Borgerkrigen i Libyen

Parterne i borgerkrigen i Libyen blev i begyndelsen af februar i Schweiz enige om en midlertidig ordning af landets ledelse, indtil der kan afholdes valg i december. Det var FN, der havde formidlet drøftelserne i det såkaldte Libyan Political Dialogue Forum, og FN støtter resultatet, der indebærer, at en ny regering afløser den hidtidige provisoriske regering.

Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering som også dengang var baseret på en politisk aftale faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) har af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) været anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været støttet af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

Ved afstemningen om forhandlingsresultatet i Schweiz opnåede en liste med den 61-årige forretningsmand og politiker Abdul Hamid Mohammed Dbeibah som premierminister og Mohammad Younes Menfi som præsident39 af de 73 valide afgivne stemmer.

De slog dermed en alternativ liste med indenrigsminister (og sikkerhedschef) i den hidtidige provisoriske regering, Fathi Bashagha, som premierminister og formanden for Libyens parlament, Aguila Saleh, som præsident, der opnåede 34 stemmer.

Det er den nye midlertidige regerings opgave at forberede et nyvalg af parlamentet til afholdelse senest den 24. december 2021. Opgaven er samtidig efter 10 år med strid og splittelse at overbevise alle libyere om, at de vil blive repræsenteret og hørt. Det er samtidig bestemt at mindst 30 pct. af regeringsposterne skal beklædes med kvinder.

FN’s generalsekretær, António Guterres, har haft separate samtaler med Mohammad Younes Menfi og Abdul Hamid Mohammed Dbeibah og tilsikret dem FN’s fulde støtte. Der var angiveligt enighed om vigtigheden af at håndhæve den aftalte våbenhvile, og herunder tilbagetrækningen af alle fremmede tropper.

Holder våbenhvilen?

Spørgsmålet er om den skrøbelige våbenhvile allerede er brudt? I hvert fald var indenrigsministerFathi Bashagha søndag udsat for et attentat, da hans bilkolonne blev beskudt på en gade i Tripoli. Bashagha, der sad i en pansret bil, slap uskadt, men mindst en af hans livvagter blev såret. En af angriberne skal være blevet skudt, mens 2 andre er pågrebet.

Fathi Bashagha, der blev opfattet som favorit til at efterfølge Fayez al-Sarraj som premierminister, er givet skuffet over udfaldet af forhandlingerne i Schweiz, og der er allerede diskussion om attentatet, som af nogle af Bashaghas fjender betegnes som ”konstrueret”.

Kan vi ikke bare være ligeglade med borgerkrigen i Libyen?

Libyen har været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Den 15. februar 2011 udbrød der – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen i dag, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Under alle omstændigheder har Libyen måttet lægge krop til en 10-årig stedfortræder-krig, hvor adskillige udenlandske magter er involveret.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Libyen blev selv overtaget af terrorister, og befolkningen har levet i et regulært helvede lige siden. Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) er af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land.

Haftar støttes øjensynligt af Rusland, Egypten og flere andre afrikanske stater, og det så faktisk for kort tid siden ud til, at oprørerne kunne true den FN-anerkendte regering i hovedstaden Tripoli med premierminister Fayez Al-Sarraj i spidsen.

Ruslands interesse

Grunden til Ruslands interesse i Libyen skulle ifølge kilder i Moskva være, at præsident Vladimir Putin ønsker at få en flådebase på Libyens 1.770 kilometer lange Middelhavskyst som supplement til den luft- og flådebase, han har opnået i Tartus, Syrien.  Rusland har øjensynlig været generøs med militære forsyninger, herunder luftforsvarssystemer, til Haftars oprørsstyrker. Endnu vigtigere er det måske, at han har givet grønt lys til fire russiske private sikkerhedsfirmaer til at sende militære trænere, rådgivere, teknikere og endda kamptropper til Libyen.

Tyrkiets rolle

Tyrkiet har imidlertid interveneret til fordel for den af FN og EU anerkendte GNA-regering og Fayez al-Sarra.  Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har med finansiel støtte fra Qatar og opbakning fra det internationale netværk af Muslimske Broderskab og med Iran på sidelinjen udstyret GNA-styrkerne med hjemmelavede droner, kendt som Bayraqdar (Flagbearer), kopieret fra en ældre amerikansk model.

Ankara har også rekrutteret omkring 6.000 syriske tidligere oprørere, de fleste med muslimsk broderskabsbaggrund, til at kæmpe for GNA.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan forsøger at retfærdiggøre alle disse elementer i hans neo-osmanniske strategi ved at pege på mere end 30 milliarder dollars i tyrkiske investeringer i Libyen under Gaddafi, da næsten en million tyrkere arbejdede der. Selvom Gaddafi havde givet libysk statsborgerskab til mange tyrkere, vendte de fleste indvandrere hjem efter hans fald.

Nu, hvor massearbejdsløshed truer i Tyrkiet, håber Erdogan at se nogle af dem, der stadig har libysk statsborgerskab, vende tilbage dertil.

I 2019 underskrev Tyrkiet en række aftaler med GNA, hvorefter Ankara fik indflydelse på udnyttelsen af olieressourcer i det østlige Middelhav.

Tyrkiets bistand påvirker kampene

Støtten fra Tyrkiet har ved hjælp af droner og ikke mindst lejesoldater fra Syrien gjort en afgørende forskel og sendt oprørsgeneralen Khalifa Haftar på tilbagetog.

Styrker fra samlingsregeringen med hjælp fra tyrkiske droner og luftstyrker erobrede flere store grænseområder tilbage fra oprørerne, og Khalifa Haftar og LNA mistede dermed sin sidste store bastion i det vestlige Libyen.

Egypten

Mens Tyrkiet støtter GNA-regeringen, støtter nabolandet Egypten oprørerne og Khalifa Haftar. Egypten mener de har ret til at træde ind militært i nabostaten Libyen. Det har den egyptiske præsident, Abdel Fatah Al-Sisi, i hvert fald udtalt.

Men der er langt flere eksterne spillere med i det store kludetæppe ved Middelhavet, og det er ved at udvikle sig til en pinlig affære for EU, hvor medlemslandene heller ikke helt kan blive enige om, hvem der skal støttes.

Frankrig

Frankrig har store interesser i Libyen. Det store franske olieselskab, Total, har været i Libyen i snart 70 år, og i december 2019 indgik det en aftale med investeringer for 650 millioner dollar i libyske oliefelter.  

Da den franske præsident, Emmanuel Macron, i kraftige vendinger kritiserede Erdogan for Tyrkiets involvering i Libyen, reagerede den tyrkiske udenrigsminister med at påstå og beklage at Frankrig i det skjulte støttede oprørerne under general Khalifa Haftar og udtale, at der kan være tale om “en solformørkelse i Macrons sind”.

EU spiller en tvivlsom rolle i Libyen

Desuagtet EU’s medlemslandes forskellige tilgange til Libyen, har EU’s udenrigsansvarlige, den spanske kommissær Josep Borrell, forsøgt at vise handlekraft. EU har en flådemission i området ved navn IRINI (det græske ord for fred), der skal håndhæve FN’s våbenembargo mod landet.

Frankrig har været meget aktive i IRINI og har sendt det store hangarskib Charles de Gaulle til området.Initiativet er imidlertid blevet kritiseret, fordi det primært forhindrede våbenleverancer til den lovformelige GNA-regering i Tripoli, mens oprørsgeneralen Haftar kunne modtage våben over landegrænsen til venligtsindede Egypten.

Det er heller ikke fuld enighed blandt EU-landene om missionen, da Malta ikke ønsker at deltage og har truet med at nedlægge veto mod finansieringen.

EU Observer beretter også i en notits, at Malta har indgået en aftale med al-Sarrajs regering i Tripoli om særlige ”enheder”, der skal bekæmpe migration og bådflygtninge over Middelhavet med destination på Malta.

Malta har ligeledes truet med veto mod udpegning af en italiener som leder af IRINI, og har nævnt, at det skyldes den manglende solidaritet fra andre EU-lande i at modtage flygtninge, der ankommer til Malta.

Tidligere har malteserne bremset en flygtningebåd på vej mod øen, leveret benzin og sendt den i retning af Sicilien, så noget tyder på, at der er kurrer på tråden mellem flere lande i Middelhavet.

Der er altså mange, der har en aktie i det store spil i det krigsplagede land. EU’s ministerråd har flere gange fordømt Tyrkiets oliejagt i det omstridte farvand og Cypern mener, at tyrkerne helt bør miste status som EU-kandidatland.

Kampen om Middelhavet
En af de væsentlige årsager til stridighederne mellem regionale stormagter om konflikten i Libyen er olie og gas. Der er opdaget store forekomster i den østlige del af Middelhavet, og Tyrkiet har lavet en aftale med regeringen i Tripoli om udnyttelse af ressourcerne, der imidlertid er lokaliseret i et omstridt farvand.

Det har vakt utilfredshed, særligt i Cypern som mener, at den påståede libyske olie ligger i cypriotisk farvand. Østaten arbejder samtidig med sit eget store projekt ved navn EastMed Pipeline. Der er planer om en stor rørledning, der skal føre naturgas fra det østlige Middelhav via Cypern og Kreta til det græske fastland.

Her er der oprettet et forum med Cypern, Egypten, Grækenland, Libanon og Israel, mens Tyrkiet ikke har været inviteret med til bordet. Det har medvirket til at skuffe tyrkerne, lyder det i en analyse på European Council on Foreign Affairs.

Frankrig har også søgt medlemskab i EastMed-konsortiet.

Der er altså mange, der har en aktie i det store spil i Libyen og Middelhavet. EU’s ministerråd har flere gange fordømt Tyrkiets oliejagt i det omstridte farvand og Cypern mener, at tyrkerne helt bør miste status som EU-kandidatland.

FN bag aftalen i Schweiz, overgangsregeringen og våbenhvile

Mens stormagterne kæmpede om Middelhavets gas og olie i Libyen har kampene kostet hundredvis af menneskeliv, og i alt er 200.000 drevet på flugt.

FN’s Generalsekretær Antonio Guterres har derfor i gentagne erklæringer opfordret til en våbenhvile i Libyen.

Den lovformelige, men provisoriske regering i Tripoli, kunne næppe have afgjort borgerkrigen. Fortsat strid kunne have bidraget til ikke alene Libyens fuldstændig ødelæggelse, men også at de 6 nabolande destabiliseres.

I mellemtiden ville bådflygtninge over Middelhavet igen kunne eskalere og yderligere udfordre sammenholdet i EU.

Mens både GNA og LNA var låst af deres indbyrdes strid har terrorgrupper, begyndende med ISIS og afrikanske udløbere af al-Qaeda, allerede sikret sig fodfæste i Libyen. Til disse kan tilføjes et dusin klaner, der søger at kontrollere deres egne territorier og i bestræbelserne herpå er parat til at tilbyde deres bistand til den side i borgerkrigen, der tilbyder de største fordele for dem selv.

Udsigten til, at Libyen kan blive et nyt Syrien, er således helt reel, hvis den aftalte våbenhvile brydes.