Tibet-Kommissionen og dansk udenrigspolitik

Demonstranter med Tibet-flag blev under et kinesisk statsbesøg i 2012 tilbageholdt eller afskærmet af politiet. En sådan handling fra politiet, der er et indgreb i demonstranters ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, har givet anledning til stærke indenrigspolitiske reaktioner.

Med politiets fjernelse af fredelige demonstranters tibetanske flag under den tidligere kinesiske præsident Hu Jintao’s statsbesøg i Danmark i 2012, blev der – trods alt – overskredet en grænse for, hvor langt danske myndigheder kan gå i bestræbelserne på at tilfredsstille eller føje fremmede magter.

Spørgsmålet om, hvem og ikke mindst hvorfor, der blev givet ordre til, at Københavns Politi skulle gribe ind og sikre, at kineserne ikke blev forstyrret af pro-tibetanske demonstranter, udredes i den såkaldte Tibetkommission, som daværende justitsminister Søren Pind  nedsatte i 2015.

Kommissionen, der fik til opgave at undersøge begivenhedsforløbet op til politiets indgriben under Hu Jintao’s besøg i 2012 og under efterfølgende besøg i 2013 og 2014 af højtstående kinesiske delegationer i København, kan snart forventes at afslutte arbejdet.

Særligt vigtigt er spørgsmålet om, hvilke instruktioner politiet fik, hvem der gav instruktionerne og hvilke vurderinger, der lå til grund herfor. Centralt er det at få afdækket, om der blev lagt op til, at dansk politi kunne, eller endda skulle, optræde på en måde, som ville bryde med ytrings- og forsamlingsfriheden.  Ydermere skal kommissionen undersøge det efterfølgende forløb i forbindelse med, hvordan forskellige ministerier og andre myndigheder har håndteret spørgsmål fra Folketinget om politiets indgriben. Centralt er det at få afdækket, om der er blevet afgivet urigtige, mangelfulde eller vildledende oplysninger til Folketinget.  

Der er naturligt stor medieopmærksomhed omkring kommissionen, som potentielt kan få vidtrækkende konsekvenser for de involverede danske politikere, embedsmænd og ministerier.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, har nydt stor opmærksomhed af kommissionen, og ikke mindst tjenestens trusselsvurdering, som inden besøget blev sendt til Københavns Politi, har påkaldt sig interesse.

Hvad var baggrunden for vurderingen af, at det for kineserne var meget afgørende, at de ikke tabte ansigt “ved konfrontationer med demonstrationer eller lignende”?

Udenrigsministeriets rolle

Til afklaring af, hvor denne vurdering kom fra, er det i kommissionen oplyst, at PET efter et planlægningsmøde i Udenrigsministeriet ringede til Københavns Politi, og advarede om, at statsbesøget drejede sig om handelsaftaler for 20 milliarder kroner. Hvis kineserne så blot et enkelt tibetansk flag, kunne de blive krænket, og man risikerede, at de ville rejse hjem!

Det er i kommissionen tidligere fremkommet, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – ministeriets tidligere direktør og Protokolchefen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte.

De oplysninger, der i Tibet-kommissionen er fremkommet om Udenrigsministeriets ageren, bekræfter, at danske myndigheder er indstillet på at gå langt i bestræbelserne på at tilfredsstille eller føje fremmede magter.

Den østtyske ambassade-sag

Tibet-sagen bringer mindelser om statsministerens officielle besøg i DDR og den såkaldte ”ambassade-sag” i Østtyskland i 1988.

For de historisk interesserede skal jeg minde om tildragelserne i 1988:

Daværende Statsminister Poul Schlüter – aflagde på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i DDR hos Erich Honecker.

Besøget blev af flere grunde allerede dengang betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”. Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men inerti og momentum i de dansk-østtyske diplomatiske forbindelser betød, at Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede på at tiden var inde for et kort statsministerbesøg i DDR.  Det forelagte alternativ – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende for statsministeren.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et sammenbrud og Murens fald den 9. november 1989, i sig selv et eklatant Udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi ryddede ambassaden.

En af ambassadebesætterne, Wolfgang Mayer, har i en kronik i JyllandsPosten den 17. september 2008 detaljeret redegjort for hans oplevelser under ambassadebesættelsen.

Via vesttysk presse nåede skandalen danske aviser i september 1988, og der opstod betydelig poliktisk furore.

Parlamentarisk undersøgelse

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad og hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet.

Undersøgelsen var ikke grundig, og eksempelvis blev forfatteren af denne beretning, der på daværende tidspunkt var ministersekretær i statsministeriet og deltog i besøget i DDR, ikke udspurgt. Realiteten var, at ingen havde særlig interesse i at blæse en sag, som alle var enige om var ”ulykkelig”. At Ole Espersen og Gert Petersen ej heller havde særlig interesse i, at udstille de faktiske forhold i arbejder- og bondestaten DDR spillede – måske – også en rolle.

Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev i skånsomme vendinger omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev trods en vis forståelse tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.