I Danmark har den socialdemokratiske regering indgået en bred politisk aftale om at bruge godt 30 milliarder kroner til renovering af almene boliger. Pengene skal bruges til at kickstarte både dansk økonomi og klimakampen oven på Corona-krisen.
Aftalen betyder, at en væsentlig del af regningen skal betales med de mere end 18 mia. kroner, som beboerne i de almene boliger selv har sparet op i Landsbyggefonden. Hvilke svage samfundsgrupper, der skal betale de resterende 12 mia. kroner, er endnu ikke offentliggjort.
Dansk Byggeri er ikke overraskende begejstret for aftalen, der vil skabe arbejdspladser i en trængt byggebranche. Dansk Byggeri mener, at indsatsen samtidig vil gavne klimaet.
Erhvervsorganisationen mener også, at private husejere skal tvinges til at udfase forurenende oliefyr og erstatte dem med mere klimavenlig energi.
Et mere attraktivt håndværkerfradrag vil også kunne få flere boligejere og beboere til at energirenovere mere og genskabe nogle af de mange arbejdspladser, der er forsvundet under coronakrisen, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.
Bendt Bendtsen er på vegne af ”Synergi” ligeledes begejstret for aftalen, selvom han gerne havde set et egentligt mål for, hvor meget aftalen skal reducere det samlede energiforbrug. Når lobbyisten Bendt Bendtsen pludselig er så optaget af energieffektivisering er det selvfølgelig fordi Bendt Bendtsen er officiel og betalt lobbyist for ”Synergi”, der er stiftet af Rockwool, Danfoss, Grundfos og Velux.
Lobbyorganisationen markedsfører det glade budskab, at vi kan spare op til 160 milliarder med udbygning af grøn energi og energieffektivisering for at nå vores klimamål i 2050.