Den kontroversielle kommunale udligning

Kommunal udligning1

Det er en kendsgerning, at der i landets 98 kommuner er meget stor forskel på skattegrundlaget. Der er derfor store forskelle på hvor mange penge man kan få ind ved at beskatte sine borgerne.

Den kommunale udligningsordning skal sikre, at kommunerne landet over trods indkomstforskelle har mulighed for at levere nogenlunde samme service til sine borgere.

Udligningsordningen har fra starten helt bevidst tilsigtet at tage penge fra ”rige” kommuner og give dem til ”fattige” kommuner.

Skal udligningen øges?

Den socialdemokratiske regerings overordnede målsætning med en ny udligningsreform er, at der skal udlignes mere mellem de velstillede kommuner og de udfordrede kommuner end hidtil. I øjeblikket betaler 35 kommuner til udligningssystemet og 23 af dem ligger i hovedstadsområdet, Nordsjælland eller omkring Roskilde. 63 kommuner er nettomodtagere af udligningstilskud.

Regeringen lægger op til, at 38 kommuner skal betale 1,4 mia. kr. mere i udligning. 60 kommuner vil modtage flere penge. Regningen vil især havne hos kommuner i hovedstadsområdet og i Østjylland.

Det sikres ved bl.a. at indføre et loft på den særlige rabat, som kommuner med lav skatteprocent får. Tilskud for indbyggere, der flytter fra kommunen, skal ikke længere kunne gå til velhavende kommuner. Samtidig skal der være et loft på 100.000 kr. per borger, der flytter fra kommunen, og fraflytningen skal opgøres over tre år. Au pairer skal heller ikke længere tælle med som udlændinge, der giver tilskud i udligningen. Tilskud til udlændinge skal målrettes til problemer med f.eks. ghettoområder. Ikke kun alder, men også de ældres helbred, skal tælle med som en faktor i udligningen. Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor raske de ældre er i rige og fattige kommuner.

Hvordan kan kommunerne betale for den ekstra udligning?

De kommuner, som efter en udligningsreform skal aflevere flere penge, kan hæve skatterne, sænke serviceniveauet eller bruge af deres likviditet. Hvis kommunerne vælger at hæve skatten, tilkendegiver regeringen, at bundskatten sænkes tilsvarende.

Det mest sandsynlige er, at de rige kommuner bliver nødt til at reducere den kommunale service, mens de fattige kommuner får mulighed for at udvide deres service.

Udligningssystemets svagheder

Udligningssystemet er jf. Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, opbygget på den måde, at før udligningen opgør Økonomi- og Indenrigsministeriet kommunernes strukturelle over- eller underskud. Beregningen er en teoretisk opgørelse af kommunens udgiftsbehov baseret på befolkning, børn, ældre, indvandrere m.v.

Indtægtsberegningen er baseret på en opgørelse af beskatningsgrundlaget og under forudsætning af at kommuneskatterne er ens.

Alle landets 98 kommuner er omfattet af landsudligningen, der skal udligne forskelle i kommunernes strukturelle over- eller underskud. Landsudligningen godtgør 61 procent af en ”fattig” kommunes underskud eller opkræver 61 procent af en ”rig” kommunes overskud.

I udligningssystemet er hidtil tillige indgået en særlig hovedstadsudligning, der som navnet antyder, er en helt særlig ordning for de 34 hovedstadskommuner. Den ligner landsudligningen, men dækker kun 27 procent af en kommunes underskud eller opkræver 27 procent af en kommunes overskud. Det betyder, at en fattig hovedstadskommune, der får penge fra begge puljer, hidtil har fået dækket hele 88 procent af sit underskud.

Desuden har særligt betrængte kommuner få del i ordningen til kommuner med særlig stort underskud. Ordningen har dækket op mod 32 procent af kommunernes underskud.

Regeringen lægger op til at der indføres en særlig udligningsordning for Ø- og yderkommuner med en ramme på 1 mia. kr.

Konfiskation?

Udover udligningsordningens karakter af konfiskation, hvor velhavende kommuner som Gentofte allerede betaler 3,3 mia. kr. og skal aflevere 93 pct. af de sidste kroner, der kommer ind i kommunekassen, er der andre problemer.

Skal fattige borgere i Gentofte betale mere til rige familier i Tønder?

Flere velfungerende kommuner afleverer over 50 pct. af skatteindtægterne til udligning, og i mange af disse kommuner er det et reelt politisk problem, at kommunerne nu tvinges til at overføre endnu flere af borgernes penge til andre måske mindre veldrevne kommuner, med lavere leveomkostninger, der betyder at sammenlignelige familier har et væsentligt højere rådighedsbeløb. Der er desuden eksempler på kommuner, der modtager udligning, som har et højere serviceniveau og en lavere skat, end ”rige” kommuner.

Systemets svagheder adresseres ikke

Det største problem er imidlertid, at de grundlæggende svagheder ved selve udligningssystemet ikke adresseres i regeringens udspil.

Selv om nogle kommuner på papiret har store strukturelle overskud efter udligning, er det ikke sikkert, at pengene rent faktisk er kommet ind i kommunekassen. For at kunne sammenligne kommunerne, forudsætter Økonomi og Indenrigsministeriet, at kommunerne har ens skatteprocent, når de beregner det strukturelle overskud eller underskud. Men i kommuner som Gentofte og Hørsholm ligger kommuneskatten under landsgennemsnittet, så i virkeligheden får kommunerne ikke de indtægter, som ministeriet beregner.

Skulle kommunerne sætte skatten op, ville 93 pct. af indtægtsstigningen i øvrigt gå til udligning.

Undermineres det kommunale selvstyre?

Hvis det kommunale finansieringssystem var mindre mangelfuldt og mere fremmende for god offentlig forvaltning af borgernes penge, ville budgetlove, udgiftslofter, servicerammer og sanktioner ikke være nødvendige. Det ville heller ikke være nødvendigt for staten årligt at udsende adskillige hundrede detaljerede forskrifter til kommunerne angående tilrettelæggelsen af kommunernes indsats.

Hvordan fremmes effektiv forvaltning?

Produktivitetsudviklingen i den kommunale sektor er helt utilfredsstillende. Samtidig har Produktivitetskommissionen beregnet, at hvis alle kommunerne blev administreret lige så effektivt som gennemsnittet, kunne der frigøres 25-30 mia. kr. om året. Penge der kunne kanaliseres over i service og velfærd.

Det kommunale finansieringssystem er kendetegnet ved, at det rummer begrænsede incitamenter til at administrere effektivt og øge produktiviteten i fremstillingen af kommunernes velfærdsservice.

Det er vanskeligt gennemskueligt, hvorvidt og i hvilket omfang, der faktisk foregår løft i produktiviteten overhovedet. Hvis der foregår øgning, så medgår gevinsten til finansiering af kommunens videre forbrug snarere end, at kommunen vælger at reducere den kommunale skatteudskrivning.

Systemet giver heller intet incitament til at øge den økonomiske vækst, indkomstskabelsen og beskæftigelsen i kommune. Driftige kommuner, der forbedrer rammevilkårene for erhvervsvirksomheder og derfor i kombination med attraktive servicetilbud formår at tiltrække nye borgere, bliver faktisk straffet: For de rige kommuner betyder et øget indtægtsgrundlag at 93 pct. af merprovenuet skal afleveres til øget udligning. Tilsvarende vil fattige kommuner miste tilskud. I regeringens udspil er der en justering af udligningen vedrørende selskabsskatten, der tilsigter at øge kommunernes interesse i at være hjemsted for selskaber.

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s