At Socialdemokratiet nu prøver at styre uafhængige forskere og organisationer er nyt. Men S har altid følt, at man som regeringsparti ejede embedsværket.

Socialdemokratiet har ifølge Berlingske Tidende i flere tilfælde kontaktet uafhængige forskere og organisationer, der har kritiseret partiets politik, og direkte advaret de pågældende. Det overrasker, at partiet prøver at disciplinere og intimidere uafhængige eksperter til at undertrykke sandheden, hvis partiets påstande og argumenter anfægtes. Men måske burde overraskelsen ikke være så stor alligevel.

I slutningen af 80´erne gik der på Christiansborg vedholdende rygter om eksistensen af såkaldte ”dødslister” – oversigter over genstridige embedsmænd, der efter Socialdemokratiets (forventede) snarlige magtovertagelse ”ville blive ført om bag laden, og der modtage nakkeskuddet”, som det blev sagt (dog med et glimt i øjet)!

Listen har aldrig været offentliggjort, men der var i slutningen af 1980’erne sikre forlydender om, at blandt andre daværende afdelingschef Torsten Gersfelt i Anders Fogh Rasmussens Skatteministerium og undertegnede, der dengang var ledende ministersekretær i Poul Schlüters Statsministerium, stod på listen. Det gav anledning til spekulationer om socialdemokratisk tilknytning, at de daværende centrale embedsmænd i Finansministeriet, Anders Eldrup og Jørgen Rosted, ikke var med på ”dødslisten”.

Sagen gav anledning til, at afdelingschef Torsten Gersfelt meldte sig ind i fagforeningen for jurister og økonomer, DJØF.

DJØF, der notorisk havde tætte forbindelser til Socialdemokratiet, foretog sig intet trods de foruroligende forlydender om en “dødsliste”.

Har selv stået på listen

Da jeg, nogle dage efter at have fået kendskab til listen, stødte på lederen af Socialdemokratiets økonomisk-politisk afdeling, Jacob Buksti, i Folketinget, kom jeg med en bemærkning om listen. Jacob Buksti, (som jeg kendte udmærket og ustandselig rendte ind i forbindelse med møder rundt i landet, hvor både statsministeren og Socialdemokratiets formand deltog), var tydeligvis lidt utilpas ved situationen, men bemærkede, at ”det jo ikke var personligt ment”.

Jacob Bukstis bemærkning og det forhold, at eksistensen af listen aldrig blev dementeret, bekræftede for mig, at Socialdemokratiet faktisk havde konkrete planer om udrensninger i embedsværket efter et regeringsskifte.

Eksisterer ”dødslisten” stadig?

Da jeg i begyndelsen af 90’erne var departementschef i Energiministeriet, lod den tidligere socialdemokratiske energiminister Poul Nielson mig tydeligt forstå, at jeg fortsat figurerede på listen, og at der ville blive gjort kort proces med mig, når han igen blev energiminister.

Efter valget i slutningen af 1994 skete det ikke, som Nielson havde tænkt sig. Han blev udnævnt til udviklingsminister, mens Energiministeriet blev absorberet af Svend Aukens Miljøministerium.

Skatteministeriets departementschef gennem 22 år, Peter Loft, blev i marts 2012 fritaget for tjeneste som følge af den opsigtvækkende skattesag mod daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock. Der var tydeligvis ikke juridisk grundlag for en disciplinærsag eller en regulær afskedigelse, men Skatteministeriet og Moderniseringsstyrelsen afsluttede alligevel sagen i 2016 med at afskedige ham i henhold til tjenestemandslovens regler, dvs. med 3 års rådighedsløn.

Loft var advaret

Omstændighederne, der ledte frem til afskedigelsen af Peter Loft, har givet ny næring til opfattelsen af, at Socialdemokratiet har fortsat med de af Jacob Buksti indførte metoder og systematisk arbejder på at udrense uønskede embedsmænd i centraladministrationen.

Peter Loft har til dagbladet Politiken 19. december 2013 oplyst, at han flere gange fra slutningen af 2010 og et år frem blev advaret om, at han stod på en ”dødsliste” over topembedsmænd, som Socialdemokratiet ville skille sig af med, hvis partiet kom i regering.

Advarslerne førte til, at Peter Loft kontaktede sin fagforening, DJØF, som åbenbart ikke var i stand til at kaste lys over sagen.

Venstremanden Claus Hjort Frederiksen sagde til Berlingske Tidende 23. maj 2015, at ”Jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at vi nu oplever fuldbyrdelsen af den liste”.

I marts 2011 kom det frem, at Socialdemokraterne havde udset sig en række embedsmænd i ministerierne, som de ville af med, hvis de overtog regeringsmagten efter næste valg. Det skrev forfatterne Peter Mose og Susanne Hegelund i bogen ’Javel, hr. minister’. Opfattelsen i Socialdemokratiet var angiveligt, at efter ti års regering havde mange embedsmænd involveret sig for meget i VK-regeringens politiske projekt.

Sagen Sass
Henrik Sass Larsen er interessant, fordi han bl.a. ifølge ’Javel, hr. minister’ var tæt forbundet med rygterne om en ”dødsliste”.

Henrik Sass Larsen havde efter et møde den 28. september med departementscheferne i Statsministeriet (Christian Kettel Thomsen) og Justitsministeriet (Kristine Axelsson) samt daværende PET-chef Jakob Scharf følt sig tvunget til at trække sig, og han figurerede derfor ikke på ministerlisten. På mødet havde Sass Larsen fået det indtryk, at et PET-notat om ham indeholdt oplysninger, der forhindrede, at han kunne sikkerhedsgodkendes.

Henrik Sass Larsen vendte siden stærkt tilbage som erhvervs- og vækstminister, og ikke overraskende blev Kristine Axelsson og Jakob Scharf fjernet fra deres poster.

Fortsat udskiftning af embedsmænd

Ganske mange topembedsmænd – udpeget af tidligere regeringer – blev efter regeringsskifterne i 2011 og 2019 fyret/fratrådt/forflyttet under forskellige omstændigheder. Departementschefen i Statsministeriet, Christian Kettel Thomsen, har sammen med andre fået ”tilbud, de ikke kunne afslå”. De pågældende stillinger er sammen med en række chefstillinger i ministeriernes presseafdelinger besat med folk, der antages at have sympati for det socialdemokratiske projekt.

Det vides ikke om de oprindelige stillingsindehavere har været opført på den socialdemokratiske ”dødsliste”, men det er hævet over enhver tvivl, at en sådan liste eksisterer og tilsyneladende løbende opdateres.

Forhenværende statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen skal nu være særlig rådgiver for advokatfirmaet Gorrissen Federspiel. Ifølge Børsen er det ham selv, der har rakt ud til advokatfirmaet, som nu har givet ham en deltidsstilling, hvor vederlaget skal udbetales til Lars Løkkes enkeltmandsfirma. Det skulle sikre, at honoraret ikke modregnes i Lars Løkkes fyrstelige eftervederlag.

Lars Løkke Rasmussen har haft mange ”sager”, der viser at han ikke er driftssikker, når det gælder om at overholde budgetterne. Det er vel efterhånden almindelig kendt i offentligheden, at den forhenværende statsminister er spadseret fra underskud til underskud i sit efterhånden lange politiske liv.

Lars Løkke begyndte tidligt. Ved LøkkeFondens otteårs fødselsdag på Hotel Marriot i København tirsdag den 25. februar 2020 fortalte den tidligere statsminister, at rapserier af flaskepant og cigaretter i 1978 vil blive omtalt i hans kommende erindringsværk. Hvor mange cigaretter, Lars Løkke siden har købt på skatteborgernes regning, fortaber sig.

Underskuddet i Græsted

Allerede i 1982 blev han ramt af sin første underskudssag. Niels Krause-Kjær har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet historien:

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

Rocazino

For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ”Elsk mig i nat”, og de dropper arrangementet.

Blast

I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.

Bilagssagen i VU

Allerede i 1989 blev Løkke ramt af sin første bilagssag, da han var 25 år gammel. Dengang var det Løkkes kampagne til Europa-Parlamentsvalget, der endte med at blive en dyr fornøjelse for Venstres Ungdom.

Historien er, at på falderebet af nogle glade formandsdage i Venstres Ungdom fik Lars Løkke Rasmussen i 1989 den idé, at han skulle vælges til Europa-Parlamentet.

Forslaget blev mødt med en del modvilje hos de andre i VU’s ledelse, men ved hjælp af Lars Løkke Rasmussens overtalelsesevner lykkedes det ham at skaffe flertal, så han kunne stille op, og VU afsatte 200.000 kr. til projektet.

Valgkamp mod Riskær-Pedersen

Valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet var indædt. Ikke mindst mellem venstrekandidaterne blev der gået til stålet. En af årsagerne var, at Klaus Riskær Pedersen i 1989 var gået ind i politik og opstillede til Europa-Parlamentsvalget på Venstres liste.

Klaus Riskær Pedersen kastede sine egne midler (eller i hvert fald penge han rådede over) i en stort anlagt valgkampagne og brugte slogans som “Bryd Janteloven!” og “Danmark kan, hvis du vil”. Riskær udgav også op til valget et gratis nyhedsbrev.

Hans aura af succes og fandenivoldskhed gjorde ham populær blandt mange unge venstrefolk, mens han var mindre populær blandt partiets mere traditionelt indstillede medlemmer.

Lars Løkkes kampagne var også efter Græsted-forhold stor. Problemet var, at omkostningerne løb op i mere end fire hundrede tusinde kroner – omkring det dobbelte af, hvad der var afsat. Også dengang blev pengene brugt på jakkesæt, fester, rejser, hotelovernatninger, middage og leje af datidens dyre og sjældne mobiltelefoner. Resultatet blev, at kampagnen fuldstændig tørlagde kassen hos VU.

Venstre havde inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.

Listen var sideordnet så det var de personlige stemmer, der ville afgøre hvem der i sidste ende kom ind. Nogle af de andre kandidater, blandt andet Lars Løkke, var irriterede over den store medieopmærksomhed omkring Klaus Riskær Pedersen.

Riskær sprænger listen og Lars Løkke taber

Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen. Riskær opnåede at blive den kandidat, der fik 5. flest stemmer ved valget – 57.114 personlige stemmer.

Lars Løkke Rasmussen blev trods de nævnte store armbevægelser en af valgets store tabere.

Skandalen omkring underskuddet i VU var oveni købet ved at koste Lars Løkke den normale plads i Venstres hovedbestyrelse som afgående VU-formand.

Det er tankevækkende, at hvis venstrefolkene ikke havde forbarmet sig, kunne det allerede dengang have været slut for Lars Løkke Rasmussen.

https://www.information.dk/indland/2019/08/loekkes-dumme-sager

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/loekke-afsloerer-var-tyveknaegt-som-barn/8031692

 

 

 

Den kontroversielle amerikanske forsker og påståede NATO-ekspert, Stanley R. Sloan, kom alligevel til Danmark. Det gjorde han i forbindelse med en konference arrangeret af Atlantsammenslutningen på Frederiksberg Slot tirsdag den 3. marts 2020.

Stanley R. Sloan var som bekendt årsagen til at Atlantsammenslutningens stort anlagte 70-års NATO-jubilæumskonference i december 2019 måtte aflyses. Konferencen, der skulle afholdes i samarbejde med den amerikanske ambassade, blev aflyst da den amerikanske ambassade nedlagde veto mod Sloans optræden på konferencen.

Stanley R. Sloan er en velkendt kritiker af præsident Donald Trump, som tillægges ”instinkter affødt af en narcissistisk personlighed, hans behov for at blive elsket, hans personlige familie og finansielle bevæggrund samt hans beundring af ‘stærke ledere’.”

Stanley R. Sloan ytrer sig jævnligt i offentligheden i hårde vendinger om præsidenten. På Sloans Twitter-profil er der kommentarer om Trump, herunder om præsidentens ”sygelige” adfærd.

Det var betegnende, at på Frederiksberg Slot, var Jørgen Dragsdahl den første Stanley R. Sloan hilste hjerteligt på. Jørgen Dragsdahl var i 1970- og 1980erne Informations indflydelsesrige skribent om sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

NATO står i sin værste krise

Stanley Sloans hovedbudskab på tirsdagens konference var det samme, som det ville have været i december. Nemlig, at NATO på grund af Trump i Det Hvide Hus står i sin værste krise siden oprettelsen i 1949.

“Det er første gang nogensinde, at en amerikansk præsident har stillet spørgsmålstegn ved USA’s forpligtelse til Artikel 5 og alliancen i det hele taget,” påpeger Stanley R. Sloan.

Artikel 5 er NATO’s såkaldte musketér-ed, der siger, at et angreb på et land er at betragte som et angreb på hele NATO.

Sloans indlæg var på ingen måde en ”upolitisk og objektiv” tale, men et partisk indlæg, der tydeligvis har det sigte at at miskreditere præsident Trump. Generalsekretær for Atlantsammenslutningen, ph.d. Lars Bangert Struwe, gjorde da også opmærksom på, at diskussionen om artikel 5 havde foregået siden optagelsen i de østeuropæiske lande i alliancen.

Det er en udokumenteret påstand, at præsident Trump skulle have udtalt en hensigt om at opgive NATO. Det er derimod velkendt, at Trump ønsker, at Europa som tidligere aftalt skal bidrage mere til alliancen, både økonomisk og militært.

Det nylige NATO-topmøde i London bekræfter, at det faktisk er ved at ske.

Sloans ”scenarier” om fremtiden for NATO er helt ude i hampen

Hans forudsigelse af, at et genvalg af Trump i 2020 vil indebære NATO’s opløsning, kan kun karakteriseres som en udokumenteret påstand. Sloan erkender da også, at enhver diskussion i NATO ikke vil forstumme, hvis USA i november vælger en demokratisk præsident (som Sloan tilkendegav, at han regnede med!). Der vil stadig være problemer for NATO, og der vil stadig være en diskussion om byrdedeling. Og den vil altid være der. For alle ledere i demokratiske lande vil altid forsøge at få mest mulig sikkerhed for deres befolkning til den lavest mulige pris.

Ingen nærmere overvejelser om NATO-alliancens nye udfordringer i Syrien

Sloans indlæg var til gengæld blottet for overvejelser om NATO-alliancens rolle i Syrien og Mellemøsten i det hele taget. Som bekendt har det danske forsvar sendt cirka 80 danske instruktører tilbage til al Asad-basen i Irak, hvor NATO-træningen af irakiske sikkerhedsstyrker genoptages efter en pause som følge af dronedrabet på Irans general Suleimani.

Udenrigsminister Jeppe Kofod kunne tirsdag den 27. november 2019 højest overraskende oplyse, at Danmark i slutningen af 2020 og halvandet år frem har overtaget ledelsen af NATO’s træningsmission i Irak, som Canada hidtil har ledet. Hovedkvarteret for den danske styrke på 200 soldater ved fuld styrke skulle ligge i Iraks hovedstad, Bagdad, og skulle udgøre ledelsen af NATO’s strategiske mission i Irak, der rådgiver irakiske officerer på strategisk niveau.

 

 

 

 

 

Corona-krisen fik tirsdag den 3. marts 2020 den amerikanske centralbank – Federal Reserve – til at sætte renten ned med et halvt procentpoint til 1,25 pct.

Det er den største rentenedsættelse siden finanskrisen, og Federal Reserve står klar med yderligere rentenedsættelser, hvis det bliver nødvendigt.

Selvom finansmarkederne havde ventet en rentenedsættelse i forbindelse med det næste ordinære møde i rentekomiteen den 18. marts 2020, kom tirsdagens nedsættelse som en overraskelse.

G-7

Tidligere tirsdag havde G7-landenes finansministre og centralbankchefer på en telefonkonference vurderet den økonomiske situation som følge af Corona-virsussen. Efter konferencen udsendte G7-sammenslutningen en fælles erklæring om at bruge alle forhåndenværende redskaber til at sikre stærk og holdbar vækst og modvirke negative risici – ”to do whatever it takes”.

De første dødsfald i USA som følge af Corona-virus blev rapporteret lørdag og onsdag er antallet stadig begrænset til 6 døde.

Federal Reserve

Centralbankchef Jerome Powell sagde på pressemødet efter rentenedsættelsen, at banken ikke forholdt sig til de sundhedsmæssige aspekter, men alene til risiciene for økonomien. Centralbanken havde noteret sig at der allerede havde været mærkbare konsekvenser i rejse- og turismeindustrien og at mange virksomheder, der var afhængige af internationale og kinesiske forsyningskæder, var urolige. Det var dog endnu for tidligt at vurdere hvor hårdt den amerikanske økonomi ville blive ramt.

Finansmarkederne stadig urolige

Finansmarkederne reagerede ikke umiddelbart positivt på den amerikanske rentenedsættelse. Børsfolkene er tydeligvis nervøse for de økonomiske konsekvenser af Corona-krisen, og frygter at en rentenedsættelse på 0,5 pct.-point, ikke er tilstrækkeligt. I hvert fald faldt Dow Jones indekset med 785.9 point og fjernede dermed de fleste af mandagens kursstigninger.

Samtidig søgte investorerne ly hos de sikrere statsobligationer, hvor kurserne på U.S. Treasury steg og obligationsrenten faldt. Guldprisen steg med 2.9 pct.

Trump kræver yderligere rentenedsættelser

Præsident Donald J. Trump tilkendegav på Twitter, at han gerne havde set en større rentesænkning, og han gjorde opmærksom på at det amerikanske renteniveau var højere end i konkurrentlandene:

Jerome Powell har klart tilkendegivet, at centralbanken ikke er til sinds at lade politiske hensyn styre bankens dispositioner.

 

Den britiske avis The Guardian beskriver søndag den 1. marts 2020 en undersøgelse, der er dokumenteret af TV-stationen Channel 4, som viser børn under 13 år, der på kaffefarme i Guatemala arbejder på at levere kaffebønner til kaffegiganterne Starbucks og Nespresso.

Børnearbejde

Dokumentaren viser børnene under oprørende forhold arbejde i op til 40-timers arbejdsuger til ekstremt lav løn, hvor de blev betalt alt efter, hvor mange kaffebønner de kunne samle. Nogle fik en dagløn svarende til ca. 43 kr., mens andre blev betalt så lidt som 3 kroner om dagen.

Starbucks og Nespresso

I dokumentaren blev der besøgt syv kaffefarme, der havde forbindelse til Nespresso, mens der blev besøgt fem med forbindelse til Starbucks. Der blev fundet børnearbejde på alle farme.

Både Starbucks og Nespresso har udtalt til dokumentaren, at de har nultolerance, når det kommer til børnearbejde.

George Clooney

George Clooney, der i flere år har ageret som Nespressos ansigt udadtil, men som også har sæde i Nespressos råd for bæredygtighed, har udtrykt skuffelse over fundet af børnearbejdere: “Jeg var overrasket og deprimeret over at se denne undersøgelse. Det er klart, at bæredygtighedsrådet og Nespresso skal have rettet noget op, og det vil ske. Jeg håber, de undersøgende journalister vil fortsætte deres arbejde og fortælle os, hvis forholdene ikke forbedres”.

Nespressos administrerende direktør, Guillaume Le Cunff, mener også at der skal forbedres på området: ”Hvor der er påstande om, at vores høje standarder ikke er opfyldt, handler vi straks. I dette tilfælde har vi igangsat en grundig undersøgelse for at finde ud af, hvilke kaffefarme der blev undersøgt, og om de leverer til Nespresso. Vi vil ikke genoptage køb af kaffe fra dette område, før undersøgelsen er afsluttet”, sagde han siger han til Channel 4.

Starbucks har ligeledes udtalt, at virksomheden vil undersøge forholdene og tage de rette foranstaltninger.

Politik er kampen om magten, og selvom der siden 1849 er udviklet visse skrevne og uskrevne regler, er politik “ ikke dame-te med blødt brød”, som Ritt Bjerregaard engang har sagt.

Politik kan heller ikke sammenlignes med noble sportsgrene som tennis, curling eller golf. Politik minder mere om boksning, ishockey og håndbold – kontaktsport, hvor man kun skal være med, hvis man kan tage og give knubs. Tilsværtning af modstandere er ikke god stil. Og viser det sig, at tilsværtningen foregår i det skjulte og gennem stråmænd, opfattes det som nederdrægtigt, og så giver det bagslag.

Politik er hverken krig eller kærlighed, og alt er ikke tilladt. På ingen måde – der er som nævnt udviklet skrevne og uskrevne regler, men overtrædelser er især problematiske, hvis dommeren ser det!

Mailgate

Det var det, der skete, da Socialdemokratiet ved en fejl selv løftede sløret for de hemmelige planer om skidtsamling og mulige angreb på Venstre under forhandlingerne om en udligningsreform. Den lækkede mail indikerede ovenikøbet, at det var oplysninger fra lukkede og fortrolige forhandlinger, der skulle bruges til negativt spin.

Det er næppe første gang, at et parti har arbejdet med variationer over beskidte planer om at svække modstanderen i en forhandlingssituation, men partierne råder i dag over langt større økonomiske ressourcer, der muliggør skalering af den hemmelige og ufine krigsførelse til et hidtil uset omfang. Alene længden af modtagere på den famøse mail viser omfanget af den i Statsministeriet omhyggeligt udarbejdede masterplan.

De seneste års massive indtog af alskens specialstyrker i form af spindoktorer og særlige rådgivere og hvad de nu ellers kaldes, har ikke alene skabt forudsætningerne for designerpolitik, men også gødet jorden for systematiseret urent trav på Christiansborg. Spinneriet er blevet tilført så mange midler, at det tager overhånd. Flere har peget på, at den offentlige partistøtte simpelthen er blevet for rigelig.

Den offentlige partistøtte og mailgate

Partistøtteloven trådte i kraft den 1. januar 1987, og fra et beskedent udgangspunkt er tilskudsbeløbet steget betydeligt. Udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 33,00 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionsrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.

I 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved folketings-, kommunal- og regionalvalg i alt 153.433.678 kr.

Forhøjet støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen var på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed steg den samlede partistøtte til 182.345.856 kr.

I 2018 modtog de politiske partier således i alt knap 336 mio. kr. i offentlig støtte.

Socialdemokratiet gjorde som Falck

Fhv. forbundsformand for FOA, Dennis Kristensen, sammenligner i et indlæg i Berlingske Tidende den 29. februar 2020 Socialdemokratiets arbejdsmetode med Falcks hemmelige indsats for at kompromittere den hollandske konkurrent BIOS, der slog hul på Falcks årelange faktiske monopol på ambulancekørsel i Danmark.

Falcks ageren overskred alle grænser – både moralske og juridiske – og byggede på både indsamling og spredning af skidt og misinformation i offentligheden uden, at pilen pegede tilbage på Falck.

De enorme konsekvenser for Falcks anseelse og forretning burde efter Dennis Kristensens opfattelse få alle partier til skyndsomst at fravælge samme vej.

Vi har endnu til gode at se skaden på Socialdemokratiets anseelse, men ligheden mellem Falcks metoder og den socialdemokratiske regerings modus operandi er ikke tilfældig.

Goll og Rossen

Vice President og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne er Peter Goll, der har gode forbindelser til socialdemokratiet og 3F. Peter Goll er angiveligt en særdeles god ven af statsministerens stabschef, Martin Rossen, og det er nærliggende, at venskabet mellem Martin Rossen og Peter Goll har været til gensidig inspiration.

Peter Goll er berygtet fra Falck-sagen. Det var koncernchefen i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck. Peter Goll havde som en del af Falcks koncernledelse med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager Falck orkestreret masterplanen for at få Bios ned med nakken, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig, og som blev anmeldt til bagmandspolitiet.

Kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck måtte Peter Goll også forlade sin direktørstilling.

Hvornår finder Mette Frederiksen ud af, at Martin Rossen er en belastning?

 

I et længere debatinterview i Kristeligt Dagblad den 29. februar 2020 mener forfatter Lisbeth Zornig Andersen, at nye tal fra Kommunernes Landsforening, der viser, at flere end hvert syvende barn får stillet en psykisk diagnose, vidner om, at vi har fået skabt et samfund, der tidligt lægger et ekstremt pres på os.

Hvor har Lisbeth Zornig Andersen været?

Det er ikke meget, vi har hørt om Zornig Andersen siden hun gik konkurs i august 2019. Konkursen efterlod en ubetalt skattegæld til SKAT på 1,4 mio. kr., selvom Zornig Andersen i månederne op til konkursen havde overført 700.000 kr. til hendes mand, Mikael Lindholm.

Siden er det kommet frem, at Lisbeth Zornig og hendes mand gennem et selskab – Soft Talk – etableret af Zornigs eksmand, tilbyder foredrag og formidling af “viden, der forandrer”.

Torben Bagge, der leder skatteafdelingen i advokatfirmaet TVC, er kritisk overfor konstruktionen: ”Det virker, som om man gør, hvad man kan, for ikke at betale en gæld til det offentlige og dermed bidrage til vores alles bedste via samfunds kassen”, siger han ifølge Ekstrabladet.

Hvorfor Kristeligt Dagblad netop nu vælger at bringe et større interview med Lisbeth Zornig Andersen må uvægerligt give anledning til undren hos mange læsere. Lisbeth Zornig Andersen havde tidligere – som mønsterbryder, arbejdet med socialt udsatte borgere og som formand for Børnerådet – i høj grad offentlighedens opmærksomhed.

Møgsagerne

I 2013 tildelte SF’s daværende formand, socialminister Annette Vilhelmsen, uden om alle procedurer Lisbeth Zornig Andersens projekt ”Stemmer på Kanten” en million offentlige kroner. I 2016 blev Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand Mikael Lindholm idømt bøder på 22.500 kr. for menneskesmugling ved i 2015 at have kørt en syrisk familie gennem landet til Sverige. I 2019 gik Lisbeth Zornig Andersen så konkurs med hendes personligt ejede selskab, og efterlod den nævnte skattegæld på 1,4 mio. kr. ligesom der var andre forhold omkring konkursen som f.eks. værdiansættelsen af en bil, der påkaldte sig kritik.

Reklame for ny bog?

Siden konkursen har der været helt stille omkring Lisbeth Zornig Andersen, indtil Kristelig Dagblad den 29. februar 2020 vælger at promovere Zornigs synspunkter på årsagerne til psykisk mistrivsel hos børn og unge.

Forklaringen finder man ved at konsultere hjemmesiden for Soft Talk, hvor det den 28. februar 2020 oplyses, at Lisbeth Zornig Andersen udgiver en ny bog –  Tigersdyrskuren – om livsmestring og hvordan man kan opnå sundhed, selvværd og velvære.

I en artikel i Berlingske Tidende rekapituleres hvordan landets nyudnævnte rigspolitichef, Thorkild Fogde, i sin tid som politidirektør i Københavns Politi spillede en rolle i det uskønne forløb om Tibetsagen, hvor dansk politi skærmede politiske besøg fra Kina mellem 2012 og 2014 fra at se demonstranter med tibetanske flag.

Thorkild Fogde blev først politidirektør i Københavns Politi i 2013 efter det omstridte besøg fra Kina i 2012, og det var Thorkild Fogde, som personligt ringede til Den Uafhængige Politiklagemyndighed for at anmelde Tibetsagen i 2015.

Men under Tibetkommissionens behandling af sagen kom det frem, at han som politidirektør tilsyneladende også bar en del af ansvaret for, at Københavns Politi kun fodslæbende udleverede centrale oplysninger i sagen.

”Tag flaget fra dem,” lyder det på en optagelse fra politiets radiokommunikation under et af besøgene, hvor vidner fortalte om betjente, som rev tibetanske flag ud af hænderne på fredelige demonstranter i 2012.

En optagelse, som offentligheden først fik lov til at høre flere år senere, efter at Folketingets Retsudvalg fejlagtigt havde fået et officielt svar om, at Københavns Politi ikke havde givet en sådan ordre.

Da Thorkild Fogde afgav forklaring under Tibetkommissionens første undersøgelse af sagen, beklagede han, at oplysningen om politiets ordre kom frem så sent.

”Jeg tror, at der kan gøres noget her. Måske er det forkert at have klagesager fordelt på forskellige myndigheder. Måske skal en myndighed på et tidligere tidspunkt have mulighed for et overblik tidligere i sagen,” sagde Thorkild Fogde ifølge DR.

Tibetkommissionen færdiggjorde en omfattende rapport om sagen i december 2017 uden at rette kritik mod Thorkild Fogde.

I sommeren 2018 blev kommissionen dog genåbnet. Det skete blandt andet efter historier i DR om, at kommissionen langtfra havde fået udleveret alt tilgængeligt materiale fra politi og ministerier. Og efter Berlingskes afsløring af, at danske politifolk havde skærmet politiske besøg fra Kina helt siden 1995 – og altså ikke kun under to specifikke besøg i 2012 og 2014.

Redegørelsen fra den nye Tibetkommission er stadig undervejs.

Hvorfor er Tibet-sagen ikke afsluttet?

Det har givet anledning til undren, at det ikke har været muligt at få Tibet-sagen afsluttet og ansvaret for krænkelserne af Grundloven placeret. Selv flere år med en konservativ justitsminister hr ikke kastet lys over mysteriet.

I en stadig læseværdig artikel i Altinget fra marts 2015 omtales problemerne i centraladministrationen og den manglende tillid til embedsmænd og myndigheder. Artiklen omtaler også de forventninger, der dengang var til den nye formand for Det Konservative Folkeparti:

”Mon ikke vi også snart hører de Konservatives Søren Pape Poulsen, tidligere Viborg-borgmester, i samme kor? Pape har endnu ikke på egen krop mærket systemets servicepakke over for en minister og vil nemmere end mere erfaringsbegunstigede kolleger undrende kunne finde på at spørge, hvad centraladministrationens mange tjenere dog får tiden til at gå med. Samtidig har han ved selvsyn oplevet urimelig statslig indblanding i stort og småt ude lokalt. Afbureaukratisering er en klassisk konservativ mærkesag, én af Poul Schlüters slagvarer i firserne og senest relanceret i Lene Espersens tid.

De politikere, der taler dunder mod new public management, embedsmandsvælde og McKinsey-konsulenter, vil kunne hente stemmer; en oplagt mulighed for Papes succeshungrende parti. Kritikken mod djøfiseringen i centraladministrativ forklædning har – delvist takket være embedsværket selv – et større vælgerpublikum end længe set.”

Søren Pape Poulsen har i mellemtiden fået ministererfaring som justitsminister, og vi begynder så småt at undre os over, hvad Søren Pape Poulsen egentlig fik udrettet i Justitsministeriet.

Lov og orden og en konservativ justitsminister

Som justitsminister talte han truende om bandepakker, burkaforbud, udvisninger og hårdere straffe, men i realiteten var han kørt fast.

Justitsministerens håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.

På den anden side kan det ikke forventes, at en speditør fra Bjerringbro kan overtrumfe ”Deep State-elementerne” i Justitsministeriet.

 

Det samlede dødstal efter flere dages gadekampe i New Delhi i Indien har rundet 24 personer mens 189 personer er meldt kvæstet. I flere kvarterer er muslimer drevet på flugt fra deres hjem, som efterfølgende er blevet plyndret, ligesom flere moskeer er ødelagt efter angreb af horder af hinduer.

Baggrunden for optøjerne

Optøjerne brød ud søndag, da muslimer i forbindelse med en protestaktion havde blokeret en vej. Muslimerne protesterede mod en ny tilføjelse til loven om indfødsret. Lovændringen gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse p.g.a. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mener at loven er en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer. Siden lovens vedtagelse i december, har der udover Indien været uroligheder, som altså søndag eskalerede i Delhi.

Fik ikke lov at forstyrre Donald Trumps besøg

De voldsomme optøjer kom for Modi-regeringen meget ubelejligt midt under den amerikanske præsidents stort anlagte statsbesøg. Så snart Donald Trump tirsdag aften havde forladt landet, indførte den for New Delhi ansvarlige minister udgangsforbud i byen.

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg, der startede den 11. april og sluttede søndag den 19. maj, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen. Narendra Modi vil med et komfortabelt flertal kunne regere videre i de næste fem år.

At Modi vandt, var forventeligt. At han vandt så overbevisende, er overraskende. For det så svært ud ved årsskiftet. Arbejdsløsheden var på sit højeste i 40 år, og landbruget befandt sig i en historisk krise. Samtidig så det ud til, at Rahul Gandhi kunne genrejse Kongrespartiet.

Narendra Modi og BJP brugte dygtigt de sociale medlemmer, og fik faktisk budskabet ud i alle hjørner af Indien: Kun Modi kunne garantere indernes sikkerhed og velfærd!

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Konflikter i Indien

Indien er samtidig et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien – med en befolkning på 1,3 mia. mennesker – beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.

Realiteten er, at landet er præget af konflikter mellem hinduer og muslimer – konflikter, der var en realitet længe inden briterne, underlagde sig Indien.

Hindunationalisme

Selvstændighedsbevægelsen var i høj grad var drevet af hindunationalistiske bevægelser, men delingen af Britisk Indien i 1947, var baseret på et ønske fra især muslimer om at få deres eget land, og sigtede på at fordele områder med muslimsk flertal til Pakistan og resten til Indien. Efter selvstændigheden fik Indien en sekulær forfatning, og dem, der ønskede en hinduistisk stat – et rent Hindustan – blev slemt skuffede.

Det bør ikke glemmes, at Mahatma Gandhi blev myrdet af en hinduistisk fanatiker.

Den hindunationalistiske bevægelse har imidlertid stedse været aktiv. I dag tegnes bevægelsen især af Modis parti, BJP, Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, der siden valget i 1996 har været Indiens største parti, og ved valget i 2014 med Narendra Modi kunne indtage premierministerposten. BJP er det stærkeste parti i den ”Nationaldemokratiske Alliance” (NDA). Det andet største parti i den regerende alliance er det hindu-fundamentalistiske parti ”Shiv Sena”.

Narenda Modi

Frem til finanskrisen kunne Indien opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct., og BJP og Narenda Modi vandt i høj grad parlamentsvalget i 2014 på et løfterigt økonomisk reformprogram.

Fundamentale Hindu nationalister fra bevægelsen Rashtriya Swayamsevak Sangh, RSS, der indtager prominente pladser i ledelsen af BJP, er især optaget af at fremme ”Hindutva” (Hinduhed) overalt i det indiske samfund. Det må ikke glemmes, at Modis regeringsparti, BJP, fungerer som en slags partipolitisk gren af RSS og henter store dele af sin politik og ideologi fra organisationen.

Det forlyder, at store grupper af fattige muslimer ”omvendes” til hinduismen ved løfter om adgang til offentlige støtteprogrammer m.v.

Den i december 2019 vedtagne tilføjelse til den indiske indfødsretslov, der har været den direkte anledning til de voldelige sammenstød mellem hinduer og muslimer, må ses som en klar indrømmelse til den hindunationalistiske fløj i Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, regeringspartiet BJP.

Den klare hindunationalistiske udvikling i Indien, er formentlig en væsentlig årsag til, at der i indiske muslimske kredse er en klangbund for propaganda fra organisationer som al-Qaeda og IS.

Forholdet til muslimer og Pakistan

Samtidig er der latente problemer i forhold til Pakistan. Siden Indiens deling i august 1947, der resulterede i oprettelsen af Republikken Indien og Den Islamiske Republik Pakistan, har der været konflikter mellem Indien og Pakistan, herunder tre store krige, en mindre krig og en række væbnede træfninger mellem de to lande. Bortset fra den indisk-pakistanske krig i 1971, der tog sit afsæt i Bangladesh’ (Østpakistans) løsrivelse fra Pakistan, har alle konflikterne drejet sig om den omstridte region Kashmir.

Selvom kendsgerningen er, at en række af de mest vidtgående økonomiske reformløfter stadig ikke er indfriet, har konflikten med Pakistan og den heraf bølge af hindunationalisme utvivlsomt været til fordel for Narendra Modi.

Spørgsmålet er, om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Udover ændringen i indfødsretsloven kunne det betyde en revidering af den i princippet sekulære indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Miljøminister Dan Jørgensen har benyttet den mest regnfulde måned i mands minde til den 25. februar 2020 at udsende en pressemeddelelse om, at Danmark nu skal klimasikres bedre.

Man må forstå, at kommunerne har været fodslæbende og nølende med at klimasikre deres borgere. Fremover skal vandselskaberne – og dermed forbrugerne – stå for hele finansieringen af regnvandsprojekter – uanset om de gennemføres over jorden eller som udvidelser af det underjordiske kloaksystem.

De nuværende regler fra 2016 foreskriver, at klimatilpasningsprojekter over jorden skal have en kommunal medfinansiering på 25 pct. Det har i praksis medført færre projekter, fordi kommunerne har skullet indpasse projekterne under kommunernes anlægsloft, som regeringen har holdt i kort snor.

Det betyder, at vandselskaberne har været nødt til at lave de dyrere projekter under jorden, som de har kunnet gennemføre alene.

Vandforbrugerne får hele regningen

Med de nye regler vil Dan Jørgensen give vandselskaberne bedre mulighed for også at gennemføre regnvandsprojekter over jorden uden finansiering fra kommunerne. Selvom alle udgifter nu skal afholdes af vandforbrugerne, mener Dan Jørgensen, at det vil sætte fart i regnvands- og klimasikring.

I betragtning af at sagesløse danskere hvert år har udgifter på mange milliarder til vand, er det bekymrende, at der nu væltes flere udgifter over på de sagesløse vandforbrugere.

Høje vandpriser

Den groteske situation kan illustreres med forholdene i Gentofte, der i øjeblikket er i vælten i debatten om kommunal udligning.

Prisen for vand og spildevand i Gentofte er steg i 2017 med 5,25 kr./ m3 inklusive moms til 61,90 kr./m3, hvor momsen udgjorde 12,38 kr.

For en parcelhusejer med et meget moderat forbrug på 120 m3 årligt, betød det en samlet regning på 7.428 kr. til Nordvand.

Det bemærkes, at vandprisen varierer meget – der er kommuner, hvor vandet er billigere, men der er også mange kommuner, hvor udgiften er væsentlig højere.

Fra juli 2017 indgik Gentoftes vandselskab Nordvand i Novafos, der er et vand- og spildevandsselskab ejet af Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal Kommuner.

I 2018 faldt vandprisen i Gentofte til 49,85 kr./m3, men steg igen i 2019 til 54,00 kr.

I 2020 er taksten på 49,30 kr. /m3. Prisen fremkommer som summen af vandprisen på 20,05 kr., afledningen af spildevand på 29,25 kr., grøn statsafgift på 6,37 kr. og moms på 9,86 kr.

De høje, men svingende priser har flere årsager:

Gentofte Kommune betaler vejafvandingsbidrag, der kan svinge. Vejafvandingsbidrag er det beløb, Gentofte Kommune betaler til Novafos for, at regnvandet fra kommunens veje bliver transporteret i Novafos´ afløbssystem. Spørgsmålet er om de reelle omkostninger i forbindelse med vejafvandingen i Gentofte konteres rigtigt? Vandmængden fra vejene tegner sig for 33 pct. af afvandingen, og en væsentlig del af udgifterne afholdes af vandforsyningen og ikke af de pågældende kommuner.

Ejere af ejendomme i Gentofte Kommune kan efter ansøgning få tilbagebetalt en del af tilslutningsbidraget til afløbssystemet, hvis de etablerer faskiner m.v. Disse tilbagebetalinger påvirker ligeledes vandprisen.

Politiske forhandlinger

Miljøminister Dan Jørgensens udspil om at vælte omkostningerne over på de sagesløse vandforbrugere skal forhandles i kredsen af partier bag den nuværende vandlovgivning.

Problemerne med stigende vandmængder og oversvømmelser efter massiv regn er næppe løst med regeringens udspil, men det vil være naturligt at inddrage en række andre spørgsmål i de politiske forhandlinger, der indledes torsdag den 27. februar 2020:

Hvorfor skal der betales moms af en statsafgift?

Ledningsført vand er af helt uransagelige grunde pålagt en statsafgift på 6,37 kr. pr. m3. Vand er desuden pålagt den sædvanlige moms på 25 pct. der endog beregnes af statsafgiften.

Hvis vandprisen skal nedsættes, skal momsen ubetinget fjernes. Vandprisen burde alene indeholde elementer, der er nødvendige for håndtering af vand. Statsafgiften og drikkevandsafgiften skal ligeledes væk.

De såkaldte grønne afgifter blev begrundet i at beskytte vores ressourcer af grund- og drikkevand. De aktuelle ekstreme regnmængder øger grundvandsdannelsen, og der er absolut ikke mangel på rent drikkevand.

Kan de store anlægsudgifter begrænses?

I mange områder er man i fuld gang med udskiftning af drikkevandsledningsnettet. Spørgsmålet er om udskiftningen af den yngre del af ledningsnettet ikke bør udsættes og erstattes af levetidsforlængende tiltag. Det må ikke glemmes, at renter og afdrag på anlægsudgifterne fuldt ud overvæltes i vandpriserne.

Dan Jørgensens forslag om vandselskabernes fulde finansiering af klimatilpasningsprojekter har til formål at øge anlægsaktiviteten. Man må betvivle, at forsyningsselskabernes bestyrelser formår at tøjle selskabernes umådeligt anlægslystne ingeniører, som har ubegrænset kredit til rådighed.

Vejafvandingen

I en række kommuner kan der være behov for, at de reelle omkostninger i forbindelse med vejafvandingen konteres rigtigt. Denne vandmængde tegner sig for en stor del af afvandingen, og en væsentlig del af udgifterne afholdes af vandforsyningen og ikke af de pågældende kommuner.

Omkostningerne ved rensningsanlæg

I mange kommuner gennemføres der ganske ambitiøse klimatilpasningsprojekter, der med separering af vandet betyder reduceret tilførsel af vand til de store rensningsanlæg. Vandforbrugerne – der jo betaler projekterne – bør også få det fulde udbytte i form af reduceret udledningsafgift til renseanlæggene.

Kontrollen med vandforsyningsselskaberne

Endelig har vandforbrugerne i årevis været belastet af grønne statslige vandafgifter angiveligt for at animere til vandbesparelser. Spørgsmålet er om vandforsyningsselskaberne har tilstrækkelige incitamenter til at begrænse lækagetab og udgifter til reparation af ledningsbrud? Her er der måske behov for at kritiske vandforbrugere er mere aktive.

Hvad har regeringen gjort for at mindske afgifterne på vand?

Statsafgiften på ledningsført vand er på godt 1.700 mio. kr. Momsprovenuet på vand udgør omkring 2.500 mio. kr. og i 2020 vil staten dermed tjene over 4,2 mia. kr. på danskernes vandforbrug.