Den 4. september indgik regeringen en aftale med Danske Regioner. Aftalen tilfører halvanden milliard ekstra til sygehusene og afskaffer det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Den 6. september 2019 blev der mellem regeringen og kommunerne indgået en aftale om økonomien for 2020. Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme i 2020. Service tæller alt fra pleje af ældre, skoledrift og andre ting, man forbinder med velfærd og hjælp fra kommunen.
Omprioriteringsbidraget afskaffes også for kommunerne. Kommunerne skal ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer finde 0,5 milliarder kroner til mere velfærd.
Samlet set vil kommunerne i 2020 have 1,7 milliarder kroner mere til rådighed end i 2019.

Med aftalerne får regioner og kommuner i 2020 mulighed for at disponere over ekstra 3,2 mia. kr.

Kritik
Forhandlingsresultaterne har allerede udløst kritik og påstande om, at løfterne fra valgkampen om forbedret velfærd er brudte.

Den konservative borgmester fra Høje Taastrup, Michael Ziegler, er skamløs nok til at erklære, at fordi der ikke følger flere skattekroner med, kan han ikke støtte aftalen om kommunernes økonomi.

Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær, har tilladt en forvaltning af skatteborgernes penge, der betyder at kommunen i 2019 har overskredet den med regeringen aftalte serviceramme med 64,6 mio. kr., og derfor står Helsingørs borgere til at skulle betale en strafbøde i millionklassen.

På Frederiksberg har den konservative borgmester, den unge og håbefulde Simon Aggesen, netop indgået et bredt forlig om budgettet for 2020. Prisen for et bredt forlig har været, at i stedet for besparelser og rationaliseringer, er grundskylden “fastholdt uændret på 24,75 promille”. Det betyder med andre ord, at byrådet med konservative stemmer har fravalgt at bremse stigningen i grundskylden. Derfor vil grundskylden vokse med yderligere cirka 3.000 kroner årligt for et parcelhus og nå en samlet årlig regning på over 50.000 kroner (oveni kommer naturligvis ejendomsværdiskatten).

Skuespil for folket
Realiteten er, at kommunernes samlede udgifter er enorme: i 2018 var de på omkring 369 mia. kr.!

Billedet er det samme for regionerne, hvor de ekstra 1,5 mia. kr. skal ses i forhold til Regionernes samlede udgifter, der i 2018 udgjorde ca. 117 mia. kr.

Hvis vi havde haft en ansvarlig regering – og en ansvarlig opposition – ville tilgangen til forhandlingerne med regioner og kommuner have været krav om at bremse stigningen i det umådeholdne offentlige forbrug i kommuner og regioner.

Finansloven for 2020
Den sagesløse befolkning er nu vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven for 2020. Finanslovsdebatten er tilsyneladende hård, og vi får indtryk af, at der kæmpes fra hus til hus om hver eneste krone i nattelange forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.
Efter skrigenes højde, skulle man tro, at finanslovsforhandlingerne vil omfatte hele den offentlige økonomi, men sådan er det ikke.
De samlede udgifter på det forslag til finanslov for 2020, som er grundlaget for forhandlingerne, er på 731 mia. kr. og indtægter på 783 mia. kr. – svarende til under 60 pct. af de samlede offentlige udgifter og indtægter. Og det er kun en lille del af Finansloven, der reelt er til forhandling.

Samlede offentlige udgifter på 1.220 mia. kr.
Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.
Problemet er, at det er de langtfra – de samlede offentlige udgifter i 2020 vil løbe op i svimlende 1.220 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk fyres af som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen!
I realiteten vil finanslovsforhandlingerne kun flytte rundt på nogle milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug!

Hvad kan sikre en ny borgerlig samling?
Den egentlige forklaring på, at det borgerlige Danmark ved valget den 5. juni blev sat uden for indflydelse og Lars Løkke Rasmussens efterfølgende fald er, at de borgerlige partier aldrig under hans ledelse fandt en formel, der kunne binde de borgerlige partier sammen i et tydeligt alternativ til Socialdemokratiet og deres socialistiske støttepartier.

Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis aldrig haft interesse i at begrænse hverken sit eget eller det offentliges forbrug. Fra hans overtagelse af statsministerposten i 2009 gik det galt. Regeringsmagten blev tabt i 2011, og da Venstre genvandt Statsministeriet efter Folketingsvalget den 18. juni 2015 var Dansk Folkeparti i mellemtiden vokset til at være en regulær gøgeunde i dansk borgerlighed, og samtidig var den borgerlige fællesmængde med De Konservative og Liberal Alliance begrænset.

Alligevel udvidede Lars Løkke Rasmussen regeringen med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance den 28. november 2016. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til det alt for store støtteparti, Dansk Folkeparti, var i årenes løb uskønt degenereret.

De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste blot fremstod, som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv.

Da valget ikke kunne udsættes længere kørte valgkampsagitationen på masser af køligt udregnet centralisering (og samtidig udflytning af statslige arbejdspladser), snak om målstyring, og skinforsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner.

For Venstre antog det i valgkampens afsluttende dødedans absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.

Ikke overraskende, at valget gik helt galt for det borgerlige Danmark.

Den offentlige sektor – benyttes pengene forkert og for dårligt?
I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed brugte partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.

Det var positivt, at Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige afstod fra at deltage i det vilde kapløb om, hvem der kunne tilbyde at tilføre flest ekstra ressourcer til en af verdens største offentlige sektorer. Det er helt afgørende, at alle borgerlige partier i den kommende oppositionsperiode udviser rettidig omhu, før der tilføres den offentlige sektor yderligere ressourcer.

Partierne bør bestandig have for øje, at når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Den politiske debat bygger på den forkerte antagelse, at stadig flere ressourcer til en forældet velfærdsmodel, automatisk vil føre til mere velfærd.

Det nyvalgte konservative folketingsmedlem, Mona Juul, har ganske rigtigt påpeget, at hvis der ikke er penge til at køre den offentlige sektor ordentligt, er det ikke fordi der mangler penge. Det må tværtimod være et udtryk for, at de penge, der er i systemet, benyttes forkert og for dårligt.

Fokus på produktiviteten i den offentlige sektor
Med en offentlig sektor, der er en af verdens største, og allerede nu lægger beslag på 1.220 milliarder. kr. og dermed halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på, at dele af den offentlige forvaltning ikke fungerer, og på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren.

Realiteten er, at trods stadig større udgifter taber vi på centrale velfærdsområder terræn i forhold til sammenlignelige lande.

Ingen af de borgerlige partier er de offentligt ansattes fjende. De fleste borgerlige er tilhængere af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.

Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.

Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.
Produktivitetskommissionens formand tilkendegav i sommeren 2013, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.
Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.
I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.
Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.

Kommissionsarbejdet var uden effekt
Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.

Siden er debatten gået i stå
På venstrefløjen havde en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre travlt med at lægge pres på Produktivitetskommissionen for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.
Det bemærkelsesværdige er, at også borgerlige partier forholdt sig passive, og kapløbet om fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum, har været pinligt. Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, men hvordan man gør det i praksis.

Udligningsreform
Det starter og slutter med at Folketing, Regering, Regionsråd og Kommunalbestyrelser er motiveret til at fremme god ledelse og ansvarlig forvaltning.
Det er i den forbindelse påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat.
Behovet for en udligningsreform er åbenbar, men hvorfor er der ikke for længe siden ændret i et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?
For halvandet år siden brød forhandlingerne på Christiansborg om en udligningsreform sammen.

Når regeringen snart fremlægger et nyt udspil, vil der her ligge en værdig opgave for det borgerlige Danmark.

Den traditionelle, økonomiske tænkning, som præger makroøkonomiske regnemodeller i stort set alle finansministerier verden over, medregner ikke systematisk fremtidige scenarier og dermed de klima- og miljømæssige skadevirkninger. I forbindelse med bæredygtighed og fremtidssikring af samfundene er det ligeså vigtigt at kende de klima- og miljømæssige konsekvenser som konsekvenserne for økonomisk vækst, forbrugsmuligheder, beskæftigelse og BNP.

Finansminister Nicolai Wammen har erklæret, at den grønne omstilling skal tænkes ind som en integreret del af den økonomiske politik. Regeringen opretter derfor et nyt center for grøn økonomi, klima og EU i Finansministeriet, som får ansvaret for at tænke spørgsmål om miljø og klima ind i Finansministeriets øvrige arbejde.
Samtidig sætter regeringen gang i et arbejde, der skal udvikle en helt ny grøn model til brug for styringen af dansk økonomi. Arbejdet skal ledes af den tidligere formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen. Modellen skal udvikles af den såkaldte Dream-gruppe i samarbejde med en række forskere på Københavns Universitet.

Det bliver spændende at se hvilken rolle ”Økologisk økonomi” kommer til at spille i modelarbejdet. Hvis det sker, skal den økonomiske vækst bremses, og de socialdemokratiske vælgere får udsigt til vandgrød, hjemmeavlede grøntsager og kolde afvaskninger.

Inge Røpke

Inge Røpke, Cand.polit., ph.d., Professor i økologisk økonomi med særlige opgaver (MSO), Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, CPH, omtales i Berlingske Tidende som ”en farlig professor, der vil gøre verden fattigere”.
Inge Røpke befandt sig i begyndelsen af 70’erne som en fisk i vandet på statsvidenskab, der holdt til i Studentergården. Mange af underviserne på polit.studiet i den periode havde en svaghed for planøkonomi og Marxistiske teorier, som stadig præger mange af de cand.politter, der dengang blev udklækket fra Københavns Universitet.
Inge Røpke var ingen undtagelse, men de åbenlyse mangler ved den marxistiske praksis i Sovjetunionen og Østeuropa førte til, at Inge Røpke kastede sig over den måde, de marxistiske principper blev omsat til praksis i Maos Kina.

Enver Hoxha i Albanien, der praktiserede sin egen afart af en fanatisk anti-revisionistisk Marxisme-Leninisme, støttede Kina i den kinesisk-sovjetiske strid og brød tidligt med Sovjetunionen.

Da Enhver Hoxha brød med Maoismen i perioden 1976 -78 erklærede mange Maoister sig nu som Hoaxhister, inklusive Inge Røpke i København.
Hoxhas styre i Albanien var ofte brutalt og befolkningen blev kontrolleret af det berygtede hemmelige politi, Sigurimi. Han opbyggede en personkult omkring sig og styrede Albanien enevældigt, hvor modstandere blev sendt i arbejdslejre eller summarisk henrettet. I 1981 overlod han dog en stor del af magten til sin efterfølger, Ramiz Alia.

Hvornår Inge Røpke mistede tiltroen til Hoaxhismen og kastede sig ind i kampen for bæredygtighed og mod økonomisk vækst, er ikke helt klart.

Bæredygtighed
I 1987 udgav FN Brundtlandrapporten, ”Vores fælles fremtid”, hvor begrebet ”bæredygtig udvikling” blev præsenteret. Hovedkonklusionen i rapporten var, at en fortsat økonomisk vækst kombineret med en begrænsning af den globale forurening kun kan sikres gennem overnationale initiativer i form af en storstilet indkomst- og teknologioverførsel fra ilandene til ulandene.
Udviklingen har betydet, at miljøøkonomi er en anerkendt og fremtrædende økonomisk disciplin. Blandt fagøkonomer diskuteres det, om fortsat vækst er forenelig med en overholdelse af det ”økologiske råderum”, der defineres som en på lang sigt uændret miljøtilstand. Denne uenighed udspringer af den betydelige usikkerhed, der knytter sig til vurderingen af de teknologiske muligheder, som i fremtiden vil kunne begrænse forbruget af udtømmelige resurser og samtidig reducere den globale forurening.
Inge Røpke og andre afviser at forlade sig på teknologiske landvindinger. Denne skole har ingen tiltro til at en markedsdrevet grøn omstilling kan sikre den nødvendige teknologiske udvikling.

Økologisk økonomi
Manglende tiltro til det såkaldte ”Teknologi-fix” og ønsket om en politisk samfundsudvikling præget af bevidst menneskeligt mådehold, førte til, at ”Økologisk økonomi” formelt blev etableret som er et videnskabeligt felt i slutningen af 1980’erne med foreningen The International Society for Ecological Economics og tidsskriftet Ecological Economics.
Og selv om betegnelsen kunne antyde det, har økologisk økonomi intet med økologisk fødevareproduktion at gøre, men handler derimod om at forstå økonomi som biofysiske processer, hvor energi og materialer gennemstrømmer biologiske systemer: ”Samfundsøkonomien kan ses som en organisme, der holdes i live af disse strømme. Det vil de fleste økonomer være enige i, men økologisk økonomi går skridtet videre og understreger, at sociale og økonomiske processer derfor ikke alene bør studeres med termer fra samfundsvidenskab og humaniora, men også bør anskues i biofysiske termer.”

Inge Røpke forklarer, at ”indenfor økologisk økonomi anskues jordkloden som et lukket system og samfundet som en organisme, der udvikler sig indenfor de grænser, som kloden sætter. Og jo større organismen bliver – med stadig større gennemstrømning af energi og materialer – des større bliver risikoen for, at organismen undergraver sine egne livsbetingelser. Den største risiko knytter sig til, at de livsopretholdende systemer ændres på måder, der gør kloden mindre egnet til at være beboet af mennesker. Som vi ser det med de aktuelle temperaturstigninger, der skyldes, at der tilføres stadigt mere energi til atmosfæren og dermed til jordklodens lukkede system”.

Inge Røpke understreger, at ”Før eller senere bliver det nødvendigt at klare sig uden økonomisk vækst, og det er langt bedre at foretage omstillingen på en styret måde end gennem katastrofer”.

Man syntes det er hørt tidligere?

The Club of Rome udsendte i 1972 rapporten “The Limits to Growth”, og konklusionen i Grænser for vækst lyder i forfatternes formulering:
”Hvis de nuværende væksttendenser i verdens befolkning, industrialisering, forurening, fødevareproduktion og ressourceudtømning fortsætter uændret, vil grænserne for vækst blive nået på et eller andet tidspunkt inden for de kommende 100 år. Det mest sandsynlige resultat vil blive et temmelig pludseligt og ukontrollabelt fald i både befolkning og industriel kapacitet”.

Inge Røpke, har sammen med 235 internationale forskere underskrevet flere advarsler om, hvad den evige vækst vil betyde for samfundet. Ifølge professoren bliver vi som verdenssamfund nødt til at omfordele rigdomme, så rige ikke bliver rigere, og fattige lige akkurat bliver rige nok til at få færre børn. Kort sagt, så skal vi være færre og fattigere. Vi har kunnet hæve vores levestandard kolossalt ved at grave det gemte solskin i form af fossile brændsler frem. Det er det, som må slutte nu, siger Inge Røpke.

Inge Røpke er dygtig
Inge Røpke er lynende intelligent, vidende og flittig, og hun har præsteret en betydelig videnskabelig produktion om økologisk økonomi. Hun har bidraget til anerkendte internationale tidsskrifter som f.eks. “Complementary system perspectives in ecological macroeconomics: The example of transition investments during the crisis” til tidsskriftet Ecological Economics, og hun har modtaget flere priser for sin indsats.
Det skal samtidig nævnes, at professor Inge Røpke ikke lader Berlingske Tidendes kritik stå uimodsagt. I Berlingske Tidende den 17. oktober 2018 tager hun til genmæle om den ”farlige” økologiske økonomi.

Nobelpristagere i økonomi mener, at miljø- og klimahensyn ikke udelukker økonomisk vækst
Inge Røpke anbefales at kaste sig over studiet af modtagerne af Nobelpris i økonomi i 2018. William Nordhaus og Paul Romer giver ikke endelige svar på alle på de trusler mod klima og økosystemer, vi står overfor. Deres forskningsresultater har imidlertid bragt os tæt på svaret på spørgsmålet om, hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig økonomisk vækst.

William Nordhaus har fokuseret på økonomisk vækst og naturressourcer, klimaændringernes økonomi samt ressourcebegrænsningerne på økonomisk vækst. Siden 1970’erne har han udviklet økonomiske tilgange til global opvarmning, herunder opbygningen af integrerede økonomiske og videnskabelige modeller (DICE og RICE-modellerne) hvor han studerer forholdet mellem økonomisk vækst, fossile brændsler som olie og kul samt klimaændringer med henblik på at kunne bestemme den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på. Han når frem til at den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. Han ses ikke at anbefale, at reducere vores materielle forbrug og standse den økonomiske vækst.

Paul Romer, der frem til januar 2018 var cheføkonom i Verdensbanken, har været professor på bl.a. New York University, Berkeley og Stanford. Romer er kendt for teorien om endogen vækst. Teorien beskæftiger sig med innovation og nye idéers betydning for øget økonomisk vækst og hans primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Romers arbejder er også særdeles policy relevante ved at understrege betydningen af rammevilkår og incentiver for innovation. Paul Romer har således påpeget, at det i høj grad er muligt for os at nedbringe CO2-udslippet og beskytte vores fremtid og klima og samtidig forbedre levestandarden. Så vækst og miljøhensyn kan godt gå hånd i hånd.
I skriftet ”Economic Growth” nævner han et eksempel, som de fleste kan forstå:
“Take one small example. In most coffee shops, you can now use the same size lid for small, medium, and large cups of coffee. That was not true as recently as 1995. That small change in the geometry of the cups means that a coffee shop can serve customers at lower cost. Store owners need to manage the inventory for only one type of lid. Employees can replenish supplies more quickly throughout the day. Customers can get their coffee just a bit faster. Although big discoveries such as the transistor, antibiotics, and the electric motor attract most of the attention, it takes millions of little discoveries like the new design for the cup and lid to double a nation’s average income.
Every generation has perceived the limits to growth that finite resources and undesirable side effects would pose if no new recipes or ideas were discovered. And every generation has underestimated the potential for finding new recipes and ideas. We consistently fail to grasp how many ideas remain to be discovered. The difficulty is the same one we have with compounding: possibilities do not merely add up; they multiply.”

Inge Røpke insisterer på, at den rige del af verden skal afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene
Inge Røpke og ligesindede tilhængere af ”økologisk økonomi” er tydeligvis blevet hængende i et syn på vækst, som allerede lå bag dommedagsprofetierne hos Thomas Malthus og senere Romklubben. I deres ensidige syn på kapitalapparatets betydning for økonomisk vækst og i deres fornægtelse af nye ideer og andre måder at gøre tingene på, forledes de til at lægge afgørende vægt på fysiske investeringer i kapitalapparatet.
Investeringerne er i den sidste ende – i det lukkede system, der definerer disse økonomers ”økologiske råderum” – bestemt af opsparingen. Konklusionen for disse økologiske økonomer er derfor, at opsparingsraten er helt afgørende for mulighederne for at investere og skabe vækst i økonomien. Med et fortsat uhæmmet forbrug og begrænset opsparing vil investeringer og fortsat økonomisk vækst nødvendigvis forudsætte fortsat udbytning af udviklingslandene og forbrug af klodens knappe og udtømmelige ressourcer. Derfor kan økonomisk vækst ikke være bæredygtig.

Inge Røpke mener trods alt ikke, at vi skal afstå fra udvikling af grønne teknologier og bæredygtig omstilling af samfundenes forsyningssystemer. De krævede investeringer skal imidlertid finansieres ud af det begrænsede biofysiske eller økologiske råderum, og derfor er det for Røpke en yderligere begrundelse for begrænset forbrug.
Derfor har Inge Røpke en anden opfattelse end Nobelpristager Paul Romer, der mener at vækst og miljøhensyn kan gå hånd i hånd. Røpke fortsætter derfor uanfægtet med at manuducere sagesløse studenter med budskabet om, at vi i den rige del af verden skal afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene.

CFD- eller Carbon Fee and Dividend-modellen
Rundt omkring i verden er klimaaktivister og mange økonomer optaget af at adressere den ”markedsfejl”, som præger den globale økonomi; nemlig at prisen på varer og ydelser ikke afspejler de klima- og miljømæssige skadevirkninger. Den såkaldte Carbon Fee and Dividend-model eller CFD-modellen påkalder sig ifølge VedvarendeEnergis klimamagasin, Råstof, interesse i vide kredse. Modellen, der ingenlunde er en ny idé, er i sit udgangspunkt en simpel økonomisk model for udfasning af fossile brændstoffer, hvor fossile brændstoffer som kul, olie og gas pålægges en gradvist stigende afgift, og indtægten skal derefter fordeles ligeligt mellem borgerne.

Den danske økonomi er ganske lille og Danmark tegner sig for 0,1 pct. af de globale udledninger af drivhusgasser. En isoleret indførelse af CFD-model i Danmark ville derfor ikke give mening. Imidlertid synes der på EU-plan at være stemning for CFD-lignende tiltag.

EU-Kommissionen
Den nyvalgte formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen har tilkendegivet, at hun inden for de første 100 dage af formandskabet vil plædere for en ”European Green Deal” med det mål, at EU lovmæssigt forpligter sig på at blive CO2-neutrale i 2050 og som led i dette reducere udledningen med mindst 50 pct. i 2030. I øjeblikket er EU-målsætningen reduktion med 40 pct. i 2030 – og ikke 70 pct. som der synes at være enighed om i Danmark.
Som komponent i planen vil Von der Leyen foreslå en ”border carbon tax”. Von der Leyen’s idé om en klimatold vil rette op på den skævvridning, som i dag via kvotesystemet rammer europæiske virksomheder.
En klimatold kan modarbejde CO2-lækage; dvs. at CO2-udledningen bare flytter ud af EU, hvis klimaafgifterne i EU er højere end i 3. lande. En ”border carbon tax” eller klimatold kunne potentielt påvirke de udledningstunge industrier og varer uden for EU og give incitament for fastsættelse af internationalt aftalte klimastandarder. Spørgsmålet er imidlertid om EU-markedet har den nødvendige størrelse. EU står for under 10 pct. af den globale CO2-udledning.

Hvis ikke vil systemet blot virke som en effektiv beskyttelsestold i EU og uden nævneværdig effekt på de globale udledninger af CO2.

Inge Røpke kritiserer CFD-modellen
Det er ikke overraskende, at professor Inge Røpke er kritisk over for CFD-modellen, der ikke udelukker fortsat økonomisk vækst.

I en mail til VedvarendeEnergi skriver hun:
Først og fremmest er det en dårlig idé at udbetale hele afgiftsprovenuet til borgerne. Det er fornuftigt nok at kompensere grupper med lave indtægter, når der opkræves afgifter, men det er kun godt, hvis afgifter kan reducere privatforbruget hos de bedre stillede.
Desuden er det godt at øge de offentlige udgifter på det private forbrugs bekostning, både fordi dele af det offentlige forbrug og de offentlige investeringer er særligt vigtige (sundhed, omsorg for børn og gamle, forskning, uddannelse mv.), og fordi offentlige udgifter ofte er mindre miljøbelastende end privatforbruget.

Endelig mener Inge Røpke, at det er et helt forkert signal at sende, at bæredygtig omstilling kan lade sig gøre, uden at det egentlig koster borgerne noget. Hun mener nemlig, at klimakrisen betyder, at der ikke er nogen vej udenom at skære ned på det private forbrug i lande som Danmark.

Det vakte opmærksomhed, at Stram Kurs, partiet Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne i de kommende fire år vil modtage i alt 25 mio. kr. i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte, selv om de ikke ved Folketingsvalget i juni 2019 opnåede repræsentation i Folketinget. Hvordan og til hvilke ”politiske aktiviteter” pengene anvendes er helt op til Paludan, Riskær m.fl.

Skatteborgerne var chokerede – for mange var det helt uforståeligt, at et flertal i Folketinget havde bestemt, at skatteborgernes penge skulle bruges på den måde. Mange har formentlig ikke engang været klar over, at alle politiske partier i Danmark hvert år udover politikernes lønninger, indkasserer langt over 300 millioner i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte?

Partimedlemmerne er uden betydning
Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden de væsentlige seneste forhøjelser af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne
Enkeltpersoner, organisationer og private virksomheder yder også støtte til de politiske partier. Især i valgår løber denne støtte op i hundreder af mio. kr. De gældende regler for privat partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.600 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Inden folketingsvalget kom det frem, at den private partistøtte ikke altid indberettes. Det burde dog ikke overraske nogen – allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.
”Skjulte Penge” udkom på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Partiledelser fastlægger den politiske kurs hen over hovedet på medlemmerne
I takt med den store og voksende statsstøtte til partierne er der opstået meget stærke partiledelser, der ikke er afhængige af medlemmernes økonomiske eller politiske støtte, men dikterer det hele sammen med partifunktionærer og rådgivningsbureauer. ”Baglandet” har kun ceremoniel betydning i forbindelse med Landsmøder o. lign. Hovedbestyrelser har normalt ikke noget at skulle have sagt, og det vækker opmærksomhed når det endelig sker, at partiformænd som Lars Barfoed hos de konservative og Lars Løkke Rasmussen hos Venstre vippes af pinden.
Udover ledelsens er der ikke længere er plads til politiske holdninger er. Det politiske virke – i hvert fald i de store, etablerede partier er blevet adskilt fra det omkringliggende samfund. Det er i højere og højere grad blevet til en selvudpeget, lille kreds, der ser politik som en karriere – og hvis den skal fremme ligger, dem der stræber efter politiske poster selvfølgelig under for partiledelsen.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter
Offentlig partistøtte er også en relativ ny foreteelse. Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.
De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte
I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).
Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt de fire ”gamle” partier om at bevilge sig selv støtte.

Er offentlig partistøtte nødvendige investeringer i demokratiet?
Partierne argumenterede udadtil for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!
Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 33,00 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.

I 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt

153.433.678 kr.

Forhøjet støtte til Folketingets partier
Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne har i slutningen af 2016 aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til

52.098.816 kr.

og dermed bringes den samlede partistøtte op på

182.345.856 kr.

Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier
Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Sammenhængen mellem dannelsen af VLAK-regeringen og den eksorbitante forhøjelse af partistøtten og orlovsordningen for små partier
Under forhandlingerne på Marienborg i november 2016 om eventuel udvidelse af Venstre-regeringen med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, gjorde de konservative det til et ultimativt krav, at partiet skulle have mulighed for at indkalde stedfortrædere i Folketinget for partiets 3 medlemmer af regeringen. Motiveringen var, at alternativt ville partiet med kun 6 mandater blive bragt i en håbløs situation i Folketingsarbejdet.

Det bør i den forbindelse erindres, at de borgerlige partier med Det Konservative Folkeparti i spidsen og støttet af Dansk Folkeparti i slutningen af 90’erne havde udnyttet deres flertal i Folketinget til at afskaffe muligheden for at indkalde suppleanter for ministre i Folketinget.

Socialdemokratiet og SF øjnede mulighederne for en politisk studehandel. Partierne var villige til at genindføre orlovsmuligheden – men kun for en pris! Prisen var, at de borgerlige partier skulle gå med til at forhøje den offentlige partistøtte til partierne på Christiansborg med godt 52 mio. kr.

Alternativet havde ingen problemer med den studehandel, men Dansk Folkeparti og Enhedslisten kunne ikke tilslutte sig. Dansk Folkeparti var påfaldende tavse i slutningen af november, men Pia Kjærsgaard tog siden bladet fra munden og kritiserede de høje skatteyderbetalte partitilskud.

Man kan derfor med en vis ret sige, at de årlige meromkostninger ved VLAK- eller Trekløverregeringen udover ministervederlag, pensioner m.v. var godt 52 mio. kr. + årlige merudgifter i Folketinget på omkring 4 mio. kr. til kontorer m.v. til nye rådgivere og ”spindoktorer” m.v.

Beslutningsforslag fra Nye Borgerlige
Nye Borgerlige har i oktober 2019 bebudet, at de snarest vil fremsætte et beslutningsforslag om justeringer i partistøtteaftalen fra november 2016, der medførte en stigning på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. der bragte den samlede støtte til partigrupperne i Folketinget op på 182.345.856 kr.

Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bragte partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Privatøkonomiske interesser
Den samlede offentlige partistøtte på

341.434.113 kr.

bør sammenholdes med politikernes aflønning. Danske politikere er ganske vellønnede. Vederlagskommissionen dokumenterede, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer svarende til knap 200 millioner kr.
Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at værdisætte æresbevisninger, rejser, chaufførdrevne biler, fryns eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får.
Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Som vi netop har set i partiet Venstre, er kampen om formandskabet i de politiske partier også en benhård kamp om den økonomiske kontrol med partiorganisationen og alle de private fordele for en selv.

Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.
Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.
Tele-skandalen har sammen med andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået under Søren Pape Poulsens vagt som justitsminister?

I en stadig læseværdig artikel i Altinget fra marts 2015 omtales problemerne i centraladministrationen og den manglende tillid til embedsmænd og myndigheder. Artiklen omtaler også de forventninger, der dengang var til den nye formand for Det Konservative Folkeparti:
”Mon ikke vi også snart hører de Konservatives Søren Pape Poulsen, tidligere Viborg-borgmester, i samme kor? Pape har endnu ikke på egen krop mærket systemets servicepakke over for en minister og vil nemmere end mere erfaringsbegunstigede kolleger undrende kunne finde på at spørge, hvad centraladministrationens mange tjenere dog får tiden til at gå med. Samtidig har han ved selvsyn oplevet urimelig statslig indblanding i stort og småt ude lokalt. Afbureaukratisering er en klassisk konservativ mærkesag, én af Poul Schlüters slagvarer i firserne og senest relanceret i Lene Espersens tid.
De politikere, der taler dunder mod new public management, embedsmandsvælde og McKinsey-konsulenter, vil kunne hente stemmer; en oplagt mulighed for Papes succeshungrende parti. Kritikken mod djøfiseringen i centraladministrativ forklædning har – delvist takket være embedsværket selv – et større vælgerpublikum end længe set.”

Søren Pape Poulsen har i mellemtiden fået ministererfaring som justitsminister, og vi begynder så småt at undre os over, hvad Søren Pape Poulsen egentlig fik udrettet i Justitsministeriet.

Som justitsminister talte han truende om bandepakker, burkaforbud, udvisninger og hårdere straffe, men i realiteten var han kørt fast. Justitsministerens håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, Nordlys-sagen, hvor en anklager blev dømt for medvirken til falsk forklaring og embedsmisbrug i en større sag om hashhandel, Rigspolitiets krænkelse af udbudsregler, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.

Det ser heller ikke ud, som om Søren Pape Poulsen fik megen hjælp fra Justitsministeriet.
Dagbladet Politiken prøvede ganske vist den 27. januar 2019 at skabe det indtryk, at Justitsministeriet siden 2015 har undergået en kulturrevolution under ledelse af departementschef Barbara Bertelsen. Det hævdes, at Justitsministeriet nu gennemfører ministerens ønsker så langt som overhovedet muligt. Ministeriet leverer ifølge Politiken nu så hurtige og så hårde resultater, at retssikkerheden ligefrem er truet.
Barbara Bertelsen blev udnævnt i februar 2015 af Socialdemokraternes nuværende formand, statsminister Mette Frederiksen, der blev justitsminister efter den såkaldte nødløgnssag. Sagen kostede justitsminister Morten Bødskov og PET-chef Jakob Scharf deres stillinger, mens den daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, efter en midlertidig hjemsendelse blev degraderet til Kirkeministeriet og siden er gået videre til ATP.

Barbara Bertelsen kom fra en stilling som vicedirektør i den forkætrede Moderniseringsstyrelse, hvor hun havde spillet en nøglerolle i lærerkonflikten i 2013 i tæt samarbejde med den daværende arbejdsminister, Mette Frederiksen.

Tele-datasagen og den lange række af andre alvorlige sager er en trussel mod retssamfundet. Resultatet er utryghed og en udbredt mistillid til systemets evne til at sikre borgernes retssikkerhed

Historien om, hvordan italienske immigranter gik fra en status som racemæssige pariaer i det 19. århundrede til ansete hvide amerikanere i det 20. århundrede giver et indblik i hvordan synet på forskellige racer i USA har ændret sig over tid.

Opfattelsen af italienere
New York Timers har i en artikel i anledning af Columbus Day beskrevet hvordan syditalienere med mørk lød i 1800-tallet måtte tåle ydmygelser på begge sider af Atlanten. I Italien havde norditalienere længe haft den opfattelse, at syditalienere – især sicilianere – var ”uciviliserede” og racemæssigt underlegne folk, der tydeligvis var for afrikanske til rigtig at være en del af Europa.

Racistiske dogmer om syditalienere fandt frugtbar jord i USA, hvor de nyankomne mødte bøger, magasiner og aviser, der bombarderede amerikanere med billeder af italienere som racemæssigt mistænkelige. Italienere blev undertiden udelukket fra skoler, biografer og fagforeninger eller i kirker henvist til bænke, der var reserveret til farvede. De blev beskrevet i pressen som “sortsmudskede”, “krushårede” medlemmer af en kriminel race, og blev af gadens pøbel hånet som “dago”, “guinea”, “hvid nigger”, ”goomba” og “nigger wop” (fra det italienske ord “guappo”, der betyder alfons).
I de amerikanske sydstater gik nedværdigelserne langt videre end blot øgenavne. Italienere, der var kommet til landet som ”frie hvide personer”, blev ofte markeret som sorte, fordi de accepterede ”sorte” job i Louisiana-sukkermarkederne, eller fordi de valgte at bo blandt afroamerikanere. Dette gjorde dem også sårbare overfor lynchninger, hvor tusinder af sorte mænd, kvinder og børn over hele Syden blev hængt, skudt, lemlæstet eller brændt levende.

Columbus Day
Columbus Day, der i USA markers den anden mandag i oktober (i 2019 den 14. oktober), markerer Christopher Columbus’ ankomst til Amerika den 12. oktober 1492.
Markeringen spiller imidlertid en vigtig rolle i den uforbeholdne anerkendelse af italienere som rigtige hvide mennesker i USA. Da præsident Benjamin Harrison proklamerede i 1892 Columbus Day som national festdag, var det ikke alene for at hædre Columbus. Baggrunden var en blodige lynchning i New Orleans, der i 1891 havde kostet 11 uskyldige italienske indvandrere livet.

Proklamationen af Columbus Day var derfor led i et bredere forsøg på at dæmpe det ramaskrig, der havde rejst sig blandt amerikanere af italiensk herkomst efter lynchningen, og som også i Italien var tæt på at føre til en krigserklæring mod USA.

Lynchninger i USA
Lynchningen af italienerne kom på et tidspunkt hvor selv anerkendte medier forsvarede lynchninger og systematisk fremstillede de afroamerikanske ofre som ”brutale vilddyr”, ”kvinde- og børneskændere”, ”uforbederlige kriminelle” eller ”ballademagere”. The Times brugte angiveligt gentagne gange overskriften “En brutal neger lynchet”.
Tilsvarende nedsættende betegnelser blev knyttet til italienske indvandrere, der i begyndelsen blev hilst velkommen til Louisiana efter borgerkrigen, da plantageejerne havde desperat behov for billig arbejdskraft til at erstatte de frigivne slaver, der havde forladt sliddet i markerne til fordel for mere vellønnet beskæftigelse.
Disse italienere syntes i første omgang at være svaret på både arbejdsmangel og den stadig mere presserende søgen efter borgere, der ville støtte den fortsatte hvide dominans. Louisianas begejstring for den italienske arbejdskraft kølnedes imidlertid, da de nye indvandrere begyndte at protestere mod lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår.

Italienere på linje med afroamerikanere
De nyankomne valgte også at bo sammen i italienske kvarterer, hvor de talte deres modersmål, bevarede italienske skikke og udviklede succesrige virksomheder, der ikke mindst handlede med afroamerikanere, som de også omgikkes og giftede sig med. Med tiden førte italienernes fraternisering med afroamerikanere til, at hvide sydstatsfolk betragtede især sicilianere som nogle ikke helt hvide, der berettigede til den forfølgelse – og lynchning – der ellers havde været rettet mod afroamerikanere.
The Times beskrev dem som banditter og medlemmer af de kriminelle klasser, ”miserable, elendige, fattige, sultne og ufaglærte”. Stereotypiske opfattelser af medfødte kriminelle tilbøjeligheder fremgår tydeligt af en avishistorie fra 1874 om italienske indvandrere, der blev vaccineret, hvor en immigrant beskrives som en “sværlemmet fyr med et skummelt udseende som en traditionel landvejsrøver fra Abruzzerne”.
Disse karakteristika nåede et ærekrænkende højdepunkt i en artikel fra 1882, hvor redaktøren under overskriften ”Our Future Citizens” skrev:
”Aldrig har der siden New Yorks grundlæggelse været en så lavtstående og uvidende klasse af indvandrere, som de syditalienere, der har fyldt vores anløbshavne i det forløbne år”. Om de italienske indvandrerbørn, hed det, ”at de var fuldstændig uegnede – uopdragne, beskidte og uredelige som de var – til at blive placeret i de offentlige grundskoler blandt børn af anstændige amerikanere”.
Den racistiske myte om afroamerikanere og sicilianere som medfødte og uforbederlige kriminelle gik igen i en avishistorie fra 1887 om et lynchningsoffer i Mississippi: “Dago Joe”.
Offeret blev beskrevet som ”halvblods” og søn af en siciliansk far og en mulatmor, der havde arvet de værste egenskaber fra begge racer. Han var snu, forræderisk og grusom og var af sine naboer blevet betegnet som ”snigmorder af natur”.

Drabet på David Hennessy i New Orleans i 1890
Lynchningen i New Orleans blev sat i gang i efteråret 1890, da byens populære politichef, David Hennessy, blev myrdet på vej hjem en aften. Hennessy havde mange fjender, men fordi et uvederhæftigt vidne hævdede at han havde hørt Mr. Hennessy sige, at det var “dagoer” havde skudt ham, blev 19 italienere anklaget for drab eller medvirken til politichefens drab.
Beviserne var da også svage, og af de ni første, der blev bragt for retten, blev seks frikendt.
Lederne for den pøbel, der derefter i 1891 stormede fængslet i New Orleans og lynchede 11 af italienerne, annoncerede deres planer på forhånd, uden at nogen greb ind.
Efter lynchningen erklærede en Grand Jury i en undersøgelse, der er beskrevet som ”muligvis en af de største hvidvaskninger i amerikansk historie”, at der ikke var noget at komme efter.

Forståelse i medierne
The Times beskrev alle de blodige detaljer i en nyhedshistorie: ”Chief Hennessy Avenged: Eleven of his Italian Assassins Lynched by a Mob”.
Det rapporterede, at pøbelen hovedsagelig havde bestået ”af samfundsstøtter i New Orleans”. I en opfølgende artikel, blev lynchningen retfærdiggjort, og ofrene blev beskrevet som umennesker med de velkendte racistiske stereotyper: ”Disse snigende, lumske og kujonagtige sicilianere – efterkommere af banditter og snigmordere, der til dette land har medtaget deres hjemlands lovløse lidenskaber og vaner med at skære halsen over på skikkelige folk… er for os skadedyr uden forsonende træk. Vores egne klapperslanger er lige så gode borgere som de er. Vores egne mordere er mænd med følelse og noblesse sammenlignet med dem”.
Redaktørerne konkluderede, at det ville være vanskeligt at finde en person, der beklagede lynchningen.

Præsidentens reaktion
Præsident Harrison ville formentlig have ignoreret blodbadet i New Orleans, hvis ofrene havde været sorte. Men den italienske regering og opstandelsen bland italiensk-amerikanere gjorde det umuligt. Italien afbrød de diplomatiske forbindelser med USA og krævede en skadeserstatning, som Harrison-administrationen betalte. Harrison opfordrede endda kongressen i sin tale til unionen i 1891 til at beskytte udenlandske statsborgere – dog ikke sorte amerikanere – mod lynchninger.

Lotte Svendsen

De radikale vil pålægge streamingtjenester som HBO og Netflix en afgift på fem procent af abonnementsprisen, der skal gå til dansk-produceret public service-indhold.
Forslaget støttes af SF og Enhedslisten, og en afgift på streamingtjenesterne vil blive en del af forhandlingerne om finansloven for 2020.

HBO, Netflix m.fl. skal ifølge de røde partier være med til at bidrage til et mangfoldigt mediebillede, hvor streamingtjenesterne skal støtte dansk indhold.

De Radikale talerør for Filminstituttet

Den radikale Jens Rohde har ikke udtænkt forslaget om en streamingafgift på egen hånd. Ideen kommer fra Det Danske Filminstitut, der har opdaget, at når danske børn og unge selv kan vælge, griber de headset og tastatur og lukker sig inde i Fortnites virtuelle univers, hvor de sammen med vennerne har en fest i verdens mest populære computerspil.

Fortnite og andre computerspil bør ifølge Filminstituttet ikke stå alene. Derfor har instituttet bearbejdet venstrefløjen med opfordringer til, at der kulturpolitisk rettes langt større opmærksomhed mod at sikre, at danske børn og unge får adgang til ”danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger deres liv” på deres foretrukne platforme.
Instituttet har egenhændigt påtaget sig denne kulturpolitiske opgave og søsat et initiativ, der skal animere den danske film- og spilbranche til at styrke samarbejdet om at skabe kvalitetsindhold til børn under 12 år.

Overskriften er ”UNIVERS – tværmedielle projekter til børn” – og er ifølge Filminstituttet ”fortællinger, karakterer og temaer, der med udgangspunkt i børns livsverden udfolder sig på tværs af medier og platforme”. Ikke ganske klart, men det er meningen, at de færdige produktioner skal udkomme på både traditionelle platforme og platforme som video- og streamingtjenester, spil og sociale medier.

Streamingtjenester skal betale
Hvis Det Danske Filminstitut skal redde danske børn ud af kløerne på internationale gamingproducenter koster det. Instituttet har derfor overfor de røde partier foreslået, at streamingtjenester som Netflix og Viasat m.fl. skal aflevere 5 pct. af omsætningen i Danmark. Med den nuværende omsætning på omkring 2 mia. kr. svarer det til 100 millioner kr. om året.
Streamingtjenesterne er i forvejen forpligtet til at bruge 2 pct. eller 40 millioner kr. i nyt dansksproget indhold. Stigningen på 3 pct. point, svarende til 60 millioner kr. skal gå til – ja, godt gættet: Filminstituttet.
Den nuværende Public Service Pulje skal fastholdes på mindst 70 millioner kr. om året, og 25 pct. af puljen skal øremærkes til indhold rettet mod børn og unge.

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut, der er sat i verden for at sikre de bedste vilkår for dansk film og billedbårne fortællinger, har i 2019 mulighed for at fordele tilskud til film m.v. på samlet 463,1 millioner kr. – når Public Service Puljen på 68,1 millioner kr. medtages, når vi op på 531,9 millioner kr.
Til at drive filmstøtten har vi en bestyrelse, direktion, 9 kommunikationsmedarbejdere og over 100 ansatte. Nettodriftsudgifterne løber op i 117 millioner kr. Det vil sige, at det i Danmark i runde tal koster 25 kr. at uddele 100 kr. i filmstøtte.
Svarer til en skatteforhøjelse på 75 millioner kr.
Hvis Filminstituttet får held til at ændre Medieaftalen, og streamingtjenesterne skal betale yderligere 60 millioner kr., vil det betyde, at det bliver nødvendigt at øge Filminstituttets driftsbevilling med 15 millioner kr.
En afgift på 5 pct. af streamingtjenesternes omsætning vil uvægerligt blive overvæltet på brugerne og forslaget fra Det Danske Filminstitut vil dermed indebære en merudgift – eller skatteforhøjelse – på 75 millioner kr.

Filmkonsulent Lotte Svendsen
Det er børne- og ungdomsfilmkonsulent Lotte Svendsen, der er en af drivkræfterne bag UNIVERS-projektet og tanken om at vælte udgifterne over på streamingtjenesterne og deres kunder.
Da Det Danske Filminstitut den 3. juli 2018 overraskende oplyste, at Lotte Svendsen den 1. september skulle tiltræde som ny filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm, var der mange, der både var chokerede og havde bange anelser.
Inden ansættelsen på Filminstituttet havde den radikalt venstreorienterede Lotte Svendsen instrueret for DR – blandt andet en meget kontroversiel julekalender.

Lotte Svendsen og DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”.
Hvem der først kom på, at stjæle et engelsk forlæg og fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident, fortoner sig.
”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC.
Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.
Overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson fra Radio 24/7 har på Facebook leveret følgende bud:
“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”
“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”
“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”
“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”
“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”
“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”
“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?
”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Lotte Svendsen
Filmkonsulent og instruktør af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” var Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.
Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde DF og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som republikkens præsident.
”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut politiserer
Det er tydeligt at Lotte Svendsen og Det Danske Filminstitut igen er ude i et politisk ærinde og prøver at gøre sig lækker overfor de nye politiske magthavere.
Den tidligere regering og Dansk Folkeparti indgik inden valget en medieaftale, der bl.a. rundbarberede Danmarks Radio og trak stikket fra Radio 24/7, som vi kender det.
Den socialdemokratiske mindretalsregering har tilkendegivet, at man er indstillet på at styrke dansk public service.
Kulturminister Joy Mogensen vil gøre status på implementeringen af aftalen, som ikke længere støttes af et flertal, og på den baggrund indbyde til politiske drøftelser. Målsætningen – at styrke dansk public service – er for så vidt sympatisk, og hvis der kan findes en måde, hvor streamingtjenesterne bidrager mere til danskproduceret indhold uden at det sker på bekostning af sagesløse danske skatteborgere, er det også ok. Hvad der giver anledning til kuldegysninger, er hvis det er Lotte Svendsen og Dansk Filminstitut, der skal være censor og kommissær for hvilke danske kvalitetsfortællinger, der afspejler og beriger danske børns og unges liv.

Sagen om Anahita Malakian og burgerbaren The Barn på Nørrebro i København har skabt opmærksomhed om den såkaldte ”venstreradikale medieplatform” Konfront.
Mange er også blevet opmærksom på den åbenlyse ekstremisme og vold, der hærger på den yderste venstrefløj, og som har gjort Nørrebro og Nordvest til usikre områder for alle andre end kriminelle indvandrerbander og venstreradikale grupperinger.
For moderate socialdemokrater og personer af borgerlig observans er kvartererne regulære no-go zoner, som herværende ambassader råder udenlandske turister at holde sig fra.

Da Konfront, i begyndelsen af oktober publicerede artiklen ”Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest” med servering af ”nazi-burgere”, reagerede Konfronts læsere prompte på artiklens budskab. De verbale og fysiske trusler har som bekendt tvunget medlem af Nye Borgerlige, Anahita Malakian, til at forlade burgerbaren og Nørrebro.
Folkene bag Konfront siger selv, at mediet ikke har en hverken upartisk eller objektiv tilgang. Den radikale venstrefløj vil ligesom islamisterne grundlæggende et andet samfund. Begge grupper har den opfattelse, at demokrati og parlamentarisk politik ikke vil omvælte samfundet – kun radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik vil føre til de ønskede fundamentale reformer.

Skal vi nu vente at møde voldelige kamporganisationer som ISIS, De Røde Brigader, Baader-Meinhof gruppen eller og Blekingegadebanden i Mjølnerparken?

Det kan ikke udelukkes. Skyderi i gaderne på Nørrebro har længe været dagligdags foreteelser og Konfront samarbejder åbent med tæskeholdet Antifa, den udenomsparlamentariske og anarka-feministiske gruppe AGITA og Anarchist Black Cross. Når det samtidig oplyses, at Torkil Lauesen er en af folkene bag Konfront, bør vi være forberedte på, at alt kan ske.

Torkil Lauesen, der er født i 1952, var i sin tid chefideolog i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe også kendt som Blekingegadebanden.
Han uddannede sig under sin 10-årige fængselsdom som cand.scient.pol. i 1997 og finansierer sin fortsatte voldelige kamp mod den demokratiske retsstat med offentlige midler i kraft af sin ansættelse som konsulent og bydelsrådgiver i Københavns Kommune.

Hvem ved, om ikke Torkil Lauesen pønser på i en u-hellig alliance med Islamisk Stat at rette et sidste voldeligt slag mod det borgerlige danske samfund?

Søren Pind er partner og arbejdende bestyrelsesformand i virksomheden Langkjaer Cyber Defence.

Det giver derfor god privatøkonomisk mening, når Pind i sin klumme insisterer på, at man på europæisk plan må sikre, at Europa selv har den cyber- og hybridkapacitet, som det 21. århundrede kræver, hvis vi skal kunne forsvare vores livsform og samfund.

Når Pind hævder, at den amerikanske præsident er en forræder med blod på hænderne og at Tyrkiets invasion i Syrien må få ethvert rettænkende menneske til at indse at Vestens sikkerhed er truet, og vore interesser er på spil, må man imidlertid betvivle at stifteren af Reagan-selskabet er vel forvaret.

Pind mener nu, at Europa må kræve, at Tyrkiets NATO-medlemskab sættes på pause. Alle NATO-baser i Tyrkiet bør rømmes, Tyrkiet bør ikke længere inviteres til nogen former for møder, og ethvert våbensamarbejde bør sættes på standby.

Hvor var Gummihøgen Pind og hans regering, mens Islamisk Stat i Syrien udfoldede sit terrorregime, og utilpassede unge efterkommere af ikke-vestlige indvandrere på Nørrebro slugte videoer af vilkårlige ISIS-henrettelser og halshugninger af homoseksuelle og kristne?

Hvor var Pind, da den danske fotograf Daniel Rye sad som gidsel i 398 dage hos terrororganisationen ISIS, og godt kunne have brugt en håndsrækning fra den danske stat?

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/trump-er-en-forraeder-med-blod-paa-haenderne