Det vakte debat og forargelse, da biskopperne i 2019 takkede nej til at deltage i en ny tænketank om kristenforfølgelser.
Folkekirkens biskopper besluttede på et plenummøde i deres selvbestaltede bispekollegium, at de ikke ønsker at have en biskop med i en ny tænketank for forfulgte kristne, og de sendte i stedet invitationen videre til Det mellemkirkelige Råd, der har stor viden om området. Det vakte debat, og kritikere beskyldte biskopperne for at have berøringsangst over for verdens kristenforfølgelser.
Som biskoppernes kontaktperson for det konkrete bispemøde har biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, forklaret, at mange ”forfulgte kristne ikke ønsker at blive spændt for en vestlig vogn, hvor der tales specifikt om forfølgelse af kristne”, fordi det kan forværre deres situation.
Tænketanken om kristenforfølgelser består af blandt andre professor i teologi Peter Lodberg, tidligere biskop Karsten Nissen og tidligere generalsekretær for Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen. Den offentlige kritik af biskopperne blev åbenbart hørt. I hvert fald fremgår det af et referat af et efterfølgende bispemøde, at Henrik Wigh-Poulsen nu havde deltaget i tænketankens første møde.
Biskoppernes opgaver og interesser
Bispemøderne påkalder sig interesse. Hvad foregår der egentlig udover kraftigt kammeratligt samvær? Biskopperne har nemlig ikke meget at skulle have sagt. De kan ikke beslutte noget på folkekirkens vegne. Den øverste beslutningskompetence er Folketingets og kirkeministeriets, og den daglige beslutningskompetence er menighedsrådenes.
Biskoppen er stiftets øverste myndighed i kirkelige sager, og det er biskoppens opgave at føre teologisk tilsyn med præsterne.
Skandalen om den manglende støtte til verdens forfulgte kristne bekræftede, at landets bjergsomme biskopper er mere optaget af at klamre sig til deres velaflagte embeder, end at støtte verdens forfulgte kristne.
Debatten om at biskopperne klamrer sig til embedet, men undgår at forholde sig til ofrene for kristenforfølgelser, er opstået fordi nogle undrer sig over, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.
Peter Fischer-Møller erkender, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år.
Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.
Interesse for at komme til truget
Selvom embedet som biskop er ganske velaflagt, krævede biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2018 en lønstigning på 77.415 kroner. Kirkens biskopper ønskede at blive aflønnet som statslige styrelsesdirektører og at få mere end de cirka 973.000 kroner, de i gennemsnit årligt tjener, inklusive tillæg og pension.
Biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, havde derfor ved de sidste overenskomstforhandlinger krævet at biskopperne i de fem største stifter blev rykket op fra lønramme 39 til lønramme 40. Det ville ifølge Præsteforeningens oplysninger have medført en stigning på 77.415 kroner.
Overenskomstaftalen sikrede lønforhøjelse til Folkekirkens præster, mens biskopperne fik en lang næse
Overenskomstaftalen på det statslige område sikrer, at landets omkring 2200 præster er omfattet af den generelle lønforbedring på 8,1 procent i den indeværende 3-årige overenskomstperiode. Men præsterne vil også nyde godt af den aftalte regulering af flyttegodtgørelsen i forbindelse med tjenesteboliger.
Til gengæld blev biskoppernes ønske om en lønforhøjelse, der skulle bringe dem på niveau med direktører for offentlige styrelser, ikke imødekommet.
Det vil undre, hvis ikke biskoppernes krav om en højere lønramme fremføres ved de kommende overenskomstforhandlinger.
Ikke-medlemmer bidrager til præsters og biskoppers løn
I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension efter en ordning fra 1920 betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af Folkekirkens medlemmer via kirkeskatten.
Biskopperne er tjenestemænd, der fuldt ud lønnes af staten, og der følger pension og en tjenestebolig med bispeembedet.
Den nuværende ordning betyder altså, at personer, som ikke er medlemmer af Folkekirken, også er med til at betale præsternes og biskoppernes løn.
Samlede omkostninger på 9 milliarder kr.
Der er ti biskopper i Danmark, der er øverste myndighed i 10 stifter, der igen er opdelt i 2169 sogne. Dertil kommer en 11. bisp på Grønland. Færøernes folkekirke er selvstændig.
Omkostningerne til biskopper, 2.200 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, er årligt på over 9 milliarder kr. Bortset fra det skatteyderbetalte statstilskud på godt 1,2 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster og hele lønnen til biskopperne, betales udgifterne til Folkekirken af medlemmerne over kirkeskatten.
Kirkeskatten
Som medlem af Folkekirken betaler man hvert år mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst.
Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, er den årlige udgift til kirkeskatten på 3.600 kr.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 