Tirsdag den 14. april 2020 offentliggjorde Den Internationale Valutafond (IMF) sin forårsrapport – World Economic Outlook, April 2020.

Det skete I forbindelse med årsmødet i IMF, der normalt tiltrækker mere end 10.000 deltagere, men på grund af Corona-pandemien var begrænset til et minimum, der blev afviklet som videokonference.

Gita Gopinath, IMF Economic Counsellor, lagde ifølge Reuters ikke skjul på, at verdensøkonomien går mod sit værste fald siden den store depression i 1930’erne på grund af COVID-19 – corona-pandemien.

IMF’s dystre prognose forudser, at verdensøkonomien vil skrumpe med omkring 3 pct. i 2020 for derefter delvis at genvinde pusten i 2021 med en vækst på 5,8 pct.

“Denne bedring i 2021 er kun delvis, da niveauet for den samlede økonomisk aktivitet stadig forventes være lavere i 2012 end vi havde forventet før virussen ramte”, sagde Gita Gopinath ved pressemødet. Tilbageslaget er større end efter finanskrisen i 2008-9, men trods alt mindre end under depressionen i 1930’erne, hvor BNP faldt med omkring 10 pct.

Samlede tab på mere end Japans og Tysklands bruttonationalprodukt – tilsammen!

Det økonomiske tilbageslag som følge af Corona-virussen i IMF’s best-case scenarie vil kunne føre til at verdensøkonomien lider et samlet uigenkaldeligt akkumuleret tab på 9 trillioner eller 9.000 billioner dollars i økonomisk produktion over to år. Det er et tab, der er større end det tyske og japanske bruttonationalprodukt tilsammen, sagde Gita Gopinath.

IMF-prognosen antager, at virusudbruddet i de fleste lande vil toppe i løbet af 2. kvartal og klinge ud i slutningen af året, mens nedlukninger og andre foranstaltninger gradvist ophæves.

IMF har også regnet på scenarier, hvor Corona-krisen er endnu længere og tabene endnu større.

 

”Det tog tilsyneladende også tid, inden den øverste ledelse i Kina blev gjort opmærksom på virussen”, og ”Det kinesiske styre har for tiden udfordringer i Hong Kong, Det sydkinesiske Hav, Taiwan samt med forholdet til Nordkorea og handelsforhandlinger med USA”.

I Federspiels såkaldte analyse fortsættes fedteriet og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked. Det gælder i forhold til Tibetsagen, håndteringen af Dalai Lama og et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

EU-Kommissionen ser det også klart. Det har fået EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at opfordre medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. Sidste år udpegede Europa-Kommissionen for første gang Kina som en ”systemisk rival”, og EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.

Selvom Ulrik Federspiel er kendt for at være glat som en ål og svær at blive klog på, er det alligevel mærkeligt, at den tidligere Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe stadig lurepasser i forhold til Kina?

Alle danske firmaer, med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan ellers bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger:

Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

https://www.berlingske.dk/kronikker/ulrik-federspiel-her-er-de-tre-geopolitiske-scenarier-i-verden-efter

 

 

Saudi-Arabien, Rusland og USA blev Påskesøndag enige om gå i spidsen for at begrænse olieproduktionen, der som følge af at den globale efterspørgsel efter corona-pandemien er faldet med 25-30 pct.

Aftalen betød, at olieprisen (Brent) steg med 5,0 procent til 33,08 dollar pr. tønde, da handelen mandag morgen startede på de asiatiske markeder.

Investorer er fortsat bekymrede over, at nedskæringerne måske ikke er nok til at støtte højere priser i de kommende uger, da den verdensomspændende lockdown har betydet faldende efterspørgsel efter benzin, diesel og jetbrændstof.

Produktionen reduceres med 12 mio. tønder

Aftalen kom i stand efter knap en måneds fejde mellem Saudi Arabien og Rusland, der har tvunget olieprisen helt i bund. Mexico ville ikke gå med til at skære produktionen ned med 300.000 tønder om dagen som krævet af Saudi Arabien. Præsident Trump greb ind og tilbød at USA reducerede produktionen således at Mexico slap med en reduktion på 100.000 tønder om dagen.

Aftalen betyder, at 23 lande har forpligtet sig til at tilbageholde 9,7 millioner tønder om dagen olie fra de globale markeder. Det svarer til en reduktion på omkring 13 pct. af den nuværende produktion, der som nævnt allerede var faldet med 25-30 pct. fra normalniveauet på omkring 100 mio. tønder om dagen.

I forbindelse med aftalen blev det oplyst, at ikke-OPEC-medlemmerne USA, Canada og Brasilien vil sænke udbuddet med 3,7 millioner tønder olie om dagen. Det er ikke oplyst hvor meget Rusland skal reducere produktionen.

Det er dog Saudi-Arabien, Rusland og andre olieallierede, der forventes at bære hovedbyrden af markedstilpasningen. Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait skulle være enige om at reducere produktionen med yderligere 2 millioner tønder om dagen udover de aftalte kvoter. Der er således at produktionen i alt begrænses med knap 12 mio. tønder om dagen.

Forhandlingsforløbet

Aftalen blev indgået på en videokonference søndag mellem OPEC’s 13 medlemmer samt en række andre olieproducenter, herunder Rusland, Norge m.fl. USA deltog ikke selv i mødet, men har været særdeles aktiv for at der kunne indgås en aftale inden oliemarkederne åbnede mandag.

Resultatet må karakteriseres som en diplomatisk sejr for præsident Trump. Hans støtter i den amerikanske olieindustri, som prisfaldet kastede ud i en krise, pressede Trump til at intervenere inden situationen havde udløst en byge af konkurser i industrien, hvor ikke mindst skiferolie- og ethanolproducenter var i farezonen.

Oliepriserne er faldet med over 40 pct. siden begyndelsen af ​​marts, hvor Saudi-Arabien og Rusland ikke kunne blive enige om produktionsbegrænsninger. Rusland trak sig fra forhandlingerne og Saudi-Arabien indledte en aggressiv priskrig i et forsøg på at erobre markedsandele fra Rusland.

Hvad ville Rusland?

Der spekuleres på om Rusland ved at nægte produktionsbegrænsninger i virkeligheden søgte at lægge pres på USA. Med oliepriser på under 30 dollar pr. tønde er mange amerikanske producenter af skiferolie, tjæresand, ethanol m.v. under pres. Det kan have været Ruslands mål at presse USA til at ophæve de økonomiske sanktioner som Rusland og det russiske olieselskab Rosneft er pålagt af USA efter annekteringen af Krim og invasionen i Ukraine.

Om præsident Trump har været tvunget til indrømmelser til Putin vides ikke, men torsdag i sidste uge var Saudi-Arabien og Rusland i hvert fald enige om at afslutte priskrigen. Enigheden mellem Saudi Arabien og Rusland betød, at olieprisen fredag steg til knap 31 dollar pr. tønde.

Nu var det så Mexico, der blokerede for en aftale ved at nægte at reducere med mere end 100.000 tønder om dagen.

Præsident Trump har lagt pres på både Saudi Arabien og den mexicanske præsident Andrés Manuel López Obrador, og løsningen blev altså at USA overtog noget af reduktionskravet fra Mexico.

Som led i presset på Saudi Arabien skulle Trump angiveligt have truet med at lægge afgifter på importen af råolie fra Saudi Arabien.

Lørdag talte nogle republikanske senatorer også med den saudiske energiminister i næsten to timer og advarede ham om, at alliance mellem USA og Saudi Arabien ville lide skade, hvis han ikke reducerede produktionen.

Saudi Arabiens olieminister

Den saudiske energiminister er ikke hvem som helst: Prins Abdulaziz bin Salman, søn af den saudiske konge og halvbror til den designerede arving til den saudiske trone, kronprins Mohammed bin Salman. Forhandlingsforløbet har imidlertid efterladt indtrykket af en hård og kantet forhandler. Hans optræden som de facto formand for OPEC var udfordrende fra starten. Han blokerede Angola fra et teknisk møde og hans efterfølgende diskussion med den afrikanske producent over petitesser afsporede næsten hans første store OPEC-topmøde i december.

På en konference i sidste måned, skændtes prinsen åbenlyst med den russiske energiminister Alexander Novak og sagde, at Rusland ville fortryde at nægte at nedbringe produktionen. Uenigheden afsluttede et mere end tre-årigt samarbejde mellem de to oliegiganter og udløste en priskrig.

Saudi Arabien har med henvisning til coronavirussen erklæret våbenhvile i to uger i Yemen. Våbenhvilen kan være et skridt, der kan afslutte den blodige 5 år lange konflikt, der efterhånden har udviklet sig til en belastning for Saudi Arabien.

Lige siden Houthierne i 2015 væltede Yemens regering og besatte landets hovedstad Sanaa har en saudi-ledet koalition kæmpet mod de iransk-støttede Houthi-oprørere. Det har været en brutal og blodig kamp, ​​og ifølge BBC er mere end 110.000 mennesker dræbt i Yemen

Covid 19

Truslen om Covid-19 var blevet umulig at ignorere. Fredag ​​rapporterede Yemen det første bekræftede tilfælde og et bredt udbrud kan være ødelæggende i den arabiske verdens fattigste land. Konflikten har allerede smadret landets sundhedssystem og påført befolkningen på 28 mio. mennesker sult og sygdom.

Houthierne har været forbeholdne overfor våbenhvilen og overfor FN tilkendegivet, at deres overholdelse af våbenhvilen vil være betinget af, at restriktionerne på skibstransporter og flyvninger ophæves.

På trods af den vedvarende spænding håber Martin Griffiths, FNs særlige udsending til Yemen, at Saudi Arabiens våbenhvile vil bane vejen for fredsforhandlinger. Hvis det sker, kan det langt om længe bringe en krig til ophør, der har udløst en af ​​de værste humanitære kriser i verden.

Yemen er et stort land med 28 millioner mennesker, 46 pct. af dem er under 15 år. Saudi Arabien har til sammenligning 33 millioner mennesker; Syrien 18,5 millioner; UAE 9,6 millioner og Libyen 6,6 millioner.

Selvom Yemen er den arabiske verdens fattigste land, er det for stort til at man kan lade det gå ned. En kronisk mislykket stat i Yemen vil betyde evig krise på den arabiske halvø – hvad enten det skyldes krig, terrorisme, flygtninge, sygdom eller det hele i forening.

Baggrund for borgerkrigen

Den sydlige del af Yemen, med Aden som hovedstad, var selvstændig indtil 1990, hvor Nord- og Sydyemen blev forenet. Nordyemen blev selvstændigt allerede da det ottomanske imperium gik i opløsning efter første verdenskrig og Sydyemen blev selvstændig efter Storbritannien trak sig ud efter flere års kamp mod oprørere i 1968.

Magtkampen mellem politiske ledere fra nord og syd udviklede sig til en tre måneder lang borgerkrig i 1994, som blev vundet af Nord.

Krigen der danner fundamentet for den aktuelle humanitære katastrofe, begyndte i 2004, da hæren og oprørsstyrker under ledelse af præsten og politikeren Hussein al-Houthi stødte sammen. Al-Houthi blev dræbt og bevægelsen tog hans navn. Gruppen har sit udspring i landets nordlige bjergegne og medlemmerne tilhører shia-grenen af islam.

Iran støtter oprørerne

Som andre shia-grupper i regionen, for eksempel i Libanon og Irak, bliver Houthi-bevægelsen støttet af Iran. Den støtte har været med til at få Yemens store nabo i nord, det sunni-muslimske Saudi-Arabien, til at gå ind i krigen på regeringens side i 2015.

Saudi Arabien støtter regeringen

Sammen med Saudi-Arabien kom den nære allierede de Forenede Arabiske Emirater, UAE, der heller ikke var interesseret i en Iran-kontrolleret, shia-muslimsk nabo.

Borgerkrigen har dermed sine rødder i forhold i Yemen og i den muslimske verden, der eksisterede længe inden det ”arabiske forår” i 2011 bredte sig over hele Mellemøsten.

Kampene i 2014 begyndte som en væbnet konflikt mellem shia-muslimske houthi-oprørere fra den nordlige del af landet og regeringen, som dengang var ledet af den folkevalgte præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi. Houthierne er en del af det shia-muslimske mindretal i Yemen. Ud af Yemens samlede befolkning på ca. 28 millioner udgøres knap to tredjedele af sunnimuslimer og godt en tredjedel af shiamuslimer.

Som følge af kampene overtog houthierne kontrollen med den nordvestlige del af landet, herunder hovedstaden Sanaa. Samtidig udnyttede terrorgruppen Al Qaeda og siden Islamisk Stat (IS) det politiske kaos til at positionere sig i landet.

Saudisk ledet koalition intervenerer

Det sunnimuslimske kongedømme Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater var ikke interesserede i en stat domineret af radikale sunni-islamister lige op til deres sydlige grænse. Ifølge Saudi Arabien er houthierne ydermere støttet af ærkefjenden Iran.

De formerede derfor en koalition under saudisk ledelse bestående af: Saudi Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Jordan, Marokko og Sudan. I 2015 intervenerede koalitionen militært i Yemen til fordel for den yemenitiske regering.

Yemen er dermed blevet en slagmark, hvor rivaliseringen mellem Iran og Saudi Arabien udspilles. Iran har benægtet at støtte houthierne, men ifølge bl.a. New York Times er der anvendt iransk producerede missiler under kampene.

Konflikten har delt landet i en houthi-kontrolleret nordvestlig zone, som bl.a. omfatter hovedstaden Sanaa samt en sydøstlig zone, der kontrolleres af Saudi-ledede styrker og andre styrker, som er loyale overfor regeringen.

USA, UK og Frankrig støtter koalitionen

Allerede mens Barack Obama var præsident begyndte USA, Storbritannien og Frankrig at støtte koalitionen logistisk, med efterretninger og med salg af våben. Den vestlige støtte har i høj grad handlet om at bekæmpe terrorgruppen Al Qaeda og Islamisk Stat, men den amerikanske administration har ifølge analytikere også haft til hensigt at begrænse Irans indflydelse i regionen.

Både Al Qaeda og Islamisk Stat (IS) er til stede i Yemen med hver deres dagsorden. Begge organisationer har påtaget sig ansvaret for en række selvmordsaktioner og andre terroranslag i Yemen. En helt ny rapport fra FN anslår ifølge flere nyhedsmedier, at der findes mellem 250 – 500 IS-krigere i landet, mens Al Qaeda råder over 6.000 – 7.000 krigere.

FN’s rolle

Situationen i Yemen blev allerede i 2015 taget op i FN’s Sikkerhedsråd. Den eneste resolution, der er vedtaget, opfordrer parterne “in particular the Houthis,” to “immediately and unconditionally end violence.”

Ud over de 110.000, der er døde, er 2,6 millioner yemenier fordrevet, og der er mere end 280.000 flygtninge, ifølge FNs højkommissær for flygtninge. Landet har været udsat for bølger af kolera. Sundheds- og uddannelsessystemerne er for det meste kollapset. IMFs personale omtalte efter et besøg i Yemen sidste år økonomien som “krøllet” og sagde, at landet er i “en humanitær krise”, hvilket forklarer, “en kraftig nedgang i økonomisk aktivitet og kulbrinteeksport sammen med en bred suspension af grundlæggende offentlige tjenester har efterladt omkring 17 millioner mennesker akut behov for fødevarehjælp og andre former for hjælp. ” Det skønnes nu, at 17 millioner er vokset til 24 millioner – svimlende 85 pct. af Yemens befolkning.

Yemen, Syrien og Libyen er, hvad Verdensbanken har benævnt skrøbelige stater i konfliktsituationer med høj intensitet, der risikerer endemisk fattigdom og ustabilitet mangler massiv bistand. Denne vurdering blev foretaget før COVID-19-pandemien og faldet i oliepriser.

Saudi Arabiens reformer

Saudi Arabien og kronprins Mohammad Bin Salman har formentlig interesse i at få Yemen-krigen afsluttet så han kan fokusere på sine økonomiske og sociale reformer og samtidig en faktor, der belaster de tætte bånd mellem USA og Saudi Arabien. Demokraterne har uophørligt kritiseret Trump-administrationen for dens støtte til Saudi Arabiens krigsindsats i Yemen.

De Forenede Arabiske Emirater, UAE, og regimet i Abu Dhabi menes også at være modne til at få krigen afsluttet.

Hvad vil Iran?

Dermed ligger bolden faktisk hos Iran. Selvom Houthierne er skeptiske overfor våbenhvilen kan Teheran vælge at gribe muligheden for at genetablere et tåleligt forhold til sine arabiske naboer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

EU’s finansministre nåede sent den 9. april til enighed om en skitse for en stor europæisk genopretningspakke.

Resultatet – en hjælpepakke på over 4000 milliarder kroner – to gange Danmarks bruttonationalprodukt – til imødegåelse af den økonomiske recession i kølvandet på pandemien – blev nået sent onsdag den 9. april efter 3 dages hårde videomøde-forhandlinger.

Skal godkendes på et Topmøde i Det Europæiske Råd

Inden de mange milliarder kommer i omløb, skal oplægget fra finansministrene vedtages på et Topmøde i Det Europæiske Råd inden 2 uger. Finansministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at stats- og regeringscheferne skal afklare finansieringen af en ny genopretningsfond samt de juridiske og praktiske aspekter ved fonden, herunder relationen til EU-budgettet samt finansieringskilder.

Uenighed om solidarisk hæftelse

På EU-ledernes videokonference den 26.marts kunne de ikke blive enige om hvordan bekæmpelsen af Covid-19 skulle finansieres.

I øjeblikket stifter de nationale regeringer i eget navn gæld for kunne finansiere projekter og nationale budgetter, men de gør det til vildt varierende omkostninger!

Tyskland kan faktisk opnå negative renter på grund af en uovertruffen kreditvurdering og stram kontrol med det offentlige forbrug, mens Italien – med sin mindre prangende kreditvurdering – skal betale en højere rente.

Corona-obligationer

Det der skilte vandene, var spørgsmålet om udstedelsen af fælles såkaldte Corona-obligationer. Før tiden med coronavirus var de kendt som euro-obligationer, og det var noget, mange EU-ledere har argumenteret for siden oprettelsen af euroen i 1999: et fælles gældsinstrument til finansiering af låntagning, hvor pengene kan dirigeres til de lande, der har brug for finansiering her og nu.

Holland og andre nordeuropæiske lande har været modstandere af fælles stiftelse og solidarisk hæftelse for EU-landenes gæld, og det eneste man på det sidste Topmøde kunne blive enige om, var at EU-finansministrene skulle undersøge emnet nærmere og rapportere til stats- og regeringscheferne i løbet af 2 uger.

Situationen har været prekær. I Italien, Spanien og andre sydeuropæiske lande bredte der sig en opfattelse af, at når Nordeuropa med afvisningen af Corona-obligationer fortsat nægter at hæfte for de sydeuropæiske lande, er det et udtryk for den grundlæggende mangel på solidaritet i EU-samarbejdet.

Enighed om fælles støtte med begrænset risiko

Fra finansministrenes forhandlinger er det oplyst, at den samlede pakke kom på plads, efter at der blev opnået enighed mellem Italien og Holland. Enigheden betyder, at der ikke indføres Corona-obligationer, hvor Tyskland, Holland, Danmark og andre nordeuropæiske lande skal hæfte for fælles statsobligationer og dermed fælles finanspolitik.

Til gengæld bliver der nu indført låne- og støtteordninger, hvor de enkelte lande hæfter med garantier svarende til deres EU-vægt.

Støtten til de europæiske økonomier, virksomheder og arbejdspladser vil blive ydet over det ordinære EU-budget (der endnu ikke er vedtaget), fra den Europæiske Investeringsbank, fra en ny genopretningsfond, fra den eksisterende lånefond, Den Europæiske Stabiliseringsmekanisme – ESM samt lån fra EU til lande, der har finansieringsproblemer.

Elementerne i pakken

Hovedelementerne i Covid-19-pakken er ifølge Finansministeriet:

• En garantifond i regi af Den Europæiske Investeringsbank, som skal understøtte finansiering til især små- og mellemstore virksomheder for ca. 1500 mia. kr. (200 mia. euro)
• Et EU-instrument til støtte af nationale lønkompensationsordninger og visse sundhedsrelaterede tiltag på samlet op til ca. 750 milliarder kr. (100 mia. euro). Ordningen forkortes SURE for ”Support to mitigate Unemployment Risks in an Emergency”.
• En genopretningsfond, som skal støtte genopretningen af europæisk økonomi via støtte til EU-budgetprogrammer.
• Adgang til lån fra eurolandenes fælles lånefond (ESM) for i alt 2 pct. af eurolandenes BNP (ca. 1800 mia. kr./240 mia. euro) på visse betingelser.
• Den næste flerårige finansielle ramme (MFF 2021-2027) vil skulle afspejle krisens konsekvenser.

Finansministrene gør også opmærksom på, at EU-landene allerede har gennemført omfattende nationale finanspolitiske tiltag for at få økonomierne så skånsomt gennem krisen som muligt.

Den Europæiske Centralbank har lanceret et stort program for opkøb af obligationer, og det er blevet muligt for medlemslandene at bruge de resterende strukturfondsmidler i EU’s budget (ca. 275 mia. kr.) på COVID-19 tiltag.

Endelig er der allerede afsat godt 20 mia. kr. på EU’s budget i 2020 til bl.a. transport og opkøb af medicinsk udstyr, felthospitaler og ekstra sundhedspersonale.

 

 

Præsident Trump beskyldte tirsdag den 7. april 2020 Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for ikke at være skarp nok i bekæmpelsen af coronavirus-pandemien, og han truede med at tilbageholde amerikanske finansielle bidrag til organisationen.

“Vi kommer til at se nærmere på de penge vi har brugt på WHO. Vi kommer til at overveje det nøje, og så får vi se”, sagde Trump under den daglige corona-briefing i Det Hvide Hus.

“WHO tog fejl”, sagde Trump og kritiserede, at WHO ikke støttede, det stop for rejsende fra Kina, som USA indførte den 31. januar.

Den amerikanske Kongres har bevilget 122 mio. dollars til WHO i finansåret 2020, og Trump-administrationens budgetforslag for 2021 er allerede reduceret til 58 mio. dollars. Det har hidtil været anset for usandsynligt, at Kongressen ville acceptere en så drastisk nedskæring i en situation, hvor corona-pandemien raser.

Præsident Trumps kritik af WHO er ikke ny – på twitter har han ved flere lejligheder kritiseret at selvom det er USA, der i væsentligt omfang finansierer WHO, har organisationen været mere lydhør for kinesiske interesser:

Tweet fra @realDonaldTrump: “The W.H.O. really blew it. For some reason, funded largely by the United States, yet very China centric. We will be giving that a good look. Fortunately, I rejected their advice on keeping our borders open to China early on. Why did they give us such a faulty recommendation?”

Trump ikke alene om at kritisere WHO

WHO har før været udsat for kritik. WHO-rapporten om ernæringsråd fra april 2003, hvor det anbefales, at sukker ikke må udgøre mere end 10 pct. af den daglige kost, blev stærkt kritiseret af sukkerindustrien, inklusive DANISCO i Danmark.

Omstændighederne omkring WHO’s beslutning den 11. juni 2009 om at erklære fugleinfluenzaen for en pandemi, var udsat for kritik.

WHO har også været kritiseret for, at eksperter, der rådgav WHO om vaccinationsprogrammer, samtidig modtog bidrag fra lægemiddelindustrien. Således modtog det finske institut THL ledet af professor Juhani Eshola 47 millioner kroner af vaccinationsproducenten GlaxoSmithKline i 2009, mens Eshola fungerede som vaccinationsrådgiver i WHO’s såkaldte SAGE-gruppe, da WHO traf beslutningerne omkring fugleinfluenzaen.

Derudover rådgives WHO-generalsekretæren af en hemmelige komite, Emergency Committee, hvor navnene på de 18 medlemmer ikke kendes, og deres uafhængighed derfor heller ikke kan bekræftes af offentligheden.

Taiwan

Taiwan har været en varm kartoffel i WHO-sammenhæng. Taiwan anklager WHO for at undlade at reagere på Taiwans advarsler allerede i december 2019 om at corona-virussen smittede fra menneske til menneske. Taiwan har angivet de tætte forbindelser mellem WHO og Beijing som årsag til, at man valgte ikke at advare om corona-smitten fra menneske til menneske.

Taiwan holdes ude af WHO (og andre FN-organisationer) fordi Kina hævder, at Taiwan er en del af Kinas territorium og ikke kan betragtes som en selvstændig stat.

Japan

Den 28. marts 2020 kritiserede den japanske vicepremierminister Tarō Asō WHO’s chef Tedros Adhanom Ghebreyesus for ikke at være i stand til at håndtere koronavirussen eller COVID-19.

Republikanere kræver WHO-chefens afgang

Amerikanske konservative republikanere, har i stigende omfang under den globale pandemi kritiseret WHO og hævdet at organisationen var afhængige af falske data fra Kina om Corona- virusudbruddet.

I sidste uge opfordrede den republikanske senator Marco Rubio til WHO-chefens fratræden, og dette krav har siden fået støtte fra flere republikanske medlemmer af Senatet.

 

Kristeligt Dagblad bringer op til den 9. april 2020 et såkaldt debatinterview med den 87-årige radikale Asger Baunsbak-Jensen, der trods en åbent omtalt depressiv lidelse har været aktiv lærer, folketingsmedlem, radikal landsformand, undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet, præst og forfatter.

Radikale erindringer

Interviewet kommer ind på Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen. Baunsbak-Jensen er efter eget udsagn den sidste nulevende person, der har talt med Erik Scavenius om krigen.

Erik Scavenius er kontroversiel, fordi han forbindes med samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt mellem den 9. april 1940 og 29. august 1943 – i de første år som udenrigsminister med Thorvald Stauning (S) som statsminister, og efter dennes død i maj 1942 tog Vilhelm Buhl (S) over, men den tyske rigsbefuldmægtigede, doktor Best, ville hellere have Scavenius, som blev statsminister i november 1942.

Var Erik Scavenius landsforræder?

Asger Baunsbak-Jensen ønsker ikke at forsvare samtlige handlinger, Scavenius foretog for at komme tyskerne i møde, men han ser et stort behov for at minde om, at Scavenius ikke var den landsforræder, store dele af befolkningen gjorde ham til:

”Jeg vil ikke sige, at Scavenius er blevet uretfærdigt behandlet af eftertiden, Men jeg mener, at han er blevet for unuanceret behandlet. Han gik så langt i forhandlingerne med tyskerne, at det er svært at følge ham. Men når jeg tænker på måden, han fik Danmark gennem krigen på, tænker jeg, at det var rimeligt, han fik et langt tøjrslag.”

Det plejer ellers at være dagbladet Politiken, der hvert år op til den 9. april gør en indsats for at forskønne billedet af det Radikale Venstres landsskadelige rolle i den danske samarbejdspolitik under besættelsen.

Forfatteren Birgithe Kosovic fik i 2019 POLITIKENS Litteraturpris, for hendes bog om samarbejdspolitikeren Eric Scavenius, som hun – ifølge POLITIKEN ”forvandler til et menneske, der er lige så optaget af kærlighed – og sex – som af krig”.

Det bekymrende er, at nutidige læsere uden historisk ballast med POLITIKENs og Kosovics fiktioner ikke vil få indblik i de ubehagelige historiske fakta.

Tysklands udvalgte

Eric Scavenius, Tysklands udvalgte mand i Danmark under besættelsen, overtog den 8. juli 1940 posten som udenrigsminister efter P. Munch. I forbindelse med det, som frihedskæmper og chefredaktør Børge Outze kaldte ”magtovertagelsen”, bør det ikke glemmes, at samarbejdspolitikkens forkætrede realpolitiker, Erik Scavenius, holdt en tale, hvor han talte om ”Danskernes frygt for Englænderne før Krigen”, og ”Ved de store tyske Sejre, der har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprunden i Europa under Tysklands Førerskab”.

Den tunge radikale arv

Det Radikale Venstre og Erik Scavenius fremkalder vedblivende stærke følelser. Det er ikke længe siden, at det gav anledning til debat i lokalavisen VILLABYERNE, at en borger mente, at Gentofte kommune burde hædre den tidligere radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius, der i sin tid boede på adressen Solsiden 4 i Jægersborg. Efter borgerens opfattelse døde Scavenius i 1962 med et ganske ufortjent ry som en politisk paria på grund af hans rolle under besættelsen. Borgeren opfordrer borgmester Hans Toft til f.eks. at opkalde en central plads i kommunen efter Scavenius og placere en buste af ham på pladsen.

Flere Gentofte-borgere tog i VILLABYERNE stærk afstand fra påstanden om, at Scavenius havde æren af, at jøderne blev reddet i oktober 1943. Tværtimod anføres det, at Scavenius skulle have foreslået den tyske befuldmægtigede, dr. Best, at han, Scavenius, ville undgå at anbringe danske jøder i fremtrædende stillinger. Hensigten blev heldigvis imødegået heftigt af andre politikere, først og fremmest den konservative handelsminister Halfdan Hendriksen.

Det påpeges, at redningen jøderne i Danmark primært skete ved frihedskæmperne og det netværk, de havde opbygget. De frihedskæmpere, Scavenius gjorde alt for at forfølge og arrestere, taler fortsat i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup til alle, der vil lytte og forstå.

Langt ud over pligtens krav

Undertiden stilles spørgsmålet, om Erik Scavenius gjorde andet end at tjene landets interesser ved at samarbejde med tyskerne, som et klart befolkningsflertal ønskede det?

Ja, det er klart dokumenteret, at Erik Scavenius gik længere, end han behøvede. Scavenius og andre samarbejdspolitikere opfordrede befolkningen til at angive sabotører, og de støttede op om tyskernes hvervning af danske frivillige til at kæmpe på østfronten.

Alice Scavenius, der under den tyske besættelse af Danmark var nær veninde til og siden blev gift med Erik Scavenius, plejede venskab med Gestapos chef, Karl Heinz Hoffmann, der ledede jødeaktionen og den tyske modterror og godkendte Gestapos brutale forhørsmetoder.

Alice Scavenius havde et så fortroligt forhold til Karl Heinz Hoffmann, at hun efter krigen sad varetægtsfængslet i over to måneder, mistænkt for spionage og drabsforsøg. De hidtil ukendte oplysninger fremgår af et notat fra Rigsadvokaten, der i december 1945 opgav at sigte hende.

Den nære kontakt mellem Alice og Erik Scavenius og Karl Heinz Hoffmann, som efter krigen blev dømt for krigsforbrydelser, har overrasket eksperter og kastet nyt lys over Erik Scavenius og den kontroversielle samarbejdspolitik. Karl Heinz Hoffmann blev efter krigen fængslet i Tyskland, hvor han fik besøg af Erik og Alice Scavenius, i hvis hjem han så ofte var kommet under besættelsen.

Erik Scavenius var også villige til at støtte den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham, og Scavenius fortsatte med at korrespondere venskabeligt med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen kunne være i tvivl om, at Hoffmann, Best og andre havde blod på hænderne.

Forholdet til de allierede

Hvis man anlægger et internationalt perspektiv på samarbejdspolitikken under besættelsen, svigtede Scavenius og de øvrige samarbejdspolitikere både politisk og moralsk, fordi de styrkede Tyskland ved at eksportere fødevarer og samarbejdede, så tyskerne kunne undvære soldater i Danmark og indsætte dem i andre lande, hvor der var en reel modstand.

 

Corona-krisen har afsløret, at det danske beredskab ikke er godt nok.

Fejlvurdering af epidemiens ankomst til Danmark, for langsomme reaktioner på smitte­spredning fra hjemvendte skiturister, spredt fægtning i teststrategi, manglende overblik over værnemidler, oprettelse af et angiversystem, der (heldigvis) blev trukket tilbage igen, tvetydige vejledninger og vidt forskellige udmeldinger fra forskellige myndigheder om alt fra legegrupper til indsatsernes virkning på smittekurven, har præget de første uger af den danske corona-krise.

Mange myndigheder

Beredskabet viser sig at være spredt ud på mange forskellige myndigheder. Vi har Sundhedsstyrelsen, Lægemiddel­styrelsen, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Beredskabsstyrelsen og de enkelte regioner og kommuner, der hver for sig har beredskabsplaner og forskellige roller at spille. Hertil kommer politi og forsvar, som i en situation, hvor landet lukker ned, også har væsentlige roller at spille.

Over det hele svæver regeringen med en tvetydig Sundhedsminister og ikke mindst en statsminister med egne meninger, om hvordan situationen skal håndteres.

At beredskabet er spredt ud på mange forskellige aktører, kunne måske gå under en stram styring. Problemet opstår, når de ikke snakker ordentligt sammen eller ikke er fuldstændig skarpe på, hvem der står for hvad både før og under en hændelse.

Det tyder desværre på, at de forskellige beredskabsoperatører ikke har holdt sig tilstrækkeligt beredt og koordineret planer løbende, inden vi stod med problemet covid-19.

Gamle beredskabsplaner

Seneste epidemiplan fra Sundhedsstyrelsen er fra 2013 og rettet mod en pandemisk influenza, hvormed den ikke er beredt til en virus som covid-19.

Sundhedsvæsenet har været præget af stigende udgifter til medicin og en aldrende befolkning. Sundhedsstyrelsen har været underkastet idelige omorganiseringer og sparekrav – p.t. er der ansættelsesstop i bl.a. Sundhedsstyrelsen. Hertil kommer et seruminstitut, der oplevede en gedigen hjerneflugt efter et ekstremt kluntet og dyrt frasalg af SSI Diagnostica i marts 2016 til den svenske kapitalfond Adelis for 250 mio. kr. og SSI Vaccineproduktion til et privat saudiarabisk firma, AJ Vaccines for 15 mio. kr. i juni 2016. AJ Vaccines ejes af Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih.

På den baggrund er det måske ikke så underligt, at forberedelse til en fremtidig ukendt epidemi ikke har stået øverst på prioriteringslisten hos nogen af aktørerne.

Koordinerings- og kommunikationsproblemer

Det gør ikke den aktuelle situation lettere, at manglende kommunikation og koordinering tilsyneladende også har præget de første uger af den aktuelle danske corona-epidemi.

Således har vi set en regionsdirektør, der var af den opfattelse, at det var serum­instituttet, der stod for indkøb af udstyr, selv om det faktisk er regionernes egen opgave. Vi har hørt om virksomheder, der bliver kastet rundt mellem myndighederne i forsøg på at finde ud af, hvor de kan aflevere deres tilbud om potentiel hjælp. Vi ser de samme tal blive produceret og lagt op på hjemmesider af hhv. Sundhedsstyrelsen, SSI og politiets folk. Vi har oplevet to markante myndighedsdirektører, hhv. Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, tale stik imod hinanden i vurdering af smitte­kurver og rådgivning til borgerne.

Krav om kommission

Et bredt politisk flertal i Folketinget kræver nu, at en kommission skal undersøge en række emner omkring håndteringen af coronakrisen for at sikre, at Danmark i fremtiden er bedre forberedt på epidemier.

Idéen om en kommission får opbakning fra Enhedslisten, SF, De Radikale, De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.

Spørgsmålet er, om man ikke ved samme lejlighed skulle underkaste Fødevarestyrelsen og det veterinære beredskab et eftersyn

I 2001 blev Europa ramt af en omfattende epidemi af mund- og klovesyge, og Danmark oplevede selv et større antal udbrud af den alvorlige fjerkræsygdom Newcastle disease i 2002, hvilket dengang gav anledning til en modernisering af beredskabet.

I 2012 blev der gennemført et ”Serviceeftersyn af det danske veterinære beredskab”, men siden har det traditionelle solide veterinære beredskab i Danmark har ligesom andre forvaltningsområder været underkastet new public management, lean og andre besparelser samt utallige organisatoriske ændringer.

Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen er en offentlig myndighed under Miljø- og Fødevareministeriet og styrelsen er i øjeblikket den kompetente myndighed for kontrollen med fødevarer, foder, dyrevelfærd og dyresundhed.

Fødevarestyrelsen har sektoransvaret for håndteringen af krisesituationer i forbindelse med dyre- eller fødevarebårne sygdomme, forekomst af foderstof- og fødevareforurening og andre risici for menneskers og dyrs sundhed relateret hertil.

Det siger sig selv, at i et land, hvor landbrugs- og fødevareproduktion har afgørende økonomisk betydning, kan dyre- og fødevarebårne sygdomsudbrud have katastrofale konsekvenser.

Det veterinære beredskab omfatter ca. 80 sygdomme hos husdyr, hvoraf nogle kan smitte mennesker. Udbrud af husdyrsygdomme kan have store konsekvenser for dyrevelfærden, erhvervet og eksporten. Det veterinære beredskab har udarbejdet beredskabsplaner for alle betydningsfulde husdyrsygdomme, og de revideres løbende, samt i forbindelse med sygdomsudbrud og efter afholdelse af beredskabsøvelser.

Der udarbejdet specifikke operationelle beredskabsplaner for følgende sygdomme:

• Newcastle disease
• Aviær influenza
• Mund- og klovesyge
• Klassisk svinepest
• Afrikansk svinepest
• Bluetongue
• Sygdomme hos aquakulturdyr
• 10 eksotiske sygdomme (kvægpest, fåre- og gedepest, smitsomt blæreudslet hos svin, epizootisk hæmorrhagi hos hjorte, fåre- og gedekopper, vesiculær stomatitis, lumpy skin disease, rift valley fever samt afrikansk hestepest).

Afrikansk svinepest

Fødevarestyrelsen afholder desuden beredskabsøvelser. Senest blev der i 2019 afholdt en landsomfattende øvelse vedrørende håndteringen af et udbrud af afrikansk svinepest i Danmark, som potentielt kunne koste nationen 10 – 11 mia. kr.

På baggrund af erfaringerne fra øvelsen er udarbejdet en detaljeret ”Udbrudsmanual for afrikansk svinepest- 26. marts 2020”.

Fødevarestyrelsen står ikke helt alene om varetagelse af det veterinære beredskab

Det veterinære beredskab har været påvirket af de talrige organisatoriske ændringer, der i de senere år er gennemført på alle de områder, der tidligere især var dækket af Landbrugsministeriet og Veterinærdirektoratet.

Dansk Veterinær Konsortium

Senest har Miljø- og Fødevareministeriet indgået en myndighedsaftale med Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET), der er betegnelsen for et samarbejde mellem Københavns Universitet (KU) og Statens Serum Institut (SSI).

Konsortiet med Statens Serum Institut, som vi på godt og ondt kender fra Corona-pandemien, har fra 2020 haft et delansvar for det diagnostiske beredskab i krisesituationer med reference til Veterinærdirektøren, der ikke har de samme beføjelser som tidligere.

Myndighedsbetjeningen omfatter i øvrigt alt fra sygdomsovervågning og varetagelse af konkrete beredskabsopgaver f.eks. ved mistanke om sygdomsudbrud til assistance i form af risikovurderinger, forskningsopgaver, besvarelse af spørgsmål til ministeren osv.

Dette nye myndighedsset-up har endnu ikke været afprøvet i en krisesituation.

Fødevarestyrelsen samarbejder også med andre offentlige institutioner og myndigheder

Under et udbrud af en smitsom husdyrsygdom kan det være nødvendigt for Fødevarestyrelsen at inddrage personale fra andre myndigheder og offentlige institutioner i bekæmpelsesarbejdet. Fødevarestyrelsen arbejder både i fredstid og i krisetid sammen med andre myndigheder og offentlige institutioner for at løfte beredskabsopgaven.

Udover Dansk Veterinær Konsortium drejer det sig f.eks. om Zoologisk Museum, Meteorologisk Institut, Kort- og Matrikelstyrelsen, departementet i Miljø- og Fødevareministeriet, Politiet, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret, Sundhedsstyrelsen m.m. Fødevarestyrelsen har derudover en lang række rammeaftaler med brancheorganisationer og relevante virksomheder, der kan bistå til at sikre det veterinære beredskabs reaktionsevne og robusthed ved kriser.

På det sidste EU topmøde, hvor stats- og regeringscheferne var sammen fysisk, skændtes de om EU-budgettet. 75 mia. euro skilte landene, og de er fortsat ikke enige om EU’s langsigtede budget – om den finansielle ramme for 2021-2027.
Den 26. marts afholdtes et nyt topmøde – denne gang virtuelt. Corona-pandemien betød, at stats- og regeringscheferne mødtes til en videokonference. Det centrale tema var finansieringen af corona-epidemien.
Før tiden med coronavirus var de kendt som euro-obligationer, og det var noget, mange EU-ledere har argumenteret for siden oprettelsen af euroen i 1999: et fælles gældsinstrument til finansiering af låntagning, hvor pengene kan dirigeres til de lande, der har brug for finansiering her og nu.

Finansieringen af Corona-pandemien
I øjeblikket stifter de nationale regeringer i eget navn gæld for kunne finansiere projekter og nationale budgetter, men de gør det til vildt varierende omkostninger!
Tyskland kan faktisk opnå negative renter på grund af en uovertruffen kreditvurdering og stram kontrol med det offentlige forbrug, mens Italien – med sin mindre prangende kreditvurdering – skal betale en højere rente.
På EU-ledernes videokonference kunne de ikke blive enige om at dele den gæld, der nu stiftes for at finansiere bekæmpelsen af Covid-19.

Angela Merkel og Nord mod Syd
Den tyske kansler Angela Merkel, der deltog i det virtuelle topmøde fra sin lejlighed i Berlin, hvor hun er i selvisolation, efter at hendes læge testede positivt for virussen, indrømmede åbent, at der ikke var enighed om anvendelsen af finansielle instrumenter. Det eneste man kunne blive enige om, var at EU-finansministrene skulle undersøge emnet nærmere og rapportere til stats- og regeringscheferne i løbet af 2 uger.

Borgernes tillid udfordres
For almindelige EU-borgere, der bange for deres helbred, sikkerheden for deres kære, bekymrede for hvor pengene til husleje og mad skal komme fra, efter at virksomheder er lukket ned, er tanken om, at Europas ledere brugte 6 timer på at skændes om ordlyden topmødekonklusioner, der udsatte afgørelsen af hvad EU vil gøre ved corona-virussen, er helt uforståelig.
Lande som Italien og Spanien, der er hærgede af virkningen af virussen på deres befolkning og deres skrøbelige offentlige finanser – var dybt skuffede.
Italien havde allerede inden Covid-19 ramte, vendt sig fra svoren EU-tilhænger til et af EU’s med skeptiske medlemslande.

Grundlæggende mangel på solidaritet
Problemet er, at coronavirussen simpelthen fremhæver allerede eksisterende, velkendte vanskeligheder i EU.
Når Nordeuropa med afvisningen af Corona-obligationer fortsat nægter at hæfte for de sydeuropæiske lande, udstilles den manglende solidaritet i samarbejdet.

Dødsstødet til EU?
Det kan meget vel blive EU’s endeligt, advarer eksperter og sydeuropæiske regeringschefer. Omvendt er politikerne i velhavende euro-lande som Tyskland og Holland nervøse for deres vælgeres reaktion, når talen kommer på “gældsdeling” eller “solidaritet” og risikoen for, at regningen for de fattige lande i syd tørres af på skatteborgerne i de rigere EU-lande i Nordeuropa.

Finanssektorens klimapartnerskab har afleveret sine klimaanbefalinger, og af dem fremgår det, at banker og realkreditinstitutter har en ambition om at øge de grønne lån med 300 mia. kr. frem mod 2030.

Finanssektoren opstiller selv fire ”initiativområder”:

• Sætte mål for at monitorere reduktion af kunders CO2-aftryk
• Aktivt engagere sig i kunder og projekter
• Integrere bæredygtighed i forretningsmodeller
• Reducere udledninger fra finanssektoren selv.

Angående det sidste har virksomhederne i finanssektoren selv en begrænset udledning af drivhusgasser. Derfor ser finanssektorens klimapartnerskab det som sin vigtigste opgave at finansiere initiativer i andre sektorer – vel at mærke på markedsmæssige vilkår.

Hvis nogen havde ventet, at banker, pensionskasser og institutionelle investorer skulle være sprunget ud af skabet som filantroper, skal de belave sig på en kæmpeskuffelse.

Finanssektoren mener selv, at der kan blive tale om lån til energibesparende tiltag i boliger og små og mellemstore virksomheder, risikovillig kapital til udvikling og skalering af grønne teknologier, der blandt andet omdanner el til CO2-frie drivmidler (Power-to-X) og reducerer klimaaftrykket hos landbrugets husdyrhold.

Rapporten stiller i udsigt, at Finanssektoren er parat til at skyde egenkapital ind i store energiinfrastrukturprojekter som udbygning af havvind, el-transmissionsnettet og en energi-ø i Nordsøen.

OPP – offentlige-private partnerskaber

I forhold til klimainvesteringer i havvind, el-transmissionsnettet og de visionære planer om etablering af en veritabel energi-ø i Nordsøen, påpeger Finanssektoren behovet for ændringer i reguleringen af energisektoren. Den nuværende regulering af Energinet og distributionsselskaber, hensynet til energikunderne og de begrænsede indtjeningsmuligheder skaber ifølge Finanssektoren usikkerhed om den nødvendige udbygning bliver foretaget og risikerer også, at den bliver unødvendigt dyr.

Finanssektoren benytter lejligheden til at trække en gammel traver af stalden – offentlige-private partnerskaber – såkaldte OPP-løsninger – som en betingelse for den finansielle sektors deltagelse.

OPP er karakteriseret ved at finansieringen og udførelsen foretages af private, mens ejerskabet af kritisk infrastruktur bevares på offentlige hænder.

Finanssektoren har også interesse i at finansiere elektrificeringen af den kollektive trafik. Her mener Finanssektoren også, at OPP-løsninger kan være relevante, hvor finansieringen og udførelsen foretages af private, mens kontrollen og det langsigtede ejerskab er bevaret på offentlige hænder.

Formanden for finanssektorens klimapartnerskab, Torben Möger Pedersen fra PensionDanmark, har i årevis arbejdet for at fremme OPP og finansieret udarbejdelsen af en rapport, der agiterer for OPP.

Det ville være en triumf, hvis danske pengeinstitutter, pensionsselskaber og andre institutionelle investorer – som modydelse for at stille klimakapital til rådighed – garanteres en stabil strøm af skatteborgernes penge, at investorernes risiko afgrænses til en håndterbar størrelse og at komplekse regulatoriske barrierer ryddes af vejen.

Er offentligt-private partnerskaber løsningen?

Mantraet fra Torben Möger Pedersen har i årevis været, at OPP – offentligt-private partnerskaber – Voila – kan sikre os flere veje, skoler, plejehjem, forsyningsanlæg, infrastruktur og grønne, klimainvesteringer – alt sammen på overkommelige vilkår!

Nu stiller finanssektorens klimapartnerskab i udsigt, at danske finansielle institutioner er klar til at forpligte sig til at investere yderligere 300 mia. kr. i den grønne omstilling frem mod 2030.

Med rapporten ”Køreplan for finanssektorens klimapartnerskab – Sammenfatning og anbefalinger. Marts 2020” deltager finanssektoren i den uredelige markedsføring af OPP overfor naive politikere som en overlegen udbudsform og attraktiv finansieringsmodel for offentlige anlægsprojekter.

Bedre projektstyring?

Det er utvivlsomt rigtigt, når det påpeges, at der sine steder indenfor det offentlige er behov for bedre projektstyring. Sagerne i Banedanmark, DSB, sygehusvæsenet og Byggestyrelsen taler for sig selv. Sagen er bare, at OPP ikke i sig selv nødvendigvis sikrer en bedre projektafvikling – heller ikke for grønne projekter.

Det må ej heller glemmes, at det, der kaldes barrierer i forhold til kommuner, pensionskasser og pengeinstitutter er kommet på plads efter finanskrisen og i forhold til kommunerne sikrer, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger med langvarige økonomiske konsekvenser for skatteborgerne.

Hvis disse regler ikke fandtes, kunne OPP-modellen være en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser. Fordelene for den private OPP-partner kan derfor meget vel ske på bekostning af den offentlige økonomi og skatteborgerne.

På finansieringssiden er det meget svært at se, hvorfor offentlige myndigheder skulle låne hos private OPP-partnere til en højere rente, end man selv kan låne til. Uanset om formålet er klima, er OPP helt grundlæggende også et offentligt lån, og der er stadig kun ét sæt lommer, pengene kan hentes fra, og det er skatteborgernes. Det er en illusion, at vi som samfund får flere penge ved at låne gennem OPP. Der er kun to måder at dække udgifterne til OPP-projekter på: gennem skat eller brugerbetaling.

En undersøgelse foretaget af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – bekræfter, at OPP-modellen er en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser. Fordelene for den private OPP-partner kan derfor meget vel ske på bekostning af den offentlige økonomi og skatteborgerne.

Stop alle OPP-projekter!

Pengepolitiske lempelser og andre udviklinger på de finansielle markeder betyder nu, at europæiske statsobligationer har negative renter – herunder samtlige tyske statsobligationer. Det er nu gratis for stater at låne i obligationsmarkedet. Samtlige OPP-projekter burde derfor øjeblikkelig standses – det er langt billigere for skatteborgerne, hvis staterne selv finansierer den grønne klimaomstilling, infrastruktur, hospitaler m.v.

Peter Brixtofte og ”Farum-modellen”

Selvom socialdemokrater som Dan Jørgensen er fristet af OPP, kan vi takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. For kommuner og regioner skulle de gældende deponeringsregler sikre, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger for skatteborgernes regning.

I Danmark har vi også været tilbageholdende med at lade private finansiere offentlige projekter, fordi erfaringerne fra udlandet er, at man bruger OPP til at låne penge, som man ikke har. Det er samfundsøkonomisk problematisk, fordi man gældsætter samfundet og fremsender regningen til kommende generationer.