EU-Kommissionen præsenterede onsdag den 23. september 2020 sin længe ventede ”asylpagt”, der skal forsøge at rette op på et system, som ”ikke længere virker”, som kommissionsformand Ursula von der Leyen formulerede det ved præsentationen.

Danmarks retsforbehold betyder, at Danmark ikke bliver omfattet af de mest opsigtsvækkende dele i det nye udspil. Alligevel er det et jammerligt forslag til en fælles asylbehandlingspolitik for alle medlemsstater, som EU-Kommissionen har fremlagt.

Det positive er løftet om en styrkelse af EU’s ydre grænser, mere effektiv bekæmpelse af menneskesmuglere og en facilitering af hjemsendelsen af afviste migranter. Desværre er der ingen der tror på, at EU er i stand til at leve op til løfterne.

Det negative i forslaget, er fordelingen mellem medlemsstaterne af ansvaret for asylansøgerne og for afviste ansøgeres hjemsendelse til hjemlandet.

Marrakesh-migrationspagten

Det nye EU-forslag skal ses som en forlængelse af FN’s Migrationspagt – Marrakesh-migrationspagten – som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen underskrev uden at spørge befolkningen.

Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var dengang nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, dukkede sig og nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Ingen EU-toppost til Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens ucharmerende Charles Michel, derimod, blev belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.

Obligatorisk solidaritet kommer med en regning

EU’s nye ”asylpagt” er bygget op om et begreb, der hedder ”obligatorisk solidaritet”, hvor konsekvenserne af fejlslagne EU-politikker væltes over på medlemsstaterne.

I 1997 blev Schengen-samarbejdet med Amsterdam-traktaten indarbejdet i EU’s retlige ramme og bevogtningen af Unionens ydre grænse blev dermed et EU-anliggende.

EU-Kommissionen har imidlertid aldrig været i stand til at sikre bevogtningen af den fælles ydre grænse. Vi har aldrig fået den grænsebevogtning og kystbevogtning støttet af skibe, helikoptere og fly, som effektivt kunne sikre de ydre grænser.

Ansvaret lå i realiteten stadig hos medlemslandene, og da migrantbølgen skyllede ind over Europa i 2015, hvor Scengen havde ophævet de indre grænser, var EU et åbent landskab, hvor enhver migrant kunne melde sig og bede om asyl og en efterfølgende behagelig tilværelse på det offentliges regning.

Danmarks migrant-regning er enorm. Finansministeriet har opgjort den årlige bruttoudgift for ikkevestlige migranter og deres efterkommere til knap 90 milliarder kroner. Heraf sendte migranter i Danmark ifølge Verdensbanken i 2018 over 22 milliarder kroner tilbage til familien i hjemlandene,

Efter EU’s nye ”asylpagt” vælger medlemslandene selv, om de vil modtage flygtninge eller ej, men hvis de nægter, tvinges de til at tage det videre ansvar for de berørte migranter i andre medlemslande. Enten ved efter en vis tid at sende dem hjem eller give dem opholdstilladelse. Hvis Polen afviser at modtage asylanter fra græske lejre, må Polen således sørge for asylanternes hjemsendelse eller give dem en midlertidig opholdstilladelse.

Asylpagten afvises af flere lande

EU’s nye ”asylpagt” er omgående blevet afvist af Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Østrig. Selvom Danmark står uden for det retslige samarbejde, burde vi højt og tydeligt også sige nej.

Enkelte medlemslande har bygget hegn langs de ydre grænser, men transporterne over Middelhavet fortsætter – ovenikøbet bistået af NGO-bevægelser, som mener, at de gør en humanitær velgerning.

Der er nok heller ingen, der tør stole på, at EU magter at accelerere hjemsendelsen af afviste asylansøgere. For det første er der næppe medlemslande, der vil betale for afviste asylansøgere i andre lande. For det andet viser erfaringen, at deres hjemlande ikke vil have dem tilbage, og for det tredje, fordi migranterne ikke vil hjem.

Ifølge Berlingske lykkedes det i 2019 kun at hjemsende en tredjedel af de afviste asylanter i Danmark.

Den italienske kommunist, Antonio Gramsci, udviklede teorien om “cultural hegemony”, hvor de fremherskende kulturelle normer og værdier var etableret af den herskende klasse, bourgeoisiet.

Selvom det vist nok var 68-eren, Rudi Dutschke, der argumenterede for, at hvis den dominerende kultur skulle ændres, ville det kræve en ”lang march” gennem alle samfundets institutioner, er udtrykket ”Modkulturens Gramsciske March Gennem Institutionerne” ofte tillagt Antonio Gramsci.

Nedbrydning af systemet indefra

Antonio Gramsci er under alle omstændigheder blevet berømt for at udvikle en strategi for hvordan borgerlige vestlige kapitalistiske systemer kan ødelægges indefra. I stedet for at satse på, at den troløse arbejderklasse skulle gøre oprør, så burde man, ifølge Gramsci, satse på ”den lange march gennem institutionerne”. Marxisterne skulle erobre skoler, universiteter, medier, kirker og i det hele taget alle institutioner som kunne bevare den vestlige, borgerlige og kapitalistiske kultur.

Strategien blev praktiseret fra 1960’erne, over ungdomsoprøret og dominerede på universiteterne i 1970’erne og 80’erne.

Murens fald

Marxisternes lange march gennem institutionerne blev midlertidigt bremset ved Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I 1990’erne stod marxisterne lidt nøgne og delegitimerede tilbage, fordi det, de troede på, var faldet fra hinanden. Mange troede dengang, at det liberale demokrati endegyldigt havde sejret. Venstrefløjen blev en tid nærmest usynlig og aktivisterne var med rette flove over, at de havde holdt på den forkerte hest.

I 1990’erne oplevede vi en kort periode med relativ klarhed: Det vestlige kapitalistiske-liberale demokrati ville være det blivende system og kollektivisme var afløst af de liberale demokratiers traditionelle fokus på individuelle rettigheder.

Nye fjendebilleder

Venstrefløjen lå for en tid underdrejet og tavs, men freden var kort. Selvom den kolde krig var afsluttet og markedsøkonomien havde bevist sin overlegenhed lykkedes det at fremmane nye fjendebilleder. Hvor kampen tidligere havde stået mellem en udbyttet arbejderklasse over for kapitalen, blev klassekampen og målsætningen om et kommunistisk paradis nu erstattet af støtte til den palæstinensiske ”frihedskamp” og solidaritet med udbyttede udviklingslandes retfærdige kamp mod imperialisme og kolonistyre.

Selvom venstrefløjsaktivisterne havde mistet troen på, at revolutionen ville komme fra den velnærede arbejderklasse i de vestlige demokratiske økonomier, var den gamle drøm om ”proletariatets diktatur” ikke opgivet. Revolutionen skulle nu blot starte i den udbyttede 3. verden, men ej heller fra den front var der rigtig udsigt til, at det borgerlige samfund vil blive omstyrtet.

Til gengæld har identitetspolitikken markeret et genuint nybrud i klassisk venstrefløjstænkning. Den yderste identitetspolitiske venstrefløj er nu optaget af sprog og sociale dynamikker mellem både enkelte individer og grupperinger.

Identitetspolitikken

Marxisternes lange march gennem institutionerne er i dag genoptaget med fuld styrke. Venstrefløjen er tilbage som postmarxisme, postmodernisme, poststrukturalisme og hvad de ellers kalder det, som forbindes med identitetspolitikken.

På universiteterne, i kulturlivet og i de etablerede medier har de antiliberale, identitetspolitiske dagsordener fuldstændig taget kontrollen. Kampen drejer sig om at få anerkendt klimapolitik, separatisme, nationalisme, kvinders ligestilling og minoriteters rettigheder.

Kampen kæmpes med slagord som ”Black Lives Matter” og ”MeToo”. Alle autoriteter udfordres, og hvis noget ikke føles ”rigtigt” skal alle have ret til at sige fra. Almindelige forvaltningsregler og offentlighedslove m.v. er ikke nok. Overalt skal der etableres whistleblower-ordninger, der beskytter aktivister, der får hidtil skjulte forhold frem i lyset.

Anvendelsen af særlige, tabubelagte ord kan være nok til at diskvalificere stemmer i den offentlige debat. I andre tilfælde kan alene det forkerte køn eller den forkerte hudfarve føre til boykot. For identitetsaktivister vejer hensynet til gruppeidentiteter – som sorthed, danskhed, muslimskhed eller transkønnethed – altid tungere end individuelle rettigheder som f.eks. ytringsfrihed.

I dag har identitetspolitikkens ivrigste forkæmpere travlt med at opstille høflighedsregler og regulere grænserne for den offentlige samtale. Når grænseoverskridende udsagn bliver både personlige og politiske krænkelser, bliver mundkurv, boykot eller udskamning til politiske våben.

Nye begreber har fået afgørende betydning:

Kulturel appropriation: Må hvide popmusikere style deres hår med dreadlocks? Må en hvid mad anmelde en bog af en mexicaner eller af en kvindeligafroamerikaner? Må kantiner servere vietnamesiske sandwiches tilberedt af ikke-vietnamesere? Må en dansk studerende gå med sombrero til en rusfest?

Nej, nej, nej, det må man ikke, mener de mest kompromisløse og forhærdede identitetspolitiske aktivister. For det er nemlig såkaldt kulturel appropriation. Når medlemmer af majoritetssamfundet tilegner sig kulturelle udtryk, kan det ifølge andre opleves krænkende og stødende. Dermed abonnerer de mest radikale identitetspolitikere på et særdeles ekskluderende og særdeles statisk kulturbegreb, der opdeler folk i fastlåste etniske og kulturelle kategorier. Hvad enten der er tale om nationalistiske krav om, at ”Danmark for Danskerne” eller påstanden om, at hvide ikke må bære dreadlocks, bygger modstanden mod kulturel appropriation på en modvilje mod at se kultur, som noget der tilhører alle og enhver på tværs af etniske, religiøse og nationale grænser.

Intersektionalitet: Identitet er ikke overraskende identitetspolitikkens altafgørende målestok. Men forskellige identiteter har forskellige oplevelser. Derfor mener de såkaldt ”intersektionelle feminister”, at en sort kvinde er udsat for en stærkere grad af undertrykkelse end en sort mand, der igen er udsat for en stærkere grad af undertrykkelse end en hvid kvinde, der i højere grad lider under patriarkalske strukturer end den hvide mand. Den intersektionelle feminisme står fast på at analysere magtforhold og offerstatus ud fra et kompliceret sæt af spilleregler, der kan minde om en slags roadmap for undertrykte. I sidste ende står den heteroseksuelle hvide mand øverst i hierarkiet. Selv om han er en heroinafhængig invalidepensionist med et amputeret ben, kan han næppe opnå samme offerstatus som en lesbisk kvinde af anden etnisk oprindelse end dansk. På grund af kolonitiden. Hvis du påstår det modsatte, er det fordi du er privilegieblind.

Privilegieblindhed: Er det i orden, at universitetsstuderende kræver færre værker skrevet af døde, hvide mænd på pensum? Tænker du, at forfattere og tænkeres hudfarve er mindre relevant end logisk sammenhæng og rationalitet? Så er det sandsynligvis, fordi du slet ikke er klar over de medfødte privilegier, der i adskillige århundreder, hvis ikke årtusinder, historisk set har placeret den hvide mand i samfundets øverste lag. Du har ingen forståelse eller mulighed for at sætte dig ind i minoriteters erfaringer.

Derfor opfordrer identitetspolitiske aktivister ofte folk, som de er uenige med, til at tjekke deres privilegier, der angiveligt følger med både køn og hudfarve. Du er nemlig privilegieblind. På begge øjne.  

Tykfobi: Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. Det er der lige nu en debat om i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

CIS-kønnethed: I en tid, hvor friheden til at definere sin egen kønsidentitet og seksuelle orientering er større end på noget andet tidspunkt i historien, er antallet af seksuelle minoriteter og kønsidentiteter efterhånden mangfoldige. Det gælder også begrebet ”CIS-kønnet”, der dækker over kønsidentiteten hos mennesker, der identificerer sig med deres biologiske køn. (Cis – fra latin ”på denne side af” i modsætning til trans: ”på den anden side af”).

Så hvis du er en mand, der er født med en penis og føler dig som sådan, er du med andre ord CIS-kønnet. Hvis du er født med kvindelige kønsorganer og føler dig som en mand, er du til gengæld transkønnet. Og hvis du er CIS-kønnet, er der ifølge intersektionelle feminister endog særdeles stor risiko for, at du er med til at udbrede toksisk maskulinitet.

Toksisk maskulinitet: CIS-kønnede mænd bliver betragtet som både offer for og hovedleverandør af såkaldt “toksisk maskulinitet”. Uanset om mænd ved det eller ej, bærer de nemlig på bedagede forestillinger om, hvad det vil sige at være en rigtig en af slagsen, mener tilhængere af begrebet toksisk maskulinitet. Forestillingen om rigtige mænd er med til at fastlåse samfundets kønsroller med negative konsekvenser for både mænd og kvinder såvel som ikkebinære, det vil sige personer, der hverken identificerer sig som kvinder eller mænd. Som paraplybegreb er “toksisk maskulinitet” et fremragende begreb, der kan anvendes til at give en ideologisk kant til et i bund og grund æstetisk ubehag ved andre mennesker.

Begrænsninger på ytringsfriheden?

De identitetspolitiske hardlinerbevægelser arbejder målbevidst på at indskrænke fri tale og demokrati på vores universiteter, i medier og i det offentlige rum. Fra et oprindeligt fokus på sorte, kvinder og homoseksuelle skylder vi nu hensyn til en myriade af minoritetsgrupper af etnisk, kønslig og anden art, som hver især kræver anerkendelse for sin egenart og status som offer for idelige krænkelser.

Københavns Universitet, institut for Kunst- og Kulturvidenskab, kan udsende en mail, hvor instituttets undervisere blandt andet får besked på, at de bør undgå at sige ”han” eller ”hun” til deres studerende.

”Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge,” skriver institutlederen og studielektoren dertil i mailen.

Instruksen skyldes angiveligt, at der mangler retningslinjer for, hvordan man undgår situationer, ”hvor non-binære og transpersoner ikke føler sig inkluderet”.

Identitetspolitikken, kravet om politisk korrekthed og hele krænkelseskulturen er en form for fascisme. Historie, lærdom og sprog forsøges saneret i en bestræbelse på at skjule virkeligheder, man ikke bryder sig om, eller som individer finder degraderende. Sproget må ikke røbe en virkelighed, der er ubekvem i forhold til, hvordan en gnidningsfri verden skal se ud.

Spørgsmålet er, om det er legitimt at kritisere identitetspolitikken og antyde, at vi alle er ofre – og almindelige menneskers ytringsfrihed er alvorligt truet?

Marxisternes nedbrydning af den borgerlige orden

Uanset, om ”fjenden” i dag typisk udstilles som gamle reaktionære, uvaskede, racistiske, sexistiske, homofobiske, ufølsomme, halvfulde, klamme og onkelagtige hvide mænd, skal vi ikke tage fejl: Det vi er udsat for, er ikke den socialliberale kulturradikalisme, der stikker næsen frem. Nej, det er igen marxisternes lange march gennem alle samfundets institutioner, som erobres én efter én.

Baggrund om Antonio Gramsci

Italiens kommunistiske parti – Partito Comunista Italiano – blev grundlagt den 18. januar 1921 i Livorno af Amadeo Bordiga og Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci (født 23. januar 1891 i Ales på Sardinien, Italien, død 27. april 1937 i Rom) var forfatter, journalist, politiker og filosof, en socialistisk teoretiker, kommunist og antifascist.

Fra den 6. april 1924 til sin tilfangetagelse af fascisterne den 8. november 1926 var han medlem af det italienske parlament. Under sit fængselsophold forfattede Gramsci i alt 32 fængselsskrifter også kaldet Gramscis fængselsoptegnelser. Disse skrifter er blevet nogle af de mest indflydelsesrige marxistisk filosofiske værker i eftertiden. Gramsci blev idømt 20 års straffearbejde, men blev løsladt i 1937 pga. sygdom. Han døde kort efter.

Den danske ambassade i Rom er placeret mellem Via dei Monti Parioli og Via Antonio Gramsci.

Venstrefløjen lever fortsat i bedste velgående og kontrollerer stadig nøglepositioner i det danske samfund. Den venstreintellektuelle kriminolog og professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, er et lysende eksempel på modkulturens Gramsciske March gennem institutionerne.

Han er født i Aalborg og blev student fra byens katedralskole i 1966. Karrieren som indehaver af alle de rigtige venstrefløjsmeninger og den livslange kamp mod USA-imperialismen, det kapitalistiske lønarbejde og kapitalismens diktatur blev indledt som lektor i kriminalret og kriminologi på Den Sociale Højskole. Fra 1975 slog Vestergaard sine folder på Københavns Universitet som kandidatstipendiat, adjunkt, lektor, docent og endelig som professor i strafferet ved Københavns Universitet.

Blekingegade-banden

I en kronik i Information den 7. juni 1989 kritiserede de tre venstreintellektuelle kriminologer, Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, dagbladet Informations dækning af Blekingegade-banden og dens tilknytning til den danske militante og voldsparate venstrefløj. Journalist Lars Villemoes blev af venstrefløjens beskyttere anklaget for at tilsidesætte ”fundamentale journalistiske principper”, bryde med retssikkerheden og viderelevere ”løsagtig snak” og ”fiction”.

Jørgen Dragsdahl

Da historikeren Bent Jensen i januar 2007 i Jyllands-Posten skrev, at PET anså Jørgen Dragsdahl fra Information for at være agent, var Jørn Vestergaard, dengang docent i strafferet ved Københavns Universitet, hurtig ude med kritik: ”Det, som Bent Jensen i en meget polemisk form har gjort med sin artikel, svarer jo til en selvbestaltet standret, der får Moskva-processerne til at ligne civiliseret retspleje.”

Jørgen Dragsdahl blev efter en langvarig proces til sidst i Højesteret frikendt for at have været russisk agent. Bent Jensen forsvarede sig med, at han mente, at offentligheden burde vide, at beskrivelsen af Jørgen Dragsdahl i DIIS-udredningen om Danmark under Den Kolde Krig (2005) var misvisende. Ifølge PET-papirerne, som både Bent Jensen og DIIS havde set, havde Jørgen Dragsdahl kontakt til KGB-officerer, men DIIS skrev alene, at han var i PET’s søgelys på grund af sine kontakter til østlige journalister.

Straffelovens bestemmelser om at religion og kultur ikke kan undskylde forbrydelser og mindske straffen

Jørn Vestergaard forsvarer fortsat villigt og gerne anslag mod dansk kultur og sammenhængskraft. Siden 1. april 2019 er det af straffeloven fremgået, at religion eller kultur ikke tæller som formildende omstændigheder, når domstolene afsiger kendelser. Af den nye bestemmelse fremgår det, at ved fastsættelsen af straffen ”kan det ikke indgå som formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende”. Det er med andre ord nu lysende klart at tro eller medbragte skikke fra andre lande, aldrig kan undskylde forbrydelser og mindske straffen.

Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, finder lovændringen ”fagligt stærkt betænkelig”: ”Det er svært at frigøre sig fra det indtryk, at man ønsker at udsende et signal i forhold til parallelsamfund. Og hvem er det, der har en hovedrolle her? Det er selvfølgelig den muslimske befolkningsgruppe”.

FE-skandalen

At skandalen i FE nu er under afdækning, skyldes angiveligt en eller flere whistleblowers har benyttet sig af hemmelige lydoptagelser i FE. De pågældende lydoptagelser, der formentlig er optaget af en medarbejder i FE, har formentlig været ulovlige og i strid med sikkerhedsbestemmelserne i FE. Jørn Vestergaard er ikke overraskende af den opfattelse, at forsøg på at stille den pågældende medarbejder til ansvar for overtrædelse af sikkerhedsreglerne, ville være i strid med tankegangen bag whistleblower-ordninger.

Om Claas Relotius, der er baggrunden for teaterstykket “Spejlmanden” på “Mungo Park”, Joe Biden, Giuseppe Conte, Goll, Qureshi, Anita Bay Bundgaard, Castberg, Nybroe, Penkowa og alle de andre fusentaster.

Joe Biden

Den demokratiske præsidentkandidat, tidligere vicepræsident Joe Biden, udsættes for kritik. Den 76-årige kandidat er notorisk kendt for at komme med politisk ukorrekte, upassende og forkerte bemærkninger, såkaldte ”gaffes”. Ofte forekommer det som om han ikke er helt klar over, hvor han befinder sig, når han omtaler de ”vidunderlige folk i Vermont” på et politisk møde i Michigan.

Senest har det vakt opmærksomhed, at han på valgmøder har fortalt en hjerteskærende historie om hvordan han som vicepræsident rejste til Afghanistan for at dekorere en krigshelt. 

Washington Post har undersøgt sagen nærmere, og konkluderer, at Joe Biden blander 3 forskellige historier sammen, inklusive en historie, hvor han faktisk satte en medalje på brystet af en nedbrudt soldat, Army Staff Sgt. Chad Workman, som ikke mente at han fortjente dekoreringen. Avisen konkluderer, at Biden i løbet af 3 minutter tager fejl af det hele: tidspunktet, stedet, heltegerningen, hvad det er for en dekoration, den militære enhed, medaljemodtagerens rang samt Bidens egen rolle i ceremonien.

Spørgsmålet er om Joe Biden bare er en bundreel mand med hjertet på rette sted, der undertiden siger mærkelige, onkelagtige ting, eller er der tale om en dybereliggende karakterbrist?

Washington Post har gravet dybere, og omtaler blandt andet omstændighederne ved Joe Bidens fejlslagne præsidentkampagne tilbage i 1987. Biden blev anklaget for at plagiere andre politikeres taler uden kildeangivelse, og især dokumentationen af hvordan han havde tyvstjålet lange passager fra Helle Thornings Schmidts svigerfar, Neil Kinnock, var ødelæggende. Washington Post har også afdækket en sag om muligt plagiat fra Joe Bidens studietid. 

Har Giuseppe Conte pyntet på sit CV?

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, har været anklaget for ”résumé-inflation” – at have overdrevet sine akademiske kvalifikationer i sit CV. Conte angiver at have studeret på berømte universiteter over hele verden, inclusive Yale, Sorbonne i Frankrig og New York University, NYU, hvor han angiver at have “perfected and updated his studies” under månedlange ophold hver eneste sommer mellem 2008 og 2012.

Ifølge New York Times udtaler Michelle Tsai på vegne af NYU: “A person by this name does not show up in any of our records as either a student or faculty member,” og tilføjede at det ikke kunne udelukkes at Conte havde deltaget i en- eller 2-dages programmer, hvor NYU ikke havde deltagerlister.

Folkeskolereformen

I januar 2019 kunne Weekendavisen berette, at fire fremtrædende uddannelsesforskere var anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i en sag, som trækker tråde til såvel den akademiske og politiske verden som til klasseværelser over hele landet. 

Ph.d. og lektor Keld Skovmand står bag anmeldelsen, som omfatter anklager om plagiat, citatfusk, fabrikation af data og misrepræsentation af udenlandsk forskning i forbindelse med den kontroversielle Folkeskolereform, der trådte i kraft i 2014. De anmeldte tæller tre professorer ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet: Niels Egelund, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College, landets største læreruddannelse.

 Keld Skovmand kritiserer især de viden­skabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet. Artiklerne blev brugt som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af lærer­uddannelsen i 2012 og året efter for folke­skole­reformen, der foruden længere skoledage indførte mere end 3000 lærings­mål for eleverne og en hidtil uset statslig kontrol af skolerne. Det er altså selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skole­elever, som Skovmand går i rette med og kalder intet mindre end ”den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i Danmarkshistorien”. 

Anmeldelsen til NVU, der har været omhyggeligt refereret i dagspressen, angår plagiat, citatfusk og fejlagtige kilder og forskningsresultater. De pågældende forskere påstås at have manipuleret med forskning fra udlandet for at få den til at passe med en dansk politisk dagsorden.

Nævnet for Videnskabelig Uredelighed ventes snarest at tage stilling til sagen

Der Spiegels Claas Relotius

Det tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel, blev i december 2018 kastet ud i kaos efter, efter afsløringen af, at en af magasinets topreportere i årevis havde fiflet med nyhedshistorier. Det har chokeret medieverdenen, at den prisvindende journalist Claas Relotius har “opfundet” historier i foreløbig 14 ud af 60 artikler, som er undersøgt.

Relotius blev overøst med priser i Tyskland og USA. TV-stationen CNN udnævnte ham i 2014 til årets journalist for artikler om USA. Det viste sig, at artiklerne var så populære, fordi han gav de etablerede medier lige, hvad de ville have. Hans reportager om USA var gennemsyret af antiamerikanisme og had til præsident Trump.

Der Spiegel har undskyldt og været i en lille flække i USA, som Relotius beskrev som Verdens Røvhul fyldt af Trump-vælgere. Alt var løgn. Mens medierne fordømmer hans opdigtede historier, er de uvillige til at se dem i en større politisk sammenhæng. For Relotius var aldrig kommet i nærheden af en journalistisk pris, hvis han havde skrevet positivt om Trump.

I Danmark har historien om Claas Relotius gjort indtryk, og teatret ”Mungo Park” har gjort historien til et teaterstykke, ”Spejlmanden”, som havde premiere i oktober 2020.

Niko Grünfeld

Alternativets københavnske borgmester Niko Grünfeld har uretmæssigt hævdet, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Men Aarhus Universitet går nu i rette med oplysninger i Alternativets borgmester i København Niko Grünfelds CV.

Op til sidste kommunalvalg fremgik det af Niko Grünfelds CV, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Uddannelsen skulle være taget i årene 2002 til 2004, hed det sig, og det blev bragt i flere medier.

Der er kun ét problem ved den oplysning: Aarhus Universitet kan ikke bekræfte den.

Radio24syv kunne endvidere rapportere, at Grünfeld i forbindelse med folketingsvalget i 2015 angav på sit cv, at han havde en kandidatuddannelse.

Men det passede heller ikke.

Bendt Bendtsen

JyllandsPosten har oplyst, at tidligere minister og formand for de Konservative Bendt Bendtsen i årevis skrev på sit cv, at han havde en ”Højere Handelseksamen i Regnskab og Driftsøkonomi”, selv om han kun har et fag fra uddannelsen på en aftenskole i Odense.

Inger Støjberg

Daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg fra Venstre har også ifølge Jyllandsposten hævdet, at hun er uddannet journalist. Men hendes egentlige uddannelse er akademiøkonom i kommunikation fra InformationsAkadamiet i Viborg.

Bob Dylan

Bob Dylan leverede langt om længe i begyndelsen af juni 2017 den forelæsning, som er forudsætningen for at han kunne modtage Nobel-prisen i litteratur, som han fik tildelt sidste år. I en optagelse af forelæsningen fra 4. juni 2017 kan man høre Dylan beskrive den stærke indflydelse fra de litterære værker Odysseen, Intet nyt fra Vestfronten og Moby Dick. Især henvisningen til Herman Melvilles roman Moby Dick var problematisk. I en artikel i tidsskriftet Slate, har Andre Pitzer dokumenteret, at Dylans henvisninger syntes at være planket fra websitet SparkNotes.

Naser Khader

Den konservative politiker, Naser Khader, er kommet i vridemaskinen og anklages nu for plagiat.

Det er bogen “Hjertet bløder” af Naser Khader og Stig Matthiesen, der er under massiv kritik for at have flere afsnit, der er kopieret fra bl.a. engelske tekster. Berlingske har redegjort for at helt op til 86 procent af nogle afsnit er plagiat. Se eksemplerne her. 

Medierne har været nådesløse i deres kritik, og forfatteren Carsten Jensen, har ikke lagt fingrene imellem på sin Facebook-profil:

”Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet.
Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader.

Khader er noget, der er værre end en bedrager. Han er en selvbedrager. Overbevist om sin egen kroniske uskyld udpeger han i den anklage, der er blevet rejst imod ham for plagiat, sin medforfatter til bogen “Hjertet bløder”, Stig Matthiesen, som den skyldige”.

Eva Kjer Hansen

Landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen måtte i begyndelsen af 2016 gå af som minister. Et flertal omfattende Det Konservative Folkeparti mente hun havde vildledt Folketinget om kvælstofudledningen i forbindelse med Landbrugs- og Miljøpakken.

Esben Lunde Larsen

Danske medier har været optaget af, at tidligere uddannelses- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, skulle have fusket med sit uddannelses-cv. Esben Lunde Larsen oplyser under punktet ”uddannelse og erhverv” på sit officielle cv på Folketingets hjemmeside, at han er ”cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008.”

Ingen betvivler, at Lunde Larsen faktisk har en kandidatgrad i teologi – men har han virkelig studeret i syv år på Københavns Universitet? Det viser sig, at Lunde Larsen har fået godskrevet, at han har været indskrevet på den norske ”Misjonshøgskolen” fra efteråret 2001 til foråret 2005. På daværende tidspunkt foregik undervisningen i København hos den strengt bibeltro uddannelsesinstitution, ”Dansk Bibel-Institut”. 

Siden er Lunde Larsen blevet beskyldt for ikke at leve op til videnskabelig redelighed i sin Ph.d-afhandling ved ikke systematisk at angive kilder, herunder hans egne værker. Ironisk nok har DR-Nyheder efterfølgende måttet beklage “store mangler” i historien om forskningsminister Espen Lunde Larsens Ph.d.-afhandling.

Sagen er, efter nærmere granskning ved Københavns Universitet, afsluttet med Lunde Larsen frifindelse den 30. marts 2016.

Sagen viser, at der ikke skal meget til, før beskyldningerne om fusk ryger gennem luften.

Udlandet

I det store udland er det endnu værre, og der har været mange sager om recirkulation, dvs. afskrift, plankning, plagiering, litterære tyverier og videnskabelig og journalistisk tyveri.

Den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har været beskyldt for, at hun har plagieret dele af sin lægevidenskabelige ph.d.-afhandling. Ifølge anklagerne viser mindst 27 ud af 62 sider i Ursula von der Leyens ph.d.-afhandling fra 1990 tegn på at være plagiat af andre videnskabelige kilder.Ursula von der Leyen blev frikendt i marts 2016.

I Tyskland, hvor universitetseksaminer og doktorgrader betyder meget, har der i de seneste år været en række sager, hvor tyske toppolitikere er blevet grebet i videnskabelig fusk. Ursula von der Leyen er således langt fra den eneste, som er havnet i modvind efter plagiatbeskyldninger. I 2011 måtte den daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU) træde tilbage, efter det kom frem, at hans ph.d.-afhandling for en stor del bestod af plagierede passager. I 2013 måtte CDU-politikeren Annette Schavan opgive sin post som uddannelsesminister, efter at hendes tidligere universitet annullerede hendes doktorgrad, fordi der var fundet plagierede passager i Schavans afhandling. 

USA og Stephen Glass, Jayson Blair, Michael Finkel og Janet Cooke

I USA har mange aviser, herunder ansete medier som The New Republic og The Washington Post haft deres sager om journalistisk uredelighed, og Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV tidligere (og igen sent søndag den 16. august på DR1).

Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.

Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”.Som fast free lancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person.

Et andet berømt tilfælde er Janet Cooke, der i 1980’erne var journalist på Washington Post og faktisk vandt en Pulitzer-pris for en “fabrikeret” reportage.

Rolling Stone:“A Rape on Campus” 

Det ikoniske amerikanske magasin Rolling Stone har også været tvunget til at trække artikler tilbage. Rolling Stone udkommer 2 gange om ugen og skriver om musik, populær- og ungdomskultur. Hunter S. Thompson skrev i en årrække for magasinet.

Rolling Stone publicerede i slutningen af november 2014 en artikel om påståede gruppevoldtægter på amerikanske universiteter. Rolling Stone trak først artiklen tilbage i april 2015, da The Columbia University Graduate School of Journalism i en rapport havde fundet, at der ikke var belæg for centrale passager i artiklen.

Prodekanen på University of Virginia og ansvarlig for sager vedrørende seksuelle overgreb mod universitetets studerende, Nicole Eramo, anlagde sag mod Rolling Stone.

En føderal domstol i Charlottesville, Virginia, har netop afsagt dom i sagen. Artiklen, der var skrevet af featurejournalisten Sabrina Rubin Erdély, blev af domstolen karakteriseret som grundløs ondsindet og ærekrænkende bagvaskelse af Nicole Eramo. Erstatningsspørgsmålet vil blive afgjort senere.

Domstolen fandt, at centrale elementer i artiklen – A Rape on Campus (En voldtægt på Campus) – var fabrikeret, forkerte og unfair.

Artiklen var baseret på en beretning fra en kvindelig studerende – Jackie – på University of Virginia om en gruppevoldtægt, der skulle have fundet sted allerede i 2012 i kollegiet for studentersammenslutningen Phi Kappa Psi.

Domstolen fandt, at Erdely og Rolling Stone i deres iver efter at forfølge temaet om seksuelle krænkelser på amerikanske universiteter, ignorerede oplagte tegn på at Jackies historie var opspind.

The Washington Post har i en undersøgelse dokumenteret, at væsentlige elementer i Jackies historie var løgn, herunder at ingen i studentersammenslutningen havde det navn, som Jackies havde opgivet for hovedmanden i gruppevoldtægten. Personen var fiktion og et fotografi Jackie havde præsenteret som et billede af voldsmanden, viste sig at være et billede af en gammel High School-bekendt, der gik på et universitet i en anden stat.

Efter dommen erklærede Rolling Stone, at magasinet i over 50 år havde bestræbt sig på at producere journalistik “with the highest reporting and ethical standards, and with a humanistic point of view”. Bladet bemærkede, at ”A Rape on Campus” var et forsøg “to tackle the very serious and complex topic of sexual assault on college campuses”.

“In our desire to present this complicated issue from the perspective of a survivor, we overlooked reporting paths and made journalistic mistakes that we are committed to never making again,” sagde Rolling Stone i erklæringen, og fortsatte: “We deeply regret these missteps and sincerely apologize to anyone hurt by them, including Ms. Eramo. It is our deep hope that our failings do not deflect from the pervasive issues discussed in the piece, and that reporting on sexual assault cases ultimately results in campus policies that better protect our students”.

Norge

I den norske ugeavis Morgenposten har man kunnet følge hvordan norske medier fortsat er beskæftiget med at rydde op efter en stribe plagiatsager. Mest bemærkelsesværdigt har måske været sagen om Daniel Butenschøn og Dagens Næringsliv, hvor det er dokumenteret at Butenschøn konstruerede artikler, plagierede udtalelser til andre medier og på en række andre måder brugte uacceptable journalistiske metoder.Et eksempel er Butenschøns artikel om restauranten Tropical Breeze i Las Vegas. Hovedparten af tekst og citater er tyvstjålet fra artiklen “Egg men” i The New Yorker.

Allerede i 2005 var han på Morgenposten afsløret i at have “planket” et portræt af Barack Obama fra magasinet The New Yorker.

Danmarks Beckerlee

Den danske journaliststand og visse dagblade er ligeledes optaget af ophavsret, og slår til stadighed om sig med vilde påstande om tyveri af deres dyrebare stof. Nogle af påstandene er velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Frank Esmann

Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DRs nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid har værdsat andres gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”.
Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog.
Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.

Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR. DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han har skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser er Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.

Information

Information, der ellers hævdes at holde den journalistiske fane meget højt, har også haft sine sager. Ifølge fagbladet Journalisten tilbage i 2009 citerede Informations daværende korrespondent i London, Mads Qvortrup, flere gange både døde kilder og kilder, han aldrig havde talt med!

I august 2015 indrømmede fotograf Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Holdt skrev til Information, der i 1970erne og 1980erne blev en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Annegrethe Rasmussen

Den 16. december 2015 kunne netavisen Altinget på foranledning af fagbladet Journalisten oplyse, at man øjeblikkelig havde afbrudt samarbejdet USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der også var redaktør af Altingets USA-portal. Årsagen var, at Annegrethe Rasmussen angiveligt i en klumme, Altinget publicerede fredag den 11. december, havde plagieret en leder i det britiske ugemagasin The Economist, der blev offentliggjort torsdag den 10. december 2015.

Den 17. december 2015 oplyste dagbladet Information, at man havde fyret Annegrethe Rasmussen som freelancer ved Information. Opsigelsen begrundes med Annegrethe Rasmussens klumme i Altinget.

Sagen om klummen i Altinget gav anledning til at minde om, at Annegrethe Rasmussen tidligere har gjort sig skyldig i afskrift. I 2001 blev hun fyret fra stillingen som chefredaktør ved Berlingske Tidende, da det viste sig, at en leder, hun havde skrevet, indeholdt flere passager, der var nøjagtige kopier af ledere, der havde været trykt i Politiken.

Annegrethe Rasmussen er stadig USA-korrespondent og samtidig chefredaktør for POV International, som hun startede efter fyringen fra Information.

TV 2 Nyhederne

I 2005 “opfandt” TV 2 Nyhederne den “svært bevæbnede” indvandrerbande Triple A. Souschefen for TV2/Nyhederne, Lotte Mejlhede, måtte forlade sin stilling efter sagen og journalisten forsvandt en tid fra skærmen. Nu kan hun på fjernsynet opleves som en noget hektisk udlandsreporter.

Den daværende nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, overlevede, men måtte som bekendt af andre grunde forladt stillingen. Han er i dag chef på B.T.

Den notoriske Jeppe Nybroe

Så er der sagerne med Jeppe Nybroe. I september 2007 fratrådte Nybroe sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi. Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllandsposten, at han i en reportage bragt i DRs udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget.
Den 3. september stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler er imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Graverarbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR tv-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han tænkte måske på Frank Esmann og Annegrethe Rasmussen?

Vi kommer utvivlsomt til at høre mere om Jeppe Nybroe. I august 2016 er han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der laves i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vises på TV3.

Siden august 2018 har Jeppe Nybroe været kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina med base i Ramallah på Vestbredden.

Berlingske Tidende

Radio 24Syv kunne den 19. december 2016 berette, at Berlingskes Mellemøstkorrespondent Allan Sørensen i mindst 14 tilfælde har plagieret fra udenlandske medier i artikler, han udarbejdede i sin tid på Kristeligt Dag­blad, hvor han var korrespondent i 14 år. Det kan Radio24syv fortælle efter at have foretaget en stikprøve af journali­stens artikler fra hans tid på Kristeligt Dagblad.

Afsløringen kommer i kølvandet på, at Radio24syv den 15. december 2016 kunne fortælle, at Allan Sørensen i mindst syv tilfælde havde citatplagieret i artikler skrevet for Berlingske. Dermed har korrespondenten i minimum 21 til­fælde brugt passager eller citater fra andre medier uden at kildehenvise.

Berlingske Tidende iværksatte på den baggrund en nærmere undersøgelse, og i februar 2017 måtte Berlingske Tidende erkende at avisens Mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, i talrige artikler havde undladt at henvise til kilderne. Avisen tildelte på den baggrund Allan Sørensen en advarsel.

Spørgsmålet er, om ikke Berlingske Tidende har et generelt problem med manglende kildehenvisninger. Ved lejlighed bør man nok kigge nærmere på en række fantasifulde artikler af Søren Schauser, Poul Høi, Lasse Karner, Bodil Jessen og Troels Heeger, som forekommer planket fra udenlandske medier, og hvor kildehenvisningerne ligeledes er mangelfulde.

Anna Castberg

Den tragiske Anna Castberg blev på en blanding af falske eksamens-beviser og evnen til at dupere i 1993 udnævnt til leder af kunstmuseet Arken. Efter 3 år blev hun afsløret og hele sagen repeteres jævnlig i pressen.

Anita Bay Bundegaard og Niels Helveg Petersen

Der har imidlertid været en række andre sager, hvor offentlige personer har pyntet på kvalifikationerne. Den radikale politiker Anita Bay Bundegaard, der i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV var minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001, er blandt dem, der har taget sig ”friheder”. I 2001 blev det afsløret, at Anita Bay Bundegaard ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen. Trods manglende eksamensbeviser er Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid som redaktør på Dagbladet Politiken – Director & UN Representative ved Geneve-kontoret for den internationale paraplyorganisation Save the Children, der bl.a. omfatter Red Barnet Danmark.

En anden radikal politiker, netop afdøde Niels Helveg Petersen, blev valgt til Folketinget i 1966 og blev siden leder af Det Radikale Venstre og minister. I alle biografier oplyses det, at han trådte ud af Folketinget i 1974 og blev kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach. Kabinetschef? – det var vist Vicekabinetschef!

Christian Have

Christian Have fra Have Kommunikation er blot én på listen over kendte kultur- eller politikpersoner, der har snydt med deres titler, formentlig for at vinde mere autoritet indenfor deres felt. Den kreative direktør, Christian Have, har i årevis smykket sig med en cand.phil.-titel som Københavns Universitet ikke ville kendes ved at have udstedt.

Listen rummer også navne som Inger Støjberg, Stein Bagger og Rigmor Zobel.

Peter Goll og Michael Kristiansen

Spindoktorerne Michael Kristiansen og Peter Goll har også snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund.

Da Michael Kristiansen søgte jobbet som spindoktor hos daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, snød han med sit CV. Han skrev, han havde en cand.phil i filmvidenskab, men den uddannelse har han ikke.

Ydermere har han kaldt sig selv magister på et bogomslag. Magister er han heller ikke.

Arne Herløv Petersen

Information har beskrevet hvordan forfatteren Arne Herløv Petersen var påvirkningsagent for Sovjetunionen. Under Den Kolde Krig gav KGB ifølge afhopperen Gordijevskij den venstreorienterede danske forfatter Arne Herløv Petersen dæknavnet ’Palle’ og dyrkede ham i årevis som en nyttig påvirkningsagent for sovjetiske synspunkter.

Gennem 10 år udviklede ’Palle’ en livlig kontakt med sovjetiske ambassadefolk, og PET regnede sig frem til, at der i perioden september 1972 frem til august 1982 var aftalt minimum 115 møder mellem forfatteren og diverse KGB-officerer. Selv mener Arne Herløv Petersen, at der kun har været tale om 19 møder.

Arne Herløv Petersen modtog gaver fra sine sovjetiske venner – fortrinsvis flasker med sprut og kartoner med smøger – og var forholdsvis åbenmundet om sine kontakter på sovjetambassaden i Kristianiagade i København. Snart kom han så meget i PET’s søgelys, at først hans telefon, siden hans bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.

Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. ”Palle” blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.

Arne Herløv Petersen kom aldrig for retten. I stedet modtog han et såkaldt tiltalefrafald i 1982, som bruges, hvis en tiltalt erkender sin skyld – hvad Arne Herløv Petersen aldrig har gjort.

Sportsjournalistik

Sportsjournalistikken syntes at være et særligt betændt område. En sag er fra den 27. marts 2015, hvor sportsjournalist Asker Hedegaard Boye fra Jyllands-Posten på sin blog anklagede sportskommentator Andreas Rasch-Christensen fra TV2 for at skrive af.

Boye kritiserer den lemfældige og stærkt kritisable omgang med kilderne i Luis Suárez-biografien “Krigeren”. Asker Hedegaard Boye dokumenterer, at Rasch-Christensen har planket flere af Boyes analyser og passager uden at angive, hvor de stammer fra. Andreas Rasch-Christensen blev fyret fra TV2.

Sportsjournalist Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet efter at have erkendt at han har opdigtet navne på kilder. Han fastholder, at kilderne findes. Berlingske Tidende og Politiken har på den baggrund trukket en lang række artikler tilbage.

I 2016 har Michael Qureshi startet et nyt medie op med fokus på Aalborg. Mediet hedder Migogaalborg.dk og skal være et sted, hvor nordjyder blandt andet kan holde sig opdateret om oplevelser i byen.

Qureshi har siden startet selskabet Min By Media, der er drivkraften bag et nyt guidemedie i København og andre byet, der vil konkurrere med bl.a. AOK og Ibyen.  

Milena Penkowa

Fra den danske videnskabelige verden har vi sagerne om hjerneforskeren Milena Penkowa. Københavns Universitet tildelte i 2006 Milena Penkowa en doktorgrad for hendes hjerneforskning. Universitetet udnævnte endvidere Penkowa til professor og efter indstilling fra universitetet modtog Penkowa i 2009 endvidere den prestigefulde EliteForsk-pris.
Siden blev Penkowa først idømt tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk og underslæb i forbindelse med forskningsmidler. Herefter blev hun idømt 9 måneders betinget fængsel for særlig grov dokumentfalsk. Ifølge dommen fuskede Penkowa i 2003 med flere dokumenter om rotteforsøg i Spanien. Forfalskningen skete angiveligt for at undgå en sag om videnskabelig uredelighed. Milena Penkowa brugte de forfalskede dokumenter til at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at der var foretaget et stort antal forsøg med rotter i udlandet. Hvis det i 2003 havde stået klart, at Penkowas forsøgsresultater var blevet dokumenteret ved forfalskede dokumenter, ville det allerede dengang have sat en stopper for hendes akademiske karriere. Hun ville være blevet meldt til politiet eller UVVU og ville således hverken være blevet tildelt doktorgraden i 2006, udnævnt til professor eller indstillet til EliteForsk-prisen i 2009.

Rusland

Problemet med akademisk svindel eksisterer i hele verden, men meget tyder på, at det omsiggribende bedrag i Rusland er uden sidestykke. Ligesom der i Rusland er et omfattende sort marked for våben og olie er der også et veludviklet marked for ”videnskabelige afhandlinger”, der er baseret på svindel og plagiering.

Forrige år blev formanden for Ruslands centrale parlamentariske forsamling, Dumaen, afsløret for plagiering. Sergei Naryshkin, tidligere stabschef i Putins administration og et fremtrædende medlem af Putins parti, United Russia, blev anklaget for at have modtaget hvad der svarede til en doktorgrad for en afhandling, hvor mere end halvdelen var afskrift uden kildeangivelse. Det bemærkelsesværdige er, at afsløringen alene affødte skuldertræk og ikke fik følger for Naryshkin, der blot er én afsløring blandt hundreder.

Spanien

I Spanien dukker der jævnligt sager op om politikeres universitetsgrader – eller mangel på samme. I april 2018 blev den tidligere præsident for Madrid-regionen, Cristina Cifuentes, anklaget for at have lusket sig til en kandidatgrad fra et offentligt universitet uden at have gennemgået uddannelsen.

I september 2018 måtte landets sundhedsminister, Carmen Montón, gå af efter at det viste sig, at store dele af hendes kandidatopgave var plagieret fra andre forfattere. Hele 19 ud af 52 sider skulle indeholde tekst, som ikke var hendes egen. Heriblandt afsnit fra Wikipedia.

Der stilles også spørgsmål ved premierminister Pedro Sánchezs Ph.d.-afhandling, som ifølge kritikere også var enten plagieret eller slet ikke skrevet af ham.

Forsvarschef Bjørn Bisserup er i øjeblikket hjemsendt, efter at han blev testet positiv for covid-19 efter et kursus i Forsvaret, men ved udgangen af november forlader den 60-årige Bisserup helt forsvaret for at gå på pension.

Forsvarschef Bjørn Bisserup forlader sin post på et tidspunkt, hvor negative sager på forsvarsområdet har taget flere overskrifter end de positive i landets medier.

Møgsager i Forsvaret

Det gælder dels sagen om daværende hærchef, H.C. Mathiesen, som blev idømt tre måneders fængsel for at fremme sin kæreste karriere og sagen om mulig svindel med midler i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring.

Bjørn Bisserups nepotisme-sag

Bjørn Bisserup har også haft sin egen sag om nepotisme i Forsvaret. Da forsvarsmediet Olfi søgte aktindsigt, fik daværende departementschef Thomas Ahrenkiel Kammeradvokaten til at undersøge påstande om, at Bjørn Bisserup fra sin daværende position som stabschef i forsvarskommandoen skulle have påvirket sin søns optagelse på Hærens Officersskole i 2010.

Kammeradvokaten vurderede dog, at Bjørn Bisserup ikke var inhabil i sagen, men han fik en næse for ikke at gøre opmærksom på, at hans søn var blandt dem, der fik adgang til skolen som en indirekte konsekvens af hans dispositioner.

Sønnen har siden forladt Hæren, og er nu civilt ansat ligesom Bjørn Bisserups to andre børn.

Tidligere departementschef Thomas Ahrenkiels sag om inhabilitet

Da sagen om forsvarschef Bisserups habilitet spidsede til, blev departementschef Ahrenkiel tvunget til også at lade sig selv undersøge af Kammeradvokaten. Ahrenkiel var nemlig i 2016 blevet kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen et klækkeligt engangsvederlag og lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog.

Kammeradvokatens konklusion var at Ahrenkiel var inhabil. Sagen fik dog ikke konsekvenser, da statsministeriets departementschef forud havde sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.

Forsvarschefens ansvar for møgsagerne

Bjørn Bisserup har på den øverste post i Forsvaret trukket fokus i forbindelse med flere af ”møgsagerne”. I sagen om hærchefen, generalmajor H.C. Mathiesen, ville Bisserup i første omgang end ikke undersøge påstanden om magtmisbrug, men da der viste sig at være kød på sagen og Mathiesen fik en fængselsdom, måtte han beklage sin håndtering.

Da Bisserup i 2019 i forlængelse af sagen om svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse blev udnævnt til fungerende chef for Forsvarets Ejendomsstyrelse, lignede det et vink med en vognstang om, at han som tidligere koncernstyringsdirektør og som forsvarschef ikke var uden ansvar for tingenes tilstand i Hjørring.

Bjørn Bisserups karriere

Bjørn Bisserup kom ind i hæren under den kolde krig, blev konstabel, gennemgik sergent- og officersskole og blev i 2017 udnævnt som forsvarschef.

Bjørn Bisserup har trods sine 44 år i uniform aldrig været udsendt på en international mission – med undtagelse af en fredelig smuttur til Cypern for FN. Han har således aldrig ført sine mænd i krig og aldrig trykket sig bag en kampvogn med fjender lurende på geværafstand. Til gengæld er han uforfærdet gået løs på sagsbunkerne og deltaget i talrige af centraladministrationens bureaukratiske krige.

Den manglende krigserfaring betød – sammen med det faktum, at han kom fra den administrative stilling som koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriets Departement – at han ved sin tiltrædelse som forsvarschef i 2017 af flere blev kaldt “skrivebordsgeneralen”. Et medie kaldte ham også “djøf’er i uniform”.

Pensionisttilværelsen

Pensioneringen vil gøre det muligt for Bjørn Bisserup at varetage lukrative bestyrelsesposter i den ganske omfattende danske våbenindustri. Der bliver måske endog tid til at dyrke musikalske interesser, hvor det forlyder, at ”Admiralens vise” fra den komiske operette ”H.M.S. Pinafore” har en høj stjerne:

I landsmænd her, som gerne vil nå op

til vor samfundsstiges allerhøjeste top,

flyd med, men hold jer i enhver forstand

til stadighed og altid fra det dybe vand.

Til stadighed og altid fra det dybe vand.

Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!

I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en eksemplarisk fortid.

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige:

“regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation”.

Lørdag aften den 26. september 2020 dansk tid nominerede præsident Donald Trump den 48-årige Amy Coney Barrett til en plads som dommer ved USA’s højesteret.

Hvis hun bliver godkendt i Senatet, afløser hun den nu afdøde dommer Ruth Bader Ginsburg.

Efter nomineringen skal Amy Coney Barrett godkendes i Senatet efter en række høringer.

De høringer begynder 12. oktober i Senatets retsudvalg, og ifølge udvalgets formand, Lindsay Graham, håber hun at udvalget er færdig med høringerne 14 dage senere.

Herefter skal alle medlemmer af Senatet stemme for eller imod en godkendelse. Republikanerne kontrollerer Senatet med 53 medlemmer mod Demokraternes 47.

Hvis hele processen er afsluttet i begyndelsen af november, hvor amerikanerne i mellemtiden den 3. november har afholdt valg til Kongressen og præsidentembedet, kan hun sidde med, når højesteret den 10. november begynder behandlingen af om ”The Affordable Care Act” – Obamacare – er forenelig med forfatningen.

Sagen er ført for domstolene af en række stater med Texas i spidsen.

Ved de lavere domstole besluttede den føderale regering ikke at anke en kendelse, der gav de sagsøgende stater medhold i at loven var forfatningsstridig. Men så sprang en række delstater med Californien i spidsen til og ankede. De vil derfor tale for opretholdelse af reformen ved højesteretten.

Intens medieinteresse

I USA var alle de politiske talkshows domineret af nyheden om Trumps nominering af Amy Coney Barrett til Højesteret.

Demokraterne var optaget af konsekvenserne for Obamacare, for konsekvenserne for abortlovgivningen og for LGBT-rettigheder.

Republikanerne er samtidig indstillet på at køre godkendelsesproceduren igennem inden den 3. november 2020, og de har advaret Demokraterne mod at rette personlige angreb på Amy Coney Barrett – f.eks. på hendes stærkt katolske overbevisning.

Valgkampen mellem Donald Trump og Joe Biden blev ved meddelelsen den 18. september om at USA’s ældste højesteretsdommer, Ruth Bader Ginsburg, var død, tilført et nyt spændingselement.

Ruth Bader Ginsburg – ”The Notorius RBG”, var en del af et liberalt mindretal ved domstolen, der bestod af ni dommere – fem konservative og fire liberale. Denne balance vil nu blive forrykket i konservativ – og dermed republikansk – favør.

Højesteret vil nu være et centralt emne i valgkampen

Ifølge forfatningen er det Kongressen, der beslutter hvordan Højesteret sammensættes. Men artikel 2 i forfatningen giver præsidenten beføjelse til at nominere dommere, men det forudsætter Senatets samtykke.

Den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, har klart tilkendegivet, at den ledige post som dommer i Højesteret, først bør besættes efter præsidentvalget 3. november. Joe Biden har ligeledes opfordret til at udpegningen først sker efter valget.

Det er under alle omstændigheder en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om partipolitik i snæver forstand, men om, hvilken retsfilosofi og forfatningsopfattelse, der skal dømmes efter. Skal forfatningsteksten tolkes bogstaveligt med hensyntagen til den historiske kontekst, eller skal forfatningen tolkes dynamisk i overensstemmelse med doktrinen om “den levende forfatning”.

Uenigheden mellem Demokraterne og Republikanerne om ledige poster i Højesteret har illustreret den stadige kamp i USA om en række fundamentale spørgsmål, hvor Højesteret spiller en helt afgørende rolle.

Højesteret i Washington DC, er i henhold til den amerikanske forfatning den dømmende magts ultimative organ. Højesteret beskæftiger sig med sager der vedrører hele nationen, og kendelserne danner præcedens for alle lavere retsinstanser. Højesteret er samtidig en forfatningsdomstol, og en af dens mest kendte beføjelser er retten til at afgøre, om en lov eller handling er forfatningsstridig.

Det var for eksempel Højesteret, der i 2015 besluttede at gøre det tilladt for homoseksuelle at gifte sig i hele USA.

Højesteret i USA har en anden rolle end Højesteret i Danmark

Højesteretsdommere spiller dermed en stor rolle i at forme amerikansk politik inden for emner som abort, LGBT-rettigheder, religionsfrihed, dødsstraf, retten til at bære våben og hvor langt præsidentens magt rækker.

Sammensætningen af Højesteret spillede en væsentlig rolle i præsidentvalget i 2016, og Donald Trump har som præsident lagt stor vægt på den amerikanske Højesteret og i det hele taget på justitsvæsenets rolle som beskytter af (konservative) amerikanske værdier.

Han har allerede udpeget to konservative dommere til Højesteret i sin embedsperiode. Det drejer sig om Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch og dermed sikret at 5 af Højesterets 9 dommere er konservative.

Præsident Trump fremhævede ved nomineringen af Kavanaugh, at “He understands that the role of a judge is to faithfully interpret the law, not to legislate from the bench. His authoritative legal opinions are known to shape the law and are often cited by judges around the country.”

At udnævnelsen af Højesteretsdommere nok er politisk, men ikke partipolitisk i traditionel forstand, blev demonstreret af Neil Gorsuch i april 2018, hvor han sammen med den liberale side af Højesteret stemte for en 5-4 afgørelse, der fandt dele af Trumps deportationslov forfatningsstridig. Højesteret fandt at den del af loven, der skulle gøre det lettere at deportere immigranter, der var dømt for ”crime of violence” ikke var formuleret tilstrækkeligt præcist til at loven kunne håndhæves.

Ruth Bader Ginsburg

Ginsburg opnåede i levende live kultstatus i liberale kredse i USA. I løbet af sin tid ved domstolen blev hun kendt som en indædt forkæmper for kvinders rettigheder, og hun udviklede sig til et ikon for liberale og LGBT-bevægelsen i USA.

Ginsburg blev født i Flatbush-kvarteret i Brooklyn, New York, på depressionens højdepunkt i 1933. Hendes forældre var jødiske emigranter, og hendes mor, Celia Bader, døde af kræft dagen inden Ginsburg afsluttede high school.

Hun fik sin juridiske skoling på Cornell University, Harvard og Columbia. Selvom hun fik en af de bedste eksamener, fik hun ikke et eneste jobtilbud. “Not a law firm in the entire city of New York would employ me,” har hun senere fortalt. “I struck out on three grounds: I was Jewish, a woman and a mother.”

Ginsburg blev I 1993 nomineret til Højesteret af præsident Clinton som den 2. kvinde efter Sandra Day O’Connor, der blev nomineret af præsident Ronald Reagan in 1

Dommer Barrett var allerede shortlistet i forbindelse med udnævnelsen af efterfølgeren til højesteretsdommer Anthony Kennedy. Det blev Brett Michael Kavanaugh, men det forlyder, at præsident Trump på de indre linjer dengang skulle have udtalt, at ”sparede på” Barrett til den tid, hvor der skulle findes en efterfølger for Ruth Bader Ginsburg.

Det bemærkes, at Ginsburg har en længere sygdomshistorik bag sig, og hun har gennemgået kræftforløb i 1999, 2009, 2018 og 2019. 17. juli i år oplyste hun så, at hun fik kemoterapi, efter at en kræftsygdom i leveren var vendt tilbage.

Amy Coney Barrett

Der kan næppe sættes en finger på Amy Coney Barretts juridiske kvalifikationer, men nomineringen af dommer Barrett har allerede givet anledning til modstand fra abortgrupper, der frygter at hun vil pille ved den såkaldte Roe v. Wade dom fra 1973, der fastslog, at retten til abort til enhver tid var en forfatningssikret rettighed.

Den dybt katolske Barrett er mor til 7, heraf 2 adopterede. Hendes yngste barn lider af Downs syndrom. Lidelsen blev konstateret i det tidlige fosterstadie, men som overbevist abortmodstander, gennemførte Barrett svangerskabet.

Barrett er medlem af den økumeniske bevægelse ”People of Praise” (Lovprisende folk), som indeholder pinsekirkelige elementer, og som ifølge nogle kritikere på venstrefløjen ligner en ”kult”. Medlemmerne af People of Praise sværger livslang troskab til gruppen, og hvert medlem tildeles en åndelig rådgiver. Bevægelsens store rolle i medlemmernes liv får alarmklokkerne til at bimle hos nogle kritikere, der fremhæver, at en højesteretsdommer bør være uafhængig af ydre påvirkninger.

Andre påpeger, at Barrett ved flere lejligheder har slået fast, at hendes religiøse overbevisninger ingen indflydelse har på hendes juridiske virke.

Amy Coney Barrett har i sin tid været medarbejder for den navnkundige konservative Højesteretsdommer, Antonin Gregory Scalia. Der er derfor ingen tvivl om at Amy Coney Barrett vil basere sin stillingtagen til konkrete sager på Forfatningsteksten, således som den står skrevet. Barrett opfattes som det, de I USA kalder “textualist” – focus er på den originale ordlyd af forfatningen, fremfor at forsøge at bestemme, hvad der kunne have været forfatningens fædres hensigt.

Hun deler bestemt ikke opfattelsen af, at forfatningen skal tolkes dynamisk i overensstemmelse med den såkaldte doktrin om “den levende forfatning”.

Barrett har udtalt: “Being a judge takes courage. You are not there to decide cases as you may prefer.  You are there to do your duty and to follow the law wherever it may take you”.

Mens liberale og Demokrater har deres tvivl, er der blandt Donald Trumps republikanske kernevælgere fuld opbakning til nomineringen af Amy Coney Barrett og alt tyder på, at det republikanske flertal i Senatet vil ende med at godkende Barrrett efter den høringsprocedure, der forventes at gå i gang den 12. oktober 2020.

FN’s 75. Generalforsamling – Danmarks prioriteter:

”Ligestilling, kvinder og pigers rettigheder samt adgang til kvalitetsuddannelse i og uden for humanitære situationer understøtter realiseringen af verdensmålene og er højt prioriterede indsatsområder for Danmark. Danmark arbejder for at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR).”

”Danmark har styrket indsatsen til fremme af kvinders og pigers rettigheder, herunder bekæmpe diskrimination, vold og kønsstereotyper og fremme seksuel reproduktiv sundhed og rettigheder samt lige muligheder i samfundet. Derudover fortsætter indsatsen for bekæmpelse af diskrimination på baggrund af seksuel orientering eller kønsidentitet.”

Spørgsmålet er om Jeppe Kofods er den rette til – som Udenrigsminister – at fremføre Danmarks synspunkter på disse områder?

 

Under den FN’s Generalforsamling den 22. september 2020, der markerede organisationens 75-års jubilæum, rettede præsident Donald Trump et uhørt skarpt angreb på Kina.

I det på forhånd indspillede videobudskab opfordrede præsidenten FN til at “hold China accountable for their actions”.

Trump beskyldte den kinesiske regering for den globale spredning af COVID-19, sygdommen der forårsaget af coronavirus indtil nu har inficeret 31 millioner mennesker verden over og dræbt mere end 965.000.

“I de tidlige dage af virussen lukkede Kina ned for rejser inden for landet, mens de samtidig tillod flyvninger ud af Kina og spredningen af smitte over hele verden”, sagde den amerikanske præsident i sin tale. ”Den kinesiske regering og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som stort set kontrolleres af Kina, erklærede fejlagtigt, at der ikke var noget bevis for at mennesker uden symptomer ville sprede sygdommen”, sagde Trump.

Den hårde amerikanske kritik vækker genklang i mange lejre. Kinas aggressive ”maskediplomati”, hvor man har søgt at iscenesætte sig selv som den store redningsmand i corinakrisen, har fejlet i langt de fleste lande, hvor befolkningerne er blevet mere kritiske overfor Kina under krisen. Det gælder også i Danmark, hvor vi på få år har bevæget os fra entusiastiske modtagere af kinesiske pandaer til en situation, hvor 62 pct. af danskerne ifølge undersøgelsen har fået et mere negativt syn på Kina.

Hertil kommer undertrykkelsen af basale menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen og anbringelsen af Østturkestans uyghurer i interneringslejre i landets vestlige Xinjiang-region, ligesom den seneste udvikling i Hong Kong har øget kritikken.

Donald Trumps bitterhed

Der er ingen tvivl om at Donald Trump er bitter på Kina. Forsøg på at opbygge venskabelige forbindelser med generalsekretæren for det kinesiske kommunistparti, Xi Jinping, så en tid ud til at lykkes. Selvom der stadig var slagudvekslinger med gensidige tarifforhøjelser m.v., blev der også gjort fremskridt.

Handelsaftale med Kina

Præsident Donald Trump skrev den 12. december 2019 under på en midlertidig handelsaftale med Kina. Aftalen betød, at de forhøjede toldsatser, som USA havde bebudet til ikrafttrædelse den 15. december 2019, blev suspenderet. Toldsatser på 15 pct. ville ellers have omfattet kinesiske varer – forbrugerelektronik og legetøj m.v. – for 160 milliarder dollars. Samtidig blev en række eksisterende toldsatser halveret.

Til gengæld lovede Kina blandt andet at købe amerikanske landbrugsprodukter – en indrømmelse der havde stor betydning i det amerikanske Midtvesten.

Den midlertidige fase 1-aftale forholdt sig ikke til bredere spørgsmål, som de amerikanske påstande om, at Kinas økonomiske model diskriminerer udenlandske virksomheder, og at statssubsidier favoriserer indenlandske industrier. Den indeholder heller ikke noget om producenten af telekommunikationsudstyr, Huawei og andre kinesiske teknologiselskaber, der i øjeblikket er sortlistet af USA på grund af nationale sikkerhedshensyn.

Med aftalen ved indgangen til valgåret 2020 var der i december 2019 gode udsigter til, at handelskrigen mellem USA og Kina kunne bilægges.

Handelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada (USMCA) blev ved slutningen af 2019 efter godkendelsen i den amerikanske kongres underskrevet i Mexico. Forhandlingerne blev faktisk afsluttet allerede sidste år, men aftalen har skullet godkendes i de 3 landes parlamenter.

Præsident Donald Trump erklærede på Twitter: ”The US-Mexico-Canada Agreement (USMCA) will be the best and most important trade deal ever made by the USA. Good for everybody – Farmers, Manufacturers, Energy, Unions – tremendous support”.

USMCA-aftalen erstatter den 25 år gamle North American Free Trade Agreement (Nafta), som Trump umiddelbart efter sin indsættelse som præsident, erklærede var unfair for USA og derfor opsagde.

Økonomien

I december 2019 bekræftede den amerikanske centralbank, at den amerikanske økonomi var i forrygende god form. I november 2019 blev der skabt 266.000 jobs. Ifølge Reuters blev der i den amerikanske økonomi skabt over 20 millioner nye jobs siden landet kom ud af den økonomiske krise i 2009, og ledigheden i december 2019 på 3,5 pct. er den laveste i de sidste 50 år.

Den lave ledighed og positive lønudvikling for store grupper på arbejdsmarkedet, herunder afro-amerikanere og latino-amerikanere, førte tilsyneladende ikke til et øget løn- og prispres.

Ved årsskiftet så centralbanken ingen grund til at ændre pengepolitikken for at støtte den fortsatte økonomiske vækst og jobskabelsen. Centralbankens eneste bekymring dengang var, at USA stadig med en inflation på 1,6 pct. var under målet på 2 pct.

Centralbankdirektør Jerome vurderede efter årets sidste møde i The Fed, at USMCA-aftalen og aftalen med Kina “ville fjerne usikkerhed og være et positivt bidrag” til den amerikanske økonomi.

Frem til det tidlige forår 2020 var der al grund til at formode, at Trump ubesværet ville vinde fire år mere i Det Hvide Hus.

Trump havde leveret på mange af sine tunge valgløfter, havde med nye handelsaftaler sikret amerikanske virksomheder ”a level playing field” i forhold til udenlandske konkurrenter, havde på godt og ondt markeret USA i forhold til NATO, FN, WTO, Iran atom-aftalen, Paris-aftalen m.v., havde udnævnt konservative dommere til Højesteret. Den økonomiske politik havde været yderst vellykket: en skattereform var gennemført, arbejdsløsheden var lav, der var skabt millioner af nye jobs, høj forbrugeroptimisme og et sundt boligmarked, aktiemarkedet i nye højder m.v.

Mueller-undersøgelse og Demokraternes forsøg på at vælte Trump ved en rigsretssag prellede fuldstændig af på præsidenten, og betød samtidig at samarbejdet i den amerikanske kongres var meget begrænset.

Covid-19 har ændret alt

I februar 2020 blev alt ændret. COVID 19-pandemien ramte os og skabte en kæde af økonomiske problemer i hele verden – og ikke mindst i USA.

I øjeblikket er det derfor usikkert, om Trump eller den tilsyneladende senile Joe Biden vil blive den næste præsident. Vi må vente på valget den 3. november 2020.

Kinas Xi Jinping satser åbenlyst på, at Joe Biden vinder valget, og at Kina får frit spil til at gennemføre sit forehavende.

Hvad vil Kina?

Det kinesiske kommunistparti og præsident Xi Jinping har store ambitioner. ”Made in China 2025”-strategien har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier.

Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Kinas Kommunistiske Parti arbejder målbevidst på, at det kinesiske totalitære styre i 100-året – i 2049 – skal være den ledende magt i verden.

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har kommunistpartiet igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og afhængige af Kina end i dag.

Militær opbygning

På det militære område, vokser Kinas militær hurtigere end nogen anden nations. USA er opmærksom, men mærkeligt nok gør det ikke større indtryk på Vestens regeringer.

Merkantile metoder

Vigtigere er det imidlertid, at Kinas Kommunistiske Parti har opfundet en ny slags krigsførelse: Det betjener sig af merkantilistiske metoder plus dumping, misinformation, cyberangreb, teknologisk tyveri, bestikkelse og spionage som vejen til verdensherredømmet. I disse bestræbelser har Kina – som et helt igennem totalitært styre – den fordel at kunne agere som én enkelt økonomisk aktør, hvor f.eks. den frie verdens nationer har mange spillere, intern konkurrence og begrænset regeringsmagt.

Det er velkendt, at Kina kynisk bruger tariffer og kvoteringer til at kontrollere verdens sjældne metaller; tvinger fremmede firmaer, der ønske at placere sig i landet, til at udlevere intellektuel ejendom; blæser på international patentlovgivning; opererer med et sindrigt væv af illegale eksportsubsidier; reducerer sine  produktionsomkostninger ved at udbytte sin arbejdsstyrke under slavelignende kår; ved rovdrift ødelægger landets miljø – for store områders vedkommende for bestandigt; og betjener sig af både militær og industriel spionage ved hjælp af hundredtusinder studerende og turister.

Inden efterårets fisketure på Øresund, kan det for de mest ivrige måske være nyttigt at erfare, hvordan det kan gå helt galt.

Konkurrencepræget sport

Erfaringen fortæller os, at i fiskekonkurrencer viger lystfiskere ikke tilbage for noget i kappestriden om at fange de fleste og de største fisk. Konkurrencen er benhård, selvom det for de fleste deltagere ikke er præmiesummen, der er drivkraften. Det er æren og muligheden for at prale med sin fangst, men først og fremmest drejer det sig om retten til at håne konkurrenterne.

Lake Powell

Med meget på spil er tolerancen for snyd meget lille. Det måtte 2 deltagere i en fiskekonkurrence i Lake Powell i det sydlige Utah, USA, sande.

Uregelmæssigheder under fiskekonkurrencen i oktober 2018 har nu ifølge New York Times fundet sin retlige afgørelse. Under konkurrencen fangede nogle mistænkelige fisk kontrollanternes opmærksomhed.

Langvarige laboratorieundersøgelser førte til at der blev rejst sigtelse mod 2 konkurrencedeltagere for at have forsøgt at snyde.

Fiskerne, Robert Dennett og Kamron Wootton, var blandt de 25 lystfisker-teams, der deltog i fiskekonkurrencen med en præmiesum på 2.500 dollars til vinderen. Konkurrencen gik ud på, at det team, der fangede de 5 Largemouth Bass (Micropterus salmoides – også kendt som Sort Aborre, Grøn Trout, Bigmouth Aborre eller Lineside borre) med den største samlede vægt. Der var ligeledes præmie for den største fisk.

Allerede på konkurrencens første dag kunne Dennett og Wootton præsentere fangster, der bragte dem på 2. pladsen i konkurrence og helt sikkert ville indbringe dem prisen for den største fisk. Problemet var bare, at den kæmpe aborre, som de præsenterede for dommerne, ikke lignede de Largemouth aborrer, der ellers blev fanget i Lake Powell.

Dokumentation for snyd

Laboratorieundersøgelser på University of Utah viste, at fisken ikke kunne være kommet fra Lake Powell. Forskerne var i stand til at bestemme, hvor fiskene havde oprindelse ved at sammenligne mængden af strontium-isotoper, da strontium findes naturligt i søer som Lake Powell

Samtidig blev det afdækket, at Dennett og Wootton lige inden konkurrencen havde fisket i Quail Creek Reservoir, omkring 180 miles vest for Lake Powell.

Hårde straffe

De 2 misdædere erklærede sig for nylig skyldige og de blev idømt en bøde, 48 timers samfundstjeneste, 24 måneders betinget fængsel i hvilken periode de ikke må fiske eller jage. Endelig blev de pålagt at betale 2.500 dollars til fonden for hjælp til at stoppe krybskytteri.