Hvis Danmark skal realisere den ambitiøse målsætning om en reduktion i udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030, skal der snart ske noget.

Regeringen bryster sig af, at der allerede er iværksat tiltag, der vil reducere udledningerne med omkring 6 millioner tons CO2-ækvivalenter. Det er imidlertid mindre end en tredjedel af reduktionskravet på 20-21 millioner tons.

Landbrugs- og fødevaresektoren skal selvklart løfte sin del af klimaindsatsen, men det bør ikke glemmes, at landmænd og virksomheder faktisk allerede har investeret massivt i den grønne omstilling. De store andelsselskaber og de enkelte bedrifter har investeret i at klimaoptimere hele værdikæden. Lige fra forskning i planteforædling, bæredygtighedsmål og klimatjek hos de enkelte landmænd og optimering af husdyrfoder samt produktion af græsprotein.

Klimaindsatsen i landbrug og fødevareerhverv

Hele sektoren har siden 1990 allerede reduceret udledningen med 25 procent, og i Klimapartnerskabet for fødevare- og landbrugssektoren er der anvist tiltag, der kan bringe reduktionerne op på 62 procent i 2030.

Forudsætningen for at klimamålene nås er, at der fortsat investeres i landbrugets omstilling. Hvis de nødvendige investeringer i teknologi og forskning, og i kapitalkrævende tiltag i virksomheder og på de enkelte bedrifter, skal realiseres, er det nødvendigt med et tillidsfuldt partnerskab mellem Christiansborg og landbruget.

Hvis klimaneutral produktion af fødevarer skal være en god forretning, kræver det en fælles forståelse mellem fødevareerhvervet og resten af samfundet. Det er derfor afgørende at der er politisk forståelse for, at uden gode rammevilkår, som erhvervet kan regne med i en årrække, kan opgaven ikke løses.

Hvis opgaven gribes forkert an, bliver resultatet lækager – produktionen flytter til udlandet – og så mister Danmark ikke kun tusindvis af arbejdspladser og milliardindtægter, men vi taber også muligheden for rent faktisk at yde et positivt bidrag til klimaet.

Lige nu forhandler Folketinget om en meget omfattende plan for dansk landbrug. Det foruroligende er, at en række politiske partier syntes at være stærkt påvirkede af Klimarådet, der består af uafhængige eksperter og skal fungere som en “uafhængig vagthund” af regeringens og fremtidige regeringers klimaindsats. Rådet vurderer hvert år, om det er sandsynligt, at Danmark opnår målet om en 70 procents CO2-reduktion i 2030, og kommer med anbefalinger til regeringen.

Klimarådets visioner for dansk landbrug

Hvis der måtte være nogle i dansk landbrug, der på baggrund af minkskandalen, er nervøse ved de politiske processer i regeringen og på Christiansborg, er det fuldt forståeligt.

De tænker måske: Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen – kan vi overhovedet overleve som er hverv?

Klimarådet har allerede i rapporten Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion fra marts 2020 givet svaret.

De skriver: ”Oversat til en dansk kontekst peger dette på en fødevareproduktion, der i højere grad baserer sig på højteknologisk, bæredygtig dyrkning af arealer, hvor plantebaserede råvarer går både til direkte forbrug og bruges som input til bioraffinering, til forædlede fødevarer, i medicinalindustrien, i den kemiske industri og til energiproduktion. Med bioraffinering kan der produceres plantebaserede proteiner, der kan erstatte animalske ingredienser i fødevarer til konsum. Plantebaserede proteiner kan også bruges som dyrefoder eller input til stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion. Dette vil kunne reducere efterspørgslen efter animalske produkter og frigøre arealer, hvor der i dag dyrkes foder til den animalske produktion. Disse arealer vil kunne bruges til fx yderligere plantebaseret fødevareproduktion, produktion af energiafgrøder eller omlægning til naturarealer og skovrejsning med fokus på miljøgevinsterne, øget biodiversitet, grundvandssikring og rekreative værdier”.

Det foruroligende er, at Klimarådet hvert år vil komme med nye anbefalinger til regeringen.

Som det fremgår, er udryddelsen af danske mink kun 1. fase. Siden kommer turen til køer, grise, får og fjerkræ. Forbrugerne bliver til den tid spist af med bioraffinerede fødevarer og stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion.

Håb om politisk forståelse

Selvom en række partier er indstillet på blindt at følge Klimarådets anbefalinger skal det bemærkes, at regeringen tøver. Der er derfor stadig håb om, at der politisk kan skabes forståelse for, at den grønne omstilling kun lykkes, hvis der skabes tryghed om rammevilkår og vilkår for fremtidige investeringer, og det forudsætter det brede politiske aftaler.

Skal omstillingen lykkes, så klimamålene nås uden af afskaffe et dansk fødevareerhverv, kan det ikke nytte at regeringen kun lytter til SF og Enhedslisten.

Hvad skal man stille op med de udenlandske krigere og deres familier, der tilsluttede sig Islamisk Stat i Syrien og Irak? Spørgsmålet har været debatteret siden IS og kalifatets sammenbrud i 2017-18.

USA har repatrieret og retsforfulgt omkring et dusin IS-støtter og omkring en halv snes børn siden 2017. Andre lande har været under pres for også at hjemtage statsborgere (og deres børn), der har tilsluttet sig IS. De fleste vesteuropæiske lande har imidlertid været tilbageholdende med repatrieringer.

Lejrene

Efter kalifatets sammenbrud blev tusindvis af dets tilhængere samlet i de kurdisk kontrollerede fangelejre i Syrien. Mindst 2.000 udenlandske krigere sidder interneret, men derud over skønnes der at være omkring 10.000 udenlandske kvinder og børn i lejrene. I fangelejren al-Roj sidder der omkring 1.700 – fortrinsvis fra Irak, og i al-Hol sidder der 64.000 fortrinsvis fra Syrien.

Kurdisk militær har så sent som søndag morgen den 28. marts 2021 i en større operation ransaget fangelejren al-Hol, som huser flere tusinde tilbageholdte Islamisk Stat-medlemmer og -sympatisører.

Formålet med militæroperationen med deltagelse af flere tusinde kurdiske soldater var ifølge Rojava Information Center at fravriste Islamisk Stat kontrollen med lejren efter et stigende antal snigmord begået af såkaldt sovende terrorceller i lejren. Flere end 30 kvinder og mænd blev efter det oplyste arresteret under aktionen.

Alene i 2021 er flere end 40 blevet dræbt i al-Hol af formodede gerningsmænd – eller kvinder – fra Islamisk Stat, som gennem længere tid reelt har overtaget kontrollen med dele af lejren, der af samme grund også er kendt som ”mini-kalifatet”.

7 kvinder og 19 børn

I alt syv kvinder fra Danmark og 19 børn, som ifølge Udenrigsministeriet enten med sikkerhed eller med stor sandsynlighed har dansk indfødsret, opholder sig i de to lejre. De fleste formentlig i mini-kalifatet, al-Hol-fangelejren. Det er ikke oplyst, om der fortsat sidder danske IS-krigere i lejrene.

Mange mener, at vi i Danmark har et ansvar for børnene. De er i alderen ét til 14 år. Ni af børnene er født i Danmark, mens de resterende 10 er født i IS-kalifatet i Irak/Syrien.

Hvad angår mødrene er der forskellige opfattelser. De fleste hælder til den opfattelse, at retssystemet på stedet må afgøre, om kvinderne har bistået med strafbare handlinger under opholdet hos IS.

I Danmark er det normalt opfattelsen, at ved fængsling af danske statsborgere i udlandet er det opholdslandets love der gælder.  Det er et princip, at de enkelte lande ikke blander sig i hinandens retssager. Domstolene skal være fri for politisk pres.

Udenrigsministeriet er ganske klar i vejledningen til danske statsborgere: Fængsles du i et andet land for et brud på loven dér, vil det derfor være det land, der bestemmer straffen og forholdene i fængslet.

Det kurdiske selvstyre har begrænsede ressourcer, og det er uvist hvornår de danske IS-tilhængeres gerninger kan underkastes en retlig vurdering.

Det burde derfor overvejes, om Danmark kunne yde juridisk og økonomisk bistand til de myndigheder i Syrien eller i de kurdiske selvstyreområder, der er ansvarlig for at gennemføre de retlige opgør med IS-krigerne og deres familier.

I Nationalbankens seneste analyse, UDSIGTER FOR DANSK ØKONOMI — MARTS 2021, fra den 17. marts 2021 fremgik det, at handelsaktiviteten på boligmarkedet er høj og med kraftige stigninger i boligpriserne.

Stigningen er ifølge Nationalbanken generelt understøttet af lave renter og stigende indkomster, men øget efterspørgsel som følge af Corona-pandemien spiller også en rolle.

Selvom der er betydelig usikkerhed om den fremtidige udvikling på boligmarkedet, som Nationalbanken følger tæt, understøttede de generelle finansielle vilkår fortsat realøkonomien. Husholdninger og virksomheder har adgang til billig finansiering, og Nationalbanken har derfor ikke aktuelt planer om at ændre den generelle pengepolitik.

Nationalbanken lægger i stedet ansvaret over på regeringen og finanspolitikken: ”Usikkerheden er fortsat stor. Derfor bør finanspolitikken holdes parat. Der kan opstå behov for enten at lempe eller at stramme”.

Det Systemiske Risikoråd

Det Systemiske Risikoråd har efterfølgende den 23. marts meddelt, at de ser med stor alvor på boligmarkedets udvikling og frygter en boligboble – særligt i København.

Det Systemiske Risikoråd blev etableret i 2013 efter finanskrisen for at holde øje med trusler mod de danske pengeinstitutter. Medlemmerne i rådet består af repræsentanter fra flere myndigheder, blandt andet Nationalbanken og Finanstilsynet.

Priserne på ejerlejligheder i København er det seneste år steget med 11,7 pct og huspriserne med 9,2 pct. Huspriserne stiger ifølge markedskendere i øjeblikket med det højeste tempo siden starten af 2007.

Regeringen ikke sindet at gribe ind på boligmarkedet

Regeringen har umiddelbart afvist at gribe ind på boligmarkedet. Der henvises til, at der politisk er aftalt nok så gennemgribende ændringer i vurderingssystem og boligbeskatning til ikrafttræden i 2024, ligesom situationen adskiller sig markant fra situationen i 2008-09.

Forskelle i forhold til finanskrisen

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med. Det samme gjaldt realkreditinstitutterne, hvor sikkerheden for de ydede lån i mange tilfælde viste sig at være alt for lille.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende borgerlige regering lancerede den første – af en stribe! – bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen for skatteborgernes regning løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Siden sidst

Trods modstand fra bank- og realkreditsektoren i Danmark, er der siden finanskrisen indført meget skrappere regulering af pengeinstitutterne og meget skrappere krav til, hvor meget kapital banker og realkreditten skal have for at undgå bankkrak og en ny altødelæggende krise.

Nye aflønningsregler, loft over antal bestyrelsesposter og skærpede regler om egnethed og hæderlighed – såkaldte fit and proper-regler – er blot få eksempler på de krav, som bankernes topledelse er blevet mødt af.

Nationalbanken mener også at vide, at husholdningernes boligbyrde, dvs. omkostningerne ved boligfinansiering i forhold til den disponible indkomst, i dag er noget lavere end under finanskrisen.

Den ekspansive pengepolitik

Siden finanskrisen har centralbankerne – først i USA, og senere i EU – ført en ekspansiv pengepolitik, hvor diverse opkøb af statsobligationer og andre værdipapirer har øget pengemængderne. Renten har samtidig været helt i bund – i perioder faktisk negativ. Forretningsbankerne har således kun haft begrænset interesse i at placere den rigelige likviditet i centralbankerne. Der har tværtimod været et incitament for kreditgivning til de private kunder og dermed bidrage til at opretholde den økonomiske aktivitet i samfundet, (hvilket faktisk også var meningen!)

Under Corona-krisen har økonomiske hjælpepakker m.v. bidraget til at holde hånden under samfundsøkonomien. De massive statslige hjælpepakker er finansieret ved træk på staternes reserver i centralbankerne og ved udstedelse af statsobligationer, der i stort omfang opkøbes af centralbankerne. I begge tilfælde bidrager det til en øget pengemængde og en lav rente.

Pengeudpumpningen har sat sig i stigende aktiekurser og højere ejendomspriser

Som følge af den lave vækst og betydelige arbejdsløshed under Corona-krisen har den rigelige likviditet endnu kun i meget begrænset omfang omsat sig i investeringer og øget forbrug. Derimod er opsparingen steget og priserne på fast ejendom og aktiekurser er skudt i vejret.

Nedlukninger og udskudte investeringer betyder, at det nu, hvor vi forhåbentlig står over for et økonomisk opsving, er vanskeligt at skønne over, hvor meget luft der er, før vi rammer den samfundsøkonomiske kapacitetsgrænse.

Beskæftigelsen

På arbejdsmarkedet er arbejdsløsheden i USA og i Europa stadig noget over niveauet fra før Corona-krisen, og der er endnu ikke klare tegn på flaskehalse og større lønstigninger.

Inflationen

På samme måde er tendenserne til prisstigninger på vare- og tjenestemarkederne endnu svage. Under alle omstændigheder vurderer den amerikanske centralbank, at inflationen med omkring 1,7 pct. fortsat ligger under den langsigtede målsætning på ca. 2 pct. I øvrigt har banken signaleret, at den i en periode er sindet at lade inflationen overstige 2 pct. for at nærme sig et langsigtet gennemsnit på 2 pct.

En effekt af de massive hjælpepakker i USA og i Europa har samtidig bidraget til, at der i takt med udrulningen af vaccineprogrammer igen er skabt forventninger om økonomisk vækst – og måske stærk vækst på nogle af de områder, hvor aktiviteten pga. smitterisiko har været lukket helt ned.

Rentestigninger?

Resultatet er, at vi i begyndelsen af 2021 har set tendenser til mindre rentestigninger. Endnu mest i USA, men hvis forventningerne til den fremtidige vækst bider sig fast, vil vi se større rentestigninger også i Europa.

Spørgsmålet er, om det vil få centralbankerne til at stramme pengepolitikken igen?

I USA har centralbanken som nævnt tilkendegivet, at inflationen (og beskæftigelsen) skal være noget højere, før de vil overveje modgående tiltag. Faktisk har banken lovet, at der tidligst kan forventes ændringer i pengepolitikken i 2023.

I princippet er renteniveauet ikke noget den amerikanske centralbank bekymrer sig om, trods den store politiske bevågenhed og betydningen for husholdninger, der har sat sig i gæld til op over skorstenen. Idealt set må det antages at centralbanken vil forvente – og bifalde – at renten stiger i takt med den økonomiske genopretning.

I Europa, hvor udrulningen af vaccinationsprogrammerne går langsomt, og hvor den økonomiske genopretning lader vente på sig, er inflationen lavere og i Danmark faktisk nede på 0,5 pct.

I Danmark og i andre Nordeuropæiske lande vil de pengepolitiske myndigheder hilse moderate rentestigninger, der kan dæmpe tendensen til boligbobler og flaskehalse i økonomien, velkommen.

Det må imidlertid forventes, at ikke mindst de sydeuropæiske lande vil lægge pres på Den Europæiske Centralbank, ECB, hvis der viser sig tegn på vedvarende og kraftige stigninger i renten.

De folkelige festtraditioner i Danmark i forbindelse med Påske knytter sig især til Kristi lidelseshistorie, men visse traditioner som ofringen af påskelammet kan også være levn fra førkristne forårsskikke.

Her op til Påske vil det være naturligt, hvis Jeppe Kofod, der i skrivende stund stadig er udenrigsminister, lader tankerne vandre tilbage til 2008, og hans deltagelse i et såkaldt Påskekursustræf i Esbjerg for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.

Her havde Jeppe Kofod holdt oplæg, og om aftenen inviterede den 34-årige Kofod Påskelammet, en netop 15-årig DSU’er, op på sit værelse, hvor de dyrkede ubeskyttet sex.

Ifølge fire førstehåndskilder, som avisen B.T. har talt med, var pigen efterfølgende ulykkelig og græd, og hendes DSU-kammerater var så rasende, at der var øretæver i luften.

Kofod forklarede bagefter, at han ikke var klar over, at hun var 15 år, selvom han kendte skolepigen, der kort forinden havde været i erhvervspraktik i den socialdemokratiske gruppe på Christiansborg

Den daværende DSU-formand, Jeppe Kofods gode ven, Jacob Bjerregaard, trådte i karakter og udøvede håndfast damage-kontrol. Han fik beroliget pigen og hendes forældre, og aftalt, at der ikke skulle tales om sagen – ikke til pressen og ikke til nogen overhovedet.

DSU-medlemmerne blev ligeledes overtalt til at mene, at omtale af sagen ville være at ligne med partiskadelig virksomhed.

I Påsken 2008 trådte en anden gammel DSU-kammerat til. Det var Mette Frederiksen gode ven, rådgiver og senere stabschef, Martin Rossen, der gav Jeppe Kofod husly og værnede ham mod pressen i de første dage. Det var også Martin Rossen, der bistod, så Jeppe Kofod var forberedt til at møde offentligheden med sin historie om at han var beruset, ikke kendte pigens alder og havde opført sig dumt, og at han trak sig for sine politiske poster.

Den forklaring faldt dengang i god jord, og Jeppe Kofod har siden holdt fast i den udlægning. Da MeToo-postyret brød ud, og han blev spurgt til sagen, sagde han: ”Det er en sag, jeg har fortrudt så mange gange. Jeg fortrød den dengang og tog det fulde ansvar (…) jeg ved godt, det ikke er nok at undskylde. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave det om. Det eneste, jeg kan gøre, er at angre”.

Det bemærkes, at DSU-formanden, Jacob Bjerregaard, siden selv har ramt avisernes forsider i anledning af hans gøren og laden som borgmester i Fredericia. Han kunne givet også have haft gavn af Martin Rossens rådgivning.

Grønland går til valg den 6. april 2021. Valget blev udløst af et formandsopgør i det grønlandske regeringsparti, Siumut.

Kim Kielsen mistede den 29. november 2020 posten som formand for Siumut til Erik Jensen. Kim Nielsen blev umiddelbart siddende som landsstyreformand – en post Kim Kielsen har haft siden 30. september 2014.

Da koalitionspartneren, partiet Demokraatit, trak sig ud af regeringssamarbejdet, var den eneste udvej at udskrive nyvalg til Landstinget.

Valgkampen handler blandt andet om minedrift, lufthavne, fisk og dårlige sociale forhold. Bag alle de aktuelle valgtemaer, ligger spørgsmålet om løsrivelse fra Danmark.

Den grundlæggende debat om – og i givet fald – hvordan Grønland kan blive økonomisk selvstændigt – er altid nærværende, men der er også bred erkendelse af, at selvstændigheden står og falder med økonomien.

Grønlands økonomi

Det er vurderingen fra Grønlands Økonomiske Råd og fra organisationen Grønlands Erhverv i Nuuk, at selvom covid-19 har sat flere års økonomisk vækst på pause, er Grønland mildere ramt end de fleste andre lande, og man har heller ikke været tvunget til egentlige nedlukninger.

Grønlands økonomiske situation er derfor ingenlunde dårlig. Grønlands Økonomiske Råd, med professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet som formand, vurderer at Grønlandsøkonomi er vokset med 2,8 pct. om året i perioden 2016-2019. Grønlands bruttonationalprodukt, BNP, var i 2019 på 355.000 kr. pr. indbygger mod 401.000 kr. i Danmark.

Større indkomster på Grønland

Ifølge OECD afspejler bruttonationalindkomsten, BNI, i højere grad end BNP den indkomst, der er til rådighed i et land. BNI tager eksempelvis højde for pengestrømme ind og ud af landet i modsætning til BNP.

Udover produktionen på Grønland, der altså fortsat ligger lidt under den danske, kommer der et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Grønland, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark), men overførsler på omkring 5 mia. kr., der især stammer fra bloktilskuddet fra den danske stat, betyder at den disponible nationalindkomst pr. indbygger i Grønland kommer op på over 460.000 kr. hvor den danske er på ca. 400.000 kr.

Højere økonomisk vækst på Færøerne

Den økonomiske vækst på Færøerne har i de senere år ifølge Búskaparráðið – Fær­øernes Økonomiske Råd – og Danmarks Nationalbank været væsentlig højere end i Danmark.

Produktionen pr. indbygger på Færøerne er på niveau med den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Større indkomster på Færøerne

Det betyder, at den enkelte af de ca. 50.000 indbyggere på Færøerne derfor har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNI i 2020 på omkring 400.000 kr.

På Færøerne var den disponible BNI allerede i 2015 på godt 370.000 kr. og skønnes ifølge Nationalbanken til i 2020 at nærme sig 450.000 kr.

I USA steg benzinpriserne i sidste uge, så en gallon (ca. 3,8 l) nåede op på en gennemsnitspris af 2,88 $ – svarende til knap 4,80 kr. En prisstigning, der har gjort mange bilister i USA urolige.

Til sammenligning koster en liter 95 oktan benzin i Danmark (25.3.2021) omkring 12,35 kr.

Baggrunden er stigende råoliepriser i kølvandet af den økonomiske genopretning, der nu foregår mange steder efter efter coronakrisens nedlukninger.

Olieprisen fik onsdag et ekstra hak opad, da et containerskib blokerede Suez-kanalen.

Mens de stigende benzinpriser belaster de amerikanske borgere, er det godt nyt for benzinselskaberne, der under krisen har kunnet notere et fald i salget på omkring 10 pct. Til gengæld har selskaberne nydt godt af at de evindelige priskrige på benzinmarkederne har været indstillet under krisen.

Udsigten til højere brændstofpriser har bevirket, at aktiekurserne på en række olieselskaber på det seneste har rettet sig lidt.

I EU betyder emissionshandelssystemet (ETS) i princippet, at der sættes en pris på CO₂-emissioner, og emissionsrettigheder bortauktioneres. I øjeblikket er prisen pr. ton CO2-ækvivalenter på omkring 40 euro, svarende til omkring 300 kr. pr. ton.

I EU emissionshandelssystemet (ETS) udgør gratis kvoter imidlertid stadig over 40 pct. af de samlede disponible kvoter.

Hvordan forhindres CO2-lækager?

De gratis kvoter uddeles til konkurrenceudsatte virksomheder og sektorer for at forhindre, at EU-virksomheder flytter aktiviteter til lande uden for EU med lavere miljøstandarder, da dette ville reducere investeringerne i EU og øge de globale emissioner. Dette kaldes “CO2-lækage”. Industrisektorerne og luftfartssektoren får gratis kvoter, ligesom elsektorerne i de otte medlemsstater, hvis BNP pr. indbygger ligger under 60 pct. af EU-gennemsnittet.

Kvotehandelssystemet

Hvis EU skal lykkes med i 2050 at reducere emissionerne af drivhusgasser med mindst 55 pct. i forhold til 1990, vil det kræve en væsentlig opstramning af kvotehandelssystemet og en betragtelig forhøjelse af prisen pr. CO2-ækvivalenter. I EU ligger kvoteprisen på omkring 300 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter. I Danmark ligger den nationale CO2-afgift i øjeblikket på omkring 180 kr., der kun betales af de virksomheder, der ikke gennem ETS-systemet tildeles gratis kvoter. I Danmark diskuteres det som bekendt intenst, at hvis målsætningen om 70 pct. reduktion skal nås i 2030, kræver det at CO2-afgiften forhøjes til 1.200 – 1.500 kr.pr. ton CO2-ækvivalenter.

I EU bliver man nødt til at forfølge 2 spor: Tildelingen af gratis kvoter bør nok opretholdes, men begrænset og målrettet de sektorer, der har de ringeste muligheder for at vælte CO2-afgiften over på kunderne. Hvad angår de industrier, der er udsat for konkurrence fra udlandet, og hvor risikoen for CO2-lækager er stor, kan det ikke hjælpe noget at fortsætte med at uddele gratis kvoter eller emissionstilladelser til alle. Vi taler om op til 90 pct. af de samlede industrielle emissioner, som i øjeblikket løbende får store mængder gratis kvoter. Hvis klimamålsætningen om minimum 55 pct. reduktion i emissionerne inden 2050 skal nås, må disse sektorer nødvendigvis bidrage.

Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM

Hvis dette ikke skal føre til, at produktion flyttes ud af EU til lande med mere lempelige klimakrav, og herefter importeres til EU, må der efter EU-Kommissionens opfattelse indføres en såkaldt Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM, der lægger told på det beregnede indhold af drivhusgasemissioner i produkterne. EU-Kommissionen vil i første omgang fokusere på sektorer som cement, stål, aluminium, kunstgødning el-kraft, og der er bebudet konkrete forslag i juni 2021.

Det bliver op ad bakke

Det vil ikke være uproblematisk at forfølge tanken om en klimatold – en Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM.

OECD har forbehold

Australieren Mathias Cormann, der tiltræder som OECD’s nye generalsekretær den 1. juni 2021, har aldrig lagt skjul på at han er tilhænger af markedsøkonomi, og han har vedholdende argumenteret for lavere skatter og mindre offentlig sektor.

Overvejelserne i EU om indførelse af afgifter på drivhusgasser og det deraf nødvendiggjorte krav om en såkaldt klimatold (Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM) for at modvirke svækkelsen i konkurrenceevne og dermed lækager og tab af produktion til 3. lande, vil næppe blive fremmet i OECD med Cormann som generalsekretær. Den kommende OECD-generalsekretær advarede i sit første store interview mod CBAM: “Det ville være meget bedre at opnå globale netto nuludledninger i 2050 ved, at alle gør, hvad de skal i hver deres område.”

USA protesterer

Selvom Europa Parlamentet har vedtaget en resolution, der bakker op om indførelse af en klimatold – en EU carbon border adjustment mechanism (CBAM), har Joe Bidens klimaudsending, John Kerry, ifølge Financial Times under sit nylige besøg i Bruxelles advaret om, at en CBAM bør være den sidste udvej (should be a last resort). En klimatold kan forgifte ikke bare handelspolitikken og det forestående arbejde med reformering af WTO, men også de internationale klimaforhandlinger.

Kerry har under alle omstændigheder opfordret EU til at vente med at gå videre med forslaget til efter Klimakonferencen COP26 i november i Glasgow.

https://www.bloomberg.com/news/articles/2021-03-23/eu-urges-trading-partners-to-put-a-price-on-carbon-to-avoid-levy?srnd=premium-europe&sref=QBxD54NF

Den 50-årige tidligere finansminister i Australien blev den 12. marts 2021 efter en afstemning i Organisation for Economic Co-operation and Development (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling), OECD, valgt som organisationens generalsekretær med tiltrædelse den 1. juni 2021.

Mathias Cormann er født den 20. september 1970 i Belgien hvorfra han også har en universitetsgrad i jura. Han har desuden studeret i Tyskland, Holland og i Storbritannien og taler flydende fransk, flamsk, tysk og engelsk.

Corman emigrerede i 1996 til Australien. Han havde som helt ung været politisk aktiv i Belgien og tilsluttede sig i Australien Liberal Party of Australia (Western Australian Division). Han var finansminister fra 2013 til 2020, hvor han af premierminister Scott Morrison blev indstillet som Australiens kandidat til posten som generalsekretær for OECD.

OECD

OECD har eksisteret siden 1961 og har hovedkvarter i Paris.

Organisationen, der ofte kaldes “de rige landes klub”, sigter mod at fremme økonomisk udvikling og verdenshandel, har 37 medlemslande og har som vigtigste mål at samordne den økonomiske politik i medlemslandene. Generalsekretæren er formand for OECD Council, der består af medlemslandenes (samt EU’s) faste repræsentanter, og han leder sekretariatet, der består af 3300 ansatte økonomer, jurister, statistikere, digitale eksperter, kommunikationsfolk m.v.

OECD Council træder en gang om året sammen på ministerniveau, hvor regeringschefer, udenrigs-, handels- og økonomiministre mødes

OECD’s nuværende generalsekretær, Angel Gurría, 70, tidligere udenrigsminister i Mexico, der har haft posten siden 2006, træder tilbage med udgangen af maj 2021, og udover Cormann stillede 9 andre kandidater op til generalsekretærposten.

Dansk kandidat

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) annoncerer den 14. januar 2021 på Twitter, at Ulrik V. Knudsen var blandt de indstillede til topposten som generalsekretær for OECD.

Ulrik Vestergaard Knudsen er i øjeblikket vice-generalsekretær i OECD, og før det var han direktør i Udenrigsministeriet. Ulrik Vestergaard Knudsen vurderede sig efter 2. runde chanceløs og trak sig som kandidat.

Øvrige kandidater

Af de oprindelige 10 kandidater blev de 2 første hurtigt skilt fra. Det var Polens klima- og miljøminister, Michal Kurtyka og Tjekkiets Vladimír Dlouhý, der har været vicestatsminister og minister for økonomi, industri og handel.

8 kandidater gik videre til 2. runde.

Det var Sveriges tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom, USA’s Christopher P. Liddell, vicestabschef i Det Hvide Hus, Canadas tidligere finansminister Bill Morneau, Australiens finansminister Mathias Cormann, Estlands præsident, Kersti Kaljulaid. tidligere centralbankchef Philipp Hildebrand i Schweiz, og Grækenlands tidligere undervisnings- og udviklingsminister Anna Diamantopoulou.

Chris Liddell

Chris Liddell fra USA blev længe anset for favorit. En amerikaner har aldrig haft generalsekretærposten i organisationens 60-årige historie, men med præsident Trumps nederlag ved præsidentvalget var Chris Liddell ude af billedet.

Slutfasen

I den sidste og afgørende fase stod valget i realiteten mellem Sveriges tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom og Australiens tidligere finansminister Mathias Cormann – hvor Cormann trak det længste strå.

Hvad kan vi vente fra Mathias Cormann?

Mathias Cormann har aldrig lagt skjul på at han er tilhænger af markedsøkonomi, og han har vedholdende argumenteret for lavere skatter og mindre offentlig sektor. Cormann er katolik og har haft reservationer mod same-sex ægteskaber, og han er blevet kritiseret af miljøorganisationer for hans forbeholdne indstilling til klima og vedvarende energi m.v.

Overvejelserne i EU om indførelse af afgifter på drivhusgasser og det deraf nødvendiggjorte krav om en såkaldt klimatold (Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM) for at modvirke svækkelsen i konkurrenceevne og dermed lækager og tab af produktion til 3. lande, vil næppe blive fremmet i OECD med Cormann som generalsekretær. Den kommende OECD-generalsekretær advarede i sit første store interview mod CBAM: “Det ville være meget bedre at opnå globale netto nuludledninger i 2050 ved, at alle gør, hvad de skal i hver deres område.”

Thorkil Kristensen 1960-1969

Danmark har før haft posten som generalsekretær i OECD. Venstrepolitikeren, finansministeren og professoren Thorkil Kristensen (Thorkil Livrem) var generalsekretær 1960-1969.

Thomas Vinterbergs ‘Druk’ er på højst uventet vis blevet nomineret til ikke bare en, men to Oscar-statuetter. Filmen er således nomineret i kategorierne Bedste Internationale Film og Bedste Instruktør. Det er aldrig sket før, at en dansk instruktør har været at finde i Oscar-uddelingens instruktørkategori.

Mens film-entusiaster i Danmark ikke kan få armene ned og ser frem til Oscar-uddelingen den 26. april 2021, er stemningen mere dyster i Kina.

”Do Not Split”

Det autoritære kinesiske regime har angiveligt beordret kinesisk stats-tv til ikke at transmittere Academy Awards-ceremonien og fordelingen af OSCAR-statuetter, fordi én af ​​de film, der er nomineret til en Oscar – den norsk-amerikanske dokumentarfilm ”Do Not Split” – handler om Hongkongs protestbevægelse i 2019.

Oplysningen om den kinesiske boykot bringes i Global Times, der er en engelsksproget publikation, der i Beijing udgives af Det Kommunistiske Partis ”Folkets Dagblad” (Peoples Daily Mail).

Chloe Zhao

Det tyndhudede kinesiske kommunistparti (KKP) bærer også nag mod den kinesiske filmskaber, Chloe Zhao, instruktøren af ”Nomadland”, der er nomineret som bedste film. ”Nomadland” blev ellers positivt omtalt i kinesiske medier efter filmens succes på filmfestivalen i Venedig. Piben fik imidlertid en anden lyd, da kinakritiske kommentarer, Chloe Zhao havde fremsat i et interview i 2013, dukkede op igen.

”Do not Split” er en kort (35 minutter) dokumentarfilm om Hong Kong-protesterne fra 2019 instrueret af Anders Hammer fra Norge. Filmen følger demonstranterne fra deres oprindelige modstand mod en kontroversiel lov, der ville tillade udlevering af Hongkong-borgere til Kina og senere den såkaldte “nationale sikkerhedslov” over Hong Kong, der blev vedtaget sommeren 2020 og som kriminaliserer politisk uenighed og knuser byens begrænsede autonomi. Filmen kan gratis ses på YouTube.

Hammer har til Hong Kong Free Press udtalt, at hans mål med filmen var at “fange intensiteten af ​​gaderne i Hong Kong, da de unge demonstranter risikerede alt i en kamp for deres fremtid”. Hammer håber, at Oscar-nomineringen kan bidrage til at skabe opmærksomhed omkring, hvor vigtigt det er, at disse menneskerettigheder ikke undertrykkes.

Global Times skriver til gengæld, at Hammers film “ikke er en redelig dokumentar, den mangler kunstnerisk kunst og er fuld af partiske politiske holdninger”.

Det betydningsfulde filmmarked i Kina

Avisen advarer om, at en pris til ”Do Not Split” kunne “skade det kinesiske publikums følelser og kan føre til et stort tab på det kinesiske filmmarked, der i 2020 oversteg Nordamerika som verdens største billetmarked”. I 2020 var 8 af de 10 bedst sælgende film kinesiske produktioner.

Tirsdag den 23. marts 2021 er der valg i Israel – det fjerde valg på 2 år! Der er 5,9 millioner stemmeberettigede og en spærregrænse på 3,25 procent.

Da spærretiden for meningsmålinger indtraf fredag den 19. marts, stod den amerikansk-uddannede premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans parti, Likud, til fremgang til 30-32 mandater af Knessets i alt 120 pladser. Benjamin Netanyahu har været ved magten i 12 år, men hvis han – med en korruptionssag kørende, der genoptages den 5. april – skal fortsætte som regeringsleder, forudsætter det koalitioner med flere andre partier, herunder med højrepartiet Yamina, der står til 10 mandater.

Under alle omstændigheder er der igen risiko for et politisk dødvande og langstrakte regeringsforhandlinger.

Brevstemmer, der ved sidste valg i marts 2020 udgjorde 7,2 pct. af stemmerne, ventes denne gang at stige til det dobbelte. Ligesom i USA er der diskussion i Israel om mulighederne for valgsvindel i forbindelse med brevstemmer.

Vaccinekampagnen

Det er ikke kun Mette Frederiksen og den østrigske kansler, der har været på vaccinebesøg i Israel. Netanyahu har aktivt benyttet Israels vaccinationsudrulning i valgkampen, og senest i Jerusalem været vært for drøftelser om corona-samarbejde med de politiske ledere fra Ungarn og Tjekkiet.

Tjekkiet har i øvrigt åbnet et diplomatisk kontor i Jerusalem, og dermed støttet den israelske position i striden med palæstinenserne om Jerusalem. Ungarn har i nogen tid haft en handelsmission i Jerusalem.

Jerusalem

Palæstinenserne anerkender ikke Jerusalem, som Israels hovedstad, men forestiller sig øst Jerusalem, hvor Al-Aqsa moskeen ligger, som hovedstad i en kommende selvstændig Palæstinensisk stat. Det kontroversielle spørgsmål betyder, at de fleste lande, herunder Danmark, opretholder deres ambassader i Tel Aviv.

Da præsident Trump flyttede den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i slutningen af 2017, skortede det ikke på kritik.

Glemt var det, at også præsident Obama havde ønsket at flytte ambassaden, og at den amerikanske Kongres allerede i 1995 havde lovgivet om ambassadeflytningen. Skiftende præsidenter havde med forskellige sikkerhedspolitiske begrundelser udskudt beslutningen – lige indtil Trump i 2017 gjorde alvor af løftet. Præsident Biden har meddelt, at USA ikke har planer om at ændre den beslutning.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, bekræftede i november 2018, at den brasilianske ambassade flyttes til Jerusalem. Rumænien, og Guatemala har også meddelt flytning af deres ambassader til Jerusalem.

Honduras, Ungarn, Moldova, og Rumænien har ligeledes meddelt at de vil flytte til Jerusalem. Paraguays ambassade var en kort tid I 2018 placeret I Jerusalem, men blev efter få måneder flyttet tilbage til Tel Aviv.

Andre 12 lande har honorære konsuler akkrediteret til Israel i Jerusalem, ligesom flere lande har åbnet handelsmissioner i Jerusalem.

Atomaftalen med Iran

Israel anser i lighed med en række andre stater i Mellemøsten Iran som den store fjende. Israel og Benjamin Netanyahu bifaldt derfor, at præsident Trump trak USA ud af Iran-atomaftalen, som Obama indgik uden øje for amerikanske interesser og under protest fra Republikanerne, men af hensyn til sit eget eftermæle som modtager af Nobels fredspris.

Det iranske præstestyre, der har befundet sig i en tilstand af selverklæret krig imod Vesten, lige siden det kom til magten i 1979, er et grusomt regime, som undertrykker sin egen befolkning, støtter terror og krigsførelse i sine nabolande og sender regulære dødspatruljer til Europa, herunder Danmark.

Det benægter regelmæssigt Holocaust og gentager konstant sine intentioner om at fjerne Israel fra verdenskortet.

Præsident Joe Biden vil – muligvis – genindtræde i Iran-aftalen. Det vil dog forudsætte fundamentale ændringer i aftalen – ændringer, Iran tidligere har afvist. Den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, har udtalt at Iran ville overveje justeringer i aftalen, men først når Washington havde ophævet sanktionerne.

Det er dog tvivlsomt at Iran vil være parat til at imødekomme krav om at ophøre med at tage politiske gidsler, skrotte deres ballistiske missilprogram, der udgør en trussel mod hele regionen, og støtten til bevæbnede shiamuslimske proxystyrker og grupper i Mellemøsten. Heriblandt houthierne i Yemen og Hizbollah i Libanon.

I mellemtiden fortsætter det iranske regime med at berige uran på niveauer, der er højere end det, der blev foreskrevet i 2015-aftalen.

Abrahams-fredsaftalerne

Mens Israel siden henholdsvis 1979 og 1994 har haft normale diplomatiske relationer med Ægypten og Jordan har forholdet til de øvrige arabiske naboer været anstrengt.

Benjamin Netanayhu har i samarbejde med USA arbejdet intenst på at bedre forholdene, og indsatsen har spillet en central rolle i hans valgkamp.

I tæt samarbejde med præsident Trump er det lykkedes at omgå Palæstinensernes forsøg på at blokere en fredsaftale mellem Israel og deres arabiske naboer. Det er bl.a. sket ved at lægge pres på Palæstinenserne, herunder i 2018 at trække USA ud af FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Organisationen blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948, den efterfølgende krig og problemerne med flygtninge. I dag hjælper UNRWA 5,6 millioner mennesker, der med status af palæstinensiske flygtninge befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden, med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

USA vurderede, at ”UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer. USA anså organisationen for at være “irredeemably flawed”.

Hverken ambassade-flytningen eller forholdet til UNWRA fik Mellemøsten til at eksplodere, og samtidig har eksistensen af en fælles fjende bidraget til samarbejdsviljen.

Iran er ikke kun Israels modstander. For en række sunni-muslimske arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, har det shia-muslimske Iran længe været den absolutte hovedfjende.

Efter intenst diplomati kunne Israels premierminister Benjamin Netanyahu den 15. september 2020 i Washington D.C. sammen med udenrigsministrene fra Bahrain og Forenede Arabiske Emirater, UAE, underskrive en fredsaftale mellem de tre lande.

Aftalen blev nået gennem et længere forhandlingsforløb, hvor præsident Trump og Jared Kushner faciliterede forhandlinger mellem UAE og Israel som Bahrain herefter tilsluttede sig. Aftalen benævnes Abraham-aftalerne (Abraham Accords), fordi landene er relateret til religioner, der er forbundet med Abraham, der kaldes nationernes fader i Bibelen.

Siden har Israel indgået tilsvarende aftaler med Sudan og Marokko.

Forholdet mellem Qatar og Iran af afgørende betydning for en samlet fredsaftale i Mellemøsten, der også omfatter Saudi-Arabien.

Qatar har i de seneste tre år været udsat for en diplomatisk og kommerciel boykot af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten. Årsagen har især været Qatars ”venskabelige” forbindelser med Den Islamiske Republik, Iran. I borgerkrigen i Yemen har Saudi-Arabien og UAE støttet regeringssiden, mens Iran har interveneret til fordel for houthi-oprørerne.

I begyndelsen af 2021 er forholdet mellem Qatar og Saudi-Arabien blevet normaliseret med åbne grænser, samhandel og gensidig diplomatisk repræsentation.

Analytikere hæfter sig ved, at normaliseringen af forholdet mellem Israel og arabiske naboer – og flere kommer til – meget vel kan overbevise palæstinenserne om, at tiden er inde til at ofre den ideale fordring og sætte sig til forhandlingsbordet.