Debatten om lobbyisme, kvalifikationskrav, nedkølings- eller karensperioder, dobbeltmandater, begrænsning i antallet af valg- eller embedsperioder m.v.

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea.

Disse og andre markante karriereskift burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages helt uden begrænsninger.

I Danmark er debatten om karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende blev problematikken ikke berørt på det Bornholmske Folkemøde, hvor befolkningen gennem teltfligene kunne få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Hvis vi alligevel får taget hul på den væsentlige debat om nedkølings- og karensperioder, burde vi samtidig overveje kvalifikationskrav, dobbeltmandater, begrænsning i antallet af valg- eller embedsperioder og tilsvarende emner, der har været til debat i en række lande.

USA

Så sent som i 1947 blev den amerikanske grundlov tilføjet en bestemmelse, der fastsatte ”term limits”, dvs. begrænsede embedsperioden for en amerikansk præsident til 2 valgperioder (The Twenty-second Amendment – Amendment XXII – of the United States Constitution). Efter ratificering af de krævede 36 af de dengang 48 amerikanske stater, trådte tilføjelsen i kraft den 27. februar 1951.

Inden den formelle ændring af konstitutionen havde der været præcedens for maksimalt 2 embedsperioder, selvom der er eksempler på at præsidenter eller tidligere præsidenter har stillet op til en 3. periode. Præsident Franklin D. Roosevelt blev valgt til både en 3. og en 4. embedsperiode, og havde, da han døde i april 1945, været USA’s præsident i 12 år og 39 dage.

Term-Limits Movement

Siden 1990’erne har der i USA været en ganske aktiv “term-limits movement”, der holder liv i debatten om behovet for rotation ved besættelsen af demokratiets tillidsposter.

Delstaters forsøg på at begrænse antallet af embedsperioder i kongressen er imidlertid blevet underkendt af Højesteret. Derfor er der en lang række eksempler som den 80-årige John McCain, der har været senator for Arizona i 30 år.

Situationen er, at bortset fra præsidentembedet, er der ikke begrænsninger på antal 4-års embedsperioder for vicepræsidenters, 2-års embedsperioder for medlemmer af Repræsentanternes Hus, 6-års embedsperioder for medlemmer af Senatet eller medlemmer af Højesteret, der i praksis kan blive siddende, til de beslutter at træde tilbage eller dør.

Tyskland

I Tyskland har eliteforskeren, Michael Hartmann, Professur für Elite- und Organisationssoziologie ved Institut für Soziologie ved Technische Universität i Darmstadt, påpeget mangel af karens- eller nedkølingsperioder kan udgøre et demokratisk problem. Uden nedkølingsperioder er der større risiko for en uheldig sammensmeltning af den politiske elite og erhvervslivets elite, der kan betyde, at den almindelige befolkning ekskluderes fra centrale politiske processer.

Den tyske regering har fremsat lovforslag om en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

Nedkølings- eller karensperiode i EU

Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, er EU-Kommissionen nu indstillet på at hæve karensperioden fra 18 måneder til 3 år, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Folketinget

Af de nuværende folketingsmedlemmer har Bertel Haarder fra Venstre og Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet været medlem af Folketinget i længst tid. Bertel Haarder i alt været medlem i over 36 år, og Mogens Lykketoft har været det i næsten 34 år. Begge har yderligere lang anciennitet som ministre. Haarder har således været minister – undervisningsminister, integrations- og europaminister og kultur- og kirkeminister – i knap 22 år.

Svend Auken og Niels Helveg Petersen var medlemmer af Folketinget i næsten 38 år, og hvis vi går en generation tilbage, var Erhardt Jakobsen og Erik Ninn-Hansen medlemmer af Folketinget i 42 år.

Sejlivede borgmestre

I den kommunale verden er der ligeledes en lang række eksempler på manglende rotation på borgmesterposterne.

Socialdemokraten Steen Dahlstrøm har været borgmester i Middelfart i 30 år. Dahlstrøm er tillige formand for det skandaleramte energiselskab, Ewii. Med 30 år på posten har Steen Dahlstrøm syv års højere anciennitet end den næste – Hans Toft, der har været borgmester i Gentofte i over 23 år.

Flere partier har forbud mod dobbeltmandater, men partiet Enhedslisten har en vedtægtsbestemt rotationsordning, der i princippet begrænser medlemskab af Folketing, Regionsråd og Kommunalbestyrelser til 7 år. Partiet har i øvrigt et forbud mod dobbeltmandater og en partiskat, der begrænser ansattes og folkevalgtes aflønning til gennemsnitslønnen for en faglært metalarbejder i København.

Nye krav om karensperioder i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste. Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri

• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea

• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet

• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer

• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global

• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse

• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen

• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)

• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey

Korruption eller bare dårlig stil?

Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv og interesseorganisationer? Har de almindelige vælgere og medlemmerne af de politiske partier slet ikke noget at have sagt? Er det forklaringen på de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål: Er det alene Alternativet, der inddrager de menige medlemmer i formuleringen af partiets politik? Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, dansk erhvervsliv eller NORDEA’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Folkemødet i Allinge på Bornholm starter torsdag den 15. juni 2017. Mødet lagde ud i 2011 med omkring 10.000 gæster. Siden er politikfestivalen i Allinge vokset betydeligt og bliver kaldt både ”journalisternes og politikernes fætterkusinefest” og ”djøfstortion”. Men det er især lobbyisterne og kommunikationsbureauerne, der har grebet chancen for at tjene kassen og påvirke i retning af de særinteresser, de arbejder for – til 100.000 kroner i timen!

Publikumsrekord

I 2016 var der publikumsrekord med op mod 100.000 gæster og 3000 forskellige events.

Folkemødet 2016 på Bornholm 16. – 19. juni 2016 blev ifølge arrangørerne afviklet i god ro og orden. På trods af kraftig regn især fredag den 17. juni blev det, der er på det, der er kaldt Danmarks største politiske festival, gennemført næsten 3000 forskellige events. Alt hvad der kan krybe af offentlige og private organisationer, regioner, kommuner m.v. bevilger hvert år sig selv en uge på Bornholm. Over de 4 dage kan meningsløse skatteyderbetalte institutioner afholde selvfede arrangementer, hvor de få interesserede ved selvsyn kan lade sig overbevise om institutionernes tvivlsomme værdi for skatteborgerne.

Knap 100.000 gæster var i løbet af Folkemødet i 2016 i Allinge og alene lørdag den 18. juni var der 40.000 besøgende. Sidste år blev der med det såkaldte Civilting skabt en ny ramme for de helt små foreninger og organisationer, som er baseret på frivillighed og med begrænsede økonomiske midler. For at give disse foreninger mulighed for at komme til orde på Folkemødet, fik de gratis mødetid i Civiltinget. Det har været nødvendigt, hvis Folkemødets folkelige præg skulle bevares.

Big Business

Seancen har nemlig udviklet sig til big business, hvor en lille håndfuld af københavnske kommunikationsbureauer for skyhøje vederlag styrer ”festen”, mens kendisser som Clement Kjærsgaard i et hektisk, men givtigt bijobberi styrter fra arrangement til arrangement.

Hvor det er forståeligt, at virksomheder som energiselskabet E.ON med blakkede ry har behov for at vise den ”pæne side” og er parat til at betale, er det mærkeligt, at offentlige institutioner hopper på markedsføringsvognen. Kommuner, regioner, ministerier og offentlige myndigheder og institutioner burde have politisk veldefinerede opgaver, som der ikke burde være behov for at ”sælge” til skatte borgerne. Samtidig får vi ustandselig indtryk af, at de pågældende institutioner er spændt til bristepunktet og gennemgående frister en kummerlig tilværelse uden tilstrækkelige økonomiske midler til at løfte de tunge opgaver.

Ikke desto mindre er offentligt ansatte embedsmænd og kommunalpolitikere nogle af de mest aktive deltagere i Folkemødet. Hvert år koster den store fest og netværks-mødet for bureaukrat-eliten mange millioner kroner, betalt af de danske skatteydere.

Frådseri med offentlige midler

En hjemmeside har kortlagt en lille del af forbruget. I 2015 brugte Region Hovedstaden f.eks. 602.000 kroner eksklusiv moms på regionens deltagelse. I beløbet indgik både lejen af et helt badehotel til 97.000 kroner samt 3.000 muleposer med regionens logo til uddeling blandt andre bureaukrater.

Region Midtjylland kunne også være med. Ved Folkemødet sidste år bestod regionens delegation af i alt 52 deltagere, som blev sendt over til Bornholm i et chartret fly. Den samlede regning blev på 375.000 kroner. På hjemmesiden og i en netop udkommet bog kan den interesserede skatteborger finde andre eksempler på den uhyrlige omgang med skatteborgernes penge.

Region Nordjyllands deltagelse i den politiske festival på Bornholm kostede i 2016 de nordjyske skatteydere 220.667,5 kroner.

Danmarks Radio

Danmarks Radio har opgjort det offentlige forbrug på Folkemødet i 2016 til 48,2 millioner kroner. Politiet brugte 24,1 millioner kroner, Kommunerne brugte 6,0 millioner kroner, Uddannelsesinstitutioner brugte 4,5 millioner kroner, Regionerne bruger 2,4 millioner kroner, Ministerierne brugte 0,7 millioner kroner pg Andre offentlige instanser brugte 10,5 millioner

Opgørelsen undervurderer det faktiske forbrug, hvor lønudgifter f.eks. ikke altid er medtaget. Desuden er en lang række offentlige institutioner, der ikke er omfattet af offentlighedsloven, ikke med i undersøgelsen. Det er eksempelvis myriaden af kommunale forsyningsselskaber og Danmarks Radio, der i 2017 sender 138 mand til Bornholm.

Desuden er der mange offentlige penge i eksempelvis humanitære organisationer og partier, hvor der heller ikke er adgang til aktindsigt.

Slag i ansigtet på skatteborgerne

Derfor er de reelle udgifter for det offentlige langt højere. Mens Folkemødet er en fest, hvor politikere hopper og springer for lobbyister og kommunikations- og mediefolk skal vi ikke i al festivitassen glemme, at frådseriet samtidig er et slag i ansigtet på skatteborgerne.

Donald Trumps meddelelse torsdag den 1. juni 2017 om at USA trækker sig fra Paris-aftalen, har givet anledning til stærke reaktioner.

Præsident Obama underskrev på FN’s klimakonference – COP 21 – i Paris den 12. december 2015 en aftale, The United Nations Framework on Climate Change – den såkaldte Paris Agreement. Aftalen er imidlertid ikke juridisk bindende, og den er aldrig blevet forelagt det amerikanske Senat til ratifikation.

FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon foranledigede, at alle verdens stats- og regeringsledere fik mulighed for at underskrive aftale ved en stort anlagt begivenhed i FN’s hovedkvarter i New York den 22. april 2016.

Præsident Obama skrev igen under, og aftalen trådte i kraft den 5. oktober 2016, da 55 lande, der repræsenterer mere end 55 pct. af de samlede globale emissioner af drivhusgasser, havde ratificeret aftalen.

I juni 2017 har 148 lande ratificeret aftalen.

Trumps begrundelse for at trække sig fra Paris-aftalen

Præsident Trump anførte den 1. juni følgende begrundelse for at trække USA fra aftalen:

“The Paris Climate Accord is simply the latest example of Washington entering into an agreement that disadvantages the United States to the exclusive benefit of other countries, leaving American workers and taxpayers to absorb the cost in terms of lost jobs, lower wages, shuttered factories, and vastly diminished economic production”.

Den amerikanske præsidents beslutning om at trække USA fra Paris-aftalen – og dermed indfrielse af et helt centralt valgløfte – er mødt med blandede reaktioner. Demokratiske højborge på Østkysten og i Californien samt aviser som Washington Post og New York Times har været stærkt kritiske.

Republikanske kredse og konservative aviser som Wall Street Journal har applauderet Donald Trumps beslutning.

Lever Danmark op til Paris-aftalen?

Danmark og EU vedtog i oktober 2014 det såkaldte 2030 Climate and Energy Policy Framework, herunder målsætningerne om at reducere CO2-emissionerne i 2030 med mindst 40 pct. i forhold til 1990, ved at øge andelen af vedvarende energi samt energieffektivitet.

Efter EU-Kommissionens opfattelse er 40 pct.-målet i 2030 i fuld overensstemmelse med Paris-aftalen, og justering af denne målsætning vil først ske i forbindelse med den i Paris-aftalen aftalte status i 2023 og i givet fald kun gælde for tiden efter 2030.

Kredse i Danmark har antydet at EU og Danmark ikke lever op til ånden i Paris-aftalen og prøvet at presse regeringen til i EU at arbejde for mere ambitiøse målsætninger. Uanset krav fra danske NGO-kredse og venstrefløjen er der ingen som helst udsigt til, at de andre 27 EU-lande kan overbevises om, at 2030-målsætningen skal revideres i utide. For en række lande som f.eks. Polen er ambitionen om reduktion af CO2-emissionerne med 40 pct. allerede er rigeligt ambitiøst, og i fuld overensstemmelse med Paris-aftalen.

Alle væsentlige aspekter med i Paris-aftalen

I anledning af meddelelsen fra Donald Trump kan der være anledning til at gennemgå hovedpunkterne i COP21-aftalen, som – selvom den ikke var juridisk bindende – er blevet kaldt historisk, ambitiøs og afbalanceret:

For det første skal det noteres, at aftalen faktisk omfatter alle de væsentlige aspekter, der har været på bordet i de årelange internationale drøftelser af klimaspørgsmålet:

Mitigation – begrænse og reducere udledningerne hurtigt nok til at opnå temperaturmålsætningen

Transparens i opgørelsesmetoder og dokumentation for de klimatiltag landene iværksætter

Adaptation – landenes muligheder for at modvirke skadevirkningerne af klimaændringer

”Loss and damage” – anerkendelse af de opgaver og økonomiske krav som genoprettelsen af klimaskabte skader og ødelæggelser

Støtte – herunder finansiel støtte til at lande kan skabe en bæredygtig og robust fremtid

Samtidig er der stor uenighed om effekten af aftalen – er den formentlig marginale effekt på temperaturstigningerne virkelig tilstrækkelig begrundelse for de meget store økonomiske og administrative omkostninger ved aftalens implementering? Et andet udestående spørgsmål vedrører betalingen – hvem er det, der i realiteten skal betale regningen?

Aftalen træder først i kraft i 2020

Det skal noteres, at den ikke-juridisk bindende aftale først træder i kraft i 2020. Men det sagt, ligger det implicit i aftalen, en forventning om at landene hurtigst muligt skal forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig pointeres det, at klimatilpasningen under ingen omstændigheder skal ske på bekostning af bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom.

Ambitionen er, at man skal forsøge at holde klodens temperaturstigning under to grader og arbejde for at holde stigningen nede på halvanden grad i forhold til 1850, da industrialiseringen for alvor indledtes. Efter aftalen skal landene altså holde temperaturstigningerne ”et stykke” under 2 grader og samtidig stræbe efter at begrænse stigningerne til 1,5 grader, hvis det er muligt.

2 eller 1,5 grader?

Det tidligere officielle mål var 2 grader. Skeptikere hvisker om, hvorvidt det er realistisk, at landene lykkes med at holde stigningerne under 1,5 grader. Årsagen til, at det nye mål har sneget sig ind i aftalen, skyldes, at nationerne erkender, at det markant vil mindske risikoen og følgerne ved klimaforandringer – især udsigten til enorme masser af klimaflygtninge kan have spillet en rolle.

Skibe og fly undtaget

Meget centralt omfatter aftalen slet ikke fly og skibe. I dag er flytrafik ansvarlig for omkring fem pct. af den globale opvarmning, skibstrafik ca. tre pct. Fly og skibes andel af globale CO2-udslip er tilmed eksplosivt voksende og vil fortsat vokse med mindre flyselskaber og rederier bliver omfattet af globalt dækkende CO2-afgifter inden for en kortere årrække. Det er ingen løsning, at vi eventuelt alene i Danmark indfører afgifter, for det vil blot skabe ulige konkurrence. Det hensyn har godt nok ikke holdt danske energipolitikere tilbage tidligere!

Ganske bemærkelsesværdigt i den henseende er det faktum, at Rederiforeningen i Danmark og verdens største containerrederi, danske Mærsk, gerne havde set, at også skibe var blevet en del af Paris­aftalen. Hvilket skyldes, at rederiet meget bevidst har investeret i en skibsflåde, der er blandt de mest brændstof­økonomiske i verden.

Hvordan opfyldes ambitionerne?

Det største problem ved Paris COP21-aftalen, er det forhold, at der ikke anvises nogen klar vej til at nå det i virkeligheden meget ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 til maksimalt to grader. I Paris-aftalen nævnes der intet om, hvornår de globale CO2-udledninger skal være halveret (f.eks. i 2050) eller nogen præcis byrdefordeling mellem udviklede regioner som Europa, Nordamerika og Japan og udviklingsnationer (anført af Kina og Indien), der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger. Aftalen anerkender blot, at det vil komme til at tage længere tid for udviklingslande at nå deres udledningstop.

Hvordan skal det hele monitoreres og evalueres?

I 2018 – i god tid inden COP21-aftalen træder i kraft i 2020 – mødes landene for at evaluere deres klimaindsats. Her har landene mulighed for at hæve ambitionerne, hvis de altså ønsker det!

Desuden skal alle stater hvert andet år indrapportere, hvordan det går med at gennemføre deres planer. Et ekspertpanel i FN vil vurdere udviklingen og betydningen for den globale udledning.

Det er især udsatte ulande og ø-stater, som med tilslutning fra Canada, har kæmpet for at få 1,5-graders målet ind i aftaleteksten.

Finansieringen

Hvad med finansiering? I Parisaftalen blev de fattige udviklingslande lovet 100 milliarder dollars om året (med virkning fra 2020).

Udover omkostningerne ved deltagernes egnen indsats skal der altså årligt skaffes 680 milliarder kroner til at finansiere de såkaldt fattige landes indsats for at nå de nye klimamål. Der er under COP21-processen givet tilsagn om økonomisk støtte til bl.a. “the Least Developed Countries Fund”, til “Adaptation Fund” og til ”Green Climate Fund”.

Især kan situationen for Den Grønne Klimafond (Green Climate Fund) blive kritisk. Her er løfterne fra de rige lande særligt følsomme for ulandene, fordi Den Grønne Klimafond adskiller sig fra andre lignende funding-initiativer ved, at udviklingslande og industrilande er lige repræsenteret i bestyrelsen.

Det betyder, at udviklingsnationerne har stor indflydelse på fondens investeringer. Af den grund ser en lang række ulande gerne, at så stor en del af den samlede finansiering kanaliseres gennem netop klimafonden.

Præsident Obama var meget bevidst om, at udviklingslandenes tilslutning til Paris-aftalen var betinget af forventningen om finansiel bistand fra de udviklede lande. Derfor gav Obama løfte om amerikanske birag på 3 milliarder dollars til Den Grønne Klimafond, svarende til kanp en tredjedel af de aialt omkring 10 mia. dollars, der på nuværende tidspunkt er stillet i udsigt.

Kun omkring 40 pct. er dog på nuværende tidspunkt indbetalt til Den Grønne Klimafond, herunder et bidrag på 500 millioner dollars, som Obama gennemførte i sidste øjeblik inden hans afgang i januar 2017.

Med sin udtræden af Paris-aftalen vil Donald Trump næppe udbetale de resterende 2,5 milliarder dollars.

De øvrige donorer til Den Grønne Klimafond er lande som Japan, UK, Frankrig, Tyskland, Sverige, Italien, Canada og Norge. Spørgsmålet er om disse lande kan og vil dække mankoen fra USA? Der er næppe tvivl om at mange u-lande vil opfatte det som aftalebrud, hvis den lovede klimafinansiering ikke foreligger.

Danmark har allerede lovet mere end 70 millioner dollars til Den Grønne Klimafond og spørgsmålet er, hvor meget mere et flertal i Folketinget er parat til at yde?

Møder hvert 5. år

For at holde næsen på slibestenen og konstant presse landene til at øge klimaambitionerne, skal landene mødes hvert femte år. Hvis ambitionerne ikke rækker til at holde temperaturstigninger under 2 grader, er det tanken, at landene forud for disse møder reviderer deres klimaplaner. Efter mødet i 2018 og efter aftalens formelle ikrafttrædelse i 2020 samles landene for første gang i 2023 for at diskutere, hvordan de vil hæve klimaambitionerne.

Det kan vise sig at være et problem, at 169 nationer, deriblandt EU, allerede har klimaplaner, der rækker frem til 2030. For disse lande bliver det frivilligt, om de inden 2030 vil øge ambitionsniveauet i deres planer.

Hvem slipper?

Et springende punkt er de lande, der endnu ikke har nået toppen af deres CO2-udslip. Aftalen tager højde for, at dette vil tage længere tid for visse lande. Udviklingsnationer som Kina, Indien, Indonesien og andre store udviklingsøkonomier, der i dag står for to tredjedele af verdens årlige udledninger,er lande, hvor millioner af mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet. Det er samtidig lande, der er hårde konkurrenter til USA og andre OECD-lande. Et løst overordnet mål er blevet etableret, hvor aftalen lyder, at disse landes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” vil sørge for at begrænse udledningen. I sidste halvdel af dette århundrede – fra 2050 – 2100 – skal der ifølge aftalen være balance mellem CO2-udslip og CO2-lagring.

CO2-lagring kræver, at landene skal sørge for, at naturen, f.eks. gennem træplantning eller gennem aktiv CO2-lagring i undergrunden, opsuger en del af den udledte CO2.

Klimaaktivisterne ønsker forbud mod kul og fossile brændsler. Det lykkedes ikke at komme det nærmere og f.eks. anvende termen ”kulstof-neutralitet” eller ”decarbonisering”, som der ellers blev lagt op til under COP-forhandlingerne. Kulafhængige lande og olieproducerende lande som Saudi-Arabien og andre lande har kæmpet mod en sådan formulering for at undgå en dæmonisering af kulstof.

Manglende sanktioner

Mens de såkaldte udviklingslande slipper, skal de udviklede industrilande indberette deres klimatal hvert andet år, men der er ikke sanktioner for lande, der ikke overholder deres klimamål. Ifølge aftalen er alle lande forpligtede til at indberette, hvor meget og hvordan de begrænser CO2-udledningen. Alle lande er også forpligtede til at bruge det samme globale system til at overvåge og indberette deres CO2-udledninger.

I aftalen er der også taget stilling til finansiering af følgerne og ødelæggelserne fra klimaforandringer – når klimaforandringer har angrebet de mest udsatte, f.eks. østater.

Disse stater får anerkendt nødvendigheden af at ”hindre, mindske og håndtere tab”, men industrilandene forpligter sig ikke til at betale omkostningerne for klimaskader. Diskussionen på området flyttes til en særlig ”loss and damage mecanism”, hvor finansiering, advarselssystemer og andet skal defineres og diskuteres. Lige nu er problemet, at ingen ilande, har forpligtiget sig til at til at bidrage med finansiering til området, men det betragtes som et fremskridt, at aftalen har givet legitimitet til begrebet ”loss and damage”.

Er Kina nu det nye klima-fyrtårn?

Donald Trumps meddelelse torsdag den 1. juni 2017 om at USA trækker sig fra Paris-aftalen har givet Kina mulighed for positiv eksponering på den internationale scene.

Kina (Indien, Indonesien og en lang række andre udviklingslande) er ikke i Paris-aftalen som USA og de andre OECD-lande pålagt et bestemt mål for deres udledninger af drivhusgasser. Et løst overordnet mål lyder på, at landenes emissioner af drivhusgasser skal toppe ”snarest muligt”. Efterfølgende løber man an på, at ”hurtige reduktioner” vil sørge for at begrænse udledningen. Kina har nævnt, at de forventer at nå toppen af udledninger ”omkring 2030”. Hvornår Indien vil kunne nå målsætningen er endnu mere usikkert.

Kina er i dag den suverænt største udleder af CO2, og det skyldes ikke mindst det store forbrug af kul. Ifølge Det Internationale Energiagenturs World Energy Outlook 2016 udgør kul med et årligt forbrug på knap 8 mia. tons stadig omkring 30 pct. af verdens samlede energiforbrug – faktisk er kulforbruget steget markant siden 2000, og vil pga. prisen formentlig vedblive med at være en væsentlig energiressource.

Kina forbruger årligt omkring 4 mia. tons kul svarende til halvdelen af verdens samlede kulforbrug – 4 gange så meget som USA!

Danmark

Inden vi i Danmark bliver for hellige bør vi kaste et blik på vores eget energiforbrug, hvor der også stadig er en væsentlig kulandel i el- og kraftvarmeproduktionen.

De to mest anvendte fossile brændsler på danske kraftværker er stadig kul og naturgas. Fra 1990 til 2014 faldt kulandelen af brændselsforbruget i den danske el- og kraftvarmeproduktion fra 92 til 49 pct. Dette skyldes overvejende, at naturgassens andel er steget specielt med udbygningen af naturgasfyrede decentrale kraftvarmeværker, samt at flere af de store centrale kraftværksblokke er omstillet til at benytte biomasse og naturgas som brændsel. De senere år har derudover været præget af et generelt fald i den termiske elproduktion og i forbruget af fossile brændsler i takt med den stigende produktion af vedvarende energi fra især vindmøller og solceller.

Det er imidlertid fortsat et faktum, at det samlede danske energiforbrug i 2015 på 756 PJ for 70 pct. vedkommende blev dækket af fossile brændsler og 30 pct. af vedvarende energi og affald.

Den tyske kansler Angela Merkel har tordnet og svinget krabasken mod USA: ”Europa kan ikke længere regne med USA som alliancepartner”, lød det fra Merkel i en historisk tale efter weekendens G7-topmøde i Italien.

Merkels kritik kom efter, Donald Trump tilsidesatte alle diplomatiske hensyn og udfordrede Angela Merkel og de øvrige medlemmer af G7, da den amerikanske præsident nægtede at godkende Paris-klimaaftalen og i øvrigt kritiserede NATO-medlemmerne for ikke at leve op til alliancemedlemskabets økonomiske forpligtelser.

Øltelt i München

Selv i betragtning af at udtalelserne faldt i et øltelt i München, var Angela Merkel uhørt grov, da hun sagde, at USA og Storbritannien ikke længere er pålidelige partnere: “De gange, hvor Tyskland fuldt ud har kunnet stole på andre, er delvis forbi. Det er hvad jeg har oplevet i det sidste par dage.”

Merkel understregede dog, at selvom Tyskland (og EU) fortsat ville stræbe efter at være på god fod med Amerika og Storbritannien, var der ingen vej udenom: “vi skal selv kæmpe for vores egen skæbne”.

Klimaaftalen

Donald Trump sagde under G7-mødet, at han havde han brug for mere tid til at afgøre, om USA ville fortsætte med at støtte Paris-klimahandelen. Udtalelsen har frustreret de europæiske partnere, og fra kilder i den amerikanske administration forlyder det, at Trump i realiteten allerede er indstillet på at trække USA fra Paris-aftalen og at det vil blive meddelt torsdag aften (europæisk tid).

Præsident Trump har også ved flere lejligheder under Europa-rejsen gentaget sin kritik af NATO-allierede for ikke at opfylde alliancens gensidige forpligtelse til at afsætte mindst 2 pct. af BNP til forsvarsbudgettet.

Observatører har også noteret, at Donald Trump på intet tidspunkt selv har bekræftet NATO-alliancens musketér-ed i artikel 5 om, at medlemslandene vil hjælpe de andre, hvis de bliver angrebet.

Amerikansk pres på europæiske partnere

Det er åbenlyst, at Donald Trump med sin bølleagtige optræden lægger et meget bevidst pres på hans europæiske partnere: Vi skal ikke et øjeblik tro, at USA vil betale broderparten af regningerne for klimaindsatsen og for den vestlige forsvarsalliance, mens EU samtidig med manipulerede euro-kurser og kreative obstruktioner af den frie handel modarbejder amerikanske interesser!

Sådan lød det under den amerikanske valgkamp, og der er ikke noget der tyder på at Trump ikke har i sinde at opfylde valgløfterne.

Valgkamp i Tyskland

Man skal også lægge mærke til, at Angela Merkels udtalelser var præget af valgkampagne. Ordene faldt på et CSU-valgmøde i et øltelt i München, hvor hun understregede, at Europa i lyset af Brexit og Donald Trumps præsidentskab “skal tage sin skæbne i egne hænder”. Merkel varmer op til parlamentsvalget i september, og udtalelserne er ikke mindst møntet på den socialdemokratiske opposition, der er i forhold til CDU/CSU er fodslæbende i forsvarsspørgsmålet.

Uanset opfattelsen af Donald Trump er det for mange bekymrende, at en tysk kansler forsøger at score billige point i en valgkamp ved at sværte USA’s demokratisk valgte præsident.

Når den ellers besindige Angela Merkel reagerer så voldsomt, har Donald Trumps hårde og direkte kritik af Tyskland formentlig også haft afgørende betydning. Fredag den 26. maj 2017 beskrev Donald Trump den tyske handelspraksis som “dårlig, meget dårlig”. Trump lagde ikke skjul på, at Tyskland som den største økonomi i Europa brugte ufine metoder for at sælge mange – for mange – biler til USA.

Tysklands handelsoverskud

Baggrunden for kritikken er en udbredt amerikansk opfattelse af, at den økonomiske politik i EU sigter på at holde en kunstig lav kurs på euro vis a vis dollar. Den lave euro-kurs betyder at tyske biler – og europæiske varer i det hele taget – har en gunstig konkurrenceposition på det amerikanske marked.

Donald Trump har for så vidt ret – der er intet i den bomstærke tyske økonomi, der tilsiger, at den europæiske centralbank, ECB, skulle føre en ekspansiv pengepolitik, der betyder at renten er nærmest negativ og euro-kursen er lavere end den ellers ville være. Denne politik føres især af hensyn til de trængte sydeuropæiske økonomier, der døjer med stor gæld, lav vækst og enorm arbejdsløshed. Med kritikken antyder amerikanerne, at Tysklands enorme overskud på handelsbalancen er opbygget i ly af de svageste økonomier i eurozonen.

Tyskland har en udsat position i USA. Efter skandalerne med Volkswagen, dieselbilerne og Deutsche Banks udstedelse og markedsføring af obligationer med sikkerhed i de såkaldte subprimelån, der bidrog til at finanskrisen rullede, har Donald Trump utvivlsomt folkelig opbakning i USA til at gå hårdt til Tyskland og andre europæiske lande, der – som det hedder – har udnyttet USA’s goodwill og samtidig unddraget sig de økonomiske forpligtelser i forhold til NATO.

Ømt punkt for Merkel i valgkampen

Når Trump på G7-mødet i Taormina på Sicilien borede i det tyske handelsoverskud ramte han et ømt punkt. Det er ikke første gang, at Tysklands handelsoverskud er blevet udpeget som et sten i skoen i de transatlantiske forbindelser – og til tider også udpeget som en belastning for Tysklands forbindelser med sine europæiske naboer. Han rammer også lige ned i et hedt emne i den tyske valgkamp – de tyske arbejdere, der bogstaveligt talt i deres ansigtssved og ved løntilbageholdenhed, har skabt den formidable tyske konkurrenceevne, har ikke fået en rimelig andel af udkommet.

Det tyske socialdemokrati, SPD, vil i valgkampen formentlig love guld og grønne skove i form af skattelettelser, lønstigninger og øgede offentlige udgifter – alt sammen noget der er Merkel og CDU/CSU særdeles ukært.

Derfor var Donald Trumps brutale trusler farlige for Merkel. Det amerikanske krav om at tiden er kommet til at sætte en stopper for de store tyske handelsoverskud og købe flere amerikanske produkter og tjenester, vil givet blive brugt mod Merkel i valgkampen.

Der er et problem – og det er stort!

Problemet er faktisk til at tage og føle på. I 2016 havde Tyskland et handelsoverskud på over 260 mia. euro, eller 8,6 pct. af BNP.

I dollar er overskuddet det største i verden – større end Kinas. Tysklands bilaterale handelsoverskud med USA alene nåede op på 56 mia. euro sidste år.

Siden begyndelsen af 00’erne har overskuddet været stejlt stigende, og i det tyske eksportboom er det især biler og maskiner, der har tiltrukket sig opmærksomhed. Den tyske konkurrencekraft er dog frygtindgydende på mange områder, f.eks. på varer som tekstiler.

Tyskere betragter selv udviklingen som en succes, men internationale finansielle institutioner, herunder IMF – samt en række internationale økonomer – har advaret om farerne ved de globale ubalancer, som disse store overskud kan skabe.

Eksport er dog ikke noget, som den tyske regering bare kan op- eller nedjustere. De er summen af individuelle købsbeslutninger taget af forbrugere og virksomheder rundt om i verden – og realiteten er så bare, at tyske virksomheder faktisk laver produkter, som der er efterspørgsel efter.

Under de gamle valutaregimer ville situationen have ført stigende kurs på D-Marken. Men siden vedtagelsen af euroen i 1999 kontrollerer Tyskland formelt ikke sin egen valuta, og euro-politikken styres af Den Europæiske Centralbank, ECB. Som nævnt har udviklingen i de svage sydeuropæiske økonomier hidtil været prioriteret.

Krav om ekspansiv finanspolitik i Tyskland

Hvis situationen skal afhjælpes, bør der i stedet fokuseres på den tyske indenlandske økonomi, og hvad der kan gøres der for at bidrage til at mindske ubalancerne. Konsekvensen af Trumps trusler er, at Tyskland bør øge de indenlandske produktive indenlandske investering og øge det offentlige og private forbrug.

Selvom der kan peges på behovet for øgede offentlige investeringer i den digitale og fysiske infrastruktur og der nok kunne opfindes incitamenter til at øge det private forbrug, ville det kræve stor overvindelse i Tyskland at belaste de offentlige budgetter.

Hvis der ikke gøres noget, har Trump været klar om konsekvenserne: Washington vil retaliere med protektionistiske tiltag!

Merkel kan også true!

Det er ikke kun Donald Trump, der truer. Angela Merkel holder ikke sig selv tilbage: De EU-lande, som ikke lever op til EU’s fælles regelgrundlag, skal heller ikke kunne modtage EU-midler, lyder et tysk forslag, der er en åbenlys trussel over for især Polen – men også over for Ungarn.

Polen og Ungarn har længe været på kant med kernelandene i EU. Landene har minsandten tilladt sig at gennemføre lovgivning, der hævdes at være i strid med EU’s grundlæggende principper. I Polen handler det om forfatningsdomstolens uafhængighed, mens det seneste eksempel i Ungarn er en ny universitetslov, der truer med at lukke et af landets mest anerkendte universiteter. Desuden drejer striden sig om den fordeling af asylansøgere, der er besluttet ved EU-lov, men som Polen og Ungarn nægter at deltage i.

Men nu har Tyskland tilsyneladende fået nok og truer med at blokere for udbetalinger til Polen og Ungarn fra EU’s enorme struktur- og samhørighedsfonde.

Trump og Merkel burde læse Astrid Lindgren

Måske burde både Donald trump og Angela Merkel lytte til Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe, eller bare Pippi Langstrømpe:

”Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse at være sød ved andre”!

Hvor er EU-Kommissionen henne i den transatlantiske kontrovers?

Det er spørgsmålet om balladen i NATO-alliancen og uenigheden med USA i virkeligheden er så ubekvemme for Jean Claude Juncker og EU-Kommissionen? EU er i krise og skal i forbindelse med Brexit så at sige genopfinde sig selv. Et af de områder, som især Tyskland og Frankrig har interesse i, er sikkerheds- og forsvarspolitik.

I hvert fald er Kommissionen optaget af tankerne om et europæisk forsvarssamarbejde. Med UK ude af EU vejrer man morgenluft: Et stærkere Europa i forbindelse med sikkerheds- og forsvarsspørgsmål har været en prioritet for Juncker-Kommissionen siden den tiltrådte.

Uden at nævne problemerne med Donald Trump betyder en forværret sikkerhedssituation i EU’s nabolag og stærke økonomiske argumenter for et større samarbejde om forsvarsudgifter blandt EU-landene, at tiden nu – ifølge Kommissionen – er inde til at gøre fremskridt hen imod en egentlig sikkerheds- og forsvarsunion. Ingen taler åbent om en egentlig EU-hær, men snarere om samarbejde om kommandostrukturer, fælles indkøb og fælles operationer med væbnede styrker.

Inden den 7. juni, hvor der i Prag afholdes et topmøde om forsvar og sikkerhed, vil Kommissionen lancere Den Europæiske Forsvarsfond, der blev annonceret i den europæiske forsvarshandlingsplan fra november 2016.

Nærmere om EU-forsvar i EU-Kommissionens papir:

Click to access defending-europe-factsheet_en.pdf

Når skattestoppet udløber, og den nuværende fastfrysning af grundskylden ophører i kombination med et nyt vurderingssystem, er der udsigt til helt urimelige stigninger i den samlede boligbeskatning, der allerede nu nærmer sig 45 mia. kr. om året.

Men sådan skal det ikke gå: Boligbeskatningen i Danmark skal fastholdes på et rimeligt niveau!

Sådan lød de tomme løfter fra Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering lige frem til den 2. maj 2017: En kontrolleret ejendomsværdibeskatning og sænkning af grundskylden var mærkesager for regeringen – måtte vi forstå. Problemet er, at den mærkelige regering ikke på noget område råder over noget der bare ligner et parlamentarisk flertal.

Med finanslovene for 2016 og 2017 blev det nominelle beskatningsgrundlag for grundskylden for ejerboliger ellers frosset fast. Denne fastfrysning skulle – ifølge regeringen – fastholdes frem til udløbet af skattestoppet for ejendomsværdibeskatningen i 2020. Fra og med 2021 foreslog regeringen en flad ejendomsværdiskat, så alle boligejere skulle betale 0,6 procent, uanset husets værdi.

Til gengæld måtte boligejerne leve med usikkerhed om konsekvenserne af det nye vurderingssystem, der indføres fra 2019 og med, at rentefradragsretten blev yderligere udhulet.

Selvom det er helt uforståeligt, at Dansk Folkeparti støttede Socialdemokratiets og Radikale Venstres bestræbelser på at dreje skatteskruen yderligere overfor boligejerne, var det lige netop det, der skete!

Den 2. maj indgik regeringen en aftale, der både indebar en fortsat stigende grundskyld og fra 2020 en ejendomsværdiskat på 0,55 pct. med en indbygget ekstraskat på 1,4 pct. på huse, der tilfældigvis ligger i områder med stigende ejendomspriser,

For at sukre den bitre pille, vil de nuværende boligejere have mulighed for i årene 2018, 2019 og 2020 og videre frem at lade stigninger i grundskylden indefryse som en offentlig prioritet i ejendommen. Fra 2020 vil de nuværende boligejere desuden have mulighed for at lade eventuelle stigninger i ejendomsværdiskatten indefryse.

Med aftalen er det kun et spørgsmål om tid før mindrebemidlede børnefamilier og pensionister tvinges fra hus og hjem, og efter 2020 kan disse befolkningsgrupper, der er så uheldige at bo i Hovedstadsområdet, godt aflyse enhver drøm om ejerbolig.

Sagens betydning for et parti som Det Konservative Folkeparti kan ikke overvurderes. Det må befrygtes, at partiets dage nu er talte. Sagen er vigtig ikke kun for de konservative – en stor del af befolkningen anser med rette beskatningen af boligen for det vigtigste politikområde.

Borgerlige partier har før vundet valg på beskatningen af jord og fast ejendom, og i stedet for at indgå en håbløs aftale, burde regeringen ikke have tøvet med at udskive nyvalg til Folketinget. Men modet svigtede igen – igen!

Under alle omstændigheder kan vi godt vinke farvel til de bebudede reformer af skat, Uddannelsesstøtte og pensionsområdet. Samtidig vil placeringen af ansvar for de monumentale skandaler i SKAT være noget vi skal kigge i den græske kalender efter!

Realkreditlånere – et jaget folkefærd

Udover stigende boligskatter har boligejerne kæmpet med stigende bidragssatser ved realkreditlån – og desværre er der ikke udsigt til andet end stadig øgede bidrag!

Det lød derfor næsten for godt til at være sandt, da erhvervsminister Brian Mikkelsen den 26. januar 2017 storsmilende og med energiske armbevægelser kunne bekendtgøre, at regeringen havde indgået en ”balanceret bred politisk aftale om realkreditten”.

Brian Mikkelsen skrev på Facebook: ”Vi skaber med denne aftale lavere priser, en øget gennemsigtighed, mobilitet og dermed grundlaget for bedre konkurrence til gavn for boligejerne. Det er en god dag for boligejerne”.

Desværre var det heller ikke sandt. Et nærmere eftersyn afdækkede, at aftalen især var til fordel for realkreditten, mens låntagerne igen fik en lang næse. Aftalen indebar, at realkreditselskaberne fremover skal afstå fra et indfrielsesgebyr på omkring 750 kroner, ligesom de kun må opkræve 50 procent i såkaldt kurtage og kursskæring, når det sker i forbindelse med bidragsstigninger.

Er lånerne stavnsbundne prioritetsbestyrere?

Forbrugerrådet tænk har beregnet, at det svarer til en besparelse på godt 1.800 kr. af de flytteomkostninger på over 12.000 kroner, man typisk skal betale til det realkreditselskab, man eventuelt i utilfredshed over gebyrsatser m.v. flytter fra.

Det er egentlig ikke overraskende, at realkreditskyldnerne ikke fik mere ud af hele øvelsen. Allerede da den tidligere erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen nedsatte et ekspertudvalg på 14 personer, kunne man ane hvor det bar hen. Udvalget havde ikke en eneste repræsentant for de over 1 million danske låntagere!

Det var ellers udvalgets opgave at komme med anbefalinger til, hvordan mobiliteten og gennemsigtigheden på realkreditmarkedet kunne øges. Resultatet af udvalgsarbejdet blev da også, at man kunne præsentere den nye erhvervsminister for nogle små og ganske betydningsløse justeringer for låntagere, som ønskede at flytte kreditforening.

Et af de forslag, der trak i låntagernes interesse, indebar, at samtlige flytteomkostninger skulle betales af det institut, der sætter bidragssatsen op. Et mindretal i udvalget bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet kunne ikke bakke op om flertallets anbefaling af at indføre et ”forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut”.

Derfor valgte politikerne en mellemvej ved at sige, at realkreditselskaberne kun må opkræve halv kursskæring og halv kurtage.

Vinduespynt uden praktisk betydning

Under alle omstændigheder er den politiske aftale vinduespynt og uden praktisk betydning – og i lyset af den aftale regeringen efterfølgende indgik den 2. maj 2017, faktisk et slag i ansigtet på boligejerne.

Sidste år betalte de danske boligejere knap 15 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for overhovedet at have et realkreditlån.

Realkredittens pengekasse

Ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu 40 pct. af boligejernes låneudgifter, og de årlige 15 mia. kr. ryger direkte i realkredittens pengekasse.

Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – det er jo i et vist omfang foreningernes egne medlemmer, der betaler. Realiteten er imidlertid, at medlemmernes og lånernes indflydelse er mindsket i takt med institutternes omdannelse til aktieselskaber, der har andet end lånernes interesser for øje.

Karteldannelse på realkreditområdet

Det dokumenteres nu, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de tre største danske realkreditselskaber, Nykredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit, i bemærkelsesværdig enighed og nærmest kartelagtigt har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste to år.

Det slår Konkurrencerådet fast i den længe ventede analyse af markedet for realkredit, som InsideBusiness er kommet i besiddelse af et udkast til. Det er ellers først meningen, at rapporten skal offentliggøres efter en høringsfase i juni.

Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet:

”Realkreditmarkedet er kendetegnet ved høj koncentration, betydelige adgangsbarrierer til markedet for nye aktører og en række forhold, der hæmmer eksisterende aktørers muligheder for at konkurrere, samt at forbrugerne på markedet ser ud til at være forholdsvis immobile. Det peger på, at konkurrencen som udgangspunkt har svære vilkår på realkreditmarkedet”.

Ifølge Konkurrencerådet er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste to år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne:

”Analysen viser, at de relativt kraftige stigninger i bidrag og gebyrer på realkreditlån ikke kan tilskrives stigende driftsomkostninger. Driftsomkostningerne er generelt faldet over de senere år. Selv om enkelte institutter oplevede en mere udtalt stigning i de realiserede tab i kølvandet på krisen i 2007, kan dette heller ikke begrunde den generelle og markante stigning i bidragssatserne siden 2009.”

Endnu mere grelt ser billedet ud for realkreditselskaber, der har hævet priserne under påstand af stigende kapitalkrav i de kommende år. Heller ikke her er der ifølge eksperterne dækning for finanslobbyisternes påstande:

”Ved flere bidragsstigninger er der blevet henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Samlet set er det dog svært at se, at de allerede vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv”.

Hvem varetager boligejernes og realkreditlånernes interesser?

De politiske partier har svigtet boligejerne, og når regering, Nationalbank, Finanstilsyn og Konkurrencerådet åbenlyst varetager andre interesser, må det være på sin plads at rejse spørgsmålet om hvem der varetager realkreditlånernes interesser. Svaret er desværre: Ingen!

Torsdag den 25. maj 2017 er der NATO-topmøde i Bruxelles. På mødet i The North Atlantic Council for stats- og regeringschefer vil det nye NATO hovedkvarter blive indviet, men det vil også være en lejlighed til at diskutere terror. “This will be an important opportunity for NATO leaders to decide how we can further strengthen our efforts, including in the fight against terrorism” har generalsekretær Jens Stoltenberg udtalt.

Præsident Donald Trump vil deltage i mødet, som uvægerligt også vil fokusere på medlemslandenes forsvarsbudgetter.

Udenrigsministermøde

NATO-landene mødtes sidst i Bruxelles den 31.marts 2017 på udenrigsministerniveau, hvor den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson deltog.

Det er ingen hemmelighed, at siden valget af Donald Trump til USA’s præsident i november har der i Europa været en vis bekymring for USA’s commitment til NATO; Donald Trumps kritik af alliancen for at være ”forældet” og præsidentens gentagelse af sin forgænger Barack Obamas krav om, at de europæiske medlemslande lever op til deres egne løfter om at afsætte to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP), har givet anledning til bekymring.

Spørgsmålet er om der på noget tidspunkt har været reel anledning til tvivl om det amerikanske commitment.

I februar blev den traditionsrige sikkerhedskonference afholdt for 53. gang i München. I konferencen deltog blandt andre 16 statsledere og 15 regeringschefer sammen med ledere af internationale organisationer som FN og NATO samt talrige forsvarsministre. Donald Trump deltog ikke selv i München. Men det gjorde nogle af de vigtigste folk i hans regering: vicepræsident Mike Pence, udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis.

USA bag NATO

På konferencen var det klare budskab, at USA står bag samarbejdet over Atlanterhavet og NATO. Endnu mere markant var forsikringen fra Donald Trumps partifælle, den tidligere republikanske præsidentkandidat og nuværende formand for forsvarskomiteen i det amerikanske senat, John McCain, der høstede bifald i München med en indfølt tale om NATO og ”bevarelse af Vesten”.

Ville der med nye toner fra USA have været grundlag for uro i europæiske – og danske – forsvarskredse?

Ja, vi bør med rette være bekymrede.

Danmark

Danmark har som bekendt et forbehold overfor et EU-forsvarssamarbejde. Selv hvis vi ikke havde forbeholdet er det et spørgsmål, om den tysk-franske snak bliver til andet end – ja, snak?

USA er derfor reelt vores bedste forsikring for, at vi kan bevare det samfund, som vi dagligt har glæde af. Og uanset hvad man måtte mene om Donald Trump, så er bidragsforpligtelsen faktisk nedfældet i en gensidig aftale mellem alliancens lande, der er tiltrådt af skiftende danske regeringer og folketingsflertal. Senest af statsminister Helle Thorning ved NATO-topmødet i Wales i september 2014.

Ét er vores internationale forpligtelser, men mindst lige så væsentligt er det, at dansk forsvar har brug for at få tilført flere midler, så vores soldater kan løse deres opgaver for Danmark på betryggende vis.

Vi har uniformeret personel i Afghanistan og Iraq, men det er bekymrende, at vi åbenbart ikke længere har kræfter til at bidrage til FN’s fredsbevarende operationer.

Den danske deltagelse i koalition ens operationer er i visse partier kontroversiel, men der syntes at være bred enighed om at Danmark bør støtte op om FN’s fredsbevarende operationer.

Der er i øjeblikket 16 FN-operationer med ca. 120.000 uniformerede udsendte. Desværre er det en række udviklingslande, der med gennemgående dårligt udrustede styrker, bærer hovedansvaret.

Danmark bidrag er vel i øjeblikket på omkring 50 udsendte i Korea, Mali, Sydsudan og Mellemøsten, og samtidig kan vi passivt iagttage, at civile dræbes og såres i bl.a. Sydsudan med de efterhånden velkendte flygtningestrømme som resultat.

Det bør vi kunne gøre bedre, det fortjener de mange udsatte i konfliktområderne i bl.a. Afrika.

Er det overhovedet muligt for de europæiske alliancepartnere at leve op til kravene fra USA og NATO?

Ja, hvorfor ikke?

Danmark har faktisk tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, og siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet ligget på under 2 pct. af BNP.

I øjeblikket ligger det danske forsvarsbudget som opgjort af NATO på omkring 26 mia. kr. årligt svarende til 1,17 pct. af BNP. Hvis vi skal opfylde NATO-kravet vil det kræve at forsvarsbudgettet – formentlig gradvist over en periode – øges med 20 mia. kr.

Et synligt billede på den udhulede forsvarsevne er situationen på værnepligtsområdet. Den almindelige værnepligt fremgår af Grundloven, der i §81 fastslår, at: “Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. De nærmere bestemmelser fremgår af værnepligtsloven.

Hvor vi op i 60’erne havde langt over 20.000 værnepligtige, har forsvarsforliget for 2013-2017 fastsat antallet af årligt indkaldte værnepligtige til 4.200, der aftjener i gennemsnit 4 måneder.

Hjemmeværnet lider samtidig under begrænsede bevillinger, begrænset nytilgang og de aktives stigende gennemsnitsalder.

Hvordan med de andre medlemslande?

I Tyskland har både kansler Angela Merkel og forsvarsminister Ursula von der Leyen lovet at øge betalingerne til NATO. Angela Merkel bekræftede tilsagnet under hendes nylige besøg hos Donald Trump i Washington.

Problemet er imidlertid, at den nuværende regeringspartner SPD sammen med venstresiden i det tyske parlament, De Grønne og Die Linke, er imod at betale mere til NATO. Ifølge en opgørelse fra NATO skal Tysklands bidrag op fra det nuværende på 45 milliarder euro til 70 milliarder euro for at nå de krævede 2 procent af landets bruttonationalprodukt.

NATO-mødet i Bruxelles

Det må antages, at kampen mod terrorisme ikke mindst i lyset af de seneste attentater i Europa vil være i centrum på topmødet i Bruxelles. USA og Trump har længe insisteret på at NATO-kapaciteten i højere grad blev målrettet terror, og det må antages, at der i Bruxelles vil være opbakning til den linje.

Er tiden kommet til at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed – efter nogles opfattelse -udgør? Spørgsmålet er igen – igen blevet aktuelt. Anledningen er at en borger er blevet tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brænder Koranen. Sagen har givet anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi. Vi er også blevet mindet om sager, hvor påstået blasfemi er blevet vurderet af domstolen. I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, har hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel givet anledning til krav om blasfemiparagraffens ophævelse. Det sagen drejer sig om er straffelovens § 140, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen er placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), er omfattet af bestemmelsen.

Straffelovsrådets vurdering

Ifølge Straffelovsrådet, der nærmere har overvejet en ophævelse, hindrer blasfemiforbuddet ikke skarp kritik af religioner og religiøse dogmer, men beskytter mod urinering på og afbrændinger af eksempelvis Bibelen, Koranen og andre hellige bøger. Hvis paragraffen fjernes, vil myndighederne ikke kunne gribe ind, hvis nogen får lyst til at pisse på eller afbrænde religiøse skrifter og bøger.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

Blasfemiparagraffen rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Indebærer straffelovens § 140 en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden?

Skal enhver straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse?

Straffeloven indebærer andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Jeg mener, at strafelovens § 140 er en rimelig regulering af ytringsfriheden. Blasfemiparagraffen findes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig. Efter min mening vil pissen på eller afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På sammen møde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalsymboler, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kan man i dag ikke sige noget nedsættende om nogen religion og blive straffet for det, sådan som domstolene tolker blasfemiparagraffen. Men som nævnt påpegede Straffelovrådet i 2015, at hvis blasfemiparagraffen ophæves, vil det betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster.

Blasfemiparagraffen har fået samme opmærksomhed som de berømte ”hellige køer”, som mange ønsker at slagte. Men hvorfor skal vi overhovedet have lov til – selv under påberåbelse af ytringsfrihed – at slagte hellige køer eller iøvrigt angribe og nedgøre noget, der er helligt for andre?

Den 16. maj 2017 kunne Washington Post afsløre, at Donald Trump ifølge “nuværende og tidligere amerikanske embedsmænd”, angiveligt havde røbet “højt klassificerede oplysninger” under et møde med den russiske udenrigsminister og ambassadør.

Washington Post havde diskret i artiklen oplyst, at som præsident havde “Trump faktisk generel myndighed til at deklassificere regeringshemmeligheder, og at det var usandsynligt, at han med afsløringerne brød loven.”

Præsidentens sikkerhedsrådgiver, Herbert Raymond McMaster, har efterfølgende oplyst, at “præsidenten og udenrigsministeren gennemgik fælles trusler fra terrororganisationer herunder trusler mod luftfarten.”

“Der blev ikke på noget tidspunkt diskuteret efterretningskilder eller efterretningsmetoder, og der blev ikke offentliggjort militære operationer, der ikke allerede var offentligt kendt”, udtalte McMaster.

Hele McMaster briefing kan ses her.

”Afsløringen” af regeringshemmeligheder

Ikke desto mindre udløste oplysningerne i Washington Post en voldsom reaktion, hvor mange amerikanske og internationale medier reagerede hysterisk, gik i selvsving og kolporterede allehånde spekulationer: Donald Trump stod umiddelbart overfor en rigsretssag, USA’s allierede i Mellemøsten og Europa ville fremover afstå fra at dele efterretninger med amerikanerne, og det forhold, at Donald Trump havde indviet den russiske udenrigsminister i konkrete sikkerhedsmæssige bekymringer bekræftede – ikke kun, at Trump havde samarbejdet med Rusland under valgkampagnen, men at  Putin havde en ”klemme” på Trump!

Ifølge de samme medier var de ”sensationelle afsløringer” årsagen til at børserne reagerede negativt og dollarkursen faldt. Børsfolkene var formentlig mere optaget af udviklingen i amerikanske økonomiske nøgletal parret med frygt for, at Donald Trump nu ikke kunne få sin i erhvervslivet imødesete store skattereform gennemført.

Angiveligt var der tale om, at præsident Donald Trump havde orienteret den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, om baggrunden for, at USA overvejer at udvide forbuddet mod at medbringe PC’ere og andet elektronisk udstyr til også at gælde flyvninger fra Europa. At Israel besidder den fremmeste ekspertise til at vurdere terrortrusler fra ISIS kan næppe komme bag på nogen. Donald Trump har ingensinde lagt skjul på, at han gerne så et tættere samarbejde med Rusland om bekæmpelse af international terrorisme.

Var fyringen af James Comey ”obstruction of justice”?

De etablerede medier sammenkoblede efterretningssagen med Donald Trumps nylige fyring af chefen for FBI, James Comey. Fyringen er blevet udlagt som et forbryderisk forsøg fra Trumps side på at forhindre retfærdigheden i at ske fyldest.

Ikke desto mindre er det fastslået, at afskedigelsen af James Comey ikke vil have den fjerneste indflydelse på den igangværende undersøgelse i FBI af mulige forbindelse til Rusland. Det er også fastslået, at det ikke er ulovligt for en person i offentlig tjeneste, herunder Præsidenten, at udøve sine lov- og forfatningsbestemte beføjelser til at hyre og fyre ”for any reason or no reason at all”.

For at noget at kan karakteriseres som en forbrydelse, må der både være tale om en ulovlig handling og overlæg eller hensigt. Selv hvis man antager, at præsident Trump havde tvivlsomme motiver til at fyre Comey, er det ikke nok til, at der er tale om noget forbryderisk. Der skal også foreligge en ulovlig handling. Og som nævnt kan udøvelsen af lov- og forfatningsbestemte beføjelser ikke ulovligt.

Frit slag for angreb på Præsident Donald Trump

Mange journalister mener tilsyneladende, at når det gælder angreb på den amerikanske præsident, Donald Trump, er der frit slag og ingen begrænsninger overhovedet. Pludselig er hæmningsløs og udokumenteret dæmonisering af Donald Trump og hans medarbejdere i overensstemmelse med den etablerede presses etiske regler og journalistiske principper.

Jeg ser helt bort fra fusentaster som David Trads og Mads Fuglede, men det syntes at være holdningen i Danmarks Radio og på seriøse dagblade som Berlingske Tidende og Politiken. Det forekommer også at være accepteret af stort set alle journalister og kommentatorer, hvor de fleste ikke lægger skjul på, at de ville have foretrukket Hillary Clinton på den amerikanske præsidentpost.

Lemmingeeffekt og manglende dømmekraft

Den ensrettede politiske opfattelse på avisredaktionerne betyder, at journalisterne i den grad ligger under for en regulær afsky for Trump og al hans væsen –  en tilgang, der fuldstændig ødelægger deres sunde dømmekraft og i nogle tilfælde ændrer ellers fredsommelige bladfolk til hadefulde og frådende trolde.

Det er virkelig ejendommeligt at overvære, hvordan journalister, når det gælder historier om Trump, helt stakåndede springer direkte til vidtrækkende konklusioner på grundlag af banale og måske forkerte oplysninger.

Kunne vi dog ikke forvente, at journalister på store aviser og i Danmarks Radio validerer og perspektiverer oplysningerne før de fælder dommen?

Det tyske energiselskab E.ON har påtaget sig at fremme den grønne omstilling i Danmark. E.ON har på Folkemødet i juni på Bornholm allieret sig med ligeledes tyske Siemens og det amerikanskejede Tesla Nordic i bestræbelserne på at fremme elbilsalget i Danmark.

Virksomhederne finansierer flere events på Bornholm, hvor Klimarådets Peter Birch Sørensen og tegner og elbilsentusiast Anders Morgenthaler, for gode ord og betaling stiller op til debat med blandt andre Tore Harritzhøi fra E.ON og Peter Bardenfleth-Hansen, salgsdirektør, Tesla Nordic.

Hvad energiordfører Jens Joel fra Socialdemokratiet får ud af at deltage er uklart, men Martin Krasnik – der nu ubundet af DR’s regler, kan påtage sig vellønnede bijobs – er moderator.

Grøn omstilling

Formålet med den oplysende virksomhed er at fremme elbilsalget i Danmark. Salget af elbiler er styrtdykket i Danmark imens det stiger støt i andre lande. Danmarks målsætning om CO2-reduktion indenfor de ikke-kvotebelagte sektorer er udfordret af transporten. Med henvisning til beregninger i Klimarådet hævder virksomhederne, at det kræver det ca. 1 million elbiler på de danske veje, hvis transportsektoren alene skal tage sin andel af reduktionsforpligtigelserne frem mod 2030. Det er imidlertid et godt spørgsmål, om vi bedst og billigst når klimamålene ved at yde millionstore skatterabatter til ejere af Tesla-sportsvogne.

Hvem er E.ON?

Tyskejede E.ON er ikke kun et af verdens største privatejede selskaber indenfor sort, fossil energi, men formentlig også det mest utroværdige. Siden 2011, hvor den offentlige tilskudsgivning til vedvarende energi i Tyskland og andre europæiske lande gik grassat, og Tyskland samtidig besluttede at opgive kernekraft efter den japanske Fukushima katastrofe, har kursen på E.ON-aktier været i frit fald. Underskuddet i 2015 var på 52 mia. kr. og regnskabet for 2016 vil næppe være meget bedre.

Tidskiftet The Economist har nøje beskrevet, hvordan selskabet desperat prøver at opbygget et nyt og ”grønnere” image. E.ON er derfor under opsplitning. Den ”sorte” del af virksomheden – kernekraftværker, kul, brunkul og gasfyrede værker og andre aktiviteter udsatte for svingende råvarepriser og klimaaktivisters kritik – udskilles i et særligt selskab – Uniper, mens den mere ”grønne” del af virksomheden videreføres under bl.a. navnet E.ON.

Russisk gas og Nord Stream 2

Uniper er i øvrigt et af de europæiske gasselskaber, der sammen med russiske Gazprom er i gang med at etablere den kontroversielle gasledning Nord Stream 2, der skal transportere naturgas fra Rusland til det europæiske marked.

Det overraskende er, at E.ON, der formentlig kontrollerer den største del af Europas mest klimabelastende energiforsyning, tillader sig at kritisere Danmark for at mangle ansvarlighed. E.ON i Danmark hævder selv, at firmaet tager del i den grønne omstilling og fokuserer på produktion af energi fra vedvarende energikilder, energinetværk og energieffektive kundeløsninger. E.ON’s investeringer og aktiviteter udgør ”byggeklodser til fremtidens energisystem og den omstilling, der gradvis finder sted på energimarkedet i overgangen fra fossil til vedvarende og CO2 neutrale energikilder”.

E.ON Danmark er 100 pct. ejet af E.ON Sverige AB, der er Sveriges næststørste energiselskab og tidligere kendt under navnet Sydkraft. E.ON Sverige ejes igen af Uniper i Tyskland.

Registreringsafgiften på el-biler

En af ”byggeklodserne” til fremtidens energisystem er ifølge E.ON elbiler. Direktøren for den danske del af E.ON, Tore Harritshøj, har i Altinget givet udtryk for, at regeringen må ændre kurs og lette afgiften på elbiler, hvis vi skal være vores opgave som grønt foregangsland voksen. Harritshøj belærer os om, at årsagen til, at elbiler ikke fylder så meget i bybilledet er, at vi har indrettet afgiftssystemet til at favorisere sort energi. Man fornemmer næsten det undertrykte: ”Die dumme Dänen”.

Harritshøj har tidligere i indlæg i bl.a. Berlingske Tidende belært os om, hvordan Danmark kan blive et grønt foregangsland. Nu er Harritshøj fortørnet over, at regeringen har tilladt sig at justere de mest urealistiske energi- og klimamålsætninger. Man må forstå, at Harritshøj og E.ON. gerne bidrager til den grønne omstilling, men kun hvis det kan betale sig!

Det gør det p.t. åbenbart ikke, og kortsigtede og snævre finansministerielle beregninger, sætter efter E.ON.s opfattelse uhensigtsmæssige rammer for den politiske debat.

Det er ikke længe siden Ritzau kunne oplyse, at E.ON truede med at stoppe for nye investeringer i Danmark. Den tyske private energikoncern var utilfreds med regeringens energipolitik og specielt, at million-støtten til velhaveres anskaffelse af elektriske luksusbiler blev udfaset fra 1. januar 2016.

Elbiler var tidligere helt fritaget for registreringsafgift og det betød, at frem til 1. januar blev hver eneste af den mest solgte elbil – Tesla – støttet med en afgiftsfritagelse på omkring 1 mio. kr.

Det blev herefter politisk aftalt at genindfase afgifter på elbiler begyndende med 20 procent i 2016, stigende til 40 procent i 2017, 60 procent i 2018 for at ende på 100 procent i 2020.

Afgiftsstigningen betød, at salget af elbiler næsten gik i stå, og derfor blev den politiske aftale i april 2017 justeret, således at registreringsafgiften holdes på 20 procent ind til der er solgt 5.000 elbiler.

Det bør noteres, at mens et politisk flertal var enige om at bevilge afgiftslettelser i millionklassen til Tesla-ejere, kunne partierne samtidig enes om at forhøje boligskatten for helt almindelige mennesker.

E.ON som politisk rådgiver

Når E.ON nu påtager sig at oplyse og rådgive det danske folk på Folkemødet på Bornholm om elbilernes velsignelse, ligger det i naturlig forlængelse af firmaets intense lobbyvirksomhed på Christiansborg. Det er således velkendt, at E.ON har leveret væsentlige input til de grønne profiler, som flere partier fører sig frem med.

Er ladestationer en dårlig forretning?

E.ON sælger ikke el-biler, men strøm, og i forventning om en stor fortjeneste, har E.ON overtaget nettet af ladestationer til elbiler i Danmark. Fortjenesten er imidlertid udeblevet, og det går ikke bedre for samarbejdspartneren, Clever. Firmaet har netop offentliggjort regnskabet for 2016 med et stort underskud. Det samlede underskud i Clever lyder nu samlet set på knap 150 mio. kr.

Den 6. maj 2017 har den såkaldte seniorforsker Rasmus Alenius Boserup et debatindlæg i dagbladet Politiken – ”Frygtsomme debattører er en langt større trussel end terror og islam”. I indlægget nedtoner Boserup, at Danmark, Europa og Vesten skulle være truet på sin eksistens af de sammenflettede fænomener: islamistisk terrorisme og muslimsk masseindvandring. I takt med eskaleringen af kriserne i international politik har disse trusselsbilleder efter Boserups opfattelse opnået alt for stor udbredelse. De trækker deres kraft fra den generelle usikkerhed omkring internationale forhold, som brede dele af de europæiske befolkninger med rette føler i disse år. Men de er baseret på en række misforståelser, og Boserup nedtoner bl.a. terrortruslen. Terrorister, islamister og muslimer er helt ufarlige? De udgør ikke, som Boserup kalder det, en ”eksistentiel trussel”. Det vi skal frygte er nogle unavngivne ”populistiske dommedagsprofeter”. Det er dem, der udgør en trussel mod Europa. Vi skal altså standse krigen mod terror og indlede et felttog mod populisterne?

Det Arabiske Initiativ

Problemet er, at Boserups ideer er næret af den danske stats fejlagtige udenrigspolitik i Mellemøsten, og her er baggrunden:

I slutningen af 2015 satte netmediet Altinget fokus på udviklingsdebatten og især på Det Arabiske Initiativ (DAI). Altinget havde derfor inviteret eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at bidrage til debatten om Det Arabiske Initiativ.

Seniorforsker Rasmus Alenius Boserup fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, påtog sig i et indlæg den 8. december 2015 at vurdere, hvad der havde været det bedste og det værste i debatten om DAI.

Boserup uddeler ris og ros, men hans indlæg giver anledning til forundring hos flere af Altingets indsigtsfulde læsere. Der stilles således spørgsmål ved den dybere mening med et indlæg fra en person, som lever af DAI, og som subjektivt og positivt har beskrevet DAI i en lang række artikler?

Det anføres, at hans perfide nedsabling af de onde og dumme fra Blå Blok er så forventelig som tømmermænd på en 1. januar, hvorimod ”hans kryben og logren for vennerne i branchen” er i en kaliber, som selv ikke den aktuelle Hr. Schwann i Matador kunne præstere!

Det er ikke tilfældigt, at Boserup følte sig kaldet til at blande sig i debatten om Det Arabiske Initiativ.

Rasmus Boserup har tidligere i skrift og tale betegnet det Arabiske Initiativ som Danmarks mest visionære udenrigspolitiske tiltag i Mellemøsten, og det er dér vi bør investere vores udenrigspolitiske kapital: I en virkelighed, hvor demokratiseringen ikke bare kommer af sig selv – og måske slet ikke kommer – skal vi være der for dem, der vil og tør tage opgøret med det autoritære på en fredelig vis. Det er det, vi har DAI til!

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen præsentere i foråret 2016 sin udenrigspolitiske udredning, der lægges op til at vores primære udenrigspolitiske interesser redefineres med større vægt på nærområder og temaer, hvor vi har udsigt til at kunne gøre en forskel.

Der lægges op til, at vi til gengæld at begrænser indsatsen og tilstedeværelsen mange andre steder i verden, såsom f.eks. Mellemøsten.

Idémanden bag Det Arabiske Initiativ, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, erkender i et indlæg i Berlingske Tidende den 21. januar 2016, ”at Danmark ikke fik skabt fred i Mellemøsten, ikke fik forhindret islamismens vækst og ikke fik forhindret flygtningestrømmene fra Afrika”.

Rasmus Boserup er siden rendt ind i betydelige vanskeligheder med at få finansieret forskningen i modstands- og oprørsbevægelser i den Arabiske Verden samt hans undersøgelser af arabiske regimers autoritære styreformer. Boserup har derfor kastet sig ind i debatten med en kritisk holdning til det borgerlige Danmarks tilgang til indvandring, islam og terror.

Terrortruslen er overdrevet

I Boserups indlæg i dagbladet Politiken den 7. maj 2017 nedtoner Boserup, at Danmark, Europa og Vesten skulle være truet på sin eksistens af islamistisk terrorisme og muslimsk masseindvandring. Terrortruslen er baseret på en række misforståelser: Boserup vil f.eks. ikke anerkende, at terror har potentiale til at destabilisere stater. Egyptens turistindustri ligger godt nok lige nu i ruiner på grund af nogle få terrorangreb. Det har alvorlige konsekvenser for Egyptens økonomi og er derfor med til at destabilisere landet. Men det er åbenbart ifølge Boserup uden betydning!

Boserup mener heller ikke, at indvandringen er en trussel mod vestlige samfund. Men også her tager han fejl – det vil ikke nødvendigvis ske i dag eller i morgen, men på sigt er truslen særdeles reel: For det første er andelen af muslimer stigende i Vesteuropa, og for det andet er der intet, som tyder på, at muslimerne ønsker at tilpasse sig vestlige forhold. Anden generation af ikke-vestlige indvandrere er mere religiøse og fundamentalistiske end første generation. Og de fleste muslimer ønsker ikke at tilpasse deres tro efter vestlige forhold.

Vi vil derfor om 50 til 100 år have et land, som er splittet op i to store befolkningsgrupper med meget forskellige værdier. Til den tid har vi et muslimsk parti, som ønsker at landet skal styres efter koranen.

I værste fald ender det med en borgerkrig. I bedste fald i en opdeling af landet mellem os og dem.

Det er også påfaldende, at denne ekspert i arabisk politik og samfund og tidligere direktør for dansk – egyptisk dialog institut i Cairo prøver at referere til nazismen når situationen i Danmark skal beskrives – men glemmer at nævne, at der hvor man virkelig kan tale om “ nazistisk præget tankegods” er i Mellemøsten. Senest i Egypten, hvor de koptiske kristne diskrimineres og endda slås ihjel. Kommer vi nærmere til Europa kan man passende anvende Tyrkiet som billede på en udvikling, hvor ”totalitarismen sniger sig ind på et samfund gennem gentagelser af stigmatiserende løgne om identificerbare mindretal, fremmede, og afvigere”.

Boserups symbiose med den arabiske verden

Vi må forstå Rasmus Alenius Boserup – han er er hårdt ramt. Han har i de sidste 14 år levet af og for den arabiske verden. Siden Boserup i 2003 var amanuensis ved Københavns Universitets Carsten Niebuhr Institut er han blevet finansieret af midler fra Udenrigsministeriet. Han har ikke mindst nydt godt af det Arabiske Initiativ, DAI, som siden starten i 2003 har kostet skatteborgerne den nette sum af 350 millioner kr. om året.

Rasmus Alenius Boserup har gennem årene på Udenrigsministeriets bekostning etableret sig som ekspert i arabisk politik og samfund. Hans forskning fokuserer på modstands- og oprørsbevægelser i den Arabiske Verden samt på arabiske regimers autoritære styreformer. Hans ekspertise skulle i særdeleshed dække egyptisk og algerisk politik, samfund og moderne historie. Boserup var leder af Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo fra 2008 til 2011 og han er nu seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

Da det arabiske forår brød ud i begyndelsen af 2011 fik Rasmus Boserup, Ole Wæver og andre såkaldte Mellemøsten-eksperter pludselig travlt med at udbrede sig om omvæltningernes og revolutionernes årsag og virkning. Det værste er, at vi har måttet høre på Boserups og Wævers tirader lige siden.

Det oprørende er, at de samme eksperter ikke inden det arabiske forår havde den mindste mistanke om, at noget var i gære. Hvis Boserup og de andre virkelig havde været eksperter på egyptisk, algerisk og Mellemøstlig politik, hvorfor var der så ingen af dem, der forudså noget som helst inden det skete?

Boserup som aktiv politiker

I Berlingske Tidende den 27. januar 2016 er der et satirisk indlæg med overskriften ”Boserup er sur”. I indlægget anføres det, at Boserup er ”sur over ”karikaturkrisen” og sur over folkeflertallet og sur over Venstre, og så kan enhver fortsætte.

I dagbladet POLITIKEN i en kronik den 27. januar 2016 kastet Boserup alle hensyn over bord og kritiserer i stærke vendinger regeringen for at ”spille hasard med Danmarks renommé”. Det er efter Boserups opfattelse ikke kun Danmarks generelle omdømme, der står på spil, når vi i disse dage beskrives negativt i alverdens medier. Den negative omtale risikerer også at øge terrortruslen i Danmark.

Men heldigvis har Danmark Boserup. Han er patriot, der ”stiller sig op mod tyranniet”. Det gør han mens han for en god løn og på papirer med Dansk Institut for Internationale Studier i brevhovedet belaster den offentlige debat med hans private politiske opfattelse.