Ved valget til Europa-Parlamentet i 1989 havde Venstre inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.

Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen.

https://www.berlingske.dk/business/nu-maa-klaus-riskaer-bestemme-sig-vil-han-vaere-politiker-eller

Folkenes Forbund etableredes i 1920 af 29 af krigens sejrherrer.

En række neutrale lande, heriblandt Danmark, blev inviteret til at tilslutte sig fra begyndelsen, og senere indtrådte andre lande, bl.a. krigens tabere og Sovjetunionen, der i første omgang var blevet udelukket.

USA ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi landet syntes, at betingelserne var for hårde og forhandlede sig i stedet frem til en aftale med Tyskland: (Berlin-traktaten af 1921). USA stod derfor uden for Folkenes Forbund, hvilket afgørende svækkede organisationen.

Tyskland blev faktisk medlem i 1926, men meldte sig i 1933 ud efter den nazistiske magtovertagelse.

I anden halvdel af 1930’erne forholdt Danmark sig stort set passivt i forbundet, og efter den tyske besættelse forlod Danmark Folkeforbundet i juni 1940.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/100-ar-gamle-fredsforventninger-blev-skuffet

Der er undtagelsestilstand i Mali og Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hovedstaden Bamako. Risiciene er så alvorlige, at du bør have helt særlige grunde til at besøge byen.

På grund af en meget høj sikkerhedsrisiko fraråder udenrigsministeriet alle rejser til Mali.

Hvis du alligevel vælger at rejse, anbefaler udenrigsministeriet at man bør søge rådgivning fra et professionelt sikkerhedsfirma.

Alligevel har udenrigsministeriet en ambition om at Danmarks partnerskab med Mali kan bidrage til, at Malis befolkning oplever varig fred og udvikling understøttet af en inklusiv og legitim stat med respekt for menneskerettighederne.

Derfor yder Danmark over 5 år udviklingsbistand til Mali på en milliard kroner og årlige nødhjælpsbidrag på 30 – 50 millioner kr.

Udover udviklings- og nødhjælpsbistand bidrager Danmark med 60 soldater til FN-missionen, Minusma, samt med 70 soldater og 2 transporthelikoptere til den fransk ledede militære operation, Barkhane.

Danmark løser desuden diverse transportopgaver med 6 ugentlige flyvninger i Mali med forsvarets Herkules-propelfly.

Omkostningerne ved den militære indsats i Mali er ikke oplyst.

https://um.dk/danida/lande-og-regioner/landepolitikker/mali/

Den 8. maj 2018 trak USA’s præsident, Donald Trump, USA ud af atomaftalen med Iran (Joint Comprehensive Plan of Action) og genindførte – og optrappede – de økonomiske sanktioner mod Iran.

For USA var det ikke kun Irans atomprogram, der var et problem. USA og Donald Trump har ikke ønsket at være passive tilskuere til, at det iranske præstestyre ustraffet kunne true Israel med udslettelse, sprede uro og terror i hele Mellemøsten og brutalt undertrykke sin egen befolkning.

Iran har aktier i krigene i Syrien og Yemen, og iranske agenter har stået bag mordforsøg og mord på eksil-iranere i flere EU-lande, herunder Danmark.

For USA og naboerne i Mellemøsten har Irans udvikling af ballistiske missiler og cyper-aktiviteter, der giver anledning til frygt. Iran står angiveligt bag cyper-angreb mod USA, Israel, Saudi-Arabien og andre arabiske Gulf-lande.

Irans destabiliserende aktiviteter i regionen via organisationer som Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, Houthi-bevægelsen i Yemen og en række militser i Irak og Syrien, er simpelthen uacceptable for USA og allierede som Israel og Saudi Arabien.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring er Generalmajor Qassem Suleimanni og Iran slået ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.
Fra angreb på USA’s allierede i regionen er Suleimanni gået over til at chikanere og angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages at Suleimanni og Teheran opererer ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudi-arabiske oliefelter. Trump sendte ganske vist et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien. Missilerne er egnede til at skyde fjendens missiler ned, inden de når deres mål. Men i forhold til andre kriser mente New York Times at vide, at saudiaraberne ikke var imponerede over amerikanernes indsats.

Iran og såkaldte ”analytikere” læser USA forkert

Den fejlagtige analyse, om at Trump af hensyn til 2020-valget for enhver pris ville undgå krigshandlinger, blev omtalt i New York Times og i Danmark villigt kolporteret af Berlingske Tidende i slutningen af december 2019. Grebet ud af luften hævdede Berlingske Tidende at Saudi-Arabien havde opgivet tanken om at få hjælp fra USA, hvis Iran angriber, og at hele magtbalancen i Mellemøsten var ændret.

Generalmajor Qassem Suleimanni og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 ifølge amerikanske embedsmænd til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

I sidste uge blev en amerikaner den 27. december 2019 dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra Hizbollah-brigaderne.

Nytårsaften lod Suleimanni irakiske shiakrigere storme USA’s største og mest befæstede ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

Den 3. januar 2020 sætter USA et droneangreb ind i nærheden af Baghad lufthavn og dræber generalmajor Qassem Suleimanni, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde.

Amerikanernes ”red line”

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo har gentagen gange advaret iranerne mod at angribe amerikanske mål. Men Iran anså tydeligvis ikke truslen som troværdig, og det gjorde New York Times og Berlingske Tidende åbenbart heller ikke.

Den amerikanske regerings røde linje er tydeligvis amerikanske liv og ejendom, og Suleimanni og de kloge iagttagere på New York Times kunne med fordel have læst op på historien om Benghazi.

Benghazi

På årsdagen for angrebet på World Trade Center – den 11. september 2012 – blev det amerikanske konsulat i Benghazi i Libyen angrebet af en militant islamisk gruppe ved navn Ubaydah bin Jarrah. Angrebet kostede fire amerikanske diplomater livet, herunder ambassadøren Christopher Stevens.

Udenrigsminister Hillary Clinton og State Department omtalte i de følgende 14 dage angrebet som ”spontant”, udløst af en anti-muslimsk videofilm med Profeten Muhammed i en lidet flatterende hovedrolle.

Senere kom det frem, at det amerikanske udenrigsministerium, State Department, under Clintons ledelse inden angrebet havde overhørt 200 anmodninger om øget sikkerhed for konsulatet.

Som bekendt betjente Hillary Clinton sig i udstrakt grad af en privat mail i sit virke som udenrigsminister. Clintons officielle arbejdsmail i State Department – samt anmodningerne om øget sikkerhed til konsulatet i Benghazi – blev håndteret af embedsmænd – sagde man – og nåede angiveligt aldrig udenrigsministerens skrivebord eller Obama i Det Hvide Hus.

I USA har Republikanerne og Donald Trump ikke glemt Obamas og Clintons rolle i Libyen. Det må derfor antages, at da efterretningskilder indikerede, at Suleimanni og iransk-støttede militser i Irak ville fortsætte angrebene på amerikanske mål, har man sagt: ”Aldrig mere en Benghazi” og givet ordre til at eliminere Generalmajor Qassem Suleimanni.

Risikoen for gengældelser har næppe været en afgørende faktor. USA har allerede inden drabet på Suleimanni i nogen tid været i alarm-tilstand, hvor Iran overalt er en trussel mod amerikanske liv og ejendom.

 

Fredag den 3. januar 2020 har USA med et raketangreb i nærheden af Baghdad lufthavn dræbt den iranske generalmajor Qassem Soleimani, chef for den iranske revolutionsgardes Quds Force og den centrale koordinator af Irans vidt spredte militære indflydelse I Mellemøsten.

Ved angrebet blev endvidere dræbt lederen af den proiranske Kataib Hezbollah milits, Abu Mahdi al-Muhandis.

Angrebet er den foreløbig kulmination af en konflikt mellem USA og Iran, der har været under opbygning I længere tid. Raketangrebet er et umiddelbart svar på pro-iranske militsers angreb i sidste uge på den amerikanske ambassade i Irak, der koste en amerikaner livet. Dette angreb antages samtidig at være gengældelse for amerikanske luftangreb på Kataib Hezbollah.
I Irak har amerikanerne tidligere oplevet at fire katyusha-raketter er slået ned i nærheden af en militærbase, hvor amerikanske soldater opholder sig ved Mosul i Irak.
Desuden er tankskibe angrebet i Omanbugten ud for den iranske kyst.

Står Iran bag?
Iraneksperter tvivler ikke på, at det faktisk var Iran, der udførte eller stod bag raketangrebet i Iraq, angrebene på tankskibene og den efterfølgende nedskydning af den amerikanske marines drone.
Længere tilbage skal angrebet på Qassem Soleimani også ses som en reaktion på det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.
Teheran afviser officielt at stå bag, og den shiaislamiske Houthi-bevægelse i Yemen, der støttes af Iran, har taget ansvaret for angrebet. I alt ti droner blev sendt mod Abqaiq-anlægget, siger en talsmand for houthierne.
Saudi-Arabien har over årene investeret enorme summer i avancerede luftforsvarssystemer. Men tænketanken Euroasia Group siger, at Saudi-Arabiens luftforsvarssystemer primært er designet til at forsvare sig mod traditionelle trusler. Fra USA er siden modtaget et antal missilbatterier, der skulle være i stand til at hindre gentagelser.

Konflikten mellem Iran og USA
Da Det Hvide Hus i begyndelsen af maj 2019 sendte det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln i Nimitz-klassen med ledsageskibe m.v. til den Persiske Golf var årsagen ifølge den daværende nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.
Udenrigsminister Mike Pompeo bekræftede at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”
“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgrupper, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.
“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

USA har lagt hårdt pres på Iran
Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, og i begyndelsen af 2019 satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde, IRGC, på terrorlisten. Det betyder at IRGC – og alle der samarbejder med IRGC – er pålagt strenge økonomiske sanktioner.
Sanktionerne rammer Iran er hårdt økonomisk. Valutaen – Rialen – er i frit fald og inflationen er galopperende. Den iranske befolkning på 84 millioner oplever faldende levestandard og arbejdsløsheden er frygtindgydende.

Iranske reaktioner
Iran reaktion har været at nægte at overholde atomaftalen, og grænsen for den tilladte oplagring i Iran af beriget uran er for længst overskredet.
Genopbygningen af lagre af beriget uran og truslen om helt at udtræde af atomaftalen sigter naturligvis på at presse USA og EU til at ophæve sanktionerne. Tankegangen i Teheran er, at udsigten til en eskalerende militær krise i Mellemøsten måske kan tvinge EU til en kraftigere indsats for at redde atomaftalen fra forlis, samt kompensere for de amerikanske sanktioner.
Det er imidlertid lidet sandsynligt, at EU kan gøre en forskel.

Revolutionsgardens Quds Force
I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde på listen over terrororganisationer.
Revolutionsgarden (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen.

EU-sanktioner mod Iran
Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.
Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Den mangeårige chef for IRGC, general Muhammad-Ali Aziz-Jaafari, blev efter pres fra Irans præsident, Hassan Rouhani, i april 2019 af Ayatollah Ali Khamenei, som den øverste leder af de væbnede styrker, fjernet og erstattet af Hossein Salami, der samtidig blev forfremmet til generalmajor.

Irans Ayatollah Ali Khamenei er informeret om alle iranske aktiviteter, men det er den iranske Revolutionsgarde – The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der enten udfører eller sanktionerer aktionerne.
Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har på Twitter afsløret hvordan amerikanerne opfatter Revolutionsgarden:
“Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser organiseret i paraplyorganisationen Iraq’s Popular Mobilisation Forces, PMF, og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Quds Force og Generalmajor Qasem Soleimani
Den enkeltperson i Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.
Soleimani blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleimani har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleimani, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza.
Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleimani.

Krig?
Mens Iran officielt afviser, at have spillet en rolle overhovedet i angrebene på amerikanerne i Irak, droneangrebet på de saudiarabiske olieanlæg eller truslerne mod skibstrafikken i Oman-bugten er USA ikke i tvivl. Iranerne har før demonstreret, at trængt op i et hjørne viger regimet ikke tilbage for noget.
Iran forsøger at vise USA og ikke mindst tilhængerne i Mellemøsten, at de også kan svare igen.
Iran er næppe interesseret i åben krig med USA, men det må antages, at Iran opererer ud fra den antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke starter krige.

USA
USA og præsident Trump er på den anden side determineret på i fuld samklang med Saudi-Arabien og Israel at slå hårdt igen mod Iran. USA er fuldt informeret om de eskalerende aktiviteter fra iranerne, og USA vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske eller allieredes interesser, uanset om disse handlinger foretages af en shia-militsgruppe i Irak, af PMF, af Hamas, af Houthis i Yemen eller Hizbollah i Gaza, eller andre, der reelt kontrolleres af Iran.

USA er fuldstændig overbevist om, at ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker eller interesser uden at ordren var givet af Qasem Soleimani og dermed af Ayatollah Ali Khamenei.

Københavns Lufthavnes udbygningsplaner – Expanding CPH – giver anledning til bekymring hos lufthavnens naboer på Amager. Der stilles også spørgsmål ved om udvidelsen til 40 mio. passagerer årligt overhovedet er forenelig med Danmarks klimamålsætninger. Udvidelsen vil betyde en ekstra klimaeffekt på cirka 2,5 millioner ton CO2-ækvivalenter. Det svarer altså næsten til ni procent af den ”tilladte” udledning i 2030, hvis vi skal opfylde klimalovens 70-procentsmål i 2030.
Spørgsmålet er om det giver anledning til overvejelser hos de godkendende myndigheder og hos ejerne?
Københavns Lufthavne ejes af Copenhagen Airports Denmark ApS, CAD – kontrolleret i fællesskab af Ontario Teachers’ Pension Plan, OTPP, og Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP – med 59,4 pct., Den Danske Stat med 39,2 pct., udenlandske, private og institutionelle investorer med 0,1 pct., danske, private og institutionelle investorer med 1,3 pct.
Man skulle tro, at der i denne ejerkreds ville være forbehold overfor Københavns Lufthavne store planer for udbygning i Kastrup?

Store udbygningsplaner i CPH
Københavns Lufthavn, CPH, der i 2018 havde godt 30 millioner rejsende, har en målsætning om at være intet mindre end den førende internationale lufthavn i Norden med over 40 mio. passagerer årligt, centrale destinationer i alle verdensdele og let adgang til lufthavnen fra alle dele af hovedstaden uanset transportmiddel.
Det er en målsætning, som kræver en omfattende ændring af det nuværende plangrundlag for lufthavnen.
VVM-redegørelser, ændringer af love og bekendtgørelser, lokalplaner m.v. vil kræve, at CPH’s mange interessenter blandt politikere, myndigheder, presse, virksomheder, naboer og organisationer i både Danmark og Sydsverige accepterer de gener som planerne indebærer.
Antallet af flyrejser er steget markant de seneste årtier, og væksten fortsætter. Lufthavnen har i det seneste årti opretholdt et historisk højt investeringsniveau, men lufthavnens mål om 40 mio. passagerer årligt vil medføre en yderligere stigning i brugen af tog, bus og metro til lufthavnen på 80 pct. Samtidig forventes en samlet stigning på 48 pct. i antal personkilometer over Øresund frem til 2032 på grund af øget pendling og trafik til lufthavnen fra Sverige, ligesom der forventes en fordobling af godstogstrafikken, der passerer lufthavnen, når Femern Bælt-forbindelsen åbner. Det giver samlet en stor kapacitetsudfordring på banen omkring Københavns Lufthavn, der skal håndteres. Udbygningen vil også have konsekvenser for klima, miljø og lufthavnens naboer. Der er således mange misteltene, der skal tages i ed – og nogle vil kræve håndfast overtalelse.

CPH’s særlige samfundsmæssige rolle
Københavns Lufthavns egen begrundelse for at hente den 43-årige Peter Goll ind i sin ledelse som Vice President og kommunikationsdirektør var da også i sommeren 2018, at lufthavnen ville styrke indsatsen for at varetage ”den særlige samfundsmæssige rolle”, som lufthavnen har.
Lufthavnen lancerede allerede i 2014 ”Expanding CPH”, der var en ambitiøs vision for fremtidens lufthavn, der kan betjene 40 millioner passagerer om året.
Visionen er for længst omsat i konkrete planer og projekter, som CPH er i fuld gang med at realisere som bl.a. er nærmere beskrevet i ”Udredningsrapport, Opdatering af lov- og plangrundlag for udvidelse af Københavns Lufthavn, 2016.”

Ændringen af udbygningsloven
Københavns Lufthavn har haft travlt med at få myndighederne til at ændre den såkaldte udbygningslov, der skal gøre de nødvendige ændringer i lufthavnen mulig. Oprindeligt omfattede planerne en forlængelse af Finger B og etablering af en ny satellitterminal med tilsammen 46 nye standpladser til parkerede fly i den nordvestlige ende af lufthavnens nuværende vigtige tværbane, 12-30. Tværbanen skulle i første omgang forkortes og flyttes 500 m østpå mod kysten ud for Øresund og samtidig drejet 6 grader. Det var samtidig forudset, at tværbanen på sigt helt skulle sløjfes.

Kontroversiel tværbane
Spørgsmålet om tværbanen er kontroversielt. Normalt letter og lander 95 pct. af flyene på København lufthavns to hovedbaner. Det betyder, at flyverne flyver ind og over Øresund eller Kongelunden. Når vinden er særlig stærk og kommer fra en særlig retning, bruges tværbanen. Det skyldes, at fly skal have modvind for at lette og lande. Derfor er der blandt luftfartsselskaberne nervøsitet for aflysninger og forsinkede afgange, samt at det hyppigere bliver nødvendigt at omdirigere fly til andre lufthavne, og dermed øgede omkostninger.
Presset fra luftfartsselskaber som SAS og Norwegian har medført at lufthavnen har revideret planerne således at tværbanen opretholdes, men med en længde på 2.200 meter vil blive forkortet og forskudt men på en måde hvor den stadig kan bruges når vinden er særlig stærk og kommer fra en særlig retning. I hvert fald synes flyselskaberne at være tilfredse med den foreslåede ændring.
De voldsomme udbygningsplaner står dog stadig overfor betydelige udfordringer
Det lykkedes CPH og Københavns Lufthavns direktør Thomas Woldbye at bearbejde den tidligere regerings transportminister, Ole Birk Olesen, og den daværende erhvervs- og vækstminister, Brian Mikkelsen, og med Folketingets vedtagelse den 15. maj 2018 af lovforslag L 154 – Forslag til lov om ændring af lov om luftfart (den såkaldte udbygningslov, der regulerer hvordan CPH må udbygges) – blev vejen i princippet banet for lufthavnens omstridte udbygningsplaner.

Inden planerne endelig kan falde på plads, skal det nye Folketing være indforstået og den nye socialdemokratiske transportminister Benny Engelbrecht skal også sige ja.
Udbygningsloven præciserer nemlig de gældende regler for tilladelser og godkendelser af udbygninger og ændringer af eksisterende flyvepladser. Det gøres dermed tydeligt, at væsentlige større udbygninger og ændringer i Københavns Lufthavn altid kræver tilladelse efter luftfartslovens § 55, stk. 1. Myndighederne får også klar hjemmel til at indføre krav og påbud om maksimale ventetider i sikkerhedskontrol, skærpet kontrol med ventetiden i bagagehåndteringen og i grænse- og paskontrollen.

Hvad med VVM-undersøgelsen?
Det var bemærkelsesværdigt, at Trafikstyrelsen blev underkendt i det vigtige spørgsmål om der skulle udarbejdes en VVM-redegørelse inden Folketinget behandlede ændringen af udbygningsloven. Det fremgår, at miljørapport med vurderinger af virkninger på miljøet, revision af støjcirkulæret, lokalplan og miljøgodkendelser vedr. støj, luft, anlæg, mv. først udarbejdes, når placering af standpladser, rulleveje, områder til afisning af fly, bygninger mv. er detaljeret yderligere, når det overordnede lovgrundlag for udbygningen af lufthavnen er på plads – altså efter vedtagelsen af lovforslag L 154.
Formålet med en VVM-vurdering er at sikre, at Kastrup Lufthavn ikke udvides yderligere før der laves grundige miljømæssige undersøgelser, med brug af nyeste viden indenfor forurening, støj og sundhed, og før der er gennemført en borgerinddragende høringsproces.
Der udestår således et større arbejde med dels at belyse udbygningens konsekvenser for klima, miljø og ikke mindst støj- og andre gener for lufthavnens naboer.

Sniges godkendelser igennem med en salami-taktik?
Problemet er, at CPH allerede er godt i gang med udvidelsen via en række byggeprojekter, men fordi projekterne deles i små dele, så giver Tårnby Kommune løbende dispensationer til de enkelte byggeprojekter uden at der laves miljøvurderinger. Argumentet er at de enkelte projekter ikke påvirker miljøet. Men samlet set påvirker projekterne uden tvivl omgivelserne på Amager.
Det er således på høje tid, at den lovpligtige samlede VVM-redegørelse af hele udbygningsplanen iværksættes med fuld inddragelse af alle interessenter.
Der er således mange misteltene, der skal tages i ed – og CPH har ved flere lejligheder demonstreret, at man ikke går af vejen for håndfast overtalelse af tilbageværende skeptikere.
Det må dog forventes at den velrenommerede bestyrelsesformand i Københavns Lufthavn, CPH, Lars Nørby Johansen, tidligere formand for Komitéen for god Selskabsledelse, vil sikre at intentionerne bag kravet om VVM-redegørelsen respekteres. Det kan ej heller være i de canadiske læreres interesse at de berørte borgere på Amager ikke bliver hørt? Og hvad siger alle de danskere, der har interesser i ATP?

Kan CPH påregne støtte fra Socialdemokratiet og fagbevægelsen?
Københavns Lufthavns direktør Thomas Woldbye er kendt for at være kompromisløst resultatsøgende og han har klogelig lyttet til de store flyselskabers mening i sagen om tværbanen. Transportminister Benny Engelbrecht har allerede inden VVM-redegørelsen kvitteret for Woldbyes fleksibilitet og udtalt sig i positive vendinger om udbygningsplanerne. Det er velkendt at den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, har en livslang tæt tilknytning til lufthavnen og 3F Kastrup, så planerne møder næppe modstand fra den kant.
Vice President og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne er Peter Goll, har gode forbindelser til socialdemokratiet og 3F. Peter Goll er angiveligt en god ven af statsministerens stabschef, Martin Rossen, og udbygningsplanerne skulle dermed være sikret en velvillig behandling i regeringen.
Peter Goll er kendt fra Falck-sagen. Det var koncernchefen i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck. Kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck måtte Peter Goll også forlade sin direktørstilling. Peter Goll havde som en del af Falcks koncernledelse med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager Falck orkestreret hele den masterplan for at få Bios ned med nakken, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig, og som blev anmeldt til bagmandspolitiet.

https://www.information.dk/debat/2019/12/udvidelsen-koebenhavns-lufthavn-mest-klimaskadelige-projekter-laenge-set

Dansk Erhverv mener, at besparelserne på Udenrigsministeriets område skal stoppe, og at der skal findes penge til styrke tilstedeværelsen på vigtige ambassader og til opgradering af handels- og eksportområdet.

Dansk Erhverv kommer diplomaterne i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads til undsætning. Skatteyderne skal finansiere øgede ressourcer til Udenrigsministeriet, der skal gå til, at danske virksomheder lettere kan få adgang til nye markeder og vinde nye markedsandele dér, hvor de allerede er til stede.

”Blåfrakkerne” og ”lakskoene”
Når Brian Mikkelsen, der har en lidet glorværdig fortid som minister, kommer folkene i Udenrigsministeriet (af kollegerne på Slotsholmen kaldet ”blåfrakkerne” og ”lakskoene”) til undsætning, hænger det sammen med, at de bevillingsmæssigt trange tider på Asiatisk Plads, nu kan mærkes af Dansk Erhvervs medlemmer. De skal nu selv betale for ydelser, der tidligere har været finansieret af skatteplagede danske borgere.

Det ville have klædt Brian Mikkelsen, hvis han som mangeårig konservativ minister havde indtaget det samme standpunkt i skiftende regeringer. Men på Hambros Allé kender hykleriet som bekendt ingen grænser.

Overhead-finten
Udenrigsministeriet har i mange år og under skiftende regeringer været særdeles kreativ i bogføringen af træk på rammen for udviklingsbistand. Ministeriet har beregnet sig et klækkeligt overhead på 5 – 7 pct. for at administrere støtten til verdens allerfattigste mennesker. Den såkaldte overhead-finte har lunet gevaldigt i den almindelige udenrigstjeneste i de mange år, hvor udviklingsbudgettet var støt stigende.
Udenrigsministeriet har bidraget til finansiering af stigende udgifter på flygtningeområdet

I 2015, 2016 og i 2017 blev der af de forrige og nuværende regeringer gennemført besparelser på bistandsrammen til at dække de stærkt stigende udgifter til flygtningeområdet.

Trange tider
Overhed-finten gav dermed bagslag, de mistede overhead betød, at Udenrigsministeriet i tilgift til de reducerede bistandsopgaver har måttet gennemføre betydelige besparelser på den almindelige udenrigstjeneste. Antallet af udsendte er reduceret, diplomaternes ude-, hjemme- og andre tillæg har været truet, og huslejer er nedbragt til fornærmeligt sømmelige niveauer.

Det har næppe betydet at Dansk Erhvervs medlemmer lå søvnløse, men samtidig har udenrigsministeriet stedse øget kravene til betalingen for bistand til eksportfremme. De fedtede bevillinger gjorde det vanskeligere at repræsentere Danmark i det fremmede, hvor danske ambassadører ellers tidligere ikke så sjældent var cocktailselskabernes feterede midtpunkt. Alt det er slut, hvis ikke danske eksportvirksomheder selv betaler, og seriøse eksportørers villighed til at betale for fester i krystallysekroners skær er efterhånden en sag blot.

Alt i alt har udviklingen betydet, at ikke kun har Danmarks renommé i diplomaternes selvforståelse lidt skade – måske ubodelig skade! – det har også betydet, at ansatte i udenrigsministeriet har følt sig de-klassificeret til almindeligt centraladministrativt DJØF-niveau og danske eksportvirksomheder er opkrævet betaling for udenrigstjenestens bistand.

OECD-reglerne overholdt
Medlemmer af Folketinget og repræsentanter for det vidtforgrenede bistandsmiljø har antydet, at overhead-finten har været i strid med OECD-reglerne. Realiteten er, at OECD’s udviklingskomité, Development Assistance Committee, faktisk i de såkaldte DAC-regler har tilladt, at udgifter til flygtninge og et vist overhead indgår i den opgørelse af udviklingsbistanden, der indberettes til OECD. OECD har imidlertid ikke fastlagt detaljerede regler, og forladt sig på medlemslandenes sømmelige tilbageholdenhed.
I finanslovene for 2018, 2019 og 2020 er tilført nye midler

På grund af faldende udgifter til håndteringen af flygtninge i Danmark er der på finanslovene ført midler tilbage til udviklingsbistanden. Den nuværende regering vil angiveligt bruge en stor del af de nye penge på klima og kvinders rettigheder, seksualundervisning og reproduktiv sundhed. Dermed fastholder regeringen dansk udviklingsbistand på 0,7 pct. af BNP, men resultatet vil også være, at selvom Udenrigsministeriet tilføres overheadbidrag, tilføres der ikke nye penge til eksportfremme.

https://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/239388/artikel.html?hl=YToxOntpOjA7czoxNToiQnJpYW4gTWlra2Vsc2VuIjt9

Udenrigsministeriet lokkede i marts 2019 dronningen og kronprinsen sammen med 30 danske virksomheder til et besøg i Argentina. Dispositionen er helt uforståelig, men Udenrigsministeriets dårlige jugement har måske mere sin baggrund i historien end i en nøgtern analyse af de aktuelle økonomiske muligheder.

Argentina var faktisk tidligere et land, der i starten af 1900-tallet var et af verdens rigeste målt på BNP per indbygger. Men siden 1930’ernes depression har Argentina i de seneste knap 100 år – et kæmpeland på 2.780.400 km2 og en befolkning på 45 mio. hvoraf 62.5 pct. har italienske rødder – haft en række gældskriser som følge af dårlig økonomisk og politisk styring. Landet, der er medlem af G-20, har i realiteten været bankerot i de sidste 20 år, og det er svært at få øje på danske kommercielle interesser i det maleriske fallitbo.

Den danske delegation blev pænt modtaget af Argentinas daværende præsident, Mauricio Macri, og forhåbningerne har været, at besøget kunne styrke de direkte kontakter imellem danske og argentinske virksomheder, men også føre til konkrete aftaler om, at Danmark og Argentina skal samarbejde om energieffektivitet, forvaltning af vandressourcer, vedvarende energi og patentrettigheder.

Den danske ambassade i Buenos Aires fremturede i sin ønsketænkning, og man afholdt således i Buenos Aires oktober sammen med danske virksomheder og de øvrige nordiske lande planlagt et ”event” om FN’s Verdensmål – de såkaldte SDG’er.
Det dansk-argentinske forhold styrkes også ved, at der nu er placeret en dansk vækstrådgiver på ambassaden i Buenos Aires.

Alle aktiviteterne er tydeligvis sat i søen uden tanke på, hvor finansieringen skal komme fra. Heri adskiller folkene på ambassaden i Buenos Aires sig desværre ikke fra andre dele af Udenrigsministeriets overoptimistiske eksportfremmesystem.

Problemet er kun, at tilliden til Argentinas økonomi er i frit fald!
Den tidligere præsident, Mauricio Macri, kom til magten i 2015 på løfter om at kick-starte og liberalisere Latin Amerikas 3. største økonomi – en føderal stat med 23 autonome provinser. Han var dog slet ikke i stand til at indfri løfterne og Argentina befinder sig reelt i en recession med en stigende inflation på over 50 pct.

Tvivl om Argentinas evne til at servicere den store udlandsgæld svækkede den argentinske peso i forhold til dollaren og tvang præsident Macri til at gå den tunge gang til Den Internationale Valutafond, IMF.
Han fik lån, men betingelsen var at Macri skulle fastholde markedsliberaliseringen og sikre balance på de offentlige budgetter.

Macris forsøg på at føre en stram krisepolitik betød at han mistede opbakningen fra tidligere borgerlige, der i stedet for den lovede økonomiske fremgang oplevede decideret forarmelse og nedgang i levestandard.

Præsidentvalget
Den økonomiske krise var årsagen til voldsomme protester og demonstrationer mod regeringen op til præsident- og parlamentsvalget den 27. oktober 2019. Mauricio Macri led derfor som forventet et stort nederlag til den peronistiske venstrefløjskandidat, Alberto Fernandez.

Med Alberto Fernandez er der udsigt til at Argentina vender tilbage til velkendte politikker med en protektionistisk og statskontrolleret økonomi med streng valutakontrol som under det tidligere Kirchner-regime.

Tidligere præsident i Argentina fra 2007-2015, Cristina Fernandez de Kirchner, fik ved valget i oktober posten som Vicepræsident. Da hun selv var præsident, kæmpede hun indædt med den argentinske landbrugssektor over eksportskatter og vægrede sig ved at honorere kravene fra indehavere af argentinske statsobligationer, der betød, at Argentina frem til 2015 reelt var udelukket fra de internationale kapitalmarkeder. Staten gav samtidig meget store subsidier til bl.a. el og indførte en række uhensigtsmæssige tiltag som valutarestriktioner, eksportskatter og ekspropriationer af virksomheder inklusiv landets største olieselskab, YPF S.A. (Yacimientos Petrolíferos Fiscales).

Mens præsident Alberto Fernández tilhører den kristelig-konservative fløj, karakteriseres Cristina Fernández de Kirchner som udpræget venstrepopulist – og den der har bukserne på i præsidentskabet!

Økonomisk morads
Med venstrefløjen ved magten i Argentina er markederne begyndt at indregne muligheden for at, Argentina ligesom i 2001 og 2014 igen må gå i betalingsstandsning.

Den økonomiske situation må betegnes som kritisk om ikke håbløs, og mere end 40 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Fernández har stillet en højere levestandard i udsigt, ligesom han har lovet at genoprette det kuldsejlede sundhedsvæsen. Spørgsmålet er om han kan levere.

Inflationen i Argentina er på mere end 50 pct. Og økonomien er på 3. år i recession.
Hovedårsagen til elendigheden er den enorme statsgæld og Argentina er ikke i stand til at honorere servicering og tilbagebetalingskrav på 100 mia. dollars fra IMF, obligationsejere og andre kreditorer.

Spørgsmålet er om Argentina kan opnå den nødvendige henstand og omstrukturering af gælden?

Hvis Argentina igen går i betalingsstandsning, vil pesoen uvægerligt blive svækket dramatisk, og det vil naturligvis have negative følger i Brasilien og Uruguay, men næppe større globale konsekvenser, fordi den internationale omsætning af pesoen er begrænset.

Forholdet til USA
På den udenrigspolitiske front følger USA opmærksomt hvordan Argentina agerer i forhold til Syd- og Mellemamerikas tiloversblevne diktaturer – foruden Venezuela også Nicaragua og Cuba. I forhold til Bolivias styrtede diktator og kokainhandler Evo Morales, vil man i Washington ikke se med milde øjne på at Argentina giver Morales politisk asyl i Argentina. Det må i den forbindelse ikke glemmes, at USA har betydelig indflydelse på IMF!

https://www.reuters.com/article/us-argentina-cabinet/argentinas-cabinet-chief-unveils-public-service-belt-tightening-measures-idUSKBN1YP0KF

Det er næsten rørende at læse den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bachs refleksioner over at miste sit job.

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at ministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse, fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

https://www.mm.dk/artikel/christian-friis-bach-jeg-har-virkelig-faaet-indblik-i-hvor-psykisk-haardt-det-er-at-blive-fyret

Regeringens ydelseskommissionen er en reaktion på den tidligere borgerlige regerings ydelsesjusteringer, der påstås at skabe fattigdom blandt fattige børnefamilier.
Socialdemokraterne tilkendegiver samtidig stålsat, at der ikke vil blive lempet på udlændingepolitikken.

Hvad man åbenbart ikke vil erkende er, at enhver justering af ydelsessystemet, vil have konsekvenser for indvandrere – ikke mindst for gruppen af ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere.

Lempelser af udlændingepolitikken
Under regeringsforhandlingerne i sommer blev støttepartierne og Socialdemokratiet enige om at begynde at tage imod kvoteflygtninge igen i 2020, forudsat at antallet af asylsøgere holder sit nuværende, lave niveau. Fokus skal særligt være på kvinder og børn.
Allerede i 2019 tager Danmark dog imod en mindre gruppe særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge. Det gav udlændingeminister Mattias Tesfaye besked om til FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, kort efter sin tiltræden som minister.
Udover penge til 500 kvoteflygtninge omfatter finanslovsaftalen en række andre lempelser på udlændingeområdet: Danskundervisning bliver gratis, opholdskravet i forhold til dagpenge fjernes, flygtninge, som er i arbejde, får lov til at blive i Danmark, børnene kommer ud af Sjælsmark.

Ydelseskommissionen kan føre til yderligere lempelser.

Hvor mange indvandrere kan vi modtage i Danmark?
For at svare på det spørgsmål, tager mange udgangspunkt i den andel af befolkningen i Danmark, som allerede i dag udgøres af indvandrere og efterkommere.
Publikationen Indvandrere i Danmark 2019, som blev offentliggjort af Danmarks Statistik tirsdag den 26. november 2019, indeholder et righoldigt talmateriale om indvandrere i Danmark.

14 pct. af befolkningen er indvandrere og efterkommere af indvandrere – 9 pct. fra ikke-vestlige lande
Pr. 1. januar i år udgør indvandrere og efterkommere 14 procent af befolkningen. De seneste 30 år er antallet af ikke-vestlige indvandrere firedoblet og indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande udgør i dag med 507.000 knap 9 pct. af befolkningen.

I Københavns Kommune udgør andelen af indvandrere og efterkommere i år 25 procent. I Ishøj Kommune er andelen helt oppe på 40 procent.

Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande udgør 25 pct. af befolkningen i Region Hovedstaden. I Ishøj er andelen 34 pct.

Er antallet af asylansøgere lavere end tidligere?
Undertiden hævdes det, at antallet af asylansøgere er det laveste i 10 år, men realiteten er, at 68.000 indvandrere og efterkommere i 2018 indvandrede til Danmark. 51.000 udvandrede og nettoindvandringen i 2018 var således på godt 17.500 personer.
Man bibringes undertiden også det indtryk, at antallet af indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere har toppet. Men det er ikke korrekt. Fra 2018 til 2019 steg antallet af ikke vestlige indvandrere med 7.619 mens antallet af efterkommere steg med 5.483.

Mens indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande stadig kun udgør 9 pct. af den samlede befolkning var denne gruppes andel af nyfødte i 2018 på knap 16 pct.

Udfordringer for ydelseskommissionen
En væsentlig del af problemerne med velfærdssamfundets offentlige ydelser skyldes tilstrømningen af ikke-vestlige indvandrere, der både kulturelt og fagligt har dårlige forudsætninger for at blive integreret i samfundet i almindelighed og på arbejdsmarkedet i særdeleshed. Det betyder, at der er en kraftig overvægt af indvandrere blandt fattige børnefamilier på sociale ydelser.

Når hensigten bag nedsættelsen af ydelseskommissionen i virkeligheden er ønsket om at forhøje ydelserne til den gruppe, vil det sende et signal om yderligere lempelser af udlændingepolitikken.

Udover komplikationen med udlændingepolitikken er problemerne med ydelsessystemet i et videre perspektiv, at skattesystemet i Danmark betyder, at selv meget beskedne arbejdsindkomster, som en børnefamilie knap kan leve af, bliver beskattet hårdt.

Fremfor at forhøje offentlige ydelser, burde regeringen koncentrere sig om at sænke skatten på lave arbejdsindkomster.

Hvorfor gør man så ikke det?
I modsætning til fjernelse af topskatten og lignende justeringer koster selv mindre sænkninger af bundskatten milliarder i tabt skatteprovenu.
En sænkning af skatten på lave arbejdsindkomster forudsætter derfor villighed til at reducere de offentlige udgifter, der stiger hvert eneste år og nu har nået den astronomiske højde på 1.220 milliarder kr. om året.

Det forudsætter politisk villighed og mod til sænke de offentlige udgifter – enten gennem besparelser på ydelser og institutioner – eller gennem en vækstfremmende politik, der sikrer en vækst i udbuddet af arbejdskraft som automatisk vil indebære besparelser på ydelsessystemet.

Vil Mette Frederiksen sikre sammenhængskraften?
Spørgsmålet er hvad Mette Frederiksen vil? Fortsat lempe udlændingepolitikken, forhøje kontanthjælpsloft og integrationsydelse og øge de offentlige udgifter? Eller føre en ansvarlig politik, der kan sikre sammenhængen i det danske samfund også for kommende generationer?