Morgens Lykketoft har udgivet endnu en bog med ham selv i centrum. I ”Erindringer” fortæller han om sin tid som politiker, de udfordringer, han har mødt, og hvad der har formet ham som menneske.

Sass Larsens opfattelse
Bogen har fået en blandet modtagelse. Henrik Sass Larsen har i et interview med Weekendavisen sagt: ”Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned.

Hvad lever han for, kan han aldrig få nok?

Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere. Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.
I interviewet reagerer Sass på, at Lykketoft i en ny bog kritiserer Helle Thorning-Schmidt og kalder hende blandt andet for ”fejlcastet”.
Sass forsvarer Thorning-Schmidt og siger i interviewet, at hun lå holdningsmæssigt korrekt.

I stedet vender han sigtekornet mod Mogens Lykketoft, som ifølge ham bar en stor del af ansvaret for, at Socialdemokratiet var længe om at komme sig efter valgnederlaget i 2001. Her mistede man nøglerne til Statsministeriet, efter de havde været Poul Nyrup Rasmussens i otte år.
”Han er er nok fejlcastet i rollen som socialdemokrat”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Et højdepunkt – formand for FN
For dem som måtte have overset det, var Mogens Lykketoft for nogle år siden formand for FN’s Generalforsamling. I den egenskab førte han sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima til flygtningekonventioner.
Men hvorfor gjorde han det?
Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende, givet svaret på hvorfor han påtog sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN stod over for.
Lykketoft mener selv, at Generalforsamlingen under hans formandskab var et af de vigtigste i FN’s historie.

Lykketofts ego
Mogens Lykketoft har et ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, og han har aldrig holdt sig tilbage med kritiske vurderinger uden smålig skelen til politiske venner og modstandere. Det bekræftes også i erindringsbogen.
Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt betegnede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen havde ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter, og at den foregående SR-regering under Helle Thorning-Schmidt, var ”talent- og profilløs”.
Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på andre politikere. Men det er tydeligt at posten som formand – først for det danske Folketing og derefter for FN’s Generalforsamling – steg ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid
Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man derfor uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”
Få har glemt den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.
For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende mentalt ustabile politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Lykketoft som formand i FN
Det påkaldte sig umiddelbart en vis form for respekt, da Lykketoft i FN påtog sig opgaven med at ”lede menneskeheden – hele menneskeheden! – frem til en harmonisk fremtid”.
Men der er sten på vejen frem til forløsningens virkelighed: Nirvana. Og tag ikke fejl, vækkelsesprædikanten Lykketoft stillede krav til dem, der ville følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi blev advaret om, at vejen hurtigt ville blive spærret, hvis vi ikke lærte at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsatte også, at vi alle sammen skulle kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi ville ikke opleve en harmonisk fremtid og vi villeikke få udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelagde livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker og sender dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!
Det eneste der manglede var er, at vi helhjertet skulle gå ind for Lykketofts gamle mærkesag: Økonomisk Demokrati!
Hvis vi lægger de religiøse tolkninger af Lykketofts budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN væk, og i stedet prøver at omsætte retorikken til anvisninger til den enkelte borger, ville vi pludselig genkende det fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Og sådan er det: Du kan muligvis og tilsyneladende trække Lykketoft ud af kommunismen, men du kan aldrig trække kommunismen ud af Lykketoft!

Allerede i 2016 mente statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kun skulle betale bistand til ulande, som tager imod deres afviste statsborgere.
Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan.

VLAK-regering forsøgte angiveligt i 2017 også at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner.
En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager med den ene hånd hundredvis af millioner kroner i dansk ulandsbistand, mens de med den anden hånd afviser at samarbejde om at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Intentionerne om at bremse den trafik blev dog aldrig realiseret, og Dansk Folkeparti pressede tilsyneladende ikke på, ligesom Konservative og Liberal Alliance var helt passive.
Resultatet er, at i 2019 giver Danmark minimum 385 millioner kroner til seks lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere.

Dansk Folkeparti
Pludselig mener Dansk Folkeparti at det er ”rystende” og kræver øjeblikkelig handling fra regeringen.
Det er partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der pludselig viser resolut handlekraft.
Espersen bekræfter dermed og er et synligt udtryk for Dansk Folkepartis deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om lempelser i udlændingepolitikken, ophævelse af forsvarsforbeholdet eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.
Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den tidligere robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma. Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i forhold til Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer.

Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.

Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Det fremgår af den socialdemokratiske regerings forslag til finanslov (34 § 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af lejemålene.

I 2019 har tilskuddet udgjort 900.000 kr. og det samme tilskud forventes ydet i de kommende år.

I tilfælde af ændrede ejendomsskatter og dermed ændrede tilskud som kompensation herfor til Den Russiske Ambassade, foretages der en justering af bevillingen på de årlige bevillingslove.

Det bemærkes, at også Det Europæiske Miljø agentur, Nordisk Ministerråds sekretariat, Nordisk Råds sekretariat og Nordisk Kulturfond ligeledes modtager ejendomsskattekompensation fra staten.

Dansk Kulturinstituts historie går tilbage til 1940, hvor Instituttets stifter, lektor i polsk ved Københavns Universitet, den radikalt orienterede Folmer Wisti, oprettede Det Danske Selskab.
Det Danske Selskabs formål var at arbejde for mellemfolkelig forståelse gennem oplysning om Danmark og udveksling af kultur, ideer og erfaringer mellem Danmark og andre lande.
De første afdelinger i udlandet blev oprettet i 1947. I 1989 ændrede Det Danske Selskab navn til Det Danske Kulturinstitut, og siden 2016 omtales instituttet blot som Dansk Kulturinstitut.

Dansk Kulturinstitut har siden grundlæggelsen lagt vægt på den lokale tilstedeværelse gennem afdelinger i udlandet, og med instituttets etablering i Indien er man nu repræsenteret i følgende lande:
• Brasilien (Rio de Janeiro)
• Benelux, Tyskland, Østrig og Schweiz (Bruxelles)
• Estland, Letland og Litauen (Riga)
• Polen (Warszawa)
• Rusland (Skt. Petersborg)
• Kina (Beijing) – Dansk Kulturcenter i 798 International Arts District.
• Indien (New Delhi)

Formål
Den selvejende institution under Kulturministeriet, Dansk Kulturinstitut, skal fremme de dansk-internationale kulturelle relationer. Dansk Kulturinstituts formål er, i vekselvirkning med udlandet, at oplyse om Danmarks kultur, kunst og samfundsliv samt at fremme kendskabet til udenlandsk kultur i Danmark.
Det bemærkes, at instituttets kulturbegreb dækker kunst, kultur og samfundsforhold, herunder kulturens betydning for børn/unge, inklusion, konflikter, bæredygtig by- og landudvikling, uddannelse/forskning og velfærd/erhvervsudvikling.
Budget
Dansk Kulturinstituts årlige budget er på omkring 28 millioner kr., hvoraf godt 17 millioner dækkes af skatteyderbetalte tilskud fra Kulturministeriet og det offentlige. Instituttets økonomi er sikret frem til udgangen af 2020 ved en rammeaftale med Kulturministeriet.

Konflikten med udenrigsministeriet
Allerede fra instituttets etablering måtte Folmer Wisti kæmpe mod en uvilje fra officielle, udlandsrettede kredse, der ikke brød sig om at en privat ledet organisation skulle formidle dansk kultur i udlandet. Spørgsmålet, om det overhovedet er hensigtsmæssigt med selvstændige kulturinstitutter eller om kulturaktiviteter igen burde integreres i ambassadernes almindelige virksomhed, er stadig aktuelt.

New Delhi
Kulturinstituttets nyåbnede afdeling i Indien illustrerer hvorfor instituttets virksomhed til stadighed er til diskussion.
Baggrunden for, at Det Danske Kulturinstitut for år tilbage fik den groteske tanke, at der i Delhi skulle oprettes et dansk kulturinstitut, fortaber sig. Hvorfor inderne skulle have lyst til at give sig i kast med kristen dansk kunst og kultur, danske svinekødsbaserede eksportvarer eller dansk opfattelse af grøn vækst, er en gåde.

Klassesamfundet Indien
Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct.
Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – 150 millioner alene i Indien!
Det er ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.
Situationen i Indien i dag svarer ikke til de idylliske forestillinger i Det Danske Kulturinstitut. I Danmark har vi faktisk fået indblik i problemerne gennem den såkaldte Holck-sag. I midten af 90’erne var danskeren Niels Holck med til at bevæbne en lokal oprørsgruppe i det nordvestlige Indien. Siden 2002 har de indiske myndigheder forlangt ham udleveret til retsforfølgelse. Siden Østre Landsret i 2011 afviste udlevering, har det diplomatiske forhold mellem Danmark og Indien været under frysepunktet. Danske rejsende til Indien chikaneres med besværlige visumregler og andre obstruktioner, der klart viser hvordan de indiske myndigheder ser på Danmark.

Andre, uafhængige kulturaktører
Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, DEDI, i Cairo indgår i Det Arabiske Initiativs strategiske program for perioden 2017-2021, og har som formål at bidrage til at fremme dansk-europæisk-arabisk dialog om spørgsmål af aktuel betydning for Egypten og Mellemøst-regionen såvel som for Europa, såsom demokratisering, retsreformer, menneskerettigheder, kulturel identitet, medieudvikling og styrkelse af civilsamfundene.
Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom (Accademia di Danimarca) er en selvejende institution under Kulturministeriet.

Det Danske Institut i Athen, der blev oprettet i 1992, er en almennyttig, selvejende institution under Uddannelsesministeriet. Nationalmuseet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Kulturministeriet samt Ministeriet for Børn og Undervisning bidrager til finansieringen.

Det Danske Institut i Damaskus er en selvejende institution, der blev oprettet i 1995 af Undervisningsministeriet i samarbejde med Kulturministeriet. Instituttets formål er at fremme forskning, undervisning og kulturformidling inden for de arabiske og islamiske landes kultur, kunst og videnskab, såvel klassisk som moderne.
I marts 2012 blev det besluttet at foretage en midlertidig lukning af instituttet pga. voldsomme politiske uroligheder i Syrien. Instituttet har dog stadig visse aktiviteter.

Rusland

Nu er der udpeget en ny leder af instituttets afdeling i Sankt Peterborg, Rusland.

https://www.danishculture.com/henriette-borg-reinholdt-er-ny-leder-af-dansk-kulturinstitut-rusland/?lang=da

Fødevareminister Mogens Jensen har for 11 mio. kr. købt fire cirkuselefanter og en kamel af Cirkus Arena og Cirkus Trapez. Knuthenborg Safaripark bliver endestationen for elefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt Rambolines langvarige ven, kamelen Ali. Ali var ikke oprindelig med i entreprisen, men fordi man var blevet oplyst om, at ”det ville være forkert at adskille” Ramboline og Ali, fik staten fået Ali med i købet.

Knuthenborg Safaripark skal nu bygge et anlæg til elefanterne, der vil inkludere et stort areal, hvor elefanterne kan bade i mudder og sand, spise og socialisere med hinanden. Det vil stå klar om cirka otte måneder.

I mellemtiden er dyrene opstaldet i Slagelse, hvor Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg tager sig af dem.

Selvom historien forekommer utrolig og frit opfundet er den sand, og den slutter ikke her: Fødevareminister Mogens Jensen vil måske snart åbenbare sig som en veritabel Dr. Dolittle!

Det bliver spændende, hvis en af Jensens mange indfødte indianerbekendte, når han hører om Jensens dyrefascination, sender ham en sjælden Pushmi-pullyu, et væsen, der ligner en lama, men med et hoved i begge ender.

Indianervennens tanke er, at Jensen/Dolittle ved at fremvise kreaturet kan tjene penge til at finansiere sin dyrefetisch!

Mogens Jensens tydelige forbillede, Dr. Dolittle, bringer Pushmi-pullyu-skabningen til et nærliggende cirkus, hvor Pushmi-Pullyu bliver stjerneattraktionen.
Mogens Jensen/Dolittle bliver ven med en cirkussæl ved navn Sophie, der længes efter at vende tilbage til sin mand på Nordpolen.

Dolittle smugler Sophie ud af cirkus, forklæder hende i dametøj, transporterer hende til kysten og kaster hende derefter i havet.
Det hele bliver desværre iagttaget af nogle skikkelige fiskere, der ved en fejltagelse antager sælen Sophie for en kvinde, og Mogens Jensen/Dolittle arresteres med en sigtelse for drab.

Dommeren frikender dog Jensen/Dolittle, da Dolittle ved at tale med dommerens hund beviser, at han ikke kun kan tale ligesom Poul Nyrup Rasmussen, men faktisk kan tale med dyr , og herunder afslører detaljer, som kun dommeren og hunden kunne vide.

Historien slutter ikke her, og der er ingen tvivl om, at med historien om elefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt Rambolines langvarige ven, kamelen Ali, har vi kun fået en flig af fødevareminister Mogens Jensens eventyrlige liv.

Mere følger!

Frem til kupforsøget i juli 2016 var Tyrkiet et yndet rejsemål for danske turister – i 2015 knap 410.000. Kupforsøget mod præsident Erdoğan slog som bekendt fejl, og uanset de politiske forhold i Tyrkiet lokkes turisterne af billige tilbud om ”all inclusive” og ved at vende tilbage. Det danske udenrigsministerium gør dog opmærksom på, at der efter kupforsøget i juli 2016 var undtagelsestilstand i Tyrkiet frem til juli 2018. Der ses politi/militær i gaderne og der er øget kontrol ved indgange til turistattraktioner osv. Udenrigsministeriet anbefaler, at rejsende altid har gyldigt billed-ID og rejser til områder inden for en afstand af 10 km fra grænserne til Syrien og Irak frarådes.

Danskeres ferieboliger i Tyrkiet
Mange danskere har også været fristet af klimaet og det moderate prisniveau og købt feriebolig i Tyrkiet. Husejerne og hele ejendomsbranchen fik naturligvis, som alle andre, en grim overraskelse i forbindelse med kupforsøget i 2016 og præsident Erdogans efterfølgende anslag mod grundpillerne i et demokratisk retssamfund. I dag kan de mere end 6.000 danskere, der ejer en feriebolig i Tyrkiet, dog trøste sig med, at trods krænkelser af liberale frihedsrettigheder, er det i hvert fald endnu ikke gået helt så skidt på ejendomsmarkedet, som de kunne frygte.

NATO-landet Tyrkiet
Udover Tyrkiets status som billigt ferieland er Tyrkiet af uvurderlig betydning for vesten og for EU. Under den kolde krig var NATO-landet Tyrkiet med knap 80 mio. indbyggere og et frygtindgydende forsvar, et veritabelt bolværk mod Sovjetunionen. Samtidig spillede landet en afgørende rolle som regional stormagt på grænsen mellem Mellemøstens diktaturer og Europas demokratier. Siden har Tyrkiet – næsten – været et modelsamfund for et muslimsk demokratisk vækstsamfund i forhold til et radikaliseret islamisk Mellemøsten og en arabisk verden ramt af kaos og vold.

Forholdet til USA er ambivalent
Som medlem af NATO har Tyrkiet stået i en stærk position i regionen, som Erdoğan udnytter ved enhver lejlighed som et modspil, når han udfordres af Vesten.
Men hvad er årsagen til, at det tidligere tætte forhold til USA og resten af NATO er belastet?
I Tyrkiets øjne er der to væsentlige årsager: For det første har krigen i Syrien og det nordlige Irak påvirket forholdet mellem USA og Tyrkiet.
Tyrkiet har været en arg modstander af USA’s støtte til den kurdiske militære enhed YPG – People’s Protection Units – i Nordsyrien, som Tyrkiet ser som affilieret med det forbudte Kurdiske Arbejderparti (PKK), der opfattes som en terrorgruppe, der truer den tyrkiske stat.
Dernæst blev NATO-landenes begrænsede og afventende reaktion under militærkupforsøget i juli 2016 noteret af Erdoğan og hans støtter, og begge forhold bliver af Tyrkiet tolket som NATO’s manglende solidaritet med Tyrkiets stabilitet.

Forholdet til Rusland
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Erdoğan er gode venner. Opførelsen af Tyrkiets første atomkraftanlæg i Mersin regionen ved Middelhavet, atomkraftanlægget Akkuyu, der er budgetteret til over 16 milliarder euro (over 119 milliarder kroner), blev allerede aftalt med Rusland og påbegyndt i begyndelsen af 2015, men det blev midlertidigt stoppet, da Tyrkiet nedskød et russisk krigsfly på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.
Nedskydningen udløste en dyb krise mellem de to lande, men de gode relationer er for længst genetableret, og Putin har siden solgt russiske S-400 missilsystemer til Tyrkiet. NATO har ganske vist stationeret Patriot-missiler i Tyrkiet, men Tyrkiets manglende kontrol betyder, at disse missiler ikke anses for tilstrækkelige til at sikre Tyrkiets suverænitet.

Kurderne – hvad vil Erdoğan?
En tyrkisk militæroperation i det nordøstlige Syrien er nu tilsyneladende lige op over. Tyrkiets militærstyrker vil inden for “kort tid” krydse grænsen til Syrien, oplyser en talsmand for Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, den 8. oktober 2019. Det tyrkiske militær vil sammen med Den Frie Syriske Hær, der kæmper mod præsident Bashar al-Assads styrker i Syrien, krydse den tyrkisk-syriske grænse. YPG-soldater har to muligheder: De kan desertere, eller vi vil som led i vores aktion mod ISIS bekæmpe dem, skriver den tyrkiske talsmand, Fahrettin Altun.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, meddelte allerede lørdag, at hans militær inden længe vil gå ind i de kurdisk-kontrollerede egne af Syrien. Samtidig har USA’s præsident, Donald Trump, beordret de amerikanske styrker i det nordøstlige Syrien til at trække sig ud af området. Med støtte fra en international koalition anført af USA har YPG-militsen ellers stået i frontlinjen i bekæmpelse af Islamisk Stat.
Erdoğans mål er angiveligt at angribe tilbageværende ISIS-styrker (og kurdiske militser, hvis de gør modstand) og skabe en såkaldt sikkerhedszone på mindst 20 miles i området mellem Tyrkiet og Syrien.

Flygtningepresset
Over for verdenssamfundet begrunder Tyrkiet invasionen med, at den nuværende flygtningesituation er uholdbar. Tyrkiet har i de sidste år har taget imod mere end 2 mio. flygtninge fra Syrien og Iraq.
EU støtter Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. euro om året, men Tyrkiet mener selv at de mange flygtninge er en langt større belastning for Tyrkiet. Den stadige uro i Syrien og Irak har forhindret repatriering af flygtningene. Tyrkiet har tidligere truet med at lade flygtningene rejse videre til Europa. Nu er planen at skabe en sikker bufferzone i Syrien, hvortil de mange flygtninge kan returneres.
Tyrkiets nøglerolle er årsagen til, at EU-landene – på trods af kritikken for islamisering, magtfuldkommenhed og krænkelse af menneskerettigheder – i disse tider, hvor Tyrkiet står over for store indre og ydre udfordringer, opretholder kordiale forbindelser til et stabilt Tyrkiet under ledelse af præsident Recep Tayyip Erdoğan.
Det må derfor forventes, at EU – ligesom USA – forholder sig passivt mens den tyrkiske hær sikrer ”ordnede forhold” i det nordlige Syrien.

Tyrkisk frygt for et ”Kurdistan”
Selvom det enorme flygtningepres i Tyrkiet ikke skal undervurderes, er et væsentligt motiv for den militære intervention en udbredt fornemmelse i Tyrkiet af, at landets sydlige grænse er truet af de kurdiske sikkerhedsstyrker i ”terrororganisationen” YPG.
PKK (Kurdistans Arbejderparti) har som bekendt siden 1984 med våben kæmpet mod den tyrkiske stat med sigte på at opnå en selvstændig stat – Kurdistan.

Hvis kurderne får lov at bide sig fast i det nordlige Syrien og i Nordirak er dette mål indenfor rækkevidde.

De tyrkiske medier dækker invasionen massivt, og landets kendte kunstnere, musikere og andre kendisser har offentligt erklæret deres støtte til invasionen. Det er ligeledes klart, at langt hovedparten af den tyrkiske befolkning støtter de militære operationer. Erdoğan har gentagende gange fastslået, at de militære operationer for at sikre Tyrkiets grænse om nødvendigt vil fortsætte i de kurdisk kontrollerede områder i Syrien og i Irak.

Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.
Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.

Tele-skandalen har sammen med andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået under Søren Pape Poulsens vagt som justitsminister.
I en stadig læseværdig artikel i Altinget fra marts 2015 omtales problemerne i centraladministrationen og den manglende tillid til embedsmænd og myndigheder.

Artiklen omtaler også de forventninger, der dengang var til den nye formand for Det Konservative Folkeparti:

”Mon ikke vi også snart hører de Konservatives Søren Pape Poulsen, tidligere Viborg-borgmester, i samme kor? Pape har endnu ikke på egen krop mærket systemets servicepakke over for en minister og vil nemmere end mere erfaringsbegunstigede kolleger undrende kunne finde på at spørge, hvad centraladministrationens mange tjenere dog får tiden til at gå med. Samtidig har han ved selvsyn oplevet urimelig statslig indblanding i stort og småt ude lokalt. Afbureaukratisering er en klassisk konservativ mærkesag, én af Poul Schlüters slagvarer i firserne og senest relanceret i Lene Espersens tid.
De politikere, der taler dunder mod new public management, embedsmandsvælde og McKinsey-konsulenter, vil kunne hente stemmer; en oplagt mulighed for Papes succeshungrende parti. Kritikken mod djøfiseringen i centraladministrativ forklædning har – delvist takket være embedsværket selv – et større vælgerpublikum end længe set.”

Søren Pape Poulsen har i mellemtiden fået ministererfaring som justitsminister, og vi begynder så småt at undre os over, hvad Søren Pape Poulsen egentlig fik udrettet i Justitsministeriet?

Som justitsminister talte han truende om bandepakker, burkaforbud, udvisninger og hårdere straffe, men i realiteten var han kørt fast. Justitsministerens håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.

Det ser heller ikke ud, som om Søren Pape Poulsen fik megen hjælp fra Justitsministeriet.
Dagbladet Politiken prøvede ganske vist den 27. januar 2019 at skabe det indtryk, at Justitsministeriet siden 2015 har undergået en kulturrevolution under ledelse af departementschef Barbara Bertelsen. Det hævdes, at Justitsministeriet nu gennemfører ministerens ønsker så langt som overhovedet muligt. Ministeriet leverer ifølge Politiken nu så hurtige og så hårde resultater, at retssikkerheden ligefrem er truet.

Barbara Bertelsen blev udnævnt i februar 2015 af Socialdemokraternes nuværende formand, statsminister Mette Frederiksen, der blev justitsminister efter den såkaldte nødløgnssag. Sagen kostede justitsminister Morten Bødskov og PET-chef Jakob Scharf deres stillinger, mens den daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, efter en midlertidig hjemsendelse blev degraderet til Kirkeministeriet og siden er gået videre til ATP.

Barbara Bertelsen kom fra en stilling som vicedirektør i den forkætrede Moderniseringsstyrelse, hvor hun havde spillet en nøglerolle i lærerkonflikten i 2013 i tæt samarbejde med den daværende arbejdsminister, Mette Frederiksen.

https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/usynligt-embedsvaerk-goer-sig-saarbart