I Danmark har den socialdemokratiske regering indgået en bred politisk aftale om at bruge godt 30 milliarder kroner til renovering af almene boliger. Pengene skal bruges til at kickstarte både dansk økonomi og klimakampen oven på Corona-krisen.

Aftalen betyder, at en væsentlig del af regningen skal betales med de mere end 18 mia. kroner, som beboerne i de almene boliger selv har sparet op i Landsbyggefonden. Hvilke svage samfundsgrupper, der skal betale de resterende 12 mia. kroner, er endnu ikke offentliggjort.

Dansk Byggeri er ikke overraskende begejstret for aftalen, der vil skabe arbejdspladser i en trængt byggebranche. Dansk Byggeri mener, at indsatsen samtidig vil gavne klimaet.

Erhvervsorganisationen mener også, at private husejere skal tvinges til at udfase forurenende oliefyr og erstatte dem med mere klimavenlig energi.

Et mere attraktivt håndværkerfradrag vil også kunne få flere boligejere og beboere til at energirenovere mere og genskabe nogle af de mange arbejdspladser, der er forsvundet under coronakrisen, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Bendt Bendtsen er på vegne af ”Synergi” ligeledes begejstret for aftalen, selvom han gerne havde set et egentligt mål for, hvor meget aftalen skal reducere det samlede energiforbrug. Når lobbyisten Bendt Bendtsen pludselig er så optaget af energieffektivisering er det selvfølgelig fordi Bendt Bendtsen er officiel og betalt lobbyist for ”Synergi”, der er stiftet af Rockwool, Danfoss, Grundfos og Velux.

Lobbyorganisationen markedsfører det glade budskab, at vi kan spare op til 160 milliarder med udbygning af grøn energi og energieffektivisering for at nå vores klimamål i 2050.

 

 

Allerede i efteråret 2018 – den 24. oktober – blev den daværende hærchef, generalmajor H.C. Mathiesen, hjemsendt med løn, mens Auditørkorpset gik i gang med at undersøge, om der var grundlag for at rejse en strafferetslig tiltale for pligtforsømmelse og tjenestemisbrug.

Den 18. december 2019 kunne Forsvarsministeriets Auditørkorps oplyse, at der rejses tiltale mod den tidligere chef for Hærstaben.

General Mathiesen blev tiltalt for i alt fem forhold vedrørende tjenestemisbrug, forsøg på tjenestemisbrug, uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger samt særlig grov pligtforsømmelse.

Baggrunden er, at hærchefen i to omgange undladt at orientere sin chef om sit forhold til en anden officer. Hun blev i to omgange optaget på eftertragtede kurser, efter at den nu 55-årige H.C. Mathiesen havde ændret på optagelseskriterierne, og banet vejen for kærestens – nu hustruens – karriere. Videreuddannelsen førte til forfremmelse og højere løn.

Hans-Christian Mathiesen blev derudover også tiltalt for pligtforsømmelse ved at have givet hans kæreste adgang til hærchefens tjenstlige indbakke i Forsvarets e-mailsystem.

Retssagen

Sagen har verseret ved en domsmandsret ved Retten i Viborg. Anklager Claus Risbjerg fra Forsvarsministeriets Auditørkorps har plæderet for, at den tidligere hærchef Hans Christian Mathiesen skulle idømmes ubetinget fængsel.

Anklageren har betonet, at der foreligger meget grove forhold af tjenestemisbrug og pligtforsømmelse. Tilliden til det offentlige system vakler, hvis man ikke kan stole på, at afgørelser hviler på et sagligt grundlag, sagde han, og bad om at retten sender et tydeligt signal om, at den hjemsendte hærchef har handlet i strid med reglerne.

Hærchefen, der har været hjemsendt siden 24. oktober 2018, siger at hans kæresteforhold var almindeligt kendt og afviser alle anklager.

Dommen

Tirsdag den 19. maj 2020 faldt dommen så i domsmandsretten ved Retten i Viborg. Den 55-årige tidligere chef for Hærstaben, generalmajor Hans-Christian Mathiesen, blev idømt 60 dages ubetinget fængsel.

Domsmandsrettens afgørelse kom efter fire rets dage, hvor der er blevet ført en stribe vidner, som med deres forklaringer langt hen ad vejen har pillet en stor del af hærchefens egen forklaring fra hinanden.

Da dommen faldt, sad H.C. Mathiesen helt roligt i stolen foran domsmandsretten. Han blev dømt i fire ud af de fem tiltaleforhold.

Hærchefen blev frikendt for at have talt usandt over for forsvarschef Bjørn Bisserup i forbindelse med, at hærchefen greb ind i processen om optagelse på OFU-kurset til fordel for sin kæreste.

Dommen blev på stedet anket til Vestre Landsret.

Ikke eneste sag om inhabilitet og nepotisme

Udenrigsministeriet blev i december 2018 opmærksom på, at ministeriets departementschef fra 1. januar 2019, Lars Gert Lose, muligvis havde været inhabil i relation til sin hustrus aktiviteter på kulturområdet, mens han var ambassadør i Washington. Udenrigsministeriet bad derfor Kammeradvokaten om at vurdere spørgsmålet.

Kammeradvokaten har den 24. januar 2019 afsluttet sin gennemgang, og konklusionen er, at Lars Gert Lose ikke har overtrådt habilitetsreglerne og derfor ej heller kan bebrejdes, at han ikke underrettede sin foresatte myndighed.

Selvom om det er åbenlyst usandsynligt, at ambassadøren ikke skulle være vidende om, at hans kone Ulla Rønberg var ved at blive ansat som konsulent, har Kammeradvokaten lagt vægt på, at det foreliggende materiale og de overensstemmende forklaringer fra Lars Gert Lose, Anne Dorte Riggelsen og Lone Ravn samt øvrige med tilknytning til begivenhedsforløbet ikke giver noget grundlag for at antage, at Lars Gert Lose var vidende om, at Ulla Rønberg ville blive tilknyttet konsulentstillingen.

Kammeradvokatens notat kan læses her.

Forsvarsministeriets departementschef har også været involveret i en sag om mulig inhabilitet, ligesom der i nyere tid været en række sager. På Folketingets Ombudsmands hjemmeside kan der findes nærmere oplysninger om sager om habilitet, der har været behandlet af Ombudsmanden.

Inhabilitet og nepotisme i centraladministrationen

Det er afgørende, at alle beslutninger og afgørelser i den offentlige forvaltning bliver truffet ud fra saglige hensyn, så der ikke skabes mistillid til den offentlige organisation. Offentligt ansatte er derfor i henhold til forvaltningsloven forpligtede til at oplyse om alle forhold, som kan skabe interessekonflikt i forhold til deres arbejde.

Den, der er inhabil i en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller på anden måde medvirke i behandlingen af den pågældende sag. Vedkommende må desuden ikke yde rådgivning i sagen til dem, der skal deltage i hele eller dele af sagens behandling.

Hvis der foreligger inhabilitet hos en medarbejder eller leder, overdrages sagen til en anden.

Oplysningspligt

Den, der kan være inhabil, skal snarest underrette sin foresatte herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. En medarbejder eller leder har således pligt til at oplyse det, hvis vedkommende er bekendt med, at der for ens eget vedkommende er forhold, som kan medføre inhabilitet.

Ved behandling af generelle sager skal en medarbejder eller leder, som uden at være inhabil alligevel kan have en særlig interesse i sagen eller er knyttet til andre med en interesse i sagen, oplyse formanden for sagsbehandlingsudvalget eller nærmeste leder herom.

En medarbejder eller leder, som har påpeget sin mulige inhabilitet overfor nærmeste ledelse eller formanden for sagsbehandlingsudvalget må ikke selv deltage i behandling og afgørelse af spørgsmålet om sin habilitet og skal, i tilfælde hvor der er tale om et konkret møde, forlade mødelokalet under forhandlingen og afstemningen om spørgsmålet.

 

Udlændingeområdet – et forvaltningsområde med mange faldne. Nu har såkaldte barnebrude på asylcentrene ligefrem givet anledning til en undersøgelseskommission. Det startede i januar 2016, da det kom til offentlighedens kendskab, at der i asylcentrene er piger helt ned til 14 år med deres mange år ældre ægtemænd. Mange er gravide, flere har allerede et eller to børn. Oplysningerne udløste et ramaskrig, og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg krævede dette uvæsen stoppet omgående, og ministeriet udsendte en instruks om, at alle asylansøgere under 18 år skulle adskilles fra deres ægtefæller eller samlevere:

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i det danske asylsystem med en ægtefælle eller samlever, og jeg har bedt Udlændingestyrelsen om straks at sætte en stopper for det. Vi skal selvfølgelig sikre, at unge piger ikke bliver tvunget til at leve i et forhold med en voksen på asylcentrene.”

Instruksen var bemærkelsesværdig, fordi det faktisk under særlige omstændigheder altid har været – og er – muligt for danske statsborgere at indgå ægteskab, selvom parterne var under 18 år.

Ombudsmandens kritik

I marts 2017 fandt den daværende ombudsmand for Folketinget, Jørgen Steen Sørensen, det ulovligt, at Inger Støjberg året forinden havde givet Udlændingestyrelsen instruks til at tvangsadskille alle par på landets asylcentre. Ombudsmanden fandt, at det “efter udlændingeloven og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger [ville] kræve en vurdering af den enkelte sags omstændigheder, før der kan træffes beslutning om, at en mindreårig asylansøger skal indkvarteres adskilt fra sin ægtefælle eller samlever”.

Ombudsmanden fandt også at det var et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. På den foranledning valgte Støjberg at nedlægge instruksen, men hun fastholdt sin kritik af, at mindreårige kunne bo sammen med ægtefæller. Hun udtalte, at hun ikke var blevet rådgivet omkring sin instruks lovbrud af sit embedsværk.

Den heftige kritik førte til, at der på Christiansborg ligefrem blev talt om en rigsretssag mod Inger Støjberg. Det endte imidlertid med, at der efter valget i 2019 var politisk flertal for at nedsætte en undersøgelseskommission. Instrukskommissionen blev nedsat den 22. januar 2020, og afhøringen af vidner begyndte torsdag den 14. maj 2020. Det forventes at kommissionen skal løbe i halvandet år.

Kommissionen har til opgave at undersøge, om den daværende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, vidste, at det var en ulovlig instruks, da hun den 10. februar 2016 gav danske asylcentre instruks til at skille mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller eller samlevende.

Undersøgelseskommissionen skal herudover undersøge og redegøre for, om Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen har givet korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget og Folketingets Ombudsmand.

Politisk betændt område

Sagen bekræfter igen – igen, at udlændingeområdet er et hjørne af dansk politik, hvor juridiske skandaler udspiller sig. Men før vi kommer til de konkrete og saftige sager, er det nødvendigt at runde EU og konventionerne. Selvom Støjberg-sagen hævdes at dreje sig om hævdvundne danske retsprincipper, er det grundlæggende spørgsmål stadig, om vi skal lade vores udlændingepolitik diktere af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge i 2017 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. Til pressen udtalte han, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af retskravet om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Statsløsesagen

Birthe Rønn Hornbech blev fyret i marts 2011 som integrationsminister som følge af Statsløsesagen, og det samme gjorde hendes departementschef og endnu en topembedsmand. Sagen drejede sig om, at danske myndigheder under Integrationsministeriet havde fejlbehandlet statsløse, der er født i Danmark, med hensyn til spørgsmålet om deres ret til at opnå dansk indfødsret.

Daværende departementschef i integrationsministeriet, Claes Nilas, er kendt for sin involvering i hele to skandalesager angående flygtninge og indvandrere: Tamilsagen og Statsløse-sagen. Under Tamilsagen var han ministersekretær for daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen, der siden blev dømt ved Rigsretten for sin rolle i sagen.

I statsløsesagen var han departementschef i Integrationsministeriet, og havde en central rolle i rådgivningen af minister Birthe Rønn Hornbech, der måtte tage sin afsked som følge af sagen. Den kommission, der blev nedsat i sagen, udtalte i august 2015 en kraftig kritik af Claes Nilas, der efterfølgende blev hjemsendt. Claes Nilas er siden overgået til en stilling som kommitteret i Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Desuden har skiftende integrationsministre i en lang række mindre omtalte sager ifølge pressen, ombudsmanden, danske domstole og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg begået ulovligheder.

Tilbage til Inger Støjbergs sag

Som nævnt skulle Udlændinge- og Integrationsministeriet have overtrådt både dansk ret og internationale konventioner ved at udsende en instruks om, at alle asylansøgere under 18 år skulle adskilles fra deres ægtefæller eller samlevere. Det er Folketingets ombudsmands opfattelse, at princippet om, at der skal ske en individuel sagsbehandling, før man foretager vidtgående indgreb i den personlige frihed, i første omgang blev tilsidesat af ministeriet.

Det fandt Ombudsmanden ”særdeles kritisabelt” og han noterede i sin redegørelse: ”Ministeriets fremgangsmåde i sagen forekommer mig samlet set meget vanskelig at forstå”.

Inger Støjberg afviser ikke, at hun insisterede på at unge asylpar skulle adskilles, men hun hævder, at det efter en juridisk diskussion i ministeriet var vurderingen, at instruksen var lovlig. Hun afviser bestemt, at hun skulle have gennemtvunget sin opfattelse i modstrid med den endelige juridiske opfattelse i ministeriet.

Det har i den offentlige debat om Støjbergs instruks været henvist til, at det frem til februar 2017 har været ofte forekommende, at der med et såkaldt ”Kongebrev” udstedt af kommunen kunne gives tilladelse til indgåelse af ægteskab uanset en af parterne var under 18 år. Som hovedregel blev tilladelse bevilget til par, som havde bolig og var ældre end 16 år.

Kongebrev blev afskaffet pr. 1. februar 2017 og udskrevet af ægteskabsloven, men prøvelse af ægteskabsbetingelserne og meddelelse af eventuel dispensation er overladt til de respektive kommunalbestyrelser.

Divergerende interne vurderinger i ministeriet

Instrukskommissionen har allerede dokumenteret, at der har været modstridende juridiske vurderinger i Udlændinge- og Integrationsministeriet i forbindelse med udarbejdelsen af den pågældende instruks. Det er imidlertid ganske påfaldende, at både Ombudsmanden og dele af dagspressen længe inden Instrukskommissionen begyndte sit arbejde, forekom velorienteret om de divergerende, men interne overvejelser i forbindelse med instruksen. Det afgørende er selvfølgelig, hvad ministeriets departementschef i sidste ende forelagde ministeren.

Det er vanskeligt at se bort fra den mulighed, at Udlændinge- og Integrationsministeriet kan have været mindre klar i den juridiske rådgivning af ministeren vedrørende den første instruks. Både i Tamilsagen og i Statsløsesagen var der eksempler på, hvordan loyale embedsmænd gik langt i bestræbelserne på at imødekomme en viljefast ministers dagsorden, selv om det saglige eller faglige belæg var tvivlsomt.

Det kan imidlertid også have spillet ind i ministeriets håndtering af sagen, at den daværende departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke var jurist, men ”kun” cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Den Europæiske Centralbank, ECB, har siden marts 2015 har opkøbt EU-medlemslandes statsobligationer til en værdi af 2,7 billioner euro (2.700 mia. euro) – angiveligt i et forsøg på at stabilisere euroområdet under finanskrisen som led i bankens QE-program – Quantitative Easening.

Den Europæiske Centralbank hævder, at opkøbet af statsobligationer og andre værdipapirer har været led i en monetær stimuleringspolitik, der er nødvendig for at genoplive eurozone-økonomien.

Tilhængere af sparsommelighed og mådehold har været skeptiske. Kritikere af QE har hævdet, at obligationskøbene har oversvømmet markeder med billige penge, finansieret medlemslandes statsgæld og tilskyndet især sydeuropæiske gældtyngede regeringer til overforbrug.

Den 5. maj 2020 erklærede den tyske forfatningsdomstol (Bundesverfassungsgericht), at Den Europæiske Centralbank ikke havde retfærdiggjort de massive obligationskøb, og at disse køb opfyldte “proportionalitetsprincippet” som krævet i EU-traktatens artikel 5.

Proportionalitetsprincippet, der bestemmer, at en EU-aktion skal begrænses til det, der er nødvendigt for at nå et angivet mål, regulerer udøvelsen af de beføjelser, som medlemslandene har overført til EU.

Kendelsen fra den tyske forfatningsdomstol anerkender, at EU-lov står over national lovgivning på de områder, der klart ligger inden for EU’s traktatmæssige kompetence. Men det gælder ikke nødvendigvis, når man skal bedømme, om EU opererer inden for eller uden for et klart defineret kompetenceområde. Og det gælder altså f.eks. den europæiske centralbanks aktiviteter med relation til medlemslandenes suveræne ansvar for finansiering af deres aktiviteter.

Spørgsmålet er om Den Europæiske Centralbank har tiltaget sig en kompetence, den ikke har? Der har således aldrig blandt EU-landene været enighed om at gennemføre den vidtgående økonomisk-politiske integration og overdragelse af kompetence til EU, som er forudsætningen for at ECB i Frankfurt skulle have ret til at overtage ansvaret for den økonomiske politik fra medlemsstaterne.

ECB skal redegøre for QE-programmet

I sin afgørelse pålagde den tyske domstol den tyske centralbank og den tyske regering at sikre. at Den Europæiske Centralbank inden tre måneder fremlægger dokumentation for formålet med QE-programmet, og at proportionalitetsprincippet er opfyldt.

Det bliver spændende at følge, om den tyske forfatningsdomstol vil acceptere den rapport, som ECB vil aflevere.

Hvis det ikke sker, starter problemerne virkeligt for alvor.

Videregående konsekvenser?

Bag den tyske forfatningsdomstols skeptiske spørgsmål ligger en latent utilfredshed i Tyskland og i de mere velstående nordeuropæiske EU-lande, om det fornuftige i at blive ved med at bruge fælles europæiske løsninger og penge for at redde ”de sædvanlige” kriseøkonomier.

0-rentepolitikken betyder, at omkostningerne ved at finansiere investeringer er lave, men det betyder også, at opsparing straffes og den finansielle sektor udsultes. Samtidig kan det forarge nogle, at fejlslagne og forgældede lande i Sydeuropa betaler mindre for deres låntagning end den amerikanske regering, der lever med et højere amerikansk renteniveau.

Kendelsen fra den tyske forfatningsdomstol betyder under alle omstændigheder, at de ønsker, der har været, fra især Spanien og Italien om at udstede fælles obligationsgæld – de såkaldte Corona-obligationer – under ingen omstændigheder bliver til noget. Hvis det alligevel skulle ske, må vi forvente at en tyske forfatningsdomstol virkelig vil træde på bremsen.

Respekten for EU-domstolen?

I et videre perspektiv er kendelsen fra den tyske forfatningsdomstol også interessant. Hvis idéen om, at de højeste nationale domstole trumfer EU-domstolen, kan det skabe nye udfordringer for den europæiske union. Hvis danske domstole skulle få mod til anfægte EU-domstolen. eller hvis nationale domstole intervenerer i den strid, der i øjeblikket er mellem Polen og Ungarn og resten af EU om netop forfatningsmæssige og grundlæggende retsprincipper, kan det blive rigtigt interessant.

Erhvervsstyrelsen bekræfter, at styrelsen har  undersøgt Termas mulige eksporter af dual-use udstyr til Saudi-Arabien, Yemen og De Forenede Arabiske Emirater. Erhvervsstyrelsen har – på den baggrund – overdraget sagen til politiet med henblik på nærmere efterforskning.

Det vækker opmærksomhed, at den danske våbenproducent Terma har bidraget med udstyr til De Forenede Emiraters krigsførelse i Yemen.

TV2 har sammen med medierne DanWatch, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR- Nordic Reports undersøgt, hvor udstyr produceret af Terma bliver brugt.

Medierne oplyser, at Terma har solgt udstyr og vedligehold til kampflyene, Archangel, som under konflikten i Yemen er blevet brugt til bombninger i Yemen af De Forenede Arabiske Emirater.

Archangel-kampflyene kan ifølge TV2 bære tre ton bomber og er udstyret med Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment).

Terma har desuden fra 2011 til 2016 udstyret seks af De Forenede Emiraters flådefartøjer med Termas Scanter 2001 navigationsradarer samt bidraget med uddannelse i vedligeholdelse af systemerne.

Det er ikke oplyst, om Terma har leveret udstyr til andre deltagere i krigen i Yemen.

Den erhvervsdrivende fond, Thomas B. Thriges Fond, ejer Thrige Holding A/S, der ejer Terma, der blev stiftet i 1949.

Krigen i Yemen bliver af FN kaldt verdens værste humanitære krise

Mere end to millioner børn under fem år lider af akut underernæring, og over 200.000 er døde i kamp eller som følge af krigen. Derudover behøver 80 procent af befolkningen på 28 millioner mennesker nødhjælp.

Krigen har sine rødder i forhold i Yemen og i den muslimske verden, der går langt tilbage, men de nuværende kampe begyndte i 2014 som en væbnet konflikt mellem shia-muslimske houthi-oprørere fra den nordlige del af landet og regeringen, som dengang var ledet af den folkevalgte præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Houthierne er en del af det shia-muslimske mindretal i Yemen. Ud af Yemens samlede befolkning på ca. 28 millioner udgøres knap to tredjedele af sunnimuslimer og godt en tredjedel af shiamuslimer.

Som følge af kampene overtog houthierne kontrollen med den nordvestlige del af landet, herunder hovedstaden Sanaa. Samtidig udnyttede terrorgruppen Al Qaeda og siden Islamisk Stat (IS) det politiske kaos til at positionere sig i landet.

Saudisk ledet koalition intervenerer

Det sunnimuslimske kongedømme Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater var ikke interesserede i en stat domineret af radikale sunni-islamister lige op til deres sydlige grænse. Ifølge Saudi Arabien er houthierne ydermere støttet af ærkefjenden Iran.

De formerede derfor en koalition under saudisk ledelse bestående af: Saudi Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Jordan, Marokko og Sudan. I 2015 intervenerede koalitionen militært i Yemen til fordel for den yemenitiske regering.

Yemen er dermed blevet en slagmark, hvor rivaliseringen mellem Iran og Saudi Arabien udspilles. Iran har benægtet at støtte houthierne, men ifølge bl.a. New York Times er der anvendt iransk producerede missiler under kampene.

Konflikten har delt landet i en houthi-kontrolleret nordvestlig zone, som bl.a. omfatter hovedstaden Sanaa samt en sydøstlig zone, der kontrolleres af Saudi-ledede styrker og andre styrker, som er loyale overfor regeringen.

Den danske forsvarsindustri

Våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel er særdeles aktive med at søge politisk indflydelse for at sikre deres kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser. Terma har således flere pensionerede ambassadører og højtstående officerer på lønningslisten.

Terma sælger udstyr herunder Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment) – til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder Termas Scanter 2001 skibsradar, skibsradarer, og til rumfartsindustrien. Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1400 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på 1,8 milliarder kroner.

Terma har i begyndelsen af 2020 vundet en ordre til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16.

Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre såkaldte flares, som afleder de angribende missiler.

Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.

Udover de helt store virksomheder er der danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer.

I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden.

I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes interesser i udvikling af forsvarsteknologi.

Kampagne for ophævelse af forsvarsforbeholdet

Forsvarssamarbejdet i EU, som Danmark ikke deltager i, er under udvikling. Det forventes således at der på EU-budgettet vil blive afsat betydelige beløb til forsvarssamarbejde.

Terma og andre medlemmer af forsvarslobbyen har derfor været ganske aktive for at få ophævet det danske forsvarsforbehold.

Modstanderne af forsvarsforbeholdet arrangerer konferencer og lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne. Dansk Industri og Fagbevægelsen er også aktiveret. Dansk Metal, der er optaget af skabelsen af nye arbejdspladser, har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Aviser som JyllandsPosten stiller beredvilligt spalteplads til rådighed, og samtidig har lobbyister som Rasmussen Global og flere tidligere ambassadører travlt med, at bane vejen for en ophævelse af forsvarsforbeholdet – hellere i dag end i morgen!

Danskernes holdning til EU’s forsvarssamarbejde

Danskernes holdning er uklar. En undersøgelse fra marts 2017 viser ganske vist, at 65 procent af danskerne ønsker et tættere forsvarssamarbejde i EU, men samtidig er der fortsat fuld opslutning til NATO.

Afsløringen af Termas bidrag til krigen i Yemen vil næppe øge lydhørheden for forsvarsindustriens interesser. Det vil under alle omstændigheder nok være klogt at udskyde alle overvejelser om at pille ved EU-forbeholdene til vi har set udfaldet af EU-slagsmålet om den Flerårige Finansielle Ramme for 2021-2027.

Det vil under alle omstændigheder være op ad bakke, for ifølge en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget i maj 2018, er danskerne ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold.

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og de seneste målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

En meningsmåling fra begyndelsen af 2019 viser at debatten om forsvarsforbeholdet har fået flere til at tvivle. Tidligere var 19 pct. i tvivl om hvad de skulle mene. Nu er 28 pct. i tvivl. Samtidig er der nu 28 pct. der mener, at forsvarsforbeholdet skal afskaffes, men det er dog stadig 44 procent af danskerne, der vil bevare forsvarsforbeholdet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

Coronavirus pandemien førte til at råvarehandelen på verdensplan faldt med 3 pct. i årets første kvartal. FN’s handelsorganisation, UNCTAD, forudser at verdenshandelen i 2. kvartal vil falde yderligere med 27 pct.

I slutningen af 2019 viste handlen ellers tegn på forbedringer. Men så ramte krisen hårdere, end man havde frygtet.

Råvareprisindekset hos UNCTAD faldt med hele 20,4 procent i marts. Faldet var især drevet af prisfaldet på olie mens prisen på mineraler, metaller og landbrugsråvarer kun faldt med fire procent.

Ifølge UNCTAD er faldet i omsætningen med råvarer større end under den globale finanskrise i 2009. Efter finanskrisen voksede den globale handel igen hurtigt i takt med det globale økonomiske opsving. I øjeblikket er det umuligt at vurdere hvornår forskellige landes økonomi igen udviser positiv vækst, og hvor hurtigt efterspørgslen efter råvarer igen vil stige.

Tirsdag den 12. maj 2020 var der i Folketinget debat om ”Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af offentlighedslovens ministerbetjeningsregel”.

Selvom Ytringsfrihedskommissionen i sin betænkning, som blev afgivet den 30. april 2020, anbefaler at offentlighedsloven revideres, var der ikke under debatten den 12. maj flertal for Nye Borgerliges forslag til folketingsbeslutning.

Den konservative ordfører (Naser Khader) sagde under debatten, at Det Konservative Folkeparti gerne ser, at vi får taget et opgør med ministerbetjeningsreglen, men: ”Når det er sagt, kan vi ikke støtte Nye Borgerliges beslutningsforslag, dels fordi vi vil have en helt ny offentlighedslov, der omfatter det hele, dels fordi vi er bundet af et forlig om den eksisterende offentlighedslov, og vi har ikke som SF og Radikale forladt forliget. Så længe vi er bundet af forliget, kan vi altså ikke støtte ændringen af et enkelt element. Ændringer af loven kan kun ske, hvis der er enighed blandt forligspartierne. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget”.

Det Konservative Folkepartis problemer med offentlighed og ytringsfrihed

Mens Søren Pape Poulsen var Justitsminister sendte han en ny vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed i høring. Pædagoger, politifolk, sygeplejersker og andre offentligt ansatte skulle kende deres rettigheder, når de ytrer sig offentligt. Derfor skulle den nye vejledning angiveligt skabe klarhed om rammerne for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Problemet var, at den nye vejledning skabte forvirring om offentligt ansattes ytringsret. Juraeksperter og de ansattes fagforeninger, mente at Justitsministeriets nye vejledning om ytringsfrihed snarere ligner en løftet pegefinger og en advarsel til offentligt ansatte om at holde mund.

Mørkets Minister

Betyder det, at Søren Pape Poulsen ligefrem fortjente et tilnavn som ”Mørkets Minister”?

Måske. I hvert fald lykkedes det ikke den konservative formand at skabe politisk enighed om ændring af den kontroversielle offentlighedslov, som ellers havde været en bunden opgave for VKLA-regeringen.

Sagerne er penible for Det Konservative Folkeparti, der traditionelt har støttet ytringsfrihed og åbenhed, og Partiets Landsråd har faktisk været ganske klar i kravet om større åbenhed.

Ninn-Hansen og offentlighedsloven – en konservativ mærkesag!

Det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten er siden genindført

Offentlighedsloven er siden indskrænket, og vi har set talrige eksempler på, at det ikke har øget tilliden til den offentlige forvaltning, at administration og væsentlige politiske processer foregår i Mørkelygtens dunkle skær.

Jerome Powell, formanden for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, talte onsdag formiddag om coronakrisen. I talen kredsede Powell omkring muligheden for at den økonomiske recession som følge af coronapandemien kunne blive langvarig. USA kunne derfor meget vel stå overfor en længere periode (”extended period”) med lav økonomisk vækst.

Hvis de negative konsekvenser af en sådan udvikling skulle afværges, ville yderligere krisepakker blive nødvendige.

Powell nævnte ikke muligheden af yderligere stimuli fra negative renter, men centralbanken ville gøre sin del. Powell påpegede, at banken nok havde finansiel styrke til at yde lån (”lending power”) men ikke muligheder for at styrke forbrug og efterspørgsel (”spending power”).

Centralbankens lånefaciliteter kunne bidrage til at afhjælpe midlertidige likviditetskriser. Hvis recessionen imidlertid varede længe, kunne likviditetskriser udvikle sig til solvensproblemer. Der kunne derfor være behov for yderligere finanspolitiske tiltag hvis de negative konsekvenser af en langvarig krise skulle afhjælpes.

Afvejningen ville være politiske valg, der ikke skulle træffes af centralbanken, men skulle afgøres af de lovgivende myndigheder, der havde ansvaret for offentlige udgifter og beskatning.

Efter talen steg kursen på amerikanske dollars en smule da nogle investorer trak sig ud af mere rikable aktiver, herunder amerikanske aktier, til fordel for placeringer i dollars.

 

Den amerikanske økonomi er i frit fald. I april mistede USA 20,5 millioner job, og arbejdsløsheden steg til 14,7 procent – det højeste siden 30’ernes depression. De fleste erhvervssektorer er hårdt ramt, især turisme, tandlæger og teatre. Beskæftigelsen hos delstater, amter og kommuner faldt med næsten en million – værre end den værste måned for hele økonomien under 2008-krisen.

Nedturen er ikke gået upåagtet hen på Wall Street. Amerikanske aktieinvestorer nedbragte I den forløbne uge deres placeringer i aktier med 16,2 mia. dollars – det største udsalg på en uge siden Corona-chokket i begyndelsen af marts. Det fremgår af Bank of Americas ugentlige flowdata, der blev offentliggjort fredag den 8. maj 2020.
Investorerne valgte at placere deres midler i guld og obligationer, men holdt samtidig 53,5 mia. dollars I kontanter.

Tallene bekræfter den udbredte opfattelse af at aktiefesten er overstået – vi befinder os nu i et bear-marked, hvor kurserne vil gå ned og ned og ned …..
Bank of America oplyste, at “nine of ten clients believed the current market recover was a “bear market rally” and seven out of ten said they would only buy the assets that the U.S. Federal Reserve purchases through its various stimulus schemes”.