Østre Landsret behandler i øjeblikket ankesagen mod den tidligere PET-chef Jakob Scharf. Han blev i byretten idømt fire måneders ubetinget fængsel for i bogen ’Syv år for PET’ at have overtrådt sin tavshedspligt.

Tavshedspligten
Offentligt ansatte har tavshedspligt om fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem deres arbejde. En oplysning er fortrolig, når det er nødvendigt at hemmeligholde oplysningen for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Tavshedspligten gælder både under og efter ansættelsen i det offentlige.
Justitsministeriet udsendte i begyndelsen af 2019 et udkast til et revideret kapitel 9 i vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed i offentlig høring. Justitsministeriet har understreget, at vejledningen alene sigter på at præcisere de allerede gældende regler for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Det fremgår, at offentligt ansatte har en såkaldt meddele-ret. Det indebærer, at offentligt ansatte har ret til at give pressen og andre eksterne parter ikke-fortrolige oplysninger i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning – f.eks. åbenbart misbrug af offentlige midler. Dette betegnes nogle gange også som “whistleblowing”.

Hvis der er tale om fortrolige oplysninger, vil sådanne oplysninger alene kunne videregives til pressen eller andre, hvis den ansatte handler i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv, som der står i straffelovens § 152 e. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den ansatte videregiver oplysninger om konstaterede ulovligheder inden for den offentlige forvaltning.

Strafbart at videregive fortrolige oplysninger
Omvendt skal man som offentligt ansat være opmærksom på, at det er strafbart at videregive fortrolige oplysninger, hvis videregivelsen ikke varetager en åbenbar almen interesse eller eget eller andres tarv. Det vil samtidig kunne medføre negative ansættelsesretlige konsekvenser – f.eks. afskedigelse. Den nærmere vurdering af, om videregivelse af fortrolige oplysninger varetager de nævnte hensyn vil bero på et konkret skøn, der i sidste ende foretages af domstolene.

Scharf-sagen
Retssagen mod Jakob Scharf, den tidligere PET-chef, er afsluttet i Københavns Byret. Resultatet blev en dom, som fastslår, at Scharf har forsyndet sig mod hans tavshedspligt i bogen ”Syv år for PET”, og det takseres til fængsel i fire måneder.
I bogen ”Syv år for PET” giver Scharf et indblik i forskellige dele af efterretningsarbejdet, men byretsdommen fastslår, at PET-folk, inklusive PET-chefen, må – også efter endt tjeneste – respektere et strengt tavshedskodeks.

Jakob Scharfs defensorat har især bygget på, at meget af det, som den tidligere PET-chef berettede om i ”Syv år for PET”, allerede var kendt viden og dermed ikke var omfattet af fortrolighed.
Byretsdommen fastslår, at Scharf har overtrådt sin tavshedspligt.

Fortrolige oplysninger
At der har været tale om fortrolige oplysninger, hvis hemmeligholdelse har været nødvendig for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, bekræftede den nuværende chef for PET, da han klart tilkendegav over for domsmandsretten, at Jakob Scharfs kontroversielle bog har haft mærkbare omkostninger for PET i form af tab af tillid fra samarbejdspartnere. Den tillid, som er så altafgørende, og den tillid, som er så svær at kvantificere i kilo og gram. Det har dog efter sigende kostet mange timer at reparere på skaderne.

Byretten fastslår dermed, at der er tale om overtrædelse af tavshedspligten vedrørende fortrolige oplysninger. Retten finder Jakob Scharf skyldig i at have brudt sin tavshedspligt ved at videregive fortrolige oplysninger i 24 ud af 28 tilfælde, som han var tiltalt for. Byretten fandt, at videregivelsen var sket under særligt skærpende omstændigheder, da den indebar en risiko for at svække efterretningstjenesten mulighed for at løse sine opgaver.
Byretten har samtidig vurderet, at Scharfs ikke kan siges at have handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv, som der står i straffelovens § 152 e.
Endelig besluttede retten at konfiskere 397.625 kr., som Jakob Scharf har tjent ved at medvirke i bogen ”Syv år for PET”, der er skrevet af journalist på Politiken, Morten Skjoldager.

Jakob Scharf har anket dommen til landsretten, og i disse dage behandler Østre Landsret ankesagen mod den tidligere PET-chef.

https://politiken.dk/indland/art6995241/Tidligere-PET-chef-Jakob-Scharf-får-fire-måneders-fængsel?utm_campaign=politiken-morgen&utm_content=22-01-2020&utm_medium=email&utm_source=newsletter_redaktionel

En ny højspændingsforbindelse i Vestjylland fra Idomlund ved Holstebro til grænsen bliver begrundet med, at vi skal kunne sælge overskydende vindkraft til England via et kabel tværs over Nordsøen (Vikinglink).

Her kan det åbenbart godt kan lade sig gøre at føre strømmen i kabler!

Milliardinvesteringen skal ovenikøbet betales af danske elforbrugere i form af højere afgifter til Energinet i stedet for at forbrugerne selv får gavn af lavere elpriser, når produktionen overstiger behovet.

To af de allerstørste udfordringer i kampen for en grøn økonomi handler om langdistancetransport og lagring af vedvarende energi. Hvis det alene drejede sig om at håndtere den danske vedvarende energi, ville den oplagte løsning være at investere i lagring af strømmen i Danmark, hvor der allerede eksisterer den nødvendige teknologi, men hvor endnu flere er på vej.

Løsningen på begge dele kan meget vel være at lave strøm om til brændstof eller gas ved hjælp af en stribe teknologier, der går under samlebetegnelsen Power-to-X.

Danmark har potentiale til at gøre disse teknologier til næste kapitel i vindmølleeventyret. Der er fokus på en række teknologier, men i øjeblikket ser det ud til, at den langt billigste løsning er at omdanne ”overskydende” strøm til brint, som Dansk Gasteknisk Center for længst har dokumenteret uden problem kan lagres og distribueres i det velfungerende danske naturgassystem.

Brint kan også anvendes til at omdanne CO2-indholdet fra de efterhånden mange biogasanlæg til metan (CH4). Hidtil har man blæst CO2 ud i atmosfæren, hvor der i forvejen er rigeligt af den, uden at den først har gjort nytte til energiformål, men på Århus Universitets Forskningscenter Foulum har det danske firma Haldor Topsøe med et demonstrationsanlæg dokumenteret, at der kan være god økonomi i at omdanne CO2 fra den rå biogas til metan.
Noget tilsvarende har det tyske firma Electrochaea dokumenteret på Biofos Renseanlæg i Avedøre, hvor omdannelsen sker med en biologisk proces.
Shell Raffinaderiet i Fredericia har indgået en aftale om et strategisk samarbejde med Everfuel om at etablere Nordens største brintanlæg og -fabrik. Ambitionen er at installere et anlæg, som i starten får en elektrolysekapacitet 20 MW, men senere vil kunne blive på 1 GW.

Afsætning af dansk produceret grøn strøm til England forekommer utroligt kortsigtet.

Uklarhed om britiske plantilladelser og modstand i Jylland mod højspændingskabler har betydet, at Energinets 11 milliarder kroner dyre Viking Link-kabel projekt Viking Link er forsinket, og det er ikke for sent at trække sig fra projektet.

Viking Link skulle efter planen bestå af 630 kilometer søkabel og 140 kilometer landkabel. Søkablet bliver verdens længste, og projektet bygges og finansieres i et samarbejde mellem Energinet og et datterselskab til britiske National Grid.

Strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien
Projektet Viking Link skal gøre det muligt at eksportere dansk og udenlandsk strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien via Danmark.
Det indlysende fornuftige er, at anvende den danskproducerede grønne strøm i Danmark til Power-to-X og andre elektrificeringsprojekter.

Tilbage bliver overførslen af strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien.

Hvordan det kan blive en opgave, der skal finansieres af danske elforbrugere er helt uforståeligt. I denne sag er den socialdemokratiske energiminister, Dan Jørgensen, tydeligvis ikke på borgernes side, men er fristet af mulighederne for at tjene på den tyske kulkraftindustri.

Det samlede projekt koster i omegnen af 20 milliarder kroner, mens Energinets andel omfatter 11 milliarder kroner, inklusive to relaterede højspændingsforbindelser på land.
Søkablet skulle gå fra Vejen i Sydjylland til cirka 170 km nord for London i England og have en overføringskapacitet på 1.400 MW, hvilket svarer til kapaciteten på tre en halv Anholt havmøllepark.
Ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet vil finansieringen af Viking Link betyde fremtidige årlige ekstraregninger for almindelige husstande. For en mellemstor virksomhed vil det betyde merudgifter for mellem 20.000 og 100.000 kroner.

Den danske socialdemokrat, tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, har i Ræson analyseret forholdet mellem Iran og USA efter elimineringen af generalmajor Qassem Soleimani, chef for den iranske revolutionsgardes Quds-styrker.

Præsident Trump besluttede – ifølge Lykketoft – med sin sædvanlige mangel på omtanke, historisk forståelse og analyse at gennemføre mordet – måske for at tage sig handlekraftig ud hos vælgerne i det kommende præsidentvalg.

Mordet på Soleimani blev af USA’s regering begrundet med kendskab til umiddelbart forestående nye angreb på amerikanske borgere og interesser. Den forklaring tror Lykketoft ikke på. Generalen var tværtimod på en slags fredsmission for at undersøge mulighederne for at mindske spændingerne mellem Iran og arvefjenden i Saudi-Arabien!

Selvom Mogens Lykketoft for længe siden har brændt alle broer til den nuværende ledelse i Socialdemokratiet, vil man i Washington opfatte Lykketofts mening som en rettesnor, når den danske regerings holdning skal rubriceres.

Det haster derfor med at såvel udenrigsministeren som statsministeren lægger afstand til Mogens Lykketofts pensionistdelirium.

Mogens Lykketofts erindringer
Sidste år udgav Morgens Lykketoft endnu en bog med ham selv i centrum. I ”Erindringer” fortæller han om sin tid som politiker, de udfordringer, han har mødt, og hvad der har formet ham som menneske.

Sass Larsens opfattelse
Bogen har fået en blandet modtagelse. Daværende gruppeformand i Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen har i et interview med Weekendavisen sagt: ”Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned.
Hvad lever han for, kan han aldrig få nok?

Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere. Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

I interviewet reagerer Sass på, at Lykketoft i en ny bog kritiserer Helle Thorning-Schmidt og kalder hende blandt andet for ”fejlcastet”.
Sass forsvarer Thorning-Schmidt og siger i interviewet, at hun lå holdningsmæssigt korrekt.
I stedet vender han sigtekornet mod Mogens Lykketoft, som ifølge ham bar en stor del af ansvaret for, at Socialdemokratiet var længe om at komme sig efter valgnederlaget i 2001. Her mistede man nøglerne til Statsministeriet, efter de havde været Poul Nyrup Rasmussens i otte år.
”Han er er nok fejlcastet i rollen som socialdemokrat”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Et højdepunkt – formand for FN
For dem som måtte have overset det, var Mogens Lykketoft for nogle år siden formand for FN’s Generalforsamling. I den egenskab førte han sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima til flygtningekonventioner.

Men hvorfor gjorde han det?
Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende, givet svaret på hvorfor han påtog sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN stod over for.
Lykketoft mener selv, at Generalforsamlingen under hans formandskab var et af de vigtigste i FN’s historie.

Lykketofts ego
Mogens Lykketoft har et ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, og han har aldrig holdt sig tilbage med kritiske vurderinger uden smålig skelen til politiske venner og modstandere. Det bekræftes også i erindringsbogen.

Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt betegnede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen havde ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter, og at den foregående SR-regering under Helle Thorning-Schmidt, var ”talent- og profilløs”.

Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på andre politikere. Men det er tydeligt at posten som formand – først for det danske Folketing og derefter for FN’s Generalforsamling – steg ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid
Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man derfor uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”
Få har glemt den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende mentalt ustabile politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Lykketoft som formand i FN
Det påkaldte sig umiddelbart en vis form for respekt, da Lykketoft i FN påtog sig opgaven med at ”lede menneskeheden – hele menneskeheden! – frem til en harmonisk fremtid”.
Men der er sten på vejen frem til forløsningens virkelighed: Nirvana. Og tag ikke fejl, vækkelsesprædikanten Lykketoft stillede krav til dem, der ville følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi blev advaret om, at vejen hurtigt ville blive spærret, hvis vi ikke lærte at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsatte også, at vi alle sammen skulle kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi ville ikke opleve en harmonisk fremtid og vi ville ikke få udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelagde livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker og sender dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Det eneste, der manglede var, at vi helhjertet skulle gå ind for Lykketofts gamle mærkesag: Økonomisk Demokrati!

Hvis vi lægger de religiøse tolkninger af Lykketofts budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN væk, og i stedet prøver at omsætte retorikken til anvisninger til den enkelte borger, ville vi pludselig genkende det fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!
Og sådan er det: Du kan muligvis og tilsyneladende trække Lykketoft ud af kommunismen, men du kan aldrig trække kommunismen ud af Lykketoft!

Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 led Dansk Folkeparti. DF, det største mandattab siden Jordskredsvalget i 1973. DF gik fra 37 til 16 mandater og tilbagegangen har givet anledning til uro i Thulesen Dahls geledder.

Det er meget sjældent, at der har lydt kritik fra Dansk Folkepartis bagland, og det er om muligt endnu mere sjældent, at folketingsmedlemmer offentligt lufter kritik af DF-ledelsen.

Partiet har i mange år kæmpet hårdt og effektivt for sine synspunkter. Partiet gik ikke af vejen for i afgørende forhandlinger at kræve små, men symbolske og synlige fingeraftryk på aftaler. Partiet virkede som Thulesens Dahl selv, ”lean and mean” og fit for hårdt arbejde – vel at mærke tilsyneladende uden at være optaget af ministerbiler og andre ydre symboler på magt og indflydelse.

Søren Espersen symbol på forfaldet
Partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, er et synligt udtryk for partiets deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om ophævelse af forsvarsforbeholdet, lempelser i udlændingepolitikken eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.
Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han åbenbart havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.

Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.

Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i Espersen fastholden af Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer. Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen og de kritisable forhold i Rigspolitiet, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.
Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Uro i gruppeledelsen
Dansk Folkeparti Folketingsgruppe blev ved valget i juni 2019 decimeret fra 37 til 16 og blandt mange andre røg medlemmer af gruppebestyrelsen, Martin Henriksen og Karin Nødgaard, ud af Folketinget. Efter folketingsvalget afløste René Christensen og Marie Krarup således de to ikke valgte partifæller i Dansk Folkepartis gruppebestyrelse, men hun vælger nu at udtræde, hvilket betyder, at Liselott Blixt bliver nyt medlem.

 

Det skulle være sket efter Krarups eget ønske, så hun får mere tid til sine ordførerskaber frem for det organisatoriske arbejde, oplyser partiet på Twitter.

Om Blixt er mere resistent overfor Søren Espersen, der siges at optræde som en havkat i et hyttefad overfor de mere skikkelige medlemmer af gruppebestyrelsen.

Gruppebestyrelsen består nu af formand Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen, René Christensen og Liselott Blixt.

Ambassadør Tom Nørring

Efter Folketingsvalget er Søren Espersen vågnet op. Han har følt, at han selv ville ryge ved næste valg, og han har siden næsten manisk markeret sig med synspunkter om alt fra Kina, over Iran til krav om marinens beskyttelse af handelsflåden i den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Der bliver også tid til at skælde ud på alle fra Tyrkiets Erdoĝan til Danmarks ellers helt usynlige og uskadelige ambassadør i Australien, Tom Nørring.

Marrakesh-migrationspagten

Men hvor var Søren Espersen, da Lars Løkke Rasmussen i december 2018 trods modstand i Folketinget rejste til Marokko for at tilslutte Danmark til den kontroversielle FN-pagt om migration?

I Holland var netop Marrakesh-migrationspagten, som regeringen underskrev uden at spørge befolkningen, et afgørende element i den jordskredssejr, som det nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, vandt ved lokalvalgene tidligere i år. FvD kritiserede, at premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie-Folkepartiet for Frihed og Demokrati) – ligesom Lars Løkke Rasmussen – trods alle advarsler om ikke at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for, at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af både den hollandske og den danske regering!

Ib Poulsen blev heller ikke valgt
Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen, der ene mand har udfordrede regeringens kritisable fiskeriadministration og Venstres fraternisering med storfiskere, har efter valget peget på, at Dansk Folkeparti i december skulle have truet Lars Løkke med valg, hvis han underskrev pagten.

Ja, hvorfor gjorde de dog ikke det? Måske håbede Søren Espersen og de andre ledende i Dansk Folkeparti, at der kunne blive en ministerpost i en eventuel kommende Lars Løkke Rasmussen-regering?

Når krybben er tom….

I stedet har de i det lille parti kastet sig over hinanden. Siden valget har Dansk Folkeparti i hver eneste meningsmåling kunnet notere tilbagegang, og snart må Søren Espersen selv finde de ben, han så gerne vil gnave.

I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.

Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Atomaftalen
Det var i hvert fald Barack Obamas og John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.
Omverdenens sanktioner mod Iran ville gradvist blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne
I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.
Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram; Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden.
Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 40 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var iværksat af USA, EU, Japan og Syd Korea. USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran
Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas.

Irans indflydelse i Mellemøsten
Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede. Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.
Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten har været optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, har Iran med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen bredt sin indflydelse ud efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza. I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.
Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering.
En regering, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes
Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.
Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.
De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten
I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran
Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.
Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen
Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.
For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring er Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde slået ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.
Fra angreb på USA’s allierede i regionen er Suleimani gået over til at chikanere og angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.
USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump sendte ganske vist et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Angreb på amerikanske mål

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 ifølge amerikanske embedsmænd til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra Hizbollah-brigaderne.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

USA dræber Qassem Suleimani

3. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

Hvad nu, Iran?

Udviklingen har sat det iranske præstestyre under pres, og spørgsmålet er om præstestyret kan opretholde sit hjemlige diktatur.

Vi har set Jakob Ellemann-Jensens ledelsesmetoder fra sergentskolen i Varde demonstreret på gruppemedlemmerne Jacob Jensen og Marcus Knuth.

Weekendavisen kunne den 6. december 2019 berette, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, muligvis endnu ikke har sat en endegyldig politisk retning for sit parti. Til gengæld slækker den tidligere officer i hæren ikke på disciplinen i Venstres rækker.
Det fik folketingsmedlem Jacob Jensen at føle, da han under et gruppemøde sig at samtale med sin sidemand efter officiel mødestart.
Ellemann-Jensen bemærkede spidst, at han var glad for Jacob Jensens tilstedeværelse, men at han godt ville have ro og præcision.

Det fik Jacob Jensen til at erklære, at den tone ville han ikke finde sig i, hvorefter han pakkede sine ting og forlod gruppeværelset.

Jacob Jensen skulle i modsætning til den ligeledes udvandrede Marcus Knuth, der gik over til de konservative, være vendt retur til Venstres gruppe. Hvad der skal ske med Venstres tidligere næstformand, Kristian Jensen, er til gengæld uklart.
Lørdag den 11. januar 2020, kl. 22.07 offentliggjorde Venstre en kortfattet meddelelse, hvori det blev bekendtgjort, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen havde besluttet at fratage Kristian Jensen ordførerskabet og samtlige hans udvalgsposter i Folketinget.
Baggrunden for det opsigtsvækkende budskab var, at Kristian Jensen i et interview til Jyllands-Posten foreslog, at Venstre går sammen med de Konservative, S-regeringen og de Radikale om en storstilet reformplan, der frem mod 2030 skal udstikke kursen for dansk økonomi.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, fastslog i Jyllands-Posten, at Kristian Jensen ikke talte på vegne af Venstre.

Hvor Kristian Jensen nu går hen er ligegyldigt, men udviklingen i Venstre bliver interessant.

Det er muligt, at eleverne på sergentskolen i Varde blev rådet til at slå hårdt og hurtigt ned på ethvert anløb til brud på disciplinen og anløb til mytteri. Kristian Jensens adfærd og Jacob Ellemann-Jensens ledelsesstil sender imidlertid signaler om, at noget er riv-raskruskende galt i et Venstre, hvor der tydeligvis ikke er højt til loftet og langt til døren.

Hvad værre er: der er i øjeblikket ingen udsigt til at der kan etableres et troværdigt borgerligt alternativ til den socialdemokratiske regering.

Udviklingen på Nørrebro i København har givet anledning til frygt for at bydelen var definitivt tabt. Den åbenlyse ekstremisme og vold, der hærger på den yderste venstrefløj, har gjort Nørrebro og Nordvest til usikre områder for alle andre end kriminelle indvandrerbander og venstreradikale grupperinger.

Men måske er vi bare snæversynede og intolerante, der ikke vil give plads til anderledes tænkendes udfoldelser?

Der syntes at være mere på spil. Når moderate socialdemokrater og personer af borgerlig observans opfatter kvartererne som regulære no-go zoner, som herværende ambassader råder udenlandske turister at holde sig fra, er der grund til alarm.

Sagen om Anahita Malakian og burgerbaren The Barn på Nørrebro i København har skabt opmærksomhed om den såkaldte ”venstreradikale medieplatform” Konfront.
Da Konfront, i begyndelsen af oktober publicerede artiklen ”Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest” med servering af ”nazi-burgere”, reagerede Konfronts læsere prompte på artiklens budskab. De verbale og fysiske trusler har som bekendt tvunget medlem af Nye Borgerlige, Anahita Malakian, til at forlade burgerbaren og Nørrebro.

Folkene bag Konfront siger selv, at mediet ikke har en hverken upartisk eller objektiv tilgang. Den radikale venstrefløj vil ligesom islamisterne grundlæggende et andet samfund. Begge grupper har den opfattelse, at demokrati og parlamentarisk politik ikke vil omvælte samfundet – kun radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik vil føre til de ønskede fundamentale reformer.

Skal vi nu vente at møde voldelige kamporganisationer som ISIS, De Røde Brigader, Baader-Meinhof gruppen eller og Blekingegadebanden i Mjølnerparken?

Det kan ikke udelukkes!

Skyderi i gaderne på Nørrebro har længe været dagligdags foreteelser og Konfront samarbejder åbent med tæskeholdet Antifa, den udenomsparlamentariske og anarka-feministiske gruppe AGITA og Anarchist Black Cross. Når det samtidig oplyses, at Torkil Lauesen er en af folkene bag Konfront, bør vi være forberedte på, at alt kan ske.

Det utrolige er nemlig, at på Nørrebro tillades det, at en dømt voldelig og kriminel aktivist, udsprunget fra det kommunistiske miljø, undervise unge mennesker på venstrefløjen. En aktivist der aldrig har villet ud med, hvem der trykkede på aftrækkeren og dræbte en ung politimand på Købmagergade

Torkil Lauesen, der er født i 1952, var i sin tid chefideolog i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe også kendt som Blekingegadebanden.
Han uddannede sig under sin 10-årige fængselsdom som cand.scient.pol. i 1997 og finansierer sin fortsatte voldelige kamp mod den demokratiske retsstat med offentlige midler i kraft af sin ansættelse som konsulent og bydelsrådgiver i Københavns Kommune.

Hvem ved om ikke Torkil Lauesen pønser på i en u-hellig alliance med Islamisk Stat at rette et sidste voldeligt slag mod det borgerlige danske samfund?

Allerede i 2016 mente statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kun skulle betale bistand til ulande, som tager imod deres afviste statsborgere.
Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan.

VLAK-regering forsøgte angiveligt i 2017 også at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner.

En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager med den ene hånd hundredvis af millioner kroner i dansk ulandsbistand, mens de med den anden hånd afviser at samarbejde om at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Intentionerne om at bremse den trafik blev dog aldrig realiseret, og Dansk Folkeparti pressede tilsyneladende ikke på, ligesom Konservative og Liberal Alliance var helt passive.

Resultatet er, at i 2019 har Danmark som minimum givet 385 millioner kroner i ulandsbistand til seks lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere: Irak, Iran, Sudan, Congo, Syrien og Myanmar.
Det er ikke kun humanitær bistand og akut nødhjælp til lande som vi ellers ikke kan samarbejde med.

Iran
Jyllandsposten kan den 11. januar 2019 oplyse, at der går danske ulandsmillioner til at skabe vækst i det iranske præstestyre. Et ulandsprojekt til over ni mio. kr. skulle angiveligt forbedre erhvervsforholdene og støtte den økonomiske vækst i Iran, og siden 2017 er der brugt over 5 mio. ulandskroner på projektet i Iran.

Projektet kommer som en overraskelse for flere politikere, der blandt andet kritiserer, at man overhovedet samarbejder med Iran, når Iran bryder så mange menneskerettigheder. Støtten til landet omtales som særligt problematisk nu, fordi Iran ”har droppet bomber ud over vores soldater”, som Venstre formulerer det.
Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis deroute

I efteråret 2019 krævede Dansk Folkeparti ”øjeblikkelig handling” fra regeringen. Det var partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der pludselig viste resolut handlekraft.

Siden har vi ikke hørt meget om den sag fra Dansk Folkeparti, og dermed bekræftes Dansk Folkepartis synlige deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv, hvis ubesindige folk snakkede om lempelser i udlændingepolitikken, ophævelse af forsvarsforbeholdet eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Ulandsbistanden har Espersen altid haft et godt øje til, men frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.

Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den tidligere robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.

Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i forhold til Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer.

Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.

Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Mette Frederiksen havde kun været justitsminister i få uger, da hun i efteråret 2014 skilte sig af med sin daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og sendte hende til Kirkeministeriet. Det skete som led i oprydningen efter sagen om Bødskovs såkaldte nødløgn, som Axelsson var involveret i.

De øvrige ledende embedsmænd i Justitsministeriet opfattede flytningen som så urimelig, at de dagen efter mødte op i sort tøj.

Normalt kan kun juridiske kandidater med topkarakterer fra Københavns Universitet påregne topposter i Justitsministeriet. Men i begyndelsen af 2015 udnævnte justitsminister Mette Frederiksen Barbara Bertelsen som sin nye departementschef, og det blev begyndelsen på deres makkerskab som nu fortsætter i Statsministeriet.

Barbara Bertelsen
Det kommer ikke bag på nogen, at Mette Frederiksen i januar 2020 fyrede Christian Kettel Thomsen, der må påtage sig en væsentlig del af ansvaret for centraladministrationens deroute og den generelle disrespekt for ledende embedsmænd.

Ansættelsen af Barbara Bertelsen i Statsministeriet, betyder samtidig at det er tredje gang, Mette Frederiksen udskifter en departementschef. Første gang var i 2013, da hun som beskæftigelsesminister sagde farvel til den mangeårige departementschef Bo Smith efter et par år, hvor de to havde haft et konfliktfyldt forhold.

Det forlyder, at Socialdemokratiet siden partiet i 1982 mistede sit monopol på regeringsmagten har haft en ”dødsliste” over embedsmænd, de ville af med. Svend Aukens håndgangne mand og leder af Socialdemokratiets politisk-økonomiske afdeling 1986-1992, Jacob Buksti, omtalte i snævre kredse listen, som dem, der efter en kommende magtovertagelse ”skulle føres om bag laden og der modtage nakkeskuddet”.

Kredsen af skrupelløse socialdemokrater omkring Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen har i årevis med flid opdateret listen, som Bo Smith angiveligt stod på, og som den nu erstattede Christian Kettel Thomsen givet også har stået på.

Efter udskiftningen af Bo Smith i 2013 forlod tre andre topembedsmænd også Beskæftigelsesministeriet efter at være raget uklar med Mette Frederiksen. Noget tilsvarende skete siden i Justitsministeriet, hvor flere ledende embedsmænd forlod ministeriet under hende og Barbara Bertelsen.

Mette Frederiksen var som beskæftigelsesminister kendt for at gå hårdt til sine embedsmænd. I en sådan grad, at de ledende af dem til sidst besluttede at skåne almindelige fuldmægtige ved ikke at tage dem med til møder med ministeren.

Som statsminister har Mette Frederiksen etableret et nyt politisk sekretariat med hendes mangeårige væbner Martin Rossen i spidsen. Sekretariatet bliver set som et forsøg på at skabe en endnu stærkere politisk kontrol med embedsværket. Med Barbara Bertelsen som departementschef og villighed til at legitimere og blåstemple kontrollen overalt på Slotsholmen realiseres en gammel socialdemokratisk drøm om at ”eje” de offentligt ansatte.

Mette Frederiksens tillid til Barbara Bertelsen som villigt instrument
Tilbage i 2015 vakte udnævnelsen af en juridisk kandidat fra Aarhus opmærksomhed. Hvorfor udnævnte Mette Frederiksen som helt ny justitsminister en i offentligheden helt ukendt til den prestigefyldte post som departementschef i Justitsministeriet?
Barbara Bertelsens baggrund var en net, men ikke prangende karriere i Justitsministeriet. Herfra fik hun supplerende erfaring fra det politiske maskinrum i Statsministeriet. Det var imidlertid først under SR-regeringen at hun gjorde sig bemærket i den famøse og nu nedlagte Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet.

Her havde Barbara Bertelsen ansvaret for:
• Forberedelse, forhandling og implementering af statslige overenskomster
• Personale- og pensionsjuridisk rådgivning og vejledning til statslige institutioner
• Analyser af blandt andet tjenestemandsområdet, lønudvikling mv.
• Koncernfælles HR for Finansministeriets koncern

Blandt hendes ”bedrifter” i Moderniseringsstyrelsen nævnes aftalen med gymnasielærerne og orkestreringen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Aftalen, der ”revolutionerede” gymnasielærernes arbejdstidsregler, blev efterfølgende stemt ned af et stort flertal af gymnasielærerne. Lærerkonflikten har fået sin helt egen plads i historien.

Lærerkonflikten og Mette Frederiksen
Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og indtog dermed en nøglerolle i planlægningen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og i eksekveringen af regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.
Med et Beskæftigelsesministerium som passiv tilskuer virkede Barbara Bertelsen og Moderniseringsstyrelsen i kulissen aktivt som rådgiver for beskæftigelsesministeren – Mette Frederiksen – i det uhørte overgreb mod det danske aftalesystem.
Barbara Bertelsen demonstrerede en skrupelløs villighed – og evne til – at sørge for at gennemføre de forandringer, politikerne ønskede, på et tilsyneladende uangribeligt fagligt grundlag.

Tidligere minister og SF-formand Annette Vilhelmsen har i bogen ”Søren og Mette i benlås” oplyst, at det var regeringen, der stod bag lærerlockouten efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og kommunerne. Det var også regeringen, der i april 2013 besluttede at gribe ind og afslutte lærerlockouten.
Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti oplyser i bogen, at han allerede fra et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt i oktober 2012 vidste, at ”det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om”.

Har defineret ”god arbejdsgiveradfærd i staten”
Udover Barbara Bertelsens bistand til Mette Frederiksens indsats med at kue gymnasie- og folkeskolelærere, har hun i Moderniseringsstyrelsen haft ansvaret for at definere ”god arbejdsgiveradfærd i staten” og for arbejdet med at sikre, at løn og arbejdstid i de statslige institutioner anvendes bedst muligt til at løse kerneopgaven.
Barbara Bertelsen har dermed sin del af ansvaret for de sidste års tilsidesættelse af hensynene til ordentlighed og personalepolitiske principper i centraladministrationen. Når fokusering og effektivisering af hele systemet får forrang må hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet vige. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Justitsministeriet
Departementschefen i Justitsministeriet 1991-2011, Michael Lunn, var kendt som en af Slotsholmens stærke topembedsmænd og er betegnet som en af de stærkeste departementschefer i nyere tid. Selvom det var en stående joke, at de mange justitsministre, som Michael Lunn arbejdede for, var ”under departementschefen”, blev han kendt for at være en loyal departementschef, som var i stand til at holde balancen mellem klassiske retsprincipper og de politiske krav om stramninger.

Efter Lunns pensionering i 2011 og under skiftende justitsministres (Morten Bødskov, Mette Frederiksen, Søren Pind og Søren Pape Poulsen) svage ledelse er der foregået en veritabel nedsmeltning i Justitsministeriet, politi og anklagemyndighed.

Kritikken er haglet ned fra pressen, fra organisationer, fra retsordførere og endda fra egne rækker.

Udtryk som “et farligt kulturproblem”, “en bristet tillid”, “smøl”, ”inkompetence”, ”ulovlig administration” og “sløseri” har fyldt mediefladerne i de sidste år, og i mange tilfælde var ordene rettet mod Justitsministeriet.
De pauvre resultater, de seneste borgerlige justitsministre, Søren Pind og Søren Pape Poulsen, kan fremvise, er tydeligvis opnået efter hårde kampe med rådgiverne i Justitsministeriet. Barbara Bertelsens imødekommende opposition, juridiske spidsfindigheder og lirum larum har været ganske effektive til at kontrollere justitsministrenes spagfærdige forsøg på at gøre en forskel.

Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.

Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.

I den omfattende teledataskandale er Barbara Bertelsen blevet kritiseret for i flere måneder at have kendt til problemerne med teledata uden at orientere sin minister, som på det tidspunkt var Søren Pape Poulsen

Forklaringen om den manglende ministerorientering er åbenlyst usandsynlig, men Bertelsens ”nødløgn” kan ses som et udtryk for dårlig dømmekraft. Men det kan også være, den skyldes, at hun loyalt ville beskytte ministeren.
Selv har Søren Pape Poulsen i hvert fald kvitteret for Bertelsens hjælpsomhed med ordene: ”Jeg mener, hun har handlet korrekt.”

Under alle omstændigheder har tele-skandalen sammen med alle de andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået mens Barbara Bertelsen har været departementschef i Justitsministeriet.

Justitsministeriets håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Rigspolitiets ulovlige administration, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.
Dagbladet Politiken prøvede ganske vist den 27. januar 2019 at skabe det indtryk, at Justitsministeriet siden 2015 har undergået en kulturrevolution under ledelse af departementschef Barbara Bertelsen. Det hævdes, at Justitsministeriet nu gennemfører ministerens ønsker så langt som overhovedet muligt. Ministeriet leverer ifølge Politiken nu så hurtige og så hårde resultater, at retssikkerheden ligefrem er truet.

Skandalen omkring afdelingschef Bettina Jensen i Rigspolitiet har afdækket, at markante fejl har præget Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser i 2015 og 2016. Udbudsreglerne har ikke været overholdt i en stor del af aftalerne, viser en analyse, som Rigspolitiet selv har gennemført. I analysen indgik 240 kontrakter. Det dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016 til en samlet værdi af 273 millioner kroner.

Ifølge analysen er udbudsreglerne kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter. Derudover har det ikke været muligt at vurdere, om 11 procent af de undersøgte udgifter er sket efter reglerne.

Som afdelingschef gav hun opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Reglerne var ikke blevet fulgt i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner. Bettina Jensen købte således uden udbud ydelser for i alt 43,3 millioner kroner fra konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens. I øvrigt har dagbladet B.T. beskrevet, at hun også gav opgaver til konsulenten Peter Andersen, som hun var på tæt venskabelig fod med.
Afdelingschef Bettina Jensen har tidligere slået sine folder i Danmarks Radio, og mon ikke det kan antages, at en undersøgelse der ville afdække, at reglerne heller ikke i DR har været overholdt?

Bettina Jensen slap i første omgang
Bettina Jensen fratrådte sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017. Det skete efter gensidig aftale. I november 2019 blev det oplyst, at Københavns Politi havde besluttet ikke at indlede en straffesag om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.
Oplysningen om, at Københavns Politi havde sagt stop, kom fra den ledende anklager – advokaturchef Dorit Borgaard, der udtalte at: ”Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet”.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har tidligere indrømmet, at der skete “markante fejl”. Når Bettina Jensen ikke kan drages til ansvar, betyder det så, at hendes omgåelse af udbudsregler m.v. har været sanktioneret af politiets ledelse?

Rigsadvokaten skrider ind
Rigspolitiet – der anmeldte Bettina Jensen, var ikke tilfreds med at Københavns Politi ville lade sagen falde. De klagede til Rigsadvokaten, der nu har bedt Københavns Politi genoptage efterforskningen i straffesagen om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.

Hvad med andre ministerier?
Sagen rejser også spørgsmålet: Når selveste Politiet ikke overholder gældende regler, er der så også i andre ministerier tale om systematiske overtrædelse af reglerne, herunder vedrørende udbud? Hvordan har praksis været i Justitsministeriet, og hvorfor belønnes rigspolitichef Henrik Højbjerg med en udstationering i New York?

Britta Nielsen slipper ikke så let som Bettina Jensen
Den fra Socialministeriet bedrageritiltalte Britta Nielsen må ærgre sig over, at hendes sag ikke også fra starten blev bedømt af advokaturchef Dorit Borgaard. Selvom Britta Nielsen i 2017 modtog Dronningens fortjenstmedalje i sølv efter 40 års uafbrudt arbejde i Socialministeriet, har hun ikke undgået en straffesag for at betænke sig selv og hendes familie med midler, der var tiltænkt sociale formål.

https://www.bt.dk/samfund/nye-spor-fyret-politichef-skal-efterforskes-igen