Den såkaldte ”Vederlagskommission” præsenterer sin rapport mandag den 18. januar 2016 kl. 11:00 i Eigtveds Pakhus.

Partistøtte og vederlag til politikere er interessante sager, der længe har undgået offentlig opmærksomhed. Vederlagskommissionen – der egentlig skulle have afsluttet sit arbejde inden udgangen af 2015 – har fået lov til fuldstændig upåagtet af pressen, at arbejde med deres forslag til hvordan politikerne yderlige skulle forgyldes. Hvis ikke dagbladet Politiken sent den 5. januar 2016 havde offentliggjort en række af kommissionens kommende forslag, er det ikke godt at vide, hvordan lønforhøjelserne ville være blevet præsenteret for offentligheden.

Helt usædvanlig kastede kommissionens formand, DR-formand, Michael Christiansen, sig i løbet af onsdag den 6. januar energisk ud i ”damage-kontrol”. Vi måtte forstå, at forslaget om forhøjelse af ministrenes og folketingsmedlemmernes vederlag med 15 pct. og borgmestrenes aflønning med op til 30 pct. var ”revet ud af deres rette sammenhæng”. Vi havde fuldstændig misforstået: politikerne skulle tvært imod fratages en lang række skattefrie løngoder, samt – for kommende medlemmer af Folketinget – tåle forringelser i eftervederlag og pensionsforhold!

Det må derfor antages, at kommissionsformanden – hvis vi havde været uden den utidige læk til Politiken – under en kontrolleret præsentation under dække af fuldstændigt uigennemsigtige aktuarberegninger og Michael Christiansens velkendte juristeri – ville have bildt sagesløse borgere ind, at justeringerne i vederlagsstruktur m.v. nærmest var politikernes ”offer” på nationens alter. JyllandsPosten er efterfølgende kommet i besiddelse af beregninger fra Vederlagskommissionen, der netop efterlader det indtryk.

Forhøjelse af vederlag for varetagelse af kommunale hverv

Allerede i 2014 besluttede Folketinget at vederlag, diæter, pensioner m.v. for varetagelsen af kommunale hverv, skulle forhøjes. Selvom der er diskussion om antallet af folkevalgte, herunder nødvendigheden af de fuldstændigt overflødige regionsråd, var der almindelig politisk enighed om, at justeringerne af vederlagene til medlemmerne af de kommunale organer i det store hele var nødvendige og rimelige.

Vederlagskommissionen

Problemet var, at justeringerne af vederlagene i den kommunale verden straks gav folketingsmedlemmer, ministre, regionsrådsformænd og borgmestre gode ideer. Der blev med det samme stillet spørgsmål ved rimeligheden af, at vederlagene til medlemmer af Folketinget og borgmestrene ikke havde været reguleret i en årrække. Antagelsen blandt mange politikerne var, at vederlagene til de aktive deltagere i det repræsentative demokrati var helt utilstrækkelige. Men er en årsløn på knap 800.000 kr. til folketingsmedlemmerne i grundvederlag + skattefrit tillæg rimelig? Skal ministre vederlægges med fra 1,2 til 1,4 millioner kr. om året? Skal ministre have eftervederlag efter kun 6 uger som minister? Er det retfærdigt, at ministre kan optjene ret til livslang skatteyderbetalt ministerpension ved ét års arbejde? Skal ministres børn være berettiget til pension? Skal borgmestre og regionsrådsformænd fortsat have ret til en årsløn i eftervederlag efter 8 år som borgmester? Skal man også have ret til eftervederlag, hvis man frivilligt opgiver sin borgmesterpost for at blive minister? Skal borgmestre have ret til pension svarende til en tjenestemand fra han fylder 60 år? Skal et enkelt år som medlem af Folketinget udløse retten til livslang politikerpension? Skal medlemmer af Folketinget have skattefri dækning af omkostninger, der ikke for andre borgere er fradragsberettigede? Skal politikere ligesom alle andre vente til folkepensionsalderen, eller skal politikere fortsat kunne få pension allerede fra efterlønsalderen? Hvis de blev medlem før 2007, modtager de altså pension, fra de er 60 år. Er de blevet medlem senere end 2007, så modtager de pension, fra de er 61 år.

Politikere med ”rene hænder”

S, RV, V, K og SF blev i maj 2014 enige om at etablere den såkaldte ”Vederlagskommission”. Det usædvanlige var, at politikerne dengang meddelte, at for at undgå beskyldninger om at varetage egne interesser, havde man på forhånd ”forpligtet sig selv” til at følge kommissionens anbefalinger! Forslag fra en ”kommission” må antages at være seriøse, fornuftige og svært angribelige! Ellers forekommer det umiddelbart dristigt, at overlade vigtige spørgsmål om vederlag og pensioner til andre. I dette tilfælde var risikoen begrænset: Kommissionsformand Michael Christiansen signalerede som aftalt straks, at kommissionens opgave ”ikke er reduktion i vederlagene, men at finde argumenter for forhøjede vederlag”.

Formanden

Michael Christiansen er en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Men noget tyder på, at han er begyndt at ryste på hænderne og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning. Som formand for Det Danske Kulturinstitut står han bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien – på et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine og Indien på grund af Holck-sagen obstruerer danske interesser i Indien. Som bestyrelsesformand i Danmarks Radio, hvor han har allieret sig hundrede procent med generaldirektøren, har hans dispositioner omkring cheflønninger og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret gjort hans position uholdbar. Om han også står til at tabe i vederlagssagen vil de kommende dage vise.

Vederlagsforhøjelser nærmest skrevet ind i kommissoriet

Ifølge kommissoriet skulle kommissionen foretage en analyse af den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. Kommissionen skulle herefter foreslå ændringer, der, “tager højde for den udvikling, der over de senere år har været i politikernes arbejdsvilkår, herunder i forhold til kompleksiteten i arbejdsopgaverne samt i forhold til politikernes ansvar og arbejdsbyrde”. At kommissionsarbejdet skulle føre til lønstigninger, var således praktisk talt skrevet ind i kommissoriet. Vederlagskommissionen skulle have færdiggjort sit arbejde inden udgangen af 2015 med henblik på, at eventuelle ændringer for borgmestre og regionsrådsformænd kan vedtages i god tid inden de kommunale og regionale valg i 2017 og få virkning pr. 1. januar 2018.

Pension og eftervederlag

Alle partier har tilkendegivet, at tiden ikke er inde til markante lønforhøjelser, men det billede kan meget vel ændre sig ved nærlæsning af rapporten. SF og Enhedslisten har tilkendegivet, at de under alle omstændigheder ønsker de nuværende gunstige regler for pension og eftervederlag ændret.

For dem som måtte have overset det, er Mogens Lykketoft for tiden formand for FN’s Generalforsamling. I den egenskab fører han sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima til flygtningekonventioner. Men hvorfor gør han det? Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende givet svaret på, hvorfor han har påtaget sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN står over for. Lykketoft mener, at Generalforsamlingen under hans formandskab kan vise sig at være et af de vigtigste i FN’s historie, og han viser en – for den normalt meget selvbevidste Lykketoft – usædvanlig statsmandsagtig ydmyghed over for opgaven.

Lykketofts ego

Mogens Lykketoft har et ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, og han har aldrig holdt sig tilbage med kritiske vurderinger uden smålig skelen til politiske venner og modstandere.

Berlingske Tidende kan den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt har betegnet statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen har ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter og at SR-regeringen var ”talent- og profilløs”.

Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på klassefjenderne – både når det gælder den tidligere og når det gælder den nuværende regering. Men det er tydeligt at posten som formand – først for det danske Folketing og nu for FN’s Generalforsamling – er steget ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid

Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.” Få har glemt den Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som – udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA. For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende skingrende vanvittige politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Lykketoft som formand i FN

I dag påkalder det sig umiddelbart respekt, at Lykketoft har påtaget sig opgaven med at lede menneskeheden frem til en harmonisk fremtid. Men der er sten på vejen til forløsningens realisering: Nirvana, og Lykketoft stiller krav til dem, der vil følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi advares om, at vejen hurtigt bliver spærret, hvis vi ikke lærer at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsætter også, at vi alle sammen skal kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi vil ikke opleve en harmonisk fremtid og vi får ikke udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelægger livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker, og sender dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse. Derfor er det resultatet af klimakonferencen i Paris, hvor vi anerkender vores globale gensidige afhængighed, ifølge Lykketoft positivt.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Det eneste der mangler er, at vi helhjertet skal gå ind for Lykketofts gamle mærkesag: Økonomisk Demokrati! Hvis Lykketofts sympatiske budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN omsættes til anvisninger til den enkelte borger, ville vi genkende det fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Og sådan er det: Du kan muligvis og tilsyneladende trække Lykketoft ud af kommunismen, men du kan aldrig trække kommunismen ud af Lykketoft!

Udenrigsminister Kristian Jensen har netop besøgt Qatar.

I den internationale udgave af New York Times har statsministeren Lars Løkke Rasmussen netop prydet forsiden. Under overskriften ”Denmark set to raise the bar for new refugees” bliver der sat fokus på Danmarks måde at håndtere flygtninge. ”Danmark, der engang brystede sig med åbenhed over for fremmede, har sendt et signal til flygtninge de seneste par måneder. Tænk en ekstra gang, før I kommer hertil”, skriver avisen. Regeringen skåner ikke sig selv, men blotter villigt struben for internationale kritikere, der bare har ventet på at flå struben op på et af de skandinaviske lande, der altid har placeret sig på den høje hest som bedre end alle andre. Den i Danmark stort set ukendte udenrigsminister (han hedder Kristian Jensen og er fra Herning) bidrager efter bedste evne til at køre Danmarks image helt i sænk. Han byder sig selv meget og f.eks. besøger han det ene despotiske styre efter det andet. Selvom Danmark og Venstre indtil for nylig har været stærkt kritiske over for despoterne i Mellemøsten, sparer Kristian Jensen ikke sig selv, hvis han kan lå et slag for danske økonomiske interesser.

Iran

Da Ayatollah Khomeini i 1979 kom til magten i Iran, lancerede han et koran-fascistisk terrorregime med en bølge af tortur, massehenrettelser og massiv undertrykkelse af det iranske folk. Flygtninge fra rædslerne strømmede også til Danmark, og kritikken af regimet var ikke mindst fra Venstre ganske kontant. I forventning om, at øge Danmarks vare- og tjenesteeksport til Iran, når Irans opfyldelse af vilkårene i atomaftalen berettiger til gradvis ophævelse af de økonomiske sanktioner, havde Kristian Jensen sat sig i spidsen for en talstærk erhvervsdelegation. Eksportfremstødet blev søgt berettiget med, at Udenrigsministeriet på forhånd havde vurderet, at eksporten til Iran kunne øges med 500 millioner kr. om året. Hvorfor Danmark absolut skulle være blandt de første til at gøre vores hoser grønne over for det kontroversielle præstestyre i Teheran, er aldeles uklart. Vi ved ej heller om Kristian Jensen med et eneste ord fik bebrejdet Irans krænkelser menneskerettigheder, praktisering af dødstraf og, at landet i sin stedfortræderkrig med Saudi-Arabien i Syrien og Irak producerer millioner af flygtninge, som vi nu må tage os af i EU. Vi får heller aldrig opklaret, om besøget havde den ønskede effekt – det danske fremstød blev nemlig fuldstændig overdøvet af konflikten mellem Saudi Arabien og Iran, ambassadeafbrænding og borgerlige uroligheder.

Doha

Næppe havde Kristian Jensen forladt i Irans hovedstad Teheran, før han den 6. januar 2016 dukkede op i den mindst lige så kontroversielle ørkenstat Qatar. Qatar med hovedstaden Doha er det rigeste land i verden pga. af landets utrolig store gas- og oliereserver, men landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Mærsk Oil

Udenrigsministeren kastede sig under besøget den 6. januar beredvilligt ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der har fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kan berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani i Qatar. Børsen deltog i det efterfølgende 45 sekunder lange pressemøde, og kan berette, at parterne var ganske fåmælte om status for oliefeltet, som Mærsk har koncession på frem til 2017. “Det eneste jeg kan forsikre Dem om, er at Qatar Petroleum har nedsat en komite, der ser på tenderen, og at det vil foregå på en transparent facon, der er i overensstemmelse med internationale standarder, så alle vil få en fair chance – det kan jeg forsikre dem om,” sagde udenrigsminister Dr. Khlalid Bin Mohammed Al Attiyah til Børsen.

Qatar-koncessionen er Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt.

Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kommer fra Qatar! Hvornår, eller om, Udenrigsministeriet skal at bede en minister slå et slag for enkelte borgeres eller enkelte virksomheders interesser er et godt spørgsmål, som Kristian Jensen måske har en god forklaring på.

Syrien og flygtningesituationen

Hverken på pressemødet, fra Qatars myndigheder eller fra det danske udenrigsministerium er der fremkommet nærmere om indholdet af drøftelserne med Qatars emir og premierminister. Det er således uklart, om udenrigsministeren i lyset af flygtningekrisen i Europa rejste det nærliggende spørgsmål, om Qatar ikke mere aktivt kunne bidrage til at løse flygtningekrisen i Syrien og Irak, og – i afventning af en løsning – bidrage finansielt til UNHCR og modtage nogle ekstra flygtninge? Det vides heller ikke om udenrigsministeren benyttede lejligheden til at sikre sig, at Qatar er ophørt med økonomisk at støtte Al Qaeda i Afghanistan og Pakistan og Al-Nusra i Syrien.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt skal være direktør ved London-kontoret for den internationale humanitære organisation Save the Children, hvorunder Red Barnet i Danmark hører.

Kandidat som FN’s flygtningehøjkommissær

Danmarks tidligere statsminister og Socialdemokraternes tidligere formand Helle Thorning-Schmidt blev i slutningen af 2015 vraget til posten som FN’s flygtningehøjkommissær. FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, valgte i stedet indstillet den højtstående italienske FN-diplomat Filippo Grandi til posten som højkommissær for FN’s flygtningeorganisation, UNHCR. Blandt Filippo Grandis kvalifikationer er en lang karriere i FN-systemet og et indgående kendskab til flygtningeområdet. Helle Thorning-Schmidt valgte efter valget 18. juni at trække sig som formand for Socialdemokraterne, efter det ikke lykkedes at genvinde regeringsmagten trods fremgang til partiet. Hun blev efterfølgende udnævnt til Socialdemokraternes præsidiemedlem, ligesom hun fik plads i Udenrigspolitisk Nævn. På forslag fra det danske udenrigsministerium, indstillede Danmark og formelt set alle de nordiske lande i september 2015 Helle Thorning-Schmidt til at efterfølge den nuværende flygtningehøjkommissær, portugiseren António Guterres.

Ændrede holdninger til flygtninge

Som kandidat til posten som Flygtningehøjkommissær demonstrerede Helle Thorning-Schmidt en forbløffende fleksibilitet i spørgsmålet om håndteringen af flygtninge- og migrationskrisen i Europa. Som dansk statsminister fastslog hun under den seneste valgkamp, at Danmark under ingen omstændigheder skulle deltage i en fælles europæisk fordeling af migranterne, ligesom hun igen og igen understregede, hvorledes den nu tidligere regering virkningsfuldt havde strammet vilkårene for syriske asylsøgere. Et hovedpunkt var, at migrationen skulle bringes under kontrol ved EU’s ydre grænser. Det var endvidere under valgkampen et tema, at Tyskland og Sverige burde holde op med at invitere samtlige Mellemøstens og Afrikas fattige indenfor. Som ansøger til jobbet som UNHCRs generalsekretær, svarede Helle Thorning-Schmidt på spørgsmål fra et globalt netværk af humanitære organisationer, ICVA. I svarene fastslog hun overraskende, at Europa sandelig har kapaciteten til at håndtere de flere end den halve million flygtninge og migranter, der allerede er ankommet og de hundredtusinder, der er på vej. Det pludseligt ændrede syn på flygtninge overbeviste tydeligvis ikke de ganske mange skeptikere, og styrkede derfor ej heller Helle Thorning-Schmidts kandidatur som Flygtningehøjkommissær.

Flygtningehøjkommissærens opgaver

Flygtningehøjkommissariatets primære opgave er at sørge for beskyttelse og hjælp til verdens flygtninge og statsløse. Der er ansat 7.600 medarbejdere i kommissariatet fordelt i 125 lande. Hvis Helle Thorning-Schmidt havde fået FN-posten, ville hun være gået i tidligere statsminister og Venstre-formand Poul Hartlings fodspor – han bestred nemlig posten fra 1978 til 1985.

Kollega til Anita Bay Bundegaard

Helle Thornings-Schmidts holdning til det internationale børnearbejde foreligger ikke nærmere belyst, men som direktør for Red Barnet i London bliver Helle Thorning-Schmidt kollega til den tidligere radikale politiker Anita Bay Bundegaard. Anita Bay Bundegaard er Director & UN Representative ved Save the Childrens Geneve-kontor. I disse tider med kritisk lys på uddannelsesminister Esben Lunde Larsens kvalifikationer of videnskabelige bedrifter, kan der være anledning til at minde om, at Anita Bay Bundegaard har været en af de offentlige personer, der ikke har holdt sig for god til at pynte på kvalifikationerne. Anita Bay Bundegaard var radikal minister i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV: minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001. I 2001 blev Ania Bay Bundegaard skandaliseret, da det blev afsløret, at hun ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen. Trods manglende eksamensbeviser arbejder Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid som redaktør på Dagbladet Politiken – for den internationale paraplyorganisation Save the Children i Geneve.

Fredag den 8. januar 2016 blev etableringen af Danish Agribusiness Fund præsenteret ved et pressemøde i København. Fonden er resultatet af en aftale mellem pensionskasser og staten om fødevareinvesteringer i udviklingslande, der skal fremme den danske landbrugs- og fødevaresektor. Danish Agribusiness Fund skal således bidrage til at øge produktionen af fødevarer i udviklingslande og fremme salget af dansk teknologi og know-how inden for landbrugs- og fødevaresektoren. Danish Agribusiness Fund etableres i et samarbejde mellem Danida, statens investeringsfond for udviklingslande (IFU) og pensionskasserne PKA og PensionDanmark. Staten bidrager med 89 millioner fra bistandsrammen, mens IFU skyder 212 millioner kr. i fonden.Pensionskasserne PKA og PernsionDanmark skyder hver 200 millioner kr. i fonden.

Fonden ventes at rejse yderligere kapital på 100 mio. kr. i en second closing.

Fonden forventes at medvirke til investeringer for omkring seks milliarder kr. i landbrugs- og fødevareprojekter i udviklingslande i Asien, Afrika, Latinamerika og dele af Europa.

Partnerskaber

Fonden kan opfattes som et nyt innovativt partnerskab, der vil sikre en mere effektiv anvendelse af danske virksomheders kompetencer i Danmarks udviklingssamarbejde og dermed tilføre udviklingspolitikken et nyt instrument. Udenrigsminister Kristian Jensen har ved mange lejligheder understreget hensynene til vækst og beskæftigelse i det udenrigs- og udviklingspolitikken. Det må da også hilses velkommen, hvis dansk udenrigspolitik, udviklingspolitik og udenrigstjenesten fremover kan levere væsentlige bidrag til vækst og beskæftigelse i både Danmark og i udviklingslandene. Den stærke understregning af de danske interesser er på ingen måde i konflikt med udviklingslandenes egne interesser. Der er ubetinget behov for gennem innovative strategiske partnerskaber at skabe sammenhæng mellem handels- og udviklingspolitik, og der er behov for, at udviklingslandene ligeværdigt integreres i bl.a. den globale fødevareproduktion. Målet for de investeringer, der skal finansieres af Danish Agribusiness Fund, bør derfor understøtte udviklingen af bæredygtige og effektive produktionsmetoder, infrastruktur og forsyningssikkerhed i udviklingslandene. Det siger sig selv, at hvis fonden skal virke efter hensigten, skal investeringerne skrues sammen på en måde, der på én og samme tid giver danske virksomheder incitamenter til vækst og indtjening og samtidig bidrager til værdiskabelse og beskæftigelse i udviklingslandene.

Retningslinjer for investeringerne

Hvis vi skal sikre en mere varig og effektiv anvendelse af danske virksomheders kompetencer i Danmarks udviklingssamarbejde, er det vigtigt, at hensynene til virksomhedernes kommercielle interesser og de finansielle investorers interesse i afkast ikke tilgodeses på bekostning af projekternes sociale, miljømæssige og økonomiske bæredygtighed. Danish Agribusiness Fund bør selvklart leve op til almindeligt vedtagne CSR-regler (Corporate Social Responsibility) og ubetinget og eksplicit respektere de internationalt aftalte retningslinjer for beskyttelse af basale rettigheder. I den oprindelige koncept-note var der henvisninger til Verdensbanken og IFC, men fonden bør også være opmærksomme på de retningslinjer, der er enighed om i ”Right to Food”-sammenhæng. Disse rettigheder er nærmere operationaliseret i ”Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security” fra 2004, og i “Voluntary Guidelines on the Responsible Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests in the Context of National Food Security – VGGT” fra 2012. Når multinationale firmaer som PepsiCo og Coca-Cola Company afstår fra land-grabbing og overholder disse retningslinjer, bør officielle danske investeringsprogrammer også kunne gøre det.

Midt i bekymringerne over situationen i Mellemøsten, flygtningepres og terrortrusler er der for lidt fokus på Danmarks økonomiske problemer.

Kendsgerningen er desværre, at mens sammenlignelige lande har genvundet formen efter finanskrisen, halter Danmark bag efter. De seneste fire år har Danmark haft en historisk lav økonomisk vækst på 0,5 pct. om året – i alt to pct. på fire år. Men da befolkningen i samme periode et vokset med to pct., har økonomien for den gennemsnitlige dansker været fuldstændig fastfrosset.

Ser vi på landene omkring os, og de lande vi ynder at sammenligne os med, så har de fået deres BNP tilbage på sporet og over niveauet fra før finanskrisen. Danmarks BNP pr. indbygger ligger stadig under niveauet før krisen i 2008-9. Hvis vi igen ser på den gennemsnitlige dansker, er hun i dag fattigere end hun var før krisen!

Fremadrettet er økonomien heldigvis ikke gået helt i stå. Nationalbanken skønner faktisk en bekeden vækst på omkring 2 pct. i 2015, 2016 og 2017. Hvad er det så, der ligger bag den beherskede vækst? Det er ifølge Nationalbanken 3 forhold:

• olieprisens fortsatte fald, • den lavere rente og • svækkelsen af den effektive kronekurs.

De tre forhold yder hvert deres lille bidrag til at sætte ekstra skub i økonomien. Både den relativt billige olie og den lave rente øger de disponible indkomster – og dermed husholdningernes mulighed for at forbruge. Og en lavere effektiv kronekurs forbedrer den danske konkurrenceevne.

Arbejdsudbuddet

På den positive side, er ledigheden faldet. I oktober 2015 var der ifølge Danmarks Statistik 120.400 bruttoledige, svarende til en ledighedsprocent på 4,5 pct. Desværre er det begrænsede opsving geografisk ujævnt, og kun i Københavnsområdet er beskæftigelsen i dag på et højere niveau, end før krisen ramte Danmark.

Samtidig har der været en kraftig stigning i antallet af borgere, der er helt afhængige af indkomst fra det offentlige. I øjeblikket har 3.029.994 borgere deres indkomst fra det offentlige. Det svarer til at 70 pct. af den samlede danske befolkning over 18 år på ca. 4.300.000.

Det samlede tal på 3.029.994 fremkommer som summen af 816.000 personer på overførselsindkomst, 327.000, der er på SU, 1.059.000 folkepensionister og 827.994 personer ansat i det offentlige.

Den lave arbejdsløshed og det begrænsede arbejdsudbud er samtidig en kilde til alvorlig bekymring. Danmarks Nationalbank og De Økonomiske Vismænd vurderer, at med en ledighedsprocent på 4,5 pct. er vi meget tæt på ledighedens strukturelle niveau. Det vil sige, at vi meget snart især i hovedstadsregionen vil stå over for flaskehalsproblemer og decideret mangel på arbejdskraft.

Der syntes at være bred politisk enighed om, at den væsentligste del af et øget arbejdsudbud skal komme fra de mange offentligt forsørgere, der i dag står uden for arbejdsstyrken.

De alternative muligheder for at øge udbuddet er begrænsede: Udbuddet kan også øges, såfremt flere vælger at blive lidt længere på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension, men ellers vil vi være henvist til at få dækket landets behov for arbejdskraft udefra.

Regeringens udfordring

Venstre-regeringen står derfor over for en kolossal udfordring. Hvad skal der til for at ”vende kajakken”, genskabe borgernes og virksomhedernes tillid til fremtiden og dermed øge efterspørgsel, investeringslyst, beskæftigelse og arbejdsudbud?

Skatte- og afgiftstrykket

På det overordnede plan er det afgørende indsatsområde den offentlige sektor. Udgifterne på 1.100 milliarder kr. beslaglægger hvert år 56 pct. af det samlede BNP. Sektoren finansieres gennem et uhyrligt og kvælende skatte- og afgiftstryk på husholdninger og virksomheder samt ved gældsstiftelse, hvor regningen efterlades til vores efterkommere. Dansk vækst og dermed det private erhvervs eksistensgrundlag er historisk presset af en dyr og samtidig pinligt ineffektiv offentlig sektor. Dagligt bliver vi konfronteret med oprørende eksempler på frås med offentlige midler, og håbløs inkompetence i SKAT og andre offentlige myndigheder.

Det er ikke kun personskatterne, der er problemet. Energiafgifter på over 50 mia. kr. blokerer for vækst og beskæftigelse. Erhvervsorganisationer og fagbevægelsen raser med rette over, at PSO- og energiafgifter afskærer virksomhederne for at udnytte de lavere energipriser og over belastningen af konkurrenceevnen. Den aktivistiske energi- og klimapolitik, som det grønne alternativ ihærdigt har prøvet at gennemtvinge, fører til forringet konkurrenceevne, lavere vækst og højere el- og varmepriser. Ydermere finansieres en voksende andel af de grønne aktiviteter af PSO-afgiften uden om Finansloven. Det bemærkes, at her taler vi ikke om pebernødder. I den seneste fremskrivning forventes PSO-regningen frem til 2020 at blive på mindst 60 mia. kr.

Skatte- og afgiftstrykket i kombination andre høje omkostninger og en generel mangel på konkurrence betyder at danskerne må leve med et prisniveau der ligger 39 pct. over EU-gennemsnittet.

Reduktion af de offentlige udgifter

Der er altså ingen vej udenom – de offentlige udgifter skal reduceres og skatte- og afgiftstrykket lempes. 0-vækst er ikke nok – der skal før eller siden gennemføres ganske drastiske reduktioner og omprioriteringer. Selvom det er selvindlysende og erkendt i vide kredse, bliver regeringens spage initiativer til at begrænse de offentlige udgifter mødt med kritik fra stort set alle sider. Når regeringen sparer på udenrigsministeriets rammer og på udviklingsbistanden karakteriseres det straks som uansvarligt – ikke kun af de sædvanlige kredse i det såkaldte ”bistandsmiljø”, men også fra erhvervsvirksomheder og påstået borgerlige partier. Når de voldsomme ambitioner – og omkostninger – på energi- og klimaområdet modereres, bliver det straks mødt af et ramaskrig fra klimaaktivister, men så sandelig også fra tunge erhvervsvirksomheder. Det mest bizarre er, at påståede borgerlige partier ligeledes advarer mod besparelser på den offentlige sektor!

Hvis ikke danske erhvervsvirksomheder og organisationerne helhjertet, entydigt og stærkt indgår i debatten med klare krav til politikerne om at skabe bedre vækstbetingelser på det private marked, har fortalerne for en voksende offentlig sektor for let spil.

Diskussionen om topskatten

Ifølge tænketanken CEPOS betaler næsten en halv million danskere topskat, og masser af mennesker i almindelige job kommer over topskattegrænsen på 467.300 kr. Hvor rimeligt er det, at over 5.200 sygeplejersker og 5.000 skolelærere rammes af topskatten og betaler en marginalskat på godt 56 pct. til staten. Det samme gælder 2.700 lastbilchauffører, 1.685 pædagoger og 220 skraldemænd. Topskatten på 15 pct. af indkomst over 467.300 kr. betales af godt 500.000 skatteydere, dvs. 10 pct. af alle skatteydere. Statens provenu fra topskatten anslås til 15,5 mia. kr. i 2015.

Hvem er overhovedet tilhænger af topskat?

Diskussioner om topskatten er oftest mellem tilhængerne af skattesystemets rolle som omfordelingsmekanisme – og tilhængerne af et skattesystem, som lægger afgørende vægt på udformningen af et effektivt system for opkrævning af de midler, der er nødvendige til samfundets drift. Opfattelsen er her, at ”misundelsesskatter” og unødigt forvridende skatteformer så vidt muligt bør undgås. Tilhængerne af skattesystemets fordelingspolitiske rolle findes især på den politiske venstrefløj. Ofte er tilhængerne også enig i dogmet om, at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”. Der mindes om, at borgerne hvert år på den ene eller anden måde skal betale næsten 1.100 mia. kr. for at dække de monstrøse offentlige udgifter. Danmark har dermed sikret sig en kedelig verdensrekord i skattetryk! I forvejen skal danskerne finde sig i verdens højeste energi- og varmepriser og et generelt prisniveau, der ligger 39 pct. højere end EU-gennemsnittet.

Modstanderne af topskatten henviser i den offentlige diskussion ofte til at skatten hæmmer mulighederne for igen at få gang i vækst og beskæftigelse. Det anføres ofte, at det er nødvendigt at øge ”arbejdsudbuddet”. Hensynet til arbejdsudbuddet indgår både i diskussionerne om kontanthjælp, integrationsydelse og dagpengesystemet, men også om det danske skattesystem.

Erhvervsorganisationer, fagøkonomer og en række borgerlige partier syntes at være enige om, at ikke mindst den såkaldte ”topskat” hæmmer udbuddet af relevant og kvalificeret arbejdskraft. Når skatteskruen og marginalskatten øges formindskes incitamentet til at arbejde.

Effekten på udbuddet af arbejdskraft kan illustreres ved følgende eksempel: Et konkret tilbud om et nyt job med mere ansvar, en bedre pensionsordning, en del mere i løn, men også udsigten til en del mere arbejde, mindre fritid og mange flere rejsedage, blev afslået. Til trods for, at stillingen indebar et stort avancement, blev tilbuddet afslået, fordi topskatten ville æde store dele af den økonomiske kompensation for det ekstra ansvar, de flere arbejdstimer og de mange rejsedage.

Folketinget har lavet undtagelser for udlændinge

Selvom Socialdemokratiet stadig klynger sig til omfordelingspolitikken og fnysende afviser lempelser i topskatten, har dobbeltmoralen gode kår. Et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet har for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. En række nøglestillinger i erhvervslivet kan som følge af skatteforholdene ikke besættes med kvalificerede personer. Folketinget har indset, at med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede, men krævende stillinger. Det vil samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om ”de bredeste skuldre” og i stedet besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge. Ordningens betydning for forskningen er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 70.600 kr. + bidrag til ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Urimelig forskelsbehandling

For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på knap 32 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet. Søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, kan ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Baggrunden er, at allerede i 1980erne stod rederierne, over for valget om enten at udflage eller finde andre veje til at bevare konkurrenceevnen. Selv Socialdemokratiet kunne dengang indse, at det danske system ikke passede i en globaliseret verden, og resultatet blev det internationale skibsregister, som tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte. Alligevel må vi i dag konstatere, at danske skibe i høj grad er bemandet med udenlandsk arbejdskraft. Det lykkedes dog at beholde rederierne i Danmark. I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 er mobile borerigge blevet omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Der var oprindelig pres for at også vindmølleskibe og andre offshore-skibe skulle omfattes, men udgangen blev altså alene mobile borerigge. Konsekvensen vil være, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning. Fremover vil borerigge i stedet for udflagning til Singapore fortsat kunne operere under dansk flag og dermed fastholdes en række ledelses- og planlægningsarbejdspladser i Danmark. Ligesom i handelsflåden er der til gengæld ingen garanti for at bemandingen fremover vil ske med fortrinsvis dansk arbejdskraft.

Behov for beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande

Topchefen for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, siger til Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”. Kan Venstre-regeringen levere en mindre marginalskat? Regeringen har meddelt, at Folketingets partier i foråret 2016 vil blive indbudt til skatteforhandlinger. Skattelettelser står ikke øverst på Dansk Folkepartis ønskeliste. Som bekendt har Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fuldstændig afvist lempelser i topskatten, men er måske mindre afvisende over for en vis forhøjelse af indtægtsgrænsen.

Liberal Alliance

Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti lagde pres på Venstre, da regeringen blev dannet, og det endte med, at det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, at ”regeringen (har) en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, så flere vil arbejde mere, og så danske virksomheder får nemmere ved at rekruttere og fastholde også vellønnede medarbejdere”. Liberal Alliance har nærmest gjort støtten til regeringens fortsættelse betinget af, at topskatten bliver sat ned med 5 procentpoint ved forårets skatteforhandlinger. Selvom partiet har ry for at gø mere end det bider, bør regeringen tage sig i agt i denne sag.

Det Konservative Folkeparti

Ledelsen i Det Konservative Folkeparti syntes p.t. at foretrække at snakke om flygtninge, vandløb og klimamålsætninger. Partiets principielle holdning som fastlagt af partiets Landsråd er dog helt klart en fuldstændig afskaffelse af topskatten.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti tillægger øjensynlig ikke skatten den store betydning. Foreløbig betvivler partiet, at der er økonomisk råderum til skattelettelser og i givet fald bør lettelser ydes i form af lettelser i bunden og ikke på topskatten. Dansk Folkeparti har imidlertid mange gange demonstreret forbavsende fleksibilitet såfremt, partiet får indrømmelser på andre områder – f.eks. i form af en stram grænsekontrol.

Behov for borgerligt sammenhold

I den standende diskussion, hvor der langt ind i regeringen og blandt dens borgerlige støttepartier er stor uenighed om betydningen af skat, kan der være grund til at minde om fortiden. I begyndelsen af 1980’erne lykkedes det Poul Schlüter og Firkløverregeringen at skabe det borgerlige sammenhold, der var forudsætningen for at dansk økonomi kunne bringes væk fra kanten af afgrunden og ud af moradset. Hvis det ikke lykkes at skabe et tilsvarende sammenhold på skatteområdet mellem Folketingets blå partier, ser det ikke godt ud. Konsekvenserne kender vi desværre allerede: De danske skatteborgere vil fortsat skulle lægge en alt for stor del af deres indkomst i de offentlige kasser, og den danske vækst vil forblive i slæbesporet, imens landene omkring os bevæger sig ud i overhalingsbanen. Regeringen er en mindretalsregering, og undertiden må der slås af på den ideale fordring for at nå en politisk aftale. Spørgsmålet er, om hvilke konsekvenser det vil få, hvis Venstre ikke kan levere på løftet om at sænke skatten på den sidst tjente krone? Folketingsvalg igen i 2016?

Fødevare- og landbrugssektoren er af afgørende betydning for Danmarks eksportindtjening. I 2014 blev der eksporteret for 148 mia. kr. Det svarer til omkring en fjerdedel af Danmarks vareeksport. Med turbulente internationale markeder er der samtidig behov for at bevare fokus på eksportindsatsen, og herunder at styrke arbejdet med at åbne adgang til nye markeder. Her er Danmarks høje niveau for fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og dyrevelfærd vigtige konkurrenceparametre for danske fødevarevirksomheder. Fødevaresektoren er med 140.000 ansatte også af stor betydning for beskæftigelsen – ikke mindst i dele af landet, hvor udbuddet af arbejdspladser er begrænset.

Aftale

Venstre-regeringen, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har lige før jul indgået en aftale om en omfattende fødevare- og landbrugspakke. Partierne er med aftalen enige om at gennemføre en række konkrete initiativer, herunder et paradigmeskifte for miljøreguleringen af landbruget, for at gøre fødevare- og landbrugserhvervet bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, samt medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark – i bæredygtigt samspil med natur og miljø. Initiativerne i Fødevare- og landbrugspakken bidrager samlet set med godt 1 mia. kr. i strukturelt BNP og et løft i miljøtilstanden i 2021. Hele aftalen kan læses her. Med fødevare- og landbrugspakken sikres væsentlige strukturelle forbedringer for landbruget. Det medvirker til at skabe bedre mulighed for, at landbruget kan arbejde sig ud af krisen og dermed danne grundlag for en sund og mere bæredygtig finansieringssituation. Dette vil også give et forbedret grundlag for, at erhvervet kan foretage de nødvendige investeringer i vedligehold og udvikling af produktionsapparatet. Nødvendigt at sikre fiskeri, landbrugs- og fødevareerhvervene bedre rammer Venstre-regeringen markerede fra begyndelsen, at den ville sikre en fornuftig balance mellem på den ene side miljø- og naturhensyn og på den anden side landbrugets og fødevareklyngens – herunder fiskeriets – udviklingsmuligheder. Derfor blev opgaverne samlet i et Miljø- og Fødevareministerium med den erfarne Eva Kjer Hansen i spidsen. Kritik af den tidligere regerings landbrugspolitik Det var ifølge landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer og fiskeriets organisationer på høje tid, at der blev gjort noget. Den tidligere regerings landbrugspolitik var i realiteten ikke-eksisterende. Skiftende fødevareministre levede ikke op til deres egentlige opgave: at skabe gode rammer for et udviklings- og vækstorienteret fødevareerhverv, forvalte naturressourcer ansvarligt og højne fødevaresikkerhed, forbrugernes valgmuligheder og sunde kostvaner. I fødevareerhvervene havde der været voksende utilfredshed med, at socialdemokraterne Mette Gjerskov og Dan Jørgensen ikke passede deres arbejde, men var mere optaget af alle mulige andre gøremål. Eksemplerne er mange: Gjerskov var alene optaget af økologi og hundelovgivning, og Dan Jørgensen definerede sig selv som madminister og modstander af dyresex. Dan Jørgensen manifesterede sin fynske madinteresse med etableringen af en ”Måltidstænketank”, og han belærte danskerne om, at vi burde spise ”sammen”, ”sundt” og på en måde, der ”redder” verden. Dan Jørgensen tog også initiativ til med et betydeligt forbrug af offentlige midler at kåre danskernes ”nationalret”. Jørgensen markerede sig desuden med en ny handlingsplan for lyst- og fritidsfiskeri og et forbud mod brug levende agnfisk. Samtidig har vi kunnet ærgre os over, at Dan Jørgensen i sin ministertid var helt uinteresseret i fødevareerhvervenes muligheder for at bidrage til vækst, eksportindtjening og beskæftigelse i det danske samfund. Vi blev tvunget til at følge selfies af en fødevareminister, der var mere optaget af spisevaner og nationalretter, mens folk led af fødevarebårne sygdomme. Vækstpakke ikke implementeret Mens Dan Jørgensen var fraværende udviste Vækst- og erhvervsminister Henrik Sass Larsen faktisk større interesse for fødevareerhvervenes udviklingsmuligheder. Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgik den 2. april 2014 en aftale om en vækstplan for fødevarer. Aftalen omfattede en række konkrete initiativer for at sikre en bæredygtig udvikling i det danske råvaregrundlag samt styrke landbrugets og fødevaresektorens konkurrenceevne. Desværre blev aftalen aldrig implementeret. Kontrollen med levnedsmidler Der bør også mindes om, at problemet med husdyr MRSA voksede sig stort i Dan Jørgensens ministertid. Smittespredningen fra dyr til mennesker blev et meget alvorligt problem, og omfanget af MRSA i husdyrbesætninger er voksende, og multiresistente bakterier er en stor udfordring for sundhedsvæsenet. På fødevareområdet er fødevaresikkerheden samtidig truet af campolybacter, listeria og salmonella. Dan Jørgensen burde fra dag 1 have koncentreret sig om at få levnedsmiddelkontrollen og Fødevarestyrelsen til at fungere. Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen må i flere år have haft viden om, at der overhovedet ikke er sammenhæng mellem levnedsmiddelkontrollens faktiske intensitet og det reelle behov. Nedlæggelsen af Fødevareministeriet som selvstændigt ministerium er en logisk konsekvens af den politisk negligering af landbrugs- og fiskeripolitikken. Venstre og borgerlige partiers politiske aftale Allerede den 25. november 2014 blev det i 16 punkter konkretiseret, hvad Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti efter regeringsskiftet ville gøre for at forbedre erhvervenes rammevilkår og styrke konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse. Den nye aftale, som også støttes af Liberal Alliance, omfatter 30 konkrete initiativer, der vil skabe jobs i egne af Danmark, der virkelig trænger og bidrage til at bevare slagterijobs i Danmark. Aftalen omfatter initiativer på følgende områder: · Bæredygtigt grundlag · Øget råvaregrundlag · Styrket konkurrenceevne · Udvikling af fremtidens fødevareproduktion · Fremsynet eksportindsats Aftaleparterne regner med, at aftalen vil skabe ro om de langsigtede rammevilkår for landbruget. Samtidig sikres det, at miljøindsatsen løftes i de områder, hvor der er behov for det. Det er værd at bemærke, at aftaleparterne er enige om, at den fremadrettede regulering på det kontroversielle kvælstofområde er forligsområde, hvor ændringer forudsætter enighed mellem partierne. Udgifterne til Initiativerne i Fødevare- og landbrugspakken vil i de næste 5 år løbe op i knap 2 mia. kr., der finansieres inden for den afsatte finanslovsreserve til fødevare- og landbrugsinitiativer på i alt 300 mio. kr. i 2016-2019, omprioriteringer inden for landdistriktsprogrammet 2017-2020 og finanslovsreserven til kvælstofindsatser. Det globale perspektiv På trods af de aktuelle udfordringer tegner der sig også nye muligheder for det danske landbrugs- og fødevareerhverv. Det gælder bl.a. potentialerne for såvel væksten i erhvervet som for miljøet ved en ny, faglig og mere målrettet miljøregulering i Danmark. Der er således mulighed for øget afsætning på det hastigt voksende globale marked for fødevarer og fødevareteknologi. En udvikling der i høj grad er drevet af økonomisk vækst og en stadigt større verdensbefolkning. Særligt da en stadigt voksende global middelklasse forventes at udgøre 5 mia. mennesker allerede i 2030 mod ca. 2 mia. i dag. Det betyder, at den globale fødevareefterspørgsel forventes at vokse betydeligt. Samtidig er verdens natur og miljø under pres. Stigende befolkningstal skaber øget efterspørgsel efter fødevarer, rent drikkevand og andre vigtige ressourcer, som udgør grundlaget for vækst og velfærd. Klimaforandringer nødvendiggør også ændringer i den måde, der produceres og forbruges på både i Danmark og globalt. Paradigmeskift for miljøregulering Gennem mere end 25 år er danske landmænd blevet mødt af de samme miljøkrav, uanset om deres marker grænser op til en sårbar fjord med risiko for iltsvind eller langt fra nærmeste sårbare kystvandområde. Fremtidens miljøregulering skal være målrettet, den skal være baseret på en vurdering af det lokale behov for indsats og herunder adskilles reguleringen af staldanlæg og markareal. På den måde sikres det, at indsatsen gøres dér, hvor der er brug for den. Burde fødevareproduktionen være økologisk? I Danmark udgør den økologiske omsætning i dag knap 8 pct. af det samlede fødevaresalg. Siden 2007 er værdien af den samlede økologiske fødevareeksport også steget, men udgør trods alt stadig en meget lille andel af den samlede fødevareseksport. Landbrugsaftalen sigter på, at økologiens styrkepositioner skal videreudvikles, og den markedsdrevne udvikling af økologi i Danmark skal understøttes. I den internationale debat om hvordan en voksende verdensbefolkning skal ernæres på en bæredygtig måde, spiller landbrug især i udviklingslandene, hvor befolkningsvæksten er størst, en stor rolle. Behovet og mulighederne for forbedringer i landbrugsproduktionen er bestemt til stede, og ingen betvivler at agro-økologiske dyrkningsmetoder kan reducere behovet for kemiske input. Men samtidig er det en realitet, at ingen ansvarlige fødevare- og u-landsorganisationer inden- og uden for FN-systemet – FAO, IFAD, WFP, CropDiversity – eller græsrodsorganisationer som Oxfam eller økologernes egen organisation, IFOAM – ingen peger på, at omlægning til økologisk landbrug er løsningen på fremtidens miljø- og fødevareproblemer.

I nyhedsmagasinet Ræson, der udkom den 10. december 2015, er der et interview med den tidligere socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon. Overskriften er ”Du er ikke fri, når du ikke kan forsørge dig selv”. I interviewet mindes Corydon om sine udtalelser om, at ”det er afgjort forkert at betragte Socialdemokratiet som et venstrefløjsparti”, og “han troede på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”. Borgerlige vælgere bør vide at påskønne, at som finansminister, stod Bjarne Corydon med sikker hånd for den ”nødvendige” økonomiske politik i over 4 år. Nu kan selv meget borgerlige godt indrømme, at dansk økonomi havde set meget værre ud uden ham.

Vi kommer til at savne Corydon…

Desværre har vi efter valget ikke set meget til Bjarne Corydon. Vi må nok se frem til en glædesløs periode, hvor det igen vil være Henrik Sass Larsen, Nick Hækkerup og Morten Bødskov, der vil stå for den såkaldte ansvarlige oppositions indspark i debatten. Enhedslisten vil som hidtil repræsentere den totale uansvarlighed. Om Alternativet vil være i stand til regelmæssigt at levere skæve og undertiden underholdende indslag i den politiske debat, har vi endnu til gode at se.

Corydon næstformand i Folketingsgruppen, men…

Der er en række forhold, der indikerer, at med et Socialdemokrati i opposition vil Bjarne Corydon igen rykke ned blandt de mange anonyme partifunktionærer, hvor han kom fra. Hans store beundrer, Helle Thorning Schmidt, er ikke længere partiformand, og Mette Frederiksen har en ubrydelig alliance med Sass Larsen.

Men Corydon har også syndet i forhold til traditionelle værdier på venstrefløjen; Ud over den nævnte karakteristik af Socialdemokratiet og hans åbenlyse tilslutning til konkurrencestaten, var det Corydon, der slet ikke lykkedes med trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen. Det var ham, der med SMS-beskeder utidigt blandede sig i faglige konflikter, og i foråret 2012 forhandlede en blå skattereform hjem med Venstre og Konservative i stedet for med Rød blok. Det var ham, der groft svigtede tilsynspligten med Martin Lidegaards solcelleadministration og rejste tvivl om fornuften i den såkaldte grønne omstilling. Og det var Corydon, der lagde sig ud med baglandet i sagen om sociale klausuler. Det var også ham der bevirkede at regeringen uklogt modstod kritikken af offentlighedsloven, ligesom han spillede en central rolle i forsøget på at stække Rigsrevisionens undersøgelser af solcelleskandalen. Det var ham, der stod bag nedsættelse af selskabsskatten – til baglandets ærgrelse perfekt timet og sammenfaldende med et udspil til nedskæringer i kontanthjælpen. Det var ham, der solgte dele af DONG til Goldmann Sachs, og tilmed havde den frækhed at bede Danske Bank om med en såkaldt fairness opinion at blåstemple hele transaktionen. I den efterfølgende håndtering af Folketinget og offentligheden demonstrerede han en monumental mangel på politisk fornemmelse. Det var også ham, der var en bemærkelsesværdig tonedøv dirigent i konflikten med folkeskolelærerne, og det var frem for alt ham, der har haft ansvaret for massefyringer og for en helt unødig brutal personalepolitik over for de ansatte i den offentlige sektor. Corydon var påfaldende lavmælt i den for regeringen opslidende debat om dagpengesystemet, og han har ansvaret for flere blå finanslovsaftaler på tidspunkter, hvor SF og Enhedslisten villigt bød sig til.

Væsentlige spørgsmål i Ræson

Alt i alt godt gået, men Corydon vil videre. I Ræson rejser han en række væsentlige spørgsmål: Kan halvdelen af alle pengene gå igennem de offentlige kasser? Har vi råd til sygehuse, folkeskoler og ældrepleje, der er gratis? Kan vi organisere det på en måde, der gør, at ungerne lærer det, de skal, i skolen, sådan at de kan få et job i fremtiden?

Meget tyder på, at svarene på hans spørgsmål er nej, men de endelige svar får vi først senere. Umiddelbart kan vi konstatere, at vi på skatteområdet igen har tiltrukket os international opmærksomhed.

Skatteskruen strammes

Skatterne i G20-landene steg i 2014. Det viser netop offentliggjorte data fra industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD. I publikationen Revenue Statistics 2015 kan man læse, at det gennemsnitlige skattetryk i OECD-landene i 2014 voksede til 34,4 pct. af BNP. Dermed fortsatte den stigende tendens, der har gjort sig gældende siden 2009, hvor det gennemsnitlige skattetryk var på 32,7 pct. af BNP.

Skattetrykket på 34,4 pct. er det højeste siden OECD begyndte at opgøre skattebyrden i 1965. Den største stigning fra 2013 til 2014 var ikke overraskende i Danmark med 3,3 pct. og Island med 2,8 pct. Danmark har med 51 pct. af BNP det suverænt højeste skattetryk blandt alle OECD-landene.

Børsnotering af Dong har været på tegnebrættet i mere end 10 år. I 2007 var det tæt på, men først kom et folketingsvalg i vejen, og året efter blev børsnoteringen aflyst på grund af finanskrisen, der smadrede alle forhåbninger om et fornuftigt salg på børsen. I 2013 bekræftede forligspartierne igen hinanden i ambitionen om en børsnotering, da adm. direktør Henrik Poulsen fik opbakning til sin plan for omfattende besparelser, frasalg og endeligt den kapitalindsprøjtning, der bragte Goldman Sachs ind i billedet.

I aftalen med Goldman Sachs fra februar 2014 blev det aftalt, at arbejde for en børsnotering inden udgangen af 2017. Beslutningen om at børsnotere Dong inden for de næste 18 måneder blev truffet af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti står uden for aftalen.

Hvis børsnoteringen ikke gennemføres, kan aktionærerne sælge deres aktier til staten. 40 procent skal sælges til markedsværdi, mens 60 procent kort fortalt kan sælges for anskaffelseskursen forrentet med 2,25 procent per år. Med andre ord: Hvis politikerne fortryder beslutningen om, at Dong skal på børsen, risikerer staten at skulle købe aktierne tilbage med renter.

Projekt iPod

I øjeblikket arbejder en kreds bestående af Goldman Sachs, ATP, Finansministeriet og Dong på det strategiske arbejde med børsnoteringen af Dong. Projektet har i følge dagbladet Børsen fået kaldenavnet Projekt iPod. Sammen med Morgan Stanley, J.P. Morgan, UBS, og CITI skal Danske Bank og Nordea være med til at stå for børsnoteringen af Dong Energy. Den danske stat – dvs. Finansministeriet – har hyret investeringsbanken Rotschild som særlig rådgiver.

I forbindelse med den politiske aftale om børsnoteringen af Dong er det aftalt, at selskabet skal gøres ”klar” og tilpasse de forskellige forretningsområder til de nye markedsvilkår. Forud for børsnoteringen vil Dong derfor sælge sine rørledninger i Nordsøen, lige som selskabet ønsker at skille sig af med sit gasdistributionsnet, der omfatter omkring 125.000 kunder i det sydlige Jylland og i Vestsjælland.

Energinet.dk, der ejes af skatteborgerne, forpligtes til at aftage ledningerne – også selvom gasdistributionsnettet med naturgassens udfasning vil være stort set værdiløst allerede i 2035.

Uanset om kunderne i gasdistributionen bliver hos Dong, eller om de skal rykke med over til Energinet.dk, så udløser beslutningen om at lade statens systemoperatør Energinet.dk overtage en del af Dongs kommercielle forretning et alvorligt dilemma. Politisk er det besluttet, at staten skal bevare kontrol over den strategisk vigtigt gasdistribution og over rørledningerne i Nordsøen. Det er imidlertid skatteborgerne, der i forvejen over deres energiregning har finansieret det distributionsnet, som skatteborgerne som ejer af Energinet.dk, tvinges til at købe.

Hvem varetager skatteborgernes interesser?

Energinet.dk har ifølge seneste regnskab likvide beholdninger på 155 mio. kroner og en rentebærende gæld på små 22 mia. kroner. Med andre ord skal Energinet.dk gældsætte sig yderligere for at overtage Dongs rørledninger, gasnetværk, Nybro Gasbehandlingsanlæg og hvad Dong ellers ønsker at skille sig af med. Selskabets udgifter, herunder til renter og afdrag, overvæltes naturligvis på ledningstarifferne, som skatteborgerne skal betale.

Ud over frasalget af rørledninger i Nordsøen og gasdistributionsnettet spekuleres der også i muligheden for, at Dong skiller sig af med Nordsøaktiviteterne, dvs. med olie- og gasdivisionen, der de senere år har været præget af tabsgivende kontrakter på grund af faldende olie- og gaspriser. Der vil næppe være mange liebhavere i det marked, og hvis det ender hos Mærsk Olie og Gas A/S, skal Dong Energy nok ikke regne med at få mange penge i kassen!

Dagbladet Børsen kan via en aktindsigt konstatere, at Dong også vil frasælge Fredericia Olieterminal. Terminalen er netop blevet udvidet for et milliardbeløb, men modtager endnu ingen olie. Terminalen er tænkt til at kunne modtage olie fra Hejrefeltet, som endnu ikke er i drift.

Skatteborgerne betaler

Der foreligger intet om, at skatteborgerne slipper billigt med at overtage gasdistribution, rørledninger, gasbehandlingsanlæg, olieterminaler m.v. Danske skatteborgere er ej heller forvænte med at slippe billigt fra regningen for den energipolitik, der har været ført i Danmark siden oprettelsen af Energiministeriet i 1979. Det er heller ikke første gang, at danske skatteborgere får lov til at betale 2 gange for energiinvesteringer.

Energinet.dk overtog 1. maj 2007 Dongs gaslager i Ll. Torup. Prisen dengang var 2,4 milliarder kroner.

Den 20. oktober 2014 købte Energinet.dk DONG Energys underjordiske gaslager i Stenlille på Sjælland for en pris på 2,25 milliarder kroner.

Danske naturgaskunder har allerede én gang finansieret Dongs investeringer i gaslagrene, men får altså lov til at betale igen. Samlet set kan lagrene i Ll. Torup og Stenlille opbevare cirka 30 procent af det samlede danske gasforbrug, svarende til det årlige forbrug af naturgas for cirka 500.000 hustande. Omkostningerne ved at opretholde lagrenes vigtige bufferfunktion, som tidligere blev betragtet som et strategisk aktiv for Dong Energy, skubbes nu inden børsintroduktionen over på danske skatteborgere.

Købet af lagrene blev udadtil begrundet med, at gas er en afgørende del af den danske energisektor, og gaslageret understøtter forsyningssikkerheden.

Det bemærkelsesværdige er, at købet også blev begrundet med at også på den lange bane er gaslageret en vigtig del af fremtidens energisystem. Energinet.dk skal både sikre forsyningssikkerheden og bidrage til en effektiv grøn omstilling, derfor er lageret i Stenlille vigtigt for Energinet.dk, hed det i oktober 2014.

Hvordan passer det lige sammen med det faste fortsæt om at udfase naturgassen til individuel varme i 2035 og et helt fossilfrit Danmark i 2050?

Naturgassen udfases i 2035

Siden 2003 er gasforbruget i Danmark faldet med 29 procent, og det er en tendens, der accelereres yderligere af målsætningen om, at naturgas til individuel varme skal udfases i 2035. Selv om danskernes forbrug af naturgas har været faldende de senere år, så er gas stadig en hjørnesten i dansk energiforsyning. Frem mod 2050, hvor det er målet, at Danmark skal være fossilfri og kun bruge vedvarende energikilder, kan naturgas dels erstatte kul og olie – begge brændsler udleder mere CO2 end naturgas – dels sikre stabil energi og dermed strøm og varme til de timer, dage og uger, hvor f.eks. vindmøllerne står stille.

Skatteborgerne betaler – igen!

Børsnoteringen af Dong begrundes med, at det vil gøre det lettere at skaffe penge til nye investeringer i eksempelvis havvindmøller og fastholde det danske energiselskabs stærke position på det internationale marked, mener finansministeren. “Dong Energy er et af Danmarks største selskaber, og et selskab med fuld fart på, til glæde for vækst og jobskabelse inden for blandt andet grøn energi. Med en børsnotering kan vi give Dong Energy de bedste betingelser for at folde sit fulde potentiale ud,” udtaler Claus Hjort Frederiksen i en meddelelse.

Desværre ser det ud til igen at ske på skatteborgernes regning!

Den internationale handel i G20-landene fortsatte med at falde i 3. kvartal af 2015. Industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD, har netop offentliggjort G20 International Merchandise Trade Statistics, hvor man kan læse, at eksporten fra og importen til EU faldt for femte kvartal i træk, målt i dollars og korrigeret for sæsonmæssige udsving.

Tyskland oplevede ganske vist den første vækst i såvel import som eksport siden 2. kvartal 2015, hvorimod eksporten fra Storbritannien dykkede 5,0 pct. efter at være steget ganske stærkt i de foregående kvartaler. OECD-tallene, der dækker omkring 85 pct. af verdensøkonomien, bekræfter, at den samlede verdenshandel målt på mængde fortsat er i svag vækst, men at vækstraten er langt lavere end før Finanskrisen fra slutningen af 2007.

Danskerne bliver fattigere

Mens sammenlignelige lande trods alt oplever en vis økonomisk vækst og velstandsstigning er danskerne siden krisen blevet fattigere. Velstandsudviklingen i dansk økonomi kan udtrykkes ved den disponible bruttonationalindkomst (BNI). Denne indeholder også indtægter og udgifter ift. udlandet. Den disponible BNI kom allerede i andet kvartal 2014 over niveauet før krisen. Dette skyldes, at dansk økonomi har modtaget flere indtægter fra udlandet (netto) og har haft en højere prisudvikling for eksporten end for importen. Velstanden pr. indbygger har dog ikke udviklet sig lige så positivt. Befolkningen i Danmark har været stigende og den disponible BNI pr. indbygger er derfor faldet. Danmarks Statistik har opgjort, at den disponible indkomst i tredje kvartal 2015 ligger 1,8 pct. under niveauet før krisen i fjerde kvartal 2007.

Den Europæiske Centralbank

Bekræftelsen torsdag af, at eksporten fra og importen til EU var faldet for femte kvartal i træk, førte staks til en reaktion fra Den Europæiske Centralbank, ECB. På et pressemøde torsdag eftermiddag sagde ECB-præsident Mario Draghi, at centralbanken er klar til at forlænge sit storstilede opkøbsprogram af statsobligationer (”bazookaen”) marts 2017 og længere om nødvendigt. Før var planen, at det skulle slutte i september 2016.

Økonomien i stampe

Mario Draghi prøvede at opmuntre markedet, og påstod at ECB ser lidt lysere på økonomien i eurozonen. For 2015 venter ECB en BNP-vækst på 1,5 pct. mod tidligere 1,4 pct. Prognosen for 2016 holdes uændret, mens væksten i BNP ventes at blive 1,9 pct. i 2017 mod tidligere 1,8 pct. For inflationen ser det værre ud. Priserne vil stige med 0,1 pct. i år og 1,0 pct. i 2016. Det er lavere end hidtil antaget. For 2017 sænker ECB sin forventning til inflationen fra 1,7 pct. til 1,6 pct. Formålet med den ekspansive pengepolitik er at få mere fart i eurozonens økonomi. Samtidig vil ECB presse euroen ned i værdi over for bl.a. den amerikanske dollar og dermed gøre det lettere for europæiske virksomheder at eksportere deres varer.