Udenrigsministeriet søger en pressechef til Jeppe Kofod. Selvom det ikke kræves, at pressechefen har kendskab til dansk udenrigspolitik, er det åbenbart ikke nemt at få stillingen besat. I hvert fald er der nu tale om et genopslag. Det er åbenbart ikke helt nemt at finde en pressechef med det rette socialdemokratiske sindelag og evne til bistå sin minister i penible situationer. Samtidig skal pressechefen ligesom lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads arbejde på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde.

Det er måske et begrænset felt, der har lyst til at arbejde for den socialdemokratiske udenrigsminister, Jeppe Kofod, der i 2008 måtte trække sig som sit partis udenrigsordfører. Det skete efter, at han havde haft et “moralsk upassende forhold” til en 15-årig pige ved et DSU-kursus på Esbjerg Højskole.

Det var også i 2008, at den amerikanske finansmand, Jeffrey Edward Epstein, erklærede sig skyldig i at stå bag prostituering af en pige på under 18 år. Epstein blev igen i 2019 anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger, men begik selvmord mens han sad i Manhattan Correctional Center.

Ligesom Jeppe Kofod gjorde i 2008, har Storbritanniens prins Andrew nu trukket sig fra sine pligter. Beslutningen er truffet efter et interview, hvor prinsen forsøgte at forklare sit forhold til Jeffrey Epstein.

At Jeppe Kofod har hårdt brug for professionel pressebistand bekræftede Frank Hvam på Tænketanken Europas nylige konference, hvor Frank Hvam undrede sig over, at Jeppe Kofod i forbindelse med alle internationale begivenheder opfordrede til ”besindighed og dialog”.

Den ”velfærdspolitiske”chef i den borgerlige tænketank CEPOS mener, at der bør fyres flere ledere i det offentlige. Argumentet er, at sygefraværet blandt personalet er en god indikator for ledelsens evne til at sikre et godt arbejdsmiljø med motiverede medarbejdere.

Den velfærdspolitiske chef har en pointe. Sygefravær koster årligt de offentlige kasser 30 milliarder kroner og er et stort samfundsøkonomisk og politisk problem.

Reglerne på området blev strammet i 2014 af et flertal i Folketinget. På dette tidspunkt var den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, beskæftigelsesminister. Hvor man tidligere havde man ret til sygedagpenge i 52 uger, inden det skulle vurderes, om man opfyldte et af kriterierne for at få forlænget ydelsen, blev den periode nu sat ned på 22 uger.

Lønmodtagere jaget vildt
Lønmodtagere, der er sygemeldt over en længere periode, bliver dermed automatisk en del af sygedagpengesystemet, hvor kommunen løbende har en pligt til at vurdere, om man stadig er uarbejdsdygtig. En vurdering, der typisk foretages ved, at jobcenteret tager en samtale med den sygemeldte, løbende indhenter lægedokumentation og eventuelt har en dialog med arbejdsgiveren. Mange sygemeldte lønmodtagere føler sig som jaget vildt, og kontakten med jobcenteret, gør, at mange føler sig mistænkeliggjort.

Politikeres misbrug
Folketingsmedlemmer, Regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere skal på intet tidspunkt fremvise så meget som skyggen af en lægeerklæring, hvis de er på længerevarende sygeorlov.
Dermed kan politikere være langtidssygemeldte med fuldt vederlag uden at skulle bevæge sig ned på jobcenteret.
Debatten om politikernes sygemeldinger er blusset op som følge af en række spektakulære sager. Sagerne viser, at blandt nogle politikere er narko-kørsel, sex-skandaler, mandatsvig og bedrag anerkendte sygdomme, og omgangen med sygemeldinger ret lemfældig.

Jakob Engel-Schmidt
Venstremanden Jakob Engel-Schmidt var fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.

Ninna Hedeager Olsen

Den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten var sygemeldt i 4 måneder, fordi der efter en fest i hendes seng befandt sig 3 kvinder og 1 mand, hvor der var begået et påstået seksuelt overgreb mod borgmesterens lesbiske veninde. Den påståede misdæder er siden blevet pure frifundet ved Landsretten.

Rune Lund
Læge Marianne Mørk Mathiesen, medlem af regionsrådet Syddanmark for Liberal Alliance, har gjort opmærksom på, at Rune Lund, medlem af Folketinget for Enhedslisten, tidligere har været sygemeldt i tre måneder på grund af en sprunget akillessene. Han kunne ikke varetage sit kontorjob i Folketinget, men kunne godt i sygefraværsperioden rejse til Odense og deltage i en debat.

Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt (DF) var sygemeldt i syv måneder, da han blev anklaget for bedrag med EU-penge.

Kurt Jakobsen
Medlem af Esbjerg Byråd, Kurt Jakobsen fra Venstre lod sig sygemelde på ubestemt tid, da han blev dømt for mandatsvig mod sin tidligere arbejdsplads, Naturstyrelsen Vadehavet. Alternativt ville han blive ekskluderet af Venstre.

Jeppe Kofod

Den nuværende udenrigsminister, socialdemokraten Jeppe Kofod, sygemeldte sig, da han år tilbage blev eksponeret i pressen på grund af en seksuel eskapade med en 15-årig.

Politikeres lemfældige omgang med sygeorlov gør ikke de offentlige lederes indsats for at nedbringe sygefraværet i Danmark nemmere.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/cepos-chef-der-boer-fyres-flere-ledere-i-det-offentlige

 

Det Økonomiske Råd (Vismændene) har foreslået, at Statens Uddannelsesstøtte, SU, koncentreres om de korte uddannelser og bachelor-delen af de lange videregående uddannelser. Samtidig foreslås det at udvide muligheden for billige lån til de studerende på kandidatuddannelserne.

Hvad lever studerende i Danmark af?

I Danmark modtager 425.000 personer (svarende til 324.000 stipendieårsværk) SU og den samlede statslige nettoudgift er godt 21 mia. kr.

Danmark har den højeste SU i verden, og den ligger ca. dobbelt så højt som i Sverige.

Grundlæggende må man betvivle det hensigtsmæssige i, at skatteyderne finansierer en borgerløn i form af høj SU til nogle af de borgere, der senere i livet får de allerhøjeste indkomster.

En universitetsstuderende kan modtage omkring 9.000 kr. om måneden – ca. 6.000 kr. i stipendium og 3.000 kr. i lån – og kan i tillæg have anden indkomst på op til ca. 13.500 kr. uden fradrag i SU-støtten.

Mange studerende har tilsyneladende ikke arbejde ved siden af studierne, men klarer sig åbenbart for 9.000 kr. om måneden. Hvordan er ikke godt at vide. Mon ikke man kan antage, at mange har penge med ”hjemmefra” eller har udeklareret ”sort” indkomst?

Stigende udgifter til udlændinge på dansk SU

Antallet af udenlandske studerende er vokset eksplosivt siden en EU-dom i 2013, der fastslog at EU-borgere har ret til fuld SU i Danmark, hvis de arbejder 10-12 timer ved siden af. Det er europæiske studerende fra EU-lande og EØS-landene Norge og Schweiz, der har ret til at modtage SU på lige fod med danske studerende. I toppen af listen over udenlandske SU-modtagere finder man Rumænien med 1327 borgere. Dernæst kommer Slovakiet med 1067 borgere og Tyskland med 1039 borgere. Der er desuden mange studerende fra Litauen og Ungarn.

Antallet af udenlandske studerende er voksede fra 441 SU-modtagere før dommen, til 7.653 i 2015 og 11.700 i 2018.

Den danske stats udgifter til udenlandske studerende, der modtager SU, er nu ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet på over 500 millioner kroner om året.

I 2013 aftalte et politisk flertal på Christiansborg, at man ville følge udviklingen, og at SU-udgifterne til udlændinge ikke måtte overstige 442 millioner kroner.

Men udgiftsloftet er overskredet i både 2017 og 2018.I 2017 beløb udgifterne sig til 466 millioner kroner, og i 2018 var beløbet 513 millioner kroner.

Hvad bliver der af de udenlandske studerende?

Uddannelse- og forskningsministeriet har oplyst, at 2 år efter eksamen har 42 procent af de udenlandske studerende forladt Danmark og taget deres dansk-betalte uddannelse med. 38 procent er stadig aktive på det danske arbejdsmarked to år efter den sidste eksamen. De resterende 20 procent er enten arbejdsløse eller startet på ny uddannelse i Danmark.

Hvad bør gøres?

Spørgsmålet er, om det virkelig har været partiernes mening, at 425.000 mennesker skulle modtage borgerløn/uddannelsesstøtte for over 21 mia. kr. om året?

Ligger der en bevidst politisk beslutning bag det forhold, at det danske uddannelsessystem og SU’en skal bruges til at uddanne andre EU-landes borgere?

Hvad siger den socialdemokratiske regerings kernestøtter?

Efter Vismændenes opfattelse er tiden inde til fundamentale ændringer i systemet. Bør den nuværende uddannelsesstøtte ikke snarest omlægges til et lånebaseret system, hvor den studerende i stedet har adgang til statsgaranterede lån med en både favorabel rente og fleksible tilbagebetalingsvilkår?

De midler, der spares i SU, kunne passende udnyttes til målrettede forbedringer i vores folkeskoler, ungdomsuddannelser og universiteter.

Den 31. januar 2020 kan Ritzau oplyse, at Socialdemokratiet mener, at det er problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem.

Socialdemokratiet vil tage Lars Løkke Rasmussens dobbeltrolle op i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.

Korruptionsrapport: Danmark skal vogte sig for svingdørspolitikere og lobbyister

Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.

Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Udover den aktuelle sag med Lars Løkke Rasmussen har en lang række bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:

Poul Nielson

Den tidligere socialdemokratiske Energiminister, Poul Nielson, var fra 1986 medlem af Folketinget, medlem af bl.a. Folketingets Energipolitiske Udvalg og energipolitisk ordfører for Socialdemokratiet, men samtidig direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds underafdeling, LD Energi, og medlem af en række bestyrelser i energisektoren, herunder Vestas. De mange kasketter gav anledning til overvejelser om reglerne for Folketingsmedlemmers habilitet, men Nielsons aktiviteter blev først indstillet, da han i september 1994 blev udnævnt til udviklingsminister i Nyrup-regeringen.

Lars Christian Lilleholt

Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre efter valget i juni 2019 stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Karsten Hønge

Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Vælgerne var tilsyneladende ligeglade. I hvert fald blev Karsten Hønge ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 genvalgt.

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Efter nogles opfattelse, er det langt værre, når en folkevalgt politiker pludselig smider hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!

Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode har givet anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi man mente, at Brian Mikkelsen, der er uden åbenlyse kvalifikationer, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet.

I visse andre lande har man karantæneregler, således at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Søren Gade og Karen Hækkerup

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer. Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i det fra Falck-sagen berygtede kommunikationsbureau, Advice, med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Bjarne Corydon

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen.

Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Lars Løkke Rasmussen og Brian Mikkelsens og andre markante karriereskift burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Johanne Schmidt-Nielsen

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Klausuler

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende er problematikken ikke berørt på de Bornholmske Folkemøder, hvor befolkningen gennem teltfligene ellers kan få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Kan afkølingsperioder mindske et demokratisk problem?

Den gyldne svingdør mellem Christiansborg og lobbyistbranchen har for både politikere og politiske rådgivere været i sving efter folketingsvalget den 5. juni.

Det er ikke ligegyldigt hvilken beskæftigelse politikere søger, efter at de frivilligt eller ufrivilligt forlader en politisk post.

Tendensen til at søge over i lobbyvirksomhed er meget uheldig i en tid med voksende mistillid til politikerne. Det er simpelthen med til at forstærke billedet af en magtelite, der lukker sig om sig selv, bor de samme steder og mener stort set det samme.

I Danmark er egentlig korruption heldigvis forholdsvis sjælden, selvom der er tegn på, at problemet er mere omfattende end hidtil antaget. Til gengæld accepterer vi en meget omfattende og aggressiv lobbyvirksomhed. Spørgsmålet er, om den stigende lobbyvirksomhed blandt ekspolitikere ikke er en form for ”blød korruption”, som de fleste andre EU-lande har regler imod?

I Tyskland har eliteforskeren, Michael Hartmann, Professur für Elite- und Organisationssoziologie ved Institut für Soziologie ved Technische Universität i Darmstadt, påpeget at mangel af karens- eller nedkølingsperioder kan udgøre et demokratisk problem. Uden nedkølingsperioder er der større risiko for en uheldig sammensmeltning af den politiske elite og erhvervslivets elite, der kan betyde, at den almindelige befolkning ekskluderes fra centrale politiske processer.

I Danmark er det i flere magtudredninger dokumenteret, at en magtelite bestående af folk fra erhvervsliv, politik, fagbevægelse og det akademiske miljø har en disproportional stor indflydelse på den førte politik på bekostning af almindelige borgerne.

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder på vej i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.

Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri
• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey
• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International
• Brian Mikkelsen går fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv
• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.
• Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen, men fortsatte i Folketinget.
• Lars Løkke Rasmussen gik fra Statsministeriet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, men fortsatte i Folketinget.

Korruption eller bare dårlig stil?

Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv, til lejligheden nedsatte fokusgrupper og interesseorganisationer? Er det forklaringen på, at de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

 

Det er en kendsgerning, at der i landets 98 kommuner er meget stor forskel på skattegrundlaget. Der er derfor store forskelle på hvor mange penge man kan få ind ved at beskatte sine borgerne.

Den kommunale udligningsordning skal sikre, at kommunerne landet over trods indkomstforskelle har mulighed for at levere nogenlunde samme service til sine borgere.

Udligningsordningen har fra starten helt bevidst tilsigtet at tage penge fra ”rige” kommuner og give dem til ”fattige” kommuner.

Skal udligningen øges?

Den socialdemokratiske regerings overordnede målsætning med en ny udligningsreform er, at der skal udlignes mere mellem de velstillede kommuner og de udfordrede kommuner end hidtil. I øjeblikket betaler 35 kommuner til udligningssystemet og 23 af dem ligger i hovedstadsområdet, Nordsjælland eller omkring Roskilde. 63 kommuner er nettomodtagere af udligningstilskud.

Regeringen lægger op til, at 38 kommuner skal betale 1,4 mia. kr. mere i udligning. 60 kommuner vil modtage flere penge. Regningen vil især havne hos kommuner i hovedstadsområdet og i Østjylland.

Det sikres ved bl.a. at indføre et loft på den særlige rabat, som kommuner med lav skatteprocent får. Tilskud for indbyggere, der flytter fra kommunen, skal ikke længere kunne gå til velhavende kommuner. Samtidig skal der være et loft på 100.000 kr. per borger, der flytter fra kommunen, og fraflytningen skal opgøres over tre år. Au pairer skal heller ikke længere tælle med som udlændinge, der giver tilskud i udligningen. Tilskud til udlændinge skal målrettes til problemer med f.eks. ghettoområder. Ikke kun alder, men også de ældres helbred, skal tælle med som en faktor i udligningen. Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor raske de ældre er i rige og fattige kommuner.

Hvordan kan kommunerne betale for den ekstra udligning?

De kommuner, som efter en udligningsreform skal aflevere flere penge, kan hæve skatterne, sænke serviceniveauet eller bruge af deres likviditet. Hvis kommunerne vælger at hæve skatten, tilkendegiver regeringen, at bundskatten sænkes tilsvarende.

Det mest sandsynlige er, at de rige kommuner bliver nødt til at reducere den kommunale service, mens de fattige kommuner får mulighed for at udvide deres service.

Udligningssystemets svagheder

Udligningssystemet er jf. Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, opbygget på den måde, at før udligningen opgør Økonomi- og Indenrigsministeriet kommunernes strukturelle over- eller underskud. Beregningen er en teoretisk opgørelse af kommunens udgiftsbehov baseret på befolkning, børn, ældre, indvandrere m.v.

Indtægtsberegningen er baseret på en opgørelse af beskatningsgrundlaget og under forudsætning af at kommuneskatterne er ens.

Alle landets 98 kommuner er omfattet af landsudligningen, der skal udligne forskelle i kommunernes strukturelle over- eller underskud. Landsudligningen godtgør 61 procent af en ”fattig” kommunes underskud eller opkræver 61 procent af en ”rig” kommunes overskud.

I udligningssystemet er hidtil tillige indgået en særlig hovedstadsudligning, der som navnet antyder, er en helt særlig ordning for de 34 hovedstadskommuner. Den ligner landsudligningen, men dækker kun 27 procent af en kommunes underskud eller opkræver 27 procent af en kommunes overskud. Det betyder, at en fattig hovedstadskommune, der får penge fra begge puljer, hidtil har fået dækket hele 88 procent af sit underskud.

Desuden har særligt betrængte kommuner få del i ordningen til kommuner med særlig stort underskud. Ordningen har dækket op mod 32 procent af kommunernes underskud.

Regeringen lægger op til at der indføres en særlig udligningsordning for Ø- og yderkommuner med en ramme på 1 mia. kr.

Konfiskation?

Udover udligningsordningens karakter af konfiskation, hvor velhavende kommuner som Gentofte allerede betaler 3,3 mia. kr. og skal aflevere 93 pct. af de sidste kroner, der kommer ind i kommunekassen, er der andre problemer.

Skal fattige borgere i Gentofte betale mere til rige familier i Tønder?

Flere velfungerende kommuner afleverer over 50 pct. af skatteindtægterne til udligning, og i mange af disse kommuner er det et reelt politisk problem, at kommunerne nu tvinges til at overføre endnu flere af borgernes penge til andre måske mindre veldrevne kommuner, med lavere leveomkostninger, der betyder at sammenlignelige familier har et væsentligt højere rådighedsbeløb. Der er desuden eksempler på kommuner, der modtager udligning, som har et højere serviceniveau og en lavere skat, end ”rige” kommuner.

Systemets svagheder adresseres ikke

Det største problem er imidlertid, at de grundlæggende svagheder ved selve udligningssystemet ikke adresseres i regeringens udspil.

Selv om nogle kommuner på papiret har store strukturelle overskud efter udligning, er det ikke sikkert, at pengene rent faktisk er kommet ind i kommunekassen. For at kunne sammenligne kommunerne, forudsætter Økonomi og Indenrigsministeriet, at kommunerne har ens skatteprocent, når de beregner det strukturelle overskud eller underskud. Men i kommuner som Gentofte og Hørsholm ligger kommuneskatten under landsgennemsnittet, så i virkeligheden får kommunerne ikke de indtægter, som ministeriet beregner.

Skulle kommunerne sætte skatten op, ville 93 pct. af indtægtsstigningen i øvrigt gå til udligning.

Undermineres det kommunale selvstyre?

Hvis det kommunale finansieringssystem var mindre mangelfuldt og mere fremmende for god offentlig forvaltning af borgernes penge, ville budgetlove, udgiftslofter, servicerammer og sanktioner ikke være nødvendige. Det ville heller ikke være nødvendigt for staten årligt at udsende adskillige hundrede detaljerede forskrifter til kommunerne angående tilrettelæggelsen af kommunernes indsats.

Hvordan fremmes effektiv forvaltning?

Produktivitetsudviklingen i den kommunale sektor er helt utilfredsstillende. Samtidig har Produktivitetskommissionen beregnet, at hvis alle kommunerne blev administreret lige så effektivt som gennemsnittet, kunne der frigøres 25-30 mia. kr. om året. Penge der kunne kanaliseres over i service og velfærd.

Det kommunale finansieringssystem er kendetegnet ved, at det rummer begrænsede incitamenter til at administrere effektivt og øge produktiviteten i fremstillingen af kommunernes velfærdsservice.

Det er vanskeligt gennemskueligt, hvorvidt og i hvilket omfang, der faktisk foregår løft i produktiviteten overhovedet. Hvis der foregår øgning, så medgår gevinsten til finansiering af kommunens videre forbrug snarere end, at kommunen vælger at reducere den kommunale skatteudskrivning.

Systemet giver heller intet incitament til at øge den økonomiske vækst, indkomstskabelsen og beskæftigelsen i kommune. Driftige kommuner, der forbedrer rammevilkårene for erhvervsvirksomheder og derfor i kombination med attraktive servicetilbud formår at tiltrække nye borgere, bliver faktisk straffet: For de rige kommuner betyder et øget indtægtsgrundlag at 93 pct. af merprovenuet skal afleveres til øget udligning. Tilsvarende vil fattige kommuner miste tilskud. I regeringens udspil er der en justering af udligningen vedrørende selskabsskatten, der tilsigter at øge kommunernes interesse i at være hjemsted for selskaber.

 

 

Efter mødet onsdag den 29. januar 2020 i den amerikanske centralbanks rentekomite – The Federal Open Market Committee, FOMC, blev det kl. 14 lokal tid i Washington oplyst, at centralbanken fastholder den toneangivende rentesats i niveauet 1,50 – 1,75 pct.

Beslutningen var ventet efter forudsigelserne i december 2019 om uændret rente i hele 2020.

Ifølge FOCM’s oplysninger er det amerikanske arbejdsmarked stærkt, arbejdsløsheden lav og med en fortsat stigning i den økonomiske aktivitet. Den amerikanske boligsektor udvikler sig positivt mens virksomhedernes investeringer og eksport ikke er prangende. Inflationen i USA ligger fortsat under målsætningen på 2 pct.

Holdningen til eventuelle fremtidige renteændringer var ikke hugget i sten. FOCM ville basere sig på faktuelle oplysninger om den økonomiske udvikling i USA og internationalt.

Centralbankdirektør Jerome Powell gentog på den efterfølgende pressekonference, at den amerikanske økonomi og pengepolitik var i god gænge. Powell antydede at januars handelsaftale mellem USA og Kina havde mindsket spændingerne på handelsområdet, mens Corona-virusudbruddet i Kina havde betydet ny usikkerhed.

I Eurozonen testes bankerne

I Europa har den europæiske centralbank, ECB, oplyst at 6 ud af 109 banker i Eurozonen ikke klarede en netop gennemført stresstest. 4 af bankerne havde imidlertid siden december fået bragt deres forhold i orden.

Formålet med stresstesten var at undersøge bankernes finansielle robusthed, og ECB erklærede efter testen, at de i det store hele var tilfredse (“broadly satisfied”).

For at leve op til SREP-kravene (Supervisory Review and Evaluation Process) skulle den enkelte banks kernekapital (Common Equity Tier 1, CET1) mindst udgøre en individuelt bestemt størrelse i forhold til bankens risikobaserede aktiver. Hertil kommer anbefalede, men ikke nødvendigvis krævede systemiske buffere på 2,1 pct. og kontracykliske buffere på 1,5 pct. De samlede krav til kernekapital udgjorde for alle bankerne i gennemsnit 11,7 pct. Ingen af bankerne var i konflikt med de obligatoriske kapitalkrav, men levede ikke helt op til de supplerende bufferkrav.

Bankernes soliditet

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i Den Europæiske Bankunion og i Eurozonen strammet betydeligt efter finanskrisen. Op til krisen i 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af CET1 eller kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Under finanskrisen viste det sig vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Derfor måtte offentlige myndigheder træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Kapitalkravene også øget I Danmark, men danske banker frygter yderligere krav

Selvom Danmark ikke er medlem af Eurozonen og endnu ikke har taget sig sammen til at gå ind i Bankunionen, er kapitalkravene også øget til danske pengeinstitutter.

I Danmark foretager Nationalbanken hvert halve år en stresstest af den danske banksektor. Stresstesten omfatter de største danske bankkoncerner.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende minimums- og bufferkravene til bankernes kapital (de risikobaserede kapitalkrav), ligesom Nationalbanken også ser på bankernes evne til at opfylde krav til gearing og nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav).

Den seneste stresstest viser, at de systemiske banker overholder deres kapitalkrav – også i et hårdt recessionsscenarie.

Hvis bufferkravet overskrides, indtræder en række begrænsninger, f.eks. i forhold til udbyttebetalinger og betaling af rente på hybride kapitalinstrumenter. Det kan svække bankernes mulighed for at hente ekstern finansiering på de finansielle markeder på et tidspunkt, hvor finansiering i forvejen er svært tilgængelig.

 

Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en tilsyneladende kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark.

Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for at operere på det kommercielle marked.

Klausulerne
Kontrakten var imidlertid kendt af en større kreds, og opstandelsen drejede sig især om en ”transportklausul” og en ”miskreditklausul” i kontrakten.

Den første klausul om at olien skulle transporteres fortrinsvis på saudiske skibe viste sig at være uden større betydning, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet.

Den såkaldte ”miskreditklausul”, der efter sin ordlyd forpligtede Danmark til at forholde sig positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed, var langt vigtigere. Officielt var forklaringen, at ”nærmere studier” overraskende viste, at klausulen i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik.

Ifølge den officielle udlægning forpligtede denne aftale ikke Danmark til bestemte (positive) holdninger til islam og Saudi-Arabien.

Imidlertid bidrog den kendsgerning, at der i tilsvarende svenske og finske kontrakter ikke var en lignende klausul, til at Nielson måtte indkassere skarp kritik også fra egne partifæller, og sagen truede med at udvikle sig til et spørgsmål om Folketingets mistillid til Poul Nielson. Desværre betød det stærke fokus på Poul Nielsons person, at det principielle spørgsmål om Danmark havde solgt retten til at kritisere islam ikke blev afklaret.

Poul Nielson var kendt for sin stædighed, men til sidst måtte han bøje sig og tillade medlemmerne af Folketingets Energipolitiske udvalg at se kontrakten. Udvalgets medlemmer fik mulighed for én efter én at læse kontrakten, men uden at der måttes kopieres fra aftalen, skrive af fra den, eller på anden måde viderebringe informationer.

Nielsons egen forklaring om den ”klokkerene aftale”
Det korte af det lange er, at Poul Nielson selv i sin selvbiografi ”En hel Nielson” fra 2011, har erkendt, at han formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren, og ved ikke med det samme at tage tyren ved hornene og tillade indsigt, selvom han derved måske ville krænke aftaleparternes forståelse om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd.

Poul Nielson har aldrig erkendt, at aftalen lagde politiske bindinger på Danmarks holdninger til islam og sunnierne i Saudi-Arabien.

Nielson blev bundet til masten
Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed.

Flertallet indsatte derfor en generel klausul i den bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet: Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

Nielsons overmod binder stadig den nuværende energiminister, Dan Jørgensen

Hvis Dan Jørgensen havde været indstillet på at give tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Nordsøen efter den afsluttede ottende udbudsrunde skulle det forinden have været forelagt Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.
Som det hedder:
”Efter afslutningen af Energistyrelsens behandling vil resultatet, forinden tilladelsen meddeles, blive forelagt Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg (…) Energi-, forsynings- og klimaministeren kan i henhold til undergrundslovens paragraf 12, stk. 3 undlade at meddele tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter på grundlag af de indkomne ansøgninger, ligesom det står ministeren frit at afgøre, hvor mange tilladelser til efterforskning og indvinding af kulbrinter, der meddeles på grundlag af de indkomne ansøgninger. Tilladelser forventes meddelt inden for seks måneder efter ansøgningsfristens udløb.”

Den 17. januar 2020 meddelte Ritzau, at Dan Jørgensen har valgt at udskyde en beslutning om, hvorvidt der skal søges efter og udvindes olie i Nordsøen.
Beslutningen kræver et bedre grundlag og mere tid, lyder begrundelsen fra klima- og energiministeren. Det er særligt de klimamæssige og økonomiske konsekvenser, som ministeren vil have mere sikkerhed omkring, før der træffes en beslutning om den såkaldt ottende udbudsrunde.

Det vakte debat og forargelse, da biskopperne i 2019 takkede nej til at deltage i en ny tænketank om kristenforfølgelser.

Folkekirkens biskopper besluttede på et plenummøde i deres selvbestaltede bispekollegium, at de ikke ønsker at have en biskop med i en ny tænketank for forfulgte kristne, og de sendte i stedet invitationen videre til Det mellemkirkelige Råd, der har stor viden om området. Det vakte debat, og kritikere beskyldte biskopperne for at have berøringsangst over for verdens kristenforfølgelser.

Som biskoppernes kontaktperson for det konkrete bispemøde har biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, forklaret, at mange ”forfulgte kristne ikke ønsker at blive spændt for en vestlig vogn, hvor der tales specifikt om forfølgelse af kristne”, fordi det kan forværre deres situation.

Tænketanken om kristenforfølgelser består af blandt andre professor i teologi Peter Lodberg, tidligere biskop Karsten Nissen og tidligere generalsekretær for Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen. Den offentlige kritik af biskopperne blev åbenbart hørt. I hvert fald fremgår det af et referat af et efterfølgende bispemøde, at Henrik Wigh-Poulsen nu havde deltaget i tænketankens første møde.

Biskoppernes opgaver og interesser
Bispemøderne påkalder sig interesse. Hvad foregår der egentlig udover kraftigt kammeratligt samvær? Biskopperne har nemlig ikke meget at skulle have sagt. De kan ikke beslutte noget på folkekirkens vegne. Den øverste beslutningskompetence er Folketingets og kirkeministeriets, og den daglige beslutningskompetence er menighedsrådenes.

Biskoppen er stiftets øverste myndighed i kirkelige sager, og det er biskoppens opgave at føre teologisk tilsyn med præsterne.

Skandalen om den manglende støtte til verdens forfulgte kristne bekræftede, at landets bjergsomme biskopper er mere optaget af at klamre sig til deres velaflagte embeder, end at støtte verdens forfulgte kristne.

Debatten om at biskopperne klamrer sig til embedet, men undgår at forholde sig til ofrene for kristenforfølgelser, er opstået fordi nogle undrer sig over, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller erkender, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år.

Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Interesse for at komme til truget
Selvom embedet som biskop er ganske velaflagt, krævede biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2018 en lønstigning på 77.415 kroner. Kirkens biskopper ønskede at blive aflønnet som statslige styrelsesdirektører og at få mere end de cirka 973.000 kroner, de i gennemsnit årligt tjener, inklusive tillæg og pension.

Biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, havde derfor ved de sidste overenskomstforhandlinger krævet at biskopperne i de fem største stifter blev rykket op fra lønramme 39 til lønramme 40. Det ville ifølge Præsteforeningens oplysninger have medført en stigning på 77.415 kroner.

Overenskomstaftalen sikrede lønforhøjelse til Folkekirkens præster, mens biskopperne fik en lang næse

Overenskomstaftalen på det statslige område sikrer, at landets omkring 2200 præster er omfattet af den generelle lønforbedring på 8,1 procent i den indeværende 3-årige overenskomstperiode. Men præsterne vil også nyde godt af den aftalte regulering af flyttegodtgørelsen i forbindelse med tjenesteboliger.

Til gengæld blev biskoppernes ønske om en lønforhøjelse, der skulle bringe dem på niveau med direktører for offentlige styrelser, ikke imødekommet.

Det vil undre, hvis ikke biskoppernes krav om en højere lønramme fremføres ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Ikke-medlemmer bidrager til præsters og biskoppers løn
I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension efter en ordning fra 1920 betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af Folkekirkens medlemmer via kirkeskatten.
Biskopperne er tjenestemænd, der fuldt ud lønnes af staten, og der følger pension og en tjenestebolig med bispeembedet.
Den nuværende ordning betyder altså, at personer, som ikke er medlemmer af Folkekirken, også er med til at betale præsternes og biskoppernes løn.
Samlede omkostninger på 9 milliarder kr.

Der er ti biskopper i Danmark, der er øverste myndighed i 10 stifter, der igen er opdelt i 2169 sogne. Dertil kommer en 11. bisp på Grønland. Færøernes folkekirke er selvstændig.

Omkostningerne til biskopper, 2.200 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, er årligt på over 9 milliarder kr. Bortset fra det skatteyderbetalte statstilskud på godt 1,2 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster og hele lønnen til biskopperne, betales udgifterne til Folkekirken af medlemmerne over kirkeskatten.

Kirkeskatten
Som medlem af Folkekirken betaler man hvert år mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst.
Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, er den årlige udgift til kirkeskatten på 3.600 kr.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/bispemoeder-ligner-baade-synoder-og-forvoksede-menighedsraadsmoeder

 

Søndagens regionsvalg i Emilia Romagna og Calabrien skabte ikke klarhed over den mudrede politiske situation i Italien.

Ved regionsvalget i Emilia Romagna i Norditalien, hvor Bologna er hovedstaden, fastholdt Partido Democratico deres 70-årige kontrol over regionen. Partido Democratico (støttet af lokallister for Bonaccini og økologi) med Stefano Bonaccini i spidsen opnåede 51,4 pct. af stemmerne.

Matteo Salvinis parti, Lega, støttet af Fratelli D’Italia og Forza Italia, med Lucia Borgonzoni i spidsen opnåede 43,7 pct.

For 5-Stjernebevægelsen var valget en katastrofe, hvor Simone Benini kun opnåede 3,5 pct. af stemmerne.

I Calabrien tabte regeringspartiet PD til gengæld som ventet.
Jole Santelli, der bl.a. repræsenter Forza Italia, Lega og Fratelli D’Italia, vandt med 55,4 pct. af stemmerne mens Filippo Callipo fra PD og regionslisten Io Resto in Calabria kun opnåede 30,2 pct.

Francesco Aiello fra 5-Stjernebevægelsen fik 7,3 pct. af stemmerne.

Matteo Salvini sagde under en pressekonference i Bologna, så snart det blev klart, at Stefano Bonaccini fra PD havde vundet valget: ”Efter 70 års total socialistisk dominans i Emilia Romagna har det rørt mig, at dette valg for første gang har været helt åbent”.

PD takkede efter valget folkebevægelsen Sardinerne, der havde bidraget til at mobilisere en høj valgdeltagelse af Lega-modstandere i Emilia Romagna.

Konsekvenser

Resultatet af regionalvalgene var således ikke den folkelige desavouering af regeringspartiet PD, som Matteo Salvini havde håbet ville tvinge regeringen til at gå af og udskrive valg. Selvom valgene bekræftede den totale nedsmeltning i protestbevægelsen Movimento 5 Stele, M5S, må det antages at den italienske regering vil prøve at humpe sig igennem.

Betydningen for EU og udsigterne for Europas fremtid
Europa-Kommissionen fremlagde den 22. januar 2020 sine idéer til den konference om Europas fremtid, som efter planen lanceres på Europadagen den 9. maj 2020 og varer i to år.
Kommissionens bidrager hermed til debatten om konferencen om Europas fremtid — et projekt, som skal give europæerne større indflydelse på, hvad Den Europæiske Union gør, og på, hvordan det fungerer for dem. Konferencen vil bygge på tidligere erfaringer såsom borgerdialoger, samtidig med at der indføres en bred vifte af nye elementer med henblik på at øge dens omfang og styrke borgernes muligheder for at påvirke fremtidige EU-tiltag.

Kommissionen foreslår to parallelle spor i debatten. Det første om hvad Unionen bør søge at opnå: bl.a. kampen mod klimaændringer og miljømæssige udfordringer, en økonomi, der tjener alle, social retfærdighed og lighed, Europas digitale omstilling, fremme af vores europæiske værdier, styrkelse af EU’s stemme i verden samt styrkelse af Unionens demokratiske grundlag.

Det andet spor bør fokusere på emner, der specifikt vedrører demokratiske processer og institutionelle spørgsmål: navnlig spidskandidatproceduren og tværnationale lister til valg til Europa-Parlamentet.

Imens – i Italien, i Rom!
I Italiens hovedstad Rom, hvor Rom-traktaten eller Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev indgået 25. marts 1957, har man ikke overskud til at følge endsige søge at påvirke de overvejelser, som Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, gør sig om Europas fremtid. Der er således ikke udsigt til at Italien aktivt kan bidrage til den nødvendige politiske udviklingsproces i EU.

Tilbage er Frankrig og …?

Luigi Di Maio
Opmærksomheden var før regionsvalgene i Emilia Romagna og Calabrien udelt rettet mod den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio, der onsdag den 22. januar 2020 fratrådte som politisk leder af Femstjernebevægelsen – M5S.

Luigi Di Maio, der har være leder af M5S siden september 2017, voksede op i Napoli’s korruptionsprægede miljø, droppede ud af universitetet og har aldrig haft et regulært job. Han har i de sidste 10 år været full-time aktivist for 5-stjernebevægelsen, og han blev i 2013 indvalgt i Deputeretkammeret.

Den nu 33-årige Di Maio har selv motiveret sin fratræden med, at han ikke som udenrigsminister kunne håndtere den krise som 5-stjernebevægelsen befinder sig i, hvor der hver dag er parlamentsmedlemmer, der forlader partiet. Tiden nærmere sig, hvor regeringens parlamentariske grundlag simpelthen er borteroderet.
Ikke umiddelbart ny regering i Italien
Di Maios fratræden som partileder og 5-Stjernebevægelsens dårlige performance ved regionsvalgene i Emilia Romagna og Calabrien vil ikke umiddelbart få konsekvenser for den italienske regering, men regeringspartneren – det socialdemokratiske Partido Democratica, PD, er ikke begejstret.

Medlem af det italienske andetkammer, Senatet, Vito Crimi, der er formand for Femstjernebevægelsens vedtægtsudvalg, vil umiddelbart overtage ledelsen af partiet og indtil der kan vælges en ny partileder på en kommende partikongres.

De finansielle markeder reagerede umiddelbart negativt på regeringsuroen, men kurserne på italienske statsobligationer rettede sig da det stod klart, at regeringen ville fortsætte.

Tilbagegang for M5S
5Stjernebevægelsen opnåede ved parlamentsvalget i 2018 33 pct. af stemmerne, men siden er tilslutningen faldet markant, og i de seneste meningsmålinger opnår de kun omkring 16 pct. Resultatet ved regionsvalgene viser endnu lavere tilslutning.
At der på de indre linjer har været ballade i M5S er åbenbart for enhver. Di Maios interne kritikere beskyldte ham for at koncentrere magten i en snæver kreds af rådgivere og dermed er bevægelsens oprindelige folkelige appel forsvundet. Samtidig har bevægelsen været delt mellem dem, der mener, at de skal fastholde den oprindelige ikke-ideologiske tilgang til samfundets problemer og dem, der favoriserer en langsigtet progressiv alliance med socialisterne i PD.

Di Maio blev valgt til 5-stjerners chef i 2017, og under hans ledelse vandt bevægelsen valget i 2018, men med 33 pct. ikke nok til at danne regering alene.

Regeringskoalition med Liga
Efter langvarige forhandlinger indgik M5S i en regeringskoalition med Salvinis parti, Lega (tidligere Lega Nord), og med den partiløse og politisk uerfarne juraprofessor Giuseppe Conte som premierminister.
Som leder af det største regeringsparti blev Di Maio vicepremierminister, industriminister og arbejdsminister.

Imidlertid var Matteo Salvini som indenrigsminister (og vicepremierminister) regeringens stærke mand og insisterede på en benhård indvandringspolitik og kritisk tilgang til EU og kravene herfra til en stram økonomisk politik i Italien.

Lega oplevede stigende folkelig opbakning, mens tilslutningen til M5S svandt, og i sommeren 2019 prøvede Salvini at fremprovokere et nyt parlamentsvalg, som ifølge meningsmålingerne ville give ham regeringsmagten.

Liga fik 15,5 pct. pct. ved parlamentsvalget i 2018, men over 34 pct. ved EU-parlamentsvalget i maj 2019. Efterfølgende meningsmålinger viste fortsat stigende tilslutning til Liga.

Tirsdag den 20. august 2019 meddelte Giuseppe Conte i en tale i senatet, at regeringen trådte tilbage. Baggrunden var, at Salvini den 8. august havde bebudet en mistillidsdagsorden til sin egen regering og havde krævet det ferierende Parlament samlet i Rom.
Det lykkede imidlertid ikke for Matteo Salvini at fremtvinge et valg.

Regeringskoalition mellem M5S og PD
Ganske overraskende lykkedes det Giuseppe Conte og Di Maio – med hjælp fra republikkens præsident, Sergio Mattarella – at nå til enighed med PD, som herefter trådte ind i regeringen i stedet for Liga.
Det forlød, at Luigi Di Maio personligt var skeptisk over for at slutte sig sammen med PD, men mange af Femstjernebevægelsens parlamentarikere var imod et valg. Det hed sig endvidere, at bevægelsens stifter, Beppe Grillo, overtalte Di Maio.
I den nye regering blev Di Maio udenrigsminister.

Siden valget har mere end 30 M5S-parlamentarikere i Deputeretkammeret og Senatet forladt partiet, og flere venter på at træde ud og dermed hænger regeringens flertal i Deputeretkammeret i en tynd tråd.

Hvor går de hen – til sardinerne?
5-Stjernebevægelsens oprindelige folkelige appel beroede på en nærmest anarkistisk, apolitisk og ikke-ideologisk tilgang til de problemer almindelige italienske borgere stod over for.

Den italienske journalist, Beppe Servergnini, har karakteriseret 5-stjernebevægelsen som et ”hus med en højreorienteret facade over en venstreorienteret kælder og under et anarkistisk tag”.

Tilhængerne havde ingen tiltro til de etablerede partier, og væsentlige spørgsmål blev afgjort ved internetafstemninger. Tilhængerne kunne på én og samme tid være tilhængere af NATO, mod EU og indvandring og for borgerløn. Mange er utvivlsomt skuffede over de kompromisser regeringsansvaret har nødvendiggjort, og for mange er både PD og Liga helt uspiselige.

Nogle M5S-aktivister er blevet sardiner. Den lille fisk er blevet det overraskende symbol på en ny og pludselig protestbevægelse, der har fået tag i Italien de sidste uger. Bevægelsen har vokset sig stor og omfattende på ganske kort tid.

Inden for de sidste uger har sardinerne samlet sig i store stimer på pladser rundt om i hele Italien. I midten af december demonstrerede 40.000 italienere. Protesterne retter sig især mod lederen af Lega, Matteo Salvini, men kun billeder af sardiner er tilladt ved demonstrationerne – ingen partisymboler og røde faner.

Ideen er at fylde italienske byers pladser med sardiner og vise, at Salvini – der er på en højtråbende, uendelig og ustoppelig kampagne rundt om i landet – ikke er den eneste, som kan samle store menneskemængder.

Hvem er Matteo Salvini?
For fem år siden var Matteo Salvini netop blevet genvalgt som italiensk medlem af Europa-Parlamentet og var netop blevet valgt til leder af det, der dengang hed Lega Nord. Partiet havde dengang som mærkesag at skille Italiens industrielle nord fra resten af landet.
I sin ungdom var Salvini, der voksede op i Milano i en mellemklassefamilie, stærkt venstreorienteret, men han skiftede holdning: I 2014 markerede Salvini som ny leder af Lega en ny og mere nationalistisk dagsorden.

Nu er den 46-årige Matteo Salvini en af de mest magtfulde politikere i Italien. – Capo di tutti capi! Tidligere tiders kritik af Syditalien er afløst af en voldsom afvisning af indvandrere, muslimer og andre uønskede mindretal. Kritikken af EU er utilsløret og på den måde er ligaen blevet den mest indflydelsesrige højrefløj i landet, der har kannibaliseret på det traditionelle center-højre, herunder Silvio Berlusconis Forza Italia.

Selvom Italien var blandt grundlæggerne af EU, skal man ikke forvente, at en kommende regering under Matteo Salvinis ledelse vil bidrage konstruktivt til udviklingen af det europæiske samarbejde. Tværtimod.

Europa-Kommissionen fremlagde den 22. januar 2020 sine idéer til den konference om Europas fremtid, som efter planen lanceres på Europadagen den 9. maj 2020 og varer i to år.
Kommissionens bidrager hermed til debatten om konferencen om Europas fremtid — et projekt, som skal give europæerne større indflydelse på, hvad Den Europæiske Union gør, og på, hvordan det fungerer for dem. Konferencen vil bygge på tidligere erfaringer såsom borgerdialoger, samtidig med at der indføres en bred vifte af nye elementer med henblik på at øge dens omfang og styrke borgernes muligheder for at påvirke fremtidige EU-tiltag.
Kommissionen foreslår to parallelle spor i debatten. Det første om hvad Unionen bør søge at opnå: bl.a. kampen mod klimaændringer og miljømæssige udfordringer, en økonomi, der tjener alle, social retfærdighed og lighed, Europas digitale omstilling, fremme af vores europæiske værdier, styrkelse af EU’s stemme i verden samt styrkelse af Unionens demokratiske grundlag.
Det andet spor bør fokusere på emner, der specifikt vedrører demokratiske processer og institutionelle spørgsmål: navnlig spidskandidatproceduren og tværnationale lister til valg til Europa-Parlamentet.

Imens – i Italien, i Rom!
I Italiens hovedstad Rom, hvor Rom-traktaten eller Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev indgået 25. marts 1957, var man fløjtende ligeglad med de overvejelser, som Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, havde gjort sig om Europas fremtid.

Opmærksomheden var udelt rettet mod den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio, der netop onsdag den 22. januar 2020 fratrådte som politisk leder af Femstjernebevægelsen – M5S.

Luigi Di Maio, der har være leder af M5S siden september 2017, voksede op i Napoli’s korruptionsprægede miljø, droppede ud af universitetet og har aldrig haft et regulært job. Han har i de sidste 10 år været full-time aktivist for 5-stjernebevægelsen, og han blev i 2013 indvalgt i Deputeretkammeret.

Den nu 33-årige Di Maio har selv motiveret sin fratræden med, at han ikke som udenrigsminister kunne håndtere den krise som 5-stjernebevægelsen befinder sig i, hvor der hver dag er parlamentsmedlemmer, der forlader partiet. Tiden nærmere sig, hvor regeringens parlamentariske grundlag simpelthen er borteroderet.

Ny regering i Italien?
Di Maios fratræden som partileder vil ikke umiddelbart få konsekvenser for den italienske regering, men regeringspartneren – det socialdemokratiske Partido Democratica, PD, er ikke begejstret.

Medlem af det italienske andetkammer, Senatet, Vito Crimi, der er formand for Femstjernebevægelsens vedtægtsudvalg, vil umiddelbart overtage ledelsen af partiet og indtil der kan vælges en ny partileder på en kommende partikongres.

De finansielle markeder reagerede umiddelbart negativt på regeringsuroen, men kurserne på italienske statsobligationer rettede sig da det stod klart, at regeringen ville fortsætte.

Di Maios tilbagetræden sker få dage før weekendens regionalvalg i Emilia Romagna, hvor Matteo Salvinis højreorienterede parti, Lega, truer med at bryde PD’s 75-årige uafbrudte dominans.
Hvis det sker, kan den fem måneder gamle regeringskoalition næppe overleve.

Tilbagegang for M5S
5Stjernebevægelsen opnåede ved parlamentsvalget i 2018 33 pct. af stemmerne, men siden er tilslutningen faldet markant, og i de seneste meningsmålinger opnår de kun omkring 16 pct.

At der på de indre linjer har været ballade i M5S er åbenbart for enhver. Di Maios interne kritikere beskyldte ham for at koncentrere magten i en snæver kreds af rådgivere og dermed er bevægelsens oprindelige folkelige appel forsvundet. Samtidig har bevægelsen været delt mellem dem, der mener, at de skal fastholde den oprindelige ikke-ideologiske tilgang til samfundets problemer og dem, der favoriserer en langsigtet progressiv alliance med socialisterne i PD.

Di Maio blev valgt til 5-stjerners chef i 2017, og under hans ledelse vandt bevægelsen valget i 2018, men med 33 pct. ikke nok til at danne regering alene.

Regeringskoalition med Liga
Efter langvarige forhandlinger indgik M5S i en regeringskoalition med Salvinis parti, Lega (tidligere Lega Nord), og med den partiløse og politisk uerfarne juraprofessor Giuseppe Conte som premierminister.
Som leder af det største regeringsparti blev Di Maio vicepremierminister, industriminister og arbejdsminister.

Imidlertid var Matteo Salvini som indenrigsminister (og vicepremierminister) regeringens stærke mand og insisterede på en benhård indvandringspolitik og kritisk tilgang til EU og kravene herfra til en stram økonomisk politik i Italien.

Lega oplevede stigende folkelig opbakning, mens tilslutningen til M5S svandt, og i sommeren 2019 prøvede Salvini at fremprovokere et nyt parlamentsvalg, som ifølge meningsmålingerne ville give ham regeringsmagten.
Liga fik 15,5 pct. pct. ved parlamentsvalget i 2018, men over 34 pct. ved EU-parlamentsvalget i maj 2019. Efterfølgende meningsmålinger viste fortsat stigende tilslutning til Liga.

Tirsdag den 20. august 2019 meddelte Giuseppe Conte i en tale i senatet, at regeringen trådte tilbage. Baggrunden var, at Salvini den 8. august havde bebudet en mistillidsdagsorden til sin egen regering og havde krævet det ferierende Parlament samlet i Rom.

Det lykkede imidlertid ikke for Matteo Salvini at fremtvinge et valg.

Regeringskoalition mellem M5S og PD
Ganske overraskende lykkedes det Giuseppe Conte og Di Maio – med hjælp fra republikkens præsident, Sergio Mattarella – at nå til enighed med PD, som herefter trådte ind i regeringen i stedet for Liga.

Det forlød, at Luigi Di Maio personligt var skeptisk over for at slutte sig sammen med PD, men mange af Femstjernebevægelsens parlamentarikere var imod et valg. Det hed sig endvidere, at bevægelsens stifter, Beppe Grillo, overtalte Di Maio.

I den nye regering blev Di Maio udenrigsminister.

Siden valget har mere end 30 M5S-parlamentarikere i Deputeretkammeret og Senatet forladt partiet, og flere venter på at træde ud og dermed hænger regeringens flertal i Deputeretkammeret i en tynd tråd.

Hvor går de hen – til sardinerne?
5-Stjernebevægelsens oprindelige folkelige appel beroede på en nærmest anarkistisk, apolitisk og ikke-ideologisk tilgang til de problemer almindelige italienske borgere stod over for. Den italienske journalist, Beppe Servergnini, har karakteriseret 5-stjernebevægelsen som et ”hus med en højreorienteret facade over en venstreorienteret kælder og under et anarkistisk tag”.

Tilhængerne havde ingen tiltro til de etablerede partier, og væsentlige spørgsmål blev afgjort ved internetafstemninger. Tilhængerne kunne på én og samme tid være tilhængere af NATO, mod EU og indvandring og for borgerløn. Mange er utvivlsomt skuffede over de kompromisser regeringsansvaret har nødvendiggjort, og for mange er både PD og Liga helt uspiselige.

Nogle M5S-aktivister er blevet sardiner. Den lille fisk er blevet det overraskende symbol på en ny og pludselig protestbevægelse, der har fået tag i Italien de sidste uger. Bevægelsen har vokset sig stor og omfattende på ganske kort tid.

Inden for de sidste uger har sardinerne samlet sig i store stimer på pladser rundt om i hele Italien. I midten af december demonstrerede 40.000 italienere. Protesterne retter sig især mod lederen af Liga, Matteo Salvini, men kun billeder af sardiner er tilladt ved demonstrationerne – ingen partisymboler og røde faner.

Ideen er at fylde italienske byers pladser med sardiner og vise, at Salvini – der er på en højtråbende, uendelig og ustoppelig valgkampagne rundt om i landet – ikke er den eneste, som kan samle store menneskemængder.

Hvem er Matteo Salvini?
For fem år siden var Matteo Salvini netop blevet genvalgt som italiensk medlem af Europa-Parlamentet og var netop blevet valgt til leder af det, der dengang hed Lega Nord. Partiet havde dengang som mærkesag at skille Italiens industrielle nord fra resten af landet.
I sin ungdom var Salvini, der voksede op i Milano i en mellemklassefamilie, stærkt venstreorienteret, men han skiftede holdning: I 2014 markerede Salvini som ny leder af Lega en ny og mere nationalistisk dagsorden.

Nu er den 46-årige Matteo Salvini den mest magtfulde politiker i Italien. – Capo di tutti capi! Tidligere tiders kritik af Syditalien er afløst af en voldsom afvisning af indvandrere, muslimer og andre uønskede mindretal. Kritikken af E U er utilsløret og på den måde er ligaen blevet den mest indflydelsesrige højrefløj i landet, der har kannibaliseret på det traditionelle center-højre, herunder Silvio Berlusconis Forza Italia.

Fremtiden for EU

Selvom Italien var blandt grundlæggerne af EU, skal man ikke forvente, at en kommende regering under Matteo Salvinis ledelse vil bidrage konstruktivt til udviklingen af det europæiske samarbejde. Tværtimod.