Når man giver sig selv lønforhøjelse

Ved festlige lejligheder er alle politikere tilhængere af åbenhed og transparens – om politiske processer, om den offentlige forvaltning, om partistøtte og om politikernes lønforhold. I den virkelige verden henligger meget i Mørkelygtens dunkle skær. Lovgivningen om offentlighed og partistøtte lader meget tilbage at ønske, og politikernes før-, under- og eftervederlag, pensionsregler, tillæg for dobbelthusførelse, sekretærbistand o.s.v. er byzantinsk og fuldstændig uigennemskueligt. Lønforhøjelsen pr. 1. januar 2017 på 31,4 pct. til borgmestre, regionsformænd og udvalgsformænd hører vi således ikke meget om.

Da Vederlagskommissionen under formandskab af Danmarks Radios Michael Christiansen i januar 2016 præsenteret deres forslag vedrørende politikernes lønninger, eftervederlag, pensionsforhold m.v. vakte de foreslåede eksorbitante lønstigninger på toppen af et i forvejen generøst system et folkeligt ramaskrig. Et flertal i Folketinget skyndte sig herefter at afvise kommissionens anbefalinger.

En række af Folketingets partier opgav dog ikke tanken om forbedringer i politikernes lønforhold, og forhandlingerne, der foregik i Mørkelygtens skær, resulterede den 9. maj 2016 i en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

SF, Alternativet Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønskede ikke at deltage i aftalen.

Politikernes lønninger

Med aftalen af 9. maj har et flertal i Folketinget besluttet at imødekomme det folkelige krav om, at harmonisere politikernes pensionsalderen med Folkepensionsalderen, p.t. 65 år. Der bliver til gengæld ikke pillet ved det meget lukrative system for politikernes optjening af pensionsret. De anstødelige regler for eftervederlag ændres, således at eftervederlaget begrænses ved meget korte funktionsperioder i Folketinget eller som minister, og retten til eftervederlag bortfalder helt, hvis man overgår til et andet lønnet politisk embede som medlem af Folketinget eller minister.

Umiddelbart bliver der kun lønforhøjelser til borgmestre og regionsformænd på 31,4 pct. For en borgmester for en kommune med op til 80.000 indbyggere svarer det til at vederlaget forhøjes fra 744.247 kr. til 971.270 kr. Borgmestrene får samtidig ret til at beholde de såkaldte ”ben”, der er knyttet til det politiske arbejde.

Givtig lønregulering

Til skuffelse for mange folketingsmedlemmer og ministre er der ikke umiddelbart udsigt til lønforhøjelse, men man vil kunne glæde sig over en ændret og mere givtig reguleringsmekanisme. Vederlaget til alle fuldtidspolitikerne – borgmestre, regionsformænd, folketingsmedlemmer og ministre vil fremover blive reguleret efter den faktiske lønudvikling i den offentlige sektor.

Den nye mekanismen ville siden 1999 have betydet, at de aktuelle vederlag til Folketingsmedlemmer og ministre ville have været 15 og 30 pct. højere end dagens vederlag. Det kan derfor forudses, at den nye reguleringsmekanisme i løbet af kort tid vil føre til betydelige lønstigninger til fuldtidspolitikerne.

Forhøjet støtte til partierne på Christiansborg

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister.

Partierne har samtidig aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte fra 1. januar 2017 op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater stiger med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Det hævdes undertiden, at hovedparten af partierne i Folketinget bruger støtten til at styrke partitoppen og det centrale arbejde på bekostning af den hjælp, der er afsat til det enkelte folketingsmedlem. Anonyme folketingsmedlemmer kritiserer, at i stedet for at fokusere på faglig bistand og ansætte jurister og økonomer, har partiledelserne ansat pressefolk og spindoktorer.

Hvad siger folk?

For de fleste lønmodtagere er lønstigninger med tocifrede procentsatser helt utopiske, og stigningen på 31,4 procent i vederlag til borgmestre pr. 1. januar 2017 har da også givet anledning til løftede øjenbryn og bemærkninger.

Det er ikke kun borgmesterlønnen der stiger. Alle andre byråds-honorarer, der hænger sammen med borgmesterlønnen, stiger tilsvarende. Eksempelvis vokser honoraret for en udvalgsformand fra 198.000 kroner om året til 264.000 kroner om året – altså med 65.000 kroner.

Også de menige udvalgsmedlemmer får lidt mere. Udover det faste vederlag, som blev reguleret med 29 procent så sent som i 2014 og i dag udgør knap 103.000 kroner, får de også 2,9 procent af borgmesterlønnen per udvalg de er medlem af. Derfor ligger der også en stigning på den post.

Udgiften kommer bag på kommunerne

Lønstigningen har eller vil give anledning til debat i en lang række kommunalbestyrelser. I eksempelvis Vejle Kommune må skatteborgerne betale cirka to millioner kroner ekstra for politikernes arbejde i 2017. Mens borgmesterens lønstigning på 263.000 kroner betales af staten via et forhøjet bloktilskud, er det kommunen selv, der må finde penge til de øvrige lønstigninger. Derfor kommer lønstigningen til debat på årets første møde i Vejles byråd.

Det er ikke kun i Vejle, at man er blevet overraskede. Den øgede udgift til honorarer til politikerne er kommet bag på en række kommuner. Oprindeligt var det nemlig først meningen, at borgmesterlønnen skulle reguleres med virkning fra 2018 – men stigningen blev rykket frem til 1. januar 2017.

I Middelbart Kommune har et klart flertal i byrådet allerede besluttet, at fastholde honorar-niveauet fra 2017 og dermed sige nej til stigningerne. Her kom debatten efter en forslag fra den lokale repræsentant for Enhedslisten.