Repræsentanter for Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet argumenterer i et indlæg i Berlingske Tidende den 9. september 2016 med henvisning til polemikken omkring Miljø- og Landbrugspakken for betydningen af tillid til den forskning og det myndighedsberedskab, som ministerierne har brug for.

Af universitetsrepræsentanternes indledning (som forekommer fyldt med gentagelser – burde nok have været gennemtænkt og gennemskrevet endnu engang?) må man forstå, at politikerne (der ifølge repræsentanterne i befolkningens øjne rangerer i bunden sammen med journaliser, ejendomsmæglere og brugtbilsforhandlere!) med forløbet omkring Miljø- og Landbrugspakken og fordrejning af fakta har kompromitteret den gensidige tillid mellem borgere, eksperter og politikere – det var simpelthen plat at sælge landbrugspakken som miljøforbedringer.

I sandhedens interesse bør det vel oplyses, at partierne med aftalen var enige om at gennemføre en række konkrete initiativer, herunder et paradigmeskifte for miljøreguleringen af landbruget, for at gøre fødevare- og landbrugserhvervet bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, samt medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark – i bæredygtigt samspil med natur og miljø.

I indlægget, der emmer af brødnid, fornemmes en vis indebrændthed og frustration over Århus Universitets de fakto monopolstilling og nærmest eneret på landbrug/miljø-området. Andre – herunder Landbrug & Fødevarer og Liberal Alliance – har også stillet spørgsmål ved, om DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – fortsat uden offentligt udbud skal have eneret på at levere den forskning og det myndighedsberedskab, som Miljø- og Fødevareministeriet har behov for?

DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – er indgangen for myndigheder, erhverv, interesseorganisationer og offentligheden til Aarhus Universitets faglige miljøer inden for natur, miljø og energi.

Uden at forholde mig til kvaliteten af den forskning, der i øvrigt bedrives ved Aarhus Universitet, er det måske værd at bemærke, at ikke alle forskerne ved DCE er rodfæstet i Aarhus eller Foulum. En række af centerets forskere residerer i betryggende nærhed af Rådhuspladsen og Københavns Universitet i DMU’s gamle lokaler på Frederiksborgvej.

DCE-forskerne kører videre i det gamle DMU-spor, men tiden er tydeligvis inde til et paradigme skifte; Efter fusioneringen i 2007 med de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der havde sikkerhed for finansiering fra de respektive ressortministerier, har det i en efterhånden ganske lang overgangsperiode været nødvendigt at indgå aftaler med Universiteterne, der for betaling skulle levere den forskning, som udarbejdes for ministerier. Universiteterne leverer derfor forskning, som er bestilt af ministerierne og på vilkår, der er detaljeret fastlagt i kontrakter.

På den ene side har det fået flere kritikere til i stigende omfang at sætte spørgsmålstegn ved, om den form for forskning er valid nok til at høre hjemme på universiteterne. På den anden side betyder kontraktforskningen, at forskerne nødvendigvis må respektere de aftalte vilkår og begrænsninger f.eks. vedrørende offentliggørelsen af de tal og oplysninger, der leveres til det betalende ministerium.

Havde forskerne ikke fået forbud mod at offentliggøre deres resultater før, var den politiske aftale om Miljø- og Fødevarepakken måske endt med at se anderledes ud. Det har professor på Aarhus Universitet, Jørgen E. Olesen, påpeget, og han har ikke lagt skjul på, at han gerne ville have haft lov til at lægge sin såkaldte baseline-rapport offentligt frem noget før. Den ellers skikkelige Jørgen E. Olesen, der faktisk har sin base i Foulum, lægger altså ikke skjul på, at han personligt gerne ville have påvirket den politiske aftale. Man må håbe, at der er politiske partier, der kender deres besøgelsestid, og tilbyder forskeren en passende politisk platform.

Under alle omstændigheder, bør den tidligere sektorforskning efterhånden være fuldt indpasset i universiteterne, og det hidtidige kontraktforskningssystem bør derfor snarest ophæves. Opgaverne burde for længst have været sendt i udbud. Et internationalt udbud vil i sig selv indebære større åbenhed og konkurrence, men vil formentlig også bringe forholdene i Danmark i overensstemmelse med udbudsreglerne i EU. Om resultatet af en sådan udbudspraksis måtte blive, at en større del af opgaverne ikke går til Københavns Universitet, men ender i udlandet eller hos private konsulentfirmaer, bør ikke være et argument for at fastholde det hidtidige system.

Flere og flere udtrykker skepsis over for den aktuelle politiske diskussion om behovet for økonomisk vækst. Materiel vækst opfattes i visse kredse som noget negativt som ovenikøbet ikke er bæredygtigt – klodens begrænsede naturressourcer taget i betragtning.

Som økonom er det imidlertid svært at se bort fra de simple økonomiske følger, som en lav vækst vil have. Lav vækst betyder lavere forbrug, lavere produktion, der igen betyder lavere beskæftigelse, som betyder færre skatteindtægter, som igen betyder mindre velfærd eller offentlig gældsætning. Samfundsøkonomisk er det svært at afvise, at lavvækst vil have store sociale og menneskelige konsekvenser: Uden økonomisk vækst kan vi godt vinke farvel til lav arbejdsløshed og solid velfærd.

5 danske styrkepositioner

Dette synspunkt er desværre ingenlunde en given ting, og derfor glæder Landbrug & Fødevarer sig sammen med Dansk Energi, Lægemiddelindustriforeningen – LIF, HORESTA og Danmarks Rederiforening over, at det politiske efterår kan stå i vækstens tegn.

Organisationerne argumenterer i en fælles annonce for, at uden vækst og velstand, bliver der ingen yderligere velfærd at fordele. Derfor glæder repræsentanter for fem organisationer sig over, at man med de kommende forhandlinger med afsæt i regeringens Helhedsplan 2025, vil bruge efteråret til at tænke i ny vækst. For det skal sikre den velstand, der alt andet lige skal skabes, før den kan fordeles.

Hverken regeringen, organisationerne eller i al beskedenhed undertegnede er tilhængere af enhver form for vækst. Der må altid tilstræbes en socialt afbalanceret og bæredygtig vækst.

I de kommende politiske forhandlinger vil der blive taget stilling til den form for vækst, som regeringens forslag lægger op til. Der satses på en vækst der bygger på lavere skatter, øget arbejdsudbud, højere pensionsalder, ændret SU, begrænset stigning i det offentlige forbrug og større omkostningsbevidsthed i klimaindsatsen. Det er nogle af de elementer, der skal skabe væksten.

Uanset hvilke håndtag, der skrues på er der ingen vej udenom behovet for at skabe økonomisk vækst, hvis ikke samfundets allersvageste skal rammes hårdere end samfundets allerrigeste. Det er de førstnævnte, der har brug for det sociale sikkerhedsnet og den fortsatte jobskabelse, som den økonomiske vækst skaber.

Desværre er det ikke muligt at overbevise alle. De har opgivet at tro på vækst: I den globaliserede og digitaliserede økonomi har det vist sig, at det traditionelle arbejdsmarked ikke rigtig formår at håndtere og prissætte en række former for aktivitet, og arbejdsmarkedet og de markedsøkonomiske mekanismer formår ikke at sikre en indkomst for alle samtidig med at det traditionelle velfærdssystem er presset til det yderste.

Globalisering

Disse fænomener er ikke nye, men globalisering og den teknologiske og digitale udvikling accelererer tendenserne. Automatisering og robotter fortrænger traditionelle arbejdspladser og lægger samtidig en dæmper på den samlede efterspørgsel i økonomien. Udviklingen af den cirkulære og dele-økonomier og nye produktionsformer via internettet fører til nye former for produktion, som ikke giver mulighed for fuld aflønning af folk for deres arbejde.

Derfor er der behov for nye former for omfordeling, såsom basisindkomst eller borgerløn. Derfor er borgerlønstilhængerne på Dagbladet Information og blandt Alternativets medlemmer helt euforiske ved tanken om at en gammel, våd hippiedrøm måske bliver realiseret. Den hidtil utopiske tanke om at give alle en lille sum penge, så de er sikret et økonomisk fundament for en tilværelse, de herefter er frie til selv at vælge, lever i bedste velgående.

Dagbladet Information har i en række artikler og på lederplads med begejstring berettet, at borgerlønsideen bevæger sig fra ”ansete økonomers akademiske diskussioner samt en voksende international borgerlønsbevægelse tættere på de politiske cirkler”.

Information henviser til, at ”listen med anerkendte topøkonomer og nobelpristagere”, der har tilsluttet sig eller anden form for garanteret basisindkomst, er lang. Ifølge BIEN – “Basic Income Earth Network” – har et fransk regeringsorgan under det franske arbejdsministerium for nylig fremlagt en rapport, hvor det i sammenhæng med den voksende digitale økonomi anbefales at etablere forsøg med borgerløn.

Den internationale borgerlønsbevægelse

Internationalt vokser borgerlønsbevægelsen og ideerne kommer tættere og tættere på de politiske cirkler.

BIEN – Basic Income Earth Network – definerer borgerløn eller “Basic Income” som en løbende indkomstoverførsel, hvortil der ikke er knyttet betingelser. Borgerlønnen

Udbetales til enkeltpersoner over en vis alder og ikke til husholdninger;

Udbetales uanset om modtageren har formue eller indkomst fra anden side;

Udbetales uden krav om at gengælde ydelsen med arbejde eller krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Den franske arbejdsminister, Myriam El Khomri, har givet udtryk for skepsis, og hun rører ved noget helt centralt – nemlig økonomien. Ministeren skulle ifølge BIEN have udtalt: ”I do not want to dismiss it, but at first sight I am not sure about its cost.”

Forsøg i Finland

Baggrunden for den fornyede interesse for borgerløn (eller ”Basic Income” som de internationale protagonister kalder ydelsen) er en række forhold:

Den finske centrum-højre-regering ledet af Juha Sipilä har truffet beslutning om at iværksætte en undersøgelse, der i løbet af 2017 skal vurdere borgerlønskonceptet, herunder omkostningerne og mulighederne for at udbrede det over hele landet.

Udbetalingen af borgerløn vil ifølge regeringens finanslovsforslag finde sted i 2017-2018, hvis loven ellers bliver vedtaget.

Forsøget omfatter to tilfældigt udvalgte grupper af arbejdsløse finner. Den ene gruppe vil få præcis samme overførselsindkomster som hidtil og vil altså være underlagt krav om aktivering og miste hele eller dele af deres offentlige støtte, hvis de kommer i arbejde.

Den anden vil derimod hver måned modtage 560 euro fra staten, svarende til godt 4.000 kr., uanset om de fortsat er ledige eller har fået et måske højtlønnet arbejde.

Det er institutionen KELA, der skal stå for vurderingen. KELA (Kansaneläkelaitos på finsk eller Folkpensionsanstalten på svensk) er den finske offentlige institution, der forestår håndtering af offentlige pensioner og en lang række sociale ydelser, herunder folke-, invalide- og førtidspensioner, børnepenge, arbejdsløshedsunderstøttelse, SU m.fl.

Danmarks voksne befolkning over 18 år er i øjeblikket på omkring 4,3 millioner mennesker. Samtidig har vi et enormt offentligt bureaukrati, der skal sikre at velfærdssamfundet overhovedet fungerer. Omkring 3 millioner borgere er enten på overførselsindkomst, SU, modtager folkepension eller er offentligt ansat. Ville det ikke være meget lettere at sløjfe alle ordninger og udbetale en passende borgerløn til alle voksne?

Utopien ville i Danmark kunne føre til besparelser på 156 mia. kr. om året.

I Danmark ville en borgerløn af den størrelsesorden, der har været talt om i Finland (4.000 kr. skattefrit pr. måned), koste godt 17 mia. kr. om måneden, hvis den skulle udbetales til alle 4,3 millioner mennesker over 18 år.

Danmark har i øjeblikket omkring 760.000 på overførselsindkomst, 320.000 der modtager SU og 1.080.000 folkepensionister. Tilsammen modtager disse borgere knap 30 mia. kr. fra det offentlige om måneden. Hvis vi ser bort fra skat, hænger regnestykket umiddelbart sammen, og finansministeren ville ovenikøbet kunne bogføre en månedlig besparelse på 13 mia. kr. Det ville jo også være værd at tage med!

Problemet er, at de borgere, der i dag modtager overførselsindkomst, SU eller folkepension med en borgerløn på 4.000 kr. tilsammen ville miste 17 mia. kr. hver måned – eller i gennemsnit 5.700 kr. om måneden!

Mon Alternativet vil gå med til det?

Hvis borgerlønnen omvendt skulle op på et niveau, hvor de nuværende modtagere af indkomstoverførsler ikke mistede noget, ville det – hvis vi igen ser bort fra skatten – medføre offentlige udgifter til borgerløn på knap 520 mia. kr. om året.

Det ville finansministeren nok ikke kunne acceptere.

Øgede offentlige udgifter eller fald i ydelse

Den ubehagelige sandhed om borgerløn til alle er altså, at det enten vil føre til en meget kraftig stigning i de offentlige udgifter, eller til et meget betydeligt fald i overførslerne til dem, der i dag lever af overførselsindkomst.

Hvis de nuværende modtagere af indkomstoverførsler, SU og folkepension skal holdes nogenlunde skadesløse vil det stille krav om en meget betydelig forhøjelse af skatteudskrivningen. Det vil især ramme dem, der trods borgerlønnen arbejder. Det vil være uomgængeligt at beskatningen af selskaber og virksomheder skal øges. Det samme gælder Tobin-skatter på finansielle transaktioner, ejendoms- og formuebeskatning m.v.

Enhver diskussion kunne derfor for mit vedkommende stoppe her, men tilhængerne af borgerløn eller ”Basic Income” vil næppe lade hensynet alene til de offentlige finanser dirigere overvejelserne om borgerløn. I miljøet cirkulerer en lang række argumenter, og ikke mindst på venstrefløjen er der appetit på tanken.

Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman og andre liberale økonomer har udtryk sympati for tanken ud fra en betragtning om at det nuværende monstrøse offentlige bureaukrati kan reduceres.

Spørgsmålet er om vi kan undvære bureaukratiet. Hvis borgerlønnen skal udbetales til alle enkeltpersoner over 18 år og erstatte alle eksisterende offentlige ydelser rejser det en række problemer. Tænk f.eks. bare på den enlige mor med 3 børn – skal hun have samme borgerløn som den hjemmeboende 19-årige gymnasielev?

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er 150 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene. Hvis du brænder for sagen er der nu en enestående chance for at blive direktør for foretagendet.

I forbindelse med de kommende forhandlinger om regeringens 2025-plan og Finansloven for 2017 vil de politiske partier have lejlighed til at vurdere Danmarks udviklingsbistand, herunder hvor meget der skal bruges på asylansøgere i Danmark og hvor stor en kasse de politiske Partier selv skal have deres snabel ned i.

DIPD

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier, 1 medlem udpeges af udviklingsministeren, mens 5 medlemmer udpeges af organisationer, herunder Danske Universiteter.

DIPD har følgende vision: At fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af partnerskaber med politiske partier, flerpartiplatforme og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Vagt- eller skødehund?

Det bemærkelsesværdige er, at Peter Kurrild-Klitgaard, der er en velkendt kritiker af fråds med skatteborgernes penge, repræsenterer Danske Universiteter i bestyrelsen.

Der blev i 2010 bevilliget 75 mio. kr. til DIPD for en treårig periode frem til 2013. For årene 2014 – 2017 fik DIPD en ny bevilling på 75 mio. kr.

Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da DIPD blev oprettet i 2010. Partiet etablerede straks Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre. DLDP har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten. Nærmere om DLDP på http://www.dldp.org.

Kritik

Etableringen af DIPD er ikke sket uden kritik. “Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for den nye parti-støtte. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande.  

Bolivia

De danske partier har forskellige prioriteringer. SF har satset på Latinamerika og støtter det socialistiske regeringsparti i Bolivia, MAS. SF mener, at bistanden fra SF i Danmark kan mindske korruption og fremme pluralistisk dialog, hvor meninger kan brydes – støtte til politiske partier i fattige lande kan skabe mere skub i demokratiet, selvom SF erkender et det er svært at finde politiske samarbejdspartnere i de fattige lande, hvor der er allermindst demokrati.

Bhutan

Det Konservative Folkeparti har været aktiv i projekter i Bhutan, i en sådan grad at den tidligere partiformand Lars Barfoeds tilstedeværelse var nødvendig i både august og november 2015.

Tanzania

Danske konservative har ligeledes et tæt samarbejde med CHADEMA-partiet i Tanzania og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. Lars Barfoeds kone, Helle Sjelle, og besøg af samarbejdspartnerne i København.

Det Radikale Venstre har ligeledes været aktiv i Tanzania – dog i samarbejde med et andet parti end de konservative, nemlig Civic United Front (CUF).

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Nærmere om DIPD i årsrapporten for 2015 – http://dipd.dk/2016/05/annual-report-2015-postcards-from-the-field/

Det Konservative Folkeparti har umiddelbart modtaget regeringens udspil positivt. Der udtrykkes tilfredshed med skattelettelser, selvom partiet ikke er begejstret for opretholdelsen af topskatten på 15 pct. for indkomster over 1 mio. kr. Reserven på 24 mia. kr. til kompensation for boligejerne for ændringer i vurderingssystemet hilses velkommen, selvom regeringen desværre ikke er indstillet på at afskaffe den løbende boligbeskatning. De konservative er til gengæld indstillet på at forhøje den afsatte sikkerhedsreserve på 800 mio. kr. ligesom natur og klima kræves tilgodeset i en 2025-plan.

Det bemærkelsesværdige er, at Det Konservative Folkeparti tilsyneladende er løbet tør for ideer om, hvor der på det gigantiske offentlige udgiftsbudget kunne findes kompenserende besparelser for partiets udgiftskrævende forslag. Regeringen har allerede indkalkuleret partiets tidligere forslag vedrørende afskaffelse af den grønne check, udhulingen af rentefradragsretten og omlægningen af SU-systemet til i højere grad at være baseret på lån.Afskaffelsen af den grønne check, der blev indført som kompensation for energiafgifter m.v.,er at ligne med en skatteforhøjelse for især lavindkomstgrupper, mens afskaffelse af rentefradragsretten ikke mindst vil ramme boligejerne.

Er budgetunderskud ansvarlig økonomisk politik?

De offentlige finanser er gået op og ned over de seneste 40 år. De største overskud på omtrent 5 pct. af BNP blev registreret i årene 2005-2007, hvor dansk økonomi var kendetegnet ved et ekstraordinært højt aktivitetsniveau med høj beskæftigelse og historisk lav ledighed. Det største underskud i nyere tid på knap 10 pct. af BNP forekom i 1982, hvor dansk økonomi var karakteriseret ved minusvækst og høj ledighed. 1982 var som bekendt også året, hvor Socialdemokratiet måtte give op og overlade regeringsmagten til Poul Schlüters Firkløverregering. Det indledte en økonomisk genopretningsperiode på næsten 11 år med borgerligt styre i Danmark.

Er Løkke Rasmussen en samler eller en spreder?

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om det er ”samlere” eller ”spredere”, der har regeringsmagten. Skiftende konjunkturer er også en væsentlig årsag til, at den faktiske offentlige saldo varierer ganske meget over tid. I perioder med høj økonomisk aktivitet og høj beskæftigelse vil de offentlige indtægter fra skatter og afgifter normalt være relativt store, mens de offentlige udgifter til især indkomstoverførsler – primært som følge af lav ledighed – vil have en tendens til at være forholdsvis lave. I en højkonjunktur er forudsætningerne for overskud på den offentlige saldo dermed bedre end i en lavkonjunktur med lav beskæftigelse og høj ledighed.

De offentlige finanser påvirkes imidlertid også af en række andre mere eller mindre midlertidige forhold – herunder de ofte store udsving i de offentlige indtægter fra Nordsø-aktiviteterne og pensionsafkastskatten, der er afhængige af udviklingen i oliepriser, renter og aktiekurser. Hertil kommer, at deciderede engangsforhold også kan påvirke de offentlige indtægter og udgifter i særskilte år.

Krav om budgetbalance

Med budgetloven (lov nr. 547 af 18. juni 2012) blev Finanspagtens krav om budgetbalance i det danske budgetsystem implementeret i Danmark. Det indebærer, at den samlede budgetstilling på de samlede offentlige finanser skal være i balance eller udvise et overskud. Kravet om budgetbalance er overholdt, hvis den strukturelle saldo er på niveau med det mellemfristede mål, der er fastsat i den reviderede stabilitets- og vækstpagt, og med en nedre grænse for et strukturelt underskud på 0,5 pct. af bruttonationalproduktet.

I Finansministeriets beregning af den strukturelle offentlige saldo søges der taget højde for både konjunkturernes og en række andre midlertidige forholds påvirkning af de offentlige finanser.

Som følge af krisen har den offentlige saldo været i underskud siden 2009. På overfladen har saldoen set bedre ud i 2013 og 2014, men det skyldes især midlertidige indtægter fra omlægning af kapitalpensionsbeskatning, som reelt blot er en fremrykning af fremtidige skattebetalinger. Det offentlige underskud har i både 2015 og 2016 ligget på omkring 3 pct. af BNP.

Samlede offentlige udgifter på 1.186 milliarder!

Med de allerede indgåede aftaler, må vi i 2017 forudse offentlige udgifter i den kommunale og regionale sektor på henholdsvis 361 mia. kr. og 117 mia. kr. Det finanslovsforslag, regeringen netop har præsenteret, budgetterer med øgede statslige udgifter på 708 mia. kr. I 2017 er der således udsigt til samlede offentlige udgifter på 1.186 mia. kr.

Selvom danske borgere og virksomheder belastes af en rekordstor skatte- og afgiftsbyrde forventes, der alligevel i 2016 et underskud på statens finanser (DAU-saldoen) på ca. 22,5 mia. kr., svarende til 1,1 pct. af BNP, og i 2017 et underskud på 7,8 mia.kr., svarende til 0,4 pct. af BNP.

Hvad med den strukturelle balance?

Selvom det er på høje tid at rette op på de offentlige underskud, har regeringen som led i finansieringen af 2025-planen udskudt målet om konsolidere de offentlige finanser og skabe balance på den såkaldte strukturelle saldo fra 2020 til 2025. Men nu vil regeringen acceptere et strukturelt underskud på 0,25 procent af BNP i 2020. Den manøvre vil frigøre 5 mia. kr. om året, der kan bruges i den offentlige økonomi. Men er det ansvarligt ved en bogholderimæssig manøvre at tilvejebringe et større økonomisk råderum, end realøkonomien tilsiger, når sikkerhedsgrænsen til EU’s budgetkrav samtidig reduceres?

Ansvarlighedens stemme

Burde det Konservative Folkeparti ikke i forbindelse med debatten om 2025-planen og forslaget til finanslov for 2017 indtage sin traditionelle rolle som ansvarlighedens stemme? Kan partiet virkelig lade det passere, at Venstre-regeringen syntes at være indstillet på at budgettere med offentlige underskud i de næste 10 år? I en situation hvor afgifts- og skattetrykket for længst har nået et uholdbart niveau, er spørgsmålet om et ansvarligt parti har andet valg end at stille konkrete forslag om reducerede offentlige udgifter?

Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer argumenterer for behovet for investeringer i forskning og innovation. Ingen kan være uenige med organisationerne og situationen er alvorlig. Væksten i Danmark er tæt på at gå helt i stå. Mens sammenlignelige lande som Sverige oplever vækst og fremgang og for har indhentet det efterslæb, der opstod efter finanskrisen i 2008-09, hænger Danmark stadig i bremsen. De seneste prognoser for indeværende år taler om en beskeden vækst på 1,1 – 1,2 pct.

Forslag fra organisationer, virksomheder og universiteter

Novo Nordisk Fonden præsenterede tidligere på året en rapport, der viste, at offentlige investeringer i forskning har positiv effekt på samfundsøkonomien og skabelsen af nye arbejdspladser. Rapporten –”Forskningsøkonomi – 3 samfundsøkonomiske effektanalyser af investeringer i forskning i Danmark” – blev brugt både Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk, og Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet, til at agitere for et større ambitionsniveau i den offentlige forskning.

Fokus på forskning

Selvom skatte- og afgiftstrykket i Danmark er en afgørende barriere for en positiv udvikling i samfundsøkonomien, retter kritikken fra Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, Novo Nordisk og Københavns Universitet sig især mod bevillingerne til den offentlige forskning.

Faktum er, at Danmarks offentlige investeringer i forskning og udvikling siden 2007 er steget og befinder sig på det højeste niveau nogensinde. Den private sektors investeringer er i samme periode stagneret i både kroner og ører og i forhold til bruttonationalproduktet, BNP.

De samlede offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) placerer ifølge Innovation og Forskning 2016 fra Danmarks Statistik Danmark som det land i EU, der investerer fjerde mest i offentlig forskning og udvikling. Ifølge Danmarks Statistik svarer forskningsbudgetterne til 1,10 pct. af bruttonationalproduktet (BNP).

Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer forbigår behovet for besparelser i en situation, hvor der desværre er udsigt til, at de samlede offentlige udgifter i Danmark i 2016 vil udgøre næsten 1150 mia. kr. og dermed et fortsat behov for at opretholde et kvælende skatte- og afgiftstryk. Det forekommer næsten hyklerisk, når organisationerne farer i blækhuset, så snart den stramme udgiftspolitik berører de øremærkede virksomhedstilskud.

Hvordan stimuleres den private forskning og udvikling?

De private investeringer i forskning og udvikling udgjorde ifølge samme rapport omkring 36 mia. kr. svarende til  2,0 procent af det danske BNP. Det placerer Danmark på en syvendeplads i forhold til erhvervslivets investeringer i forskning og udvikling.

Danmark vil således nu og i de kommende år opfylde EU’s Barcelona-målsætning om, at investeringer i forskning og udvikling skal udgøre mindst tre procent af BNP.

Danmark ligger i øjeblikket på en 6. plads blandt OECD-landene – efter Israel, Sydkorea, Japan, Finland og Sverige. Det ville imidlertid være særdeles ønskeligt, hvis de private investeringer i forskning og udvikling kunne øges, således at Danmark frem mod 2020 kommer blandt de fem OECD-lande, hvor erhvervslivet investerer mest i forskning og udvikling målt i procent af BNP.

Den såkaldte forsker-ordning, der sikrer en lempelig skattemæssig behandling af forskere og nøglemedarbejdere, er tydeligvis ikke tilstrækkelig. I dagbladet Børsen agiterer Novo Nordisk den 21. april 2016 for at forskerskatteordningen forlænges, så den gælder otte-ti år mod de nuværende fem år. Men det vil næppe være tilstrækkeligt til at tiltrække internationale kapaciteter.

Den tidligere topchef for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, bekræftede over for Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.

Selvom den økonomiske vækst lader noget tilbage at ønske, forekommer det, at mange virksomheder i disse år har en ganske pæn indtjening, aktiekurserne er høje og der udbetales store udbytter til ejerne. I den situation er det bemærkelsesværdigt, at de private investeringer er historisk lave. Det er det virkelige problem!

Det ville være mere nyttigt, hvis Dansk Erhverv, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer kunne delagtiggøre os i deres forslag til hvordan de private FoU-aktiviteter øges uden det bevidstløse krav om øgede offentlige udgifter.

Det respekterede danske Internationale Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, ICROFS, offentliggjorde i 2015 en såkaldt viden-syntese: Økologiens bidrag til samfundsgoder -http://icrofs.dk/fileadmin/icrofs/Diverse_materialer_til_download/web_OKvidensyntesen_okt_2015.pdf

Hensigten med viden-syntesen var ifølge ICROFS at skabe et samlet overblik over den eksisterende viden om den danske økologiske sektors bidrag til forskellige samfundsgoder. Det kan give politikere og andre interessenter et bedre grundlag for at bruge økologien som et samfundsnyttigt værktøj, baseret på videnskabelig dokumentation.

Om sundhed

Det fremgår af viden-syntesen, at man ikke utvetydigt kan sige, der er videnskabeligt bevis for, at økologisk mad er sundere end konventionelt dyrkede produkter:

”Sammensætningen og kvaliteten af protein, fedtsyrer, vitaminer og mineraler i økologiske fødevarer kan være positiv i forhold til tilsvarende konventionelle produkter. Andre faktorer, såsom jordbund, klima, sorter og genotyper, har dog ofte større indflydelse. Fund af et øget indhold af sekundære metabolitter (bioaktive stoffer) i økologiske planteafgrøder samt en ændret fedtsyresammensætning i animalske økologiske produkter i forhold til tilsvarende konventionelle produkter har påkaldt sig særlig opmærksomhed i forhold til sundhed. Andre studier har imidlertid ikke fundet sådanne forskelle, så der kan ikke drages nogen entydige konklusioner. Ved at spise økologisk udsætter man sig i mindre grad for uønskede stoffer i maden såsom pesticider, medicinrester og tilsætningsstoffer, men det er særdeles vanskeligt at dokumentere den sundhedsmæssige effekt af dette. Salmonella niveauet er lavere i økologiske svin end i konventionelle, mens niveauet af campylobacter er højere i økologisk fjerkræ. Niveauet af antibiotikaresistente E. coli er lavere i danske økologiske svin end i konventionelle. Der er dog store individuelle variationer indenfor de to produktionssystemer. Nyere studier indikerer, at økologiske forbrugere i højere grad følger de officielle kostanbefalinger end den gennemsnitlige forbruger gør. Der har været en betydelig omlægning til økologi i storkøkkener i de seneste år, som typisk har medført en bedre kostsammensætning. Det er dog fortsat vanskeligt at dokumentere en direkte positiv sundhedsmæssig effekt af den ændrede, og økologiske kost.”

Om miljø

Det svenske Livsmedelsverk har i 2016 offentliggjort rapporten: Miljöpåverkan från konventionellt och ekologiskt producerade livsmedel, rapport 2 2016 -http://www.livsmedelsverket.se/globalassets/rapporter/2016/miljopaverkan-fran-konventionellt-och-ekologiskt-producerade-livsmedel-nr-2-2016.pdf

Rapporten dokumenterer, at sammenligninger i relation til areal overvejende kommer ud til fordel for økologisk jordbrug, men at økologisk jordbrug ikke nødvendigvis har en lavere miljøpåvirkning pr. produceret enhed,

Debatten

Svenske forskere – professor emeritus i økologi Torbjørn Fagerström og Jens Sundström, docent i vækstfysiologi – har herefter på basis af rapporten konkluderet, at økologisk jordbrug ikke er mere miljøvenligt end konventionelt. Hvis man køber økologisk skal det ikke være for at gavne miljøet, fastslår de to svenske forskere.

Ifølge rapporten er frugt og bær, mælk, okse- og svinekød, æg og afgrøder ikke mere miljøvenlige, når de er økologiske, end når de er konventionelle, hvis man måler belastningen pr. kg produceret enhed. Når det gælder kyllinger og grønsager er konventionel produktion bedre end økologi, og kun når det gælder fisk og skaldyr, er økologi mere miljøvenligt.

Rapporten har vurderet produktionsformerne på forurening af vandmiljøet, forsuring af jorden, brug af plantebeskyttelsesmidler, energiforbrug og arealforbrug. Det er kun på brugen af plantebeskyttelsesmidler, at økologien kommer bedst ud.

I et debatindlæg, ”Økologisk jordbrug har aldrig været bedre for miljøet”, har Torbjørn Fagerström givet udtryk for, at det er på tide at udfase den statslige støtte til økologisk jordbrug og finde en ny videnskabsbaseret miljømærkning for svenske jordbrugsprodukter. Til det norske medie, Nationen, der har dækket debatten om den svenske rapport intensivt, har han sagt, at ”Med økologi kan vi få dårligere miljø, forbrugerne må betale mere for maden og der er brug for større areal for at producere samme mængde mad”.

Medforfattere til rapporten fra Livsmedelverket, Birgit Landquist, Maria Nordborg og Sara Hornborg påpeger, at sammenligninger i relation til areal overvejende kommer ud til fordel for økologisk jordbrug, men økologisk jordbrug har ikke nødvendigvis en lavere miljøpåvirkning pr. produceret enhed.

Torsdag og fredag vil Jackson Hole i Kansas City, Wyoming, være centrum for alle verdens økonomiske iagttagere. The Federal Reserve Bank of Kansas City vil være vært for et utal af centralbanchefer, der mødes til det årlige økonomiske symposium.

Al opmærksomhed vil være rettet mod formanden for det amerikanske centralbank system, Federal Reserve, Janet Yellen. Vil hun være i stand til at overbevise de finansielle markeder om, at hun i spidsen for en amerikansk centralbank i splid med sig selv, kan hæve renten mindst én gang i 2016, efter at hun lagde ud med i begyndelsen af 2016 at bebude 4 rentestigninger?

Yellen vil under hovedtalen på central bank-konferencen traditionelt signalere retningen af den amerikanske pengepolitik.

Renteforhøjelser i 2016

Federal Reserve lagde i begyndelsen af året hårdt ud efter at have gennemført en renteforhøjelse i december – den første i næsten et årti! Forventningen var, at den amerikanske økonomi ville have en styrke, der kunne tåle yderligere fire renteforhøjelser i løbet af 2016.

Men – desværre – har den amerikanske økonomiske situation været præget af svag global vækst, uro på de finansielle markeder – først over bekymringer om Kinas økonomi og senere Storbritanniens beslutning om at forlade EU – og endelig har de amerikanske data været flimrende.

Med kun tre Federal Reserve-møder tilbage i år, spekulerer investorerne på, om der overhovedet vil ske noget. Priserne på futures tyder ikke på forventninger om renteforhøjelse.

Hvis Yellen ikke formår at overbevise Wall Street om at centralbankens politik understøtter væksten i den amerikanske økonomi, kan resultatet blive finansiel uro af samme slags som i 2013. Dengang blev investorerne overrumplet af centralbankens meddelelse om, at den ville indstille det hidtidige massive opkøbsprogram. Det blev fejlagtigt opfattet som enden på den ”monetary easening” og lempelige pengepolitik.

Bekymring for den amerikanske økonomi

Bekymringen breder sig om den amerikanske økonomi. Der har været en ganske stærk stigning i beskæftigelsen, men inflationen er fortsat lav, og frygten er, at økonomien bliver hængende i den lave vækst.

Janet Yellen har forsøgt at flytte opmærksomheden væk fra de tidligere forudsigelser om kommende renteforhøjelser. Nu understreger hun den fortsat lempelige pengepolitik, og at spørgsmålet om renteforhøjelser alene beror på kommende økonomiske data.

Tidligere på året blev der i økonomiske kredse lagt vægt på udviklingen i Kina præget af aftagende vækst og vigende eksport. De kinesiske myndigheders opgav dengang at holde den kinesiske renminbi eller yuan inden for et smalt bånd omkring dollarkursen. Det i forening med udviklingen i andre vækstøkonomier og krisen på råvaremarkederne, gav anledning til bekymring.

I dag i er det vanskelighederne med rigtig at få gang i den økonomiske vækst i USA og EU, der er de væsentligste årsager til bekymringen på de finansielle markeder.

Det har givet anledning til debat i lokalavisen VILLABYERNE, at en

borger har ment, at Gentofte burde hædre den tidligere radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius, der i sin tid boede på adressen Solsiden 4 i Jægersborg. Efter borgerens opfattelse døde Scavenius i 1962 ganske ufortjent som en politisk paria på grund af hans rolle under besættelsen. Borgeren opfordrer borgmester Hans Toft til f.eks. at opkalde en central plads i kommunen efter Scavenius og placere en buste af ham på pladsen.

Flere Gentofte-borgere tager i VILLABYERNE stærkt afstand fra påstanden om, at Scavenius havde æren af, at jøderne blev reddet i oktober 1943. Tværtimod anføres det, at Scavenius skulle have foreslået den tyske befuldmægtigede, dr. Best, at han, Scavenius, ville undgå at anbringe danske jøder i fremtrædende stillinger, hvilket heldigvis blev modsagt heftigt af andre politikere, først og fremmest den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen.

Det påpeges endvidere, at redningen af de jøderne i Danmark primært skete ved frihedskæmperne og det netværk, de havde skaffet. De frihedskæmpere, Scavenius gjorde alt for at forfølge og arrestere, men som i dag i Mindelunden taler til alle, der i dag vil lytte og forstå.

Fra Scavenius til New Public Management

Fra Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen kan der frem til den aktuelle radikale new public management politik trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemsskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 har vi igen været plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Radikal udlændingepolitik

Det værste er partiets utroværdige indvandringspolitik. Partiet har insisteret på, at Danmark har et ansvar for alle verdens flygtninge, og de radikale har hele tiden presset på for at vi skulle tage imod flere og flere flygtninge. Regler, som udskyder familiesammenføring m.v. er krævet ophævet, og forslag om selv den mindste stramning i den danske udlændingepolitik er blevet voldsomt kritiseret.

Resultatet er, at vi nu sidder omgivet af hundredtusinder – det nøjagtige antal lader sig næppe opgøre. Alle ambitioner om hurtig integration kan godt opgives.

Borgere i Gentofte giver ligeledes i VILLABYERNE Den radikale integrations- og udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen – valgt i Gentofte – svar på tiltale. Carsten Nielsen har i et interview i Villabyerne givet udtryk for, at ”Den der med, at nu kan vi ikke tage flere, den pisser mig af”.

Mellemøstlige værdier

Som en muslimsk indvandrer har formuleret det: Man kan løfte folk ud af Mellemøsten, men du kan aldrig løfte Mellemøsten ud af folk. Derfor bliver vi dagligt i det offentlige rum, i TV og aviser og sociale medier konfronteret med gruopvækkende, bloddryppende og mareridtsagtige optrin og film. Vi afkræves igen og igen vores personlige stillingtagen til nådesløs Sharia-lovgivning, Halalslagtning og omskæring.

Gud Nåde og Trøste os hvis vi ikke accepterer alt. Kristne højtider nedtones og gode danske egnsretter fortrænges i offentlige institutioner af kylling, lam, kuskus og shawarma. Politi og domstole er i tolerancens hellige navn konsekvente i at forfølge borgere, der lidt for tydeligt og højrøstet nægter at tolerere uhyrlighederne og giver udtryk for kritik af udanske værdier af Mellemøstlig eller anden oprindelse.

I anledning af seniorrådgiver Ib Byrge Sørensens 70 års fødselsdag den 22. august 2016 kan der være grund til at minde om fødselarens baggrund.

Ib Byrge Sørensen, der pt er seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Rud Pedersen, var den departementschef, der kunne lukke og slukke i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Nedlæggelse af Fødevareministeriet

Den Venstre-regering, der tiltrådte i juni 2015, var fast besluttet på at skabe bedre rammer for dansk erhvervsliv, og derfor blev landbrug og fiskeri lagt sammen med miljø i et helt nyt ministerium.

Af regeringsgrundlaget Sammen for Fremtiden fra juni 2015 fremgår et afsnit med Bedre rammer for landbrugs- og fødevareerhvervet:

”Vi vil skabe bedre rammer for landbrug- og fødevareerhvervet, samtidig med at vi passer på vores miljø.

Danmark har en stærk fødevare- og landbrugssektor, som skaber arbejdspladser og eksport. Fødevareerhvervet er vækstmotor i dele af Danmark, der er ramt af mangel på arbejdspladser og muligheder for udvikling. Men sektoren er under stigende pres fra den globale konkurrence.

Regeringen vil fremlægge en fødevare- og landbrugspakke, der skal gøre fødevare- og landbrugssektoren endnu bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, og til at skabe mere vækst og beskæftigelse – i samspil med natur og miljø.

Regeringen vil arbejde for at reducere regler og bureaukrati for danske fiskere. Rammer og vilkår skal understøtte bæredygtigt fiskeri. Regeringen vil endvidere gøre op med overimplementering af EU-regler.

Regeringen vil sikre en fornuftig balance mellem landbrugets og fødevareklyngens – herunder fiskeriets – vækstmuligheder og miljøhensyn. Derfor samles opgaverne i et Miljø- og Fødevareministerium.”

Nedlæggelsen kom ikke uventet

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri eller bare Fødevareministeriet har været gennem mange ændringer og strukturelle forandringer. Den seneste ændring af strukturen blev gennemført 1. februar 2012. Fra denne dato omfatter ministeriet et departementet og to store styrelser: Fødevarestyrelsen og NaturErhvervstyrelsen (det hedder det faktisk!). 

Den nye fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen nedlagde som en af de første embedsgerninger det strategiske sekretariat, som tidligere fødevareminister Dan Jørgensen havde etableret i det tidligere fødevareministerium. Sekretariatet blev oprettet i september måned 2014 år, og var den mediebevidste Dan Jørgensens håndplukkede gruppe til at styrke departementets arbejde med strategi og politikudvikling.

Ib Byrge Sørensen

Daværende departementschef Ib Byrge Sørensen, der var mest kendt som driftssikker administrator, forklarede ved sekretariatets oprettelse, at tanken med sekretariatet var at sikre handlekraft og er ressourcer til at udvikle og forfølge temaer og initiativer, der var prioriteret af landbrugsministeren. Ib Byrge Sørensen pegede også på to mangler, som etableringen af det nye sekretariat skulle rette op på: Det første var, at departementschefen ikke selv følte, at han eller departementet var dygtige nok til politisk udvikling. Det andet var, at trods et udtalt behov, havde Byrge Sørensen ikke hidtil haft en akademisk sekretær.

Det bemærkelsesværdige var, at departementschefen herved tilstod, at han selv og departementet var uduelige til at varetage den opgave, der i adskillige år havde været deres ansvar. Det andet, der gav anledning til forundring på Slotsholmen, var at han tillod, at centrale opgaver i forbindelse med udarbejdelse og implementering af fødevarepolitiske strategier blev taget ud af hænderne på departementschef og departement.

Pensionering

I forbindelse med regeringsskiftet blev den alderstegne Ib Byrge Sørensen sendt på pension.

Ministeriets historie

Frem til oprettelsen af Landbrugsministeriet den 22. maj 1896 blev både landbrugets og fiskeriets anliggender varetaget af Indenrigsministeriet. Med Landbrugsministeriets etablering blev begge erhvervs interesser varetaget her, med undtagelse af en kort pause i perioden 1929-35, hvor Landbrugsministeriets Fiskeridirektorat var overflyttet til et nyt ministerium for søfart og fiskeri.

Med etableringen af et særskilt Miljøministerium, overførsel af forsknings- og forsøgsvirksomheden til Universiteterne og senest med oprettelsen af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har ministeriet faktisk i nogle år haft vanskeligheder ved at demonstrere sin berettigelse. Medarbejderne i Fødevareministeriet har altid været præget af en vis sindighed, og ministeriets hidtidige ledelse opgav for efterhånden mange år siden at kæmpe for ministeriets interesser, og synes at have befundet sig vel helt uden for indflydelse og ansvar.

Fødevareministeriet er altså nedlagt som selvstændigt ministerium. Fødevarestyrelsen kunne på sigt nemt lægges ind under Sundhedsministeriet, og NaturErhvervstyrelsen kunne passende sammenlægges med Naturstyrelsen.

Erhvervenes interesse

Landbrug & Fødevarer samt fiskerierhvervene vil også hurtigt indse, at interesserne varetages bedre i et ministerium, der også har andet at tænke på. I efterhånden mange år har skiftende regeringer alene set Fødevareministeriet som et miljø- og naturpolitisk instrument. Ministeriet har samtidig været platform for diverse politiske ”sprællemænd”, der har forfulgt egne politiske dagsordener, mens erhvervenes rammevilkår og borgernes beskyttelse mod fødevarebårne sygdomme er negligeret.

Fødevareministeriet havde tidligere mange internationale relationer og et omfattende samarbejde både med internationale organisationer og med enkeltlande. For at styrke samarbejdet og fremme danske interesser i udlandet havde ministeriet statskonsulenter for fødevareområdet i en række lande. Før sammenlægningen var ministeriet allerede reduceret til et dansk sekretariat for implementeringen af EU’s landbrugspolitik og til platform for skiftende landbrugsministres pop-politik. Den internationale varetagelse af danske landbrugs-, fiskeri- og fødevareinteresser var overladt til amatørerne i Udenrigsministeriet, men i øvrigt i det væsentligste erhvervenes eget ansvar.

Det er da heller ikke overraskende, at der er enighed blandt de borgerlige partier om en sådan ressortændring, der byder på muligheder for besparelser og i øvrigt kan bidrage til at forbedre rammerne for dansk erhvervsliv.

Michael Christiansen er en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Af samme grund er både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister.

Napoleon kompleks?

Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor blev Napoleon sådan et dumt svin? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men ellers ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.

Noget tyder på, at han nu er begyndt at ryste på hænderne, og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning. Spørgsmålet er om det vil gå ham ligesom Jens Christensen – en anden tidligere departementschef, der i 1983 blev fyret som formand for DONG?

Michael Christiansen er formand for Det Danske Kulturinstitut og står bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien: På et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine og forholdet til Indien er belastet på grund af Holck-sagen i en grad der obstruerer danske interesser i Indien, insisterer Det Danske Kulturinstitut på tæt samarbejde finansieret af de danske skatteydere.

Som formand for Vederlagskommissionen måtte han lide den tort, at væsentlige dele af hans møjsommeligt konstruerede forslag blev forkastet af et politisk flertal.

Senest har måttet indkassere ridser i lakken som formand for teatret Sort/Hvidt, der er rammen for den kontroversielle ”Martyrudstilling”.

DR

Der hvor han virkelig har lagt sig ud med alt og alle er på posten som bestyrelsesformand i Danmarks Radio siden 2008. I en tæt alliance med generaldirektøren, har hans dispositioner omkring cheflønninger, Melodi Grand Prix, ”1864”, X-Faktor og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret betydet, at DR mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”. Som en stat i staten er DR suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse, reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Som bestyrelsesformand har han i skarpe vendinger reageret på, at de borgerlige partier ført an af Dansk Folkeparti har stillet spørgsmål til DRs levering af ”public service” og tilladt sig at overveje store besparelser i DR – op til 25 pct. over en femårig periode, står det til DF.

I et debatindlæg i Berlingske Tidende tordnede Michael Christiansen mod de politiske partier: ”Det er det største samlede angreb på dansk kulturformidling og public service-nyhedsformidling, vi har set til dato” og konstaterede, at omkring en tredjedel af den nuværende produktion skal skæres væk, hvis DFs planer bliver gjort til virkelighed.

Michael Christiansen har ikke lagt fingrene imellem i den verserende debat. De mulige besparelser handler ikke alene om antallet af TV- og radiokanaler til danskerne. Det handler om, at politikerne piller ved intet mindre end ”den samlede demokratiske mekanisme i Danmark”!

Selv ser han det som sin nærmest guddommelige pligt at gå i brechen for DR og demokratiet – og dermed danskerne: ”Det er fuldkommen berettiget, at der er politisk debat om DR. Men man må aldrig glemme, at jeg sidder på vegne af hele Folketinget, og jeg skal først og fremmest administrere den lovgivning, der sikrer danskerne et uafhængigt DR. Det kan lejlighedsvist være meget ubehageligt for politikere, men det er min opgave”, siger Michael Christiansen.

Udtalelsen viser, at mange års uantastet magtudøvelse er steget Michael Christiansen til hovedet. Han opfatter sig nu som en anden Caligula hævet over regering og Folketing som den egentlige ansvarlige for lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Michael Christiansen ser dermed helt bort fra at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne fastlægges i politiske medieaftaler – den nuværende gælder for 2015-18. Det er naturligvis helt legitimt for de politiske partier allerede nu at overveje de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

Hvad vil ske?

Spørgsmålet er om Michael Christiansens svigtende jugement har gjort hans position uholdbar. Måske vil det gå ham, som det gik Jens Christensen i 1983? Jens Christensen havde også en fortid som departementschef (i Udenrigsministeriet), da den socialdemokratiske energiminister Poul Nielson (der kom fra Udenrigsministeriet) i 1980 udnævnte Jens Christensen som formand for Dansk Olie og Naturgas (DONG). Jens Christensen følte sig ligeledes hævet over regering og Folketing og politiserede åbenlyst i hvad han opfattede som DONGs interesse. Efter regeringsskiftet i 1982 blev han afsat af energiminister Knud Enggaard fra Venstre og vendte tilbage til udenrigstjenesten.

Hvad kan Michael Christiansen trække sig tilbage til?  En firelænget gård i nærheden af Gilleleje – og 70 tønder land med fri udsigt til Kullen. Vemodigt at tænke på, at hvis Michael Christiansen ikke havde valgt kulturen, men i stedet var blevet departementschef i landbrugsministeriet, havde meget set anderledes ud i dansk landbrug i dag.