Innovationsfonden har den 1. februar 2020 fået ny direktør.

Anne-Marie Levy Rasmussen kommer fra en stilling som global leder i den kommercielle del af vaccineområdet i medicinalvirksomheden, GlaxoSmithKline (GSK).

Innovationsfonden kommer til at spille en helt central rolle i den grønne omstilling. Den statslige fond står klar med 800 mio. kr. til forskning i klimaløsninger. Det kommer oveni den portefølje af ”grønne” investeringer på op mod 3 mia. kr., som Innovationsfonden allerede råder over.

En ny rapport baseret på input fra erhvervsliv og forskere har identificeret 3 særligt vigtige områder: alternative brændstoffer til fly, skibe og transport, klimavenlige fødevareløsninger og mere grønt og bæredygtigt byggeri.

Det mest interessant område er imidlertid der, hvor Danmark ligger inde med viden og nye teknologier, som kan gøre en forskel for det globale klima, hvis de bliver undersøgt, støttet og får hjælp til at blive omsat til forretning. Det er områder som klimavenlig cement, genbrug af byggematerialer, brug af data og kunstig intelligens i bygninger og nye former for fødevarer, f.eks. laboratoriefremstillet kød, kunstigt fremstillet protein til fødevarer og mikrobakterielt landbrug.

Elektrofuels

Et område har dog vist sig at skille sig ud. Hele området med elektrobrændstof eller Power2X, som det kaldes i rapporten, er et område, som Innovationsfonden selv fremhæver. Elektrobrændstof kan bruges både til at løse nogle af problemerne med energilagring, men er også en vigtig løsning i transportsektoren, til lands, til vands og i luften.

Circle K

Dagbladet BØRSEN omtaler den 13. februar 2020 en undersøgelse, som det progressive benzinselskab Circle K har foretaget. Kun hver femte transportvirksomhed har i øjeblikket en konkret plan for hvordan deres køretøjers udledning af CO2 kan nedbringes. Vognmændene efterlyser klare politiske signaler, om den fremtidige dækning af transportsektorens energibehov.

Selvom personbiltransporten kun tegner sig for en mindre del af udledningerne, er der i den danske debat om klima og transport ensidigt fokuseret på elbiler, og det er velkendt, at der er stærke kommercielle interesser i markedet for elbiler og i mulighederne for at levere ”grøn” strøm til en voksende flåde af elbiler.

Lobbyister som verdens største privatejede energiselskab E.ON, der i Danmark har investeret massivt i lade-stationer til el-biler, gør hvad de kan for at mobilisere politisk støtte til elektrificeringen af transportsektoren.

El-biler ikke den universelle løsning i transportsektoren

Det vil imidlertid ikke løse det problem, vi står over for på længere sigt med vare-, gods- og flytransporten. Det Internationale Energiagentur, IEA, er opmærksom på, at skibe, lastbiler, busser og fly ikke uden videre kan omstilles til batteri-drift – samtidig er der vækst i den tunge transport, vare- og flytransport. Derfor forventer IEA, at efterspørgslen efter flydende brændstoffer vil stige markant i de kommende årtier – uanset hvor mange elbiler, der skulle komme på gaden.

Allerede i dag findes der flydende brændstoffer med reduceret CO2-udslip. F.eks. kan såkaldt hydrogeneret vegetabilsk olie, HVO, fremstilles fra forskellige kilder – f.eks. spildolie, rapsolie, palmeolie og animalsk fedt. Hvilken af disse energikilder, der anvendes, har en meget stor indvirkning på den samlede reduktion af drivhusgasser. Sammenlignet med standarddiesel kan en optimal CO2-reduktion nå op på 90 pct. reduktion af CO2-udslippet.

Skal den fossile energi helt fortrænges fra transporten, kræver det imidlertid nye bæredygtige fossilfrie alternativer til benzin, diesel og flybrændstof.

De såkaldte Power2X-brændstoffer er flydende drivmidler, der kan fremstilles både af biomasse og syntetisk baseret på brint, som kan produceres med CO2-fri vind- eller solstrøm.

Syntetiske elektrofuels fremstilles ved, at el fra vindmøller og solceller omdannes til brint via elektrolyse. Den rene brint kombineres med CO2 indvundet fra industri eller biogas, og resultatet er et flydende brændstof, som er 100 procent CO2-neutralt.

I den danske Ingeniørforenings Energivision for 2050 indgår elektrofuels som en vigtig del af visionens beskrivelse af et fossilfrit dansk energisystem i 2050. Elektrofuels vil uden store problemer kunne integreres i den eksisterende transportinfrastruktur, tankstationer, lagre m.v.

Behov for rammer for udviklingen af Power2X

Problemet er at fremstillingsprocessen er energikrævende og dyr. Produktion i større skala kræver derfor, at fremstillingsprocessen kan indrettes på en måde, der balancerer den fossilfrie elproduktion. Forudsætningen er, at det vil være muligt at udnytte overskudsproduktion af strøm produceret af vindmøller eller solceller. I det ideale system vil Power2X således kunne fungere som den buffer for elproduktionen, der er så hårdt brug for i en situation, hvor vedvarende energi udgør en stadig større del af den samlede energiproduktion.

Der er også andre udfordringer. Hvis udviklingen skal fremmes, forudsætter det, at der allerede nu stilles tekniske krav til forbrændingsmotorer, om at de skal kunne køre på elektrofuel. En større flåde af lastvogne, skibe og fly med denne egenskab ville skabe et marked for ikke-fossile brændstoffer. Dermed vil der også være et økonomisk grundlag for de massive investeringer, der kræves til produktion af elektrofuels i større skala.

Møderne i Innovationsfondens klimaløsningspanel har betydet, at Innovationsfonden nu har et mere optimistisk syn på at elektrobrændstof ser ud til at kunne have betydelig effekt om ikke så mange år.

Rapporten viser, at det er transporten, der skal være med til at nedbringe CO2-udledningen på tværs af brancher. Luftfartsbranchen i Danmark har det seneste års tid haft kig på netop elektrobrændstof som en mulig klimaløsning i en branche, der har en betydelig, negativ indvirkning på CO2-udledningen på verdensplan. Men det er tydeligt, at behovet for alternative, klimavenlige brændstoffer som elektrofuel i dag ikke kun er noget, der er interesse for i flybranchen, men kan bidrage til at nedbringe CO2-udledningen på tværs af transportsektoren.

Danmark har en unik position, hvor vi har satset på biogas, som kan bruges til at levere det kulstof, der skal bruges til elektrofuel, og samtidig har vi en eksisterende infrastruktur i form af et naturgasnet, som måske gør, at vi kan udvikle fremtidens klimavenlige brændstoffer og skabe en produktion, som andre ikke umiddelbart har mulighed for.

Det er afgørende, at Power2X får en central rolle i den handlingsplan, der skal sikre at Danmarks CO2-neutralitet i 2050.

Med jævne mellemrum bliver det diskuteret, om der er behov for at øge transparensen i EU’s institutioner og i Folketingets behandling af EU-sager. Hidtil har disse diskussioner dog ikke i Danmark afspejlet sig i præcise regler. Samtidig er den tidligere lov om offentlighed ikke kun i EU-sager, men i forvaltningen generelt, ændret således, at pressen og offentlighedens muligheder for at følge med i politiske- og forvaltningsmæssige processer er blevet forringet.

Andre EU-lande er imidlertid mere indstillet på åbenhed i forhold til offentligheden.

Italien
Den 12. februar 2020 blev det i Bruxelles oplyst, at den italienske EU-repræsentation fra 1. februar 2020 er begyndt at offentliggøre møder med lobbyister som led i et generelt forsøg på at øge transparensen. Italienerne vil fremover kun mødes med lobbyister, der er registreret i EU-Kommissionens lobbyregister.

Finland
Den finske EU-repræsentation har siden begyndelsen af 2019 offentliggjort EU-ambassadørens og hans næstkommanderendes møder med lobbyister.

Rumænien, Holland (og Irland)
I 2018 bad Corporate Europe Observatory, CEO, der arbejder for øget åbenhed, 19 EU-repræsentationer om oplysninger om deres møder med lobbyister.
På det tidspunkt var det kun Rumænien og Holland, der udleverede de ønskede oplysninger. Irland havde kun oplysninger om EU-ambassadørens møder med lobbyister. De øvrige EU-ambassader oplyste intet, havde ikke interne referater af sådanne møder og svarede end ikke på henvendelsen fra CEO.

25.000 lobbyister i Bruxelles
EU-landenes lukkethed er bemærkelsesværdig.

Bruxelles er efter Washington D.C., verdens næststørste lobbycenter.

Mindst 25.000 lobbyister er aktive i Bruxelles, hvor de hvert år bruger mindst 1,5 milliarder €.

Onsdag den 13. februar 2020 mødes Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet for at drøfte mulighederne for at styrke kravene til registrering af EU-lobbyister. Siden 2014 har EU-Kommissionen haft regler for, at Kommissærerne, deres kabinetter og Generaldirektørerne kun måtte mødes med registrerede lobbyister, og sådanne møder skulle registreres online.

EU-Parlamentet har ligeledes den 31. januar 2020 vedtaget regler om at rapportører og udvalgsformænd skulle oplyse online om lobby-møder.

Det, der drøftes, er den præcise definition af lobbybegrebet og behovet for, at reglerne for lobbyvirksomhed i EU bliver overvåget af en uafhængig instans.

EU-medlemslandene har altså fortsat ikke fælles regler, der sikrer transparens i lobbyvirksomheden.

Erfaringer i USA
I Washington D.C. skal alle lobbyister og lobbyvirksomheder registreres i et offentligt register.

Alle bidragsydere, beløb, aktiviteter og ansatte skal indberettes og oplysningerne er tilgængelige på internettet. Overtrædelse af lobbyreglerne kan koste en bøde på op til 200.000 dollars og fængsel i op til fem år. Reglerne er fastlagt i Lobbying Disclosure Act, der oprindelig blev vedtaget i 1995, men siden er ændret et antal gange.
Ifølge loven skal alle lobbyvirksomheder fire gange årligt aflægge rapport til Kongressen, herunder oplysninger om klienter, der bruger over 5.000 dollars i kvartalet, hvilke sager de arbejder med, og om beløbenes størrelse. Hertil kommer forbud for politikere om at tage imod gaver af enhver art fra private og regler for finansiering af valgkampagner.
Der er desuden særlige krav til øremærkede bevillinger, det vil sige når penge er afsat til lokale projekter som del af en større lovpakke.

Karantæneperioden før man går gennem ”svingdøren” og skifter job fra politiker til lobbyist er fastsat til to år for medlemmer af Senatet.

Også diskussion i USA
Systemet i USA er ikke perfekt og giver til stadighed anledning til diskussion og krav om forbedringer. Det er Kongressens egne komiteer og administrative enheder, som står for at indsamle oplysningerne og fortoke reglerne, og de har ikke altid de nødvendige ressourcer.

Udover kravet om registrering af lobbyister i forhold til den amerikanske Kongres er det i USA et lovkrav, at lobbyister, der i USA arbejder for udenlandske regeringer m.v., har pligt til at lade sig registrere i det amerikanske Justitsministerium, som offentliggør halvårlige beretninger om de registrerede lobbyaktiviteter.

Den amerikanske centralbankdirektør Jerome Powell fortalte tirsdag den 11. februar 2020 finansudvalget i Repræsentanternes Hus, at efter Federal reserves opfattelse, var den amerikanske økonomi i god gænge, selvom han gav udtryk for at Coronavirussen kunne udgøre en potentiel trussel. Powell udtrykte også bekymring budgetunderskuddet betydning for den amerikanske økonomi på længere sigt.

Høringen i Finansudvalget fandt sted i anledning af Centralbankens halvårlige pengepolitiske rapport.

Det fremgik, at den amerikanske økonomi nu på 11. år var i en rekordlang vækstperiode, og Powell så ingen grund til at væksten ikke kunne fortsætte. Det nuværende renteniveau på 1,5 – 1,75 pct. var passende til at understøtte en kontrolleret vækst.

Virus-udbruddet ville givet påvirke økonomien i Kina og dets nære naboer og handelspartnere, og USA ville sandsynligvis også komme til at mærke effekter. Powell sagde, at det blev overvejet, om der vil være tale om varige virkninger, som bør føre til revurdering af de økonomiske udsigter, men det er alt for tidligt at konkludere på det spørgsmål.

Udvalgsmedlemmerne stillede spørgsmål til Powell om alt fra Fed’s interventioner på pengemarkedet, til klima og finansiering af rumforskning.

Centralbankchefen gentog, at bekæmpelse af klimaændringer ikke var Centralbankens opgave, men hørte under andre myndigheder. Centralbanken havde dog til opgave at sikre, at ekstreme vejrbegivenheder ikke destabiliserede det økonomiske system.

Jerome Powell gled generelt af på mere partipolitiske spørgsmål, men svarede dog på et spørgsmål om Donald Trumps økonomiske politik og handelsaftaler, at de bidrog til at holde den økonomiske aktivitet på et højt niveau.

Powell havde dog også en dæmpet advarsel om det voksende føderale underskud, der i 2020 ville nå op på tusind milliarder dollars, delvist som følge af skattelettelserne.

Jerome Powell bemærkede, at det stærkere arbejdsmarked havde gjort arbejdsgiverne mere villige til at ansætte folk med færre kompetencer og til at uddanne dem. Han bemærkede samtidig, at der fortsat var behov for at fokusere på arbejdsudbud og produktivitet.

Den samlede inflation baseret på forbrugerprisindekset var 1,6 pct. i 2019 og dermed noget under Centralbankens målsætning på 2 pct. Powell forventede, at inflationsraten i de kommende måneder ville nærme sig målsætningen.

Under høringen i Repræsentanternes Hus tilkendegav Trump på Twitter, at han mente at Centralbankens renteniveau var for højt, når konkurrenter havde negative renter. Den stærke dollarkurs var til ugunst for amerikansk eksport.

Marianne Christiansen, biskop, Haderslev Stift, har begået en kronik om liturgien i Folkekirken. Hun skriver: ”Det må være et adelsmærke for en evangelisk-luthersk kirke at være i samtale om, hvad evangeliet betyder, hvordan det skal udtrykkes, og hvordan vi kan takke og bede. Hvad skulle vi ellers tale om?”

Mon ikke det skulle være muligt at finde værdige opgaver for Folkekirken, hvis bisperne hævede hovedet fra truget og kiggede rundt i samfundet og i verden?

Kristenforfølgelser

Det vakte debat og forargelse, da biskopperne i 2019 takkede nej til at deltage i en ny tænketank om kristenforfølgelser. Folkekirkens biskopper besluttede på et plenummøde i deres selvbestaltede bispekollegium, at de ikke ønsker at have en biskop med i en ny tænketank for forfulgte kristne, og de sendte i stedet invitationen videre til Det mellemkirkelige Råd, der har stor viden om området. Det vakte debat, og kritikere beskyldte biskopperne for at have berøringsangst over for verdens kristenforfølgelser.

Som biskoppernes kontaktperson for det konkrete bispemøde har biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, forklaret, at mange ”forfulgte kristne ikke ønsker at blive spændt for en vestlig vogn, hvor der tales specifikt om forfølgelse af kristne”, fordi det kan forværre deres situation.

Tænketanken om kristenforfølgelser består af blandt andre professor i teologi Peter Lodberg, tidligere biskop Karsten Nissen og tidligere generalsekretær for Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen. Den offentlige kritik af biskopperne blev åbenbart hørt. I hvert fald fremgår det af et referat af et efterfølgende bispemøde, at Henrik Wigh-Poulsen nu havde deltaget i tænketankens første møde.

Biskoppernes opgaver og interesser

Bispemøderne påkalder sig interesse. Hvad foregår der egentlig udover kraftigt kammeratligt samvær? Biskopperne har nemlig ikke meget at skulle have sagt. De kan ikke beslutte noget på folkekirkens vegne. Den øverste beslutningskompetence er Folketingets og kirkeministeriets, og den daglige beslutningskompetence er menighedsrådenes.

Biskoppen er stiftets øverste myndighed i kirkelige sager, og det er biskoppens opgave at føre teologisk tilsyn med præsterne.

Skandalen om den manglende støtte til verdens forfulgte kristne bekræftede, at landets bjergsomme biskopper er mere optaget af at klamre sig til deres velaflagte embeder, end at støtte verdens forfulgte kristne.

Debatten om biskopperne taburetklæberi mens de undgår at forholde sig til ofrene for kristenforfølgelser, er opstået fordi nogle undrer sig over, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller erkender, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år. Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Biskop Fischer-Møller, der selv er mere optaget af forholdet til muslimske grupperinger end kristenforfølgelser i Mellemøsten, bidrager selv aktivt til debatten om den kirkelige liturgi. Ved de årlige såkaldte konfirmand-træf i Roskilde Domkirke kan de unge opleve både rockmusik og udveksle High-Fives med biskoppen, der trods sin fremskredne alder gerne vil være ung med de unge.

Interesse for at komme til truget

Selvom embedet som biskop er ganske velaflagt, krævede biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2018 en lønstigning på 77.415 kroner. Kirkens biskopper ønskede at blive aflønnet som statslige styrelsesdirektører og at få mere end de cirka 973.000 kroner, de i gennemsnit årligt tjener, inklusive tillæg og pension.

Biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, havde derfor ved de sidste overenskomstforhandlinger krævet at biskopperne i de fem største stifter blev rykket op fra lønramme 39 til lønramme 40. Det ville ifølge Præsteforeningens oplysninger have medført en stigning på 77.415 kroner.

Overenskomstaftalen sikrede lønforhøjelse til Folkekirkens præster, mens biskopperne fik en lang næse

Overenskomstaftalen på det statslige område sikrer, at landets omkring 2200 præster er omfattet af den generelle lønforbedring på 8,1 procent i den indeværende 3-årige overenskomstperiode. Men præsterne vil også nyde godt af den aftalte regulering af flyttegodtgørelsen i forbindelse med tjenesteboliger.

Til gengæld blev biskoppernes ønske om en lønforhøjelse, der skulle bringe dem på niveau med direktører for offentlige styrelser, ikke imødekommet.

Det vil undre, hvis ikke biskoppernes krav om en højere lønramme fremføres ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Ikke-medlemmer bidrager til præsters og biskoppers løn

I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension efter en ordning fra 1920 betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af Folkekirkens medlemmer via kirkeskatten.

Biskopperne er tjenestemænd, der fuldt ud lønnes af staten, og der følger pension og en tjenestebolig med bispeembedet.

Den nuværende ordning betyder altså, at personer, som ikke er medlemmer af Folkekirken, også er med til at betale præsternes og biskoppernes løn.

Samlede omkostninger på 9 milliarder kr.

Der er ti biskopper i Danmark, der er øverste myndighed i 10 stifter, der igen er opdelt i 2169 sogne. Hertil kommer en 11. bisp på Grønland. Færøernes folkekirke er selvstændig.

Omkostningerne til biskopper, 2.200 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, er årligt på over 9 milliarder kr. Bortset fra det skatteyderbetalte statstilskud på godt 1,2 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster og hele lønnen til biskopperne, betales udgifterne til Folkekirken af medlemmerne over kirkeskatten.

Kirkeskatten

Som medlem af Folkekirken betaler man hvert år mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst.

Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, er den årlige udgift til kirkeskatten på 3.600 kr.

 

 

Da formanden for By & Havn i København, Carsten Koch, ved årsskiftet trådte tilbage, noterede han ifølge Altinget med tilfredshed, at det har været en stor oplevelse og ære at være aktivt med i By & Havns arbejde med at udvikle København. I dag er hovedstaden en internationalt beundret storby med en havn, man kan bruge rekreativt. I Carsten Kochs periode som formand har selskabet leveret cirka 20 milliarder kroner til infrastruktur, byrum og parker til glæde for byens borgere, samtidig med at gælden er i jævn aftagen.

Ny formand er direktør i Center for Offentlig Innovation, COI

Det er kun de færreste, der nogensinde har hørt om COI, men siden 2014 har vi faktisk haft folk på opgaven med at rydde op i den offentlige sektor.

S-R-SF-regeringen etablerede Center for Offentlig Innovation, COI. Daværende økonomiminister Margrethe Vestager udpegede af uransagelige grunde, egenhændigt og uden opslag socialdemokraten Pia Gjellerup som centerleder.

Center for Offentlig Innovation har siden ført sig frem på Folkemødet på Bornholm, men har i øvrigt ikke været i stand til at levere positive nyheder om den offentlige sektor endsige forhindre skandalerne i skattevæsenet, Rigspolitiet, Sundhedsvæsenet og andre dele af den stærkt nødlidende offentlige forvaltning.

Hvordan det nu skal gå i By & Havn, er helt uklart, men man kan ikke helt sige sig fri for bange anelser.

Centerleder Pia Gjellerup

Den ugifte Pia Gjellerup, der i mellemtiden er blevet 60 år gammel, havde ellers et førstehånds kendskab til kritisabel forvaltning fra skandalen omkring Solhavegård, der var en socialdemokratisk kursusejendom med rod i regnskaberne.

Sagen kostede i 1993 Pia Gjellerup jobbet som justitsminister i begyndelsen af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode. Pia Gjellerup blev efter kun 2 måneder som minister fældet af sagen om den krakkede kursusejendom Solhavegård, hvor hun havde været bestyrelsesformand.

Efter sin exit som justitsminister blev Pia Gjellerup næstformand for Folketingets finansudvalg. Samtidig havde hun det krævende job som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. I perioden 23. marts 1998-21. december 2000 var hun Erhvervsminister. I sin tid som Erhvervsminister havde hun ansvaret for en række kritisable dispositioner omkring byudviklingen på Kalvebod Brygge. Når strækningen i dag fremstår som en lang sammenhængende øjenbæ og skamplet på hele havnefronten, er det i høj grad Pia Gjellerups ansvar.

Det er velkendt, at Nyrup Rasmussens sans for æstetik var ikke eksisterende, og følgelig blev den kedelige Pia Gjellerup udnævnt til finansminister – en post hun beklædte indtil 27. november 2001.

Den socialdemokratiske Nyrup-regering blev i 2001 afløst af KV-regeringen under ledelse af Anders Fogh-Rasmussen. Efter regeringsskiftet repræsenterede Gjellerup fortsat Socialdemokratiet og Vestre Storkreds i Folketinget frem til 2007. Hun blev derefter ansat i bureaukraternes fagforening, Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), bl.a. som chef for den politiske afdeling.

COI koster 10 millioner kr. om året

Pia Gjellerups virke i Center for Offentlig Innovation har som nævnt ikke givet anledning til forbedringer overhovedet i den offentlige forvaltning. Hvad Gjellerup egentlig foretager sig unddrager sig, men det lykkes hende alligevel år efter år at brænde hele finanslovsbevillingen på 10 millioner skattekroner af til sidste krone!

På finansloven for 2020 fremgår det, at regeringen, KL og Danske Regioner er enige om at forlænge bevillingen til Center for Offentlig Innovation til og med 2021. Der er i 2020 og 2021 afsat 10,5 mio. kr. til centeret, hvoraf staten finansierer 4,4 mio. kr., kommunerne finansierer 4,1 mio. kr. og regionerne 2,0 mio.kr.

I øjeblikket er Iran i de danske medier, fordi tre eksil-iranere er sigtet for spionage for Saudi-Arabien. Iranerne, der residerer i Ringsted, er medlemmer af en arabisk-iransk gruppe, ASMLA, der i konflikt med det shiamuslimske regime kæmper for at få oprettet en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran ved byen Ahwaz. Iranske agenter har tilsyneladende forsøgt at likvidere dem, fordi de af iranerne anses for at være terrorister og agenter for Saudi-Arabien.

Spændende, men for Mellemøst-interesserede er det også interessant, at der den 21. februar 2020 afholdes valg til det iranske parlament – Islamic Consultative Assembly (Majlis-e Shura-ye Eslami).

 

Parlamentet har 290 medlemmer, hvoraf 285 medlemmer vælges direkte i 196 valgkredse – enten enkeltmandskredse eller i valgkredse med flere repræsentanter ved forholdstalsvalg.

Langt hovedparten af iranerne er shiamuslimer, men 5 pladser i parlamentet er forhåndsreserveret til 1 repræsentant for zoroastrianerne, 1 repræsentant for jøder, 1 repræsentant for tilhængere af den kaldeiske katolske kirke og 2 repræsentanter for armenere i henholdsvis nord- og syd Iran.

Vælgerne er iranske statsborgere over 18 år, der ikke er erklæret sindssyge. Indtil 2016 var valgretsalderen faktisk kun 15 år – verdens laveste valgretsalder!

Forhåndsgodkendelse af kandidater
Alle kandidater skal inden opstilling godkendes af Vogternes Råd (Guardian Council), der består af 12 medlemmer, hvoraf 6 medlemmer er eksperter i islamisk lov og udpeges af Irans statsoverhoved. 6 medlemmer udpeges af Parlamentet (Majlis) blandt 6 muslimske jurister indstillet af den øverste chef for justitsvæsenet i Iran (der også er udpeget af statsoverhovedet!).

Irans statsoverhoved (Supreme Leader) er Grand Ayatollah Sayyid Ali Hosseini Khamenei, der har regeret siden 1989. Inden var han præsident fra 1981 til 1989, hvor han efterfulgte Ayatollah Khomeini som statsoverhoved.
Irans Supreme Leader udpeges af forsamlingen af eksperter (Assembly of Experts), der består af 88 medlemmer, der vælges ved offentlige valg for en valgperiode på 8 år blandt kandidater godkendt af Irans statsoverhoved.

Irans præsident – Hassan Rouhani – er folkevalgt for 4 år, og han er nu i sin 2. embedsperiode. Præsidenten er at sammenligne med en premierminister i andre lande, der udpeger og leder regeringen.

Krav til kandidaterne
Kandidaterne til parlamentsvalget skal være iranske statsborgere, tilhængere af den islamiske republik, der lover at overholde forfatningen, være praktiserende muslim (undtagen de 5 særlige repræsentanter), være uberygtede, være mellem 30 og 75 og i god helbredstilstand.
Kandidater vil blive diskvalificeret, hvis de har mentale lidelser, aktivt støtter illegale eller regeringsfjendtlige politiske partier eller organisationer, er konverteret til en anden tro, er blevet dømt for korruption, forræderi, svindel, er stofmisbruger eller narkohandler eller er dømt for at overtræde Sharialoven. Kandidater skal kunne læse, de må ikke have haft en rolle i regeringen inden 1979, og de må ikke være store jordbesiddere.

Ministre, medlemmer af Vogternes Råd, Højesteret, chefen for Administrationsdomstolen, Rigsrevisor en række højere embedsmænd, religiøse medlemmer og medlemmer af de væbnede styrker eller Revolutionsgarden kan ikke stille op til parlamentsvalget.

Hovedfløjene i iransk politik
Der er 2 hovedfløje i iransk parlamentspolitik: Reformisterne og Principlisterne.

På reformistfløjen er det centrale parti Moderation and Development Party, der betragtes som pragmatisk, demokrati- og centrumorienteret. Reformister støtter generelt mere engagement med Vesten såvel som politiske og økonomiske reformer. Den iranske præsident, Hassan Rouhani, kommer herfra.

Principlisterne med partiet Combatant Clergy Association opfattes i vesten som konservative, højreorienterede fundamentalister og hardlinere. Principlisterne har mistillid til USA og Vesten og støtter en mere konservativ politisk og økonomisk linje i overensstemmelse med Ayatollah Ali Khameneis ortodoksi.

Det nuværende parlament – resultatet af parlamentsvalget den 26. februar 2016 inkluderer 120 reformister; 86 Principlister; 10 associerede principlister; 66 uafhængige; og fem mindretal.

Er valget afgjort på forhånd?
Der spekuleres blandt kritikerne af præstestyret på om Vogternes Råds godkendelse af kandidater allerede har afgjort udfaldet af valget den 21. februar 2020.
Det forlyder, at en stor del af Reformist-kandidaterne, der stillede op til genvalg, ikke har opnået godkendelse fra Vogternes Råd.

Svindel?
Den 27. januar 2020 har Mahmoud Sadeghi, tidligere parlamentsmedlem og nuværende kandidat, på Twitter oplyst, at han under hånden er blevet afkrævet $ 300.000 for en godkendelse af Vogternes Råd.

Udviklingen siden sidste valg i 2016
Reformister blev den største blok i parlamentet i 2016. Irans atomaftale med USA og Vestmagterne, som i det væsentligste tilskrives Rouhanis indsats, var populær blandt reformisterne og folk herfra er indgået i Rouhanis regering.

Hardlinerne og Principlisterne har gjort Rouhani ansvarlig for sammenbruddet af den nukleare aftale og den økonomiske krise i Iran, som er udløst af Trump-administrationens sanktioner.

Rouhanis beslutning om at reducere brændstofsubsidierne i november 2019 udlægges også som et symbol på hans mislykkede politik.

Forhøjelsen af brændstofpriserne var en økonomisk nødvendighed
Efter atomaftalen oplevede Iran en kort økonomisk opblomstring, men nu er Iran klart i økonomiske vanskeligheder. Bruttonationalproduktet falder, inflationen er på mere end 35 pct., olieeksporten er faldet til ca. 500.000 tønder fra 2,1 millioner tønder pr. dag i 2016.

De forhøjede brændstofpriser i slutningen af 2019 udløste udbredt oprør, som ordensmagten slog hårdt ned på og hundreder, måske endda tusinder, blev dræbt.

Folkelig opbakning til præstestyret?

Da Revolutionsgardens Quds Force-kommandant Qassem Soleimani blev dræbt ved et amerikansk droneangreb den 3. januar 2020 så det umiddelbart ud til, at iranerne støttede op om det iranske flag, præstestyret og Revolutionsgarden (Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC).

Imidlertid blev Irans nedskydning af et ukrainsk passagerfly den 8. januar, der dræbte 176 mennesker, snart en kilde til enorm offentlig forargelse.
Nedskydningen fandt sted under et missilangreb på en irakisk base, der husede amerikanske (og danske) styrker som gengældelse for drabet på Soleimani.

Regeringen løj og forsøgte at dække over fejlen. Hændelsen førte til, at adskillige andre uheld og uregelmæssigheder, der kunne have ført til andre katastrofer i lufttrafikken, blev afsløret.

Rouhani-regeringen er udfordret
Rouhani-regeringen står overfor store udfordringer.
Den største er sammenbruddet i atomaftalen og sanktionerne, der dybt har desillusioneret den iranske offentlighed og nedtonet deres forventninger til et positivt udkomme af det kommende valg. Hvad der forværrer apatien, er den utroligt dårlige indsats mange reformistiske parlamentsmedlemmer og medlemmer af Rouhanis regering har ydet siden 2016.

Man skal huske, at Reformisterne valgt valget i 2016 takket være en bemærkelsesværdig mobilisering og høj valgdeltagelse fra en befolkning, der desperat håbede på forandring.

Reformisterne og folkene omkring præsident Rouhani prøver at sprede det indtryk, at den iranske ”deep state” – dvs. Khamenei, Revolutionsgarden og tilknyttede institutioner – ikke tillader Reformisterne og Rouhani at gennemføre deres politik, herunder at indlede forhandlinger med Vesten.

Spørgsmålet er, om befolkningen har tillid til, at en ny atomaftale afgørende kan forbedre levevilkårene i Iran?

USA er parat til forhandlinger
Valget i Iran kommer på et tidspunkt, hvor USA appellerer til reformkræfterne i Iran og signalerer villighed til at forhandle.

I præsident Trumps “State of the Union”-tale den 4. februar 2020 sagde han om Iran:

“In recent months, we have seen proud Iranians raise their voices against their oppressive rulers. The Iranian regime must abandon its pursuit of nuclear weapons; stop spreading terror, death, and destruction; and start working for the good of its own people.
Because of our powerful sanctions, the Iranian economy is doing very, very poorly. We can help them make a very good and short-time recovery. It can all go very quickly, but perhaps they are too proud or too foolish to ask for that help. We are here. Let’s see which road they choose. It is totally up to them.”

Hvad vil Præstestyret?
Uanset valgets udfald, er sammensætningen af det iranske parlament – Majlis – næppe afgørende for Irans fremtidige politiske kurs.
Præstestyret med Ayatollah Ali Khamenei i spidsen og kontrollen med de væbnede styrker og Revolutionsgarden vil have større betydning end selv en uventet valgsejr til Reformisterne.

Der er dog ingen tvivl om, at udviklingen har sat det iranske præstestyre under pres, og spørgsmålet er om præstestyret kan opretholde sit hjemlige diktatur.

Det kommende valg vil næppe i sig selv være afgørende. Meget tyder på, at Iran vil afvente udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, før de tager mod et eventuelt tilbud om at forhandle en ny atom-aftale.

Præsident Rouhanis embedsperiode udløber i 2021, og det kommende præsidentvalg kan også give indikationer om den fremtidige kurs.

Baggrund om Iran 

Atomaftalen
I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.
Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Det var i hvert fald præsident Barack Obamas og udenrigsminister John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.

Aftalen stipulerede, at omverdenens sanktioner mod Iran gradvist ville blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der Principlisternes muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger, herunder Saudi Arabien, absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne
I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik og modvilje mod inspektioner fra FN’s våbeninspektører havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram; Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Efter atomaftalen steg eksporten af olie igen kortvarigt til 2,1 millioner tønder, men faldt efter de amerikanske sanktioner til omkring 500.000 tønder.

Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 35 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var FN-sanktioneret og iværksat af USA, men tillige af EU, Japan og Syd Korea.

USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran
Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas. Hertil kom manglende tillid til at Iran rent faktisk ville afvikle atomvåben-programmet.

Irans indflydelse i Mellemøsten
Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede.
Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.

Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten var optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, havde Iran – med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen – travlt med at udbrede sin indflydelse efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza.
I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.

Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering i Irak, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani den 3. januar 2020 var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes
Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.
Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.
De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten
I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran
Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.
Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen
Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring slog Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde i 2019 ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.
Fra angreb på USA’s allierede i regionen gik Suleimani over til at chikanere og direkte angribe amerikanske mål.
Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.
Det må antages, at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønskede en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet, og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.
USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump nøjedes i første omgang med at sende et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 – ifølge amerikanske embedsmænd – til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Men USA havde nu fået nok, og som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra de iransk støttede Hizbollah-brigader.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

Den 3. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Detonationerne påførte angiveligt et antal amerikanske soldater hjernerystelser m.v.
Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

De foreløbige resultater af lørdagens irske parlamentsvalg tyder på en bemærkelsesværdig valgsejr til Sinn Féin med 24,1 pct., med Fianna Fáil på 22,1 pct., Fine Gael på 22,1 pct., Grønne på 7,4 pct., og resten til små venstreorienterede partier og uafhængige.

Sinn Féin

Sinn Féin var undergrundshæren IRA’s politiske fløj under ”The Troubles”, hvor IRA gennem mange år kæmpede mod det britiske styre i Nordirland. De andre politiske partier så skævt til Sinn Féin og partiet var marginaliseret indtil et godt stykke efter Langfredags-aftalen, der i 1998 bilagde de voldelige stridigheder.
Partiet har nu genopfundet sig selv som det vigtigste venstrefløjsparti. Det er gået frem til godt 24 pct. efter 13,8 pct. ved sidste valg. Partiet har især appelleret til de yngre vælgere, der ikke har fået del i den blomstrende økonomi og som trækkes med stigende leveomkostninger, arbejdsløshed og ventelister i sundhedsvæsenet.

Resultatet tyder på at Sinn Féin vil opnå 36 af de i alt 160 pladser i det irske parlament – Dáil – hvor de i øjeblikket har 22 pladser.

Sinn Féin fik mange stemmer i de store byer, men opnåede også uventede valgsejre i Galway, Tipperary, Roscommon, Mayo og Wexford.

Fine Gael og Fianna Fail

Trods fremgangen til Sinn Féin er de to centrum-højrepartier, Fine Gael og Fianna Fail, der har domineret irsk politik i årtier, næsten lige store. Begge partier har hidtil udelukket at dele magten med Sinn Féin.
Lederen af det hidtidige regeringsparti, Fine Gael, Leo Varadkar, Irlands første homoseksuelle premierminister – Taoiseach, sagde han havde håbet, at den stærke økonomi og den rolle han havde spillet i Brexit-processen, ville have sikret en tredje regeringsperiode for Fine Gael. Han tog til efterretning, at mange vælgere var utilfredse med de stigende leveomkostninger og kritiske overfor den offentlige service og derfor ville have forandring.

Sinn Féins partileder, Mary Lou McDonald, sagde søndag aften, at det ville være grundlæggende udemokratisk, hvis andre partier fortsat ville udelukke et parti, der havde opnået en fjerdedel af stemmerne.

Den tidligere leder af Séin Finn, Gerry Adams, der trådte tilbage i 2018 og ikke genopstillede til Dáil, gav Mary Lou McDonald æren for fremgangen, som var større end forudset. Gerry Adams sagde, at partiet ville bruge det styrkede mandat til at arbejde for at partiets mærkesag – et forenet Irland.

Unionen – et forenet Irland

Spørgsmålet om et forenet Irland har ikke fyldt meget i valgkampen, men en exit-poll viste at mange vælgere så frem til en evaluering af grænsespørgsmålet inden for de næste 5 år.

Der foreligger endnu ikke reaktioner på det irske valgresultat fra de politiske partier i Nordirland.

Fredag den 31. januar 2020 erklærede Verdenssundhedsorganisationen, World Health Organization, WHO, at Corona-epidemien var en folkesundhedsmæssig krise af international betydning (”a global emergency”) fordi den dødelige Coronavirus – 2019-nCoV – fortsat spredtes udenfor Kina.

Der er bekræftede tilfælde af Corona-smittede i Kina, Frankrig, Tyskland, Italien, Finland, Nepal, Vietnam, Thailand, Taiwan, Singapore, Malaysia, Cambodja, Sydkorea, Japan, Filippinerne, Sri Lanka, Indien, De Forenede Arabiske Emirater, Rusland, Storbritannien, Sverige, Spanien, Australien, USA og Canada.

Samtidig fortsætter epidemien sin udbredelse i Kina.

Der er nu bekræftet 89 nye dødsfald som følge af det smitsomme coronavirus i Kina. Dermed er i alt 811 personer døde af virussen i landet siden midten af december.
Det oplyser de kinesiske sundhedsmyndigheder natten til søndag dansk tid.
Der er samtidig bekræftet 2656 nye smittetilfælde i Kina, hvormed det samlede antal smittede stiger til 37.198.
Hovedparten af de smittede befinder sig i Wuhan, Hubei-provinsens hovedby, hvor virusset har sit epicenter.

State of emergency
Allerede fredag den 31. januar 2020 erklærede USA Corona-virussen som en national nødsituation, hvor der blev indført indrejseforbud for udlændinge, der kom fra Kina eller for nylig havde besøgt Kina.
Amerikanske statsborgere, der inden for de sidste 14 dage havde besøgt den kinesiske Hubei provins interneres i karantæne i 14 dage, der svarer til inkubationsperioden for Coronavirus.

Andre lande som Australien, Israel, New Zealand, Japan, Filippinerne, Rusland, Pakistan og Italien har ligeledes indført indrejseforbud for kinesere og udlændinge, der har været i Kina. Landenes egne statsborgere, der har besøgt Kina, bliver ved ankomsten til hjemlandet tvunget i karantæne i 14 dage.
I mange lande, der ikke har indført et decideret indrejseforbud, bliver alle rejsende fra Kina tvunget i 14 dages karantæne.

Italien
Italien erklærede fredag den 31. januar 2020 officielt, at der nu var tale om en national nødsituation (stato di emergenza). Det skete efter at der var 2 mulige smittede på et krydstogtskib med 7.000 passagerer i havnebyen Civitavecchia nord for Rom. Inden havde man i Rom konstateret, at 2 kinesiske turister var smittede. Det har vakt opmærksomhed, at en bar i et turistområde i nærheden af det hotel kineserne boede på, har opsat skilte om at kinesere nægtes adgang til baren.
I øjeblikket er to krydstogtskibe med tusindvis af passagerer efter fund af Coronavirus sat i karantæne i henholdsvis Hong Kong og i Yokohama i Japan.
Krydstogtskibet Diamond Princess, der ligger for anker ved Yokohama, havde torsdag den 6. februar 2020 registreret 61 smittede, hvoraf 21 er japanere.

Hong Kong
I Hong Kong er der indtil videre rapporteret om 15 tilfælde af Coronavirus og 1 dødsfald.
Premierminister Carrie Lam annoncerede først, at ti af de tretten grænseovergange ville være lukket. Lukning af hele grænsen til Kina blev af Lam beskrevet som “upassende og upraktisk” og “diskriminerende”.
Beslutningen om ikke helt at lukke grænsen til Kina udløste omfattende strejker blandt sundhedspersonale i Hong Kong.
Den 5. februar 2020 blev det oplyst, at Hong Kongs politiske leder, Carrie Lam, bøjer sig for massivt pres for at gøre mere for at forhindre Corona-virusset i at brede sig i byen.
Hongkong sætter nu alle rejsende fra Kina i to ugers karantæne.

Afrika
I Afrika med en befolkning på 1,2 mia. mennesker er der bare 6 laboratorier, der kan teste for Corona-virus. Afrikanske regeringer arbejder på højtryk for at øge beredskabet, herunder at bygge faciliteter for isolation af smittede. Der er imidlertid et udækket behov for instruktion af et uforberedt sundhedssystem, og i baggrunden er der stadig erindringen om Ebola-epidemien fra 2014 til 2016, hvor omkring 11.000 omkom.

Udsigt til pandemi?
Avisen New York Times skrev allerede mandag morgen, at flere læger advarer om, at udbruddet af Coronavirusset har udsigt til at blive en pandemi, hvilket betyder, at epidemien i Kina vil sprede sig til resten af verden.
Ifølge New York Times anslår forskellige beregningsmodeller, at der allerede er mindst 100.000 smittede, og skønt det nye Corona-virus ikke smitter lige så let som almindelig influenza, så har det vist sig betydeligt mere smitsomt end Sars.

Kraftige børsfald
Investorer verden over begynder nu for alvor at frygte, at Coronavirussets fortsatte udbredelse kan føre til en opbremsning i økonomien.
I Kina tog aktierne et markant fald, da børserne mandag morgen åbnede efter at have været lukket i flere dage på grund af det kinesiske nytår. Også på andre asiatiske børser faldt aktierne – dog ikke helt lige så kraftigt som i Kina. Shanghai-børsen faldt med 8,1 procent. Indekset for de vigtigste virksomheder i Shanghai og Shenzhen mistede 8,2 procent.

For at afværge panik på finansmarkederne gennemførte den kinesiske regering en række økonomiske tiltag, herunder en uventet nedsættelse af basisrenten. Derudover pumpede People’s Bank of China (PBOC) i alt 1,2 billioner Renminbi (ca. 154 milliarder euro) ud på pengemarkederne.

Flyselskaber i bl.a. USA og Europa har helt eller delvist indstillet deres flyvninger til Kina, og store virksomheder reagerer: Den internationale krydstogtsforening CLIA annoncerede, at krydstogtskibe i fremtiden ikke længere vil noget sted i verden vil tage passagerer ombord, der har rejst til det kinesiske fastland i de sidste 14 dage.

Den russiske detailhandelskæde, Magnit, har suspenderet importen af frugt og grøntsager fra Kina.

Ifølge avisen Wall Street Journal besluttede Apple i weekenden at lukke alle sine butikker og kontorer i Kina frem til foreløbig den 9. februar, mens andre store firmaer som Levi’s, McDonald’s, IKEA og Starbucks allerede har lukket flere tusinde butikker i landet for at efterleve de kinesiske myndigheders opfordringer til at få folk til at afholde sig fra at gå ud.

Efterspørgslen efter olie er faldet i Kina, og olieprisen viser tegn på fald, ligesom den norske krone er faldet.

Hvornår vil epidemien kulminere?
G7-landedes sundhedsministre fra USA, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien, UK og Canada holdt telefonmøde mandag den 3. februar, har Italien oplyst, men referater af indholdet er ikke offentliggjort.

Kinesiske eksperter forventer, at epidemien vil kulminere ”om ti dage til to uger”, dvs. i slutningen af uge 7 og dermed i den danske vinterferie. Det sagde Zhong Nanshan, leder af det nationale team af eksperter, ifølge kinesiske statsmedier. Eksperten korrigerede således sin tidligere vurdering, hvor klimakset var forudset til at indtræffe allerede ved slutningen af denne uge.

Bør grænserne lukkes?
Verdenssundhedsorganisationen WHO er imod helt at lukke grænserne for kinesere eller folk, der for nylig har været i Kina. Argumentet er, at “Hvis folk ikke har lov til at rejse officielt, leder de efter uofficielle måder”. Ved officielle grænseovergangssteder kan læger kontrollere og om nødvendigt isolere og behandle rejsende. Dette er ikke muligt med uofficielle grænseovergange.

WHO mener dog samtidig, at isolering af individuelle byer som Wuhan giver god mening.

I Danmark anbefaler sundhedsmyndighederne ikke karantæne til personer uden tegn på sygdom, der er hjemvendt fra rejser eller ophold i Kina, da de fleste rejsende har meget lille risiko for at have været udsat for smitte og dermed, hvis de bliver syge, for at smitte andre.
Karantæne anvendes, hvis man efter en grundig og konkret vurdering af den enkelte, vurderer at der er tale om høj risiko for, at den pågældende kan være udsat for smitte. Karantæne efter en individuel vurdering er både mere sikkert for samfundet, og rimeligt for den enkelte.

I stedet opfordres borgere, der er hjemvendt fra en rejse Kina til at være opmærksom på symptomer på sygdom, og til at tage telefonisk kontakt til en læge, vagtlæge eller Akuttelefon, hvis der, indenfor 14 dage efter hjemkomst, opstår tegn på sygdom.
I nogle tilfælde vælger de hjemvendte at holde sig hjemme i de første 14 dage.
Krav om indrejseforbud i Danmark for udlændinge, der har opholdt sig i Kina
To personer blev fredag den 7. februar 2020 blevet isoleret på Hvidovre Hospital grundet mistanke om Corona-virus. Den ene af de indlagte er en kineser, der landede med fly i Københavns Lufthavn og havde symptomer på Corona-virus. Test har vist at der ikke var tale om Corona-virus.

Nu foreslår Dansk Folkeparti, at Danmark skal følge eksemplet fra USA og andre lande, der har indført indrejseforbud til udlændinge, der har befundet sig på det kinesiske fastland. Et sådant indrejseforbud kunne f.eks. vare i 14 dage efter endt rejse, og dermed fungere som en form for karantæne.

Forslaget møder hård kritik fra Radikale Venstres sundhedsordfører Stinus Lindgren, der mener, at det er “helt ude af proportioner”.

Allan Randrup Thomsen, der er professor på Københavns Universitet og ekspert i immunforsvaret og virusser, vil ikke tage stilling til, om der skal være et indrejseforbud for udlændinge, der har været i Kina.
Dog er han åben over for at indføre karantæner i en eller anden udformning. Han påpeger, at det kun er et spørgsmål om tid, før der kommer smittede til Danmark.

Den nu pensionerede tidligere danske ambassadør i London, Birger Riis-Jørgensen, besværer sig i Altinget over Brexit. Han forstår ikke hvordan Brexit-tilhængerne har fået bildt sig selv ind, at Storbritannien ude af EU igen politisk og økonomisk kan indtage en fremtrædende rolle i det internationale samfund.

Birger Riis Jørgensen skriver:

”Vi andre tager os til hovedet. For os små seks millioner danskere er det ikke svært at kende sin plads. For tyskere, franskmænd og alle andre EU-borgere er virkeligheden, at vi uden EU hver især ville blive løbet over ende af Donald Trumps “USA first”, af Kinas totalt hensynsløse diktatur med svimlende økonomiske vækstrater og 1.400 millioner mennesker i ryggen og med tiden måske også af det stadigt mere hindunationalistiske Indien.

De erfarne britiske diplomater, som jeg talte med, ligger på samme linje. Der ser i Johnson-regeringens opbakning bag præsident Trumps såkaldte fredsplan for Israel og Palæstina blot det første tegn på, at Storbritannien alt i alt bliver tvunget til at følge USA eller ligge lavt på hele den værdimæssige del af udenrigspolitikken”.

Birger Riis-Jørgensen mener dog, at Storbritannien vil komme på bedre tanker, og i løbet af en generation igen ser sin interesse i et meget snævert parløb med sine naboer på kontinentet. Som han skriver: Så vi ses nok i denne bedre verden – We’ll meet again, Don’t know where, Don’t know when, But I know we’ll meet again some sunny day.

UK støtter fredsplan

I Storbritannien har Boris Johnson støttet Donald Trumps Mellemøst-plan og opfordret de palæstinensiske ledere til at acceptere planen som grundlag for drøftelser.

Johnson har understreget, at planen er en 2-stats løsning, som vil muliggøre at Jerusalem kan være hovedstad for både Israel og det palæstinensiske folk. Konflikten mellem Israel og Palæstina har plaget verden i årtier og han har opfordret den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, for en gangs skyld at involvere sig i initiativet og begynde at forhandle i stedet for igen at efterlade et politisk vakuum.

Selvom det er længe siden, har palæstinenserne faktisk haft udbytte af at forhandle. Ved Oslo-aftalerne, der blev indgået i 1993, fik de selvstyre og deres nuværende hovedstad Ramallah. Tusindvis af palæstinensere fik lov til at flytte tilbage fra Tunis og Libanon, og talsmænd for Palæstina fik lov til at få adgang til området igen efter at have været forvist til Tunesiens hovedstad.

Palæstinenserne afviser

Opfordringer til forhandlinger har ikke gjort indtryk. Mahmoud Abbas og Hamas, der understøttes af Iran, har lodret afvist Trumps plan som en ”konspiration” mellem USA og Israel. Palæstinenserne kræver kontrol over hele Vestbredden og Øst-Jerusalem – områder der blev erobret af Israel i 1967 – og fjernelsen af 700.000 israelske bosættere i disse områder.

Planen: Peace to Prosperity

Det diskussionen drejer sig om er den plan – Peace to Prosperity: A Vision to Improve the Lives of the Palestinian and Israeli People – som Donald Trump præsenterede officielt på en pressekonference i Det Hvide Hus den 28. januar 2020 sammen med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu.

Forslaget fra Trump-administrationen er fremlagt med den erklærede hensigt at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Planen er over de sidste 3 år udarbejdet af et team ledet af Trumps svigersøn, seniorrådgiver i Det Hvide Hus, Jared Kushner.

Både Vestbreddens israelske nybyggeres Yesha-råd og den palæstinensiske ledelse har afvist planen. Yesha-rådet fordi planen opererer med en palæstinensisk stat. Hamas har afvist alle konsultationer under udarbejdelsen og afvist planen med den begrundelse, at planen er partisk og til ensidig fordel for Israel.

Planen er opdelt i to dele, en økonomisk del og en politisk del. Allerede den 22. juni 2019 frigav Trump-administrationen den økonomiske del af planen med titlen “Fred til velstand”. Den politiske del blev frigivet den 28. januar 2020.

Planen foreslår etableringen af en selvstændig, demilitariseret Palæstinensisk stat, der ikke omfatter de nuværende jødiske bosættelser i de såkaldte okkuperede områder.

Planen beskriver en ganske omfattende økonomiske bistand (der tales om investeringer på 50 mia. dollars) til en selvstændig Palæstinensisk stat. Der listes dog en række betingelser for en sådan Palæstinensisk stat: der skal være pressefrihed, frie valg, garantier for religiøs frihed, et uafhængigt justitssystem, finansielle institutioner der hvad angår transparens og effektivitet lever op til vestlige standarder. Modstandere af fredsplanen har karakteriseret betingelserne som ”urimelige”.

Israel vil annektere

Under pressekonferencen, hvor planen blev fremlagt, annoncerede Netanyahu, at den israelske regering øjeblikkeligt ville annektere bosættelserne i Jordan-dalen og Vestbredden, og den amerikanske ambassadør i Israel David M. Friedman bekræftede, at Trump-administrationen havde givet grønt lys til en øjeblikkelig annektering.

Modstandere af Trumps fredsplan – inklusive alle de førende demokratiske præsidentkandidater i præsidentvalget 2020 – har fordømt planen og udlagt den som et “røgslør” for Israels annektering af områder i Jordan-dalen og på Vestbredden.

EU – en papirtiger

Samtidig med at Birger Riis-Jørgensen lufter sine pipe-dreams i Altinget, demonstrerer EU’s udenrigsminister, Josep Borrell, High Representative for Foreign Affairs and Security Policy, i et statement tirsdag den 4. februar 2020, at EU er en papirtiger.

De 27 EU-landes uenigheder betyder, at EU fra starten har spillet sig helt af banen i de igangværende drøftelser om Trump-planen for Israel og Palæstina. Nogle EU-lande har allerede anerkendt en Palæstinensisk stat mens andre lande har sympati for Israel.

Det eneste EU-landene kan blive enige om, er at opfordre til dialog.

For de historisk interesserede: Athenaeum og Mellemøsten

Samtalerne mellem Birger Riis-Jørgensen og ”erfarne britiske diplomater” om Trumps fredsplan for Israel og Palæstina fandt angiveligt sted i den agtværdige Athenaeum Club i London.

Israels første premierminister David Ben Gurion, skriver i sine erindringer at han den 18. maj 1937 i Athenaeum mødtes med St. John Philby, en britisk embedsmand, der var konverteret til islam og nu var senior rådgiver for Saudi Arabiens konge, Ibn Saud. I flere timer drøftede Ben Gurion og Philby et udkast til en traktat mellem Zionistbevægelsen og en Arabisk Føderation under ledelse af Ibn Saud.

Hvis de 2 var nået til enighed, kunne meget have set anderledes ud i Mellemøsten!

 

Udenrigsministeriet søger en pressechef til Jeppe Kofod. Selvom det ikke kræves, at pressechefen har kendskab til dansk udenrigspolitik, er det åbenbart ikke nemt at få stillingen besat. I hvert fald er der nu tale om et genopslag. Det er åbenbart ikke helt nemt at finde en pressechef med det rette socialdemokratiske sindelag og evne til bistå sin minister i penible situationer. Samtidig skal pressechefen ligesom lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads arbejde på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde.

Det er måske et begrænset felt, der har lyst til at arbejde for den socialdemokratiske udenrigsminister, Jeppe Kofod, der i 2008 måtte trække sig som sit partis udenrigsordfører. Det skete efter, at han havde haft et “moralsk upassende forhold” til en 15-årig pige ved et DSU-kursus på Esbjerg Højskole.

Det var også i 2008, at den amerikanske finansmand, Jeffrey Edward Epstein, erklærede sig skyldig i at stå bag prostituering af en pige på under 18 år. Epstein blev igen i 2019 anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger, men begik selvmord mens han sad i Manhattan Correctional Center.

Ligesom Jeppe Kofod gjorde i 2008, har Storbritanniens prins Andrew nu trukket sig fra sine pligter. Beslutningen er truffet efter et interview, hvor prinsen forsøgte at forklare sit forhold til Jeffrey Epstein.

At Jeppe Kofod har hårdt brug for professionel pressebistand bekræftede Frank Hvam på Tænketanken Europas nylige konference, hvor Frank Hvam undrede sig over, at Jeppe Kofod i forbindelse med alle internationale begivenheder opfordrede til ”besindighed og dialog”.