Parlamentsvalg i Iran fredag den 21. februar 2020

Irans Zarif

I øjeblikket er Iran i de danske medier, fordi tre eksil-iranere er sigtet for spionage for Saudi-Arabien. Iranerne, der residerer i Ringsted, er medlemmer af en arabisk-iransk gruppe, ASMLA, der i konflikt med det shiamuslimske regime kæmper for at få oprettet en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran ved byen Ahwaz. Iranske agenter har tilsyneladende forsøgt at likvidere dem, fordi de af iranerne anses for at være terrorister og agenter for Saudi-Arabien.

Spændende, men for Mellemøst-interesserede er det også interessant, at der den 21. februar 2020 afholdes valg til det iranske parlament – Islamic Consultative Assembly (Majlis-e Shura-ye Eslami).

Parlamentet har 290 medlemmer, hvoraf 285 medlemmer vælges direkte i 196 valgkredse – enten enkeltmandskredse eller i valgkredse med flere repræsentanter ved forholdstalsvalg.

Langt hovedparten af iranerne er shiamuslimer, men 5 pladser i parlamentet er forhåndsreserveret til 1 repræsentant for zoroastrianerne, 1 repræsentant for jøder, 1 repræsentant for tilhængere af den kaldeiske katolske kirke og 2 repræsentanter for armenere i henholdsvis nord- og syd Iran.

Vælgerne er iranske statsborgere over 18 år, der ikke er erklæret sindssyge. Indtil 2016 var valgretsalderen faktisk kun 15 år – verdens laveste valgretsalder!

Forhåndsgodkendelse af kandidater

Alle kandidater skal inden opstilling godkendes af Vogternes Råd (Guardian Council), der består af 12 medlemmer, hvoraf 6 medlemmer er eksperter i islamisk lov og udpeges af Irans statsoverhoved. 6 medlemmer udpeges af Parlamentet (Majlis) blandt 6 muslimske jurister indstillet af den øverste chef for justitsvæsenet i Iran (der også er udpeget af statsoverhovedet!).

Irans statsoverhoved (Supreme Leader) er Grand Ayatollah Sayyid Ali Hosseini Khamenei, der har regeret siden 1989. Inden var han præsident fra 1981 til 1989, hvor han efterfulgte Ayatollah Khomeini som statsoverhoved.

Irans Supreme Leader udpeges af forsamlingen af eksperter (Assembly of Experts), der består af 88 medlemmer, der vælges ved offentlige valg for en valgperiode på 8 år blandt kandidater godkendt af Irans statsoverhoved.

Irans præsident – Hassan Rouhani – er folkevalgt for 4 år, og han er nu i sin 2. embedsperiode. Præsidenten er at sammenligne med en premierminister i andre lande, der udpeger og leder regeringen.

Krav til kandidaterne

Kandidaterne til parlamentsvalget skal være iranske statsborgere, tilhængere af den islamiske republik, der lover at overholde forfatningen, være praktiserende muslim (undtagen de 5 særlige repræsentanter), være uberygtede, være mellem 30 og 75 og i god helbredstilstand.

Kandidater vil blive diskvalificeret, hvis de har mentale lidelser, aktivt støtter illegale eller regeringsfjendtlige politiske partier eller organisationer, er konverteret til en anden tro, er blevet dømt for korruption, forræderi, svindel, er stofmisbruger eller narkohandler eller er dømt for at overtræde Sharialoven. Kandidater skal kunne læse, de må ikke have haft en rolle i regeringen inden 1979, og de må ikke være store jordbesiddere.

Ministre, medlemmer af Vogternes Råd, Højesteret, chefen for Administrationsdomstolen, Rigsrevisor en række højere embedsmænd, religiøse medlemmer og medlemmer af de væbnede styrker eller Revolutionsgarden kan ikke stille op til parlamentsvalget.

Hovedfløjene i iransk politik

Der er 2 hovedfløje i iransk parlamentspolitik: Reformisterne og Principlisterne.

På reformistfløjen er det centrale parti Moderation and Development Party, der betragtes som pragmatisk, demokrati- og centrumorienteret. Reformister støtter generelt mere engagement med Vesten såvel som politiske og økonomiske reformer. Den iranske præsident, Hassan Rouhani, kommer herfra.

Principlisterne med partiet Combatant Clergy Association opfattes i vesten som konservative, højreorienterede fundamentalister og hardlinere. Principlisterne har mistillid til USA og Vesten og støtter en mere konservativ politisk og økonomisk linje i overensstemmelse med Ayatollah Ali Khameneis ortodoksi.

Det nuværende parlament – resultatet af parlamentsvalget den 26. februar 2016 inkluderer 120 reformister; 86 Principlister; 10 associerede principlister; 66 uafhængige; og fem mindretal.

Er valget afgjort på forhånd?

Der spekuleres blandt kritikerne af præstestyret på, om Vogternes Råds godkendelse af kandidater allerede har afgjort udfaldet af valget den 21. februar 2020.

Myndighederne har oplyst at 7.296 ansøgninger om tilladelse til opstilling er afvist, mens 2.148 er godkendt.

Det forlyder fra Reformistfløjen, at 75 pct. af Reformist-kandidaterne, der stillede op til genvalg, ikke har opnået godkendelse fra Vogternes Råd. Ifølge disse kredse er der ikke tvivl om valgets udfald, når hovedparten af kandidaterne er hardlinere og Principlister.

De omkring 30 pct. af befolkningen, der støtter Præsteregimet, vil møde op og stemme, mens mange Reformister fra byernes middelklasse vil afholde sig fra at stemme.

Svindel?

Den 27. januar 2020 har Mahmoud Sadeghi, tidligere parlamentsmedlem og nuværende kandidat, på Twitter oplyst, at han under hånden er blevet afkrævet $ 300.000 for en godkendelse af Vogternes Råd.

Udviklingen siden sidste valg i 2016

Reformister blev den største blok i parlamentet i 2016. Irans atomaftale med USA og Vestmagterne, som i det væsentligste tilskrives Rouhanis indsats, var populær blandt reformisterne og folk herfra er indgået i Rouhanis regering.

Hardlinerne og Principlisterne har gjort Rouhani ansvarlig for sammenbruddet af den nukleare aftale og den økonomiske krise i Iran, som er udløst af Trump-administrationens sanktioner.

Rouhanis beslutning om at reducere brændstofsubsidierne i november 2019 udlægges også som et symbol på hans mislykkede politik.

Brændstofpriserne

Forhøjelsen af brændstofpriserne var en økonomisk nødvendighed; Efter atomaftalen oplevede Iran en kort økonomisk opblomstring, men nu er Iran klart i økonomiske vanskeligheder. Bruttonationalproduktet falder, inflationen er på mere end 35 pct., olieeksporten er faldet til ca. 500.000 tønder fra 2,1 millioner tønder pr. dag i 2016.

De forhøjede brændstofpriser i slutningen af 2019 udløste udbredt oprør, som ordensmagten slog hårdt ned på og hundreder, måske endda tusinder, blev dræbt.

Da Revolutionsgardens Quds Force-kommandant Qassem Soleimani blev dræbt ved et amerikansk droneangreb den 3. januar 2020 så det umiddelbart ud til, at iranerne støttede op om det iranske flag, præstestyret og Revolutionsgarden (Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC).

Imidlertid blev Irans nedskydning af et ukrainsk passagerfly den 8. januar, der dræbte 176 mennesker, snart en kilde til enorm offentlig forargelse.

Nedskydningen fandt sted under et missilangreb på en irakisk base, der husede amerikanske (og danske) styrker som gengældelse for drabet på Soleimani.

Regeringen løj og forsøgte at dække over fejlen. Hændelsen førte til, at adskillige andre uheld og uregelmæssigheder, der kunne have ført til andre katastrofer i lufttrafikken, blev afsløret.

Rouhani-regeringen er udfordret

Rouhani-regeringen står overfor store udfordringer.

Den største er sammenbruddet i atomaftalen og sanktionerne, der dybt har desillusioneret den iranske offentlighed og nedtonet deres forventninger til et positivt udkomme af det kommende valg. Hvad der forværrer apatien, er den utroligt dårlige indsats mange reformistiske parlamentsmedlemmer og medlemmer af Rouhanis regering har ydet siden 2016.

Man skal huske, at Reformisterne valgt valget i 2016 takket være en bemærkelsesværdig mobilisering og høj valgdeltagelse fra en befolkning, der desperat håbede på forandring.

Reformisterne og folkene omkring præsident Rouhani prøver at sprede det indtryk, at den iranske ”deep state” – dvs. Khamenei, Revolutionsgarden og tilknyttede institutioner – ikke tillader Reformisterne og Rouhani at gennemføre deres politik, herunder at indlede forhandlinger med Vesten. Spørgsmålet er, om befolkningen har tillid til, at en ny atomaftale afgørende kan forbedre levevilkårene i Iran?

USA er parat til forhandlinger

Valget i Iran kommer på et tidspunkt, hvor USA appellerer til reformkræfterne i Iran og signalerer villighed til at forhandle.

I præsident Trumps “State of the Union”-tale den 4. februar 2020 sagde han om Iran:

“In recent months, we have seen proud Iranians raise their voices against their oppressive rulers.  The Iranian regime must abandon its pursuit of nuclear weapons; stop spreading terror, death, and destruction; and start working for the good of its own people.

Because of our powerful sanctions, the Iranian economy is doing very, very poorly.  We can help them make a very good and short-time recovery.  It can all go very quickly, but perhaps they are too proud or too foolish to ask for that help.  We are here.  Let’s see which road they choose.  It is totally up to them.”

Hvad vil Præstestyret?

Uanset valgets udfald, er sammensætningen af det iranske parlament – Majlis – næppe afgørende for Irans fremtidige politiske kurs.

Præstestyret med Ayatollah Ali Khamenei i spidsen og kontrollen med de væbnede styrker og Revolutionsgarden vil have større betydning end selv en uventet valgsejr til Reformisterne.

Der er dog ingen tvivl om, at udviklingen har sat det iranske præstestyre under pres, og spørgsmålet er om præstestyret kan opretholde sit hjemlige diktatur. Det kommende valg vil næppe i sig selv være afgørende. Meget tyder på, at Iran vil afvente udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, før de tager mod et eventuelt tilbud om at forhandle en ny atom-aftale.

Præsident Rouhanis embedsperiode udløber i 2021, og det kommende præsidentvalg kan også give indikationer om den fremtidige kurs.

Iran deltager i sikkerhedskonference i München

Sikkerhedskonferencen (56th Munich Security Conference in Germany) begyndte i München den 14. februar og sluttede søndag den 16. februar.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, deltog lørdag den 15. februar i en session på konferencen, ”’A conversation with Iran”. Zarif omtalte konflikten med USA efter det amerikanske droneangreb på Revoilutionsgardens general Qassem Suleimani, og han sagde, at for Irans vedkommende var gengældelsen gennemført: “The response in self defence under Article 51 of the UN Charter was concluded,” sagde han. “That’s it.”

Zarif ville dog ikke udelukke, at Irakiske grupperinger kunne finde på at angribe amerikanske må.

Baggrund

Atomaftalen

I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.

Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Det var i hvert fald præsident Barack Obamas og udenrigsminister John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.

Aftalen stipulerede, at omverdenens sanktioner mod Iran gradvist ville blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der Principlisternes muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger, herunder Saudi Arabien, absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne

I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram;  Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Efter atomaftalen steg eksporten af olie igen kortvarigt til 2,1 millioner tønder, men faldt efter de amerikanske sanktioner til omkring 500.000 tønder.

Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 35 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var FN-sanktioneret og iværksat af USA, men tillige af EU, Japan og Syd Korea.

USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran

Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas. Hertil kom manglende tillid til at Iran rent faktisk ville afvikle atomvåben-programmet.

Irans indflydelse i Mellemøsten

Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede.

Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.

Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten var optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, havde Iran – med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen – travlt med at udbrede sin indflydelse efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza.

I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.

Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering i Irak, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani den 3. januar 2020 var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.

Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.

De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring slog Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde i 2019 ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.

Fra angreb på USA’s allierede i regionen gik Suleimani over til at chikanere og direkte angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages, at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønskede en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet, og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.

Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump nøjedes i første omgang med at sende et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 – ifølge amerikanske embedsmænd – til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra de iransk støttede Hizbollah-brigader.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

  1. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Detonationerne påførte angiveligt et antal amerikanske soldater hjernerystelser m.v.

Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s