Regeringen har planer om at udpege politikere til ambassadørposter. Ønsket er – i enkelte tilfælde – at kunne besætte stillinger i udenrigstjenesten med politikere, uden at stillingerne skal slås op. Det vil regeringen gøre ved at ændre i opslagsbekendtgørelsen.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har den 26. februar 2021 sendt en ændring af den såkaldte opslagsbekendtgørelse i høring.

Regeringen ønsker at styrke Danmarks profil ved i helt særlige tilfælde at kunne bringe politikere aktivt i spil i det danske diplomati. Det kan for eksempel betyde, at regeringen kan udpege en politiker som ambassadør i et land uden at slå stillingen op.

DJØF – Danmarks Jurist og Økonomforbund – har foranlediget forslaget drøftet i de statsansattes paraplyorganisation, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), hvor der var modstand mod forslaget, og det vil fremgå af det høringssvar, som CFU har under forberedelse.

Regeringen foreslår, at en ansættelse af en politiker i en stilling i udenrigstjenesten skal vare i højst tre år. Kandidaten skal have ekstraordinære kompetencer og faglighed inden for udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitik.

For fire år siden luftede daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen en lignende idé. Den blev skudt ned. Dengang kom kritikken også fra blandt andet DJØF, DM og Dansk Industri.

Det er en besnærende tanke, at man med ét slag kunne slippe af med Dan Jørgensen og en række ”profiler” fra regeringens såkaldte støttepartier, men man kan undre sig over, at regeringen vil liste en ganske fundamental ændring af tjenestemandssystemet igennem med en lille justering af en administrativ bekendtgørelse.

Mange erfarne politikere vil utvivlsomt kunne gøre god fyldest i den danske udenrigstjeneste, hvor der i udnævnelser til de mere betydende poster i forvejen indgår politiske hensyn.

Hvis man skal lave så fundamentale ændringer, burde det imidlertid foregå ved lov, så Folketinget kan få belyst fordele og ulemper på en ordentlig måde, inden der sker en politisk vedtagelse. Det bør i den forbindelse overvejes, at der i Folketinget – i lighed med f.eks. USA – inden udnævnelsen gennemføres en offentlig høring af kandidaterne.

Det ville samtidig indebære et betydeligt fremskridt i forhold til den lukkethed, der i dag omgiver udnævnelsen af chefer i udenrigstjenesten. Hvem har f.eks. været involveret i udnævnelsen af de nuværende danske ambassadører i Tyskland og USA? Omvendt skal man ikke kimse af den mentalhygiejniske effekt, det har haft, når Udenrigsministeriets ledelse i al diskretion har flyttet ambassadører med notoriske alkoholproblemer til poster i muslimske lande – f.eks. fra Indien til Forenede Arabiske Emirater.

FN-kommissionen ”The World Commission on Environment and Development” med den norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand fremlagde i 1987 rapporten ”Vores fælles fremtid” som efterfølgende overalt kaldes ”Brundtlandrapporten”

Rapporten var en væsentlig del af grundlaget for Rio-konferencen i 1992, der i Rio-deklarationen, fastslog 27 principper for det internationale samarbejde om miljø og udvikling.

Disse principper omhandler bl.a. bæredygtighed: ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

Det er også fastslået, at bæredygtighed ikke kun er et spørgsmål om miljø, men om 3 aspekter: et miljømæssigt, et økonomisk og et socialt aspekt.

Regeringsledere fra FN’s 192 medlemslande blev i 2015 enige om 17 ambitiøse verdensmål – og 169 delmål – for en bæredygtig, global udvikling.

Verdensmålene eller SDG-målene sætter en ramme og en retning for løsningen af klodens største problemer inden 2030. Målene handler blandt andet om at udrydde fattigdom, sult og ulighed, sikre bæredygtige økosystemer, herunder biodiversiteten på land og i havene, samt begrænse de menneskeskabte klimaforandringer og forureningen af miljøet.

Fra bæredygtighed til ESG-processer

I Danmark har der siden 1987 været talt om bæredygtighed. Verdensmålene har betydet, at bæredygtighedsdiskussionen nu tilsyneladende har fået konkret indhold, og mange politikere og erhvervsfolk demonstrerer deres ståsted i bæredygtigheds-og klimadebatten med en SDG-roset i knaphullet. I erhvervslivet tales der også i møder og strategier om bæredygtighed, men i de fleste virksomheder bliver det foreløbig ved snakken – i kun omkring hver 10. virksomhed er der fastsat konkrete mål.

Det forhindrer ikke, at de fleste virksomheder ved festlige lejligheder og især i markedsføringssammenhænge fuldt og helt bakker op om FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Uden blusel hævder selv tobaksfabrikanter, at de har en stærk interesse i, at kloden og økonomien udvikler sig bæredygtigt – socialt såvel som miljømæssigt.

Med alvorstung ansvarlighed anføres det, at hvis den globale økonomi ikke udvikler sig bæredygtigt, og når verden ikke de opstillede mål, kan der være risiko for stigende uro, konflikter, øget global opvarmning og dermed også mere usikre betingelser for vækst og den fremtidige afsætning.

Den enkelte virksomhed vil derfor på papiret gå langt for at overbevise kunder og aktionærer om at virksomheden har – og lever op til – sit ansvar for at bidrage til bæredygtig udvikling og vækst.

Rådgivningsbranchen har for længe siden øjnet forretningsmulighederne. Virksomhederne bombarderes med tilbud om, at de 17 SDG’er (Sustainable Development Goals) bør være et centralt element i enhver virksomheds arbejde med CSR.

Sagesløse virksomheder overbevises om, at kunder, myndigheder, banker, leverandører og samarbejdspartnere i stigende grad ønsker at samarbejde med virksomheder, som klart kan vise, hvordan de bidrager til en bæredygtig og ansvarlig udvikling i verden. I den aggressive markedsføring tilbydes ekspertbistand til at hjælpe danske virksomheder med at indarbejde SDG’erne i mål og strategier, så de skaber øget top- og bundlinje på en effektiv måde – for både virksomheden selv og resten af verden.

Revisions- og rådgivningsbrancherne har samtidig travlt med at overbevise virksomheder om, at et selskabs værdi kan ikke længere alene kan baseres på finansielle informationer og finansielle data.

Det hævdes, at investorer og analytikere i stigende grad inddrager data for bæredygtighed – såkaldte ESG-data (Environmental, Social and Governance) i deres vurdering af selskabers værdiskabelse og i analysen af selskabets langsigtede vækstmuligheder.

Derfor er det afgørende at professionalisere ESG-processer og ESG-data – noget revisorer, rådgivere og marketingsfolk gerne for betaling er virksomhederne behjælpelig med!

Køber kunderne ESG-bullshitten?

Forbrugerstuder viser, at 80 procent af danskerne i dag forventer, at deres fødevarer produceres bæredygtigt og etisk korrekt. På de fleste andre forbrugsområder er forventningerne til bæredygtighed formentlig også ganske høj. I hvert fald bliver enhver afsløring af ikke-bæredygtige varer og produktionsprocesser altid mødet med overraskelse og forargelse.

Når de fleste forbrugere anser det for en selvfølge, at deres fødevarer og andre forbrugsvarer produceres bæredygtigt, så er ”bæredygtighed” som markedsføringsparameter under pres. Brands, der har haft travlt med at kommunikere alle mulige (og umulige) bæredygtighedsinitiativer, og brands, der alene slår sig op på det bæredygtige, bør alvorligt overveje om deres markedsføringsstrategi er den rette.

Meget tyder på, at der er alenvid forskel mellem forbrugernes forventninger og virksomhedernes initiativer på bæredygtighedsområdet.

Selvom 80 procent af danskerne forventer, at deres fødevarer produceres bæredygtigt, så er der hele 63 procent der mener, at der er plads til forbedringer. Det viser, at der er grænser for hvilken vægt forbrugerne lægger på virksomhedernes markedsføring af hvor bæredygtige de er.

Forbrugere har i de senere år har været vidner til en masse kommerciel kommunikation om enkeltstående bæredygtighedsinitiativer – herunder ikke mindst en masse reklamer med FN’s bæredygtighedsmål, og kampagner i stil med ”vi går ind for genbrug og alle vores biler kører på el” eller ”vi støtter FSC-mærket (Forest Stewardship Council) og bæredygtige skove, der bakkes op af grønne organisationer som WWF og Greenpeace”, ” Too Good To Go – madspild – ikke hos os”, etc.

Forbrugerne er formentlig ret ligeglade.

De forventer, at de produkter de køber er bæredygtige, men alligevel har over halvdelen af forbrugerne svært ved at finde ud af, hvilke brands og virksomheder, der rent faktisk er bæredygtige.

Den larmende og selvpromoverende markedsføring af alle mulige såkaldte bæredygtigheds-initiativer kan meget vel få nogle til at tvivle på, om virksomhederne nu også har rent mel i posen. Tag ikke fejl af, at forbrugerne mistror brands, hvis de ikke er meget transparente, konkrete og præcise i deres bæredygtighedskommunikation. Hvis der først opstår tvivl om, hvorvidt de ”gemmer” på noget, så påvirker det brandet negativt.

Kundernes sunde skepsis i forhold til virksomhedernes klimatiltag

Dannie Kjeldgaard, professor, Ph.d., Institut for Marketing & Management, SDU, har i december 2020 ment følgende ifølge Markedsføring:

”Det er en interessant undersøgelse, og den viser jo, at der er en sund portion skepsis fra de danske forbrugeres side i forhold til de klima-tiltag, mange virksomheder i dag ofte taler om i den kommercielle kommunikation. Det er for de fleste virksomheder og brands en meget svær balancegang ikke at komme galt af sted i kommunikationen og i stedet for at blive opfattet som klima-helte, betragtes som greenwashere. Måske er mit bedste råd, at virksomhederne bare skal opføre sig ordentligt på dette område og lade være med at tale så meget om det. Det at ville skabe en bæredygtig forretning er jo en corporate beslutning, der ikke nødvendigvis skal blæses ud i reklamer og anden form for branding”.

Ifølge en sejlivet myte har en kulturradikal Bermuda-trekant bestående af Politiken, Gyldendal og DR (undertiden forstærket med Carlsbergfondet) siden 1970’erne øvet indflydelse på enhver afkrog af dansk kultur- og samfundsliv.

Politikens skriverier om en forlagsbranche præget af sexchikane og uønskede seksuelle tilnærmelser, der følges op af bogudgivelser på Politikens Forlag med beretninger om traumatiske #metoo-oplevelser, truer nu med at splitte sammenholdet i Bermuda-trekanten.

Gyldendal har været udsat for, at Politiken udførligt har omtalt en sag, hvor forlaget fyrede en chef, efter de var blevet gjort opmærksomme på, at der på hans tidligere arbejdsplads i Danmarks Radio blev klaget over ham på grund af grænseoverskridende og krænkende opførsel.

Anledningen til ufreden i Bermuda-trekanten

I efteråret 2020 kommer det frem, at en mandlig chef på DR er blevet fyret efter, at han til en fest har sagt til den unge praktikant, nuværende P3-vært, Maria Fantino: ”Du skal kneppe min kæreste, og jeg vil kigge på”.

DR-chefen Rasmus Bjerre er på daværende tidspunkt en magtfuld redaktør, der blandt andet bestemmer over indholdet i Danmarks Radios populære radiopodcasts.

Maria Fantino beslutter sig for at fortælle om Rasmus Bjerres invitation til sin nærmeste DR-chef. Det viser sig, at der har været flere alvorlige sager mod Rasmus Bjerre. Sager om både krænkende og grænseoverskridende opførsel.

Rasmus Bjerre får i foråret 2018 et nyt velbetalt chefjob i Podcast24syv – et søsterselskab til licenskanalen Radio24syv.

Den nu forhenværende DR-chef, Rasmus Bjerre, truer ifølge Maria Fantino, i en e-mail til hende i oktober 2019 med et sagsanlæg og et økonomisk erstatningskrav:

Rasmus Bjerre får i januar 2020 et nyt magtfuld chefjob. Denne gang på det kulturradikale forlag Gyldendal, der ledes Morten Hesseldahl (tidligere kulturchef i Danmarks Radio).

I sensommeren 2020 eksploderer sagerne om sexchikane i mediebranchen. TV-værtinden Sofie Linde fortæller om en anden højt profileret DR-medarbejder, der har truet hende med oralsex til en julefrokost på licensstationen.

Sagen fører til, at Rasmus Bjerre efterfølgende bliver fyret fra sit nye job som chef på Gyldendal.

Sidst i september 2020 bliver ledelsen på Gyldendal kontaktet af både medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør opmærksom på, at forlagets digitale chef efter sigende skulle have krænket flere kvinder i Danmarks Radio.

Det får Gyldendal og den tidligere DR-chef Morten Hesseldahl til at iværksætte en intern undersøgelse af Rasmus Bjerre.

Det hører med til historien, at allerede kort tid efter Rasmus Bjerres ansættelse i januar 2020 gør flere personer med tilknytning til Gyldendal faktisk en forlagsredaktør opmærksom på, at der er problemer med den digitale chef, men Gyldendals ledelse foretog sig intet.

Først mandag den 5. oktober 2020 fortæller forlaget, at man har fyret den chikaneanklagede Rasmus Bjerre.

Gyldendal oplyser, at der ikke er sexchikane involveret i den pludselige fyring af Rasmus Bjerre. Forlaget har fundet andre grunde til at afskedige deres digitale chef efter cirka ni måneder i chefstolen.

Berlingske Tidens rolle

Bermuda-trekanten har længe været en torn i øjet på Berlingske Tidende, og avisen stiller den 3. marts 2021 villigt spalteplads til rådighed for Gyldendals administrerende direktør, Morten Hesseldahl, der har indledt et frontalangreb på Politikens ”kampagnejournalistik”. Berlingske Tidende ser gerne konkurrenten kritiseret, og avisen har selv været særdeles kritisk overfor DR, og på det seneste har avisen også angrebet den magtfulde formand for Carlsbergfondet.

Liv og Land, hører under Bolig- og Planstyrelsen, der igen hører under Indenrigs- og Boligministeriet, hvor socialdemokraten Kaare Dybvad Bek er minister.

Liv og Land har den 1. marts 2021 udsendt en pressemeddelelse, hvor de meddeler, at som følge af ”tekniske problemer med ansøgningsportalen” udsættes fristen for at søge støtte til landdistriktsudvikling til den 7. april 2021.

Støtten til landdistriktsudvikling, herunder mere attraktive levevilkår og flere arbejdspladser, ydes dels ved hjælp af EU-midler og dels gennem nationale puljemidler til projekter i landdistrikterne og på småøerne. Desuden søges landdistrikterne også fremmet samt ved hjælp af viden-spredning og aktiv deltagelse i konkrete lokale udviklingsprojekter.

Kaare Dybvad Bek må således dele skæbne med landbrugsminister Rasmus Prehn, hvis Landbrugsstyrelse, der har ansvaret for administrationen og udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte i Danmark, ofte er i mediernes søgelys. Senest kan Landbrugsavisen den 20. februar 2021 berette om stærkt forsinkede støtteudbetalinger.

Sendrægtig sagsbehandling er ikke Landbrugsstyrelsens eneste fejl. Senest er det kommet frem, at der er lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

I marts 2020 måtte skoleskibet Danmark aflyse det igangværende togt nr. 107 og sejle hjem til Frederikshavn. Samtidig blev togt nr. 108 – det såkaldte Olympiske togt aflyst. Togtet skulle være udgået fra Caribien den 1. maj og fire dage før starten på de nu aflyste Olympiske Lege skulle skibet have lagt til i Tokyo.

Det var usikkerhed om corona-epidemien, der var baggrunden for skoleskibet Danmarks aflysninger.

Det er den danske stat, der ejer Danmark, og MARTEC, der er en selvejende institution under Uddannelses- og Forskningsministeriet, som står for de grundlæggende maritime uddannelser, kunne den 28. februar 2021 oplyse, at Skoleskibet Georg Stage og Skoleskibet Danmark har fået lov til at tage på togt på trods af corona-nedlukningen.

80 elever på Skoleskibet Danmark og 63 elever på Skoleskibet Georg Stage får nu alligevel lov til at sejle ud på de planlagte forårstogter henholdsvis den 3. april og den 27. marts.

Dermed vil der fortsat være lejlighed til at se dansk skibsbygningskunst som det tidligere blev praktiseret på værfterne i Nakskov og i Frederikshavn.

Skoleskibet Danmark

Skoleskibet “Danmark” blev bygget på Nakskov skibsværft i 1933. Prisen var 655.000 kr.

Skibets længde ca. 60 m, totalt med bovspyd 77 m, og med 10 m bredt stålskrog. Det er en tremastet fuldrigger med 26 sejl på i alt 1632 m2, disse styres v/ hjælp af 236 tovender (der hvert har sit eget navn!).

Dybdegangen er på knap 5,5 m og det har en bruttotonnage på 737 BT (Netto 212 NT).

Sejlhastigheden er max. 12 knob for sejl og 9 knob for dieselmotor.

Besætningen består af op til 80 søfarts-elever og 15 besætnings-medlemmer.

Danmark har hjemhavn i København, men ligger som udgangspunkt, når det ikke er på togt, på Flådestation Frederikshavn.

Det er muligt at følge skoleskibet på http://www.skoleskibet-danmark.dk

Københavns kranke skæbne

Skoleskibet Danmark blev bygget til afløsning for skoleskibet København, der forsvandt i 1928.

Det kombinerede skole- og transport skib, Ø.K´s stolte gamle 5-mastede sejlskib “København,” blev bygget i Leith i Skotland i 1921 – på den tid verdens længste stål-sejlskib – 107 meter langt, med hele 44 sejl på i alt 5200 m2 og udstyret med en diesel hjælpemotor.

Efter kun 9 sejladser led skibet en krank skæbne. I slutningen af året 1928, på en rejse fra Argentina til Australien rundt om Kap Horn og uden ballast ombord, forliste skole- og transport skibet med mand og mus. 45 elever og 14 besætningsmedlemmer omkom ved denne sørgelige hændelse. Der er aldrig siden fundet hverken rester eller spor af skibet, derfor er det stadig et mysterium, hvad der egentlig forårsagede skibbruddet. Var det en tsunami, en tyfon, et isbjerg eller ….. ?

Skoleskibet Georg Stage

Georg Stage er et stålskib fra 1934, rigget som 3-mastet fuldrigger.

Skoleskibet tilhører den selvejende institution, “Stiftelsen Georg Stages Minde”. Stiftelsen blev oprettet i 1882 af skibsrederen Frederik Stage og hans hustru Thea, da behovet for en egentlig uddannelse af kvalificerede søfolk på det tidspunkt var stort. Skibet blev døbt Georg Stage efter parrets søn, der døde af tuberkulose, 22 år gammel i 1880.

Den første udgave af Georg Stage blev bygget i 1882 ved Burmeister & Wain på Refshaleøen i København. Den gamle Georg Stage var også en fuldrigger – en smule mindre end det nuværende skib – med en længde på 36 meter, bredde på 7,7 meter og en dybgang på 3,7 meter. Skibet havde en hjælpedampmaskine på 50 HK. Den oprindelige besætning var på 80 elever og 10 officerer.

Det gamle Georg Stage

Den 25. juni 1905 sank Georg Stage, da det blev påsejlet af det engelske dampskib Ancona i Hollænderdybet, og 22 elever druknede.

Skibet blev hurtigt bjærget og repareret efter katastrofen og fortsatte derefter sejladsen som dansk skoleskib indtil 1934.

Skibet blev solgt i 1936, omdøbt til Joseph Conrad og ligger i dag ved Marinemuseet i Mystic, Connecticut i USA.

Det nye Georg Stage

Det nuværende skib Georg Stage blev bygget på 5 måneder i 1934 ved Frederikshavn Værft og Flydedok og er siden da flere gange ombygget og moderniseret. Skibet sejlede ud på sit første togt den 24. april 1935. Skibet fik i 2007 ny hovedmotor, det er en Volvo Penta på 368 kW.

Georg Stage er mindre en skoleskibet Danmark. Det har en længde på 54 meter med bovspryd, en bredde på 8,4 meter og en dybgang på 4,2 meter. De 20 sejl har et sejlareal på 860 m² tilsammen. Den største mastehøjde er 31 meter. Galionsfiguren er overført fra det gamle skib fra 1882. Galionsfiguren forestiller den unge Georg Stage.

Tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale, Manu Sareen, er fuld af overraskelser. Nu har han kastet sig over sexologien, som den uforlignelige Manu siger ”pirrer ham”.

Det afslører Manu Sareen i en YouTube-serie under navnet ”Sex med Manu og Joan”. I serien diskuterer han sex og parforhold med sexolog og parterapeut Joan Ørting.

I seriens allerførste afsnit fremgår det, at Manu Sareen er ved at blive uddannet som sexolog og allerede underviser på Joan Ørtings Skole.

Sidst han overraskede var, da han på Facebook oplyste, at han nu skulle være radiovært på DR’s P1.

Hans program – Manus manege – blev i 2019 sendt hver tirsdag mellem klokken 10 og 11 og drejede sig om ”alt det, der omhandler det moderne liv – familieliv, parforhold, børneopdragelse, karriere, skilsmisse, stress, ensomhed, døden, jalousi, bonusbørn, osv.”

Den sidste udgave af programmet blev sendt den 17. december 2019 og drejede sig om ”Selvudvikling for fuld skrue”. I begyndelsen af 2020 blev Manu Sareen skilt.

Tiden hos Alternativet

Inden han startede i DR, havde han allerede i august 2018 meldt sig ud af Alternativet – partiet, han ellers gik over til fra Det Radikale Venstre i 2016. Udmeldelsen skete, fordi han i DR ønskede at fremstå ”partipolitisk neutral”.

Manu Sareen (f. 1967) i Punjab i Indien, har en ganske broget baggrund, og det skal blive spændende at se hvor længe han holder som sexolog.

Da Manu Sareen i 2016 blev valgt som Folketingskandidat for Alternativet oplyste den uforlignelige Manu Sareen i en pressemelding, at ”Jeg er megaglad for, at jeg nu er en del af det entreprenante, empatiske og modige fællesskab, der tør stille både de populære og de upopulære spørgsmål”.

I anledning af, at han i marts 2016 skiftede fra Radikale til Alternativet, sagde den mærkelige mand: ”Jeg har tidligere fortalt, at jeg valgte at skifte et – ifølge meningsmålingerne – sikkert mandat hos radikale ud med et almindeligt menigt medlemskab i Alternativet. Og jeg har fortalt, hvordan den politiske kultur kan dræne den ild, der brænder i sjæle, der ønsker at udvikle samfundet”.

Manu Sareen ville som nyvalg folketingskandidat for Alternativet dykke ned i fordomme og social bæredygtighed: ”Gennem de sidste måneder har mit politiske hjerte fået blodet tilbage – og det banker nu stærkere end jeg nogensinde har oplevet før. Det banker for at ændre den politiske kultur. Men det banker endnu mere grundlæggende for, at jeg nu kan påvirke det samfund, som jeg efterlader til mine børn”.

Manus som radikal

Ved valget i 2011 var Manu Sareen opstillet af de Radikale, og han kom ind i Folketinget med 14.505 personlige stemmer. Han blev med det samme Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Først minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014.

Sareens forhold til kristendom var dog i længden en belastning, og han blev derfor forfremmet til minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.

Manu Sareen er oprindelig uddannet socialpædagog og konfliktmægler og han har i en periode siddet i Københavns Borgerrepræsentation for RV.

Som socialminister var han ansvarlig for det monumentale administrative rod i ankestyrelsen. Det klassiske eksempel på en radikal minister, der mere optaget af mærkelige børnebøger fatalt svigter sit ministeransvar. Sareen er forfatter til bl.a. Iqbal Farooq og familien fra Nørrebro. Sareen har faktisk vundet adskillige priser for sine børnebøger – heriblandt Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris i 2010.

Under alle omstændigheder er det Sareens ansvar, at mennesker skulle vente op til et år, i værste fald mere, på at få svar fra Ankestyrelsen. Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort.

Manu Sareen blev ikke overraskende vraget af vælgerne ved valget i juni 2015, hvor hans personlige stemmeantal blev mere end halveret, og han mistede både ministerpost og medlemskabet af Folketinget.

Interview i Politiken

Dagbladet Politiken bragte den 3. august 2015 et bemærkelsesværdigt interview med Manu Sareen. Det oplyses, at Manu Sareen for længst har smidt politikeruniformen, da han tager imod i lejligheden på indre Frederiksberg. Den fallerede radikale politikers påklædning optager Politikens læsere så meget, at den beskrives i detaljer: Cowboybukser, gummisko og en sort T-Shirt med et ja tak til cyklismens pedalkraft på. Så kan man se hans tatoveringer. Cool og Street er han minsandten.

Den tidligere minister, der ifølge ham selv var smigret af den opmærksomhed – ikke mindst fra kvinder – han var genstand for som minister, var over for Politikens reporter blot igen Manu Sareen. Vi forstår, at han er stolt over at han fik gennemført kirkelige homovielser, men at han i øvrigt mener, at der er en ”frygtelig politisk kultur” på Christiansborg, og Sareen skildrer ærligt sine egne, besværlige år som minister, hvor han åbenbart følte sig tvunget til at stå på mål for holdninger og beslutninger, han på ingen måde selv syntes var forsvarlige.

Han var en idiot, og han var uærlig, tilstår han i interviewet – ikke overraskende for dem, der har fulgt hans tvivlsomme virke. Han nævner selv stramninger af flygtninges ret til familiesammenføring – beslutninger der nu giver ham søvnløse nætter.

Regeringens beslutning om at droppe den planlagte øremærkning af barsel til mænd, nager ham også. Han kunne som den ansvarlige minister have strittet imod, men nu er han ked af, at han bidrog til at undlade at øremærke barsel til mænd. Da SR-regeringen skiftede holdning til den øremærkede barsel, sagde den radikale leder Margrethe Vestager direkte, at der ikke længere var enighed om spørgsmålet, fordi Socialdemokraterne havde skiftet holdning, hvorfor løftet fra regeringsgrundlaget ikke kunne gennemføres.

Manu Sareen argumenterede til gengæld ivrigt – både herhjemme og på nordiske konferencer- for den ændrede kurs: Regeringen frygtede for, at en øremærkning ville betyde, at den samlede barselsperiode blev, ikke længere, men kortere, fordi nogle mænd ville sige nej tak.

Over for Politiken erklærer Manu Sareen frejdigt, at han ”følte sig som en idiot”, da han skulle argumentere for holdningsskiftet: ”Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough”. Man får næsten medlidenhed med Manu, men det er alligevel forargeligt, at han ikke vil stå til ansvar for den måde han forvaltede magten. Han kunne jo, ligesom SF, være trådt tilbage, hvis han ikke længere kunne klare lugten i bageriet.

Selvom Manu Sareen allerede længe før juni-valget i 2015 havde mistet al tillid, er det alligevel overraskende at han selv tilstår, at han som radikal politiker skiftede holdning, hvis det tjente hans egne interesser.

Sareen fortsat genstand for presseomtale

Man kunne have håbet på, at vi ikke ville høre mere om Manu, men Manu Sareen fik sin medarbejder, Niels Ditlev, til at skrive bogen MANU, der udkom på Politikens Forlag den 12. november 2015. Bogen syntes at bekræfte Sareens troværdighedsproblemer og mytomaniske tilbøjeligheder. Det ser ud til at han vil indskrive sig i historien på linje med Franz Beckerlee, Frank Esmann, Mads Qvortrup, Jeppe Nybroe, Anna Kastberg, Anita Bay Bundegaard, Milena Penkowa m.fl., der på forskellig måde har taget sig ”narrative friheder”.

Berlingske Tidende anmeldte bogen på udgivelsesdagen og kaldte ligeud bogen for et politisk karakterselvmord.

Dagbladet Politiken anmeldte bogen den 17. november 2015, og beretter bl.a. at Manu Sareen i Ditlevs biografi fortæller:

“at han som 21-årig (i 1988) tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han ”syn for sagen”: ”Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck”.

Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen.”

Sareen har over for Politiken forklaret, at mødet med Indira Gandhi må have fundet sted i forbindelse med en tidligere rejse til fødelandet. Ikke desto mindre giver løgnehistorien Politiken anledning til at sætte fuldt blus på alle advarselslamper omkring troværdigheden af Manu Sareen og bogens mange andre oplysninger

Liberal Alliance er siden deltagelsen i Lars Løkke Rasmussens håbløse regering faldet helt fra hinanden. Blandt de tilbageværende er det alene Henrik Dahl, der stadig fungerer og flittigt blander sig i debatten med overvejende fornuftige synspunkter.

Den politiske leder af Liberal Alliance, Alex Dominique Kristensen Vanopslagh, er ramt af stress, kærestesorger og hvad der eller kan gå en ung mand imod. Tilbage er den notoriske Ole Birk Olesen, der i perioder manisk forplumrer den offentlige debat med hektiske liberale synspunkter.

Som Danmarks meget liberale transportminister havde Ole Birk Olesen ry for at være arrogant og have svært ved at erkende egne fejl, og han havnede igen, igen i mediernes søgelys som følge af hans talentløse varetagelse af ministerembedet.

På Transportministeriets hjemmeside forsøgte han at give et positivt billede af hans indsats som minister, og han fremhævede de overordnede dagsordener, der optager ham: Frihed, fremgang og fremtid.

Realiteten var, at han er vaklede fra krise til krise. Det mest bemærkelsesværdige var, at selvom han fik det meste af Folketinget på nakken, overlevede han mirakuløst som minister.

Postnord

På et møde den 14. marts 2017 blev Ole Birk Olesen i absolut sidste øjeblik reddet af daværende finansminister Kristian Jensen. På mødet tilsidesatte transportministeren al anstændighed og beklagede ydmygt, at postordførerne ikke var blevet tilstrækkeligt orienteret om Postnords økonomi: ”Det skulle være sket før” lød det fra ministeren. Når Birk Mortensen overhovedet overlevede, var det alene fordi finansministeren kunne bekræfte, at partierne finanslovsordførere faktisk af ham var blevet orienteret om den katastrofale situation i Postnord.

Uber

I slutningen af marts kunne selvsamme liberale transportminister, Ole Birk Olesen, notere, at den taxilov han var blevet påtvunget af et politisk flertal for, er direkte anledning til, at kørselsselskabet Uber kastede håndklædet i ringen og forlod landet.

Udover at Birk Olesen måtte sluge den bitre pille overfor sine egne vælgere, måtte han lide den tort at blive ydmyget internationalt. Via Reuters gik ministerens navn den halve verden rundt under overskriften ”Nye regler får Uber til at trække sig ud af Danmark”.

Kvinder er uden moral og ære

Ole Birk Olesen har også lagt sig ud med alle landets feminister, der igen og igen har rippet op i hans famøse udtalelser tilbage i 2011. Til mediet damefrokosten.com udtalte han bramfrit: ”Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke”!

Den fortsatte skandale omkring Niels Bohr Bygningen

Den største skandale er dog det morads omring den nye bygning til det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Niels Bohr-bygningen, Birk Olesen efterlod sig.

NBB-projektet blev påbegyndt i 2015, og skulle oprindeligt have kostet 1,6 mia. kr.

I december 2017 blev budgettet forhøjet til 2,9 mia. kr. Det skete efter konsulentfirmaet Ernst & Young for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet gennemførte en granskning af Bygningsstyrelsens etablering af Niels Bohr Bygningen for Københavns Universitet.

Rapporten afdækkede manglende omhu i Birk Olesens ministerium og i Bygningsstyrelsen. Der var således ikke reageret i tide på de udfordringer, som projektet var udsat for. Projektet blev fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kr. i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på ca. 1,6 mia.kr. – en budgetoverskridelse på over 80 pct.!

Vejdirektoratet har siden overtaget ansvaret for byggeriet og Rigsrevisionen har oplyst, at byggeriet nu ser ud til at blive endnu dyrere end forventet – i alt over 3 mia. kr. og dermed det dobbelte af den oprindelige budgetramme.

Budgetoverskridelsen i 2017 gav anledning til tvivl om ministerens og ministeriets tilsynspligt i forhold til Bygningsstyrelsen. Hvordan kunne man overse, at Bygningsstyrelsen ikke havde det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter? Fandtes der ikke resultatkontrakter og andre styringsinstrumenter i Bygnings- og Boligministeriet? Var Birk Olesen håbløs inkompetent?

Konsekvenserne for Københavns Universitet

Problemet er, at regningen for Bygningsstyrelsens fadæser i sidste ende tørres af på Københavns Universitet.

KU har modsat CBS og DTU ikke selveje, hvilket betyder, at det er staten, der ejer alle bygninger. Universitetet betaler derfor husleje til Bygningsstyrelsen, der også agerer bygherre, når der skal bygges nyt. Det er også tilfældet med NBB, som universitetet oprindeligt skulle være flyttet ind i tilbage i 2016.

Det vurderes, at alene huslejestigninger, der skyldes fejl og meromkostninger i byggeprojekter, Bygningsstyrelsen har haft ansvaret for, vil koste universitetet minimum 400 stillinger. Derudover vil adskillige fag være nødt til at lukke, og på det seneste har KU’s ledelse luftet et forslag om, at man helt vil nedlægge universitetets afdeling på det gamle kommunehospital og i stedet flytte de over 7.000 samfundsvidenskabelige studerende og ansatte ind på det i forvejen overfyldte Søndre Campus på Amager.

Imens argumenterer LA’s Henrik Dahl for styrkelse af undervisning og forskning!

Siden 2003 har Danmark forsøgt at styrke sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en aktivistisk udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden.

Initiativet havde to vildt urealistiske formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Initiativet kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder afbrændte Dannebrog og hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Tegning-sagen kostede mindst 50 mennesker livet, og opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det Arabiske Forår

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

I Egypten markeres den 25. januar 2011 som begyndelsen på revolutionen med demonstrationer, offentlige møder, civil ulydighed, optøjer, strejker og voldelige sammenstød med myndighederne.

I Libyen manifesterede Det Arabiske Forår sig den 15. februar 2011, hvor der udbrød et oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen – angiveligt for at beskytte civilbefolkningen mod Libyens enehersker, Muammar al-Gaddafi.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen i dag, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet.

Den 11. september 2012 blev USA’s ambassadør i Libyen, Chris Stevens, og tre andre amerikanske diplomater dræbt, da islamister med forbindelse til al-Qaeda angreb USA’s diplomatiske mission i Benghazi. Det forlød først, at angrebet i Benghazi fandt sted i forbindelse med en spontan demonstration i anledning af en amerikansk islamfjendtlig video, “Innocence of Muslims”, men har efterfølgende vist sig at være en mere planlagt aktion næsten på årsdagen for angrebet på World Trade Center i New York.

Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat som lejesoldater i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede krigere.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Libyen blev selv overtaget af terrorister, og befolkningen har levet i et regulært helvede lige siden.

Overgangsregering

Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) har af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) været anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen – verdens 18. største land!

Haftar støttes øjensynligt af Rusland, Egypten og flere andre afrikanske stater, og det så faktisk for kort tid siden ud til, at oprørerne kunne true den FN-anerkendte regering i hovedstaden Tripoli med premierminister Fayez Al-Sarraj i spidsen.

Våbenhvile?

Parterne i borgerkrigen i Libyen blev i begyndelsen af februar i Schweiz enige om en midlertidig ordning af landets ledelse, indtil der kan afholdes valg i december. Det var FN, der havde formidlet drøftelserne i det såkaldte Libyan Political Dialogue Forum, og FN støtter resultatet, der indebærer, at en ny regering afløser den hidtidige provisoriske regering.

Ved afstemningen om forhandlingsresultatet i Schweiz opnåede en liste med den 61-årige forretningsmand og politiker Abdul Hamid Mohammed Dbeibah som premierminister og Mohammad Younes Menfi som præsident, 39 af de 73 valide afgivne stemmer.

De slog dermed en alternativ liste med indenrigsminister (og sikkerhedschef) i den hidtidige provisoriske regering, Fathi Bashagha, som premierminister og formanden for Libyens parlament, Aguila Saleh, som præsident, der opnåede 34 stemmer.

Det er den nye midlertidige regerings opgave at forberede et nyvalg af parlamentet til afholdelse senest den 24. december 2021. Opgaven er samtidig efter 10 år med strid og splittelse at overbevise alle libyere om, at de vil blive repræsenteret og hørt. Det er samtidig bestemt at mindst 30 pct. af regeringsposterne skal beklædes med kvinder.

FN’s generalsekretær, António Guterres, har haft separate samtaler med Mohammad Younes Menfi og Abdul Hamid Mohammed Dbeibah og tilsikret dem FN’s fulde støtte. Der var angiveligt enighed om vigtigheden af at håndhæve den aftalte våbenhvile, og herunder tilbagetrækningen af alle fremmede tropper.

Spørgsmålet er om den skrøbelige våbenhvile, allerede er brudt? I hvert fald var indenrigsminister Fathi Bashagha søndag den 21. februar 2021 udsat for et attentat, da hans bilkolonne blev beskudt på en gade i Tripoli. Bashagha, der sad i en pansret bil, slap uskadt, men mindst en af hans livvagter blev såret. En af angriberne skal være blevet skudt, mens 2 andre er pågrebet.

Fathi Bashagha, der blev opfattet som favorit til at efterfølge Fayez al-Sarraj som premierminister, er givet skuffet over udfaldet af forhandlingerne i Schweiz, og der er allerede diskussion om attentatet, som af nogle af Bashaghas fjender betegnes som ”konstrueret”.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet ”Det Arabiske Initiativ” er trods urolighederne i Mellemøsten siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og en status for programmet forventes forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) i løbet af foråret 2021. Herudover dokumenteres DAPPs arbejde og resultater løbende ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: http://www.dapp.dk.

Jubilæums-konference

I 2021 er det 10 år siden, at Det Arabiske Forår brød ud i Mellemøsten. Det markerer DAPP med en to-dages konference på Rødding Højskole den 8. – 9. juni 2021 (Pga. corona-situationen er konferencen flyttet fra den 9.-10. marts).

Mark Ruttes liberale koalitionsregering mellem Folkepartiet for Frihed og Demokrati, VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie), og CDA, D66 og CU, som det tog 225 dage at danne efter det forrige valg i 2017, måtte træde tilbage den 15. januar 2021.

Årsagen var en skandale om en meget vidtgående kontrol med børnepenge og andre sociale ydelser. Baggrunden for kontrollen, der gik for vidt og krænkede lovlydige hollandske borgere, var bulgarske grupperingers systematiske udnyttelse af det hollandske velfærdssystem.

Corona valgtema

Valgkampen er i høj grad præget af regeringens håndtering af corona-pandemien, men lige under overfladen lurer kontroverser om udlændingepolitikken.

PÅ det seneste har uromagernes hærgen i gaderne rystet den hollandske befolkning, som ikke har oplevet noget lignende i årtier. Anledningen til urolighederne er den afgående regerings beslutning om at indføre et natligt udgangsforbud. Et tiltag, som skal hjælpe sundhedsmyndighederne i kampen mod coronavirussen og spredningen af den britiske variant.

Beslutningen har udløst protester fra utilfredse borgere, som er frustrerede over de omfattende restriktioner, der har holdt landet mere eller mindre nedlukket siden efteråret.

Meningsmålinger viser imidlertid, at et overvældende flertal af hollænderne støtter restriktionerne. Blot syv procent af befolkningen vil have ophævet nedlukningen.

Ligesom i Danmark er det en broget skare som grupperinger som Men In Black, der står bag urolighederne. Ifølge en hollandsk ekspert er det en blanding af hooligans, konspirationsteoretikere, gamle hippier og politiske grupperinger fra både den yderste venstre- og højrefløj.

Det er imidlertid uklart, hvor mange af demonstranterne, der støtter de anarkistiske tendenser, der også kommer til udtryk under urolighederne:

”Er I med? Er vi færdige med at acceptere det lort, så lad os smadre det, venner – folkestyret, folket i Folketinget, smadre systemet. Tak skal I have, sagde en kvindelig talsperson under den seneste demonstration i København.

Udlændingepolitikken

I Holland har mysteriet om ballademagernes identitet taget en drejning i den offentlige debat, da videoer af urolighederne begyndte at florere på sociale medier. I de delte videoer er det fortrinsvis unge mænd med indvandrerbaggrund, som plyndrer og hærger butikkerne.

Det har straks fået den hollandske højrefløj til at tordne mod konsekvenserne af masseindvandringen fra ikke-vestlige lande.

Spørgsmålet er om der vil komme en gentagelse af situationen kort før de hollandske lokalvalg i 2019.

I slutfasen af kampagnen op til de hollandske provinsvalg den 20. marts 2019 gennemførte den 37-årige tyrk Gökmen Tanis den 16. marts et terrorangreb i den hollandske by Utrecht. Tre personer mistede livet i skyderiet.

Provinsvalgene i 2019

Provinsvalgene er i Holland regionale valg, men med landspolitisk betydning. Ved valgene vælges medlemmerne af provinsparlamenterne. Disse parlamenter vælger så igen deres repræsentanter til det såkaldte Første Kammer i det hollandske parlament. Første Kammer skal godkende alle lovforslag, der vedtages i det Andet Kammer.

Terrorsagen betød, at valgkampen skiftede karakter. Indtil da havde økonomi og klimapolitik været hovedtemaer, men udlændingepolitik, indvandring, kriminalitet, integration og islamisme blev i slutfasen centrale temaer.

Jordskred

Da stemmerne blev gjort op, stod det klart, at Holland var ramt af et politisk jordskælv. Protestpartier på både venstre- og højrefløj vandt en knusende sejr over midterpartierne og den daværende borgerlige regering under ledelse af Mark Rutte.

Det nye nationalkonservative parti, Forum for Demokrati (FvD), blev valgets store vinder. FvD gik fra nul til 13 mandater og blev derved det største parti i Førstekammeret. En sensationel sejr for partiets unge karismatiske leder, Thierry Baudet, der på rekordtid blev rasende populær med sin anti-elitære, EU- og indvandringskritiske og nationalkonservative politik.

FvD hentede også mange stemmer fra PVV (Frihedspartiet – Partij Voor de Vrijheid) under ledelse af Geert Wilders.

Nationalkonservativ kritik af udlændingepolitikken

I udlændingepolitikken havde regeringen ifølge Baudet tilladt vidtåbne grænser og faciliteret indvandring af hundredtusinder af personer med radikal anderledes kulturel baggrund.

Baudet har kritiseret, at regeringen trods alle advarsler i slutningen af 2018 underskrev Marakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration. Påstanden var, at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter.

Lov og orden

Begivenhederne i Utrecht blev af FvD brugt som eksempel på hvordan kriminalitet og lovløshed havde fået lov til at sprede sig i landet.

Thierry Baudet og FvD gået tilbage

Siden provinsvalget er FvD gået tilbage og forud for valget den 17. marts 2021 opnår partiet kun omkring 3 pct. i meningsmålingerne. Geert Wilders og hans parti, PVV, holder skansen med omkring 13 pct. i meningsmålingerne.

Mark Ruttes VVD har under Corona-pandemien fået øget opbakning og står nu til mindst samme opbakning som ved valget i 2017 – dvs. omkring 25 pct.

Valgstederne er åbne 15. – 17. marts

På grund af COVID-19-pandemien og undgå sammenstimlen er valget spredt over en periode på tre dage mellem 15. og 17. marts 2021.

Franz Beckerlee, der blev født 15. august 1942, kom i lære som værktøjsmager efter realeksamen. Han var stærkt inspireret af Robert Jacobsen, og begyndte allerede som 16-årig at fremstille skulpturer af jern. Dengang udstillede han på Galleri Graugaard og spillede musik i sin fritid.

Beckerlee spiller guitar og saxofon. Han begyndte at spille saxofon som 12-årig. Sammen med Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen dannede han The Contemporary Jazz Quintet, som spillede avantgardejazz. Kvintetten fik megen ros af kritikere og presse, men fik ingen større succes hos publikum.

Franz fik tildelt årets jazzlegat i 1964 og 1968.

I 1969 dannede han sammen med Willi Jønsson og Kim Larsen Gasolin’, hvor han spiller guitar a la Jimi Hendrix. Gasolin’ fyldte hele tilværelsen frem til 1978. Efter Gasolin’ var Franz Beckerlee med i Christianshavns Bluesband sammen med Søren Berlev og Lone Kellermann.

”Det går op og ned i showbizz”. Det var Franz Beckerlees berømte svar på et spørgsmål om hvad han lavede der, da han mødte op på bistandskontoret på Christianshavn tre måneder efter opløsningen af Gasolin’ i 1978.

Franz Beckerlee forsøgte sig også som forfatter og fik på forlaget Rhodos i 1984-85 udgivet ”De sjældne og truede arter. En storbykrimi”, og ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”.

Den sidste bog er årsagen til, at den skikkelige Franz Beckerlee, altid trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier.

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos nemlig trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi” tilbage. Bogen blev trukket tilbage, da det blev påstået, at den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Franz Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Hvis der stadig måtte eksistere eksemplarer af bogen, burde de i dag have en anseelig værdi.

Franz Beckerlee selv er for længe siden vendt tilbage som kunstner. I dag laver Franz primært abstrakte malerier i stærke og glødende farver. Det er ofte landskaber. Abstrakte – men med både horisont, himmel, skyer og sollys samt bjerge, kløfter og vand.

Franz Beckerlee har flere gange fået optaget sine værker på Charlottenborgs forårsudstilling.

Franz Beckerlee blev i en meget tidlig alder optaget af zenbuddhismen, og han har rejst en del i USA, Japan, Nepal, Indien, Australien og Europa og praktiserer i dag tibetansk buddhisme.