Der var engang, hvor medlemmerne af Det Konservative Folkeparti gerne ville bevare dannelse, værdighed, omgangsformer og almindelig høflighed. Medlemmerne stod også vagt om Gud, Konge og Fædreland og demokratiets institutioner, når venstreorienterede, opmærksomhedssøgende og folk med dårlig smag uden pli og opdragelse, søgte at rokke ved det borgerlige samfunds fundament.

Der har længe hersket usikkerhed om Mette Abildgaards indsats i Folketinget. Bevares, det unge, sympatiske – men helt blanke medlem af Folketinget – er formand for den lille skare af konservative medlemmer af Folketinget. Hun oplyser også på hendes twitter-konto, at hun er ”Så Konservativ at det gør noget”. Aha, i modsætning til hvem – Poul Schlüter?

Vi ved også, hun er ”grøn”, men i agitationen for det ”det grønne” har hun tydeligvis ikke – som f.eks. Ida Auken – selv noget at byde på, og resultatet er da også patetisk. Abildgaard er ikke født med en sølvske i munden, men hvor er det ellers lige, at Abildgaard prøver at gøre en konkret, politisk forskel?

Jo, hun har noget: Hendes barn.

Den kære politiker har stort set fra undfangelsestidspunktet søgt at fange mediernes opmærksomhed med sin graviditet, men indtil Mette Abildgaard ville have sin 5 måneder gamle baby med ind i Folketingssalen, var Danmarks befolkning faktisk uvidende om, at hun brugte arbejdstiden på at passe eget barn på hendes arbejdsplads.

Nu har Mette Abildgaard fået at vide, at hun må begrænse sin børnepasning på Christiansborg – i hvert fald må hun ikke medbringe sin datter, den fem måneder gamle Esther Marie, til møder i Folketingssalen.

Det er Mette Abildgaard selv, der har skabt offentlighed om sagen. I sidste uge skrev Mette Abildgaard på Facebook, at Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, havde givet hende besked om, at hun ikke måtte have sin baby med i Folketingssalen, og det var hun noget fortørnet over.

Abildgaard forklarede, at Esther Marie kun var med, fordi hun i sidste øjeblik havde opdaget, at hun var nødt til at stemme i salen. Mette Abildgaards mand er for tiden på barsel, men den konservative politiker havde overtaget datteren et par timer den eftermiddag. Efter beskeden fra Folketingets formand havde hun derfor afleveret babyen i armene på en folketingsbetjent, mens hun stemte, og det var den oplevelse, hun beskrev på Facebook.

Gruppeformanden kunne havde dyrket sin ærgrelse og flovhed i al diskretion, men Abildgaard har uforståeligt valgt at dele sin malplacerede forargelse med offentligheden – angiveligt fordi hun ønskede en ”principiel diskussion” om emnet!

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, giver nu en anden version af forløbet på sin Facebook-profil: ”Som førstehåndsvidne til situationen, der udspillede sig forleden mellem Mette Abildgaard og Pia Kjærsgaard i Folketingssalen, kan jeg blot konstatere, at Mette umiddelbart før mødestart fik tilbudt en såkaldt clearing. Dvs. hun kunne forlade salen uden at behøve at skulle stemme, da den søde kollega Johanne Schmidt-Nielsen tilbød, (som jeg hørte det), at hun også ville undlade at stemme. Dermed ville der fortsat være balance mellem blå/rød blok i forhold til Folketingets sammensætning,” skriver Jacob Jensen: ”Der var med andre ord ikke tale om nogen nødsituation, som det ellers er blevet udlagt som.”

Sagen har også givet anledning til uenighed i Abildgaards eget parti på Christiansborg: Vi kender ikke Rasmus Jarlovs opfattelse, men Avisen.dk har fået fingre i en e-mail, som det konservative folketingsmedlem Orla Østerby har sendt til sine kolleger i folketingsgruppen.

”Jeg kan næsten ikke klare at høre mere om den forurettede Mette Abildgaard,” skriver Orla Østerby og fortsætter:

”Jeg forstår ikke, det er nødvendigt at gå ud på Facebook og udstille Folketingets formand. Det er heller ikke i orden at udstille Folketingets betjent på Facebook. Hele Mettes mediestunt er efter min opfattelse manglende respekt for Folketinget.”

Ifølge Avisen.dk svarede Mette Abildgaard på sin partifælles e-mail:

”Det havde overrasket mig meget, hvis du havde bakket mig op i denne sag.”

Ritzau kan den 27. marts 2019 oplyse, at De Konservative på et gruppemøde har lukket Mette Abildgaards babysag. Samtidig – uden for Det Konservative Gruppeværelse – trækkes fronterne for det kommende folketingsvalg op:

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7097551/Venstre-er-velfærdssamfundets-bulldozer

De politiske partier i Folketinget besluttede den 28. februar 2019, at Danmarks største havvindpark skal ligge i Nordsøen. Den kommende kæmpepark, som navngives Thor bliver udbudt i 2019, skal levere 800 MW, der kunne have forsynet 800.000 husstande med strøm.

Problemet er, at hovedparten af strømmen skal bruges af Apple, Google og Facebook, der har besluttet at placere 6 gigantiske datacentre i Danmark. Apples center i Foulum beslaglægger allerede et enormt areal, men andre vil følge: Apples server-center i Aabenraa, Facebooks ved Odense, Google i Fredericia og Aabenraa.

Energiforbruget i Danmark har siden 1990 været faldende, men i de sidste par år er det igen begyndt at stige.

De multinationale virksomheder er formentlig bedøvende ligeglad med, at de danske politiske partier er optaget af, at den kommende havvindpark vil levere et stort bidrag til lokal vækst og den grønne omstilling.

Disse virksomheder har deres egen dagsorden, og markedsfører placeringen i Danmark og forsyningen med vindstrøm med, at have vist klimaansvarlighed.

Realiteten er, at offentlige myndigheder i en fuldstændig mørkelagt proces har garanteret disse udenlandske selskaber en forsyning af ubegrænsede mængder af billig, grøn strøm.

Over de næste år kommer de gigantiske datacentre til at lægge beslag på hovedparten af den grønne strøm, som nu følger af de store, skatteborgerfinansierede investeringer i havvind og andre tiltag i energisektoren.

Vil datacentrene generere beskæftigelse og skatteindtægter?

Det ser ud til, at Apples gigantiske datacenter i Viborg ikke kommer til at bidrage til kommunen med 10.000 arbejdspladser, men måske – ad åre – med op til i alt 150 arbejdspladser. Hvad angår skat viser al erfaring, at de nævnte selskaber næppe ligger søvnløse af frygt for SKAT og skatteminister Karsten Lauritzen.

Udover Apple, Google og Facebook har Digiplex etableret sig i København med option på yderligere tre store datacentre på danske jord inden 2020.

“Danmark er et rigtig interessant marked, der har kunnet tiltrække store investeringer i hyperscale datacentre, og hvor efterspørgslen efter co-location stiger. Den danske regering har skabt de rette betingelser for en blomstrende datacenter-industri, og vi tror det danske marked vil fortsætte med at opleve en stærk vækst. Så vi glæder os til at hjælpe både danske og internationale virksomheder med at accelerere deres digitale transformation”, udtaler Gisle M. Eckhoff, CEO for DigiPlex.

Hvad med alle klimamålsætningerne?

Hvordan Danmark skal kunne leve op til Paris-aftalen og alle målsætningerne om reduceret CO2-udslip?

Realiteten er, at disse datacentre om få år vil forbruge omkring 17 pct. af det samlede strømforbrug i Danmark eller lige så meget strøm som samtlige 2,7 millioner danske husstande.

Er meningen, at den almindelige befolkning skal indstille sig på kødløse dage og afholde sig fra alle flyrejser?

Er det så en god forretning? Næppe. Angiveligt er Apple i Viborg garanteret en meget lav pris for den grønne strøm.

Det er en udbredt misforståelse, at vindenergi er gratis. Den er kostbar at etablere, drive og servicere. Tilslutning og forstærkning af elnettet, betales over vores afgifter til det statslige Energinet.dk, medtages sjældent i de positive ”regnestykker”. Vi hører heller ikke noget om de stigende krav til investeringer i nødvendig backup-kapacitet.

Det betyder, at den danske position på vindmarkedet og de ”betingelser, den danske regering har skabt for en blomstrende datacenter-industri”, er finansieret gennem borgernes hidtidige accept af højt afgiftsniveau.

Den stigende produktion af grøn strøm – ja den sælges til Apple eller til udlandet til rene foræringspriser. I de perioder, hvor vinden ikke blæser og solen ikke skinner, må de almindelige danske husstande betale dyrt for tysk brun- eller stenkulkraft-strøm og eventuelt strøm fra svenske og franske atomreaktorer.

https://efkm.dk/aktuelt/nyheder/2019/feb/danmarks-stoerste-havvindpark-skal-ligge-i-nordsoeen/

Spaniens parlament har forkastet, den finanslov, som Pedro Sanchez, fra PSOE (Partido Socialista Obrero Español) havde sat alt ind på at få vedtaget.

Premierminister Pedro Sanchez har efterfølgende udskrevet valg til afholdelse den 28. april.

Det sker på et tidspunkt, hvor politiske spændinger tager til – blandt i forholdet mellem centralregeringen i Madrid og den separatistiske bevægelse i Catalonien.

Højrefløjen med det konservative Partido Popular, PP, under ledelse af tidligere ministerpræsident Mariano Rajoy, i spidsen og separatister fra Catalonien gik imod mindretalsregeringen, så finanslovudkastet blev forkastet af 191 af Parlamentets 350 medlemmer.

Socialistisk mindretalsregering

Det regerende socialistparti, PSOE, er en mindretalsregering med kun en fjerdedel af pladserne i parlamentets underhus, og meningsmålinger tyder på, at det konservative Partido Popular, PP, efter et valg måske vil kunne regere med centrumhøjrepartiet Ciudadanos og det stærkt højreorienterede parti Vox.

Udover problemerne med finansloven er de politiske spændinger i Spanien taget til i den seneste tid i forbindelse med retsopgøret med separatister fra Catalonien.

Catalonien

Sagen mod de 12 tiltalte separatister fra Catalonien begyndte den 12. februar 2019 i den spanske højesteret i Madrid, da der blev taget hul på ”århundredets retsopgør” efter den dybe løsrivelseskrise i Spaniens rigeste område.

De er alle tiltalt i forbindelse med en folkeafstemning i Catalonien i oktober 2017, som blev afviklet til trods for et nedlagt forbud mod den. Desuden er de tiltalt for en uafhængighedserklæring, som optrappede den værste krise i landet siden Francisco Francos død.

Udenfor Catalonien er der formentlig et stort folkeligt flertal, der er imod enhver indrømmelse til Cataloniens separatistiske partier.

Den tidligere regering blev også væltet af et mistillidsvotum

Den Catalonske løsrivelsessag startede under den tidligere konservative premierminister, Mariano Rajoy, men denne regering måtte gå af efter et mistillidsvotum i det spanske parlament i juni 2018. Krisen for den daværende konservative PP-regering var ikke skabt af situationen i Catalonien, hvor regeringen faktisk havde opbakning til den hårde fremfærd mod separatisterne. Det der væltede regeringen, var en sag om korruption, misbrug af offentlige midler og magtmisbrug.

Efter den borgerlige regerings afgang, der sket midt i valgperioden, blev der ikke afholdt parlamentsvalg. Den socialdemokratiske oppositionsleder, Pedro Sanchez, fra PSOE dannede umiddelbart en ny mindretalsregering.

Hvad nu?

Meningsmålinger tyder som nævnt på, at det moderate højreorienterede parti Partido Popular igen kan komme til magten.

En mulig regeringspartner er Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien, men har udviklet sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende liberalt alternativ til det konservative PP.

Det stærkt højreorienterede og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, nævnes også som en mulig deltager i en kommende borgerlig regering. Vox, der stormede ind i det andalusiske parlament ved regionsvalget i december og står til betydelig repræsentation ved et kommende parlamentsvalg, er formentlig de mest krigeriske modstandere af Catalonsk selvstyre. Forsvaret for den spanske enhed er en mærkesag for partiet, der ønsker at tilbagerulle Spaniens decentrale statsmodel med udbredt regionalt selvstyre til fordel for en stærk centralmagt.

Temaerne i den kommende valgkamp vil udover den økonomiske situation være opgøret med korruption og social uretfærdighed, reguleringen af den stadigt stigende indvandring fra Afrika og håndteringen af separatistbevægelser – først det baskiske ETA, men på det seneste især konflikten med selvstyrepartierne i Catalonien.

Vil Spanien igen kunne spille en rolle i EU?

Spanien er på papiret euroområdets fjerde største økonomi med en befolkning af overvejende EU-tilhængere, men Spanien har længe spillet en underordnet rolle i EU og den politiske planlægning, der er foregået på højt politisk plan. Spanien spillede en vis rolle i udformningen af, hvad der blev kaldt regionernes Europa i 1990’erne, herunder udviklingen af den europæiske samhørighedsfond og begrebet europæisk statsborgerskab.

I 2000’erne blev Spaniens udenrigspolitik under premierminister José María Aznar mere pro-amerikansk og cementeret med Spaniens støtte til Irak-krigen i 2003. I 2008 var Spanien ved at bukke under for finanskrisen, der krævede resolut indgreb for at forhindret et totalt kollaps af den spanske banksektor.

Mistilliden til den spanske regering og den usikre parlamentariske situation betyder, at Spanien er sat helt uden for EU-indflydelse i den nærmeste fremtid.

Det er afgørende, at alle beslutninger og afgørelser i den offentlige forvaltning bliver truffet ud fra saglige hensyn, så der ikke skabes mistillid til den offentlige organisation. Offentligt ansatte er derfor i henhold til forvaltningsloven forpligtede til at oplyse om alle forhold, som kan skabe interessekonflikt i forhold til deres arbejde.

Den, der er inhabil i en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller på anden måde medvirke i behandlingen af den pågældende sag. Vedkommende må desuden ikke yde rådgivning i sagen til dem, der skal deltage i hele eller dele af sagens behandling.

Hvis der foreligger inhabilitet hos en medarbejder eller leder, overdrages sagen til en anden.

Oplysningspligt

Den, der kan være inhabil, skal snarest underrette sin foresatte herom, med mindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. En medarbejder eller leder har således pligt til at oplyse det, hvis vedkommende er bekendt med, at der for ens eget vedkommende er forhold, som kan medføre inhabilitet.

Ved behandling af generelle sager skal en medarbejder eller leder, som uden at være inhabil alligevel kan have en særlig interesse i sagen eller er knyttet til andre med en interesse i sagen, oplyse formanden for sagsbehandlingsudvalget eller nærmeste leder herom.

En medarbejder eller leder, som har påpeget sin mulige inhabilitet overfor nærmeste ledelse eller formanden for sagsbehandlingsudvalget må ikke selv deltage i behandling og afgørelse af spørgsmålet om sin habilitet og skal, i tilfælde hvor der er tale om et konkret møde, forlade mødelokalet under forhandlingen og afstemningen om spørgsmålet.

På Folketingets Ombudsmands hjemmeside kan der findes nærmere oplysninger om sager om habilitet, der har været behandlet af Ombudsmanden. I det følgende en række aktuelle habilitetssager fra Udenrigsministeriet og Forsvaret.

Lars Gert Loses, departementschef i Udenrigsministeriet, tidligere ambassadør i USA

Udenrigsministeriet blev kort før jul opmærksom på, at ministeriets departementschef fra 1. januar 2019, Lars Gert Lose, muligvis havde været inhabil i relation til sin hustrus aktiviteter på kulturområdet, mens han var ambassadør i Washington. Udenrigsministeriet bad derfor Kammeradvokaten om at vurdere spørgsmålet.

Kammeradvokaten har den 24. januar 2019 afsluttet sin gennemgang, og konklusionen er, at Lars Gert Lose ikke har overtrådt habilitetsreglerne og derfor ej heller kan bebrejdes, at han ikke underrettede sin foresatte myndighed.

Selvom om det er åbenlyst usandsynligt, at ambassadøren ikke skulle være vidende om, at hans kone Ulla Rønberg var ved at blive ansat som konsulent, har Kammeradvokaten lagt vægt på, at det foreliggende materiale og de overensstemmende forklaringer fra Lars Gert Lose, Anne Dorte Riggelsen og Lone Ravn samt øvrige med tilknytning til begivenhedsforløbet ikke giver noget grundlag for at antage, at Lars Gert Lose var vidende om, at Ulla Rønberg ville blive tilknyttet konsulentstillingen.

Kammeradvokatens notat kan læses her.

Thomas Ahrenkiel, departementschef i Forsvarsministeriet

Ahrenkiel blev i 2016 kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen en klækkelig lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog. Statsministeriets departementschef havde forud sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.

Da sagen om forsvarschef Bisserups habilitet spidsede til, besluttede Ahrenkiel, at han selv skulle undersøges. Konklusionen blev, at han var inhabil.

Bjørn Bisserup, forsvarschef, general

Bisserups søn søgte i 2010 optagelse på officersskolen, men blev ikke optaget. Fra sin daværende position som stabschef i forsvarskommandoen var Bjørn Bisserup med til at bane vejen for, at Hærens Operative Kommando fik bedre økonomi og flere stillinger. Det betød, at Bisserups søn alligevel blev optaget.

Da forsvarsmediet Olfi søgte aktindsigt, fik departementschef Thomas Ahrenkiel sagen undersøgt. Konklusionen er, at Bisserup ikke var inhabil, men skulle have underrettet sin chef.

Finansdirektør Anja Erichsen i Værnsfælles Forsvarskommando

Auditørkorpset undersøger, om finansdirektøren var kæreste med en officer, da hun først fik ham ansat i sin egen afdeling og siden forfremmet til sin vicechef med højere rang og større løn. Samtidig vækker det undren, at finansdirektøren kunne fortælle detaljeret om mandens nye karrierejob, et år inden han fik det.

De indledende undersøgelser i Auditørkorpset er ved at bane vejen for en beslutning om en egentlig strafferetslig efterforskning om tjenestemisbrug.

H.C. Mathiesen, hærchef, generalmajor

Hærchefen har i to omgange undladt at orientere sin chef om sit forhold til en anden officer. Hun blev i to omgange optaget på eftertragtede kurser, efter at H.C. Mathiesen havde ændret på optagelseskriterierne, og banet vejen for konen. Videreuddannelsen førte til forfremmelse og højere løn.

Hærchefen er hjemsendt, mens Auditørkorpset undersøger, om der skal rejses en strafferetslig tiltale for pligtforsømmelse og tjenestemisbrug.

Laila Reenberg, direktør for Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Laila Reenbergs mand fik en eftertragtet chefstilling i søværnet, uden at den var slået op. Kontorchefen har forklaret, at hun intet har haft med sagen at gøre, den tog souschefen sig af. En underordnet må dog ikke håndtere en sag, som chefen er personligt involveret i. Den slags skal altid håndteres af pågældendes overordnede.

Sagen undersøges internt i ministeriet.

https://olfi.dk/2019/02/12/vicedirektoer-tilboed-sin-direktoers-mand-droemmejob-og-fik-85-000-kr-i-vederlag/?fbclid=IwAR292jxvGxvI66EWrX2Ha3AKfrj8eT3DkAstXGjzJqE1xEgaq6iqel2GVgM

Kommunerne

I kommunerne er en lang række sager kommet til offentlighedens kendskab. I København har forholdene i Teknik- og Miljøforvaltningen f.eks. givet anledning til nærmere undersøgelser af habilitetsproblemer i forvaltningens afdeling for byggetilladelser. I et eksempel havde en chef ved siden af sit job i kommunen et firma, der yder rådgivning om byggesagsbehandling. Det har fået en person til at indrapportere sin bekymring om chefens habilitet.

Thomas Blachmann er her og der og alle vegne. Blachmanns status som kändis fra dommergerningen i X-Faktor udnyttes til det yderste. Mens han stadig var på DR, kunne han ses som uddannelsesdebattør, og i TV-programmet, ”Blachmann på skemaet”, som gæstelærer i faget kreativitet og ideudvikling på Frydenhøjskolen i Hvidovre.

Blachmann, havde især ét budskab med til lærere og elever: Det skal være slut med nulfejlskulturen i folkeskolen.

Selvom de færreste var klar over, at der i Folkeskolen var en decideret ”nulfejlskultur”, tillades det ikke at tvivle på oraklet.

Jazz-musiker

Thomas Blachmann siger selv, han ikke var god i skolen, og det – i kombination med en karriere som musiker indenfor et upåagtet hjørne af jazzmusikken – kvalificerer ham åbenbart til gerningen som pædagogisk guru.

Man tror det er løgn, når man lytter til Blachmanns talestrøm af banaliteter, uklarheder, vilde ideer og mærkværdigheder serveret i insisterende toneleje med tilhørende selvhøjtidelig mimik og kropssprog.

Han gentager om og om igen sin remse om at sætte mennesket frit og generere mere kærlighed. ”Jeg keder mig ad helvede til i det her land”.

At en moden mand henvender sig til ungdommen for at give dem vejledning ud fra sin egen livserfaring er for så vidt prisværdigt. Det er dog ikke ganske klart, hvorfor vi skal lytte til en idiot, bare fordi han mener, den nuværende understøttende undervisning i folkeskolen skal udskiftes med et fag om kreativitet og idéudvikling.

Forfatter af selvhjælpsbog til ungdommen

I efteråret 2017 udgav Thomas Blachmann pamfletten ”Længe leve den kreative masse – Beføjelser til ungdommen”. Hvis man var ung og synes, at Thomas Blachman er sagen, fik man med pamfletten Blachmans vejledning i kreativitet for begyndere og dermed en guide til at bluffe sig til ånd.

Anmeldere og andre voksne, der har læst pamfletten, har vurderet vejledningen som sikkert velment, men det er også nogenlunde det eneste positive, der har været sagt om den sjaskede omgang kryptiske formuleringer, strittende tankemylder og krukkede tricks til at fremstå mere interessant, end man er. Pamfletten blev vurderet til i nødstilfælde at kunne bruge som mandelgave til folk med humoristisk overskud og nysgerrighed efter at vide hvordan der ser ud i hjernen på en mand, der leder efter en genvej til åndelig anseelse.

Dagbladet Politiken mente, at det som udgangspunkt var sympatisk, at Thomas Blachman havde skrevet en pamflet til ungdommen, om hvordan man får gode, levedygtige idéer. Problemet var, at den lille bog er ”en virkelig rodet landhandel, en blanding af prædiken, selvhjælpsbog, dameblad, studieordning, spejderlederopsang”. Anmelderen mente, at Blachman i lange passager lyder som én ”der taler til sig selv for at afstive sit eget skrøbelige ego”. En iagttagelse seere af X-Factor, der nu er flyttet til TV2, kan bekræfte.

Kulturradikal kynisme

Det er imidlertid ikke kun X-Faktor der er flyttet til TV2. Noget af åndshovmodet fra DR er flyttet med. Hvordan kan det ellers forklares, at en vulgær, autodidakt og selvudnævnt kulturradikal som Blachman også på TV2 får lov til at fylde et åndløst program som X-Factor med sort snak, nedrigheder og snus fornuft fredag efter fredag?

Forklaringen er da også, at Blachmans hjerteløse nedgøring af talentløse stakler med showbiz-ambitioner har vist sig at være godt TV. Seertallene underkastes kyniske analyser mens folk fredag efter fredag sidder rundt ved kakkelbordene med Matador-Mix og godter sig over ydmygelsen og afstraffelsen af det, der meget vel kunne være naboens uvorne og ubegavede unger.

Den grønne dagsorden rykker på globalt plan, men der er sket en afkobling mellem den danske eksport af energiteknologi og de globale investeringer i grøn energi.

Paris-aftalen og mange internationale virksomheder har skruet op for de grønne ambitioner. Ifølge Det Internationale Energiagentur skal verden investere 2.000 mia. kr. i grøn energi om året, hvis vi skal leve op til 1,5 grader målsætning.

I EU er det aftalt, at 32 procent af EU’s energiforbrug skal dækkes af grøn energi i 2030. Hidtil har samme mål kun været på 27 procent.

Vigende markedsandele – eksporten af grøn energiteknologi er faldet for tredje år i træk

Den danske eksport af energiteknologi nåede i 2014 højeste niveau med 78,4 mia. kr. Eksporten af energiteknologi er siden 2014 faldet, og den samlede energiteknologieksport var i 2017 på 75,0 mia. kr. Tilbagegangen i eksporten af energiteknologi skal hovedsageligt forklares med udviklingen i eksporten af grøn energiteknologi, som i 2017 faldt til 39,2 mia. kr.

Det er ikke mindst EU-markedet, der svigter – eksporten af grøn energiteknologi faldt her med 13 pct. til 28,8 mia. kr.

Mens eksporten af grøn energiteknologi er faldende, stiger den samlede danske eksport – fra 2016 til 2017 med 4,5 pct. til 669 mia. kr.

Hvad er grøn energiteknologi?

Grøn energiteknologi dækker over to grønne erhvervsområder, som er defineret af Eurostat: 1) Udnyttelse af vedvarende energi – dvs. varer og teknologier forbundet med vindkraft (onshore og offshore), omdannelse af biomasse til bioenergi, jordvarme, bølgekraft og solenergi. 2) Bedre udnyttelse af energi – dvs. varer, teknologier forbundet med elbesparende teknologier, energistyring og -lagring, grønne transportløsninger, kraftvarmeteknologi, varmepumper osv.

Øvrig energiteknologi

Øvrig energiteknologi omfatter primært energiteknologi knyttet til fossile brændsler, herunder offshoreteknologi og produktionsteknologi til el. Desuden indgår teknologi knyttet til distribution og transmission af el, idet el overvejende produceres med fossile brændsler. Produktionsteknologi knyttet til vedvarende energi indgår i grøn energiteknologi.

Det er Dansk Industri, Dansk Energi og Energistyrelsen, der har fremlagt beregningerne over udviklingen i eksporten af energiteknologi.

Tilbagegangen i eksporten af grøn energiteknologi afholder gav anledning til at tidligere Erhvervsminister Brian Mikkelsen nedsatte et såkaldt vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi. Vækstteamet er nu kommet med 10 konkrete anbefalinger til bedre rammevilkår for dansk erhvervsliv, når det gælder muligheder for at bruge den grønne omstilling og øget digitalisering til vækst og innovation.

De Ti anbefalinger fra vækstteamet skal sætte turbo på eksporten af grønne løsninger og sikre, at verdens grønne energiløsninger også i fremtiden er ”Made in Denmark”.

Tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale, Manu Sareen, oplyser den 10. januar 2018 i et opslag på Facebook, at han nu skal være radiovært på DR’s P1. ”Jeg glæder mig helt vildt meget til at komme i gang”, skriver den 51-årige eks-politiker i opslaget.

Sareen oplyser ikke titlen på det nye program, men det vil blive sendt tirsdag mellem klokken 10 og 11 og dreje sig om ”alt det, der omhandler det moderne liv”, forklarer han: ”Familieliv, parforhold, børneopdragelse, karriere, skilsmisse, stress, ensomhed, døden, jalousi, bonusbørn, osv.”

Netmediet Altinget kunne allerede den 24. august 2018 oplyse, at Manu Sareen netop har meldt sig ud af Alternativet – partiet, han ellers gik over til fra Radikale Venstre i 2016.

Manu Sareen oplyste dengang, at fra han fra nytår skulle arbejde for ”et stort dansk mediehus”, og han ønskede derfor at fremstå partipolitisk neutral.

Manu Sareen har e ganske broget baggrund, og det skal blive spændende at se hvor længe han holder som programmedarbejder i Danmarks Radio.

Da Manu Sareen i 2016 blev valgt som Folketingskandidat for Alternativet oplyste den uforlignelige Manu Sareen i en pressemelding, at ”Jeg er mega glad for, at jeg nu er en del af det entreprenante, empatiske og modige fællesskab, der tør stille både de populære og de upopulære spørgsmål”.

I anledning af, at han i marts 2016 skiftede fra Radikale til Alternativet, siger den mærkelige mand: ”Jeg har tidligere fortalt, at jeg valgte at skifte et – ifølge meningsmålingerne – sikkert mandat hos radikale ud med et almindeligt menigt medlemskab i Alternativet. Og jeg har fortalt, hvordan den politiske kultur kan dræne den ild, der brænder i sjæle, der ønsker at udvikle samfundet”.

Manu Sareen ville som nyvalg folketingskandidat for Alternativet dykke ned i fordomme og social bæredygtighed: ”Gennem de sidste måneder har mit politiske hjerte fået blodet tilbage – og det banker nu stærkere end jeg nogensinde har oplevet før. Det banker for at ændre den politiske kultur. Men det banker endnu mere grundlæggende for, at jeg nu kan påvirke det samfund, som jeg efterlader til mine børn”.

Manus forunderlige historie

Ved valget i 2011 kom Manu Sareen ind i Folketinget med 14.505 personlige stemmer. Han blev med det samme Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Først minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014. Derefter minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.

Manu Sareen er oprindelig uddannet socialpædagog og konfliktmægler og han har i en periode siddet i Københavns Borgerrepræsentation. Som socialminister var han ansvarlig for det monumentale administrative rod i ankestyrelsen. Det klassiske eksempel på en radikal minister, der mere optaget af mærkelige børnebøger fatalt svigter sit ministeransvar. Under alle omstændigheder er det Sareens ansvar, at mennesker skulle vente op til et år, i værste fald mere, på at få svar fra Ankestyrelsen. Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort.

Manu Sareen blev vraget Ved valget i juni 2015, hvor hans personlige stemmeantal blev mere end halveret, og han mistede både ministerpost og medlemskabet af Folketinget.

Interview i Politiken

Dagbladet Politiken bragte den 3. august 2015 et bemærkelsesværdigt interview med Manu Sareen. Det oplyses, at Manu Sareen for længst har smidt politikeruniformen, da han tager imod i lejligheden på indre Frederiksberg. Den fallerede radikale politikers påklædning optager Politikens læsere så meget, at den beskrives i detaljer: Cowboybukser, gummisko og en sort T-Shirt med et ja tak til cyklismens pedalkraft på. Så kan man se hans tatoveringer. Cool og Street er han minsandten.

Den tidligere minister, der ifølge ham selv var smigret af den opmærksomhed han var genstand for som minister, var over for Politikens reporter blot igen Manu Sareen. Vi forstår, at han er stolt over at han fik gennemført kirkelige homovielser, men at han i øvrigt mener, at der er en ”frygtelig politisk kultur” på Christiansborg, og Sareen skildrer ærligt sine egne, besværlige år som minister, hvor han åbenbart følte sig tvunget til at stå på mål for holdninger og beslutninger, han på ingen måde selv syntes var forsvarlige.

Han var en idiot, og han var uærlig, tilstår han i interviewet – ikke overraskende for dem, der har fulgt hans tvivlsomme virke. Han nævner selv stramninger af flygtninges ret til familiesammenføring – beslutninger der nu giver ham søvnløse nætter. Regeringens beslutning om at droppe den planlagte øremærkning af barsel til mænd, nager ham også. Han kunne som den ansvarlige minister have strittet imod, men nu er han ked af, at han bidrog til at undlade at øremærke barsel til mænd. Da SR-regeringen skiftede holdning til den øremærkede barsel, sagde den radikale leder Margrethe Vestager direkte, at der ikke længere var enighed om spørgsmålet, fordi Socialdemokraterne havde skiftet holdning, hvorfor løftet fra regeringsgrundlaget ikke kunne gennemføres.

Manu Sareen argumenterede til gengæld ivrigt – både herhjemme og på nordiske konferencer- for den ændrede kurs: Regeringen frygtede for, at en øremærkning ville betyde, at den samlede barselsperiode blev, ikke længere, men kortere, fordi nogle mænd ville sige nej tak.

Over for Politiken erklærer Manu Sareen frejdigt, at han ”følte sig som en idiot”, da han skulle argumentere for holdningsskiftet: ”Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough”. Man får næsten medlidenhed med Manu, men det er alligevel forargeligt, at han ikke vil stå til ansvar for den måde han forvaltede magten. Han kunne jo, ligesom SF, være trådt tilbage, hvis han ikke længere kunne klare lugten i bageriet.

Selvom Manu Sareen allerede længe før juni-valget i 2015 havde mistet al tillid, er det alligevel overraskende at han selv tilstår, at han som radikal politiker skiftede holdning, hvis det tjente hans egne interesser.

Sareen fortsat leveringsdygtig i såkaldte nyheder til Altinget

Man kunne have håbet på, at vi ikke ville høre mere om Manu, men Manu fik sin medarbejder, Niels Ditlev, til at skrive bogen MANU, der udkom på Politikens Forlag den 12. november 2015. Bogen syntes at bekræfte Sareens troværdighedsproblemer og mytomaniske tilbøjeligheder. Det ser ud til at han vil indskrive sig i historien på linje med Franz Beckerlee, Frank Esmann, Mads Qvortrup, Jeppe Nybroe, Anna Kastberg, Anita Bay Bundegaard, Milena Penkowa m.fl., der på forskellig måde har taget sig ”narrative friheder”.

Berlingske Tidende anmeldte bogen på udgivelsesdagen og kaldte ligeud bogen for et politisk karakterselvmord.

Dagbladet Politiken anmeldte bogen den 17. november 2015, og beretter bl.a. at Manu Sareen i Ditlevs biografi fortæller:

“at han som 21-årig (i 1988) tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han ”syn for sagen”: ”Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck”.

Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen.”

Sareen har over for Politiken forklaret at mødet med Indira Gandhi må have fundet sted i forbindelse med en tidligere rejse til fødelandet. Ikke desto mindre giver løgnehistorien Politiken anledning til at sætte fuldt blus på alle advarselslamper omkring troværdigheden af Manu Sareen og bogens mange andre oplysninger

Af uransagelige grunde valgte netavisen Altinget at bidrage til reklamen for Sareen-bogen. Den 6. november refereres udførligt hvordan Manu Sareen i den kommende biografi, vil rette en kontant kritik mod pædagogernes fagforening BUPL. Ifølge Sareen var det fagforeningens grådighed, der var en af de afgørende årsager til, at SR-regeringens stort anlagte børnepakke først kunne fremlægges i maj 2015, og derfor ikke kunne nå at blive vedtaget, inden valget i juni rykkede rundt på de parlamentariske magtforhold. Som bekendt har Venstre-regeringen fuldstændig skrottet det pauvre resultat af Manu Sareens parlamentariske evner.

Altinget valgte også kritikløst den 12. november 2015 at bringe kapitlet “Millionen og Djøf-partiet” fra bogen. I kapitlet berettes om tiden omkring Zornig-sagen i Socialministeriet og om Manu Sareens oplevelse af embedsværket.

Den demografiske udvikling betyder, at antallet og især andelen af ældre borgere vokser. Gamle mennesker indlægges oftere på sygehus end yngre, og med flere gamle stiger presset på sygehusene. Sådan lyder argumentationen, men det er ikke en naturlov, at ældre har en højere indlæggelsesfrekvens. I 1930erne blev gamle kvinder sjældnere indlagt på sygehus end yngre. Og for mændenes del var der kun en svag stigning med alderen.

I moderne tid stiger hyppigheden af indlæggelser markant med alderen. Ældre mænd har en højere indlæggelsesfrekvens end ældre kvinder, men eftersom der er flere ældre kvinder i befolkningen, er der også flere ældre kvinder på sygehusene, selv om de faktisk indlægges sjældnere end mændene.

I de yngre aldersgrupper er forholdet omvendt: Yngre kvinder indlægges oftere end de jævnaldrende mænd, især når de er i den fødedygtige alder.

Der har været en stor vækst i de gamles indlæggelsesfrekvens over de sidste ca. 40 år. I 1981 var der 308 indlæggelser pr. 1.000 indbyggere i aldersgruppen over 65 år, og i 2017 var tallet steget til 487, altså en stigning på næsten 60 pct.

Til sammenligning var indlæggelsesfrekvensen for personer mellem 15 og 64 år 138 i 1981, men 163 i 2017, dvs. en stigning på kun 18 pct.

Samtidig er der faktisk ikke sket en stigning i antallet af indlæggelser for mænd under 45 år.

Bedre behandlingsmuligheder

Hvorfor sker der en stadig vækst i indlæggelserne?

Det er ikke kun et resultat af den demografiske udvikling og udviklingen i antallet af ældre og deres større andel af befolkningen. Behandlingsmulighederne er bedre i dag. Der er behandlinger for flere sygdomme og lidelser, og ikke mindst kan man i dag behandle mennesker, som er mere fysisk svækket end tidligere. Grå stær-operationer er et eksempel på en behandling, der er forbedret, og i dag skal man have meget mindre synssvækkelse for at blive henvist til operation end tidligere. Samtidig er der sket forbedringer, så nogle behandlinger ikke kræver sygehusindlæggelse. Man kan behandle mavesår med antibiotika i stedet for med kirurgi.

Udviklingen går således ikke entydigt mod mere sygehusbehandling. Desværre er mulighederne for at få pleje uden for sygehusene forringet. Der er både relativt og absolut færre plejehjemspladser og hjemmesygeplejersker til rådighed og mange kommuner er ved at segne under byrden af den rehabilitering, de har ansvaret for, når fortsat plejekrævende patienter hurtigt og brutalt udskrives fra sygehusene.

Måske er den vigtigste forklaring på væksten i de gamles indlæggelser stigende forventninger til sundhedstilstanden. Det gælder blandt de gamle og deres pårørende og blandt sundhedspersonalet. Sundhedsproblemer, der tidligere blev set som en del af almindelig aldring, søger man i dag læge for.

Vil holdningen ændre sig? Næppe – der er ingen grund til at tro, at nye generationer af gamle vil være mere tilbageholdende og mindre krævende, tværtimod.

Den stigende indlæggelsesfrekvens for ældre borgere viser, at man ikke alene gennem en fremskrivning af antallet af ældre kan prognosticere efterspørgslen på sygehusbehandling. Som følge af stadig stigende forventninger, vil behovet for sygehusbehandling efter al sandsynlighed blive ved med at vokse mere end antallet af ældre.

Har Regionerne betydning?

Hvis man ikke vil forsøge at opdrage befolkningen og sundhedsprofessionerne til at være mindre krævende, må man tage højde for den udvikling. De stigende forventninger og det dermed følgende pres på sygehusvæsenet vil helt sikkert fortsætte og måske i højere takt, når efterkrigsgenerationerne bliver gamle.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke desto mindre bebudet, at han vil forsøge at bryde trenden med stadig større pres på sygehusene. I 2019 vil regeringen fremlægge forslag, der med afsæt i 21 nye lokale sundhedsfællesskaber skal bygges bro mellem sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger.

Systemet skal angiveligt bygge på personalets faglighed og patienten skal sættes før systemet.

Grundtanken er, at hvert sundhedsfællesskab skal bygges op omkring de 21 nuværende akutsygehuse. De får hovedansvaret for, at sundhedssystemet hænger sammen, men præcis hvordan systemet skal skrues sammen er endnu helt uoplyst.

Hvad vil man med Sundhedsreformen?

Vi har endnu til gode at høre om de politiske partiers holdning til en sundhedsreform. Det er et følsomt emne, og ingen vover at skræmme potentielle vælgere væk. Under alle omstændigheder vil regionerne næppe overleve sådan en reform. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative ønsker alle at nedlægge regionerne, men statsministeren er under pres fra Venstres bagland, der ikke er glade for at miste den politiske platform, som Regionsrådene udgør.

Nationalbanken oplyser, at banken i december netto solgt valuta for 11,6 mia. kr. i forbindelse med interventioner i valutamarkedet. Når Nationalbanken intervenerer i valutamarkedet i form af køb og salg af fremmed valuta mod danske kroner sker det med henblik på at stabilisere kronekursen i forhold til euro.

Baggrunden er bl.a. at udlandet nedbringer beholdningen af Danske Bank-aktier, Novo Nordisk-aktier og A.P. Møller-aktier. Udover presset på kronen er resultatet store kursfald på Danske Banks aktier og et kursfald på A.P. Møller og Novo Nordisk-aktier.

Baggrunden kan også være en generelt svækket tiltro til dansk økonomi. Hvidvaskskandalen i Danske Bank har i pinlig grad øget udlandets opmærksomhed på Danmark, og det er ikke gået upåagtet hen, at investorer i Danmark – herunder pensionskasserne – har haft svært ved at tjene penge i 2018. Dele af virksomhedssektoren har haft et svært år – for eksempel led flere eksportvirksomheder og landbruget under vanskelige vejrbetingelser, dansk eksport havde også andre vanskeligheder.

I det bredere perspektiv hænger kronesvækkelsen sammen med, at Den Europæiske Centralbank (ECB) har bebudet en strammere pengepolitik. Det er bl.a. kommet til udtryk ved at ECB fra årsskiftet har indstillet opkøbet af obligationer for nye penge.

Når ECB stopper med aktivt at pumpe euro ud i systemet, og krone-omløbet samtidig øges som følge af statens dispositioner og udlandets salg af danske værdipapirer, vil det uvægerligt betyde, at euroen styrkes over for kronen. Dette billede vil fortsætte ind i 2019, hvor det kan blive forstærket af, at mange banker i eurozonen skal tilbagebetale nogle store lån til ECB. Det vil også bidrage til at begrænse omløbet af euro. Samtidig vil situationen i Italien, Portugal (og Frankrig) tale for en svækket euro i 2019.

Det er således ikke en naturlov, at Nationalbanken i 2019 må fortsætte støtteopkøb af kroner for at undgå et kursfald i forhold til euro. På sigt kan Nationalbanken næppe undgå at hæve renten, men banken ligger inde med en meget stor valutareserve på 457,4 milliarder kroner. Renteudviklingen i Danmark vil derfor især blive bestemt af udviklingen i renteniveauet i eurozonen og i USA. Det bemærkes, at i begge områder går forventningerne i retning af stigende renter.

Tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de godt 100 statslige og statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for museumsreform

Der er således et enormt behov for at reformere, men det har været forsøgt før uden held; Bertel Haarder havde som kulturminister ambitioner, men måtte indse, at det var uhyre vanskeligt at ændre på et system, så nogen får mindre end før – især på museumsområdet, der er vigtigt for de enkelte politikeres valgkredse.

Nu er aben endt hos kulturminister Mette Bock, og de politiske forhandlinger om en museumsreform er så småt gået i gang.

Analyser dokumenterer skævheder

Under forhandlingerne kan politikerne støtte sig til flere analyser af museumsområdet. Landsforeningen Danmark på Vippen har således udarbejdet en analyse, der viser at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit 126 kr. pr. besøgende, mens museer i resten af Danmark får 42 kr. Hovedstadsområdets museer får altså over tre gange så meget i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Burde den statslig støtte til museerne sikre entréfrihed?

Daværende kulturminister Brian Mikkelsen indførte faktisk i 2006 gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Det blev ovenikøbet overvejet også at sikre gratis adgang til museer som Louisiana og Arken. Det skete ikke, fordi det ville have være konkurrenceforvridende i forhold til mange af de museer, hvor Brian Mikkelsen ikke havde midler til at sikre gratis entré.

Entréfriheden på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet blev kritiseret for at være konkurrenceforvridende, og bl.a. de tre Aarhus-baserede museer, Den Gamle By, ARoS og Moesgaard Museum, var meget utilfredse med den urimelige forskelsbehandling.

Den gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst blev afskaffet igen i 2016.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Bornholms Kunstmuseum sidste år modtog sidste år knap 1 mio. kr. fra staten eller godt 15 kr. per gæst, mens støtten til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland var en hel del mere rundhåndet. Her gav staten 3,7 mio. kr. eller 162 kr. per gæst.

Også blandt de kulturhistoriske museer er fordelingen ulige. Odense Bys Museer, der med 370.000 gæster var blandt landets mest populære, måtte tage til takke med 15 kr. per gæst. Det er et pænt stykke fra de 162 kr., som Museum Lolland-Falster fik til hver af sine 40.779 gæster.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

Reduceret statstilskud til ARKEN, Louisiana, ARos og Designmuseum Danmark?

Museumsdirektør ved Nordjyllands Historiske Museum, Lars Chr. Nørbach, har til Magisterbladet udtalt, at det er på høje tid, at der gøres op med den ulige fordeling af museumsstøtten.

“Der er en skævvridning rundtom i landet, som har historiske rødder, men som også kan skyldes, at nogle har haft nemmere ved at få åbnet døren til ministeriet. Tag f.eks. de største byer. I København og Aarhus giver staten meget store tilskud, mens det modsatte er tilfældet i Odense og Aalborg”. Nørbach siger også, at “Selvfølgelig er der tale om et nulsumsspil, men så må man tage fra de rige og give til de fattige og indfase det over en årrække”.

Dansk Folkeparti har tidligere advokeret for at museer som Arken og Louisiana burde kunne klare sig med reduceret støtte. Partiet har under de igangværende forhandlinger i Kulturministeriet konkret foreslået at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året. Det vil betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kan vinke farvel til millioner af støttekroner.

Museum Sønderjylland, Den Gamle By og Moesgaard og Ny Carlsberg Glypoteket vil efter forslaget blive friholdt, men den foreslåede ”haircut” vil alligevel frigøre 43,9 mio. kr., der kan overføres i støtte til mindre museer, særligt i yderområderne.

Kan ARKEN overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform ender med at statstilskuddene til Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARos bliver der brug for at øge de fremtidige egenindtægter.

Spørgsmålet er, om ikke de ganske populære museer formår at tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde som sammen med billetindtægterne kan kompensere for det reducerede statstilskud.

Det vil måske kræve, at museerne tilpasser aktivitetsniveauet og indarbejder og integrerer en øget kommerciel kultur og fokusering i virksomheden.

Selvom ARKEN er placeret i et område med mange mennesker uden konkurrerende museumstilbud, er udfordringen måske størst for dette museum, der måske er mest kendt for museets vidtløftige første direktør, Anna Kastberg.