Den britiske avis The Guardian beskriver søndag den 1. marts 2020 en undersøgelse, der er dokumenteret af TV-stationen Channel 4, som viser børn under 13 år, der på kaffefarme i Guatemala arbejder på at levere kaffebønner til kaffegiganterne Starbucks og Nespresso.

Børnearbejde

Dokumentaren viser børnene under oprørende forhold arbejde i op til 40-timers arbejdsuger til ekstremt lav løn, hvor de blev betalt alt efter, hvor mange kaffebønner de kunne samle. Nogle fik en dagløn svarende til ca. 43 kr., mens andre blev betalt så lidt som 3 kroner om dagen.

Starbucks og Nespresso

I dokumentaren blev der besøgt syv kaffefarme, der havde forbindelse til Nespresso, mens der blev besøgt fem med forbindelse til Starbucks. Der blev fundet børnearbejde på alle farme.

Både Starbucks og Nespresso har udtalt til dokumentaren, at de har nultolerance, når det kommer til børnearbejde.

George Clooney

George Clooney, der i flere år har ageret som Nespressos ansigt udadtil, men som også har sæde i Nespressos råd for bæredygtighed, har udtrykt skuffelse over fundet af børnearbejdere: “Jeg var overrasket og deprimeret over at se denne undersøgelse. Det er klart, at bæredygtighedsrådet og Nespresso skal have rettet noget op, og det vil ske. Jeg håber, de undersøgende journalister vil fortsætte deres arbejde og fortælle os, hvis forholdene ikke forbedres”.

Nespressos administrerende direktør, Guillaume Le Cunff, mener også at der skal forbedres på området: ”Hvor der er påstande om, at vores høje standarder ikke er opfyldt, handler vi straks. I dette tilfælde har vi igangsat en grundig undersøgelse for at finde ud af, hvilke kaffefarme der blev undersøgt, og om de leverer til Nespresso. Vi vil ikke genoptage køb af kaffe fra dette område, før undersøgelsen er afsluttet”, sagde han siger han til Channel 4.

Starbucks har ligeledes udtalt, at virksomheden vil undersøge forholdene og tage de rette foranstaltninger.

Politik er kampen om magten, og selvom der siden 1849 er udviklet visse skrevne og uskrevne regler, er politik “ ikke dame-te med blødt brød”, som Ritt Bjerregaard engang har sagt.

Politik kan heller ikke sammenlignes med noble sportsgrene som tennis, curling eller golf. Politik minder mere om boksning, ishockey og håndbold – kontaktsport, hvor man kun skal være med, hvis man kan tage og give knubs. Tilsværtning af modstandere er ikke god stil. Og viser det sig, at tilsværtningen foregår i det skjulte og gennem stråmænd, opfattes det som nederdrægtigt, og så giver det bagslag.

Politik er hverken krig eller kærlighed, og alt er ikke tilladt. På ingen måde – der er som nævnt udviklet skrevne og uskrevne regler, men overtrædelser er især problematiske, hvis dommeren ser det!

Mailgate

Det var det, der skete, da Socialdemokratiet ved en fejl selv løftede sløret for de hemmelige planer om skidtsamling og mulige angreb på Venstre under forhandlingerne om en udligningsreform. Den lækkede mail indikerede ovenikøbet, at det var oplysninger fra lukkede og fortrolige forhandlinger, der skulle bruges til negativt spin.

Det er næppe første gang, at et parti har arbejdet med variationer over beskidte planer om at svække modstanderen i en forhandlingssituation, men partierne råder i dag over langt større økonomiske ressourcer, der muliggør skalering af den hemmelige og ufine krigsførelse til et hidtil uset omfang. Alene længden af modtagere på den famøse mail viser omfanget af den i Statsministeriet omhyggeligt udarbejdede masterplan.

De seneste års massive indtog af alskens specialstyrker i form af spindoktorer og særlige rådgivere og hvad de nu ellers kaldes, har ikke alene skabt forudsætningerne for designerpolitik, men også gødet jorden for systematiseret urent trav på Christiansborg. Spinneriet er blevet tilført så mange midler, at det tager overhånd. Flere har peget på, at den offentlige partistøtte simpelthen er blevet for rigelig.

Den offentlige partistøtte og mailgate

Partistøtteloven trådte i kraft den 1. januar 1987, og fra et beskedent udgangspunkt er tilskudsbeløbet steget betydeligt. Udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 33,00 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionsrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.

I 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved folketings-, kommunal- og regionalvalg i alt 153.433.678 kr.

Forhøjet støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen var på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed steg den samlede partistøtte til 182.345.856 kr.

I 2018 modtog de politiske partier således i alt knap 336 mio. kr. i offentlig støtte.

Socialdemokratiet gjorde som Falck

Fhv. forbundsformand for FOA, Dennis Kristensen, sammenligner i et indlæg i Berlingske Tidende den 29. februar 2020 Socialdemokratiets arbejdsmetode med Falcks hemmelige indsats for at kompromittere den hollandske konkurrent BIOS, der slog hul på Falcks årelange faktiske monopol på ambulancekørsel i Danmark.

Falcks ageren overskred alle grænser – både moralske og juridiske – og byggede på både indsamling og spredning af skidt og misinformation i offentligheden uden, at pilen pegede tilbage på Falck.

De enorme konsekvenser for Falcks anseelse og forretning burde efter Dennis Kristensens opfattelse få alle partier til skyndsomst at fravælge samme vej.

Vi har endnu til gode at se skaden på Socialdemokratiets anseelse, men ligheden mellem Falcks metoder og den socialdemokratiske regerings modus operandi er ikke tilfældig.

Goll og Rossen

Vice President og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne er Peter Goll, der har gode forbindelser til socialdemokratiet og 3F. Peter Goll er angiveligt en særdeles god ven af statsministerens stabschef, Martin Rossen, og det er nærliggende, at venskabet mellem Martin Rossen og Peter Goll har været til gensidig inspiration.

Peter Goll er berygtet fra Falck-sagen. Det var koncernchefen i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck. Peter Goll havde som en del af Falcks koncernledelse med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager Falck orkestreret masterplanen for at få Bios ned med nakken, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig, og som blev anmeldt til bagmandspolitiet.

Kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck måtte Peter Goll også forlade sin direktørstilling.

Hvornår finder Mette Frederiksen ud af, at Martin Rossen er en belastning?

 

I et længere debatinterview i Kristeligt Dagblad den 29. februar 2020 mener forfatter Lisbeth Zornig Andersen, at nye tal fra Kommunernes Landsforening, der viser, at flere end hvert syvende barn får stillet en psykisk diagnose, vidner om, at vi har fået skabt et samfund, der tidligt lægger et ekstremt pres på os.

Hvor har Lisbeth Zornig Andersen været?

Det er ikke meget, vi har hørt om Zornig Andersen siden hun gik konkurs i august 2019. Konkursen efterlod en ubetalt skattegæld til SKAT på 1,4 mio. kr., selvom Zornig Andersen i månederne op til konkursen havde overført 700.000 kr. til hendes mand, Mikael Lindholm.

Siden er det kommet frem, at Lisbeth Zornig og hendes mand gennem et selskab – Soft Talk – etableret af Zornigs eksmand, tilbyder foredrag og formidling af “viden, der forandrer”.

Torben Bagge, der leder skatteafdelingen i advokatfirmaet TVC, er kritisk overfor konstruktionen: ”Det virker, som om man gør, hvad man kan, for ikke at betale en gæld til det offentlige og dermed bidrage til vores alles bedste via samfunds kassen”, siger han ifølge Ekstrabladet.

Hvorfor Kristeligt Dagblad netop nu vælger at bringe et større interview med Lisbeth Zornig Andersen må uvægerligt give anledning til undren hos mange læsere. Lisbeth Zornig Andersen havde tidligere – som mønsterbryder, arbejdet med socialt udsatte borgere og som formand for Børnerådet – i høj grad offentlighedens opmærksomhed.

Møgsagerne

I 2013 tildelte SF’s daværende formand, socialminister Annette Vilhelmsen, uden om alle procedurer Lisbeth Zornig Andersens projekt ”Stemmer på Kanten” en million offentlige kroner. I 2016 blev Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand Mikael Lindholm idømt bøder på 22.500 kr. for menneskesmugling ved i 2015 at have kørt en syrisk familie gennem landet til Sverige. I 2019 gik Lisbeth Zornig Andersen så konkurs med hendes personligt ejede selskab, og efterlod den nævnte skattegæld på 1,4 mio. kr. ligesom der var andre forhold omkring konkursen som f.eks. værdiansættelsen af en bil, der påkaldte sig kritik.

Reklame for ny bog?

Siden konkursen har der været helt stille omkring Lisbeth Zornig Andersen, indtil Kristelig Dagblad den 29. februar 2020 vælger at promovere Zornigs synspunkter på årsagerne til psykisk mistrivsel hos børn og unge.

Forklaringen finder man ved at konsultere hjemmesiden for Soft Talk, hvor det den 28. februar 2020 oplyses, at Lisbeth Zornig Andersen udgiver en ny bog –  Tigersdyrskuren – om livsmestring og hvordan man kan opnå sundhed, selvværd og velvære.

I en artikel i Berlingske Tidende rekapituleres hvordan landets nyudnævnte rigspolitichef, Thorkild Fogde, i sin tid som politidirektør i Københavns Politi spillede en rolle i det uskønne forløb om Tibetsagen, hvor dansk politi skærmede politiske besøg fra Kina mellem 2012 og 2014 fra at se demonstranter med tibetanske flag.

Thorkild Fogde blev først politidirektør i Københavns Politi i 2013 efter det omstridte besøg fra Kina i 2012, og det var Thorkild Fogde, som personligt ringede til Den Uafhængige Politiklagemyndighed for at anmelde Tibetsagen i 2015.

Men under Tibetkommissionens behandling af sagen kom det frem, at han som politidirektør tilsyneladende også bar en del af ansvaret for, at Københavns Politi kun fodslæbende udleverede centrale oplysninger i sagen.

”Tag flaget fra dem,” lyder det på en optagelse fra politiets radiokommunikation under et af besøgene, hvor vidner fortalte om betjente, som rev tibetanske flag ud af hænderne på fredelige demonstranter i 2012.

En optagelse, som offentligheden først fik lov til at høre flere år senere, efter at Folketingets Retsudvalg fejlagtigt havde fået et officielt svar om, at Københavns Politi ikke havde givet en sådan ordre.

Da Thorkild Fogde afgav forklaring under Tibetkommissionens første undersøgelse af sagen, beklagede han, at oplysningen om politiets ordre kom frem så sent.

”Jeg tror, at der kan gøres noget her. Måske er det forkert at have klagesager fordelt på forskellige myndigheder. Måske skal en myndighed på et tidligere tidspunkt have mulighed for et overblik tidligere i sagen,” sagde Thorkild Fogde ifølge DR.

Tibetkommissionen færdiggjorde en omfattende rapport om sagen i december 2017 uden at rette kritik mod Thorkild Fogde.

I sommeren 2018 blev kommissionen dog genåbnet. Det skete blandt andet efter historier i DR om, at kommissionen langtfra havde fået udleveret alt tilgængeligt materiale fra politi og ministerier. Og efter Berlingskes afsløring af, at danske politifolk havde skærmet politiske besøg fra Kina helt siden 1995 – og altså ikke kun under to specifikke besøg i 2012 og 2014.

Redegørelsen fra den nye Tibetkommission er stadig undervejs.

Hvorfor er Tibet-sagen ikke afsluttet?

Det har givet anledning til undren, at det ikke har været muligt at få Tibet-sagen afsluttet og ansvaret for krænkelserne af Grundloven placeret. Selv flere år med en konservativ justitsminister hr ikke kastet lys over mysteriet.

I en stadig læseværdig artikel i Altinget fra marts 2015 omtales problemerne i centraladministrationen og den manglende tillid til embedsmænd og myndigheder. Artiklen omtaler også de forventninger, der dengang var til den nye formand for Det Konservative Folkeparti:

”Mon ikke vi også snart hører de Konservatives Søren Pape Poulsen, tidligere Viborg-borgmester, i samme kor? Pape har endnu ikke på egen krop mærket systemets servicepakke over for en minister og vil nemmere end mere erfaringsbegunstigede kolleger undrende kunne finde på at spørge, hvad centraladministrationens mange tjenere dog får tiden til at gå med. Samtidig har han ved selvsyn oplevet urimelig statslig indblanding i stort og småt ude lokalt. Afbureaukratisering er en klassisk konservativ mærkesag, én af Poul Schlüters slagvarer i firserne og senest relanceret i Lene Espersens tid.

De politikere, der taler dunder mod new public management, embedsmandsvælde og McKinsey-konsulenter, vil kunne hente stemmer; en oplagt mulighed for Papes succeshungrende parti. Kritikken mod djøfiseringen i centraladministrativ forklædning har – delvist takket være embedsværket selv – et større vælgerpublikum end længe set.”

Søren Pape Poulsen har i mellemtiden fået ministererfaring som justitsminister, og vi begynder så småt at undre os over, hvad Søren Pape Poulsen egentlig fik udrettet i Justitsministeriet.

Lov og orden og en konservativ justitsminister

Som justitsminister talte han truende om bandepakker, burkaforbud, udvisninger og hårdere straffe, men i realiteten var han kørt fast.

Justitsministerens håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.

På den anden side kan det ikke forventes, at en speditør fra Bjerringbro kan overtrumfe ”Deep State-elementerne” i Justitsministeriet.

 

Det samlede dødstal efter flere dages gadekampe i New Delhi i Indien har rundet 24 personer mens 189 personer er meldt kvæstet. I flere kvarterer er muslimer drevet på flugt fra deres hjem, som efterfølgende er blevet plyndret, ligesom flere moskeer er ødelagt efter angreb af horder af hinduer.

Baggrunden for optøjerne

Optøjerne brød ud søndag, da muslimer i forbindelse med en protestaktion havde blokeret en vej. Muslimerne protesterede mod en ny tilføjelse til loven om indfødsret. Lovændringen gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse p.g.a. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mener at loven er en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer. Siden lovens vedtagelse i december, har der udover Indien været uroligheder, som altså søndag eskalerede i Delhi.

Fik ikke lov at forstyrre Donald Trumps besøg

De voldsomme optøjer kom for Modi-regeringen meget ubelejligt midt under den amerikanske præsidents stort anlagte statsbesøg. Så snart Donald Trump tirsdag aften havde forladt landet, indførte den for New Delhi ansvarlige minister udgangsforbud i byen.

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg, der startede den 11. april og sluttede søndag den 19. maj, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen. Narendra Modi vil med et komfortabelt flertal kunne regere videre i de næste fem år.

At Modi vandt, var forventeligt. At han vandt så overbevisende, er overraskende. For det så svært ud ved årsskiftet. Arbejdsløsheden var på sit højeste i 40 år, og landbruget befandt sig i en historisk krise. Samtidig så det ud til, at Rahul Gandhi kunne genrejse Kongrespartiet.

Narendra Modi og BJP brugte dygtigt de sociale medlemmer, og fik faktisk budskabet ud i alle hjørner af Indien: Kun Modi kunne garantere indernes sikkerhed og velfærd!

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Konflikter i Indien

Indien er samtidig et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien – med en befolkning på 1,3 mia. mennesker – beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.

Realiteten er, at landet er præget af konflikter mellem hinduer og muslimer – konflikter, der var en realitet længe inden briterne, underlagde sig Indien.

Hindunationalisme

Selvstændighedsbevægelsen var i høj grad var drevet af hindunationalistiske bevægelser, men delingen af Britisk Indien i 1947, var baseret på et ønske fra især muslimer om at få deres eget land, og sigtede på at fordele områder med muslimsk flertal til Pakistan og resten til Indien. Efter selvstændigheden fik Indien en sekulær forfatning, og dem, der ønskede en hinduistisk stat – et rent Hindustan – blev slemt skuffede.

Det bør ikke glemmes, at Mahatma Gandhi blev myrdet af en hinduistisk fanatiker.

Den hindunationalistiske bevægelse har imidlertid stedse været aktiv. I dag tegnes bevægelsen især af Modis parti, BJP, Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, der siden valget i 1996 har været Indiens største parti, og ved valget i 2014 med Narendra Modi kunne indtage premierministerposten. BJP er det stærkeste parti i den ”Nationaldemokratiske Alliance” (NDA). Det andet største parti i den regerende alliance er det hindu-fundamentalistiske parti ”Shiv Sena”.

Narenda Modi

Frem til finanskrisen kunne Indien opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct., og BJP og Narenda Modi vandt i høj grad parlamentsvalget i 2014 på et løfterigt økonomisk reformprogram.

Fundamentale Hindu nationalister fra bevægelsen Rashtriya Swayamsevak Sangh, RSS, der indtager prominente pladser i ledelsen af BJP, er især optaget af at fremme ”Hindutva” (Hinduhed) overalt i det indiske samfund. Det må ikke glemmes, at Modis regeringsparti, BJP, fungerer som en slags partipolitisk gren af RSS og henter store dele af sin politik og ideologi fra organisationen.

Det forlyder, at store grupper af fattige muslimer ”omvendes” til hinduismen ved løfter om adgang til offentlige støtteprogrammer m.v.

Den i december 2019 vedtagne tilføjelse til den indiske indfødsretslov, der har været den direkte anledning til de voldelige sammenstød mellem hinduer og muslimer, må ses som en klar indrømmelse til den hindunationalistiske fløj i Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, regeringspartiet BJP.

Den klare hindunationalistiske udvikling i Indien, er formentlig en væsentlig årsag til, at der i indiske muslimske kredse er en klangbund for propaganda fra organisationer som al-Qaeda og IS.

Forholdet til muslimer og Pakistan

Samtidig er der latente problemer i forhold til Pakistan. Siden Indiens deling i august 1947, der resulterede i oprettelsen af Republikken Indien og Den Islamiske Republik Pakistan, har der været konflikter mellem Indien og Pakistan, herunder tre store krige, en mindre krig og en række væbnede træfninger mellem de to lande. Bortset fra den indisk-pakistanske krig i 1971, der tog sit afsæt i Bangladesh’ (Østpakistans) løsrivelse fra Pakistan, har alle konflikterne drejet sig om den omstridte region Kashmir.

Selvom kendsgerningen er, at en række af de mest vidtgående økonomiske reformløfter stadig ikke er indfriet, har konflikten med Pakistan og den heraf bølge af hindunationalisme utvivlsomt været til fordel for Narendra Modi.

Spørgsmålet er, om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Udover ændringen i indfødsretsloven kunne det betyde en revidering af den i princippet sekulære indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Miljøminister Dan Jørgensen har benyttet den mest regnfulde måned i mands minde til den 25. februar 2020 at udsende en pressemeddelelse om, at Danmark nu skal klimasikres bedre.

Man må forstå, at kommunerne har været fodslæbende og nølende med at klimasikre deres borgere. Fremover skal vandselskaberne – og dermed forbrugerne – stå for hele finansieringen af regnvandsprojekter – uanset om de gennemføres over jorden eller som udvidelser af det underjordiske kloaksystem.

De nuværende regler fra 2016 foreskriver, at klimatilpasningsprojekter over jorden skal have en kommunal medfinansiering på 25 pct. Det har i praksis medført færre projekter, fordi kommunerne har skullet indpasse projekterne under kommunernes anlægsloft, som regeringen har holdt i kort snor.

Det betyder, at vandselskaberne har været nødt til at lave de dyrere projekter under jorden, som de har kunnet gennemføre alene.

Vandforbrugerne får hele regningen

Med de nye regler vil Dan Jørgensen give vandselskaberne bedre mulighed for også at gennemføre regnvandsprojekter over jorden uden finansiering fra kommunerne. Selvom alle udgifter nu skal afholdes af vandforbrugerne, mener Dan Jørgensen, at det vil sætte fart i regnvands- og klimasikring.

I betragtning af at sagesløse danskere hvert år har udgifter på mange milliarder til vand, er det bekymrende, at der nu væltes flere udgifter over på de sagesløse vandforbrugere.

Høje vandpriser

Den groteske situation kan illustreres med forholdene i Gentofte, der i øjeblikket er i vælten i debatten om kommunal udligning.

Prisen for vand og spildevand i Gentofte er steg i 2017 med 5,25 kr./ m3 inklusive moms til 61,90 kr./m3, hvor momsen udgjorde 12,38 kr.

For en parcelhusejer med et meget moderat forbrug på 120 m3 årligt, betød det en samlet regning på 7.428 kr. til Nordvand.

Det bemærkes, at vandprisen varierer meget – der er kommuner, hvor vandet er billigere, men der er også mange kommuner, hvor udgiften er væsentlig højere.

Fra juli 2017 indgik Gentoftes vandselskab Nordvand i Novafos, der er et vand- og spildevandsselskab ejet af Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal Kommuner.

I 2018 faldt vandprisen i Gentofte til 49,85 kr./m3, men steg igen i 2019 til 54,00 kr.

I 2020 er taksten på 49,30 kr. /m3. Prisen fremkommer som summen af vandprisen på 20,05 kr., afledningen af spildevand på 29,25 kr., grøn statsafgift på 6,37 kr. og moms på 9,86 kr.

De høje, men svingende priser har flere årsager:

Gentofte Kommune betaler vejafvandingsbidrag, der kan svinge. Vejafvandingsbidrag er det beløb, Gentofte Kommune betaler til Novafos for, at regnvandet fra kommunens veje bliver transporteret i Novafos´ afløbssystem. Spørgsmålet er om de reelle omkostninger i forbindelse med vejafvandingen i Gentofte konteres rigtigt? Vandmængden fra vejene tegner sig for 33 pct. af afvandingen, og en væsentlig del af udgifterne afholdes af vandforsyningen og ikke af de pågældende kommuner.

Ejere af ejendomme i Gentofte Kommune kan efter ansøgning få tilbagebetalt en del af tilslutningsbidraget til afløbssystemet, hvis de etablerer faskiner m.v. Disse tilbagebetalinger påvirker ligeledes vandprisen.

Politiske forhandlinger

Miljøminister Dan Jørgensens udspil om at vælte omkostningerne over på de sagesløse vandforbrugere skal forhandles i kredsen af partier bag den nuværende vandlovgivning.

Problemerne med stigende vandmængder og oversvømmelser efter massiv regn er næppe løst med regeringens udspil, men det vil være naturligt at inddrage en række andre spørgsmål i de politiske forhandlinger, der indledes torsdag den 27. februar 2020:

Hvorfor skal der betales moms af en statsafgift?

Ledningsført vand er af helt uransagelige grunde pålagt en statsafgift på 6,37 kr. pr. m3. Vand er desuden pålagt den sædvanlige moms på 25 pct. der endog beregnes af statsafgiften.

Hvis vandprisen skal nedsættes, skal momsen ubetinget fjernes. Vandprisen burde alene indeholde elementer, der er nødvendige for håndtering af vand. Statsafgiften og drikkevandsafgiften skal ligeledes væk.

De såkaldte grønne afgifter blev begrundet i at beskytte vores ressourcer af grund- og drikkevand. De aktuelle ekstreme regnmængder øger grundvandsdannelsen, og der er absolut ikke mangel på rent drikkevand.

Kan de store anlægsudgifter begrænses?

I mange områder er man i fuld gang med udskiftning af drikkevandsledningsnettet. Spørgsmålet er om udskiftningen af den yngre del af ledningsnettet ikke bør udsættes og erstattes af levetidsforlængende tiltag. Det må ikke glemmes, at renter og afdrag på anlægsudgifterne fuldt ud overvæltes i vandpriserne.

Dan Jørgensens forslag om vandselskabernes fulde finansiering af klimatilpasningsprojekter har til formål at øge anlægsaktiviteten. Man må betvivle, at forsyningsselskabernes bestyrelser formår at tøjle selskabernes umådeligt anlægslystne ingeniører, som har ubegrænset kredit til rådighed.

Vejafvandingen

I en række kommuner kan der være behov for, at de reelle omkostninger i forbindelse med vejafvandingen konteres rigtigt. Denne vandmængde tegner sig for en stor del af afvandingen, og en væsentlig del af udgifterne afholdes af vandforsyningen og ikke af de pågældende kommuner.

Omkostningerne ved rensningsanlæg

I mange kommuner gennemføres der ganske ambitiøse klimatilpasningsprojekter, der med separering af vandet betyder reduceret tilførsel af vand til de store rensningsanlæg. Vandforbrugerne – der jo betaler projekterne – bør også få det fulde udbytte i form af reduceret udledningsafgift til renseanlæggene.

Kontrollen med vandforsyningsselskaberne

Endelig har vandforbrugerne i årevis været belastet af grønne statslige vandafgifter angiveligt for at animere til vandbesparelser. Spørgsmålet er om vandforsyningsselskaberne har tilstrækkelige incitamenter til at begrænse lækagetab og udgifter til reparation af ledningsbrud? Her er der måske behov for at kritiske vandforbrugere er mere aktive.

Hvad har regeringen gjort for at mindske afgifterne på vand?

Statsafgiften på ledningsført vand er på godt 1.700 mio. kr. Momsprovenuet på vand udgør omkring 2.500 mio. kr. og i 2020 vil staten dermed tjene over 4,2 mia. kr. på danskernes vandforbrug.

 

Statsminister Mette Frederiksen skriver i et debatindlæg i netmediet Altinget, at vi skal finde den rigtige balance mellem urørt skov og blomsterenge og så de veje, broer, byer og landbrug, som vi også har brug for. Så sandt, så sandt.

Statsministeren oplyser, at den helt nye liste over truede arter (Rødlisten) viser, at danske dyre-, plante- og svampearter ikke har fået det bedre de seneste ti år.
I Den danske Rødliste 2019, der netop den 14. januar 2020 er offentliggjort af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi indgår 13.276 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet.

Af de rødlistevurderede arter er 41,6 % rødlistede (4.439 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, omfatter 1.844 arter, der sammenlagt udgør 17,3 % af de rødlistevurderede arter.

Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset faldet fra 0,890 i Rødliste 2010 til 0,882 i Rødliste 2019. En statistisk test af dette fald viser, at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2010-2019. Hvis der alene ses på artsgrupper, hvor ændringerne er statistisk signifikante, så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019, mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet.

Statsministeren har ret i, at – bortset fra guldsmedene – har de danske rødlistearter ikke fået det bedre i de sidste 10 år.

Ikke nok med blomsterenge og urørt skov
Forskerne anfører, at hvis man vil forstå årsagen til en arts tilbagegang eller forsvinden, må man vide, hvor arten lever, og hvad den lever af. Desuden må man kende truslerne mod arten, levestedet eller de ressourcer, arten skal bruge. Der er mange arter, hvis biologi vi ikke kender, og hvor vi efter bedste evne må gætte på deres levested, årsagerne til deres truethed, og på hvad der skal til for at vende udviklingen.

Mangel på store lorte
Når årsagen til en arts tilbagegang skal vurderes, er det ifølge forskerne vigtigt at vurdere de truede arters levesteder og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller det forskerne bramfrit betegner som – ja som lort!

For nogle vil det være overraskende, at det forskerne betegner som ”store lorte”, er et værdifuldt levested for sjældne dyr og svampe.

Forskerne er klar over, at det lyder helt forkert, for er det ikke netop sådan, at naturforvaltere kæmper en indædt kamp mod de store svinebrugs forurening af miljøet med ammoniak og gylle?

Det er sandt, men dyrenes ekskrementer er et værdifuldt levested, som er blevet en mangelvare i det danske landskab. Ifølge forskerne mangler der simpelthen “store lorte”!

Gennem millioner af år er der udviklet en fødekæde fra planter til græssende dyr, en fødekæde, som ender med, at dyrenes ekskrementer bliver ædt og nedbrudt af biller, fluer, bakterier og svampe. Disse møgdyr og møgsvampe er stærkt specialiserede – de kan simpelthen ikke leve af andet. Så når der ikke er ret mange vilde dyr, og husdyrene ikke længere græsser i naturen, men lever halve og hele år inde i lukkede stalde, så forsvinder eksistensgrundlaget for biller, fluer og svampe. Ydermere er husdyrholdet i Danmark efterhånden koncentreret i Jylland, mens der på øerne er langt mellem kolortene.

Der er forskel på, hvad de græssende dyr spiser, hvordan deres maver fungerer, og hvor meget lort de lægger ad gangen. Således foretrækker nogle arter hjortekugler, mens andre arter foretrækker koens store, klæbrige kasser eller hestens grovmalede pærer. Mange arter er ikke så kræsne og klarer sig godt, når blot der er frisk lort til stede i den tid, de voksne biller er på vingerne. Så snart det græssende dyr slipper sine ekskrementer, starter et kapløb om at komme først til fadet. Det gælder om hurtigt at få larverne placeret strategisk i lorten, så flest muligt overlever og udvikler sig til voksne fluer eller biller.

Mange svampe og bakterier er til stede fra første færd, fordi de har taget turen gennem dyrenes mave og tarm, eventuelt som sporer, der spirer med det samme. Lortene er ikke kun mad for biller og svampe, de er også et spirebed for planter. Her er masser af tilgængelig næring og frihed for konkurrence med naboplanter. Samtidig har mange plantearter frø, som spredes ved først at blive ædt af græssende dyr for senere at spire efter turen gennem deres tarmsystem.

Lort er en ressource for mange arter som har specialiseret sig i at leve netop her. Priksvampen (Poronia punctata) findes kun på solbagte hestepærer og det er formentlig manglen på disse, der er den primære årsag til, at arten i dag er truet.
En del biller har også specialiseret sig livet med lort. Billen månetorbist (Copris lunaris) lever af lort fra køer, får og heste og den er truet.

Trusler mod store lorte
Lort ville fra naturens hånd være alle vegne, fordi der hører planteædende dyr til overalt, hvor der vokser planter. Men gennem de sidste 10.000 år er de store vilde dyr gradvist blevet fortrængt af mennesker og vores tamdyr, og de sidste 100 år er tamdyrene i stigende grad blevet intensive produktionsdyr, som holdes på stald og fodres en stor del af året. Når produktionsdyrene endelig kommer ud, tilbringer mange af dem tiden i frisk luft på kedelige, omlagte græsmarker og kulturenge. Ifølge forskerne mangler der altså store planteædere og deres lort i de fleste danske økosystemer.

Kvaliteten af lorten er også en udfordring – især hvad angår ormemidler, idet disse midler slår møgdyrene ihjel i stort omfang. Faktisk menes ormemidler at være en hovedårsag til, at flere arter af møgbiller er regionalt uddøde fra Danmark.

Torsdag den 20. februar 2020 fremlagde A.P. Møller Mærsk årsregnskabet for 2019. Selskabet oplyser selv, at 2019 blev mere lønsom trods “udfordrende markedsvilkår”.

På bundlinjen ser det dog ikke voldsomt opløftende ud for Mærsk, da selskabet lander et underskud på knap 300 millioner kr. på de fortsættende aktiviteter.

Til sammenligning var underskuddet i 2018 på næsten en milliard kroner på de forsættende aktiviteter. Tilbage i 2017 var underskuddet omkring 300 millioner kroner større.

Af regnskabet fremgår, at underskuddet efter skat i 2019 var på knap 300 millioner kr. (44 millioner USD). “Driftsoverskuddet” var på knap 39 mia. kr. (5.712 millioner USD). Nedskrivninger/afskrivninger mv. var på godt 29 mia. kr. (4.287 millioner USD). Renter mv. kostede kanp 5,2 mia. kr. (758 millioner USD). Skat var på godt 3,1 mia. kr. (458 millioner USD). Endelig var der tab på godt 3,7 mia. kr. (553 millioner USD) på lukkede/solgte forretninger.

A.P. Møller Mærsk lægger ikke skjul på, at man er bekymret for konsekvenserne af årets udbrud af Coronavirus (COVID-19) i Kina og som efterfølgende er spredt til en lang række lande.

Underskudsforretningen A.P. Møller – Mærsk

De senere års underskud er ikke hvad aktionærerne har været vant til at høre fra Esplanaden. Men Mærsk-salget af olieforretningen til franske Total den 21. august 2017 markerede afslutningen på en epoke, hvor Maersk Oil gik fra bogstaveligt talt at vide ingenting om olie til at blive blandt de førende inden for innovative metoder til at hente en større del af ressourcerne op fra hvert felt.

Erfaringerne gjorde Maersk Oil i stand til at byde på lukrative oliefelter i blandt andet Algier og Qatar og udnytte restforekomster i felter, som andre selskaber havde opgivet.

Allerede da Maersk Oil en mandag aften den 27. juni 2016 i en pressemeddelelse meddelte, at selskabet havde mistet en gigantisk olieaftale i Qatar, var mange trofaste Mærsk-støtter klar over, at en æra var slut.

Qatar Petroleum fravalgte efter 24 års samarbejde Maersk Olie som operatør på det store Al-Shaheen felt, der tegner sig for 40 pct. af Qatars samlede olieproduktion. Samtidig var kursen på A.P. Møller – Maersk aktierne i nærmest frit fald på Københavns Fondsbørs.

Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning er kommet fra Al-Shaheen-feltet i Qatar!

Maersk havde ellers sat alt ind på at bevare kontrakten, herunder mobilisering af regering og kongehus! Udenrigsminister Kristian Jensen besøgte i januar 2016 den kontroversielle ørkenstat, Qatar og i marts 2016 besøgte Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen Qatars hovedstad, Doha.

Alt var forgæves, og vi kan konstatere, at indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, ikke bar frugt.

Qatar-meddelelsen kom ikke uventet. Sct. Hans-aften den 23. juni 2016 meddelte Esplanaden, at den hidtidige administrerende direktør, Nils Smedegaard Andersen, nu var fortid i Mærsk Gruppen. Han blev erstattet af Søren Skou, der hidtil havde været topchef i Maersk Line.

Syvtakket nedtur

Nedturen for A.P. Møller – Mærsk, der blev stiftet i 1904, blev synlig for alle, allerede da koncernen fredag den 23. oktober 2015 måtte nedjustere årets forventninger med 4 mia. kr. Den daværende Maersk-chef, Nils Smedegaard Andersen, måtte beklage at Mærsk-gruppen pludselig nedjusterede det forventede resultat for 2015. Forklaringen lød, at det hovedsageligt var ruten Asien-Europa, der voldte containerrederiet vanskeligheder.

Esplanadens nedtur

Mærsk røg ud af listen over verdens mest værdifulde brands, som bl.a. omfatter Lego. Den syvtakkede stjerne på Esplanaden er heller ikke længere landets mest værdifulde selskab. I dag er Ørsted og Novo langt mere værd end Mærsk. Udviklingen er kommet som en grim overraskelse for mange private investorer, der er vokset op med: Hvad Mærsk gør, er altid det rigtige. Der har været en opfattelse af, at Mærsk med den velkendte rettidige omhu nærmest var garant for, at indtjeningen år efter år efter år steg. Investorerne må nu erkende, at det ikke er det, vi har set de seneste år. Spørgsmålet er om vi nogensinde vil se det igen.

Hvordan kunne det gå så galt?

De ekstremt svære markedsforhold – særligt på containermarkedet – har hæmmet indtjeningen og begrænset væksten i de senere år. Men det er især udviklingen i Maersk Oil – Mærsk Olie og Gas, der har bekymret. Selskabet, der fra slutningen af 90’erne har sikret indtjeningen i Maersk-koncernen, har siden 2004 ikke klaret sig godt i den generelt vanskelige situation på de internationale oliemarkeder.

Men før nedturen havde Mærsk Olie og Gas udviklet sig til koncernens guldæg. Det skyldes ikke mindst selskabets fremragende ledelse. Formand var den legendariske skibsreder Ib Kruse, men den tekniske side af selskabet stod ingeniørerne Kjeld Fjeldgaard og Jep Brink for.

Kjeld Fjeldgaard

Kjeld Fjeldgaard var født i Dronninglund, blev i 1971 teknikumingeniør fra Aalborg Teknikum og blev året efter ansat i det A.P. Møller-styrede Dansk Undergrunds Consortium – samarbejdsorganet, som A.P. Møller etablerede sammen med Shell og Chevron Texaco i forbindelse med erhvervelsen af eneretten til olie i den danske undergrund i 1962. Efter korte udstationeringer hos Gulf og Chevron blev Kjeld Fjeldgaard i 1972 ansat i Maersk Olie og Gas, hvor han levede hele sit operationelle arbejdsliv. Han var en detaljernes mand, der vidste alt om de yderst tekniske problemstillinger omkring olieboringer, hvilket var en egenskab, Mærsk Mc-Kinney Møller værdsatte.

I 1994 blev han udnævnt til øverste chef inden for Mærsk Olie og Gas, en indflydelsesrig stilling, der gjorde ham kendt som Mr. Oil i både ind- og udland, ligesom han i 2001 takket være Mærsk Mc-Kinney Møller, men på trods af modstand fra den administrerende direktør Jess Søderberg, opnåede at blive partner i A.P. Møller-koncernen, men ikke ”skibsreder”.

Kjeld Fjeldgaard havde en enestående viden om olie samt en særlig næse for olieforretninger. Men han var også kendt for en stærk vilje og en egenrådig facon, der skabte problemer i forhold til Mærsk-koncernens administrerende direktør Jess Søderberg.

Stadig mener man i branchen, at det er Kjeld Fjeldgaards dygtige ledelse af Mærsk Olie og Gas, der er en medvirkende faktor til, at den danske olieproduktion blev så høj. Fra 1994 var Kjeld Fjeldgaard via sin facon, sin stilling og ikke mindst de økonomiske resultater en af de mest magtfulde personer i hele koncernen. I den brede offentlighed havde han holdt en udpræget lav profil, men ingen med det mindste kendskab til forholdene på Esplanaden kunne dog være i tvivl om, hvem der herskede i Mærsk Olie og Gas/Maersk Oil.

Ligesom han holdt sig ude af offentlighedens søgelys, blandede Kjeld Fjeldgaard sig heller ikke med cheferne for de øvrige forretningsområder i A.P. Møller. Selv om Mærsk Olie og Gas havde til huse i det samme hovedkvarter, var det i Fjeldgaards regime lukket land set i forhold til resten af koncernen og dens ledelse. Når A.P. Møller indførte et nyt it-system i hele selskabet, måtte det ikke bruges i Mærsk Olie og Gas. Ikke fordi det ikke kunne overføres til olieindustrien, eller fordi det var for dyrt. Men alene fordi Kjeld Fjeldgaard ikke ville have det. Oliechefens stil irriterede den administrerende direktør Jess Søderberg voldsomt. Han var langtfra som Mærsk Mc-Kinney Møller overbevist om Kjeld Fjeldgaards kvaliteter, og han var nervøs for, at den enerådende Kjeld Fjeldgaard skulle blive en ustyrlig medspiller (og konkurrent) på holdet.

Jep Brink

Ingeniøren Jep Brink var sammen med Fjeldgaard hovedarkitekten bag A.P. Møller-Mærsks mest indbringende forretningsområde. Han stod i årtier i spidsen for den tekniske side af Mærsk Olie og Gas’ udvikling, der gjorde olieforretningen til det mest givtige område i A.P. Møller-Mærsk. Jep Brink kom til Mærsk i 1979 som projektingeniør og arbejdede sig op i hierarkiet samtidig med, at Mærsk Olie og Gas’ forretning i den danske del af Nordsøen voksede takket være teknologiske landvindinger.

Den ekspertise har blandt andet gjorde det bl.a. muligt at gå på oliejagt i Qatar, der udviklede sig til olieforretningens helt store indsatsområde.

Da Kjeld Fjeldgaard blev fyret i 2004, tog skibsreder Thomas Thune Andersen og Jep Brink over. I 2009 var det slut for Thomas Thune Andersen i Maersk Oil, der blev erstattet af Jakob Thomasen.

I april 2009 overtog Jep Brink jobbet som øverste ansvarlige for operationen i Qatar, med begrundelsen, at han skulle være med til at videreudvikle virksomheden “i erkendelse af Qatar’s betydning for Maersk Oil”.

“Ved at ændre vores organisation vil vi være i stand til at fortsætte med at vokse til en ægte international virksomhed, og samtidig opretholde den høje standard, der gør os til en attraktiv partner for olieselskaber og de olieproducerende lande i verden at gøre forretninger med”, forklarede Thomas Thune Andersen dengang.

Allerede året efter i 2010 var både Thomas Thune Andersen og Jep Brink historie i Maersk Oil.

“Det er sket efter fælles forståelse og i lyset af, at kravene til jobbet som øverste ansvarlige i Qatar har ændret sig. Vi er i en situation, hvor vi har passeret den yderst komplicerede tekniske fase (alle installationer/konstruktioner er på plads), og vi står nu foran en fase med masser af kommunikation og synligt lederskab,” skriver den nye chef for Mærsk Olie og Gas, Jakob Thomasen, i en mail til borsen.dk.

Jep Brinks diskrete exit i forhold til offentligheden passede fint overens med hans diskrete facon i sine mange år hos Mærsk Olie og Gas. Kun yderst sjældent har han stået frem med en kommentar til selskabets udvikling på trods af, at han var næstkommanderende i mange år under Kjeld Fjeldgaard, og var kendt for sin store tekniske ekspertise.

De afgørende begivenheder, der indledte nedturen, indtraf i 2004.

Den aldrende skibsreder og erhvervsmyte Mærsk Mc-Kinney Møller havde i slutningen af 2003 overladt sin post som formand for kæmpekoncernen til Topdanmark-bossen Michael Pram Rasmussen, og det varede ikke længe før der var ballade på broen.

Den ny formand og koncernchef Jess Søderberg går straks fra begyndelsen godt i spænd. På mange områder har Michael Pram Rasmussen og Jess Søderberg mere ensartede holdninger, end det var tilfældet med Mærsk Mc-Kinney Møller. Det gælder blandt andet Jess Søderbergs ønske om i højere grad at få A.P. Møller-koncernens mange milliarder kroner ud at arbejde. Men det gælder også synet på de rette værdier hos medarbejderne.

Her tænker Jess Søderberg først og fremmest på oliemanden Kjeld Fjeldgaard, der trods overskud i både 2002 og 2003 på mellem seks og syv milliarder kroner med sin enerådende stil er en torn i øjet på en topchef, der efter mange år i Mærsk Mc-Kinney Møllers skygge nu har behov for at demonstrere sin styrke.

Selvom Jess Søderberg og andre på Esplanaden var mere end godt tilfreds med den nye Nordsø-aftale, Mærsk Olie og Gas i 2003 havde opnået med den borgerlige regering, så havde utilfredsheden med Kjeld Fjeldgaard nået sit højdepunkt, og det sagde ikke så lidt om et forhold, der var gået fra slemt til værre.

Det var godt to og et halvt år siden, Søderberg fortalte sine nærmeste medarbejdere om sin holdning til Mærsk Mc-Kinney Møllers planer om at gøre oliemanden Kjeld Fjeldgaard til skibsreder: ”Over my dead body”, lød Jess Søderbergs kommentar dengang.

Kjeld Fjeldgaards største problem er, at han ikke er på Jess Søderbergs hold. Og det problem bliver ikke mindre, da hans beskytter og fortrolige, Mærsk Mc-Kinney Møller, ikke længere besidder hverken det daglige ansvar eller formandskabet for koncernen.

Den 2. juni 2004 er det slut for Kjeld Fjeldgaard efter mere end 30 år i A.P. Møller. Ukendt af den store offentlighed, men en af de vægtigste chefer på Esplanaden og dermed en af de mest indflydelsesrige erhvervsledere i landet. Fyret på gråt papir.

”Grundet divergerende opfattelser med hensyn til ledelse fratræder Kjeld Fjeldgaard”, hedder det i den højst usædvanlige pressemeddelelse fra A.P. Møller.

Søderbergs ansvar

I det hele taget bliver 2004 ledelsesmæssigt et svært år for Jess Søderberg. Selvom Jess Søderberg siden 1993 på papiret har været administrerende direktør, er det første gang han er alene på broen imellem et formandsskifte. Mærsk Mc-Kinney Møller har sluppet formandstøjlerne i december 2003, men den nye formand Michael Pram Rasmussen har endnu ikke fået sat sig så tilstrækkelig tungt i formandsstolen, at han er det forventede stærke modspil til Jess Søderberg.

I 2004 endte alle problemerne på Jess Søderbergs skuldre. Ledelsesmæssigt løb situationen flere gange løbsk for ham, og udover den katastrofale fyring af Kjeld Fjeldgaard kostede det overraskende brud med en række nøglemedarbejdere på Eplanaden.

Også i andre grene af den vidtspændende koncern er der opbrud i 2004 og begyndelsen af 2005. Således udskiftes en stor del af ledelsen i den engelske afdeling, Maersk UK. Direktørerne Michael Hassing, Lene Skole og Lars Vang Christensen forlader efter mange år A.P. Møller for at søge nye græsgange.

Mærsk Mc-Kinney Møller bliver rasende over afskedigelsen af værdifulde medarbejdere, der sker uden Mc-Kinney Møllers vidende. Den officielle forklaring lyder, at man ønsker yngre kræfter. Sandheden er snarere, at der ikke længere er plads til folk, som ikke spiller godt sammen med Jess Søderberg.

”I betragtning af at ledergruppen tæller mere end 100 mennesker, er ændringer i ledelsen ikke en stor sag. Der sker ændringer hen ad vejen. Det er et driftigt foretagende, hvor der skiftes ud. Også fordi nogle har besluttet, at de vil noget helt andet”, udtaler Jess Søderberg.

Tabet af ledelseskraft i A.P. Møller – Mærsk lader sig ikke vurdere, men på olie/gas-området er realiteten, at efter fyringen af Kjeld Fjeldgaard i 2004 lykkedes det aldrig Jess Søderberg eller hans efterfølgere at få hverken de strategiske eller tekniske ledelsesforhold i Mærsk Olie og Gas/Maersk Oil op på samme niveau, som i storhedstiden under Ib Kruse, Kjeld Fjeldgaard og Jep Brink.

Slutspil

I 2007 var det slut. Efter 37 års ansættelse hvoraf de 14 af dem blev aftjent som øverste chef og skibsreder, blev Jess Søderberg afskediget uden et ord som tak fra Mærsk McKinney Møller, som han havde arbejdet tæt sammen med gennem årerne.

Jess Søderbergs efterfølger, Nils Smedegaard Andersen, havde siden 2001 været administrerende direktør for Carlsberg Breweries A/S. I 2005 blev han medlem af bestyrelsen i A.P. Møller – Mærsk, og fra 1. december 2007 administrerende direktør frem til 1. juli 2016, hvor han afløses af Søren Skou.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at ”A.P. Møller – Mærsk A/S (A.P. Moller – Maersk) has today signed an agreement to sell Mærsk Olie og Gas A/S (Maersk Oil) to Total S.A (Total) for USD 7.45bn in a combined share and debt transaction”.

Containertrafikken

At containertrafikken mellem Asien og Europa negativt har påvirket Maersk er ikke overraskende. Stagnerende økonomi i Kina og andre asiatiske lande og tilsvarende lav vækst i Europa må nødvendigvis gøre ondt. Den kinesiske eksport har været faldende, industriproduktionen nedadgående og de økonomiske vækstrater i Kina har ligget under det forventede niveau. Resultatet var, at containermarkedet blev ramt af de laveste rater nogensinde.

I september 2018 blev det oplyst, at Marsk Line og Damco samlet ville blive markedsført under navnet Maersk.

Transformationen af Maersk og omstillingen af containerindustrien i det hele taget går så stærkt, at det er svært for ledelsen af verdens største linjerederi at sætte navn på, hvem det er, man konkurrerer med om bare tre-fire år. “Det kan vi ikke sige,” lyder svaret fra ledelsen.

For selvom Maersk reelt har lagt olieforretningen bag sig, er den fremtidige virksomhed forankret i transport af containere på mange måder kun lige begyndt at tegne sig.

I dag er der ikke så meget tvivl om, at de store konkurrenter er franske CMA CGM, tyske Hapag-Lloyd, kinesiske Cosco, og italienske MSC, som også er alliancepartner i 2M.

Situationen for Maersk kan betegnes som en virksomhed “i proces”, og hvor indlemmelsen af Damco under Maersk kun er den seneste, omend meget store brik i det organisatoriske spil.

Forventningerne er store

18.000 medarbejdere har været involveret i den seneste reorganisering, som blev skudt i gang i september 2018, da det blev meldt ud, at Damco ikke skulle være et selvstændigt brand – på nær lige spedition under luft- og søfragt.

Alle medarbejdere har fået en eller anden form for ny rolle i det, Maersk kalder den største reorganisering

Så hvor er det, at fremtidens forretning skal komme fra? E2E, end-to-end, lyder svaret fra Maersk. Maersk vil trække mere forretning ud af alle de små og store led, der er, fra en bonde i Chile høster sine avokadoer, til de ligger i Netto eller Aldi.

“Der er en forretnings-opportunity i alle led,” er mantraet.

Sådan har det nu været længe, hvor Maersk i årevis under sloganet “Lifting Global Trade” har fortalt historien om den halvmodne avokados vej ind i en kølecontainer, den kontrollerede modning på et skib over Atlanten til kundernes fingertrykafprøvning i et supermarked i Europa

Det nye er, at alle led samles i en og samme forretning og sælges under Maersk-brandet, som ikke mindst er kendt, fordi rederiet Maersk Line sidder på en femtedel af det globale containermarked. Udover alle led og opgaver som transport, opbevaring og toldbehandling har Maersk på det seneste koblet services som finansiering og forsikring oveni.

Maersk er godt med i hele værdikæden for de “almindelige” containere, så der, hvor der for alvor skal sættes ind med ressourcer, er reefer-området, hvor Maersk har en endnu større global markedsandel. Reeferne, kølecontainerne, er meget mere lukrative, og med købet af Hamburg Süd er Maersk kun blevet endnu stærkere på frugt- og grønt-ruterne fra Sydamerika.

Gode kort på hånden

Man kan således ikke sige, at Maersk sidder med forkerte kort på hånden. Tværtimod, og derfor kan det synes paradoksalt, at virksomheden – efter forholdsvis vellykket at have solgt olien fra og skåret forretningen ind til containertransport – ikke kan præstere regnskaber med overskud.

Udfordringen er, at Maersk ikke er det eneste af de traditionelle containerrederier, der er i færd med en proces, som skal brede forretningen ud, så der kan skabes indtjening fra mere end blot det at have en flåde af skibe.

 

 

Hvis der ikke skal opstå mistillid til den offentlige forvaltning, er det afgørende, at alle beslutninger og afgørelser i det offentlige bliver truffet ud fra saglige hensyn. Offentligt ansatte er derfor i henhold til forvaltningsloven forpligtede til at oplyse om alle forhold, som kan skabe interessekonflikt i forhold til deres arbejde.

Den, der er inhabil i en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller på anden måde medvirke i behandlingen af den pågældende sag. Vedkommende må desuden ikke yde rådgivning i sagen til dem, der skal deltage i hele eller dele af sagens behandling.

Hvis der foreligger inhabilitet hos en medarbejder eller leder, overdrages sagen til en anden.

Oplysningspligt

Den, der kan være inhabil, skal snarest underrette sin foresatte herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. En medarbejder eller leder har således pligt til at oplyse det, hvis vedkommende er bekendt med, at der for ens eget vedkommende er forhold, som kan medføre inhabilitet.

Ved behandling af generelle sager skal en medarbejder eller leder – som uden at være inhabil alligevel kan have en særlig interesse i sagen eller er knyttet til andre med en interesse i sagen – oplyse formanden for sagsbehandlingsudvalget eller nærmeste leder herom.

En medarbejder eller leder, som har påpeget sin mulige inhabilitet overfor nærmeste ledelse eller formanden for sagsbehandlingsudvalget må ikke selv deltage i behandling og afgørelse af spørgsmålet om sin habilitet og skal, i tilfælde hvor der er tale om et konkret møde, forlade mødelokalet under forhandlingen og afstemningen om spørgsmålet.

På Folketingets Ombudsmands hjemmeside kan der findes nærmere oplysninger om sager om habilitet, der har været behandlet af Ombudsmanden.

Kontrol med offentlige midler

Kalamiteterne i Skat, svindelen med udbytteskat og Britta-sagen i Socialstyrelsen truer med at undergrave tilliden til den offentlige forvaltning af skatteborgernes penge. Rigsrevisionen fremdrager jævnligt sager, hvor ministerier og styrelser kritiseres for lemfældig økonomiforvaltning. Senest har Rigsrevisionen afdækket kritisabel forvaltning i Forsvaret.

Svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er blevet omdrejningspunkt i en alvorlig sag om manglende kontrol og om mulig svindel med styrelsens indkøb. Rigsrevisionen har netop offentliggjort en rapport, der afdækker alvorlige fejl og manglende kontrol med indkøbene hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Forsvarsminister Trine Bramsen fortæller, at sagen kan vise sig at kræve en ekstern undersøgelse. Den beslutning afhænger af, hvad en igangværende undersøgelse afdækker.

Forsvarsministeriet har sendt et rejsehold til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring for at komme til bunds i sagen om manglende kontrol og mulig svindel. Herefter kan der blive tale om en ekstern undersøgelse, ligesom sagen kan få personalemæssige konsekvenser både i Ejendomsstyrelsen og i departementet.

Rigsrevisionen påtaler blandt andet, at de samme personer i styrelsen på egen hånd kan foretage en bestilling, godkende den og efterfølgende udbetale pengene. Det medfører ifølge Rigsrevisionen en høj risiko for fejl eller svindel.

Fem personer er i øjeblikket tiltalt af politiet for bestikkelse og svindel i sagen.

Andre sager i Forsvaret

I Forsvaret og Forsvarsministeriet verserer der en række habilitetssager. Omfanget og sagernes grovhed giver mistanke om, at der også indenfor andre dele af den offentlige forvaltning sker overtrædelser af Forvaltningslovgivningen, herunder reglerne om habilitet.

Politiet har rejst sigtelse mod Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør Anja Erichsen

Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør er blevet afhørt af Midt- og Vestjyllands Politi, som også har rejst sigtelse mod hende. Hun er mistænkt for at have givet sin vicechef og hemmelige kæreste tillæg og vederlag på 60.000 kr. uden at oplyse sine foresatte om sin egen inhabilitet.

Tilbage i 2015 ansatte hun en mandlig major, som under Anja Erichsen blev udnævnt til oberstløjtnant og dermed blev medlem af Forsvarets chefgruppe. Han avancerede siden til vicechef for Anja Erichsen, mens han havde et kærlighedsforhold til sin chef og deltog på en række tjenesterejser med direktøren.

Politiets efterforskning kredser om, hvornår direktøren indledte dette forhold til sin allernærmeste medarbejder for derved at kunne klarlægge, om hun som chef muligvis har hjulpet ham med karrieren og derved forbrudt sig mod forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Efter otte måneders efterforskning rejste Midt- og Vestjyllands Politi i sommeren 2019 sigtelse mod Anja Erichsen, der på det tidspunkt havde barselsorlov med det barn, som hun fik med sin kæreste og nu tidligere vicechef i økonomidivisionen i Karup.

Ganske pludseligt sagde hun i sommer sin stilling som finansdirektør op midt i sin barsel og forlod Forsvarskommandoen med udgangen af juli. Opsigelsen har imidlertid ikke forhindret, den sigtelse, der nu er rejst mod hende.

Anja Erichsen var ansvarlig for et budget på omkring 10 mia. skattekroner. Fra juni 2014 var hun den nærmeste økonomiske rådgiver for forsvarschefen og de tre værnschefer – herunder generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen, som i øjeblikket er fritaget for tjeneste og sigtet for magtmisbrug. Som øverste chef i økonomidivisionen arbejdede Anja Erichsen i Karup og refererede direkte til Forsvarsministeriets departement.

Da finansdirektøren i foråret 2018 blev gravid med parrets fælles barn, søgte finansdirektørens kæreste -oberstløjtnanten – væk fra økonomidivisionen og har siden haft at karriereforløb, som i december 2018 kulminerede med en stilling som bataljonschef ved Jydske Dragonregiment.

Bjørn Bisserup, forsvarschef, general

Bisserups søn søgte i 2010 optagelse på officersskolen, men blev ikke optaget. Fra sin daværende position som stabschef i forsvarskommandoen var Bjørn Bisserup med til at bane vejen for, at Hærens Operative Kommando fik bedre økonomi og flere stillinger. Det betød, at Bisserups søn alligevel blev optaget.

Da forsvarsmediet Olfi søgte aktindsigt, fik departementschef Thomas Ahrenkiel sagen undersøgt. Konklusionen er, at Bisserup ikke var inhabil, men skulle have underrettet sin chef.

H.C. Mathiesen, hærchef, generalmajor

Hærchefen har i to omgange undladt at orientere sin chef om sit forhold til en anden officer. Officerskæresten blev i to omgange optaget på eftertragtede kurser, efter at H.C. Mathiesen havde ændret på optagelseskriterierne, og banet vejen for konen. Videreuddannelsen førte til forfremmelse og højere løn.

Hærchefen er hjemsendt, og Auditørkorpset undersøgelser har ført til en sigtelse for pligtforsømmelse og tjenestemisbrug.

Laila Reenberg, direktør for Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Laila Reenbergs mand fik en eftertragtet chefstilling i søværnet, uden at den var slået op. Reenberg har forklaret, at hun intet har haft med sagen at gøre, den tog souschefen sig af.

Kammeradvokaten har tidligere set på sagen, og frifundet Laila Reenberg for nepotisme, da hun erklærede sig som inhabil og oplyste om sit forhold til Anders Friis.

Auditørkorpset går ind i sag om chefen for Frømandskorpset

Frømandskorpsets chef, Jens Birkebæk Bach, gav kapelmester Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra, der i en årrække har været husorkester i tv-showet ”Vild med dans” på TV 2, oplevelser på lukket militærbase til gengæld for musikalsk underholdning til en privat fest.

Det er kommet frem, efter at netmediet Olfi, der skriver om forsvars- og sikkerhedspolitik, har offentliggjort et interview med Jens Birkebæk Bach.

Generalmajor og chef for Specialoperationskommandoen Peter Harling Boysen siger til DR Nyheder, at han har en mistanke om, at ikke alt er foregået efter reglerne. Derfor har man valgt at overdrage sagen til Forsvarsministeriets Auditørkorps:

”De anklager, der er mod chefen for Frømandskorpset, ser for mig også mærkelige ud, derfor har vi i dag overdraget hele sagen til nærmere undersøgelse ved Forsvarsministeriets Auditørkorps. Det, de undersøger, er, om der er grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning af sagen”, siger Peter Harling Boysen.

Thomas Ahrenkiel, departementschef i Forsvarsministeriet

Alle sagerne og senest uregelmæssighederne i Ejendomsstyrelsen i Hjørring, falder i sidste ende tilbage på ledelsen i Forsvarsministeriet. Forsvarsministeren har allerede offentligt givet udtryk med utilfredshed med at hun ikke er blevet informeret i tilstrækkeligt omfang.

Spørgsmålet er om Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, kan overleve de mange eksempler på inadækvat ledelse af ministeriet.

Thomas Ahrenkiel har også sin helt egen sag om inhabilitet. Ahrenkiel blev i 2016 kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen en klækkelig lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog. Statsministeriets departementschef havde forud sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.

Da sagen om forsvarschef Bisserups habilitet spidsede til, besluttede Ahrenkiel, at han selv skulle undersøges. Konklusionen blev, at han var inhabil.

Danmark ligger fortsat nummer et som verdens mindst korrupte land på den netop udsendte liste fra Transparency International. På trods af kalamiteterne i Skat, svindelen med udbytteskat, Britta-sagen i Socialstyrelsen, Atea-sagen, svindlen med forsvarets penge og andre sager på hjemlig grund.

Men hertil kommer en række spektakulære bestikkelsessager i store danske virksomheder, som Berlingske Tidende har beskrevet, hvor foreløbig kun sager i virksomhedernes udenlandske datterselskaber er kommet op til overfladen.

Bestikkelsesager i danske virksomheder

FLSmidth

Finans.dk har afdækket en celeber og meget stor sag om bestikkelse og korruption i FLSmidths tunesiske selskab. En sag, som har kørt på de indre linjer i nu adskillige år.

Oprindeligt en sag om overfakturering i forbindelse med etablering af en cementfabrik i Tunesien. FLSmidth har erkendt overfakturering og tilbudt et mindre beløb i erstatning. FLSmidth har ved at vende det blinde øje til etikken fået ordren i hus. Nu kræver et tunesisk selskab, Carthage Cement, 225 mio. kr. i erstatning af FLSmidth.

A.P. Møller – Mærsk

Selskabet er løbet ind i en betændt sag i Brasilien, som Berlingske har beskrevet i flere artikler. En tidligere Mærsk-direktør i Brasilien er inddraget i verdens største bestikkelsessag i det statslige oliefirma, Petrobras. Mærsk-direktøren er mistænkt for at have betalt bestikkelse for at få ordrer i hus. Også her med lokale agenter involveret. Sagen kører ved de brasilianske myndigheder. Mærsk har en nultolerancetærskel for bestikkelse og korruption.

Carlsberg

Berlingske har igennem de seneste måneder afdækket en betændt sag i Indien. Centralt placerede Carlsberg-ansatte betalte uden om de normale forretningsveje lokale embedsmænd penge for at få de nødvendige tilladelser til et nybyggeri. Det har eksperter betegnet som klare tegn på systematisk bestikkelse. Carlsberg har tidligere undersøgt sagen og undersøger den nu igen. Sagen om bestikkelse i Carlsbergs indiske selskab har været kendt højt oppe i Carlsberg-hierarkiet. Også Carlsberg har en nultolerancetærskel for bestikkelse og korruption.

Hempel

Skibsmalingskoncernen i Lyngby fik i 2019 en historisk stor bøde på 220 mio. kr. for bestikkelse rundt om i verden. Blandt andet i Tyskland og i lande i Asien. Klassisk bestikkelse for at fremme salg af Hempel-produkter på de pågældende markeder.

Burmeister & Wain Scandinavian Contractor

Industrikoncernen med hjemsted i Allerød har en verserende sag ved bagmandspolitiet SØIK om bestikkelse i Afrika. I første omgang afviste ledelsen mistanken om bestikkelse i forbindelse med rådgiveraftaler, men hurtigt vendte sagen rundt. Selskabet bortviste i 2019 fem medarbejdere og politianmeldte to. Nu afventes, hvad SØIK kommer frem til.

Udenrigsministeriet lokkede i marts 2019 dronningen og kronprinsen sammen med 30 danske virksomheder til et besøg i Argentina. Dispositionen er helt uforståelig, Udenrigsministeriets dårlige jugement har måske mere sin baggrund i historien end i en nøgtern analyse af de aktuelle økonomiske muligheder.

Argentina var faktisk tidligere et land, der i starten af 1900-tallet var et af verdens rigeste målt på BNP per indbygger. Men i de seneste 100 år har Argentina haft en række gældskriser som følge af dårlig økonomisk og politisk styring. Landet har i realiteten været bankerot i de sidste 20 år, og det er svært at få øje på danske kommercielle interesser i det maleriske fallitbo.

Den danske delegation blev pænt modtaget af Argentinas daværende præsident, Mauricio Macri, og forhåbningerne har været, at besøget kunne styrke de direkte kontakter imellem danske og argentinske virksomheder, men også føre til konkrete aftaler om, at Danmark og Argentina skal samarbejde om energieffektivitet, forvaltning af vandressourcer, vedvarende energi og patentrettigheder.

Den danske ambassade i Buenos Aires fremturede i sin ønsketænkning, og man afholdt således i Buenos Aires oktober sammen med danske virksomheder og de øvrige nordiske lande planlagt et ”event” om FN’s Verdensmål – de såkaldte SDG’er.

Det dansk-argentinske forhold styrkes også ved, at der nu er placeret en dansk vækstrådgiver på ambassaden i Buenos Aires.

Alle aktiviteterne er tydeligvis sat i søen uden tanke på, hvor finansieringen skal komme fra. Heri adskiller folkene på ambassaden i Buenos Aires sig desværre ikke fra andre dele af Udenrigsministeriets overoptimistiske eksportfremmesystem.

Problemet er kun, at tilliden til Argentinas økonomi er i frit fald!

Den tidligere præsident, Mauricio Macri, kom til magten i 2015 på løfter om at kick-starte og liberalisere Latin Amerikas 3. største økonomi. Han var dog slet ikke I stand til at indfri løfterne og Argentina befinder sig reelt i en recession med en stigende inflation på over 55 pct.

Tvivl om Argentinas evne til at servicere den store udlandsgæld svækkede den argentinske peso i forhold til dollaren og tvang præsident Macri til at gå den tunge gang til Den Internationale Valutafond, IMF.

Han fik lån, men betingelsen var at Macri skulle fastholde markedsliberaliseringen og sikre balance på de offentlige budgetter.

Macris forsøg på at føre en stram krisepolitik betød at han mistede opbakningen fra tidligere borgerlige, der i stedet for den lovede økonomiske fremgang oplevede decideret forarmelse og nedgang i levestandard.

Præsidentvalget

Den økonomiske krise var årsagen til voldsomme protester og demonstrationer mod regeringen op til præsident- og parlamentsvalget den 27. oktober 2019. Mauricio Macri led derfor som forventet et stort nederlag til den peronistiske venstrefløjskandidat, Alberto Fernandez.

Med Alberto Fernandez er der udsigt til at Argentina vender tilbage til velkendte politikker med en protektionistisk og statskontrolleret økonomi med streng valutakontrol som under det tidligere Kirchner-regime.

Tidligere præsident i Argentina fra 2007-2015, Cristina Fernandez de Kirchner, fik ved valget i oktober posten som Vicepræsident. Da hun selv var præsident, kæmpede hun indædt med den argentinske landbrugssektor over eksportskatter og vægrede sig ved at honorere kravene fra indehavere af argentinske statsobligationer, der betød, at Argentina frem til 2015 reelt var udelukket fra de internationale kapitalmarkeder. Staten gav samtidig meget store subsidier til bl.a. el og indførte en række uhensigtsmæssige tiltag som valutarestriktioner, eksportskatter og ekspropriationer af virksomheder inklusiv landets største olieselskab, YPF S.A. (Yacimientos Petrolíferos Fiscales).

Mens præsident Alberto Fernández tilhører den kristelig-konservative fløj, karakteriseres Cristina Fernández de Kirchner som udpræget venstrepopulist – og den der har bukserne på i præsidentskabet!

Økonomisk morads

Med venstrefløjen ved magten i Argentina er markederne begyndt at indregne muligheden for at, Argentina ligesom i 2001 og 2014 igen må gå i betalingsstandsning. Den økonomiske situation må betegnes som kritisk om ikke håbløs, og mere end 40 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Fernández har stillet en højere levestandard i udsigt, ligesom han har lovet at genoprette det kuldsejlede sundhedsvæsen. Spørgsmålet er om han kan levere.

Inflationen i Argentina er på mere end 50 pct. Og økonomien er på 3. år i recession.

Hovedårsagen til elendigheden er den enorme statsgæld på 311 mia. dollars, og Argentina er ikke i stand til at honorere servicering og tilbagebetalingskrav på 100 mia. dollars fra IMF, obligationsejere og andre kreditorer. Allerede inden udgangen af marts 2020 skal gæld for over 30 mia. dollars refinansieres.

Spørgsmålet er om Argentina kan opnå den nødvendige henstand og omstrukturering af gælden?

Hvis Argentina igen går i betalingsstandsning, vil pesoen uvægerligt blive svækket dramatisk og det vil naturligvis have negative følger i Brasilien og Uruguay, men næppe større globale konsekvenser, fordi den international omsætning af pesoen er begrænset.

Forholdet til USA

På den udenrigspolitiske front følger USA opmærksomt hvordan Argentina agerer i forhold til Syd- og Mellemamerikas tiloversblevne diktaturer – foruden Venezuela også Nicaragua og Cuba. I forhold til Bolivias styrtede diktator og kokainhandler Evo Morales, vil man i Washington ikke se med milde øjne på at Argentina giver Morales politisk asyl i Argentina. Det må i den forbindelse ikke glemmes, at USA har betydelig indflydelse på IMF!

https://www.berlingske.dk/kommentar/nu-kommer-statsbankerotten-i-argentina