Udsigt til ændringer i statsstøtten til politiske partier?

Sass Gade
Det vakte opmærksomhed, at Stram Kurs, partiet Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne i de kommende fire år vil modtage i alt 25 mio. kr. i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte, selv om de ikke ved Folketingsvalget i juni 2019 opnåede repræsentation i Folketinget. Hvordan og til hvilke ”politiske aktiviteter” pengene anvendes er helt op til Paludan, Riskær m.fl.

Skatteborgerne var chokerede – for mange var det helt uforståeligt, at et flertal i Folketinget havde bestemt, at skatteborgernes penge skulle bruges på den måde. Mange har formentlig ikke engang været klar over, at alle politiske partier i Danmark hvert år udover politikernes lønninger, indkasserer langt over 300 millioner i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte?

Partimedlemmerne er uden betydning
Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden de væsentlige seneste forhøjelser af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne
Enkeltpersoner, organisationer og private virksomheder yder også støtte til de politiske partier. Især i valgår løber denne støtte op i hundreder af mio. kr. De gældende regler for privat partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.600 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Inden folketingsvalget kom det frem, at den private partistøtte ikke altid indberettes. Det burde dog ikke overraske nogen – allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.
”Skjulte Penge” udkom på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Partiledelser fastlægger den politiske kurs hen over hovedet på medlemmerne
I takt med den store og voksende statsstøtte til partierne er der opstået meget stærke partiledelser, der ikke er afhængige af medlemmernes økonomiske eller politiske støtte, men dikterer det hele sammen med partifunktionærer og rådgivningsbureauer. ”Baglandet” har kun ceremoniel betydning i forbindelse med Landsmøder o. lign. Hovedbestyrelser har normalt ikke noget at skulle have sagt, og det vækker opmærksomhed når det endelig sker, at partiformænd som Lars Barfoed hos de konservative og Lars Løkke Rasmussen hos Venstre vippes af pinden.
Udover ledelsens er der ikke længere er plads til politiske holdninger er. Det politiske virke – i hvert fald i de store, etablerede partier er blevet adskilt fra det omkringliggende samfund. Det er i højere og højere grad blevet til en selvudpeget, lille kreds, der ser politik som en karriere – og hvis den skal fremme ligger, dem der stræber efter politiske poster selvfølgelig under for partiledelsen.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter
Offentlig partistøtte er også en relativ ny foreteelse. Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.
De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte
I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).
Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt de fire ”gamle” partier om at bevilge sig selv støtte.

Er offentlig partistøtte nødvendige investeringer i demokratiet?
Partierne argumenterede udadtil for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!
Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 33,00 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.

I 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt

153.433.678 kr.

Forhøjet støtte til Folketingets partier
Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne har i slutningen af 2016 aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til

52.098.816 kr.

og dermed bringes den samlede partistøtte op på

182.345.856 kr.

Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier
Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Sammenhængen mellem dannelsen af VLAK-regeringen og den eksorbitante forhøjelse af partistøtten og orlovsordningen for små partier
Under forhandlingerne på Marienborg i november 2016 om eventuel udvidelse af Venstre-regeringen med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, gjorde de konservative det til et ultimativt krav, at partiet skulle have mulighed for at indkalde stedfortrædere i Folketinget for partiets 3 medlemmer af regeringen. Motiveringen var, at alternativt ville partiet med kun 6 mandater blive bragt i en håbløs situation i Folketingsarbejdet.

Det bør i den forbindelse erindres, at de borgerlige partier med Det Konservative Folkeparti i spidsen og støttet af Dansk Folkeparti i slutningen af 90’erne havde udnyttet deres flertal i Folketinget til at afskaffe muligheden for at indkalde suppleanter for ministre i Folketinget.

Socialdemokratiet og SF øjnede mulighederne for en politisk studehandel. Partierne var villige til at genindføre orlovsmuligheden – men kun for en pris! Prisen var, at de borgerlige partier skulle gå med til at forhøje den offentlige partistøtte til partierne på Christiansborg med godt 52 mio. kr.

Alternativet havde ingen problemer med den studehandel, men Dansk Folkeparti og Enhedslisten kunne ikke tilslutte sig. Dansk Folkeparti var påfaldende tavse i slutningen af november, men Pia Kjærsgaard tog siden bladet fra munden og kritiserede de høje skatteyderbetalte partitilskud.

Man kan derfor med en vis ret sige, at de årlige meromkostninger ved VLAK- eller Trekløverregeringen udover ministervederlag, pensioner m.v. var godt 52 mio. kr. + årlige merudgifter i Folketinget på omkring 4 mio. kr. til kontorer m.v. til nye rådgivere og ”spindoktorer” m.v.

Beslutningsforslag fra Nye Borgerlige
Nye Borgerlige har i oktober 2019 bebudet, at de snarest vil fremsætte et beslutningsforslag om justeringer i partistøtteaftalen fra november 2016, der medførte en stigning på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. der bragte den samlede støtte til partigrupperne i Folketinget op på 182.345.856 kr.

Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bragte partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Privatøkonomiske interesser
Den samlede offentlige partistøtte på

341.434.113 kr.

bør sammenholdes med politikernes aflønning. Danske politikere er ganske vellønnede. Vederlagskommissionen dokumenterede, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer svarende til knap 200 millioner kr.
Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at værdisætte æresbevisninger, rejser, chaufførdrevne biler, fryns eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får.
Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Som vi netop har set i partiet Venstre, er kampen om formandskabet i de politiske partier også en benhård kamp om den økonomiske kontrol med partiorganisationen og alle de private fordele for en selv.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s