Det Konservative Folkepartis krav til 2025-planen

Det Konservative Folkeparti har umiddelbart modtaget regeringens udspil positivt. Der udtrykkes tilfredshed med skattelettelser, selvom partiet ikke er begejstret for opretholdelsen af topskatten på 15 pct. for indkomster over 1 mio. kr. Reserven på 24 mia. kr. til kompensation for boligejerne for ændringer i vurderingssystemet hilses velkommen, selvom regeringen desværre ikke er indstillet på at afskaffe den løbende boligbeskatning. De konservative er til gengæld indstillet på at forhøje den afsatte sikkerhedsreserve på 800 mio. kr. ligesom natur og klima kræves tilgodeset i en 2025-plan.

Det bemærkelsesværdige er, at Det Konservative Folkeparti tilsyneladende er løbet tør for ideer om, hvor der på det gigantiske offentlige udgiftsbudget kunne findes kompenserende besparelser for partiets udgiftskrævende forslag. Regeringen har allerede indkalkuleret partiets tidligere forslag vedrørende afskaffelse af den grønne check, udhulingen af rentefradragsretten og omlægningen af SU-systemet til i højere grad at være baseret på lån.Afskaffelsen af den grønne check, der blev indført som kompensation for energiafgifter m.v.,er at ligne med en skatteforhøjelse for især lavindkomstgrupper, mens afskaffelse af rentefradragsretten ikke mindst vil ramme boligejerne.

Er budgetunderskud ansvarlig økonomisk politik?

De offentlige finanser er gået op og ned over de seneste 40 år. De største overskud på omtrent 5 pct. af BNP blev registreret i årene 2005-2007, hvor dansk økonomi var kendetegnet ved et ekstraordinært højt aktivitetsniveau med høj beskæftigelse og historisk lav ledighed. Det største underskud i nyere tid på knap 10 pct. af BNP forekom i 1982, hvor dansk økonomi var karakteriseret ved minusvækst og høj ledighed. 1982 var som bekendt også året, hvor Socialdemokratiet måtte give op og overlade regeringsmagten til Poul Schlüters Firkløverregering. Det indledte en økonomisk genopretningsperiode på næsten 11 år med borgerligt styre i Danmark.

Er Løkke Rasmussen en samler eller en spreder?

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om det er ”samlere” eller ”spredere”, der har regeringsmagten. Skiftende konjunkturer er også en væsentlig årsag til, at den faktiske offentlige saldo varierer ganske meget over tid. I perioder med høj økonomisk aktivitet og høj beskæftigelse vil de offentlige indtægter fra skatter og afgifter normalt være relativt store, mens de offentlige udgifter til især indkomstoverførsler – primært som følge af lav ledighed – vil have en tendens til at være forholdsvis lave. I en højkonjunktur er forudsætningerne for overskud på den offentlige saldo dermed bedre end i en lavkonjunktur med lav beskæftigelse og høj ledighed.

De offentlige finanser påvirkes imidlertid også af en række andre mere eller mindre midlertidige forhold – herunder de ofte store udsving i de offentlige indtægter fra Nordsø-aktiviteterne og pensionsafkastskatten, der er afhængige af udviklingen i oliepriser, renter og aktiekurser. Hertil kommer, at deciderede engangsforhold også kan påvirke de offentlige indtægter og udgifter i særskilte år.

Krav om budgetbalance

Med budgetloven (lov nr. 547 af 18. juni 2012) blev Finanspagtens krav om budgetbalance i det danske budgetsystem implementeret i Danmark. Det indebærer, at den samlede budgetstilling på de samlede offentlige finanser skal være i balance eller udvise et overskud. Kravet om budgetbalance er overholdt, hvis den strukturelle saldo er på niveau med det mellemfristede mål, der er fastsat i den reviderede stabilitets- og vækstpagt, og med en nedre grænse for et strukturelt underskud på 0,5 pct. af bruttonationalproduktet.

I Finansministeriets beregning af den strukturelle offentlige saldo søges der taget højde for både konjunkturernes og en række andre midlertidige forholds påvirkning af de offentlige finanser.

Som følge af krisen har den offentlige saldo været i underskud siden 2009. På overfladen har saldoen set bedre ud i 2013 og 2014, men det skyldes især midlertidige indtægter fra omlægning af kapitalpensionsbeskatning, som reelt blot er en fremrykning af fremtidige skattebetalinger. Det offentlige underskud har i både 2015 og 2016 ligget på omkring 3 pct. af BNP.

Samlede offentlige udgifter på 1.186 milliarder!

Med de allerede indgåede aftaler, må vi i 2017 forudse offentlige udgifter i den kommunale og regionale sektor på henholdsvis 361 mia. kr. og 117 mia. kr. Det finanslovsforslag, regeringen netop har præsenteret, budgetterer med øgede statslige udgifter på 708 mia. kr. I 2017 er der således udsigt til samlede offentlige udgifter på 1.186 mia. kr.

Selvom danske borgere og virksomheder belastes af en rekordstor skatte- og afgiftsbyrde forventes, der alligevel i 2016 et underskud på statens finanser (DAU-saldoen) på ca. 22,5 mia. kr., svarende til 1,1 pct. af BNP, og i 2017 et underskud på 7,8 mia.kr., svarende til 0,4 pct. af BNP.

Hvad med den strukturelle balance?

Selvom det er på høje tid at rette op på de offentlige underskud, har regeringen som led i finansieringen af 2025-planen udskudt målet om konsolidere de offentlige finanser og skabe balance på den såkaldte strukturelle saldo fra 2020 til 2025. Men nu vil regeringen acceptere et strukturelt underskud på 0,25 procent af BNP i 2020. Den manøvre vil frigøre 5 mia. kr. om året, der kan bruges i den offentlige økonomi. Men er det ansvarligt ved en bogholderimæssig manøvre at tilvejebringe et større økonomisk råderum, end realøkonomien tilsiger, når sikkerhedsgrænsen til EU’s budgetkrav samtidig reduceres?

Ansvarlighedens stemme

Burde det Konservative Folkeparti ikke i forbindelse med debatten om 2025-planen og forslaget til finanslov for 2017 indtage sin traditionelle rolle som ansvarlighedens stemme? Kan partiet virkelig lade det passere, at Venstre-regeringen syntes at være indstillet på at budgettere med offentlige underskud i de næste 10 år? I en situation hvor afgifts- og skattetrykket for længst har nået et uholdbart niveau, er spørgsmålet om et ansvarligt parti har andet valg end at stille konkrete forslag om reducerede offentlige udgifter?