Marianne Jelved – der er valgt for Radikale Venstre og siden 1990 stillet op for Hjørring Kredsen – har besluttet at stoppe i Folketinget til næste valg. Jelved har ellers siddet i Folketinget siden 1987 – hvor hun i første omgang var valgt i Roskilde-kredsen.
Den 77-årige Marianne Jelved kan have gode personlige grunde til ikke længere at stille op for Radikale Venstre, men det kan også hænge sammen med partiets totale nedsmeltning.
Jens Rohde og Ida Auken
Senest har Jens Rohde og Ida Auken også forladt Det Radikale Venstre. Begge begrunder deres udmeldelser med partiets konfrontatoriske linje på ligestillings- og udlændingeområdet. Hvad Jens Rohde vil, er endnu ikke kendt, men Ida Auken har bekendt sig til Socialdemokratiet, som har kvitteret med en sikker opstillingskreds i Hovedstaden.
Under alle omstændigheder er realiteten i øjeblikket, at ingen på Christiansborg vil samarbejde med De Radikale.
Med benhårde krav med trusler om at vælte regeringen og symbolske manifestationer har partiet mistet en del af partiets midtsøgende, pragmatiske vælgerbasis og tiltrukket vælgere som er mere fundamentalistiske på emner som MeToo, udlændinge- og klimapolitik.
MeToo
Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.
Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige. Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.
Foreløbig overlever Jeppe Kofod, mens Frank Jensen og Carsten Hansen har måttet betale prisen.
Morten Østergaards detronisering
Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.
Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå. Senest syntes der mellem Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard at være indgået en pagt, der for en tid bilægger de partipolitiske stridigheder.
Fusentasten Christian Friis Bach prøver at gøre sig vigtig
Christian Friis Bach, som nogle få i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, kastede sig villigt ind i krænkelsesdebatten, men da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2, knækkede filmen.
Friis Bach skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser, men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.
Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen derfor er forekommet.
Partileder Sofie Carsten Nielsen prøver at vende skuden
Når de Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen nu udsender nye og positive signaler, er det taktik og udelukkende for at komme i nærhed af magten. De er desværre ikke til at stole på, og Morten Østergaards detronisering bekræfter, at man ikke kan stole på de Radikale.
Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.
Når der skal reageres mod Sofie Carsten-Nielsen, er det fordi hun tidligere har prøvet at skrive de radikale ind blandt rækken af dem, der var villige til at kæmpe – og dø – for deres land, mens realiteten var et monumentalt nationalt svigt.
I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.
I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.
At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikke er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, om at partiets udlændingepolitik burde justeres.
Alt var da også tilbage ved det gamle, da partiet afslørede en nærmest ligegyldig holdning til værdien af et dansk statsborgerskab. Det skete, da de foreslog, at unge, der er født og opvokset i Danmark, automatisk tildeles dansk statsborgerskab i 15-års alderen, hvis de består Folkeskolens afgangsprøve.
Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik
Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.
Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.
De radikales svig
Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.
I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.
De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.
Samarbejdspolitikken
Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.
Herfra går en lige linje frem til den aktuelle radikale new public management politik via partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.
Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.
Hvad nu?
At Christian Friis Bach allerede meldt sig som kandidat til at overtage Marianne Jelveds taburet i Folketinget kan ikke undre efter hans 2-årige ledighedsperiode.
Christian Friis Bach sad i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2011 til 2014 og besad posten som udviklingsminister indtil november 2013. Dengang trådte Christian Friis Bach tilbage fra ministerposten i forbindelse med GGGI-sagen, da den daværende minister erkendte, at han havde overleveret forkerte oplysninger til Folketinget.
Fra 2017 til 2019 var Christian Friis Bach generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, hvor han blev fyret, da organisationens forretningsudvalg oplyste, at der var “brug for en anden ledelsesprofil”.
Christian Friis Bach har desuden været radiovært for Radio4’s udenrigsprogram ”Den danske forbindelse” og står bag importvirksomheden Warfair, som gennem handel med importerede varer fra krigs- og konfliktramte zoner forsøger at etablere fremgang og fred i udsatte lande.
De Radikales kommende folketingskandidat i Hjørring Kredsen bliver valgt ved en online generalforsamling, der afholdes virtuelt onsdag den 10. marts 2021. Det vil undre, hvis besindige Nordjyder vælger en fusentast som Christian Friis Bach som repræsentant i Folketinget.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 