Columbus Day og synet på indvandrere i USA

Columbus Day
Historien om, hvordan italienske immigranter gik fra en status som racemæssige pariaer i det 19. århundrede til ansete hvide amerikanere i det 20. århundrede giver et indblik i hvordan synet på forskellige racer i USA har ændret sig over tid.

Opfattelsen af italienere
New York Timers har i en artikel i anledning af Columbus Day beskrevet hvordan syditalienere med mørk lød i 1800-tallet måtte tåle ydmygelser på begge sider af Atlanten. I Italien havde norditalienere længe haft den opfattelse, at syditalienere – især sicilianere – var ”uciviliserede” og racemæssigt underlegne folk, der tydeligvis var for afrikanske til rigtig at være en del af Europa.

Racistiske dogmer om syditalienere fandt frugtbar jord i USA, hvor de nyankomne mødte bøger, magasiner og aviser, der bombarderede amerikanere med billeder af italienere som racemæssigt mistænkelige. Italienere blev undertiden udelukket fra skoler, biografer og fagforeninger eller i kirker henvist til bænke, der var reserveret til farvede. De blev beskrevet i pressen som “sortsmudskede”, “krushårede” medlemmer af en kriminel race, og blev af gadens pøbel hånet som “dago”, “guinea”, “hvid nigger”, ”goomba” og “nigger wop” (fra det italienske ord “guappo”, der betyder alfons).
I de amerikanske sydstater gik nedværdigelserne langt videre end blot øgenavne. Italienere, der var kommet til landet som ”frie hvide personer”, blev ofte markeret som sorte, fordi de accepterede ”sorte” job i Louisiana-sukkermarkederne, eller fordi de valgte at bo blandt afroamerikanere. Dette gjorde dem også sårbare overfor lynchninger, hvor tusinder af sorte mænd, kvinder og børn over hele Syden blev hængt, skudt, lemlæstet eller brændt levende.

Columbus Day
Columbus Day, der i USA markers den anden mandag i oktober (i 2019 den 14. oktober), markerer Christopher Columbus’ ankomst til Amerika den 12. oktober 1492.
Markeringen spiller imidlertid en vigtig rolle i den uforbeholdne anerkendelse af italienere som rigtige hvide mennesker i USA. Da præsident Benjamin Harrison proklamerede i 1892 Columbus Day som national festdag, var det ikke alene for at hædre Columbus. Baggrunden var en blodige lynchning i New Orleans, der i 1891 havde kostet 11 uskyldige italienske indvandrere livet.

Proklamationen af Columbus Day var derfor led i et bredere forsøg på at dæmpe det ramaskrig, der havde rejst sig blandt amerikanere af italiensk herkomst efter lynchningen, og som også i Italien var tæt på at føre til en krigserklæring mod USA.

Lynchninger i USA
Lynchningen af italienerne kom på et tidspunkt hvor selv anerkendte medier forsvarede lynchninger og systematisk fremstillede de afroamerikanske ofre som ”brutale vilddyr”, ”kvinde- og børneskændere”, ”uforbederlige kriminelle” eller ”ballademagere”. The Times brugte angiveligt gentagne gange overskriften “En brutal neger lynchet”.
Tilsvarende nedsættende betegnelser blev knyttet til italienske indvandrere, der i begyndelsen blev hilst velkommen til Louisiana efter borgerkrigen, da plantageejerne havde desperat behov for billig arbejdskraft til at erstatte de frigivne slaver, der havde forladt sliddet i markerne til fordel for mere vellønnet beskæftigelse.
Disse italienere syntes i første omgang at være svaret på både arbejdsmangel og den stadig mere presserende søgen efter borgere, der ville støtte den fortsatte hvide dominans. Louisianas begejstring for den italienske arbejdskraft kølnedes imidlertid, da de nye indvandrere begyndte at protestere mod lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår.

Italienere på linje med afroamerikanere
De nyankomne valgte også at bo sammen i italienske kvarterer, hvor de talte deres modersmål, bevarede italienske skikke og udviklede succesrige virksomheder, der ikke mindst handlede med afroamerikanere, som de også omgikkes og giftede sig med. Med tiden førte italienernes fraternisering med afroamerikanere til, at hvide sydstatsfolk betragtede især sicilianere som nogle ikke helt hvide, der berettigede til den forfølgelse – og lynchning – der ellers havde været rettet mod afroamerikanere.
The Times beskrev dem som banditter og medlemmer af de kriminelle klasser, ”miserable, elendige, fattige, sultne og ufaglærte”. Stereotypiske opfattelser af medfødte kriminelle tilbøjeligheder fremgår tydeligt af en avishistorie fra 1874 om italienske indvandrere, der blev vaccineret, hvor en immigrant beskrives som en “sværlemmet fyr med et skummelt udseende som en traditionel landvejsrøver fra Abruzzerne”.
Disse karakteristika nåede et ærekrænkende højdepunkt i en artikel fra 1882, hvor redaktøren under overskriften ”Our Future Citizens” skrev:
”Aldrig har der siden New Yorks grundlæggelse været en så lavtstående og uvidende klasse af indvandrere, som de syditalienere, der har fyldt vores anløbshavne i det forløbne år”. Om de italienske indvandrerbørn, hed det, ”at de var fuldstændig uegnede – uopdragne, beskidte og uredelige som de var – til at blive placeret i de offentlige grundskoler blandt børn af anstændige amerikanere”.
Den racistiske myte om afroamerikanere og sicilianere som medfødte og uforbederlige kriminelle gik igen i en avishistorie fra 1887 om et lynchningsoffer i Mississippi: “Dago Joe”.
Offeret blev beskrevet som ”halvblods” og søn af en siciliansk far og en mulatmor, der havde arvet de værste egenskaber fra begge racer. Han var snu, forræderisk og grusom og var af sine naboer blevet betegnet som ”snigmorder af natur”.

Drabet på David Hennessy i New Orleans i 1890
Lynchningen i New Orleans blev sat i gang i efteråret 1890, da byens populære politichef, David Hennessy, blev myrdet på vej hjem en aften. Hennessy havde mange fjender, men fordi et uvederhæftigt vidne hævdede at han havde hørt Mr. Hennessy sige, at det var “dagoer” havde skudt ham, blev 19 italienere anklaget for drab eller medvirken til politichefens drab.
Beviserne var da også svage, og af de ni første, der blev bragt for retten, blev seks frikendt.
Lederne for den pøbel, der derefter i 1891 stormede fængslet i New Orleans og lynchede 11 af italienerne, annoncerede deres planer på forhånd, uden at nogen greb ind.
Efter lynchningen erklærede en Grand Jury i en undersøgelse, der er beskrevet som ”muligvis en af de største hvidvaskninger i amerikansk historie”, at der ikke var noget at komme efter.

Forståelse i medierne
The Times beskrev alle de blodige detaljer i en nyhedshistorie: ”Chief Hennessy Avenged: Eleven of his Italian Assassins Lynched by a Mob”.
Det rapporterede, at pøbelen hovedsagelig havde bestået ”af samfundsstøtter i New Orleans”. I en opfølgende artikel, blev lynchningen retfærdiggjort, og ofrene blev beskrevet som umennesker med de velkendte racistiske stereotyper: ”Disse snigende, lumske og kujonagtige sicilianere – efterkommere af banditter og snigmordere, der til dette land har medtaget deres hjemlands lovløse lidenskaber og vaner med at skære halsen over på skikkelige folk… er for os skadedyr uden forsonende træk. Vores egne klapperslanger er lige så gode borgere som de er. Vores egne mordere er mænd med følelse og noblesse sammenlignet med dem”.
Redaktørerne konkluderede, at det ville være vanskeligt at finde en person, der beklagede lynchningen.

Præsidentens reaktion
Præsident Harrison ville formentlig have ignoreret blodbadet i New Orleans, hvis ofrene havde været sorte. Men den italienske regering og opstandelsen bland italiensk-amerikanere gjorde det umuligt. Italien afbrød de diplomatiske forbindelser med USA og krævede en skadeserstatning, som Harrison-administrationen betalte. Harrison opfordrede endda kongressen i sin tale til unionen i 1891 til at beskytte udenlandske statsborgere – dog ikke sorte amerikanere – mod lynchninger.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s