Regeringens flirt med økologisk økonomi

Amish
Den traditionelle, økonomiske tænkning, som præger makroøkonomiske regnemodeller i stort set alle finansministerier verden over, medregner ikke systematisk fremtidige scenarier og dermed de klima- og miljømæssige skadevirkninger. I forbindelse med bæredygtighed og fremtidssikring af samfundene er det ligeså vigtigt at kende de klima- og miljømæssige konsekvenser som konsekvenserne for økonomisk vækst, forbrugsmuligheder, beskæftigelse og BNP.

Finansminister Nicolai Wammen har erklæret, at den grønne omstilling skal tænkes ind som en integreret del af den økonomiske politik. Regeringen opretter derfor et nyt center for grøn økonomi, klima og EU i Finansministeriet, som får ansvaret for at tænke spørgsmål om miljø og klima ind i Finansministeriets øvrige arbejde.
Samtidig sætter regeringen gang i et arbejde, der skal udvikle en helt ny grøn model til brug for styringen af dansk økonomi. Arbejdet skal ledes af den tidligere formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen. Modellen skal udvikles af den såkaldte Dream-gruppe i samarbejde med en række forskere på Københavns Universitet.

Det bliver spændende at se hvilken rolle ”Økologisk økonomi” kommer til at spille i modelarbejdet. Hvis det sker, skal den økonomiske vækst bremses, og de socialdemokratiske vælgere får udsigt til vandgrød, hjemmeavlede grøntsager og kolde afvaskninger.

Inge Røpke

Inge Røpke

Inge Røpke, Cand.polit., ph.d., Professor i økologisk økonomi med særlige opgaver (MSO), Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, CPH, omtales i Berlingske Tidende som ”en farlig professor, der vil gøre verden fattigere”.
Inge Røpke befandt sig i begyndelsen af 70’erne som en fisk i vandet på statsvidenskab, der holdt til i Studentergården. Mange af underviserne på polit.studiet i den periode havde en svaghed for planøkonomi og Marxistiske teorier, som stadig præger mange af de cand.politter, der dengang blev udklækket fra Københavns Universitet.
Inge Røpke var ingen undtagelse, men de åbenlyse mangler ved den marxistiske praksis i Sovjetunionen og Østeuropa førte til, at Inge Røpke kastede sig over den måde, de marxistiske principper blev omsat til praksis i Maos Kina.

Enver Hoxha i Albanien, der praktiserede sin egen afart af en fanatisk anti-revisionistisk Marxisme-Leninisme, støttede Kina i den kinesisk-sovjetiske strid og brød tidligt med Sovjetunionen.

Da Enhver Hoxha brød med Maoismen i perioden 1976 -78 erklærede mange Maoister sig nu som Hoaxhister, inklusive Inge Røpke i København.
Hoxhas styre i Albanien var ofte brutalt og befolkningen blev kontrolleret af det berygtede hemmelige politi, Sigurimi. Han opbyggede en personkult omkring sig og styrede Albanien enevældigt, hvor modstandere blev sendt i arbejdslejre eller summarisk henrettet. I 1981 overlod han dog en stor del af magten til sin efterfølger, Ramiz Alia.

Hvornår Inge Røpke mistede tiltroen til Hoaxhismen og kastede sig ind i kampen for bæredygtighed og mod økonomisk vækst, er ikke helt klart.

Bæredygtighed
I 1987 udgav FN Brundtlandrapporten, ”Vores fælles fremtid”, hvor begrebet ”bæredygtig udvikling” blev præsenteret. Hovedkonklusionen i rapporten var, at en fortsat økonomisk vækst kombineret med en begrænsning af den globale forurening kun kan sikres gennem overnationale initiativer i form af en storstilet indkomst- og teknologioverførsel fra ilandene til ulandene.
Udviklingen har betydet, at miljøøkonomi er en anerkendt og fremtrædende økonomisk disciplin. Blandt fagøkonomer diskuteres det, om fortsat vækst er forenelig med en overholdelse af det ”økologiske råderum”, der defineres som en på lang sigt uændret miljøtilstand. Denne uenighed udspringer af den betydelige usikkerhed, der knytter sig til vurderingen af de teknologiske muligheder, som i fremtiden vil kunne begrænse forbruget af udtømmelige resurser og samtidig reducere den globale forurening.
Inge Røpke og andre afviser at forlade sig på teknologiske landvindinger. Denne skole har ingen tiltro til at en markedsdrevet grøn omstilling kan sikre den nødvendige teknologiske udvikling.

Økologisk økonomi
Manglende tiltro til det såkaldte ”Teknologi-fix” og ønsket om en politisk samfundsudvikling præget af bevidst menneskeligt mådehold, førte til, at ”Økologisk økonomi” formelt blev etableret som er et videnskabeligt felt i slutningen af 1980’erne med foreningen The International Society for Ecological Economics og tidsskriftet Ecological Economics.
Og selv om betegnelsen kunne antyde det, har økologisk økonomi intet med økologisk fødevareproduktion at gøre, men handler derimod om at forstå økonomi som biofysiske processer, hvor energi og materialer gennemstrømmer biologiske systemer: ”Samfundsøkonomien kan ses som en organisme, der holdes i live af disse strømme. Det vil de fleste økonomer være enige i, men økologisk økonomi går skridtet videre og understreger, at sociale og økonomiske processer derfor ikke alene bør studeres med termer fra samfundsvidenskab og humaniora, men også bør anskues i biofysiske termer.”

Inge Røpke forklarer, at ”indenfor økologisk økonomi anskues jordkloden som et lukket system og samfundet som en organisme, der udvikler sig indenfor de grænser, som kloden sætter. Og jo større organismen bliver – med stadig større gennemstrømning af energi og materialer – des større bliver risikoen for, at organismen undergraver sine egne livsbetingelser. Den største risiko knytter sig til, at de livsopretholdende systemer ændres på måder, der gør kloden mindre egnet til at være beboet af mennesker. Som vi ser det med de aktuelle temperaturstigninger, der skyldes, at der tilføres stadigt mere energi til atmosfæren og dermed til jordklodens lukkede system”.

Inge Røpke understreger, at ”Før eller senere bliver det nødvendigt at klare sig uden økonomisk vækst, og det er langt bedre at foretage omstillingen på en styret måde end gennem katastrofer”.

Man syntes det er hørt tidligere?

The Club of Rome udsendte i 1972 rapporten “The Limits to Growth”, og konklusionen i Grænser for vækst lyder i forfatternes formulering:
”Hvis de nuværende væksttendenser i verdens befolkning, industrialisering, forurening, fødevareproduktion og ressourceudtømning fortsætter uændret, vil grænserne for vækst blive nået på et eller andet tidspunkt inden for de kommende 100 år. Det mest sandsynlige resultat vil blive et temmelig pludseligt og ukontrollabelt fald i både befolkning og industriel kapacitet”.

Inge Røpke, har sammen med 235 internationale forskere underskrevet flere advarsler om, hvad den evige vækst vil betyde for samfundet. Ifølge professoren bliver vi som verdenssamfund nødt til at omfordele rigdomme, så rige ikke bliver rigere, og fattige lige akkurat bliver rige nok til at få færre børn. Kort sagt, så skal vi være færre og fattigere. Vi har kunnet hæve vores levestandard kolossalt ved at grave det gemte solskin i form af fossile brændsler frem. Det er det, som må slutte nu, siger Inge Røpke.

Inge Røpke er dygtig
Inge Røpke er lynende intelligent, vidende og flittig, og hun har præsteret en betydelig videnskabelig produktion om økologisk økonomi. Hun har bidraget til anerkendte internationale tidsskrifter som f.eks. “Complementary system perspectives in ecological macroeconomics: The example of transition investments during the crisis” til tidsskriftet Ecological Economics, og hun har modtaget flere priser for sin indsats.
Det skal samtidig nævnes, at professor Inge Røpke ikke lader Berlingske Tidendes kritik stå uimodsagt. I Berlingske Tidende den 17. oktober 2018 tager hun til genmæle om den ”farlige” økologiske økonomi.

Nobelpristagere i økonomi mener, at miljø- og klimahensyn ikke udelukker økonomisk vækst
Inge Røpke anbefales at kaste sig over studiet af modtagerne af Nobelpris i økonomi i 2018. William Nordhaus og Paul Romer giver ikke endelige svar på alle på de trusler mod klima og økosystemer, vi står overfor. Deres forskningsresultater har imidlertid bragt os tæt på svaret på spørgsmålet om, hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig økonomisk vækst.

William Nordhaus har fokuseret på økonomisk vækst og naturressourcer, klimaændringernes økonomi samt ressourcebegrænsningerne på økonomisk vækst. Siden 1970’erne har han udviklet økonomiske tilgange til global opvarmning, herunder opbygningen af integrerede økonomiske og videnskabelige modeller (DICE og RICE-modellerne) hvor han studerer forholdet mellem økonomisk vækst, fossile brændsler som olie og kul samt klimaændringer med henblik på at kunne bestemme den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på. Han når frem til at den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. Han ses ikke at anbefale, at reducere vores materielle forbrug og standse den økonomiske vækst.

Paul Romer, der frem til januar 2018 var cheføkonom i Verdensbanken, har været professor på bl.a. New York University, Berkeley og Stanford. Romer er kendt for teorien om endogen vækst. Teorien beskæftiger sig med innovation og nye idéers betydning for øget økonomisk vækst og hans primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Romers arbejder er også særdeles policy relevante ved at understrege betydningen af rammevilkår og incentiver for innovation. Paul Romer har således påpeget, at det i høj grad er muligt for os at nedbringe CO2-udslippet og beskytte vores fremtid og klima og samtidig forbedre levestandarden. Så vækst og miljøhensyn kan godt gå hånd i hånd.
I skriftet ”Economic Growth” nævner han et eksempel, som de fleste kan forstå:
“Take one small example. In most coffee shops, you can now use the same size lid for small, medium, and large cups of coffee. That was not true as recently as 1995. That small change in the geometry of the cups means that a coffee shop can serve customers at lower cost. Store owners need to manage the inventory for only one type of lid. Employees can replenish supplies more quickly throughout the day. Customers can get their coffee just a bit faster. Although big discoveries such as the transistor, antibiotics, and the electric motor attract most of the attention, it takes millions of little discoveries like the new design for the cup and lid to double a nation’s average income.
Every generation has perceived the limits to growth that finite resources and undesirable side effects would pose if no new recipes or ideas were discovered. And every generation has underestimated the potential for finding new recipes and ideas. We consistently fail to grasp how many ideas remain to be discovered. The difficulty is the same one we have with compounding: possibilities do not merely add up; they multiply.”

Inge Røpke insisterer på, at den rige del af verden skal afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene
Inge Røpke og ligesindede tilhængere af ”økologisk økonomi” er tydeligvis blevet hængende i et syn på vækst, som allerede lå bag dommedagsprofetierne hos Thomas Malthus og senere Romklubben. I deres ensidige syn på kapitalapparatets betydning for økonomisk vækst og i deres fornægtelse af nye ideer og andre måder at gøre tingene på, forledes de til at lægge afgørende vægt på fysiske investeringer i kapitalapparatet.
Investeringerne er i den sidste ende – i det lukkede system, der definerer disse økonomers ”økologiske råderum” – bestemt af opsparingen. Konklusionen for disse økologiske økonomer er derfor, at opsparingsraten er helt afgørende for mulighederne for at investere og skabe vækst i økonomien. Med et fortsat uhæmmet forbrug og begrænset opsparing vil investeringer og fortsat økonomisk vækst nødvendigvis forudsætte fortsat udbytning af udviklingslandene og forbrug af klodens knappe og udtømmelige ressourcer. Derfor kan økonomisk vækst ikke være bæredygtig.

Inge Røpke mener trods alt ikke, at vi skal afstå fra udvikling af grønne teknologier og bæredygtig omstilling af samfundenes forsyningssystemer. De krævede investeringer skal imidlertid finansieres ud af det begrænsede biofysiske eller økologiske råderum, og derfor er det for Røpke en yderligere begrundelse for begrænset forbrug.
Derfor har Inge Røpke en anden opfattelse end Nobelpristager Paul Romer, der mener at vækst og miljøhensyn kan gå hånd i hånd. Røpke fortsætter derfor uanfægtet med at manuducere sagesløse studenter med budskabet om, at vi i den rige del af verden skal afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene.

CFD- eller Carbon Fee and Dividend-modellen
Rundt omkring i verden er klimaaktivister og mange økonomer optaget af at adressere den ”markedsfejl”, som præger den globale økonomi; nemlig at prisen på varer og ydelser ikke afspejler de klima- og miljømæssige skadevirkninger. Den såkaldte Carbon Fee and Dividend-model eller CFD-modellen påkalder sig ifølge VedvarendeEnergis klimamagasin, Råstof, interesse i vide kredse. Modellen, der ingenlunde er en ny idé, er i sit udgangspunkt en simpel økonomisk model for udfasning af fossile brændstoffer, hvor fossile brændstoffer som kul, olie og gas pålægges en gradvist stigende afgift, og indtægten skal derefter fordeles ligeligt mellem borgerne.

CFD

Den danske økonomi er ganske lille og Danmark tegner sig for 0,1 pct. af de globale udledninger af drivhusgasser. En isoleret indførelse af CFD-model i Danmark ville derfor ikke give mening. Imidlertid synes der på EU-plan at være stemning for CFD-lignende tiltag.

EU-Kommissionen
Den nyvalgte formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen har tilkendegivet, at hun inden for de første 100 dage af formandskabet vil plædere for en ”European Green Deal” med det mål, at EU lovmæssigt forpligter sig på at blive CO2-neutrale i 2050 og som led i dette reducere udledningen med mindst 50 pct. i 2030. I øjeblikket er EU-målsætningen reduktion med 40 pct. i 2030 – og ikke 70 pct. som der synes at være enighed om i Danmark.
Som komponent i planen vil Von der Leyen foreslå en ”border carbon tax”. Von der Leyen’s idé om en klimatold vil rette op på den skævvridning, som i dag via kvotesystemet rammer europæiske virksomheder.
En klimatold kan modarbejde CO2-lækage; dvs. at CO2-udledningen bare flytter ud af EU, hvis klimaafgifterne i EU er højere end i 3. lande. En ”border carbon tax” eller klimatold kunne potentielt påvirke de udledningstunge industrier og varer uden for EU og give incitament for fastsættelse af internationalt aftalte klimastandarder. Spørgsmålet er imidlertid om EU-markedet har den nødvendige størrelse. EU står for under 10 pct. af den globale CO2-udledning.

Hvis ikke vil systemet blot virke som en effektiv beskyttelsestold i EU og uden nævneværdig effekt på de globale udledninger af CO2.

Inge Røpke kritiserer CFD-modellen
Det er ikke overraskende, at professor Inge Røpke er kritisk over for CFD-modellen, der ikke udelukker fortsat økonomisk vækst.

I en mail til VedvarendeEnergi skriver hun:
Først og fremmest er det en dårlig idé at udbetale hele afgiftsprovenuet til borgerne. Det er fornuftigt nok at kompensere grupper med lave indtægter, når der opkræves afgifter, men det er kun godt, hvis afgifter kan reducere privatforbruget hos de bedre stillede.
Desuden er det godt at øge de offentlige udgifter på det private forbrugs bekostning, både fordi dele af det offentlige forbrug og de offentlige investeringer er særligt vigtige (sundhed, omsorg for børn og gamle, forskning, uddannelse mv.), og fordi offentlige udgifter ofte er mindre miljøbelastende end privatforbruget.

Endelig mener Inge Røpke, at det er et helt forkert signal at sende, at bæredygtig omstilling kan lade sig gøre, uden at det egentlig koster borgerne noget. Hun mener nemlig, at klimakrisen betyder, at der ikke er nogen vej udenom at skære ned på det private forbrug i lande som Danmark.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s