Reaktionerne på Tyrkiets folkeafstemning

Den amerikanske præsident, Donald J. Trump, ringede mandag den 17. april 2017 til Tyrkiet præsident, Recep Tayyip Erdoğan, og gratulerede ham med udfaldet af folkeafstemningen den 16. april 2017 om ændringen af den tyrkiske forfatning. Tyrkiet er som bekendt med sine 79 mio. indbyggere og placering et centralt medlem af NATO.

Ifølge oplysninger fra såvel det Hvide Hus som Erdoğan’s kontor blev endvidere situationen i Syrien berørt, herunder den amerikanske reaktion på angrebene med kemiske våben.

Trump og Erdoğan “agreed on the importance of holding Syrian president Bashar al-Assad accountable”. Der skulle endvidere være enighed om “the need to cooperate against all groups that use terrorism to achieve their ends”.

Samtidig ved vi, at Erdoğan har reservationer overfor amerikanske planer om at yde våbenhjælp til kurdiske styrker som led i kampen mod ISIS i Syrien. Det spørgsmål var også et hedt emne under den amerikanske udenrigsminister Rex Tillersons nylige besøg i Ankara.

Forbehold

I Tyskland udsendte forbundskansler Angela Merkel sammen med den socialdemokratiske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, mandag den 17. april 2017 en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at den tyske regering tager det foreløbige afstemningsresultat af den tyrkiske folkeafstemning om forfatningsændringer til efterretning.

Tyskland respekterer de tyrkiske borgeres ret til selv at tage stilling til deres egen forfatning.

Den tyske regering undlader imidlertid ikke samtidig at gøre opmærksom på, at Venedig-kommissionen under Europarådet har udtrykt bekymring både angående processen og indholdet af den tyrkiske forfatningsreform. Den tyske regering tilkendegiver endvidere, at med Tyrkiet som medlem af Europarådet, af OSCE og som kandidatland til EU forpligtet af Københavns-kriterierne om demokrati og beskyttelse af fundamentale rettigheder, må den tyrkiske regering nødvendigvis få løst disse problemer. Derfor må der snarest indledes samtaler herom – såvel bilateralt som mellem europæiske institutioner og Tyrkiet.

Andre europæiske ledere har været endnu mere forbeholdne for ikke at sige kritiske.

Det foreløbige resultat af den tyrkiske folkeafstemning om ændringer i forfatningen er opgjort til godt 51 pct. JA-stemmer, og knap 49 pct.  NEJ-stemmer.

Italiens folkeafstemning

I anledning af den intense og kritiske opmærksomhed på en forfatningsændring i Tyrkiet, kan der være anledning til at minde om, at også i Italien har der for nylig været en folkeafstemning om et forslag om ændring af den italienske forfatning.

Italienerne stemte den 4. december 2016 om Matteo Renzis centrum-venstreregerings forslag til ændringer i forfatningen.

Ligesom i Tyrkiet var hovedsigtet med forslaget at centralisere magten hos regeringen i Rom.

Det blev i realiteten forslået at ophæve det italienske 2-kammersystem. Senatets betydning ville blive reduceret, og ligestillingen med det andet kammer, Deputeretkammeret, ville blive ophævet. Senatet ville for alle praktiske formål blive reduceret til en rådgivende funktion.

Det øvrige væsentlige tema var den entydige fastlæggelse af statens, regionernes og administrative enheders respektive kompetencer, der i væsentligt omfang ville have begrænset regionernes autonomi.

Årsagen til folkeafstemningen var, at nok var forfatningsændringerne efter et kompliceret forløb godkendt af både Deputeretkammer og Senat, men ikke med 2/3 flertal, der ville have sat ændringerne i kraft umiddelbart.

Det tyrkiske forfatningsforslag var som bekendt ligeledes godkendt i parlamentet, men ikke med det krævede 3/5-flertal.

I vurderingen af forslaget om den italienske forfatningsændring, er det nødvendigt at inddrage den italienske valglov, der som led i hele forfatningsprocessen, men som selvstændig lov faktisk blev ændret. Ændringerne vedrører Deputeretkammeret, hvor det parti eller koalition, der opnår mindst 40 pct. af stemmerne på landsplan, får en ”bonus” på 340 mandater. Det vindende parti/koalition er dermed under alle omstændigheder er sikret den absolutte majoritet. Resten af de i alt 630 mandater fordeles mellem partierne i forhold til stemmetal.

Den italienske modstand mod forfatningsændringen var ikke mindst motiveret af modstand mod centraliseringen af så stor magt hos det til enhver tid siddende regeringsparti eller koalition.

Regeringens argumenter for nødvendigheden af at centralisere magten hos regeringen i Rom var, at Italiens nuværende forfatning med 2 kamre og udstrakt autonomi til Italiens 20 regioner, gør det meget vanskeligt at regere Italien.

Den foreslåede forfatningsændring ville have gjort det lettere – og muligt – at regere Italien gennem en afkortet lovgivningsproces, hvor overhusets – Senatets – magt svækkes, og afskæring af de autonome regioners muligheder for at blokere centralregeringens beslutninger.

Hele ideen med forfatningsreformen var dermed at gøre op med en politisk praksis, hvor grundtanken bag det politiske system siden den italienske republiks grundlæggelse i 1946 har været at skabe og fastholde en række indbyggede forhindringer, så man aldrig igen ville ende med et diktatur.

Skrækken for igen at ende med den stærke mand mand ved roret sidder så dybt i den italienske folkesjæl, at mange og specielt de ældre generationer nærmest betragter det som helligbrøde overhovedet at røre ved forfatningen fra 1948.

Præsidentens stilling

Renzi-regeringens forfatningsforslag ændrede ikke ved den italienske præsidents stilling, men tidligere har der været fremskredne planer om at ændre systemet i retning af det amerikanske præsidentielle system. Ikke mindst Berlusconi og hans parti Forza Italia har været optaget af den tanke. Med udsigt til at vælte Renzis regering valgte partiet imidlertid at slutte sig til den modstand, der oprindeligt blev ført an af Grillos 5-stjerne bevægelse og af Lega Nord.

Italien blev resultatet af folkeafstemningen, at omkring 60 pct. stemte Nej og kun 40 pct. stemte Ja. Forslaget til ændring af grundloven bortfaldt dermed.

Internationale reaktioner

Den italienske forfatningskamp gav ikke anledning til samme intense internationale interesse som vi har set i Tyrkiet. Den internationale forståelse for, at der skulle gøres noget for at gøre det muligt overhovedet at regere Italien var ganske stor, og betænkelighederne overfor magtcentraliseringen var ikke-eksisterende.I finansielle kredse er der udbredt bekymring ved udsigterne til, at der ikke implementeres adækvate politiske indgreb til afhjælpning af den problematiske økonomiske situation.

I EU-kredse kan spores en vis nervøsitet ved udfaldet af det parlamentsvalg, der formentlig som følge af Renzis nederlag ved folkeafstemningen skal afholdes i Italien inden årets udgang. Udsigten til fremgang for 5-stjernebevægelsen og andre EU-kritiske partier lover ikke godt for Italiens traditionelle rolle som kerneland i hele EU-konstruktionen.