Centralbankerne er trætte af alene at skulle trække det tunge læs med at afværge de økonomiske konsekvenser ved Corona-krisen.

I USA har Jerome Powell fra The Fed allerede tydeligt i en tale den 13. maj 2020 tilkendegivet, at det var Kongressens opgave via finanspolitikken at påvirke udbuds- og efterspørgselsforhold i den amerikanske økonomi. Som han sagde: The Fed har lending power – ikke spending power!

Tilsvarende har den europæiske centralbank, ECB, klart tilkendegivet, at bankens super ekspansive pengepolitik behøvede substantielle finanspolitiske supplementer.

Onsdag den 27. maj 2020 præsenterede EU-Kommissionen i Bruxelles et nyt udspil til budgetrammen for 2021-27. Det fremgår heraf, at forslaget til budgetramme er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen onsdag fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

EU i et vadested

Nu er det op til medlemslandene. Bider man til bolle og (for lande som Danmark) sluger de kameler, som overdragelsen af finanspolitisk kompetence til EU indebærer?

Eller vil man acceptere, at EU – når det går op for en række medlemslande, at solidariteten i EU er ikke-eksisterende – falder fra hinanden?

Onsdag den 27. maj 2020 præsenterede EU-Kommissionen i Bruxelles et nyt udspil til budgetrammen for 2021-27. Det fremgår heraf, at forslaget til budgetramme er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen onsdag fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

Den Europæiske Centralbank (ECB) lancerede i slutningen af marts en hjælpepakke på 750 milliarder euro for at afhjælpe den europæiske økonomi under coronaviruskrisen.

Banken vil foretage støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.

Hjælpepakken kommer oveni det eksisterende opkøbsprogram, hvor ECB siden marts 2015 har opkøbt EU-medlemslandes statsobligationer til en værdi af 2.700 milliarder euro – angiveligt i et forsøg på at stabilisere euroområdet under finanskrisen som led i bankens QE-program – Quantitative Easening.

Konflikt med Maastricht-traktaten?

De Europæiske Centralbanks aktive understøttelse af euro-landenes økonomier og EU-Kommissionens meget vidtgående forslag om budgettet og en Corona-genopretningsfond rejser det principielle spørgsmål, om EU nu er på vej til at udvide ØMU’en – den Økonomisk Monetære Union – med en Finansunion? Forslagene fra EU-Kommissionen lægger op til at EU nu skal til at føre finanspolitik – eller i hvert fald med overførslerne direkte have indflydelse på medlemslandes muligheder for at føre finanspolitik.

ØMU’en

EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev oprettet i Maastrichttraktaten i 1992, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

I EU’s Økonomiske og Monetære Union er det derfor fortsat medlemsstaterne, som fastlægger den økonomiske politik – finanspolitik, skattepolitik og deres nationale budgetter inden for de vedtagne grænser for underskud og gæld, og som bestemmer deres egne strukturpolitikker for arbejdsmarkedet, pension og kapitalmarkederne.

Indenfor euroområdet er det Den Europæiske Centralbank, som fastsætter den monetære politik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for de finansielle institutioner. ECB’s massive opkøb af statsgæld rejser spørgsmålet om det er er monetær politik eller finanspolitik (hvor ECB ikke har noget at gøre)?

Europa-Kommissionens rolle i Den Økonomiske og Monetære Union er ifølge traktaten at overvåge resultaterne og overholdelsen af reglerne, men har i øvrigt ingen finanspolitiske kompetencer.

Danmarks holdning

Maastrichttraktaten kunne ikke i 1992 godkendes ved en folkeafstemning i Danmark, og derfor fik vi de velkendte 4 forbehold, som bl.a. betyder at vi ikke er med i euroen, ikke er med i forsvarssamarbejdet og står uden for det retlige samarbejde.

EU-Kommissionens udspil er vanskelige at kapere for Danmark, der i forvejen er nettobidragyder til EU og i øvrigt selv har behov for at låne flere hundrede milliarder kroner for at dække vores egne Corona-udgifter.

På det mere principielle plan er det spørgsmålet, om der er politisk opbakning til at EU lige så stille tillister sig finanspolitisk kompetence – herunder kompetence til at tage fordelingspolitiske hensyn ved tildeling af tilskud til dækning af visse medlemslandes budgetunderskud?

 

Da finanskrisen i 2008 bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder kroner, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, og det endelige regnskab viser, at staten faktisk tjente på bankpakkerne. Dermed kunne myten om, at bankerne tørrede tabet ved den finansielle krise af på staten og lod skatteborgerne betale regningen, til dels manes i jorden, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Corona-virussen og den økonomiske krise

Det nuværende økonomiske tilbageslag adskiller sig fra tidligere økonomiske kriser. I perioden siden 2. verdenskrig har recessioner ofte fulgt perioder med højkonjunkturer med høj inflation som har nødvendiggjort finans- og pengepolitiske stramninger. Mellemliggende perioder med lavinflation har været præget af økonomisk vækst, der ofte har ført til ubalancer i økonomien – ikke bæredygtige niveauer for aktier og ejendomspriser og overophedning af vigtige dele af samfundsøkonomien som byggesektoren.

Det nuværende økonomiske tilbageslag er enestående i og med at det helt og aldeles kan henføres til virus pandemien og de skridt, der er taget for at begrænse udbredelsen af covid-19. Denne gang har inflation overhovedet ikke været et problem – nærmest tværtimod, og der har ikke været bristefærdige bobler eller overophedede sektorer.

Ikke desto mindre har regeringen netop i ”Økonomisk Redegørelse” præsenteret en prognose, som viste, at den forventer et fald i BNP på minus 5,3 pct. i år.

Situationen i banksektoren under corona-krisen

Bankerne ser ind i en svær tid. De største bankers nedskrivninger er således på det højeste niveau siden finanskrisen, og der hersker stor usikkerhed om den fremadrettede udvikling.

Sådan lyder nogle af hovedbudskaberne i Nationalbankens analyse af ”finansiel stabilitet” i Danmark, der blev offentliggjort den 27. maj 2020.

Nationalbanken har udsat bankerne for en stress-test, hvor der er regnet på et fald i BNP på over ti pct., og selv i det scenarie ser det ud til, at de fleste banker kommer fornuftigt igennem det.

I 2020 har bankerne ikke – som før 2008 – opbygget en stor portefølje af risikable udlån. Og endnu mere væsentligt har bankerne ikke som under finanskrisen et indlånsunderskud i størrelsesordenen 500-750 milliarder kroner, men i stedet et indlånsoverskud af omtrent samme størrelsesorden.

Spørgsmålet er dog, om de danske banker kunne have har polstret sig bedre i de gode tider?

Kapitalkrav

Siden finanskrisen i 2008 er kapitalkravene til pengeinstitutter skærpet, men med de såkaldte Basel IV-reformer lægger centralbankerne op til nye internationale kapitalkrav, der meget nemt kan betyde, at de danske banker og realkreditinstitutter skal sætte væsentligt større beløb til side.

Ifølge Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, vil en fuld implementering af Basel IV i gennemsnit indebære at kapitalkravet til europæiske banker øges med 24,4 procent.

I Danmark vil Basel IV indebære en regning på 78 mia. kr. til de store danske banker, når de nye regler er fuldt indfaset. Det har et ekspertudvalg under Erhvervsministeriet regnet sig frem til.

EU-Kommissionen meddelte den 28. april, at de endelige Baselanbefalinger udskydes med 1 år til den 1. januar 2023.

Udbyttebetaling

Selvom den finansielle sektor er generelt bedre polstret og bedre rustet til at imødegå økonomiske stød end under finanskrisen i 2008, er det ifølge Nationalbanken nødvendigt at forberede sig på en forværring af de økonomiske udsigter, som uundgåeligt vil øge de risici og de dermed forbundne omkostninger, bankerne står overfor. Bankerne er nødt til at handle forsigtigt for at sikre, at de bevarer eller styrker deres kapitalgrundlag og implicit deres kapacitet til at fortsætte udlån.

Nationalbanken tilslutter sig også EU-Kommissionens opfordring til i den aktuelle usædvanlige situation at bankerne undlader at udbetale udbytte og opkøb af egne aktier.

Nationalbankens opfattelse

Bankernes resultater i 1. kvartal 2020 er præget af, at nedskrivningerne i de største banker var på det højeste niveau siden finanskrisen i 2008. Selvom Nationalbanken anerkender at kreditinstitutterne i dag er både bedre kapitaliserede og har større likviditetsoverskud end op til tidligere nedgangstider, bør institutterne sikre en robust overdækning til kravene til de såkaldte nedskrivningsegnede passiver (NEP) gennem udstedelse af egnede gældsinstrumenter.

NEP – Nedskrivnings Egnede Passiver – er passiver, der udgør den ekstra polstring – målt i forhold til de risikovægtede poster – et pengeinstitut skal have på sin passivside for at kunne afvikles i forhold til den afviklingsplan, som myndighederne udarbejder. Det er altså passiver, der vil dække tab før de simple kreditorer og før kernekapitalen antastes. NEP-kravet angiver, hvor stor en del af instituttets passiver der skal være nedskrivningsegnet. Det skal sikre, at instituttet på forhånd har finansieret sine aktiviteter på en måde, så det pågældende institut kan krisehåndteres, uanset instituttets størrelse.

NEP-kravet kan opfyldes med gældsinstrumenter, der har en restløbetid over 1 år. Ifølge Nationalbanken har de danske bankers NEP-gæld en forholdsvis kort rest-løbetid sammenlignet med øvrige europæiske banker. De danske banker har som oftest udstedt NEP-gæld med en løbetid på 3 til 5 år

Nationalbanken oplyser, at den gennemførte stresstest viser, at banker kan få vanskeligt ved at overholde deres NEP-krav. Før institutterne i stresstesten rammer deres bufferkrav, risikerer de at bryde med kravet til nedskrivningsegnede passiver.

Flere systemiske institutter skal inden for de kommende år udstede nye, egnede gældsinstrumenter for fortsat at leve op til kravene. I perioder med uro på de finansielle markeder kan det være vanskeligt og dyrt at udstede, hvilket senest sås i marts i år.

Det er ifølge Nationalbanken vigtigt, at institutterne har tilstrækkelig overdækning til ikke at komme i en situation, hvor de må begrænse deres aktiviteter for at sikre overholdelse af kravene. Derfor bør institutterne i god tid udstede egnede gældsinstrumenter, så de opnår en robust overdækning til NEP-kravet.

Nationalbanken advarer: nogle mindre og mellemstore banker kan blive nødlidende

Den gode nyhed i stresstesten er, at bankerne godt kan klare et midlertidigt tilbageslag i økonomien. Nok er bankerne velkapitaliserede, påpeger Nationalbanken, men ender vi med en langstrakt recession, der er væsentligt hårdere end under finanskrisen, bryder nogle af de mellemstore banker med minimumskravet til deres kapital.

Nationalbanken påpeger, at mellemstore bankers erhvervskunder i udgangspunktet er mindre robuste. Mens danske erhvervsvirksomheder samlet set er blevet mere robuste over de seneste år, er er­hvervskundernes kreditkvalitet væsentligt lavere i de mellemstore banker end i de store banker. I 4 ud af 11 mellemstore banker har mere end hver tredje erhvervskunde både lav soliditet og lav likviditet i senest tilgængelige regnskab.

Nationalbanken skriver: ”Det kan dog ikke udelukkes, at nogle mindre og mellemstore institutter kan blive nødlidende i den kommende tid”.

Særlig rådgiver hos Haldor Topsøe, den 77-årige Ulrik Federspiel, har ifølge Politiken begået en bog med anekdoter fra hans diplomatiske liv blandt blåfrakkerne og lakskoene og på de bonede gulve i Udenrigs- og Statsministeriet i København, i Washington og andre af verdens brændpunkter.

Rushdie-sagen

I Politikens anmeldelse af bogen nævnes Rushdie-sagen ikke. Sagen havde i 1996 ellers nær kostet Nyrup-regeringen livet.  Baggrunden var, at regeringen af sikkerhedsmæssige årsager valgte at aflyse et besøg af den britiske forfatter Salman Rushdie, der havde en fatwa hængende over hovedet. Udadtil blev Justitsministeriet tvunget til at bruge den “aktuelle politimæssige situation i Danmark” som begrundelse.

Forfatteren får først besked tre uger senere, da det planlagte besøg den 14. november var nært forestående.

Dagen efter er aviserne fulde af kritiske historier om den dårlige sagshåndtering, “Kujon-Danmark” står der endda skrevet som overskrift på en leder i den ansete engelske avis The Times, og Nyrup er i den kommende tid slet ikke klædt på til at tackle situationen.

Sagen er en lang taktisk brøler, som der er bred enighed om, at statsministerens departementschef, Ulrik Federspiel, bærer skylden for. Salman Rushdie får sin undskyldning, og han får lov til at besøge Danmark, men sagen varer det meste af november måned 1996, og der bliver gang på gang sat spørgsmålstegn ved statsministerens evne til at lede landet.

I pressen forlyder det, at departementschefen er på vej ud, og selv om Nyrup på et pressemøde har muligheden for at lægge luft til de oplysninger, så ønsker han ikke at kommentere sagen. I hjørnet står en intetanende Ulrik Federspiel, som dermed reelt oplever at få en fyreseddel i fuld offentlighed. Federspiel ryger dog ikke helt ud i den kolde sne, men sendes til Irland som ambassadør.

Muhammed-krisen

I bogen afslører Ulrik Federspiel, at han måske i 2005 kunne have forhindret Muhammedkrisen. Da 11 muslimske ambassadører i Danmark i oktober 2005 skrev til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og bad om et møde om Muhammedtegningerne var Ulrik Federspiel netop vendt tilbage fra USA, hvortil han var sendt efter Irland, og for anden gang begyndt som direktør i Udenrigsministeriet.

Ulrik Federspiel gik derfor hjemme og pakkede flyttekasser ud, og Federspiel måtte, som han skriver, læse i avisen, at der var en korrespondance mellem Fogh og ambassadørerne, og at Fogh afviste ambassadørernes anmodning om et møde. Nu skulle møblerne jo på plads, så først da de to flyttedage var forbi, kunne direktøren for det hele tage ind til ministeriet og tage sig af udenrigspolitikken.

Ambassaden i Berlin

Anekdoten minder om de særegne tildragelser, der fandt sted i Berlin kort tid forinden. Forhistorien var, at danskerne i 2000 skulle stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, blandt Udenrigsministeriets strateger op til folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin. Her gjorde han sig bemærket ved for rullende kameraer ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

 

Siden 2017 har Ina Eliasen været HR-direktør ved Rigspolitiet, men nu skal hun ifølge en pressemeddelelse fra Justitsministeriet være direktør for Kriminalforsorgen.

Skandalerne i Rigspolitiet efterforskes alligevel

Ina Eliasen har været tæt involveret i skandalen omkring en af hendes afdelingsledere, Bettina Jensen. Skandalen har afdækket, at markante fejl har præget Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser i 2015 og 2016. I tiden før Ina Eliasen i 2017 blev HR-direktør i Rigspolitiet, blev udbudsreglerne ikke overholdt i en stor del af Rigspolitiets aftaler. Det viser en analyse, som Rigspolitiet selv har gennemført. I analysen indgik 240 kontrakter. Det dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016 til en samlet værdi af 273 millioner kroner.

Ifølge analysen er udbudsreglerne kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter. Derudover har det ikke været muligt at vurdere, om 11 procent af de undersøgte udgifter er sket efter reglerne.

Som afdelingsleder gav Bettina Jensen opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Rigspolitiets ledelse gjorde ingenting, og reglerne var ikke blevet fulgt i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner.

Rigspolitiet ved Bettina Jensen købte således uden udbud ydelser for i alt 43,3 millioner kroner fra konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens. I øvrigt har dagbladet B.T. beskrevet, at hun også gav opgaver til konsulenten Peter Andersen, som hun var på tæt venskabelig fod med.

Afdelingsleder Bettina Jensen har tidligere slået sine folder i Danmarks Radio, og mon ikke det kan antages, at en undersøgelse der ville afdække, at reglerne heller ikke i DR har været overholdt?

Bettina Jensen slap i første omgang

Bettina Jensen fratrådte sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017. Det skete efter gensidig aftale. I november 2019 blev det oplyst, at Københavns Politi havde besluttet ikke at indlede en straffesag om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.

Oplysningen om, at Københavns Politi havde sagt stop, kom fra den ledende anklager – advokaturchef Dorit Borgaard, der udtalte at: ”Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet”.

Daværende rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg, har tidligere indrømmet, at der skete “markante fejl”. Sagerne rejste imidlertid alvorlig tvivl om Rigspolitiet. Når Bettina Jensen ikke kunne drages til ansvar, betød det så, at hendes omgåelse af udbudsregler m.v. har været sanktioneret af Rigspolitiets ledelse?

Rigsadvokaten skrider ind

Rigspolitiet – der anmeldte Bettina Jensen, var ikke tilfreds med, at Københavns Politi ville lade sagen falde. Det må antages at HR-direktør Ina Eliasen har været på banen. I hvert fald blev der klaget til Rigsadvokaten, der nu i januar 2020 bad Københavns Politi genoptage efterforskningen i straffesagen om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.

Hvad med andre ministerier?

Sagen rejser også spørgsmålet: Når selveste Politiet ikke overholder gældende regler, er der så også i andre ministerier tale om systematiske overtrædelse af reglerne, herunder vedrørende udbud? Hvordan har praksis været i Justitsministeriet, og hvorfor blev tidligere rigspolitichef Henrik Højbjerg ”belønnet” med et tilbud, han ikke kunne afslå – udstationering i New York?

Britta Nielsen slipper ikke så let som Bettina Jensen

Den fra Socialministeriet bedrageritiltalte Britta Nielsen må ærgre sig over, at hendes sag ikke også fra starten blev bedømt af advokaturchef Dorit Borgaard. Selvom Britta Nielsen i 2017 modtog Dronningens fortjenstmedalje i sølv efter 40 års uafbrudt arbejde i Socialministeriet, har hun ikke undgået en straffesag for at betænke sig selv og hendes familie med midler, der var tiltænkt sociale formål.

 

 

Inger Støjberg vidner for første gang søndag og mandag for den kommission, der har halvandet år til at undersøge sagen om den ulovlige pressemeddelelse/instruks fra 2016, der resulterede i, at asylpar, hvor den ene var mindreårig, blev adskilt.

Folketingets ombudsmand fastslog i en redegørelse i 2017, at Udlændinge- og Integrationsministeriet overtrådte både dansk ret og internationale konventioner ved at udsende en instruks om, at alle asylansøgere under 18 år skulle adskilles fra deres ægtefæller eller samlevere.

Der skal ske en individuel sagsbehandling, før man foretager den slags indgreb. Det er elementær jura, men det princip blev tilsidesat af ministeriet med udsendelsen af pressemeddelelsen/instruksen uden forbehold for at individuelle forhold kunne føre til undtagelser.

Ombudsmanden fandt ministeriets ageren ”særdeles kritisabel” og noterede i sin redegørelse: ”Ministeriets fremgangsmåde i sagen forekommer mig samlet set meget vanskelig at forstå”.

Inger Støjberg har ikke lagt skjul på, at hun personligt insisterede på at sende et signal om, at samtlige mindreårige asylansøgere ville blive adskilt fra deres mænd eller samlevere.

Afhøringer i Instrukskommissionen har dokumenteret, at blandt andre afdelingschef i ministeriet, Lykke Sørensen, advarede om, at en individuel sagsbehandling var nødvendig.

Selv har Inger Støjberg hævdet, at det efter en juridisk diskussion i ministeriet var vurderingen, at pressemeddelelsen/instruksen var lovlig.

Professor i forfatningsret, Jens Elo Rytter, har understreget, at der godt være modstridende juridiske vurderinger i et ministerium, uden at det i sig selv udgør et problem.

Det afgørende for vurderingen af ministerens objektive ansvar er hvilken vurdering, der i sidste ende blev forelagt ministeren.

Departementschefen godkendte pressemeddelelsen/instruksen

Det er nu i kommissionen dokumenteret, at daværende departementschef, Uffe Toudal, overtrumfede sin afdelingschef og godkendte den pressemeddelelse/instruks, som blev udsendt.

Selv har Inger Støjberg over for Politiken udtalt, at hun i diskussionerne om sagen ønskede ”så restriktiv en linje som overhovedet muligt”, og at hun sagde ”meget, meget klart til embedsmændene”, at hun ønskede ”den mest restriktive praksis overhovedet inden for lovens rammer”.

Inger Støjberg godkendte at asylpar havde krav på individuel vurdering i adskillelsessager

Den 9. februar 2016 godkendte Inger Støjberg i ministeriets interne journaliseringssystem et ministernotat, der fastslog, at hvert par havde ret til en individuel vurdering.

Ministerens accept af at der kunne forekomme undtagelser, hvor par ikke blev adskilt, var ifølge hans egen forklaring i kommissionen afgørende for daværende departementschef Uffe Toudal Pedersen under drøftelserne i ministeriet den 10. januar 2016 om pressemeddelelsen/instruksen om adskillelsen af mindreårige asylsøgende par, og om pressemeddelelsen skulle omtale, at ordningen ikke ville være undtagelsesfri.

Daværende afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, Lykke Sørensen, har i kommissionen forklaret at Inger Støjberg havde svært ved at acceptere, at den ikke kunne være undtagelsesfri. Lykke Sørensen advarede i utvetydige vendinger sin minister, om, at det ville være ulovligt, hvis ministeren fastholdt at adskille alle asylsøgende par uden undtagelse. Ifølge hendes egen forklaring sagde hun: ”Det er ligegyldigt, hvad du siger, den kan ikke være undtagelsesfri”.

Et centralt punkt er så, om alle andre i ministeriet og Udlændingestyrelsen også var helt klar over, at man ikke skulle tage Inger Støjbergs pressemeddelelse/instruks bogstaveligt.

Ifølge Uffe Toudal burde ingen være i tvivl om den sag, fordi det flere gange var slået fast, at der ikke kunne administreres uden undtagelse.

Toudal har forklaret, at også Udlændingestyrelsen blev gjort bekendt med, at der kunne gøres undtagelser, og at alle parrene ikke skulle adskilles: ”Det lå klart for dem, der skulle administrere, at de skulle administrere med undtagelser”.

Lykke Sørensen har til kommissionen forklaret, at budskabet om at adskillelsesordningen ikke kunne være undtagelsesfri, også var et budskab til Udlændingestyrelsens direktør. Daværende direktør i Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, har i kommissionen forklaret, at han ikke opfattede pressemeddelelsen som den egentlige instruks, men at han ventede på at få nærmere besked fra ministeriet om, hvordan den skulle fortolkes.

Ministeren har således med egne ord beskrevet, hvordan hun har lagt pres på sit embedsværk for at muligheden for individuel vurdering ikke blev omtalt i pressemeddelelsen, fordi det ville svække det klare signal hun ønskede at sende.

Uffe Toudal Pedersen forklarede i kommissionen, at han selv havde godkendt den omdiskuterede pressemeddelelse, selvom han forinden havde advaret ministeren om ordlyden heri. Inger Støjberg fik samtidig klart at vide, at der i ministeriet og Udlændingestyrelsen fortsat ville blive administreret efter reglerne, uanset at det ikke fremgik eksplicit af pressemeddelelsen til offentligheden.

Den implicitte forståelse mellem minister og departementschef har dermed været, at Inger Støjberg udadtil kunne sende det ønskede klare signal om, at mindreårige asylpar undtagelsesfrit ville blive adskilt, mens hun samtidig accepterede, at man på de indre linjer fulgte lovgivningen.

Inger Støjberg kan derfor meget vel have været i den tro, at loven med den valgte formulering af pressemeddelelsen blev overholdt, selvom det ikke af den udsendte pressemeddelelse/instruks fremgik, at der ville blive gjort undtagelser.

Folketingets partier har i sjælden enighed vedtaget en målsætning om at reducere Danmarks CO2-udledning i 2030 med 70 pct.

Klimamålet om 70 pct. reduktion kræver at CO2-udledningen inden 2030 skal reduceres til omkring 21 mio. tons CO2-ækvivalenter.

Det er ikke Klimarådet, der har præsenteret målsætningen om reduktion på 70 pct., men Rådet understreger, at målsætningen, kræver ”en stor samfundsændring”, og behovet for en reduktionsindsats de næste ti år, som ”vil kunne mærkes i de fleste dele af det danske samfund”, og som vil kræve en ”markant indsats”.

For at nå klimalovens mål om 70 procents reduktion i 2030 vil det ifølge Klimarådet kræve indførelse af en CO2-afgift, der i 2030 vil være på 1.500 kr./ton CO2-ækvivalenter.

Klimarådet lægger ikke skjul på, at en sådan afgiftssats er et ”bærende element”, og forhøjelsen fra den nuværende afgift på 170 kr. /ton CO2e tjener som en pædagogisk illustration af, hvad der skal til, hvis man ikke gennemfører andre tiltag for at nå 70-procentsmålet.

Klimarådet mener i det hele taget, at der skal tages drastiske metoder i brug, som vil gøre ondt på såvel landbruget og landets virksomheder som den almindelige dansker, hvis den bredt vedtagne målsætning skal nås.

Ifølge Klimarådet vil det betyde, at både benzin, mælk og hakket oksekød bliver markant dyrere, hvis vi vil blive ved med at leve som i dag. Fuldt indfaset vil prisen for en liter benzin således stige med fem kroner i forhold til i dag, prisen på en liter mælk ryger to kroner i vejret, og et halvt kilo hakket oksekød bliver 13 kroner dyrere.

Klimarådet er ikke alene om at anbefale, at der lægges afgift på udledning af CO2 i overensstemmelse med princippet om at ”forureneren betaler”.

Senest har ”Small Great Nation”, der er et samarbejde mellem tænketanken Kraka og konsulentfirmaet Deloitte, og tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, tidligere overvismand og formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen og tidligere direktør i SFI og formand for en række kommissioner Jørgen Søndergaard, også anbefalet en mærkbar og gradvist stigende CO2-afgift på alle udledninger af drivhusgasser fra dansk territorium.

Forslagene om en CO2-afgift skal også ses i det perspektiv, at der samtidig lægges op til en reform og sanering i det virvar af såkaldte ”grønne afgifter”, der ses overalt på opkrævninger hos almindelige husholdninger, boligejere, bilejere og erhvervslivet m.v.

De største klimasyndere slipper billigt

Problemet med forslaget om en stærkt forhøjet CO2-afgift er, at de allermest CO2-udledende virksomheder i Danmark i væsentligt omfang undtages fra at betale de kommende danske klima-afgifter.

Begrundelsen er konkurrencen med 3. lande og for at undgå ”lækager”, hvor produktionen blot flytter ud af Danmark og EU. Frem til 2030 får 42 af de største udledere af CO2 i dansk industri derfor tildelt gratis CO2-kvoter fra EU til at dække deres udslip af drivhusgasser fra kul, gas og olie.

Efter Klimarådets forslag skal virksomheder i kvotesektorerne og landbruget fortsat have mulighed for fradrag på 80 pct. af deres historiske udledning.

Klimarådet anfører, at fradragsmodellen forudsætter, at den kan godkendes i henhold til EU’s statsstøtteregler, og derfor bør der være fokus på dette i udarbejdelsen af den konkrete model.

EU-godkendelsen er næppe noget problem. EU-Kommissionen har tidligere godkendt danske CO2-afgifter med den begrundelse, at der ikke i EU-traktaten er forbud mod at medlemslandene ”skyder sig selv i foden”.

Reaktionen

Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Energi, Landbrug & Fødevarer og Fagbevægelsens Hovedorganisation har sammen med alle Folketingets partier bakket op om målsætningen om 70 pct. reduktion af Danmarks CO2-udledning i 2030 i forhold til 1990.

Det er derfor et problem, at Lars Sandahl Sørensen fra DI, Claus Jensen fra Dansk Metal, Dansk Energi, Danske Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation straks har taget afstand fra en CO2-afgift af den størrelsesorden, som Klimarådet foreslår.

Statsminister Mette Frederiksen har samtidig fastslået at hun er socialdemokrat før hun er grøn. Klimaomstillingen må ikke øge uligheden eller gøre det mere besværligt at bo på landet. Den grønne omstilling må heller ikke reducere antallet af arbejdspladser i Danmark.

Socialistisk Folkeparti, de Radikale og Venstrefløjen forekommer begejstrede for Klimarådets forslag om CO2-afgifter.

Mens dansk erhvervsliv er modstander af drakoniske CO2-afgifter, tilkendegiver den konservative ordfører, Mette Abildgaard, at hun har appetit på CO2-afgifter.

Hvad så?

Klimaminister Dan Jørgensen afviser nu, at en CO2-afgift bliver en del af den klimahandlingsplan, der skal sikre at målsætningen om 70 pct. reduktion nås i 2030. Det bliver for dyrt her i corona-tiden, må man forstå.

Regeringen vil i stedet bygge to energiøer i Nordsøen og Østersøen frem mod 2030. Øerne skal kunne levere 4 GW – ifølge Dan Jørgensen 4 gigabyte! Vi skal endvidere have en grønnere varmesektor og genanvende mere affald. Efter sommerferien kan der komme flere forslag, ligesom vi kan se frem til en grøn skattereform senere.

Selvom det udestående reduktionskrav reelt er på mindst 25 mio. tons CO2-ækvivalenter, anslår regeringen optimistisk, at vi kan nøjes med kun at reducere med omkring 19 mio. tons.

Alligevel bidrager det netop præsenterede udspil ifølge regeringens egne beregninger kun med en brøkdel af reduktionskravet – omkring to millioner tons CO2-ækvivalenter i 2030.

Klimaministeren har i et interview i Børsen tilkendegivet, at Klimarådets forslag om en CO2-afgift er noget Georg Gearløs kunne have fundet på. Forslaget er også ”en smule fantasiforladt” og ”en skrivebordsøvelse”, mener ministeren. Til de politiske partier, der har udtrykt sympati for CO2-afgifter, siger han, at det er overraskende, at ”de kun har det her universitetsøkonomiske redskab i værktøjskassen”, som ifølge ministeren ”er blevet et vidundermiddel”, der ”ikke findes noget andet sted i verden”. Ministeren understreger, at klimaudspillet er stort set renset for afgifter, også flyafgifter.

Hvad nu?

Efter Dan Jørgensens helt utilstrækkelige udspil er spørgsmålet nu hvordan det store flertal i Folketinget, der uden tøven forpligtede sig på målsætningen om 70 pct. reduktion af Danmarks CO2-udledning i 2030, rent faktisk vil levere?

https://twitter.com/i/status/1263777493191987200

 

På universiteterne er antallet af professorer, lektorer og adjunkter eksploderet. Fra 1798, 4137 og 2855 i 2010 til 2475, 4551 og 4153 i 2018.

Samtidig trives der på universiteterne identitetspolitiske strømninger, som bygger på den forskruede opfattelse, at anerkendelse og hævdelse af særgruppers rettigheder bedst finder sted ved at lukke munden på dem, man er uenig med.

I dagens Danmark er der ikke – og slet ikke på universiteterne – nogen lovlig undskyldning for at udtrykke afvigende identitetspolitiske opfattelser. Du må vænne dig til, at universitetsstuderende kræver færre værker skrevet af døde, hvide mænd på pensum. Studiebeskrivelser og jobopslag med ord som ”analytisk”, ”kompetent” og ”succesfuld” er kvindefjendske, og du kan lige så godt først som sidst lære at værdsætte ord som ”empati”, ”ligestilling” og ”diversitet”.

Som universitetsstuderende vil du være tvunget til at opøve akademisk færdighed i at argumentere for, at forfatteres og tænkeres hudfarve er langt mere relevante end logisk sammenhæng og rationalitet. Efter en passende studietid vil det gå op dig, hvorfor det er himmelråbende forkert og potentielt krænkende – ja overgrebsagtigt, at en hvid mand anmelder en bog af en lesbisk afroamerikaner.

Du vil også lære hvor forkert det er, at kantiner på danske læreanstalter serverer vietnamesiske specialiteter, såsom Bahn Mi og Bun Nam Bo tilberedt af ikke-vietnamesere, og du vil lære at fordømme, at kernedanske studerende anlægger ”blackface”, rastahår eller går med sombrero til rusfester. Pludselig vil du se dig selv deltage i fordømmelsen af den skammelige brug af fat suits. Det vil gå op for dig, at årsagen til dit hidtil negative syn på overvægt er, at det senkapitalistiske samfund er præget af ”tykfobiske strukturer”.

Hvis du er mand, vil snart lære, at du hidtil har stavret privilegieblindt rundt uden at være klar over dine medfødte privilegier, der følger både køn og hudfarve, og i adskillige århundreder, hvis ikke årtusinder, historisk set har placeret den hvide mand i samfundets øverste lag.

På universitetet vil der være mentorer, der bibringer dig viden om og forståelse for minoriteters erfaringer med den hvide mands systematiske overgreb og krænkelser. Du vil pludselig få blik for oprørende og krænkende beskrivelser af kvinder – noget du hidtil har været afskåret fra, fordi du som heteroseksuel, cis-kønnet har haft nogle helt forskruede forestillinger om mænd og kvinder, og selv – uforvarende – har udspredt ”toksisk maskulinitet”.

Som et ekstra-udbytte af din identitetspolitiske sensitivitetstræning på universitetet vil det pludselig gå op for dig, at en Demokrat langt vil være at foretrække frem for Trump på præsidentposten i USA.

På Københavns Universitet er det senest gået ud over politologen og fredsforskeren Ole Wæver, som på helt absurd vis nu beskyldes for at være racist. Mange kan skrive under på, at Wæver er en selvoptaget nar, men at han også skulle være racist, er nyt.

Torsdag blev det i Buenos Aires i Argentina meddelt, at fristen for afslutningen af de igangværende forhandlinger med kreditorer var forlænget til den 2. juni 2020.

Argentina, hvis gæld ved udgangen af 2019 løb op i 323 mia. dollars, skulle allerede fredag have betalt renter og afdrag på 3 store obligationslån, men forhandler samtidig om omlægning af gældsposter på 65 mia. dollars.

Den forlængede frist kommer netop som Argentina står over for den niende statsbankerot i nyere tid. Landet er hårdt ramt af recession, men det har ikke betydet at kreditorerne har været villige til at afskrive ret meget på gælden.

En talsmand for Argentinas kreditorer udtalte torsdag håb om at det ville være muligt at nå til en aftale, men iagttagere er skeptiske.

Vil Argentinas økonomiske uføre føre til statsbankerot – igen?

Danmark har siden 2017 været repræsenteret med hele fem ambassader i Latinamerika: I Buenos Aires, Brasilia, Santiago, Bogota og Mexico City.

Det danske udenrigsministerium fremhæver på sin hjemmeside, at Latinamerika de seneste 20 år har set en betydelig udvikling og er i dag en overvejende demokratisk region. Mange lande i Latinamerika har sideløbende oplevet en historisk høj økonomisk vækst, som har ført til, at omkring 80 millioner mennesker i de seneste ti år er løftet ud af fattigdom og ind i middelklassen. Som følge af denne udvikling har Danmark skiftet fokus fra at være udviklings/bistandsorienteret til at satse på Latinamerikas vækstmarkeder.

Efter Udenrigsministeriets opfattelse er der i Latinamerika en voksende vilje til at fremme bæredygtig udvikling. Det betyder, at de danske eksportmuligheder til Latinamerika inden for bl.a. grøn teknologi og energi- og miljøhåndtering er stigende i flere af landene.

Dronningens besøg i marts 2019

Selvom Argentina vakler på randen af statsbankerot lokkede det danske udenrigsministerium desuagtet i marts 2019 dronningen og kronprinsen sammen med 30 danske virksomheder til et besøg i Argentina. Dispositionen er helt uforståelig, Udenrigsministeriets dårlige jugement har måske mere sin baggrund i historien end i en nøgtern analyse af de aktuelle økonomiske muligheder.

Det må medgives lakskoene og blåfrakkerne i udenrigsministeriet, at Argentina faktisk tidligere et land, der i starten af 1900-tallet var et af verdens rigeste målt på BNP per indbygger. Men i de seneste 100 år har Argentina haft en række gældskriser som følge af dårlig økonomisk og politisk styring. Landet har i realiteten været bankerot i de sidste 20 år, og det er svært at få øje på danske kommercielle interesser i det maleriske fallitbo.

Varm modtagelse, men hvor er pengene?

Den danske delegation blev pænt modtaget af Argentinas daværende præsident, Mauricio Macri, og forhåbningerne har været, at besøget kunne styrke de direkte kontakter imellem danske og argentinske virksomheder, men også føre til konkrete aftaler om, at Danmark og Argentina skal samarbejde om energieffektivitet, forvaltning af vandressourcer, vedvarende energi og patentrettigheder.

Den danske ambassade i Buenos Aires fremturede i sin ønsketænkning, og man afholdt således i Buenos Aires oktober sammen med danske virksomheder og de øvrige nordiske lande planlagt et ”event” om FN’s Verdensmål – de såkaldte SDG’er.

Det dansk-argentinske forhold styrkes også ved, at der nu er placeret en dansk vækstrådgiver på ambassaden i Buenos Aires.

Alle aktiviteterne er tydeligvis sat i søen uden tanke på, hvor finansieringen skal komme fra. Heri adskiller folkene på ambassaden i Buenos Aires sig desværre ikke fra andre dele af Udenrigsministeriets overoptimistiske eksportfremmesystem.

Problemet er kun, at tilliden til Argentinas økonomi er i frit fald!

Den tidligere præsident, Mauricio Macri, kom til magten i 2015 på løfter om at kick-starte og liberalisere Latin Amerikas 3. største økonomi. Han var dog slet ikke I stand til at indfri løfterne og Argentina befinder sig reelt i en recession med en stigende inflation på over 55 pct.

Macris forsøg på at føre en stram krisepolitik betød at han mistede opbakningen fra tidligere borgerlige, der i stedet for den lovede økonomiske fremgang oplevede decideret forarmelse og nedgang i levestandard.

Den økonomiske krise var årsagen til voldsomme protester og demonstrationer mod regeringen op til præsident- og parlamentsvalget den 27. oktober 2019.

Præsidentvalget

Mauricio Macri led derfor som forventet et stort nederlag til den peronistiske venstrefløjskandidat, Alberto Fernandez.

Med Alberto Fernandez er Argentina vendt tilbage til velkendte socialdemokratiske politikker med en protektionistisk og statskontrolleret økonomi med streng valutakontrol som under det tidligere Kirchner-regime.

Tidligere præsident i Argentina fra 2007-2015, Cristina Fernandez de Kirchner, fik ved valget i oktober posten som Vicepræsident.’

Da hun selv var præsident, kæmpede hun indædt med den argentinske landbrugssektor over eksportskatter og vægrede sig ved at honorere kravene fra indehavere af argentinske statsobligationer, der betød, at Argentina frem til 2015 reelt var udelukket fra de internationale kapitalmarkeder. Staten gav samtidig meget store subsidier til bl.a. el og indførte en række uhensigtsmæssige tiltag som valutarestriktioner, eksportskatter og ekspropriationer af virksomheder inklusiv landets største olieselskab, YPF S.A. (Yacimientos Petrolíferos Fiscales).

Mens præsident Alberto Fernández tilhører den kristelig-konservative fløj, karakteriseres Cristina Fernández de Kirchner som udpræget venstrepopulist – og den der har bukserne på i præsidentskabet!

Økonomisk morads og udsigt til statsbankerot

Med venstrefløjen ved magten i Argentina har markederne mistet tilliden og muligheden for at, Argentina ligesom i 2001 og 2014 igen må gå i betalingsstandsning er overhængende.

Inflationen i Argentina er på mere end 50 pct. Og økonomien er på 3. år i recession.

Hovedårsagen til elendigheden er den enorme statsgæld på 323 mia. dollars, og Argentina er ikke i stand til at honorere servicering og tilbagebetalingskrav fra IMF, obligationsejere og andre kreditorer.

Spørgsmålet er om Argentina kan opnå den nødvendige henstand og omstrukturering af gælden. Det vil vise sig når vi når frem til forhandlingsfristen den 2. juni 2020.

Hvis Argentina igen går i betalingsstandsning, vil pesoen uvægerligt blive svækket dramatisk og det vil naturligvis have negative følger i Brasilien og Uruguay, men næppe større globale konsekvenser, fordi den international omsætning af pesoen er begrænset.

 

Enigheden mellem Tyskland og Frankrig om at oprette en gigantisk EU-hjælpefond kan bidrage til at unionstilhængernes hede ønsker om en fuldt udviklet Økonomisk og Monetær Union bliver realiseret. Det fransk-tyske forslag går på, at hele unionen solidarisk optager og hæfter for et lån på 3.500 mia. kroner. EU-kommissionen skal herefter kunne ”overføre” en stor del af lånet til nødlidende medlemslande. Ikke som lån, men som overførsler, der ikke skal betales tilbage.

At EU nu skal til at føre finanspolitik – eller i hvert fald med overførslerne direkte have indflydelse på medlemslandes muligheder for at føre finanspolitik – kan måske føre EU ud af de sidste års dødvande.

ØMU’en

EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev oprettet i Maastrichttraktaten i 1992, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

I EU’s Økonomiske og Monetære Union er det derfor fortsat medlemsstaterne, som fastlægger den økonomiske politik – finanspolitik, skattepolitik og deres nationale budgetter inden for de vedtagne grænser for underskud og gæld, og som bestemmer deres egne strukturpolitikker for arbejdsmarkedet, pension og kapitalmarkederne.

Indenfor euroområdet er det Den Europæiske Centralbank, som fastsætter den monetære politik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for de finansielle institutioner.

Europa-Kommissionens rolle i Den Økonomiske og Monetære Union er at overvåge resultaterne og overholdelsen af reglerne, men har i øvrigt ingen finanspolitiske kompetencer.

Respekteres kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne?

Den 5. maj 2020 rejste den tyske forfatningsdomstol (Bundesverfassungsgericht), tvivl om Den Europæiske Centralbank med de massive opkøb af statsobligationer og dermed bidrag til medlemslandes underskudsfinansiering havde overskredet sin kompetence. Domstolen mente ikke, at Den Europæiske Centralbank havde retfærdiggjort de massive obligationskøb, og at disse køb opfyldte “proportionalitetsprincippet” som krævet i EU-traktatens artikel 5 og alene tjene pengepolitiske formål.

Proportionalitetsprincippet, der bestemmer, at en EU-aktion skal begrænses til det, der er nødvendigt for at nå et angivet mål, regulerer udøvelsen af de beføjelser, som medlemslandene har overført til EU.

Hvem har ansvaret for finanspolitikken?

Ambitionerne om at videreudvikle ØMU’en med en decideret central ”finanspolitisk kapacitet” i euroområdet omfatter planerne om at udvikle Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) til en europæisk valutafond med tilstrækkelig ind- og udlånskapacitet og et klart fastsat mandat til at agere finanspolitisk i euroområdet.

Stabilitetsmekanismen, ESM, for gældsplagede eurolande blev etableret i 2012 og var tiltænkt rollen som et permanent værn mod gældskriser med en effektiv udlånskapacitet på 500 mia. euro, hvoraf de 80 mia. euro er i form af indbetalt kapital fra medlemslandene i euroområdet.

Finansiel støtte fra mekanismen kræver en anmodning af et medlemsland fra euroområdet samt, at støtten vurderes nødvendig af hensyn til euroområdets stabilitet. Vurderingen vil ske på baggrund af en bæredygtighedsanalyse af statsgælden, som foretages af Kommissionen sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) og i samarbejde med Den Europæiske Centralbank (ECB).

Finansiel bistand fra mekanismen er underlagt strenge krav til det pågældende euroland om et makroøkonomisk tilpasningsprogram. Afgørelser om ydelse af finansiel bistand fra mekanismen kræver som hovedregel enstemmighed blandt eurolandene.

Grækenland, Italien, Portugal og Spanien har været tvunget til at modtage støtte fra ESM, men det har ikke været populært, at EU har stillet skrappe betingelser som nidkært er blevet overvåget. Stabilitetsmekanismen, ESM, er derfor blevet et yndet hadeobjekt i de pågældende lande.

Da Danmark som bekendt ikke er et euroland, bidrager Danmark heller ikke til krisefonden. Medlemslande uden for euroområdet kan dog deltage i de finansielle støtteaktioner på ad hoc-basis.

EU-valutafond

Når ESM ønskes videreudviklet til en egentlig EU-valutafond – European Monetary Fund, EMF – for alle medlemslande og med hjemmel i EU-retten, har det et finanspolitisk sigte. Tanken er, at ESM udover at være en finansieringsmekanisme også skal være et finanspolitisk instrument, der får større selvstændige finanspolitiske beføjelser og ansvar for at overvåge overholdelsen af reglerne for den europæiske økonomiske og monetære union og sikre overholdelsen af finansielle støtteprogrammer i medlemslandene.

Tyskland afgørende

Tyskland er nu parat til at samarbejde tæt med Frankrig om at styrke og reformere eurozonens økonomiske holdbarhed, således, at euroen bedre kan stå imod globale kriser.

Tyskland anerkender princippet om solidaritet i EU, men fastholder, det enkelte medlemslands økonomiske ansvar for de risikable dispositioner, de foretager.

Når det er sagt, har Tyskland været parat til at videreudvikle Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, ESM, til en egentlig Europæisk Monetær Fond, forankret i EU-retten, men uden at kompromittere de nationale parlamenters kompetence.

Når ØMU’en endnu ikke er fuldt udviklet skyldes det, at en række medlemsstater har insisteret på, at en finanspolitisk kapacitet på EU-niveau ikke må udformes, så der opstår risiko for permanente overførsler og dermed underminering af incitamenterne til forsvarlig økonomisk politik og arbejdsmarkedspolitik og gennemførelse heraf på nationalt eller regionalt niveau eller incitamenterne til at afhjælpe nationale eller regionale strukturelle svagheder.

Derfor mangler Bankunionen og Finansunionen stadig at blive færdig.

Med Frankrigs og Tysklands fælles bud på en gigantisk hjælpepakke er der udsigt til, at blokeringerne for at EU kan spille en aktiv og konstruktiv rolle i forhold til økonomiske kriser, måske ophæves.