Økonomisk vækst og borgerløn

Flere og flere udtrykker skepsis over for den aktuelle politiske diskussion om behovet for økonomisk vækst. Materiel vækst opfattes i visse kredse som noget negativt som ovenikøbet ikke er bæredygtigt – klodens begrænsede naturressourcer taget i betragtning.

Som økonom er det imidlertid svært at se bort fra de simple økonomiske følger, som en lav vækst vil have. Lav vækst betyder lavere forbrug, lavere produktion, der igen betyder lavere beskæftigelse, som betyder færre skatteindtægter, som igen betyder mindre velfærd eller offentlig gældsætning. Samfundsøkonomisk er det svært at afvise, at lavvækst vil have store sociale og menneskelige konsekvenser: Uden økonomisk vækst kan vi godt vinke farvel til lav arbejdsløshed og solid velfærd.

5 danske styrkepositioner

Dette synspunkt er desværre ingenlunde en given ting, og derfor glæder Landbrug & Fødevarer sig sammen med Dansk Energi, Lægemiddelindustriforeningen – LIF, HORESTA og Danmarks Rederiforening over, at det politiske efterår kan stå i vækstens tegn.

Organisationerne argumenterer i en fælles annonce for, at uden vækst og velstand, bliver der ingen yderligere velfærd at fordele. Derfor glæder repræsentanter for fem organisationer sig over, at man med de kommende forhandlinger med afsæt i regeringens Helhedsplan 2025, vil bruge efteråret til at tænke i ny vækst. For det skal sikre den velstand, der alt andet lige skal skabes, før den kan fordeles.

Hverken regeringen, organisationerne eller i al beskedenhed undertegnede er tilhængere af enhver form for vækst. Der må altid tilstræbes en socialt afbalanceret og bæredygtig vækst.

I de kommende politiske forhandlinger vil der blive taget stilling til den form for vækst, som regeringens forslag lægger op til. Der satses på en vækst der bygger på lavere skatter, øget arbejdsudbud, højere pensionsalder, ændret SU, begrænset stigning i det offentlige forbrug og større omkostningsbevidsthed i klimaindsatsen. Det er nogle af de elementer, der skal skabe væksten.

Uanset hvilke håndtag, der skrues på er der ingen vej udenom behovet for at skabe økonomisk vækst, hvis ikke samfundets allersvageste skal rammes hårdere end samfundets allerrigeste. Det er de førstnævnte, der har brug for det sociale sikkerhedsnet og den fortsatte jobskabelse, som den økonomiske vækst skaber.

Desværre er det ikke muligt at overbevise alle. De har opgivet at tro på vækst: I den globaliserede og digitaliserede økonomi har det vist sig, at det traditionelle arbejdsmarked ikke rigtig formår at håndtere og prissætte en række former for aktivitet, og arbejdsmarkedet og de markedsøkonomiske mekanismer formår ikke at sikre en indkomst for alle samtidig med at det traditionelle velfærdssystem er presset til det yderste.

Globalisering

Disse fænomener er ikke nye, men globalisering og den teknologiske og digitale udvikling accelererer tendenserne. Automatisering og robotter fortrænger traditionelle arbejdspladser og lægger samtidig en dæmper på den samlede efterspørgsel i økonomien. Udviklingen af den cirkulære og dele-økonomier og nye produktionsformer via internettet fører til nye former for produktion, som ikke giver mulighed for fuld aflønning af folk for deres arbejde.

Derfor er der behov for nye former for omfordeling, såsom basisindkomst eller borgerløn. Derfor er borgerlønstilhængerne på Dagbladet Information og blandt Alternativets medlemmer helt euforiske ved tanken om at en gammel, våd hippiedrøm måske bliver realiseret. Den hidtil utopiske tanke om at give alle en lille sum penge, så de er sikret et økonomisk fundament for en tilværelse, de herefter er frie til selv at vælge, lever i bedste velgående.

Dagbladet Information har i en række artikler og på lederplads med begejstring berettet, at borgerlønsideen bevæger sig fra ”ansete økonomers akademiske diskussioner samt en voksende international borgerlønsbevægelse tættere på de politiske cirkler”.

Information henviser til, at ”listen med anerkendte topøkonomer og nobelpristagere”, der har tilsluttet sig eller anden form for garanteret basisindkomst, er lang. Ifølge BIEN – “Basic Income Earth Network” – har et fransk regeringsorgan under det franske arbejdsministerium for nylig fremlagt en rapport, hvor det i sammenhæng med den voksende digitale økonomi anbefales at etablere forsøg med borgerløn.

Den internationale borgerlønsbevægelse

Internationalt vokser borgerlønsbevægelsen og ideerne kommer tættere og tættere på de politiske cirkler.

BIEN – Basic Income Earth Network – definerer borgerløn eller “Basic Income” som en løbende indkomstoverførsel, hvortil der ikke er knyttet betingelser. Borgerlønnen

Udbetales til enkeltpersoner over en vis alder og ikke til husholdninger;

Udbetales uanset om modtageren har formue eller indkomst fra anden side;

Udbetales uden krav om at gengælde ydelsen med arbejde eller krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Den franske arbejdsminister, Myriam El Khomri, har givet udtryk for skepsis, og hun rører ved noget helt centralt – nemlig økonomien. Ministeren skulle ifølge BIEN have udtalt: ”I do not want to dismiss it, but at first sight I am not sure about its cost.”

Forsøg i Finland

Baggrunden for den fornyede interesse for borgerløn (eller ”Basic Income” som de internationale protagonister kalder ydelsen) er en række forhold:

Den finske centrum-højre-regering ledet af Juha Sipilä har truffet beslutning om at iværksætte en undersøgelse, der i løbet af 2017 skal vurdere borgerlønskonceptet, herunder omkostningerne og mulighederne for at udbrede det over hele landet.

Udbetalingen af borgerløn vil ifølge regeringens finanslovsforslag finde sted i 2017-2018, hvis loven ellers bliver vedtaget.

Forsøget omfatter to tilfældigt udvalgte grupper af arbejdsløse finner. Den ene gruppe vil få præcis samme overførselsindkomster som hidtil og vil altså være underlagt krav om aktivering og miste hele eller dele af deres offentlige støtte, hvis de kommer i arbejde.

Den anden vil derimod hver måned modtage 560 euro fra staten, svarende til godt 4.000 kr., uanset om de fortsat er ledige eller har fået et måske højtlønnet arbejde.

Det er institutionen KELA, der skal stå for vurderingen. KELA (Kansaneläkelaitos på finsk eller Folkpensionsanstalten på svensk) er den finske offentlige institution, der forestår håndtering af offentlige pensioner og en lang række sociale ydelser, herunder folke-, invalide- og førtidspensioner, børnepenge, arbejdsløshedsunderstøttelse, SU m.fl.

Danmarks voksne befolkning over 18 år er i øjeblikket på omkring 4,3 millioner mennesker. Samtidig har vi et enormt offentligt bureaukrati, der skal sikre at velfærdssamfundet overhovedet fungerer. Omkring 3 millioner borgere er enten på overførselsindkomst, SU, modtager folkepension eller er offentligt ansat. Ville det ikke være meget lettere at sløjfe alle ordninger og udbetale en passende borgerløn til alle voksne?

Utopien ville i Danmark kunne føre til besparelser på 156 mia. kr. om året.

I Danmark ville en borgerløn af den størrelsesorden, der har været talt om i Finland (4.000 kr. skattefrit pr. måned), koste godt 17 mia. kr. om måneden, hvis den skulle udbetales til alle 4,3 millioner mennesker over 18 år.

Danmark har i øjeblikket omkring 760.000 på overførselsindkomst, 320.000 der modtager SU og 1.080.000 folkepensionister. Tilsammen modtager disse borgere knap 30 mia. kr. fra det offentlige om måneden. Hvis vi ser bort fra skat, hænger regnestykket umiddelbart sammen, og finansministeren ville ovenikøbet kunne bogføre en månedlig besparelse på 13 mia. kr. Det ville jo også være værd at tage med!

Problemet er, at de borgere, der i dag modtager overførselsindkomst, SU eller folkepension med en borgerløn på 4.000 kr. tilsammen ville miste 17 mia. kr. hver måned – eller i gennemsnit 5.700 kr. om måneden!

Mon Alternativet vil gå med til det?

Hvis borgerlønnen omvendt skulle op på et niveau, hvor de nuværende modtagere af indkomstoverførsler ikke mistede noget, ville det – hvis vi igen ser bort fra skatten – medføre offentlige udgifter til borgerløn på knap 520 mia. kr. om året.

Det ville finansministeren nok ikke kunne acceptere.

Øgede offentlige udgifter eller fald i ydelse

Den ubehagelige sandhed om borgerløn til alle er altså, at det enten vil føre til en meget kraftig stigning i de offentlige udgifter, eller til et meget betydeligt fald i overførslerne til dem, der i dag lever af overførselsindkomst.

Hvis de nuværende modtagere af indkomstoverførsler, SU og folkepension skal holdes nogenlunde skadesløse vil det stille krav om en meget betydelig forhøjelse af skatteudskrivningen. Det vil især ramme dem, der trods borgerlønnen arbejder. Det vil være uomgængeligt at beskatningen af selskaber og virksomheder skal øges. Det samme gælder Tobin-skatter på finansielle transaktioner, ejendoms- og formuebeskatning m.v.

Enhver diskussion kunne derfor for mit vedkommende stoppe her, men tilhængerne af borgerløn eller ”Basic Income” vil næppe lade hensynet alene til de offentlige finanser dirigere overvejelserne om borgerløn. I miljøet cirkulerer en lang række argumenter, og ikke mindst på venstrefløjen er der appetit på tanken.

Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman og andre liberale økonomer har udtryk sympati for tanken ud fra en betragtning om at det nuværende monstrøse offentlige bureaukrati kan reduceres.

Spørgsmålet er om vi kan undvære bureaukratiet. Hvis borgerlønnen skal udbetales til alle enkeltpersoner over 18 år og erstatte alle eksisterende offentlige ydelser rejser det en række problemer. Tænk f.eks. bare på den enlige mor med 3 børn – skal hun have samme borgerløn som den hjemmeboende 19-årige gymnasielev?