Når forskerne strides

Repræsentanter for Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet argumenterer i et indlæg i Berlingske Tidende den 9. september 2016 med henvisning til polemikken omkring Miljø- og Landbrugspakken for betydningen af tillid til den forskning og det myndighedsberedskab, som ministerierne har brug for.

Af universitetsrepræsentanternes indledning (som forekommer fyldt med gentagelser – burde nok have været gennemtænkt og gennemskrevet endnu engang?) må man forstå, at politikerne (der ifølge repræsentanterne i befolkningens øjne rangerer i bunden sammen med journaliser, ejendomsmæglere og brugtbilsforhandlere!) med forløbet omkring Miljø- og Landbrugspakken og fordrejning af fakta har kompromitteret den gensidige tillid mellem borgere, eksperter og politikere – det var simpelthen plat at sælge landbrugspakken som miljøforbedringer.

I sandhedens interesse bør det vel oplyses, at partierne med aftalen var enige om at gennemføre en række konkrete initiativer, herunder et paradigmeskifte for miljøreguleringen af landbruget, for at gøre fødevare- og landbrugserhvervet bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og eksporten, samt medvirke til at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark – i bæredygtigt samspil med natur og miljø.

I indlægget, der emmer af brødnid, fornemmes en vis indebrændthed og frustration over Århus Universitets de fakto monopolstilling og nærmest eneret på landbrug/miljø-området. Andre – herunder Landbrug & Fødevarer og Liberal Alliance – har også stillet spørgsmål ved, om DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – fortsat uden offentligt udbud skal have eneret på at levere den forskning og det myndighedsberedskab, som Miljø- og Fødevareministeriet har behov for?

DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – er indgangen for myndigheder, erhverv, interesseorganisationer og offentligheden til Aarhus Universitets faglige miljøer inden for natur, miljø og energi.

Uden at forholde mig til kvaliteten af den forskning, der i øvrigt bedrives ved Aarhus Universitet, er det måske værd at bemærke, at ikke alle forskerne ved DCE er rodfæstet i Aarhus eller Foulum. En række af centerets forskere residerer i betryggende nærhed af Rådhuspladsen og Københavns Universitet i DMU’s gamle lokaler på Frederiksborgvej.

DCE-forskerne kører videre i det gamle DMU-spor, men tiden er tydeligvis inde til et paradigme skifte; Efter fusioneringen i 2007 med de tidligere sektorforskningsinstitutioner, der havde sikkerhed for finansiering fra de respektive ressortministerier, har det i en efterhånden ganske lang overgangsperiode været nødvendigt at indgå aftaler med Universiteterne, der for betaling skulle levere den forskning, som udarbejdes for ministerier. Universiteterne leverer derfor forskning, som er bestilt af ministerierne og på vilkår, der er detaljeret fastlagt i kontrakter.

På den ene side har det fået flere kritikere til i stigende omfang at sætte spørgsmålstegn ved, om den form for forskning er valid nok til at høre hjemme på universiteterne. På den anden side betyder kontraktforskningen, at forskerne nødvendigvis må respektere de aftalte vilkår og begrænsninger f.eks. vedrørende offentliggørelsen af de tal og oplysninger, der leveres til det betalende ministerium.

Havde forskerne ikke fået forbud mod at offentliggøre deres resultater før, var den politiske aftale om Miljø- og Fødevarepakken måske endt med at se anderledes ud. Det har professor på Aarhus Universitet, Jørgen E. Olesen, påpeget, og han har ikke lagt skjul på, at han gerne ville have haft lov til at lægge sin såkaldte baseline-rapport offentligt frem noget før. Den ellers skikkelige Jørgen E. Olesen, der faktisk har sin base i Foulum, lægger altså ikke skjul på, at han personligt gerne ville have påvirket den politiske aftale. Man må håbe, at der er politiske partier, der kender deres besøgelsestid, og tilbyder forskeren en passende politisk platform.

Under alle omstændigheder, bør den tidligere sektorforskning efterhånden være fuldt indpasset i universiteterne, og det hidtidige kontraktforskningssystem bør derfor snarest ophæves. Opgaverne burde for længst have været sendt i udbud. Et internationalt udbud vil i sig selv indebære større åbenhed og konkurrence, men vil formentlig også bringe forholdene i Danmark i overensstemmelse med udbudsreglerne i EU. Om resultatet af en sådan udbudspraksis måtte blive, at en større del af opgaverne ikke går til Københavns Universitet, men ender i udlandet eller hos private konsulentfirmaer, bør ikke være et argument for at fastholde det hidtidige system.