Danmarks udenrigspolitik og kamp for menneskerettigheder og ligestilling i Mellemøsten

Menneskerettighedsorganisationer har længe forsøgt at give Saudi-Arabien mundkurv på og fratage landet stemmeretten i FN’s Menneskerettighedsråd. Det har undret, at det kongelige danske udenrigsministerium og skiftende ministre ikke har fundet anledning til at ytre sig.

Nu er den gal igen!

FN’s økonomiske og sociale udvalg, ECOSOC, har den 19. april 2017 valgt Saudi-Arabien til FN’s Commission on the Status of Women for perioden 2018-22. Medlemmerne indstilles af de respektive regionale grupper, og normalt sker valgene med akklamation.

I dette tilfælde skete valget ved hemmelig afstemning, og sammen med Saudi-Arabien blev følgende lande valgt: Algeriet, Comoros, Congo, Ghana and Kenya (Afrikanske stater); Iraq, Japan, Republic of Korea, Saudi-Arabien and Turkmenistan (Asiatiske-Pacific stater); og Ecuador, Haiti og Nicaragua (Latinamerikanske og Caribiske stater).

Udpegningen af Saudi-Arabien har givet anledning til et ramaskrig i organisationer og lande, der lægger vægt på ligestilling, men beslutningen opretholdes.

Danmark plejer ubetinget at være på menneskerettighedernes og ligestillingens side, men i forhold til Saudi-Arabien er Udenrigsministeriet igen påfaldende tavst.

Hvad er årsagen?

Dansk udenrigspolitik har i mange år haft et godt øje til Mellemøsten, og den daværende borgerlige regering tog i 2003 uden folkelig opbakning initiativ til Det Arabiske Initiativ for at understøtte reform- og demokratiseringsprocesser i Mellemøsten og Nordafrika. Formålet var endvidere at styrke dialogen med den arabiske verden gennem dansk-arabiske partnerskaber.

Initiativet har indtil for nylig været en grundpille i dansk udenrigspolitik i forholdet til Mellemøsten og Nordafrika – den såkaldte MENA-region.

Skiftende udenrigsministre har efter bedste evne forsøgt at bidrage til den danske profil i Mellemøsten. Både den nuværende og tidligere ministre har i ”dialogens tjeneste” besøgt det ene despotiske styre efter det andet. Indtrykket er, at ministrene sandelig ikke sparer sig selv, hvis de kan slå et slag for danske kommercielle og økonomiske interesser – og så kommer menneskerettigheder og ligestilling i 2. række!

Iran

Da Ayatollah Khomeini i 1979 kom til magten i Iran, lancerede han et koran-fascistisk terrorregime med en bølge af tortur, massehenrettelser og massiv undertrykkelse af det iranske folk. Flygtninge fra rædslerne strømmede også til Danmark, og kritikken af regimet var ikke mindst fra Venstre ganske kontant.

I 2015 indgik USA overraskende en aftale med Iran om deres atomprogram. I forventning om, at øge Danmarks vare- og tjenesteeksport til Iran, når Irans opfyldelse af vilkårene i atomaftalen berettiger til gradvis ophævelse af de økonomiske sanktioner, satte daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, sig straks i spidsen for en talstærk erhvervsdelegation. Eksportfremstødet blev retfærdiggjort med, at Udenrigsministeriet på forhånd havde vurderet, at eksporten til Iran kunne øges med 500 millioner kr. om året.

Hvorfor Danmark absolut skulle være blandt de første til at gøre vores hoser grønne over for det kontroversielle præstestyre i Teheran, er aldeles uklart.

Vi ved ej heller om Kristian Jensen med et eneste ord fik bebrejdet Irans krænkelser af menneskerettigheder, praktisering af dødstraf og, at landet i sin stedfortræderkrig med Saudi-Arabien i Syrien og Irak producerer millioner af flygtninge, som vi nu må tage os af i EU.

Vi får heller aldrig opklaret, om besøget havde den ønskede effekt – det danske fremstød blev nemlig fuldstændig overdøvet da konflikten mellem Saudi Arabien og Iran blussede op med ambassadeafbrænding og borgerlige uroligheder.

Doha

Næppe havde Kristian Jensen forladt i Irans hovedstad Teheran, før han den 6. januar 2016 dukkede op i den mindst lige så kontroversielle ørkenstat Qatar.

Qatar med hovedstaden Doha er det rigeste land i verden pga. af landets utrolig store gas- og oliereserver, men landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Mærsk Oil

Udenrigsministeren kastede sig under besøget den 6. januar beredvilligt ind i kampen til fordel for A.P. Møller-Mærsk, der havde fået skarp konkurrence på retten til den lukrative olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani i Qatar.

Børsen deltog i det efterfølgende 45 sekunder lange pressemøde, og kunne berette, at parterne var ganske fåmælte om status for oliefeltet, som Mærsk havde koncession på frem til midten af 2017. 

“Det eneste jeg kan forsikre Dem om, er at Qatar Petroleum har nedsat en komite, der ser på tenderen, og at det vil foregå på en transparent facon, der er i overensstemmelse med internationale standarder, så alle vil få en fair chance – det kan jeg forsikre dem om,” sagde udenrigsminister Dr. Khlalid Bin Mohammed Al Attiyah til Børsen.

Qatar-koncessionen er fortsat Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kommer fra Qatar!

Syrien og flygtningesituationen

Hverken på pressemødet, fra Qatars myndigheder eller fra det danske udenrigsministerium fremkom der nærmere om indholdet af drøftelserne med Qatars emir og premierminister. Det er således uklart, om udenrigsministeren i lyset af flygtningekrisen i Europa rejste det nærliggende spørgsmål, om Qatar ikke mere aktivt kunne bidrage til at løse flygtningekrisen i Syrien og Irak, og – i afventning af en løsning – bidrage finansielt til UNHCR og modtage nogle ekstra flygtninge?

Det vides heller ikke om udenrigsministeren benyttede lejligheden til at sikre sig, at Qatar er ophørt med økonomisk at støtte Al Qaeda i Afghanistan og Pakistan og Al-Nusra i Syrien.

Kongehuset også til Saudi-Arabien og Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, deltog Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen den 28. februar – 1. marts 2016 i et dansk erhvervsfremstød i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh med deltagelse af 44 danske virksomheder.

Kronprinsparret rejste fra Saudi-Arabien til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

Indsatsen bærer ikke frugt

Indsatsen fra daværende udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller-Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, var på besøg hos Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Enden på miséren blev, at franske Total blev valgt til den ny olielicens til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, efter udløbet af den nuværende licens i midten af 2017.

Måske alligevel resultater af indsatsen?

I april 2017 skulle A.P. Møller-Mærsk være tæt på at lande en aftale om at udvikle et stort oliefelt i Iran. Irans olieminister, Bijan Zanganeh, tror ifølge det iranske nyhedsbureau Mehr News på en aftale i den nærmeste fremtid mellem landets nationale olieselskab, National Iranian Oil Company, og Mærsk.

Der er tale om oliefeltet South Pars, der ligger ved siden af oliefeltet Al Shaheen i Qatar, hvor A.P. Møller – Mærsk i de sidste 25 år har været partner inden kontrakten udløb i stedet gik til konkurrenten Total.

Hvis rygterne taler sandt, kan det betyde, at den danske servilitet overfor despoter i Mellemøsten alligevel bærer frugt.

Hvis formålet med den aktivistiske danske udenrigspolitik i Mellemøsten har været at tilvejebringe varig fred og harmoni, har det til gengæld lange udsigter.