I sin seneste erhvervskommentar kritiserer Berlingske Tidendes erhvervskommentator, Birgitte Erhardtsen, LEGO-familiens Anders Kirk Johansen. Man må forstå, at efter Erhardtsens opfattelse, hører Kirk Johansen ikke til i selskabet af ”respektable milliardærer” i Danmark.

Birgitte Erhardtsen har tidligere gjort sig bemærket med synspunkter på vores nuværende og tidligere statsministers tøjstil. Vi måtte forstå, at kvinder gør klogt i klæde sig neddæmpet, så fokus er på kompetencer og personlighed og ikke på hendes tøjstil.

Erhardtsens kommentarer er egentlig ret trivielle – præget som de er af diskussionerne med hendes aldrende bofæller i det velaflagte nordsjællandske bofællesskab, men Erhardtsen træffer mærkelige valg for at illustrere sine synspunkter.

I en nylig kommentar om den behandling konkursramte udsættes for, bruger Erhardtsen Lisbeth Zornig som case: ”Alligevel kan Lisbeth Zornigs case tjene som eksempel på, hvordan en lille erhvervsdrivende tumler gennem en personlig konkurs uden nogen hjælp og vejledning fra myndighederne”.

Når Berlingske Tidendes Birgitte Erhardtsen vælger Zornig som case på en hjælpeløs stakkel, er det hinsides al fornuft.

Efter konkursen tilbyder Lisbeth Zornig og hendes mand Michael Lindholm ”foredrag og formidling af viden, der forandrer” gennem et selskab – Soft Talk Communications – etableret af Zornigs eksmand.

Torben Bagge, der leder skatteafdelingen i advokatfirmaet TVC, er kritisk overfor konstruktionen: ”Det virker, som om man gør, hvad man kan, for ikke at betale en gæld til det offentlige og dermed bidrage til vores alles bedste via samfunds kassen”, siger han ifølge Ekstrabladet.

Lisbeth Zornig og hendes mand er desuden et rigtigt dårligt eksempel på, ”hvordan en lille erhvervsdrivende tumler gennem en personlig konkurs uden nogen hjælp og vejledning fra myndighederne”.

Iværksætteren og mønsterbryderen Lisbeth Zornig Andersen er student fra Haslev Gymnasium og cand.polit. fra Københavns Universitet, hun har været administrerende direktør i den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne, formand for Børnerådet og stiftede siden Huset Zornig, der arbejdede på at forny og forbedre indsatsen over for samfundets socialt mest udsatte mennesker. Hun har været formand for tænketanken Social Innovations Forum og er stifter af Børnenes IT-fond, der sikrer computere til alle anbragte børn. Hun har været bestyrelsesmedlem blandt andet på IT Universitet, i Det Sociale Netværk og herberget Overførstergaarden.

Lisbeth Zornig Andersens mand, Mikael Rauno Lindholm, er shippinguddannet i A.P. Møller, uddannet journalist fra DJH og har arbejdet som redaktør på en række medier, blandt andet Mandag Morgen, Børsen og Computerworld. Han er medlem af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, VL-gruppe 67 og han har skrevet en lang række bøger om ledelse, strategi, innovation, globalisering og samfundsøkonomi, blandt andet ”Hvad skal Danmark leve af?”, ”Slip innovationen løs – Danmark som kreativ stormagt” og ”Den danske ledelseskanon”. Han stiftede i 2008 udviklingshuset Innovation Inside og har rådgivet myndigheder, institutioner, organisationer og virksomheder om innovation og innovationsledelse. Er nu manager i Soft Talk Kommunikation.

Marianne Jelved – der er valgt for Radikale Venstre og siden 1990 stillet op for Hjørring Kredsen – har besluttet at stoppe i Folketinget til næste valg. Jelved har ellers siddet i Folketinget siden 1987 – hvor hun i første omgang var valgt i Roskilde-kredsen.

Den 77-årige Marianne Jelved kan have gode personlige grunde til ikke længere at stille op for Radikale Venstre, men det kan også hænge sammen med partiets totale nedsmeltning.

Jens Rohde og Ida Auken

Senest har Jens Rohde og Ida Auken også forladt Det Radikale Venstre. Begge begrunder deres udmeldelser med partiets konfrontatoriske linje på ligestillings- og udlændingeområdet. Hvad Jens Rohde vil, er endnu ikke kendt, men Ida Auken har bekendt sig til Socialdemokratiet, som har kvitteret med en sikker opstillingskreds i Hovedstaden.

Under alle omstændigheder er realiteten i øjeblikket, at ingen på Christiansborg vil samarbejde med De Radikale.

Med benhårde krav med trusler om at vælte regeringen og symbolske manifestationer har partiet mistet en del af partiets midtsøgende, pragmatiske vælgerbasis og tiltrukket vælgere som er mere fundamentalistiske på emner som MeToo, udlændinge- og klimapolitik.

MeToo

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Foreløbig overlever Jeppe Kofod, mens Frank Jensen og Carsten Hansen har måttet betale prisen.

Morten Østergaards detronisering

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå. Senest syntes der mellem Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard at være indgået en pagt, der for en tid bilægger de partipolitiske stridigheder.

Fusentasten Christian Friis Bach prøver at gøre sig vigtig

Christian Friis Bach, som nogle få i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, kastede sig villigt ind i krænkelsesdebatten, men da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2, knækkede filmen.

Friis Bach skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser, men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen derfor er forekommet.

Partileder Sofie Carsten Nielsen prøver at vende skuden

Når de Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen nu udsender nye og positive signaler, er det taktik og udelukkende for at komme i nærhed af magten. De er desværre ikke til at stole på, og Morten Østergaards detronisering bekræfter, at man ikke kan stole på de Radikale.

Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.

Når der skal reageres mod Sofie Carsten-Nielsen, er det fordi hun tidligere har prøvet at skrive de radikale ind blandt rækken af dem, der var villige til at kæmpe – og dø – for deres land, mens realiteten var et monumentalt nationalt svigt.

I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.

I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.

At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikke er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, om at partiets udlændingepolitik burde justeres.

Alt var da også tilbage ved det gamle, da partiet afslørede en nærmest ligegyldig holdning til værdien af et dansk statsborgerskab. Det skete, da de foreslog, at unge, der er født og opvokset i Danmark, automatisk tildeles dansk statsborgerskab i 15-års alderen, hvis de består Folkeskolens afgangsprøve.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til den aktuelle radikale new public management politik via partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Hvad nu?

At Christian Friis Bach allerede meldt sig som kandidat til at overtage Marianne Jelveds taburet i Folketinget kan ikke undre efter hans 2-årige ledighedsperiode.

Christian Friis Bach sad i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2011 til 2014 og besad posten som udviklingsminister indtil november 2013. Dengang trådte Christian Friis Bach tilbage fra ministerposten i forbindelse med GGGI-sagen, da den daværende minister erkendte, at han havde overleveret forkerte oplysninger til Folketinget. 

Fra 2017 til 2019 var Christian Friis Bach generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, hvor han blev fyret, da organisationens forretningsudvalg oplyste, at der var “brug for en anden ledelsesprofil”.

Christian Friis Bach har desuden været radiovært for Radio4’s udenrigsprogram ”Den danske forbindelse” og står bag importvirksomheden Warfair, som gennem handel med importerede varer fra krigs- og konfliktramte zoner forsøger at etablere fremgang og fred i udsatte lande.

De Radikales kommende folketingskandidat i Hjørring Kredsen bliver valgt ved en online generalforsamling, der afholdes virtuelt onsdag den 10. marts 2021. Det vil undre, hvis besindige Nordjyder vælger en fusentast som Christian Friis Bach som repræsentant i Folketinget.

Auditørkorpset har undersøgt, hvorvidt et stripperarrangement hos Frømandskorpset var ulovligt embedsmisbrug.

Der har også været mistanke om vennetjenester og gaver i forbindelse med arrangementer i Frømandskorpsets regi. Frømandskorpsets chef, Jens Birkebæk Bach, skulle således have givet kapelmester Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra, der i en årrække har været husorkester i tv-showet ”Vild med dans” på TV 2, oplevelser på lukket militærbase til gengæld for musikalsk underholdning til en privat fest.

Sagerne kom frem i november 2019, efter at netmediet Olfi, der skriver om forsvars- og sikkerhedspolitik, offentliggjorde et interview med Jens Birkebæk Bach.

Generalmajor og chef for Specialoperationskommandoen Peter Harling Boysen sagde til DR Nyheder, at han har en mistanke om, at ikke alt er foregået efter reglerne. Derfor valgte man at overdrage sagen til Forsvarsministeriets Auditørkorps: ”De anklager, der er mod chefen for Frømandskorpset, ser for mig også mærkelige ud, derfor har vi i dag overdraget hele sagen til nærmere undersøgelse ved Forsvarsministeriets Auditørkorps. Det, de undersøger, er, om der er grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning af sagen”, sagde Peter Harling Boysen.

Den juridiske undersøgelse om muligt embedsmisbrug, som frømandskorpsets leder, Jens Birkebæk Bach, derfor været genstand for siden november 2019, er nu afsluttet, og ifølge forsvarets auditør, Claus Lyngholm Risbjerg, er sagen afsluttet uden nogle strafferetlige konklusioner.

Med andre ord, er Frømandskorpsets ledelse frikendt for beskyldninger om strafbart embedsmisbrug.

Ifølge auditøren har afgørelsen været forelagt generalauditøren, og han er enig i, at sagen afsluttes juridisk og derfor sendes sagen nu videre til Frømandskorpsets øverste militære ledelse for en overvejelse af, hvorvidt sagen skal få disciplinære konsekvenser.

Den del af sagen, der har handlet om, hvorvidt der er sket noget ulovligt i forbindelse med anskaffelse af motorer til Frømandskorpsets hurtige motorbåde, er endnu ikke afsluttet, blandt andet fordi det har været vanskeligt at skaffe ekspertudtalelser, hvilket auditør Claus Lyngholm Risbjerg, forventer kan ske inden for kort tid.

https://sn.dk/Odsherred/Froemandskorpsets-chef-i-sag-om-striptease-Her-er-sagen-nu/artikel/1411908

Da den hidtidige spidskandidat, Mathias Hansen, trak sig, udpegede Venstres lokale bestyrelse i Odsherred Hanne Pigonska som partiets spids- og borgmesterkandidat til kommunalvalget i november.

En anden Venstre-kvinde, Karina Vincentz, blev dermed for anden gang vraget som spidskandidat. Vincentz ser ellers sig selv som Venstrekvinde ”helt ind til knoglerne” og har været medlem af partiet siden Uffe Ellemann-Jensen stod i spidsen.

Så sent som den 12. februar 2021 skrev hun på Facebook, at hun havde gået det sidste stykke tid og funderet over hvordan og hvem der definerer om man er ægte Venstremand! For hende handlede det om man bærer Venstres værdier i hjertet. Den grundlæggende værdi, friheden til at være forskellig og det personlige ansvar, var for Vincentz dengang kernen i Venstre.

Karina Vincentz havde efter en fireårig pause fra lokalpolitik, meldt sig klar til at være i første omgang en af partiets kandidater til byrådet. Men da pladsen som spidskandidat blev ledig, lod Karina Vincentz forstå, at hun var klar. Forud for forrige kommunalvalg dystede netop de om titlen som spidskandidat. Mathias Hansen vandt knebent.

Onsdag morgen den 24. februar 2021 skriver Karina Vincentz på Facebook: ”Jeg har haft søvnløse nætter, jeg har været igennem hele følelsesregisteret. Vrede, frustration, kedafdethed, og håb om at fornuften vandt. Men nu er jeg afklaret. Jeg er ikke typen der bliver bitter eller som hænger fast i fortiden. Når der sker noget man ikke bryder sig om, så har man tre muligheder: Man kan forsøge at ændre, man kan acceptere eller man kan gå væk fra det. Jeg har forsøgt det første og endt med det sidste”. Det skrev hun og offentliggjorde samtidig den udmeldelse, hun sendte til Venstres bestyrelse tirsdag aften.

En række kendisser i medieverdenen, i de politiske partier, i erhvervslivet og i den offentlige forvaltning går i øjeblikket rundt i frygt for, at gamle sexkrænkelser kommer frem. Samtidig kan vi møde folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tager det helt roligt, selvom de tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med voldelige grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden utallige almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, og i 2012 fik han Kronprinsparrets kulturpris. Strid var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv og forhenværende medlem af centralkomitéen i Kommunistisk Arbejderparti – har selv sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Helle Thorning-Schmidt meldte sig først som 27-årig ind i Socialdemokratiet. Inden var hun organiseret ungkommunist i DKU med partiemblemet i livremmen og abonnement på Land og Folk. En samfundsstøtte som Torben Möger Pedersen, direktør i PensionDanmark, mangeårig formand for dagbladet Information, gift med Berlingske-journalist Birgitte Erhardtsen, var som yngre økonom glødende kommunist.

Fotograf Jacob Holdt er i dag en yndet og respektabel kilde om især amerikanske forhold, men i august 2015 indrømmede Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Journalist og chefredaktør på dagbladet Information, nu afdøde Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte.

I Kroghs tid brugte Information den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl indflydelsesrig skribent i sikkerhedspolitik på Information. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Informations Latinamerika-skribent, nu afdøde Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart, men det forhindrer ikke at han stadig fejres som en sand helt.

Mange andre fremtrædende samfundsstøtter var tidligere aktive støtter for revolutionære bevægelser og regimer – og de gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu!

Socialdemokraten Mogens Lykketoft behandles nu som ældre statsmand med respekt, og Lykketofts notoriske svaghed for kommunistiske diktaturstater er tilsyneladende glemt.

Et af de mere groteske eksempler var dengang Mogens Lykketoft sammen med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti.

Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel under den famøse overskrift Samba-socialismen. At prisen i alle årene har været cubanernes frihed og velfærd blev ikke nævnt.

Jyllands-Postens nye chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, har en fortid som kandidat for Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner.  Hun optræder på stemmesedlen for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2005. Lidt længere oppe på samme stemmeseddel finder man den berygtede islamist Asmaa Abdol-Hamid, der også var opstillet for Liste Ø.

Marchen Neel Gjertsen har også en fortid som medlem af den revolutionære organisation SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål er at omstyrte det danske samfund. I SUF’s medlemsblad fra 2004 optræder Marchen Neel Gjertsen som central kontaktperson for den radikaliserede bevægelse i Odense.

I det venstreradikale svenske medie ”Fria Tidningar” bliver Marchen Neel Gjertsen i 2011 omtalt som ”journalist” hos den venstreorienterede og autonome researchgruppe Redox, der samler informationer og udgiver nyheder og rapporter om den danske højrefløj, og hvis medlemmer blandt andet er dømt for vold og ulovlig hacking af politiske modstandere.

I dag kan man blive fyret for 20 år gamle sexsager, hvis man har opført sig upassende. Vi ved ikke præcist, hvad der er sket i en række sager, hvor folk er blevet fyret for gamle krænkelser, men alle sagerne synes at dreje sig om sex – alle andre fortidige fejl og krænkelser er åbenbart uden betydning.

Venstrefløjsfolk, der tidligere støttede totalitære regimer og revolutionære voldsbevægelser, er tilsyneladende ikke noget problem i den igangværende moralske oprustning. Ingen journalister gider at skrive om det. En række af nutidens opinionsdannere, støttede for år tilbage voldsregimer og revolutionær vold, men ingen sætter fokus på det, og ingen gamle venstreekstreme og voldsparate journalister fra DR eller TV 2 har grund til at frygte den slags fortid.

Parterne i borgerkrigen i Libyen blev i begyndelsen af februar i Schweiz enige om en midlertidig ordning af landets ledelse, indtil der kan afholdes valg i december. Det var FN, der havde formidlet drøftelserne i det såkaldte Libyan Political Dialogue Forum, og FN støtter resultatet, der indebærer, at en ny regering afløser den hidtidige provisoriske regering.

Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering som også dengang var baseret på en politisk aftale faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) har af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) været anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været støttet af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

Ved afstemningen om forhandlingsresultatet i Schweiz opnåede en liste med den 61-årige forretningsmand og politiker Abdul Hamid Mohammed Dbeibah som premierminister og Mohammad Younes Menfi som præsident39 af de 73 valide afgivne stemmer.

De slog dermed en alternativ liste med indenrigsminister (og sikkerhedschef) i den hidtidige provisoriske regering, Fathi Bashagha, som premierminister og formanden for Libyens parlament, Aguila Saleh, som præsident, der opnåede 34 stemmer.

Det er den nye midlertidige regerings opgave at forberede et nyvalg af parlamentet til afholdelse senest den 24. december 2021. Opgaven er samtidig efter 10 år med strid og splittelse at overbevise alle libyere om, at de vil blive repræsenteret og hørt. Det er samtidig bestemt at mindst 30 pct. af regeringsposterne skal beklædes med kvinder.

FN’s generalsekretær, António Guterres, har haft separate samtaler med Mohammad Younes Menfi og Abdul Hamid Mohammed Dbeibah og tilsikret dem FN’s fulde støtte. Der var angiveligt enighed om vigtigheden af at håndhæve den aftalte våbenhvile, og herunder tilbagetrækningen af alle fremmede tropper.

Holder våbenhvilen?

Spørgsmålet er om den skrøbelige våbenhvile allerede er brudt? I hvert fald var indenrigsministerFathi Bashagha søndag udsat for et attentat, da hans bilkolonne blev beskudt på en gade i Tripoli. Bashagha, der sad i en pansret bil, slap uskadt, men mindst en af hans livvagter blev såret. En af angriberne skal være blevet skudt, mens 2 andre er pågrebet.

Fathi Bashagha, der blev opfattet som favorit til at efterfølge Fayez al-Sarraj som premierminister, er givet skuffet over udfaldet af forhandlingerne i Schweiz, og der er allerede diskussion om attentatet, som af nogle af Bashaghas fjender betegnes som ”konstrueret”.

Kan vi ikke bare være ligeglade med borgerkrigen i Libyen?

Libyen har været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Den 15. februar 2011 udbrød der – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen i dag, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Under alle omstændigheder har Libyen måttet lægge krop til en 10-årig stedfortræder-krig, hvor adskillige udenlandske magter er involveret.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Libyen blev selv overtaget af terrorister, og befolkningen har levet i et regulært helvede lige siden. Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) er af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land.

Haftar støttes øjensynligt af Rusland, Egypten og flere andre afrikanske stater, og det så faktisk for kort tid siden ud til, at oprørerne kunne true den FN-anerkendte regering i hovedstaden Tripoli med premierminister Fayez Al-Sarraj i spidsen.

Ruslands interesse

Grunden til Ruslands interesse i Libyen skulle ifølge kilder i Moskva være, at præsident Vladimir Putin ønsker at få en flådebase på Libyens 1.770 kilometer lange Middelhavskyst som supplement til den luft- og flådebase, han har opnået i Tartus, Syrien.  Rusland har øjensynlig været generøs med militære forsyninger, herunder luftforsvarssystemer, til Haftars oprørsstyrker. Endnu vigtigere er det måske, at han har givet grønt lys til fire russiske private sikkerhedsfirmaer til at sende militære trænere, rådgivere, teknikere og endda kamptropper til Libyen.

Tyrkiets rolle

Tyrkiet har imidlertid interveneret til fordel for den af FN og EU anerkendte GNA-regering og Fayez al-Sarra.  Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har med finansiel støtte fra Qatar og opbakning fra det internationale netværk af Muslimske Broderskab og med Iran på sidelinjen udstyret GNA-styrkerne med hjemmelavede droner, kendt som Bayraqdar (Flagbearer), kopieret fra en ældre amerikansk model.

Ankara har også rekrutteret omkring 6.000 syriske tidligere oprørere, de fleste med muslimsk broderskabsbaggrund, til at kæmpe for GNA.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan forsøger at retfærdiggøre alle disse elementer i hans neo-osmanniske strategi ved at pege på mere end 30 milliarder dollars i tyrkiske investeringer i Libyen under Gaddafi, da næsten en million tyrkere arbejdede der. Selvom Gaddafi havde givet libysk statsborgerskab til mange tyrkere, vendte de fleste indvandrere hjem efter hans fald.

Nu, hvor massearbejdsløshed truer i Tyrkiet, håber Erdogan at se nogle af dem, der stadig har libysk statsborgerskab, vende tilbage dertil.

I 2019 underskrev Tyrkiet en række aftaler med GNA, hvorefter Ankara fik indflydelse på udnyttelsen af olieressourcer i det østlige Middelhav.

Tyrkiets bistand påvirker kampene

Støtten fra Tyrkiet har ved hjælp af droner og ikke mindst lejesoldater fra Syrien gjort en afgørende forskel og sendt oprørsgeneralen Khalifa Haftar på tilbagetog.

Styrker fra samlingsregeringen med hjælp fra tyrkiske droner og luftstyrker erobrede flere store grænseområder tilbage fra oprørerne, og Khalifa Haftar og LNA mistede dermed sin sidste store bastion i det vestlige Libyen.

Egypten

Mens Tyrkiet støtter GNA-regeringen, støtter nabolandet Egypten oprørerne og Khalifa Haftar. Egypten mener de har ret til at træde ind militært i nabostaten Libyen. Det har den egyptiske præsident, Abdel Fatah Al-Sisi, i hvert fald udtalt.

Men der er langt flere eksterne spillere med i det store kludetæppe ved Middelhavet, og det er ved at udvikle sig til en pinlig affære for EU, hvor medlemslandene heller ikke helt kan blive enige om, hvem der skal støttes.

Frankrig

Frankrig har store interesser i Libyen. Det store franske olieselskab, Total, har været i Libyen i snart 70 år, og i december 2019 indgik det en aftale med investeringer for 650 millioner dollar i libyske oliefelter.  

Da den franske præsident, Emmanuel Macron, i kraftige vendinger kritiserede Erdogan for Tyrkiets involvering i Libyen, reagerede den tyrkiske udenrigsminister med at påstå og beklage at Frankrig i det skjulte støttede oprørerne under general Khalifa Haftar og udtale, at der kan være tale om “en solformørkelse i Macrons sind”.

EU spiller en tvivlsom rolle i Libyen

Desuagtet EU’s medlemslandes forskellige tilgange til Libyen, har EU’s udenrigsansvarlige, den spanske kommissær Josep Borrell, forsøgt at vise handlekraft. EU har en flådemission i området ved navn IRINI (det græske ord for fred), der skal håndhæve FN’s våbenembargo mod landet.

Frankrig har været meget aktive i IRINI og har sendt det store hangarskib Charles de Gaulle til området.Initiativet er imidlertid blevet kritiseret, fordi det primært forhindrede våbenleverancer til den lovformelige GNA-regering i Tripoli, mens oprørsgeneralen Haftar kunne modtage våben over landegrænsen til venligtsindede Egypten.

Det er heller ikke fuld enighed blandt EU-landene om missionen, da Malta ikke ønsker at deltage og har truet med at nedlægge veto mod finansieringen.

EU Observer beretter også i en notits, at Malta har indgået en aftale med al-Sarrajs regering i Tripoli om særlige ”enheder”, der skal bekæmpe migration og bådflygtninge over Middelhavet med destination på Malta.

Malta har ligeledes truet med veto mod udpegning af en italiener som leder af IRINI, og har nævnt, at det skyldes den manglende solidaritet fra andre EU-lande i at modtage flygtninge, der ankommer til Malta.

Tidligere har malteserne bremset en flygtningebåd på vej mod øen, leveret benzin og sendt den i retning af Sicilien, så noget tyder på, at der er kurrer på tråden mellem flere lande i Middelhavet.

Der er altså mange, der har en aktie i det store spil i det krigsplagede land. EU’s ministerråd har flere gange fordømt Tyrkiets oliejagt i det omstridte farvand og Cypern mener, at tyrkerne helt bør miste status som EU-kandidatland.

Kampen om Middelhavet
En af de væsentlige årsager til stridighederne mellem regionale stormagter om konflikten i Libyen er olie og gas. Der er opdaget store forekomster i den østlige del af Middelhavet, og Tyrkiet har lavet en aftale med regeringen i Tripoli om udnyttelse af ressourcerne, der imidlertid er lokaliseret i et omstridt farvand.

Det har vakt utilfredshed, særligt i Cypern som mener, at den påståede libyske olie ligger i cypriotisk farvand. Østaten arbejder samtidig med sit eget store projekt ved navn EastMed Pipeline. Der er planer om en stor rørledning, der skal føre naturgas fra det østlige Middelhav via Cypern og Kreta til det græske fastland.

Her er der oprettet et forum med Cypern, Egypten, Grækenland, Libanon og Israel, mens Tyrkiet ikke har været inviteret med til bordet. Det har medvirket til at skuffe tyrkerne, lyder det i en analyse på European Council on Foreign Affairs.

Frankrig har også søgt medlemskab i EastMed-konsortiet.

Der er altså mange, der har en aktie i det store spil i Libyen og Middelhavet. EU’s ministerråd har flere gange fordømt Tyrkiets oliejagt i det omstridte farvand og Cypern mener, at tyrkerne helt bør miste status som EU-kandidatland.

FN bag aftalen i Schweiz, overgangsregeringen og våbenhvile

Mens stormagterne kæmpede om Middelhavets gas og olie i Libyen har kampene kostet hundredvis af menneskeliv, og i alt er 200.000 drevet på flugt.

FN’s Generalsekretær Antonio Guterres har derfor i gentagne erklæringer opfordret til en våbenhvile i Libyen.

Den lovformelige, men provisoriske regering i Tripoli, kunne næppe have afgjort borgerkrigen. Fortsat strid kunne have bidraget til ikke alene Libyens fuldstændig ødelæggelse, men også at de 6 nabolande destabiliseres.

I mellemtiden ville bådflygtninge over Middelhavet igen kunne eskalere og yderligere udfordre sammenholdet i EU.

Mens både GNA og LNA var låst af deres indbyrdes strid har terrorgrupper, begyndende med ISIS og afrikanske udløbere af al-Qaeda, allerede sikret sig fodfæste i Libyen. Til disse kan tilføjes et dusin klaner, der søger at kontrollere deres egne territorier og i bestræbelserne herpå er parat til at tilbyde deres bistand til den side i borgerkrigen, der tilbyder de største fordele for dem selv.

Udsigten til, at Libyen kan blive et nyt Syrien, er således helt reel, hvis den aftalte våbenhvile brydes.

OSCE – Organization for Security and Co-operation in Europe – er udstyret med en parlamentarisk forsamling, der hvert år mødes nogle hyggelige dage i Østrigs hovedstad, Wien.

Desværre er det grundet Covid-situationen besluttet, at dette års vintermøde den 24. – 26. februar 2021 afholdes virtuelt over internettet.

Den danske delegation til OSCEs Parlamentariske Forsamling (OSCE PA), der ligesom venstremanden Michael Aastrup Jensen er parat til at gå langt for at finde en tjenstlig anledning til en udlandsrejse, besluttede i stedet at observere præsidentvalget i Kirgisistan, der blev afholdt den 10. januar 2021.

Som de siger i delegationen: ”Det er måske bare en anelse morsommere at sidde derude og længes hjem, end at sidde derhjemme og længes ud…”.

Den danske delegation til OSCEs Parlamentariske Forsamling, der består af venstremanden Peter Juel-Jensen, Marie Krarup fra Dansk Folkeparti, og socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen, har derfor tilbragt dagene 5. – 12. januar 2021 i Kirgisistan, herunder i landets eksotiske hovedstad, Bisjkek.

Budgettet for rejsen, hvor de 3 folketingsmedlemmer var ledsaget af delegationssekretær Eva Esmarch, var fastsat til 116.000 kr.

Der foreligger endnu ikke oplysninger, om delegationen observerede uregelmæssigheder under præsidentvalget, ligesom det også er uoplyst, om rejseselskabet var i stand til at overholde rejsebudgettet.

Kirgisistan

Præsidentvalget den 10. januar 2021 var ellers kulminationen på 3 måneders uro i Kirgisistan efter parlamentsvalget den 5. oktober 2020.

Præsident Sooronbai Jeenbekov havde ikke forudset at valget den 5. oktober 2020 ville udløse rasende protester mod hans regime, og indebære, at han måtte gå af, hvis han ikke ville lide samme skæbne som præsident Nicolae Ceaușescu i Rumænien!

Den hidtil upåagtede Sadyr Japarov blev herefter udpeget til premierminister og midlertidig præsident i Kirgisistan. I en tale til parlamentarikere forsamlet i præsidentens residens den 16. oktober 2020 betegnede han sin nye position som et resultat af en “peaceful and legal transfer of power.” Ved præsidentvalget opnåede han officielt 79 pct. af stemmerne, men med en hidtil uset lav valgdeltagelse på 39 pct.

Sadyr Japarovved , der tidligere har været sat i forbindelse med organiseret kriminalitet, lovede ved indsættelsen den 28. januar 2021, at han ville skabe “a dictatorship of law, where justice and prosperity prevail”.

Jeenbekov er den tredje præsident i Kirgisistan, der er tvunget væk fra embedet af folkelige oprør. Ligesom Askar Akayev og Kurmanbek Bakiyev, som blev væltet henholdsvis 2005 og 2010, har Jeenbekov valgt at gå i eksil. I hvert fald har han og flere familiemedlemmer forladt landet for at foretage en ”pilgrimsrejse” til Mekka.

Samtidig med præsidentvalget afholdtes den 10. januar en folkeafstemning, hvor et overvældende flertal foretrak en ændring af det parlamentariske system til et præsidentielt regime. Vejen er hermed banet for en forfatningsændring, der betyder at Kirgisistan kan se frem til et endnu mere autoritært styre med en præsident med nye beføjelser og begrænset indflydelse fra parlamentet, der har 120 medlemmer.  

Ny regering

Den 3. februar 2021 godkendte parlamentet Kirgisistans nye regering med Ulugbek Maripov, 41, som ny Premierminister.

Landbrugsstyrelsen, der har ansvaret for administrationen og udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte i Danmark, er ofte i mediernes søgelys. Senest kan Landbrugsavisen den 20. februar 2021 berette om stærkt forsinkede støtteudbetalinger.

Landbrugsstyrelsen er ingenlunde fejlfri. Senest er det kommet frem, at der er lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

Det er Avisen Danmark, der har via et aktstykke i Folketingets Finansudvalg har afdækket hvordan Landbrugsstyrelsen i strid med EU’s regler i perioder 2015-2019 har udbetalt 287 mio. kr. for meget til visse danske landmænd, mens andre har fået udbetalt 286 mio. kr. for lidt.

EU skal have sine penge tilbage, og det skal de landmænd, som har fået for lidt, også. Man kan ikke afkræve af de landmænd, som har fået for meget, at de skal betale det overskydende tilbage. Det vurderer Kammeradvokaten. Pengene må derfor hentes i statskassen. Tilsvarende kan man ikke pålægge EU at betale de landmænd, som har fået for lidt. Det får skatteyderne også lov til.

”Det har jeg det virkelig skidt med. Det er en klokkeklar fejl. Vi er virkelig kede af det, og vi beklager rigtig meget”, siger Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, til Avisen Danmark.

Det antages, at Jette Petersen i den kommende tid må affinde sig med et skærpet tilsyn fra Landbrugsminister Rasmus Prehn, der formentlig ikke har lyst til at blive slagtet som Mogens Jensen og 15 millioner mink.

Ikke første gang Landbrugsstyrelsen laver fejl

Landbrugsstyrelsen er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider. Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også – som den aktuelle sag om hektar-støtten viser – kostbar for danske skatteborgere.

Den danske stat har også tidligere været tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen.  I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Rigsrevisionens kritik

Rigsrevisionen har adskillige gange været ude med riven efter den danske administration af landbrugsstøtten. Rigsrevisionen har således kritiseret Landbrugsstyrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder, at udbetalingen af EU-støtten jævnligt forsinkes.

Landbrugsavisen kan den 20. februar 2021 berette hvordan en landmand – Niels Jørgen Madsen – er træt af at vente på at få sit udlæg på 106.000 kroner til hegning af et areal på Værnengene i den sydlige del af Ringkøbing Fjord refunderet.

Det er mere end et år siden, han fik tilsagn om tilskud fra ordningen “Natura 2000 – rydning og forberedelse til afgræsning”. I foråret 2020 blev hegnet etableret, og regningen er for længst betalt.

I dag, trekvart år efter, er pengene stadig ikke gået ind på kontoen.

Landbrugsstyrelsen beklager ventetiden, der skyldes, at ”grundmodellen i styrelsens IT-system var forsinket”.

Landbrug & Fødevarer kritiserer

AgriWatch kunne den 11. august 2020 berette, at daværende formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, var grumme træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer, der betød, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i støtte til etablering af vådområder, var udsat til den 25. august 2020.

“Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder,” skrev Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holdt sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige miljøtiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skrev Merrild.

Udflytning og andre trængsler

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen faktisk i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed. Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et decideret latterligt jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed.

Landbrugsstyrelsen må også leve med, at i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser i 2016, flyttede Landbrugsstyrelsen 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Modstand mod udflytningen

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var der it-problemer og lange sagsbehandlingstider i Landbrugsstyrelsen, og selvom der er fremgang på ordningen for miljøteknologi, viser problemerne med vådområderne, at ikke alle problemer er løst.

Efter mink-skandalen, der kostede Fødevareminister Mogens Jensen posten, blev Miljø- og Fødevareministeriet splittet ad, og departementschef Henrik Studsgaard blev fritaget for ansvar for landbrugssagerne og kan nu på fuld tid koncentrere sig om at servicere Miljøministeren, der har brug for al den hjælp hun kan få.

Den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, og 23 ministre blev allerede lørdag den 13. februar 2021 taget i ed som ny italiensk regering af den italienske præsident Sergio Mattarella.

Mario Draghi – Super Mario – har dermed overtaget det politiske lederskab i Italien efter Giuseppe Conte som chef for den 13. regering i støvlelandet siden 2000.

Efter overvældende opbakning i det italienske parlaments 2 kamre – onsdag i Deputeretkammeret og torsdag i Senatet – er Mario Draghis nye italienske regering parat til at tage fat på at løse Italiens problemer. Coronapandemien har kostet næsten 100.000 italienere livet og EU’s tredje største økonomi hænger i laser, med en frygtindgydende gæld og et fald i BNP i 2020 på omkring 9 pct.

Onsdag i sidste uge præsenterede Mario Draghi i en tale til Parlamentet de umiddelbare prioriteter for regeringens arbejde.

Først og fremmest skal coronaviruspandemien bekæmpes ”med alle midler”. Som i andre lande er der i Italien stadig diskussion af rimeligheden af myndighedernes restriktioner på borgernes og næringslivets muligheder for at agere, og umiddelbart skal der ikke forventes lettelser. Hovedvægten vil dog blive lagt på at få vaccinationsprogrammet op i omdrejninger. Vaccinationer, skal udføres “i alle tilgængelige offentlige og private rum”.

Enhver diskussion om Italiens tilhørsforhold til EU skal høre op. Draghi har sagt, at Italien ikke opnår suverænitet ved at stå alene, og samtidig vil der ikke være et EU uden Italien.

Med EU’s genopretningsplan og støtten til Italien på 209 mia. euro er der nu en enestående mulighed for genopbygning og reformer i Italien.

Mario Draghis regering vil prioritere ligestilling mellem kønnene. Indsatsen skal gå langt videre end valget mellem familie og arbejde og tillige adressere ligestilling på ledende poster og i bestyrelser.

Miljø- og klimapolitikken vil blive opprioriteret. Mario Draghi har erklæret, at ”vi ønsker ikke kun at efterlade en sund økonomi, men også en planet i god stand”.

Italien er i øjeblikket splittet på mange planer – mellem Syd og Nord, mellem by og land, i opfattelsen af udlændinge, i synet på staten og myndighedernes indflydelse, i EU-politikken og på andre planer. Mario Draghi vil fokusere på sammenhængskraften i Italien: “Enhed er ikke kun en mulighed, men en pligt!”

Belgien, Danmark, Finland, Tyskland, Grækenland, Italien og Holland har i princippet indført restriktioner på eksport af våben til de krigsførende magter i Yemen, herunder ikke mindst den Saudi Arabisk-ledede koalition bestående af Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Egypten, Jordan, Marokko og Sudan, der siden 2015 har interveneret militært i Yemen til fordel for den yemenitiske regering.

Allerede i 2015 vedtog FN’s Sikkerhedsråd en våbenembargo mod Houthi-oprørerne i Yemen.

I øjeblikket er der i Europa-Parlamentet bestræbelser på at få vedtaget resolutioner vedrørende krigen i Yemen. Det er bemærkelsesværdigt, at adskillige franske og spanske liberale parlamentsmedlemmer ikke har villet støtte et pålæg om at stoppe våbeneksport til krigsførelsen i Yemen. Resolutionen blev vedtaget, men stemmeafgivningen dokumenterer, at den europæiske våbenindustris indflydelse rækker langt ind i Europa-Parlamentet.

Det oplyses, at Frankrig for milliarder af euro har solgt våben til Saudi Arabien og UAE – hvor træning og den løbende vedligeholdelse af våbensystemerne også indgår. 

Eurofighter-jagerfly leveret af Airbus bliver brugt til at bombe hospitaler i Yemen og franske Mirage bombefly bliver brugt af UAE i Yemen, oplyser MEP Hannah Neuman fra det tyske parti De Grønne.

Flyene er angiveligt udstyret med Mk80 bomber, der fremstilles af RWM Italia Munitions S.r.l., der er det italienske datterselskab af det tyske Rheinmetall Group.

Det franske offentligt ejede selskab DCI Group – Défense Conseil International – er operatør for at overføre fransk militær knowhow i udlandet. Under etiketten “Formation armées françaises” tilbyder DCI skræddersyet rådgivning, uddannelse og teknisk assistance. DCI Group træner i øjeblikket den saudiske hær i hvordan de mest effektivt kan affyre raketter mod Yemen.

Trods eksportforbuddet har en undersøgelse afsløret, at belgiske pansrede køretøjer sælges til Saudi Arabien og bruges i Yemen. Disse våben fremstilles af det belgiske firma FN Herstal – Fabrique Nationale – der ejes af den Valloniske lokalregering.

Våbenproducenten Terma bidrager med udstyr til krigen i Yemen

Afsløringen af de belgiske våbenbidrag til krigen i Yemen kommer ikke som en overraskelse i Danmark. Allerede i maj 2020 vakte det opmærksomhed, at den danske våbenproducent Terma har bidraget med udstyr til UAE’s – De Forenede Emiraters krigsførelse i Yemen.

TV2 har sammen med medierne DanWatch, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR- Nordic Reports undersøgt, hvor udstyr produceret af Terma bliver brugt.

Medierne oplyser, at Terma har solgt udstyr og vedligehold til kampflyene, Archangel, som under konflikten i Yemen er blevet brugt til bombninger i Yemen af De Forenede Arabiske Emirater.

Archangel-kampflyene kan ifølge TV2 bære tre ton bomber og er udstyret med Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment).

Terma har desuden fra 2011 til 2016 udstyret seks af De Forenede Emiraters flådefartøjer med Termas Scanter 2001 navigationsradarer samt bidraget med uddannelse i vedligeholdelse af systemerne.

Det er ikke oplyst, om Terma har leveret udstyr til andre deltagere i krigen i Yemen.

Den erhvervsdrivende fond, Thomas B. Thriges Fond, ejer Thrige Holding A/S, der ejer Terma, der blev stiftet i 1949.

Terma i Lystrup ved Århus med en milliardstor omsætning har således flere pensionerede ambassadører og højtstående officerer på lønningslisten.

Terma sælger udstyr herunder Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment) – til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder Termas Scanter 2001 skibsradar, skibsradarer, og til rumfartsindustrien.

Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1500 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på omkring 2 milliarder kroner.

Terma vandt i begyndelsen af 2020 en ordre til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16.

Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre såkaldte flares, som afleder de angribende missiler.

Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

Den danske forsvarsindustri

Terma er langt fra den eneste virksomhed, der i Danmark producerer våben. Terma er – sammen med andre våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel -særdeles aktive med at søge politisk indflydelse for at sikre deres kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser.

En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.

Udover de helt store virksomheder er der danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer.

I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag har datterselskaber i Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Rumænien, Sverige, UAE, UK, og USA, beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden.

I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor den fynske maskinfabrik Multicut leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics A/S leverer kabler og styrebokse.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes interesser i udvikling af forsvarsteknologi, ligesom en række konsulent- og advokatfirmaer har interesser i dansk forsvarsindustri.

En nærmere beskrivelse af FAD – Danish Defence And Security Industries Association – en del af Dansk Industri kan ses her.