Ifølge Small Great Nation, der er et samarbejde mellem tænketanken Kraka og konsulentfirmaet Deloitte, og tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, tidligere overvismand og formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen og tidligere direktør i SFI og formand for en række kommissioner Jørgen Søndergaard, er svaret ja.

De foreslår, at Danmark når målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 gennem stærkt forhøjede CO2-afgifter.

Alle udledninger af drivhusgasser fra dansk territorium pålægges en afgift pr. ton CO2-ækvivalenter. Afgiften skal forhøjes fra de nuværende 170 kr. pr. ton til 1.250 kr. i 2030. Til gengæld nedsættes de nuværende energiafgifter.

Forslaget om gradvist stigende CO2-afgifter har efter offentliggørelsen i Berlingske Tidende givet anledning til debat om, hvordan de klimapolitiske målsætninger opnås bedst og billigst.

De største klimasyndere slipper billigt

Problemet er, at de allermest CO2-udledende virksomheder i Danmark undtages i væsentligt omfang fra at betale de kommende danske klima-afgifter.

Selvom netop de virksomheder alene står for over halvdelen af det samlede CO2-udslip i den danske industri.

Frem til 2030 får 42 af de største udledere af CO2 i dansk industri tildelt gratis CO2-kvoter fra EU til at dække deres udslip af drivhusgasser fra kul, gas og olie.

Virksomheder i kvotesektorerne og landbruget får fradrag på 80 pct.

Virksomheder, der i dag er berettiget til gratis tildeling af CO2-kvoter, samt virksomheder udenfor kvotesystemet med produktionsprocesser på Skatteministeriets procesliste tildeles efter forslaget fra Small Great Nation et bundfradrag på 80 pct. af deres historiske udledning.

Landbruget får et tilsvarende fradrag på 80 procent. Landbrugets udledning beregnes ud fra et samlet klimaregnskab for den enkelte bedrift.

Stigende benzinpriser for forbrugerne

På transportområdet hæves CO2-afgiften på benzin og diesel til samme niveau som standardsatsen på andre områder. Det vil indebære en afgiftsstigning på henholdsvis 2 og 2,2 kr. pr. liter.

For elproduktionen pålægges elproducenterne CO2-afgiften. Elforbrugerne, dvs. husholdninger såvel som virksomheder, pålægges en afgift svarende til den skønnede udledning af drivhusgasser fra importeret el.

Kvotesystemet i EU

EU’s system for handel med emissionskvoter (The EU Emissions Trading System – EU ETS) er en hjørnesten i EU’s klimapolitik og et nøgleinstrument til at nå målet om at reducere drivhusgasudledninger på en omkostningseffektiv måde.

Kvotehandelssystemet blev indført i 2005 og systemet har været i modvind på grund af et overskud af kvoter på markedet, der har sænket prisen pr. tons CO2 og dermed i incitamentet til at investere i grønne løsninger. En række reformer har forsøgt at rette op på dette, og prisen på kvoter er på det seneste steget til over 20 € pr. ton og dermed tæt på den danske CO2-afgift på 170 kr. pr. ton.

Auktioner er den generelle metode til tildeling af emissionskvoter til virksomheder, der er omfattet af kvotesystemet.

Tildeling af gratis kvoter

For at imødegå lækage (at virksomheder flytter ud af landet eller udkonkurreres af virksomheder i andre lande) får kvoteomfattede virksomheder tildelt gratis emissionskvoter.

De gratis kvoter tildeles veldefinerede industrisektorer, hvor der er en betydelig risiko for kulstoflækage, indtil tilsvarende klimapolitiske foranstaltninger er iværksat af andre lande. Lækage ville kunne føre til en stigning i de samlede globale emissioner, og dermed underminere effektiviteten af EU’s klimapolitik. Det kunne også føre til at produktionen i energiintensive virksomheder i EU ville blive reduceret på grund af tab af markedsandele.

EU ETS-direktiv fastlægger reglerne for systemet med gratis tildeling for perioden 2021-2030 og i et anneks til beslutningen er listet de sektorer, vor risikoen for lækager er størst og som derfor tildeles gratis kvoter i perioden 2021 til 2030.

42 danske virksomheder, der modtager gratis kvoter, vil få et fradrag på 80 pct.

Systemet indebærer, at i Danmark er der 42 virksomheder, der er opført på den såkaldte Carbon Leakage Liste, som modtager gratis kvoter og som ikke frem til 2030 skal betale CO2-afgifter for hovedparten af deres produktion.

CO2-afgifter på 170 kr. pr. tons CO2 indbragte i 2018 fra danske virksomheder 3,6 milliarder kroner.

Afgiften betales som hovedregel af alle virksomheder gennem deres forbrug af olie, kul og andre brændsler, alt efter hvor meget CO2 de udleder.

Afgifterne er designet til at gøre det dyrere for virksomheder at udlede CO2, og billigere for virksomheder der skærer ned på deres CO2-udledninger.

Af de ti største CO2-udledere i dansk industri er otte virksomheder ifølge DR optaget på EU’s Carbon Leakage List og dermed undtaget fra CO2-afgifter for størstedelen af deres produktion.

De 10 største CO2-udledere opgjort efter udledningen i 2018 i dansk industri:

Aalborg Portland: 2.190.706 tons CO2

Nordic Sugar: 157.417 tons CO2

Arla: 151.451 tons CO2

Saint Gobain (Isover og Leca): 112.464 tons CO2

Rockwool: 97.005 tons CO2

NLMK DanSteel: 79.972 tons CO2

CP Kelko: 73.876 tons CO2

AarhusKarlshamn: 56.579 tons CO2

Triplenine fish: 52.674 tons CO2

Ardagh Holmegaard: 52.511 tons CO2

Alle virksomhederne bortset fra CP Kelko og Triplenine fish er undtaget for at betale CO2-afgiften på 170 kr. pr. tons CO2.

Undtages i væsentligt omfang fra fremtidige klimaafgifter

Efter forslaget fra Small Great Nation vil de pågældende 42 virksomheder opnå et fradrag på 80 pct. i beregningsgrundlaget for de nye og stærkt forhøjede CO2-afgifter.

Det er interessant at se virksomheder som Rockwool, Danfoss, Grundfos og Velux på listen over virksomheder der fritages for at betale CO2-afgift. Det er virksomheder, der har stiftet lobbyorganisationen ”Synergi”, der med det tidligere konservative EU-parlamentsmedlem Bendt Bendtsen som officiel og betalt lobbyist, argumenterer for at vi kan spare op til 160 milliarder med udbygning af grøn energi og energieffektivisering for at nå vores klimamål i 2050.

Man må forstå, at energieffektiviseringsvirksomhederne, der selv udleder massive mængder af CO2, mener, at energieffektivisering er en god forretning, der på afgørende vis kan bidrage til, at vi på en overkommelig måde kan leve op til selv de mest ambitiøse klimamål.

Det glade budskab er, at de påståede fordele ved investering i isolering, nye vinduer, termostater og pumper nærmest betaler sig selv.

Kan det overhovedet betale sig at isolere med Rockwool?

Rockwool alene udleder hvert år knap 100.000 tons CO2 i forbindelse med den særdeles energiintensive og kulfyrede produktion af isoleringsmateriale.

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i Den Europæiske Bankunion og i Eurozonen strammet betydeligt efter finanskrisen. For at leve op til kapitalkravene skal bankernes kernekapital (den såkaldte Common Equity Tier 1, CET1) mindst udgøre en individuelt bestemt størrelse i forhold til bankens risikobaserede aktiver. Hertil kommer anbefalede, men ikke nødvendigvis krævede systemiske kontracykliske buffere.

Yderligere krav til polstring

Siden 2008 er kapitalkravene skærpet, men der er udsigt til nye internationale kapitalkrav, der meget nemt kan betyde, at de danske banker og realkreditinstitutter meget snart skal sætte væsentligt større beløb til side.

Basel-komiteen (Basel Committee on Banking Supervision, BCBS), arbejder i øjeblikket med nye kapitalkrav til de største banker i verden. Målet med Basel IV er at vedtage et nyt sæt kapitalkrav til verdens største banker, der skal minimere risikoen for en ny finanskrise i stil med den, der ramte i 2008-2009.

Basel-komiteen, der holder til hos Bank for International Settlements i Basel i Schweiz, nåede allerede i december 2017 frem til de sidste anbefalinger – de såkaldte Basel IV reformer, der anbefales af Basel-komiteens Group of Central Bank Governors and Heads of Supervision, GHOS – og som bl.a. indeholder nye kapitalkrav til de største banker i verden.

Fravær af konkurrence i Danmark betyder dyrere lån

Ifølge Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, vil en fuld implementering af Basel IV i gennemsnit indebære at kapitalkravet til europæiske banker øges med 24,4 procent.

I Danmark vil Basel IV indebære en regning på 78 mia. kr. til de store danske banker, når de nye regler er fuldt indfaset i 2027.

Det har et ekspertudvalg under Erhvervsministeriet regnet sig frem til. Det betyder, at de såkaldte SIFI-banker – som er for vigtige for det danske samfund til at man kan tillade at de går ned – skal polstre sig med yderligere 78 mia. kr. over en årrække.

Modstand mod nye kapitalkrav

Pengeinstitutternes brancheorganisation, FinansDanmark, er ikke begejstret ved udsigten til nye kapitalkrav. Basel IV-kravene er efter FinansDanmarks opfattelse helt unødvendige, da danske institutter i dag allerede har polstret sig med mere end 100 milliarder kr. siden finanskrisen.

Baggrunden for øgede kapitalkrav

Den Europæiske Bankmyndighed og Basel-komiteen har næppe noget særskilt ønske om at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Finanskrisen

Op til krisen i 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af CET1 eller kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, hvor mange af bankernes aktiver viste sig værdiløse, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter. Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor en truende insolvens. Hvis først en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.

Det endelige regnskab viser, at staten faktisk tjente på bankpakkerne. Dermed kunne myten om, at bankerne tørrede tabet ved den finansielle krise af på staten og lod skatteborgerne betale regningen, til dels manes i jorden, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko. Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Finanskriser koster på den økonomiske vækst

Det må ej heller glemmes, at Finanskrisen førte dansk økonomi ind i en dyb lavkonjunktur, som vi først for nylig er kommet ud af igen. En nylig analyse fra Nationalbanken viser at finansielle kriser også har permanente nationaløkonomiske effekter, og vi kommer således næppe nogensinde til at indhente den økonomiske vækst, vi ville have haft uden finanskrisen.

Bankernes soliditet

De fælles bestræbelser går derfor på at undgå nye finansielle kriser. Den enkelte bank skal leve op til den såkaldte Liquidity Coverage Ratio, hvorefter banken skal have en beholdning af højlikvide aktiver, der er stor nok til at kunne finansiere mindst 30 dages træk på bankens likvider. Problemet for danske pengeinstitutter er opgørelsesmetoden: Institutternes risikovægtede aktiver kan enten opgøres med ”standardmetoden”, hvor Basel Komiteen ikke godtager realkreditobligationer som højlikvide kvalitetspapirer – kun statsobligationer. Alternativt kan pengeinstitutter basere risikovurderingen af deres aktiver på ”interne modeller”, som måske er en mere præcis riusikovurdering, men som også gør det lettere for institutterne at imødekomme kapitalkravene.

Kravet er imidlertid, at hvis de risikovægtede aktiver beregnet med interne modeller kommer under 72,5 pct. af størrelsen beregnet med standardmetoden, træder output-gulvet i kraft. Gulvet begrænser således ”rabatten” på kapitalkravet ved anvendelse af interne modeller.

”Gulvkravet”

I FinansDanmark er opfattelsen, at Basel IV’s ”outputgulv”, vil gå urimeligt hårdt ud over danske pengeinstitutter, fordi realkreditobligationer, der traditionelt udgør en væsentlig del af pengeinstitutternes aktiver, ikke regnes som højlikvide kvalitetsaktiver. Det vil også få negative konsekvenser for den danske realkreditsektor, fordi det vil påvirke kurserne på realkreditobligationer.

Basel IV-reglerne forøger som nævnt samlet set kapitalkravet til de danske institutter med 78 mia. kr. – uden det såkaldte ”outputgulv” vil stigningen i kapitalkravene blive reduceret til 26 mia. kr.

Det synspunkt FinansDanmark hævder er, at dansk realkredit historisk har været karakteriseret ved lave misligholdelsesrater og tab. Gulvkravet betyder derfor, at institutterne skal polstre sig kraftigt med kernekapital for at sikre sig over for mindre sandsynlige tab på realkreditten.

Dette synspunkt har ikke umiddelbart fundet genklang hos risikoanalytikerne i Den Europæiske Bankmyndighed, der ikke har glemt at den finansielle krise startede på det amerikanske boligmarked.

Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

Det spørgsmål, der stilles er: Hvor sikre er realkreditobligationer, hvor de bagvedliggende afdragsfrie og variabelt forrente lån er ydet i ejendomme, der er usælgelige i en krisesituation?

 

Det kommunale udligningssystem skal gøres mere retfærdigt, siger regeringen.

Javel, men spørgsmålet er, om vi opnår en højere retfærdighed i et lille forholdsvis homogent land med under 6 millioner indbyggere ved hvert år at omfordele mange milliarder kroner i kommunale bloktilskud og udligningstilskud mellem rige og fattige kommuner i et dybt kompliceret system, som ingen helt kan gennemskue?

Principiel tilslutning til udligning

Der syntes også at være bred politisk accept af, at den kommunale udligningsordning skal sikre, at kommunerne landet over trods indkomstforskelle har mulighed for at levere nogenlunde samme service til sine borgere. Udligningsordningen har således fra starten helt bevidst tilsigtet at tage penge fra ”rige” kommuner og give dem til ”fattige” kommuner.

Syv kommuner var i 2019 nettobetalere til tilskuds- og udligningssystemet. De øvrige 91 kommuner var nettomodtagere. Det er en større øvelse, der gennemføres hvert år, før kommunerne får meldt deres tilskudstal ud. Nu lægger regeringen op til at øge den kommunale udligning ved at flytte yderligere 1,6 milliarder kroner fra øst til vest, fra by til land. Kommunernes grundvilkår for at levere velfærd er blevet for forskellige, mener regeringen.

Skal udligningen øges?

Den socialdemokratiske regerings overordnede målsætning med en ny udligningsreform er, at der skal udlignes mere mellem de velstillede kommuner og de udfordrede kommuner end hidtil.

Regeringen lægger op til, at 38 kommuner skal betale 1,6 mia. kr. mere i udligning. 60 kommuner vil modtage flere penge. Regningen vil især havne hos kommuner i hovedstadsområdet og i Østjylland.

Det sikres ved bl.a. at indføre et loft på den særlige rabat, som kommuner med lav skatteprocent får. Tilskud for indbyggere, der flytter fra kommunen, skal ikke længere kunne gå til velhavende kommuner. Samtidig skal der være et loft på 100.000 kr. per borger, der flytter fra kommunen, og fraflytningen skal opgøres over tre år. Au pairer skal heller ikke længere tælle med som udlændinge, der giver tilskud i udligningen. Tilskud til udlændinge skal målrettes til problemer med f.eks. ghettoområder. Ikke kun alder, men også de ældres helbred, skal tælle med som en faktor i udligningen. Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor raske de ældre er i rige og fattige kommuner.

Hvad kan kommuner, der modtager udligning, gøre med pengene?

De kommuner, som efter en udligningsreform modtager flere penge, kan sænke skatterne, forhøje serviceniveauet eller øge deres likviditet. Der er ingen sikkerhed for at pengene vil gå til bedre børne- og ældreforsorg, afhjælpning af andre sociale problemer eller undervisning. Måske vil pengene blive brugt på såkaldte ”studieture” til New Zealand, Hawaii og andre eksotiske steder?

Hvordan kan kommunerne betale for den ekstra udligning?

De kommuner, som efter en udligningsreform skal aflevere flere penge, kan hæve skatterne, sænke serviceniveauet eller bruge af deres likviditet. Hvis kommunerne vælger at hæve skatten, tilkendegiver regeringen, at bundskatten for alle sænkes tilsvarende.

Udligningssystemets svagheder

Udligningssystemet er jf. Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, opbygget på den måde, at før udligningen opgør Økonomi- og Indenrigsministeriet kommunernes beregnede strukturelle over- eller underskud. Beregningen er en teoretisk opgørelse af kommunens udgiftsbehov baseret på befolkning, børn, ældre, indvandrere m.v.

Indtægtsberegningen er en teoretisk opgørelse baseret på en beregning af beskatningsgrundlaget og under forudsætning af at kommuneskatterne er ens.

Er der tale om konfiskation?

Udover udligningsordningens karakter af konfiskation, hvor velhavende kommuner som Gentofte allerede betaler 3,3 mia. kr. og skal aflevere 93 pct. af de sidste kroner, der kommer ind i kommunekassen, er der andre problemer.

Systemets svagheder adresseres ikke

Det største problem er imidlertid, at de grundlæggende svagheder ved selve udligningssystemet ikke adresseres i regeringens udspil.

Selv om nogle kommuner på papiret har store strukturelle overskud efter udligning, er det ikke sikkert, at pengene rent faktisk er kommet ind i kommunekassen. For at kunne sammenligne kommunerne, forudsætter Økonomi og Indenrigsministeriet, at kommunerne har ens skatteprocent, når de beregner det strukturelle overskud eller underskud. Men i kommuner som Gentofte og Hørsholm ligger kommuneskatten under landsgennemsnittet, så i virkeligheden har kommunerne ikke de indtægter, som ministeriet beregner.

Skulle disse kommuner vælge at sætte skatten op, ville 93 pct. af indtægtsstigningen i øvrigt gå til udligning.

Ingen incitamenter til at fremme effektiv forvaltning

Produktivitetsudviklingen i den kommunale sektor er helt utilfredsstillende. Samtidig har Produktivitetskommissionen beregnet, at hvis alle kommunerne blev administreret lige så effektivt som gennemsnittet, kunne der frigøres 25-30 mia. kr. om året. Penge der kunne kanaliseres over i service og velfærd.

Det kommunale finansieringssystem er kendetegnet ved, at det rummer begrænsede incitamenter til at administrere effektivt og øge produktiviteten i fremstillingen af kommunernes velfærdsservice.

Det er vanskeligt gennemskueligt, hvorvidt og i hvilket omfang, der faktisk foregår løft i produktiviteten overhovedet. Hvis der foregår øgning, så medgår gevinsten til finansiering af kommunens videre forbrug snarere end, at kommunen vælger at reducere den kommunale skatteudskrivning.

Systemet giver heller intet incitament til at øge den økonomiske vækst, indkomstskabelsen og beskæftigelsen i kommune. Driftige kommuner, der forbedrer rammevilkårene for erhvervsvirksomheder og derfor i kombination med attraktive servicetilbud formår at tiltrække nye borgere, bliver faktisk straffet: For de rige kommuner betyder et øget indtægtsgrundlag at 93 pct. af merprovenuet skal afleveres til øget udligning. Tilsvarende vil fattige kommuner miste tilskud.

I regeringens udspil er der alene indbygget en justering af udligningen vedrørende selskabsskatten, der tilsigter at øge kommunernes interesse i at være hjemsted for selskaber.

Problemet med servicerammen

Hvis yderkommuner, der modtager udligning, vælger at forhøje serviceniveauet – det som regeringen påstår, er hele formålet med den øgede udligning – vil det betyde, at den samlede serviceramme for alle kommuner under ét vil stige med omkring 1,6 mia. kr.

Problemet er, at servicerammen er fastlagt i en aftale mellem regeringen og kommunerne og en overskridelse med 1,6 mia. kr. vil automatisk udløse en kollektiv bøde til kommunerne af tilsvarende størrelse.

Konsekvensen er, at Gentofte først skal opkræve øgede skatter hos borgerne – rige som fattige – for at finansiere den øgede udligningsregning. Dernæst vil kommunen blive pålagt en anseelig bøde for overtrædelse af servicerammen – en bøde som kommunen ikke kan betale!

Regeringen har endnu ikke tilkendegivet, om man er indstillet på at udvide den samlede serviceramme for kommunerne.

Den fuldstændig perverse konsekvens af regeringens såkaldte udligningsreform er derfor, at først skal Gentoftes borgere flås for op mod 50.000 kr. i gennemsnit. Dernæst skal borgerne tåle en skatteforhøjelse. Endelig må vi imødese at en af Danmarks mest veldrevne kommuner til næste år vil blive sat under administration af Indenrigsministeren, når vi ikke kan betale dummebøden for overtrædelse af servicerammen.

Andre negative konsekvenser af regeringens forslag

Det kritisable forslag til udligningsreform, regeringen har fremlagt, indebærer i nogle tilfælde:

• at der skal overføres penge fra veldrevne kommuner til kommuner hvor der bogstaveligt talt sløses med borgernes penge
• at der overføres penge fra kommuner med et givet serviceniveau til kommuner med et højere serviceniveau
• at der overføres penge fra kommuner, hvor rådighedsbeløbet for sammenlignelige familier er lavere end i den modtagende kommune
• at der overføres penge fra kommuner, hvor indkomst- og boligbeskatningen og virksomhedernes dækningsbidrag er højere end i den modtagende kommune
• at der overføres penge fra kommuner, hvor borgerne pålægges skatteforhøjelser til kommuner, hvor skatter og dækningsbidrag sænkes.

Det danske forsvar sender nu cirka 80 danske instruktører retur til al Asad-basen i Irak, hvor NATO-træningen af irakiske sikkerhedsstyrker genoptages efter en pause som følge af dronedrabet på Irans general Suleimani.

Udenrigsminister Jeppe Kofod kunne tirsdag den 27. november 2019 højest overraskende oplyse, at Danmark i slutningen af 2020 og halvandet år frem har overtaget ledelsen af NATO’s træningsmission i Irak, som Canada hidtil har ledet. Hovedkvarteret for den danske styrke på 200 soldater ved fuld styrke skulle ligge i Iraks hovedstad, Bagdad, og skulle udgøre ledelsen af NATO’s strategiske mission i Irak, der rådgiver irakiske officerer på strategisk niveau.

Jeppe Kofod understregede, at det er Danmarks eget initiativ, der har dannet baggrund for NATO-missionen.

Regeringens disposition har givet anledning til undren. Hvad vil Danmark og NATO i krudttønden Irak.

Udenrigsministeriets aktuelle rejsevejledning fraråder alle rejser til resten af landet pga. en meget høj sikkerhedsrisiko.

”Sikkerhedssituationen i landet er vanskelig og kan hurtigt forværres. Du bør holde dig på afstand af alle militære anlæg. Du bør også holde dig på afstand af demonstrationer og lignende, da det kan udvikle sig voldeligt.

Du bør holde dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder og nyhedsmedierne. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Der er ikke en dansk ambassade i Irak. Hvis du har akut brug for hjælp, kan du kontakte en anden EU-ambassade i Bagdad”.

Hvad er begrundelsen?

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) skal de danske soldater yde ”et vigtigt bidrag i kampen mod ISIL, hvis uhyrligheder fortsat udgør en stor trussel mod regionen og i sidste ende mod vores egen sikkerhed herhjemme”.

I Irak er Islamisk Stat i dag ikke den største trussel. Truslen kommer i højere grad fra forskellige væbnede grupperinger, der indbyrdes uenige alle er utilfredse med regeringen i Bagdad. Det er i dag især shiamuslimske militser, som er helt eller delvist kontrolleret af Iran, der udgør den største trussel.

Frem til midten af december 2019 har mindst 500 mennesker mistet livet under folkeopstanden i Bagdad og det sydlige Irak, hvor sikkerhedsstyrker har affyret skarp ammunition og tåregasgranater ind i de demonstrerende folkemængder.

Skiftende premierministre. Iraks præsident lover ny valglov og fremrykket valg som svar på folkeopstand

Efter parlamentsvalget i Irak den 12. maj 2018 blev den kurdiske politiker Barham Salih udpeget til posten som præsident, og efter et flere uger langt politisk opgør udpegede han herefter den 77-årige shiamuslimske Adil Abdul-Mahdi som premierminister.

Iraks befolkning er religiøst opdelt i sunnimuslimer og shiamuslimer og kurdere – der udgør et etnisk mindretal i forhold til det arabiske flertal.

Efter USA’s invasion i 2003 forsøgte man at sikre en mere stabil repræsentation af Iraks mange etniske og sekteriske grupper. Derfor indgik man en uofficiel aftale om, at præsidenten er kurder, premierministeren er shia, og parlamentets formand er sunni.

Den shiamuslimske Adil Abdul-Mahdi måtte trække sig fra sin post efter de voldsomme demonstrationer rettet mod den siddende regering.

Siden 1. februar 2020 har shiamuslimen Mohammed Tawfiq Allawi fungeret som premierminister i Irak.

Iraks præsident, Barham Salih har tilkendegivet, at der ”snart” vil blive afholdt valg.

Baggrunden er omfattende uroligheder

I begyndelsen af oktober udbrød der voldsomme demonstrationer i Irak. Mindst 500 har mistet livet, og over 10.000 er blevet såret.

Demonstranterne har været på gaden for at protestere over myndighedernes magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet.

Selvom krigen mod IS i Irak sluttede allerede i begyndelsen af 2018, hvor de sidste lommer af krigere blev nedkæmpet, har krigen sat sine spor.

Irak står over for massive og påtrængende humanitære udfordringer. Den fire år lange konflikt har betydet, at der fortsat er over 3 mio. internt fordrevne irakere, og flere millioner andre har akut behov for humanitær bistand.

Irak skal i realiteten mange steder genopbygges på ny. Som følge af konflikten er den civile infrastruktur i vidt omfang ødelagt. Det gælder bl.a. vandforsyningssystemer, sundhedsfaciliteter og skoler.

Konflikten har også medført en betydelig miljøpåvirkning i form af forurening af jord og grundvand med deraf følgende indvirkning på befolkningens sundhed og indkomstmuligheder.

De irakiske og internationale bestræbelser har ført til nogle resultater: 2 mio. fordrevne er faktisk allerede vendt tilbage til deres oprindelsessted. Ikke desto mindre forestår der stadig et stort arbejde med at bringe de resterende tre mio. fordrevne borgere hjem igen.

Den irakiske regering har haft tid og burde have sørget for sikkerhed, minerydning, retablering af basale tjenester og infrastruktur, skabt indkomstmuligheder og sikre et ansvarligt og repræsentativt civilt styre.

Det er desværre ikke sket i nødvendigt omfang.

Iraks udfordringer

EU har nøje vurderet situationen i Irak, og indstillingen er, at hvis stabiliserings- og genopbygningsprocesserne skal være effektive, skal de ledsages af en indsats for at opnå politisk forsoning og afhjælpe de problemer og svagheder, der skabte grobunden for IS.

Store dele af den regulære irakiske hær brød i 2014 sammen, da den stod over for den hurtige udbredelse af IS. Derfor opfordrede de irakiske politiske og religiøse myndigheder borgere til at tilslutte sig nye eller eksisterende væbnede grupper i “de folkelige mobiliseringsstyrkers” regi som et ekstraordinært og akut middel til at støtte de irakiske sikkerhedsstyrkers indsats for at standse IS og genvinde tabt land.

Irak har udover en række militser, hvor især de iransk-støttede er en magtfaktor, bibeholdt en kvalificeret, men lille kerne af den nationale hær, som har modtaget betydelig international støtte, herunder materiel og uddannelse.

På grund af den årelange konflikt og den deraf følgende militarisering af politiindsatsen er der imidlertid behov for reformer af det irakiske politi. Den nuværende civile politivirksomhed udøves på en måde, der ikke er i overensstemmelse med retsstatsprincippet og den har givet anledning til mistillid og protester i alle befolkningsgrupper.

Den irakiske regering har præsenteret flere reformprogrammer, som på papiret adresserede korruptionsbekæmpelse og retfærdig fordeling af den nationale velstand, herunder især olieindtægterne, konsolidering af retsstaten og overholdelse af menneskerettighederne samt en indsats for at nå frem til national forsoning og politisk inklusion.

Programmerne er imidlertid ikke blevet realiseret.

Den grundlæggende politiske splittelse og den vidt udbredte korruption og nepotisme har betydet at alle reformer har været uden effekt.

Manglende tillid til det politiske system

Tilliden til det politiske system er derfor ikke eksisterende. Det ville kræve, at landet havde en samlet national politik for social, politisk og økonomisk reintegration af befolkningsgrupper, særlig i de områder, der har været ramt af konflikt.

I stedet er der sket en tilbagevenden til de forhold, der førte til IS.

Situationen for Iraks talrige minoriteter har været utålelig, og det irakiske samfunds mangfoldighed, enhed og stabilitet er truet.

Regeringen har også svigtet i forhold til problemerne med fattigdom og social udstødelse på områder, som ikke er direkte berørt af krigen mod IS, herunder i den sydlige del af landet, eftersom velafbalancerede fremskridt og udvikling i hele landet er altafgørende for dets stabilitet.

Den økonomiske og finansielle udfordring

Indtil videre har Iraks olieindtægter ikke haft gunstige virkninger for landet som helhed på grund af korruption, ineffektive statsejede virksomheder, fokus på kortsigtet forbrug gennem en overdimensioneret offentlig sektor. Derfor lider Irak under vedvarende makroøkonomiske svagheder, som der hurtigt skal tages hånd om.

Landets bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger er faldet drastisk under krigen, og en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Olieproduktionen nåede allerede i 2017 igen op på ca. 4,5 mio. tønder om dagen, men de store dele af Iraks økonomi, der ikke har glæde af olieindtægterne, er sunket ned i recession og underskuddet på de offentlige finanser er enorme.

Den Internationale Valutafond, IMF, har måttet træde til med mia. af dollars. Fortsat støtte er imidlertid betinget af et finanspolitisk og økonomisk reformprogram, som den irakiske regering ikke har været i stand til at præsentere.

Samlet set er irakisk økonomi i recession

Irak er bundet af aftalerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) om at begrænse olieproduktionen og dermed er der ikke fra oliesektoren udsigt til bidrag til vækst i BNP og i det offentliges indtægter.

Samtidig er udfordringerne enorme. Omkostninger ved genopbygningen og reintegration af millioner af internt fordrevne, handicappede og traumatiserede personer, krigsveteraner og unge, der har fået afbrudt deres uddannelse.

Desuden står landet over for en vanskelig opgave med at skabe beskæftigelse til den hastigt voksende unge del af befolkningen. Strukturelle ændringer vil tage mange år, og der er behov for omgående foranstaltninger, der integrerer den voksende unge del af befolkningen på arbejdsmarkedet.

Det understreger betydningen af at satse på udvikling af den private sektor og udenlandske direkte investeringer (FDI). Desværre er den nuværende politiske og økonomiske situation ikke fremmende for private investeringer.

Protesterne truer Irans indflydelse

Irak er Irans politiske allierede og Irans præsident, Hassan Rouhani, har aflagt flere officielle besøg i Irak. Bestræbelserne går på at styrke båndene mellem det shiamuslimske Iran og Iraks shiamuslimsk ledede regering, der er en stærk allieret til regimet i Teheran.

Grænsen mellem Iran og Irak er på 1.400 kilometer, og territoriale stridigheder var årsagen til 8 års krig mellem Iran og Irak i 1980’erne under Saddam Hussein – en krig der kostede livet for over 1 million mennesker.

Iraks økonomiske betydning for Iran

Irans eksport til Irak udgjorde i 2018 næsten 9 milliarder dollars. Teheran håber, at den samlede omsætning mellem de 2 lande kan øges fra omkring 13 milliarder dollar til 20 milliarder dollar.

Man skal desuden være opmærksom på den økonomiske betydning af den religiøse turisme på omkring 5 milliarder dollar på årsbasis, når 5 millioner irakere og iranere besøger hellige shiamuslimske steder i de to lande.

Sanktionerne

Trods historiske modsætninger ser Iran i dag Irak som en allieret og et muligt redskab for omgåelse af de amerikanske sanktioner, som igen er i kraft i fuldt omfang, efter Donald Trump den 8. maj 2018 trak USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action), og alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Urolighederne i Irak er primært rettet mod deres egen elite, men protestbevægelsen er også næret af Irans indblanding i irakisk politik.

Under opstandene har demonstranter udtrykt afsky over for Irans voksende indflydelse. I Irak har de iransk-støttede militser skudt og dræbt irakiske demonstranter siden begyndelsen af oktober. Flere hovedkvarterer for iranske stedfortrædergrupper er efter brandattentater nedbrændt i de sydirakiske byer Amarah, Nassriyah og Samawah.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har helt som forventet anklaget USA, Israel og Saudi Arabien for at stå bag protestbølgen i Irak.

Demonstranterne i Bagdad afviser påstanden, men rationalet skulle være, at Khamenei tvinges til at bruge nogle af Irans knappe ressourcer på at stabilisere sine allierede i Irak (og i Yemen og i Libanon).

Der er ingen tvivl om, at Irans indsats i Syrien har kostet, og det er spørgsmålet, om Iran stadig har ressourcer til at understøtte sine allierede?

På borgermødet i Gentofte mandag den 17. februar 2020 om udligningsreformen prøvede borgmester Hans Toft forgæves at få et svar fra socialdemokraten Jeppe Bruus på det helt centrale spørgsmål om konsekvenserne for den samlede serviceramme for kommunerne.

Regeringen lægger op til, at der skal flyttes omkring 1,6 mia. kr. fra de såkaldt rigeste til de såkaldt fattigste kommuner. Det skal muliggøre at disse kommuner kan tilbyde deres borgere – børn, unge og gamle – det samme serviceniveau, som andre steder i landet.

Hvis kommuner som Gentofte, der skal betale, ikke ønsker at forringe ydelserne til borgerne, men hæver skatten for at kunne betale den øgede udligning, vil det betyde at det samlede skattetryk stiger. Den skattestigning vil regeringen – siger de – kompensere for ved at sænke bundskatten – også i de yderkommuner, der modtager øget udligning.

Hvis yderkommunerne vælger at forhøje serviceniveauet – det som regeringen påstår, er hele formålet med den øgede udligning – vil det betyde, at den samlede serviceramme for alle kommuner under ét vil stige med omkring 1,6 mia. kr.

Problemet er, at servicerammen er fastlagt i en aftale mellem regeringen og kommunerne og en overskridelse med 1,6 mia. kr. vil automatisk udløse en kollektiv bøde til kommunerne af tilsvarende størrelse.

Konsekvensen er, at Gentofte først skal opkræve øgede skatter hos borgerne – rige som fattige. Dernæst vil kommunen blive pålagt en anseelig bøde for overtrædelse af servicerammen – en bøde som kommunen ikke kan betale!

Borgmester Hans Toft forsøgte – forgæves – på borgermødet at få et svar fra Jeppe Bruus, der i øjeblikket er formand for Folketingets Finansudvalg, om regeringen er indstillet på at udvide servicerammen for kommunerne.

Den fuldstændig perverse konsekvens af regeringens såkaldte udligningsreform er derfor, at først skal Gentoftes borgere flås for op mod 50.000 kr. i gennemsnit. Dernæst skal borgerne tåle en skatteforhøjelse. Endelig må vi imødese at en af Danmarks mest veldrevne kommuner til næste år vil blive sat under administration af Indenrigsministeren, når vi ikke kan betale dummebøden for overtrædelse af servicerammen.

Det er dybt godnat og helt uforståeligt, at Venstre ikke også har forladt forhandlingerne med en regering, der tydeligvis ikke aner hvad de har mellem hænderne.

 

 

19 skribenter offentliggjorde i Jyllands-Posten den 8. maj 2019 12 teser som deres bidrag til en mere nuanceret udenrigspolitisk debat. Ifølge den blandede gruppe af udenrigsaktivister, der omfattede den politisk forvirrede, men angiveligt nationalkonservative Kaspar Støvring, svækkes danske værdiers autoritet, hvis landets udenrigspolitik knyttes for tæt til allierede, der i praksis til tider er på kant med traditionelle danske og europæiske idealer. Skribenterne hentydede muligvis til USA, men de nye globale magtforhold gør det ifølge skribenterne under alle omstændigheder endnu mere nødvendigt, at vi igen får en mere nuanceret udenrigspolitisk debat i Danmark, som ikke blot deler verden sort-hvidt op i ”venner” og ”fjender”, men får øje på verdens mange farver og gråtoner.

Skal vi lytte mere til Rusland og Kina?

Anbefalingen er, at vi ikke kun skal lytte efter USA og vesteuropæiske lande, men intensivere vores samkvem med nye allierede som Rusland og Kina. Som overhængende trusler ligestilles den amerikanske præsident med despoter som Putin og Xi Jinping, og de påståede fordele ved den vestlige, liberale samfundsmodel er ifølge tesemagerne et ”skønmaleri”.

Annekteringen af Krim og aggressionerne overfor Ukraine er ifølge skribenterne ”forventelige” modreaktioner fra et stadig mere marginaliseret Rusland. Endelig skal vi give plads til mangfoldigheden og som Mao lade de 1000 blomster blomstre.

Er det hele konciperet i Moskva?

Hele indlægget i Jyllands-Posten der tydeligvis var tænkt som et indspark i debatten op til Folketingsvalget den 5. juni, kunne meget vel være konciperet i Moskva. Skribenterne, der lægger navn til misinformationen, overser ganske, at Danmark for længst er gået ud på den galej, hvor traditionelle værdier og pejlemærker forkastes. Bekymrede patrioter, der mener, at det danske samfunds sammenhængskraft ødelægges af det multikulturelle samfunds værdipluralisme, bagatelliseres og latterliggøres. Det mere end antydes, at disse ”deplorables”, disse chauvinistiske nationalister er de ringest uddannede, de er knap nok stuerene, og de har – som de fascister i svøb de er – intet krav på respekt.

Hvis de etablerede medier havde været deres opgave voksen, kunne de passende have brugt spaltepladsen på at henlede danskernes opmærksomhed på, at vi længe i al stilfærdighed og ubemærkethed har skiftet heste, hvad angår vores udenrigspolitik.

Afvist støtte til USA

Mens tidligere havde en kryptoradikal udenrigsminister, har vi under en fuldblods socialdemokrat sammen med EU-lande som Tyskland og Frankrig bevæget os væk fra USA. Det er sket med alle vores forbehold og kritik i forhold til USA og NATO, og det er sket, da vi har nægtet at støtte USA’s opsigelse af atomaftalen med den shiamuslimske slyngelstat, Iran.

En aftale, der fra 2015 til 2018 har tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Det er imod al fornuft, at vi sammen med EU har undsagt USA, men vi har gjort ondt værre. EU etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og til Frankrigs tilfredshed i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Er Socialdemokratiet enig med Kasper Støvring?

Det bemærkelsesværdige er, at de 12 teser og anbefalingerne vedrørende dansk udenrigspolitik ikke syntes at have givet anledning til reaktioner fra den Socialdemokratiske regering. Men de er måske enige?

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11366080/12-teser-for-en-mere-nuanceret-udenrigspolitisk-debat/?fbclid=IwAR3NpHDNgNDvn1B-W0jcCGE0pRxCLPwG2GcNPnreE92wERNMJB3dE04TDVw

 

I øjeblikket er Iran i de danske medier, fordi tre eksil-iranere er sigtet for spionage for Saudi-Arabien. Iranerne, der residerer i Ringsted, er medlemmer af en arabisk-iransk gruppe, ASMLA, der i konflikt med det shiamuslimske regime kæmper for at få oprettet en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran ved byen Ahwaz. Iranske agenter har tilsyneladende forsøgt at likvidere dem, fordi de af iranerne anses for at være terrorister og agenter for Saudi-Arabien.

Spændende, men for Mellemøst-interesserede er det også interessant, at der den 21. februar 2020 afholdes valg til det iranske parlament – Islamic Consultative Assembly (Majlis-e Shura-ye Eslami).

Parlamentet har 290 medlemmer, hvoraf 285 medlemmer vælges direkte i 196 valgkredse – enten enkeltmandskredse eller i valgkredse med flere repræsentanter ved forholdstalsvalg.

Langt hovedparten af iranerne er shiamuslimer, men 5 pladser i parlamentet er forhåndsreserveret til 1 repræsentant for zoroastrianerne, 1 repræsentant for jøder, 1 repræsentant for tilhængere af den kaldeiske katolske kirke og 2 repræsentanter for armenere i henholdsvis nord- og syd Iran.

Vælgerne er iranske statsborgere over 18 år, der ikke er erklæret sindssyge. Indtil 2016 var valgretsalderen faktisk kun 15 år – verdens laveste valgretsalder!

Forhåndsgodkendelse af kandidater

Alle kandidater skal inden opstilling godkendes af Vogternes Råd (Guardian Council), der består af 12 medlemmer, hvoraf 6 medlemmer er eksperter i islamisk lov og udpeges af Irans statsoverhoved. 6 medlemmer udpeges af Parlamentet (Majlis) blandt 6 muslimske jurister indstillet af den øverste chef for justitsvæsenet i Iran (der også er udpeget af statsoverhovedet!).

Irans statsoverhoved (Supreme Leader) er Grand Ayatollah Sayyid Ali Hosseini Khamenei, der har regeret siden 1989. Inden var han præsident fra 1981 til 1989, hvor han efterfulgte Ayatollah Khomeini som statsoverhoved.

Irans Supreme Leader udpeges af forsamlingen af eksperter (Assembly of Experts), der består af 88 medlemmer, der vælges ved offentlige valg for en valgperiode på 8 år blandt kandidater godkendt af Irans statsoverhoved.

Irans præsident – Hassan Rouhani – er folkevalgt for 4 år, og han er nu i sin 2. embedsperiode. Præsidenten er at sammenligne med en premierminister i andre lande, der udpeger og leder regeringen.

Krav til kandidaterne

Kandidaterne til parlamentsvalget skal være iranske statsborgere, tilhængere af den islamiske republik, der lover at overholde forfatningen, være praktiserende muslim (undtagen de 5 særlige repræsentanter), være uberygtede, være mellem 30 og 75 og i god helbredstilstand.

Kandidater vil blive diskvalificeret, hvis de har mentale lidelser, aktivt støtter illegale eller regeringsfjendtlige politiske partier eller organisationer, er konverteret til en anden tro, er blevet dømt for korruption, forræderi, svindel, er stofmisbruger eller narkohandler eller er dømt for at overtræde Sharialoven. Kandidater skal kunne læse, de må ikke have haft en rolle i regeringen inden 1979, og de må ikke være store jordbesiddere.

Ministre, medlemmer af Vogternes Råd, Højesteret, chefen for Administrationsdomstolen, Rigsrevisor en række højere embedsmænd, religiøse medlemmer og medlemmer af de væbnede styrker eller Revolutionsgarden kan ikke stille op til parlamentsvalget.

Hovedfløjene i iransk politik

Der er 2 hovedfløje i iransk parlamentspolitik: Reformisterne og Principlisterne.

På reformistfløjen er det centrale parti Moderation and Development Party, der betragtes som pragmatisk, demokrati- og centrumorienteret. Reformister støtter generelt mere engagement med Vesten såvel som politiske og økonomiske reformer. Den iranske præsident, Hassan Rouhani, kommer herfra.

Principlisterne med partiet Combatant Clergy Association opfattes i vesten som konservative, højreorienterede fundamentalister og hardlinere. Principlisterne har mistillid til USA og Vesten og støtter en mere konservativ politisk og økonomisk linje i overensstemmelse med Ayatollah Ali Khameneis ortodoksi.

Det nuværende parlament – resultatet af parlamentsvalget den 26. februar 2016 inkluderer 120 reformister; 86 Principlister; 10 associerede principlister; 66 uafhængige; og fem mindretal.

Er valget afgjort på forhånd?

Der spekuleres blandt kritikerne af præstestyret på, om Vogternes Råds godkendelse af kandidater allerede har afgjort udfaldet af valget den 21. februar 2020.

Myndighederne har oplyst at 7.296 ansøgninger om tilladelse til opstilling er afvist, mens 2.148 er godkendt.

Det forlyder fra Reformistfløjen, at 75 pct. af Reformist-kandidaterne, der stillede op til genvalg, ikke har opnået godkendelse fra Vogternes Råd. Ifølge disse kredse er der ikke tvivl om valgets udfald, når hovedparten af kandidaterne er hardlinere og Principlister.

De omkring 30 pct. af befolkningen, der støtter Præsteregimet, vil møde op og stemme, mens mange Reformister fra byernes middelklasse vil afholde sig fra at stemme.

Svindel?

Den 27. januar 2020 har Mahmoud Sadeghi, tidligere parlamentsmedlem og nuværende kandidat, på Twitter oplyst, at han under hånden er blevet afkrævet $ 300.000 for en godkendelse af Vogternes Råd.

Udviklingen siden sidste valg i 2016

Reformister blev den største blok i parlamentet i 2016. Irans atomaftale med USA og Vestmagterne, som i det væsentligste tilskrives Rouhanis indsats, var populær blandt reformisterne og folk herfra er indgået i Rouhanis regering.

Hardlinerne og Principlisterne har gjort Rouhani ansvarlig for sammenbruddet af den nukleare aftale og den økonomiske krise i Iran, som er udløst af Trump-administrationens sanktioner.

Rouhanis beslutning om at reducere brændstofsubsidierne i november 2019 udlægges også som et symbol på hans mislykkede politik.

Brændstofpriserne

Forhøjelsen af brændstofpriserne var en økonomisk nødvendighed; Efter atomaftalen oplevede Iran en kort økonomisk opblomstring, men nu er Iran klart i økonomiske vanskeligheder. Bruttonationalproduktet falder, inflationen er på mere end 35 pct., olieeksporten er faldet til ca. 500.000 tønder fra 2,1 millioner tønder pr. dag i 2016.

De forhøjede brændstofpriser i slutningen af 2019 udløste udbredt oprør, som ordensmagten slog hårdt ned på og hundreder, måske endda tusinder, blev dræbt.

Da Revolutionsgardens Quds Force-kommandant Qassem Soleimani blev dræbt ved et amerikansk droneangreb den 3. januar 2020 så det umiddelbart ud til, at iranerne støttede op om det iranske flag, præstestyret og Revolutionsgarden (Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC).

Imidlertid blev Irans nedskydning af et ukrainsk passagerfly den 8. januar, der dræbte 176 mennesker, snart en kilde til enorm offentlig forargelse.

Nedskydningen fandt sted under et missilangreb på en irakisk base, der husede amerikanske (og danske) styrker som gengældelse for drabet på Soleimani.

Regeringen løj og forsøgte at dække over fejlen. Hændelsen førte til, at adskillige andre uheld og uregelmæssigheder, der kunne have ført til andre katastrofer i lufttrafikken, blev afsløret.

Rouhani-regeringen er udfordret

Rouhani-regeringen står overfor store udfordringer.

Den største er sammenbruddet i atomaftalen og sanktionerne, der dybt har desillusioneret den iranske offentlighed og nedtonet deres forventninger til et positivt udkomme af det kommende valg. Hvad der forværrer apatien, er den utroligt dårlige indsats mange reformistiske parlamentsmedlemmer og medlemmer af Rouhanis regering har ydet siden 2016.

Man skal huske, at Reformisterne valgt valget i 2016 takket være en bemærkelsesværdig mobilisering og høj valgdeltagelse fra en befolkning, der desperat håbede på forandring.

Reformisterne og folkene omkring præsident Rouhani prøver at sprede det indtryk, at den iranske ”deep state” – dvs. Khamenei, Revolutionsgarden og tilknyttede institutioner – ikke tillader Reformisterne og Rouhani at gennemføre deres politik, herunder at indlede forhandlinger med Vesten. Spørgsmålet er, om befolkningen har tillid til, at en ny atomaftale afgørende kan forbedre levevilkårene i Iran?

USA er parat til forhandlinger

Valget i Iran kommer på et tidspunkt, hvor USA appellerer til reformkræfterne i Iran og signalerer villighed til at forhandle.

I præsident Trumps “State of the Union”-tale den 4. februar 2020 sagde han om Iran:

“In recent months, we have seen proud Iranians raise their voices against their oppressive rulers.  The Iranian regime must abandon its pursuit of nuclear weapons; stop spreading terror, death, and destruction; and start working for the good of its own people.

Because of our powerful sanctions, the Iranian economy is doing very, very poorly.  We can help them make a very good and short-time recovery.  It can all go very quickly, but perhaps they are too proud or too foolish to ask for that help.  We are here.  Let’s see which road they choose.  It is totally up to them.”

Hvad vil Præstestyret?

Uanset valgets udfald, er sammensætningen af det iranske parlament – Majlis – næppe afgørende for Irans fremtidige politiske kurs.

Præstestyret med Ayatollah Ali Khamenei i spidsen og kontrollen med de væbnede styrker og Revolutionsgarden vil have større betydning end selv en uventet valgsejr til Reformisterne.

Der er dog ingen tvivl om, at udviklingen har sat det iranske præstestyre under pres, og spørgsmålet er om præstestyret kan opretholde sit hjemlige diktatur. Det kommende valg vil næppe i sig selv være afgørende. Meget tyder på, at Iran vil afvente udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, før de tager mod et eventuelt tilbud om at forhandle en ny atom-aftale.

Præsident Rouhanis embedsperiode udløber i 2021, og det kommende præsidentvalg kan også give indikationer om den fremtidige kurs.

Iran deltager i sikkerhedskonference i München

Sikkerhedskonferencen (56th Munich Security Conference in Germany) begyndte i München den 14. februar og sluttede søndag den 16. februar.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, deltog lørdag den 15. februar i en session på konferencen, ”’A conversation with Iran”. Zarif omtalte konflikten med USA efter det amerikanske droneangreb på Revoilutionsgardens general Qassem Suleimani, og han sagde, at for Irans vedkommende var gengældelsen gennemført: “The response in self defence under Article 51 of the UN Charter was concluded,” sagde han. “That’s it.”

Zarif ville dog ikke udelukke, at Irakiske grupperinger kunne finde på at angribe amerikanske må.

Baggrund

Atomaftalen

I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.

Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Det var i hvert fald præsident Barack Obamas og udenrigsminister John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.

Aftalen stipulerede, at omverdenens sanktioner mod Iran gradvist ville blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der Principlisternes muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger, herunder Saudi Arabien, absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne

I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram;  Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Efter atomaftalen steg eksporten af olie igen kortvarigt til 2,1 millioner tønder, men faldt efter de amerikanske sanktioner til omkring 500.000 tønder.

Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 35 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var FN-sanktioneret og iværksat af USA, men tillige af EU, Japan og Syd Korea.

USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran

Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas. Hertil kom manglende tillid til at Iran rent faktisk ville afvikle atomvåben-programmet.

Irans indflydelse i Mellemøsten

Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede.

Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.

Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten var optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, havde Iran – med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen – travlt med at udbrede sin indflydelse efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza.

I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.

Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering i Irak, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani den 3. januar 2020 var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.

Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.

De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring slog Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde i 2019 ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.

Fra angreb på USA’s allierede i regionen gik Suleimani over til at chikanere og direkte angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages, at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønskede en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet, og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.

Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump nøjedes i første omgang med at sende et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 – ifølge amerikanske embedsmænd – til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra de iransk støttede Hizbollah-brigader.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

3. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Detonationerne påførte angiveligt et antal amerikanske soldater hjernerystelser m.v.

Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

 

 

 

Mens Kristeligt Dagblad i uge 7 gjorde opmærksom på, at 80 pct. af verdens forfulgte er kristne. At henved 245 millioner kristne forfølges pga. tro. På bare ét år er 4.305 kristne blevet dræbt på grund af deres tro. 1.847 kirker er blevet angrebet. Og 3.150 kristne er blevet tilbageholdt uden rettergang, udspyede DR ligegyldige Tv-programmer, og SAS offentliggjorde en reklame med budskabet om, at alt skandinavisk stammer fra andre steder i verden.

Hermansen

En såkaldt konservativ meningsdanner som Anne Sophie Hermansen var uanset trosretning mere interesseret i TV-underholdningsprogrammet ”Fars pige”. Over en helside i Berlingske Tidende udbreder Hermansen sig om at Tv-programmet var et udtryk for kulturelt forfald, hvor menneskelige værdier blev erstattet af materialisme.

Støvring

Kasper Støvring, forfatter og foredragsholder, gav også fanden i de kristnes skæbne i Mellemøsten.  Støvring har trods sin decideret ucharmerende fremtoning opnået en vis status, der viser, at man i tweet- og blogæraen kan nå et publikum uden af være intellektuelt overfrankeret.

Kasper Støvring minder om Peter Sellers filmfigur, Mr. Chance, der i hele sit liv har boet isoleret som gartner i en excentrikers villa. Da ejeren dør, kommer den midaldrende Chance ud i den verden, han kun har kendskab til gennem tv. ”Jeg kan ikke skrive eller læse. Men jeg kan godt lide at se fjernsyn,” siger Chance. Han taler med et barns enfoldighed om rødder, jord og solskin – og han bliver ligesom Kasper Støvring skiftevis fortolket som poet, filosof og den modkulturelle og nationalkonservative stemme, visse provinsborgerlige har higet efter.

Kasper Støvring er ikke overrasket over reklamen. Den taler ind i en tid, hvor store virksomheder er blevet enormt globalistiske og har forkastet det nationale. ”Men SAS forregner sig, når de laver politisk korrekte reklamer, der hører til i 1990’erne. Det kan man jo bare se på modtagelsen af den,” siger han. Ifølge Kasper Støvring udtrykker reklamen et paradoks. På den ene side er den udtryk for en art kulturel selvforkastelse. ”På den anden side udtrykker den en skjult arrogance over for andre kulturer. Den prøver at fortælle, at vi skandinaver er innovative, berejste og kan tænke stort. Vi kan nå det universelle standpunkt. Vi er ikke fanget nede i det her mudrede morads af kultur og vaner, som de andre er,” siger han.

Begge borgerlige debattører bidrager med deres narcissistiske prioriteringer, ucharmerende fremtræden og fortænkte udtalelser til konservatismens dårlige ry i Danmark.

 

 

 

 

 

 

400-års jubilæum for Tranquebar

I 1620 indgik den danske admiral Ove Giedde på vegne af Christian den 4. en aftale med fyrsten af Thanjavur en aftale om leje af land og etablering af en handelsstation i Tranquebar 250 km syd for Chennai (Madras) i det sydligste Indien.

Det danske Ostindisk Kompagni etablerede her et støttepunkt for handel og søfart mellem København og Indien. Et eller to skibe ankom årlig fra København, men i 1639 ophørte sejladsen. Tranquebar forblev dog på danske hænder, og i 1670 genoptog det reorganiserede Ostindisk Kompagni farten, men først med etableringen i 1732 af Asiatisk Kompagni blev den regelmæssig med et skib årlig.

Den dominerende vare var indiske bomuldsstoffer, men efter ca. 1750 flyttede centret for produktionen til Bengalen.

På højden af aktivitetsniveauet i 1700-tallet boede der et par hundrede danske embedsmænd, soldater og handelsfolk i Tranquebar, som aldrig blev et økonomisk aktiv for Danmark.

Under Napoleonskrigene 1801-02 og 1808-15 var byen besat af briterne, og efter nogle årtier med hensygnende handel købte Storbritannien den i 1845.

Kastellet Dansborg og enkelte bygninger er bevaret.

Ingen væsentlig samhandel, men kulturinstituttet og Dansk-Indisk Handelskammer agiterer

Danmark har af uforståelige grunde etableret et kulturinstitut i Indien, og sammen med Indian-Danish Chamber of Commerce foregøgles det i en kronik i dagbladet Børsen den 13. februar 2020, at der er store eksportmuligheder i Indien, hvor regeringen har sat sig ambitiøse klimamål – dvs. ambitiøse efter indiske forhold!

Samhandlen mellem Danmark og Indien er begrænset. I øjeblikket udgør den danske eksport mindre end 0,5 pct. af den samlede eksport, og i 2018 havde Danmark et mindre handelsoverskud i forhold til Indien på 200 mio. kr. Det var hverken dansk svinekød eller miljøteknologi, der trak op. Overskuddet stammede især fra overskuddet på tjenestebalancen (søtransport).

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg, der startede den 11. april og sluttede søndag den 19. maj, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen. Narendra Modi vil med et komfortabelt flertal kunne regere videre i de næste fem år.

At Modi vandt, var forventeligt. At han vandt så overbevisende, er overraskende. For det så svært ud ved årsskiftet. Arbejdsløsheden var på sit højeste i 40 år, og landbruget befandt sig i en historisk krise. Samtidig så det ud til, at Rahul Gandhi kunne genrejse Kongrespartiet.

Narendra Modi og BJP brugte dygtigt de sociale medlemmer, og fik faktisk budskabet ud i alle hjørner af Indien: Kun Modi kunne garantere indernes sikkerhed og velfærd!

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

Der er ingen tvivl om, at Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Konflikter i Indien

Indien er samtidig et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien – med en befolkning på 1,3 mia. mennesker – beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.

Realiteten er, at landet er præget af konflikter mellem hinduer og muslimer – konflikter, der var en realitet længe inden briterne underlagde sig Indien.

Hindunationalisme

Selvstændighedsbevægelsen var i høj grad var drevet af hindunationalistiske bevægelser, men delingen af Britisk Indien i 1947, var baseret på et ønske fra især muslimer om at få deres eget land, og sigtede på at fordele områder med muslimsk flertal til Pakistan og resten til Indien. Efter selvstændigheden fik Indien en sekulær forfatning, og dem, der ønskede en hinduistisk stat – et rent Hindustan – blev slemt skuffede.

Det bør ikke glemmes, at Mahatma Gandhi blev myrdet af en hinduistisk fanatiker.

Den hindunationalistiske bevægelse har imidlertid stedse været aktiv. I dag tegnes bevægelsen især af Modis parti, BJP, Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, der siden valget i 1996 har været Indiens største parti, og ved valget i 2014 med Narendra Modi kunne indtage premierministerposten. BJP er det stærkeste parti i den ”Nationaldemokratiske Alliance” (NDA). Det andet største parti i den regerende alliance er det hindu-fundamentalistiske parti ”Shiv Sena”.

Narenda Modi

Frem til finanskrisen kunne Indien opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct., og BJP og Narenda Modi vandt i høj grad parlamentsvalget i 2014 på et løfterigt økonomisk reformprogram.

Fundamentale Hindu nationalister fra bevægelsen Rashtriya Swayamsevak Sangh, RSS, der indtager prominente pladser i ledelsen af BJP, er især optaget af at fremme ”Hindutva” (Hinduhed) overalt i det indiske samfund. Det må ikke glemmes, at Modis regeringsparti, BJP, fungerer som en slags partipolitisk gren af RSS og henter store dele af sin politik og ideologi fra organisationen.

Det forlyder, at store grupper af fattige muslimer ”omvendes” til hinduismen ved løfter om adgang til offentlige støtteprogrammer m.v. Det er formentlig ikke mindst den udvikling, der har betydet, at der i indiske muslimske kredse er en klangbund for propaganda fra organisationer som al-Qaeda.

Forholdet til muslimer og Pakistan

Samtidig er der latente problemer i forhold til Pakistan. Siden Indiens deling i august 1947, der resulterede i oprettelsen af Republikken Indien og Den Islamiske Republik Pakistan, har der været konflikter mellem Indien og Pakistan, herunder tre store krige, en mindre krig og en række væbnede træfninger mellem de to lande. Bortset fra den indisk-pakistanske krig i 1971, der tog sit afsæt i Bangladesh’ (Østpakistans) løsrivelse fra Pakistan, har alle konflikterne drejet sig om den omstridte region Kashmir.

Selvom kendsgerningen er, at en række af de mest vidtgående økonomiske reformløfter stadig ikke er indfriet, har konflikten med Pakistan og den heraf bølge af hindunationalisme utvivlsomt været til fordel for Narendra Modi.

Spørgsmålet er om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Det kunne betyde en revidering af den indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Økonomiske reformer

Asian Development Bank vurderer at den økonomiske vækst i Indien i 2020 vil være på 5 – 6 pct., men de af Modi lovede reformer, der skal skabe ny vækst i økonomien og aktiemarkedet, lader imidlertid vente på sig.

Der er ingen tvivl om, at Indiens vækst først og fremmest drives af den indenlandske efterspørgsel. Den globale vækst er i modvind, og Indiens relativt lukkede økonomi får ikke nogen hjælp fra den side. Modi har forsøgt at kapre produktion og arbejdspladser til Indien fra andre vækstøkonomier gennem ”Make in India” kampagnen, hvilket dog endnu ikke har givet nogen vækst i industriproduktionen.

Udsigterne for eksport af dansk klimateknologi

Når inderne erfarer, at hver dansker udleder mere end 6 gange så meget CO2 som en inder, må det nødvendigvis give anledning til spørgsmål om Danmark virkelig er i den ”grønne førertrøje” i forhold til Paris-målsætningerne.

Det må forventes, at inderne tøver med at skrive under på store købsaftaler, når de også bliver informeret om, at almindelige danskere betaler over 60 kr. pr. m3-vand, at benzinprisen er på over 12 kr. pr. liter oktan 95, at el koster cirka 2,40 kr. pr. kWh. inklusiv skatter og afgifter, at renovationsudgifterne er tårnhøje, og at et typisk parcelhus på 130 m2. koster omkring 14.000 kr. at varme op om året.

Inderne vil også stille spørgsmålet, om ikke Danmark har valgt nogle meget dyre løsninger, når de erfarer at ganske almindelige lønmodtagere er udsat for verdens højeste skatte- og afgiftstryk, og at prisniveauet for ganske almindelige dagligvarer i Danmark ligger 38 pct. over EU-gennemsnittet?

Forholdet mellem Danmark og Indien

Det bilaterale forhold mellem Indien og Danmark belastes ydermere af den såkaldte Holck-sag. I midten af 90’erne var danskeren Niels Holck med til at bevæbne en lokal militant oprørsgruppe i det nordvestlige Inden. Indien opfatter Niels Holck som en farlig terrorist med mange indiske liv på samvittigheden, og siden 2002 har de indiske myndigheder forlangt ham udleveret til retsforfølgelse.

Danmark har nægtet, og regeringen har stedse henvist til danske domstoles uafhængighed – et argument, der absolut ikke gør indtryk i Hindustan!

 

Et udspil fra Venstre og de Radikale, der skal få flere til at købe elbil, møder kritik fra E.ON, der sætter ladestandere op til de grønne køretøjer. Venstre og Radikales udspil fokuserer blandt andet på flere ladestandere til elbiler.

Problemet er ifølge E.ON ikke manglen på strøm, det er prisen på elbiler og den fastfrossede afgift.

Elbiler var tidligere helt fritaget for registreringsafgift og det betød, at hver eneste af den mest solgte elbil – Tesla – blev støttet med en afgiftsfritagelse på omkring 1 mio. kr.

Det blev herefter politisk aftalt at genindfase afgifter på elbiler begyndende med 20 procent i 2016, stigende til 40 procent i 2017, 60 procent i 2018 for at ende på 100 procent i 2020.

Afgiftsstigningen betød, at salget af elbiler næsten gik i stå, og derfor blev den politiske aftale i april 2017 justeret og registreringsafgiften blev holdt nede på 20 procent indtil der var solgt 5.000 elbiler.

Registreringsafgiften for el-biler beregnes efter de almindelige regler for personbiler, motorcykler, varebiler og busser.

De seneste politiske aftaler betyder, at af den beregnede afgift betales 40 pct. i 2020, 65 pct. i 2021, 90 pct. i 2022 og 100 pct. i 2023. I 2020 gives derudover et fradrag på 77.500 kr.

For en Tesla Model X til 690.000 kr. uden afgift betyder fastfrysningen af registreringsafgiften, at afgiften er næsten 100.000 kr. lavere, end hvis ellers den planlagte stigning ikke var blevet aflyst.

Hvorfor prøver tyske E.ON at påvirke dansk energipolitik?

Det tyske energiselskab E.ON har påtaget sig at fremme den grønne omstilling i Danmark – ikke mindst på elbil-området. Formålet er at fremme elbilsalget i Danmark.

Salget af elbiler er i Danmark behersket, mens det stiger støt i andre lande.

Danmarks ambitiøse målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. inden 2030 vil efter Klimarådets opfattelse kræve 1,5 millioner elbiler på de danske veje, hvis transportsektoren alene skal tage sin andel af reduktionsforpligtigelserne frem mod 2030.

Det er imidlertid et godt spørgsmål, om vi bedst og billigst når klimamålene ved at yde millionstore skatterabatter til ejere af Tesla-sportsvogne.

Hvem er E.ON?

Tyskejede E.ON er ikke kun et af verdens største privatejede selskaber indenfor sort, fossil energi, men formentlig også det mest utroværdige. Siden 2011, hvor den offentlige tilskudsgivning til vedvarende energi i Tyskland og andre europæiske lande gik grassat, og Tyskland samtidig besluttede at opgive kernekraft efter den japanske Fukushima katastrofe, har E.ON involveret sig i den grønne omstilling.

Tidskiftet The Economist har nøje beskrevet, hvordan selskabet desperat har prøvet at opbygget et nyt og ”grønnere” image. E.ON er derfor delt. Den ”sorte” del af virksomheden – kernekraftværker, kul, brunkul og gasfyrede værker og andre aktiviteter udsatte for svingende råvarepriser og klimaaktivisters kritik – er udskilt i et særligt selskab – Uniper, mens den mere ”grønne” del af virksomheden er videreført under bl.a. navnet E.ON.

Nord Stream 2

Uniper er i øvrigt et af de europæiske gasselskaber, der sammen med russiske Gazprom er i gang med at etablere den kontroversielle gasledning Nord Stream 2, der skal transportere naturgas fra Rusland til det europæiske marked.

Det overraskende er, at E.ON, der formentlig kontrollerer den største del af Europas mest klimabelastende energiforsyning, tillader sig at have stærke meninger om ambitionsniveauet i dansk klimapolitik.

E.ON i Danmark hævder selv, at firmaet tager del i den grønne omstilling og fokuserer på produktion af energi fra vedvarende energikilder, energinetværk og energieffektive kundeløsninger. E.ON’s investeringer og aktiviteter udgør ”byggeklodser til fremtidens energisystem og den omstilling, der gradvis finder sted på energimarkedet i overgangen fra fossil til vedvarende og CO2-neutrale energikilder”.

E.ON Danmark er 100 pct. ejet af E.ON Sverige AB, der er Sveriges næststørste energiselskab og tidligere kendt under navnet Sydkraft. E.ON Sverige ejes igen af Uniper i Tyskland.

Registreringsafgiften på el-biler bremser for E.Ons fortjeneste

En af ”byggeklodserne” til fremtidens energisystem er ifølge E.ON elbiler. E.ON sælger ikke selv el-biler, men strøm, og i forventning om en stor fortjeneste, har E.ON investeret massivt i ladestationer til elbiler i Danmark. Fortjenesten er imidlertid udeblevet, og det går ikke bedre for samarbejdspartneren, Clever.