele i olie- og gasreserverne i Nordsøen, som det danske samfund i forbindelse med diverse udbudsruder og aftaler med Dansk Undergrunds Consortium har betalt dyrt for, skal sælges for en slik.