Den 5. april 2021 kunne Wall Street Journal bringe den alarmerende nyhed, at der i USA i øjeblikket er en udtalt mangel på Heinz tomatketchup. En ganske alvorlig situation, der ville svare til, at vi i Danmark løb tør for rugbrød.

Ketchup er det nyeste produkt, som coronapandemien har skabt mangel på. Tidligere har man oplevet, at butikker og restauranter manglede produkter som toiletpapir, aluminiumsdåser og pepperoni (i USA en næsten uundværlig pizzaingrediens).

Det er ændringerne i forbrugeradfærd og sundheds- og sikkerhedsretningslinjer, som pandemien har givet anledning til, der betyder, at restauranter over hele USA løbet tør for ketchup i portionspakninger.

Det er især Heinz, der sidder på 70 pct. af ketchupmarkedet i USA, der er ramt af manglen, hvilket har resulteret i, at restauranter nu tester alternativer til den rigtige – Heinz – ketchup.

Restauranter står over for en mangel på ketchup-pakker, fordi pandemien har tvunget mange restauranter til at skifte fra indendørs servering til take-away, hvilket har øget behovet for små portionspakninger i modsætning til bordflasker.

Derudover har de restauranter, der fortsat har været åbne for indendørs servering, også manglet portionspakninger, fordi COVID-19-retningslinjer har dikteret individuelle pakninger i stedet for bordflasker for at bremse virusspredning.

Den stigende efterspørgsel efter ketchup i portionspakninger viste sig allerede sidste år, da restauranter begyndte at åbne igen efter lockdown.

Take-away og hjemmelavet mad har også betydet at detailsalget af ketchup er steget i USA.

Heinz, der sidder på næsten 70 procent af det amerikanske detailmarked for ketchup, planlægger nu at åbne nye produktionslinjer for at øge det samlede antal producerede ketchuppakninger til 12 milliarder om året.

I mellemtiden har nogle restauranter, der hidtil har svoret til Heinz som deres ketchupmærke, været tvunget til at finde tarvelige supermarkedserstatninger for ”the real thing”.

Marianne Jelved – der er valgt for Radikale Venstre og siden 1990 stillet op for Hjørring Kredsen – har besluttet at stoppe i Folketinget til næste valg. Jelved har ellers siddet i Folketinget siden 1987 – hvor hun i første omgang var valgt i Roskilde-kredsen.

Den 77-årige Marianne Jelved kan have gode personlige grunde til ikke længere at stille op for Radikale Venstre, men det kan også hænge sammen med partiets totale nedsmeltning.

Jens Rohde og Ida Auken

Senest har Jens Rohde og Ida Auken også forladt Det Radikale Venstre. Begge begrunder deres udmeldelser med partiets konfrontatoriske linje på ligestillings- og udlændingeområdet. Hvad Jens Rohde vil, er endnu ikke kendt, men Ida Auken har bekendt sig til Socialdemokratiet, som har kvitteret med en sikker opstillingskreds i Hovedstaden.

Under alle omstændigheder er realiteten i øjeblikket, at ingen på Christiansborg vil samarbejde med De Radikale.

Med benhårde krav med trusler om at vælte regeringen og symbolske manifestationer, har partiet mistet en del af partiets midtsøgende, pragmatiske vælgerbasis og tiltrukket vælgere, som er mere fundamentalistiske på emner som MeToo, udlændinge- og klimapolitik.

MeToo

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Foreløbig overlever Jeppe Kofod, mens Frank Jensen og Carsten Hansen har måttet betale prisen.

Morten Østergaards detronisering

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå. Senest syntes der mellem Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard at være indgået en pagt, der for en tid bilægger de partipolitiske stridigheder.

Fusentasten Christian Friis Bach prøver at gøre sig vigtig

Christian Friis Bach, som nogle få i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, kastede sig villigt ind i krænkelsesdebatten, men da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2, knækkede filmen.

Friis Bach skulle tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser, men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen derfor er forekommet.

Partileder Sofie Carsten Nielsen prøver at vende skuden

Når de Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen nu udsender nye og positive signaler, er det taktik og udelukkende for at komme i nærhed af magten. De er desværre ikke til at stole på, og Morten Østergaards detronisering bekræfter, at man ikke kan stole på de Radikale.

Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.

Når der skal reageres mod Sofie Carsten-Nielsen, er det fordi hun tidligere har prøvet at skrive de radikale ind blandt rækken af dem, der var villige til at kæmpe – og dø – for deres land, mens realiteten var et monumentalt nationalt svigt.

I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.

I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.

At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikke er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, at partiets udlændingepolitik burde justeres.

Alt var da også tilbage ved det gamle, da partiet afslørede en nærmest ligegyldig holdning til værdien af et dansk statsborgerskab. Det skete, da de foreslog, at unge, der er født og opvokset i Danmark, automatisk tildeles dansk statsborgerskab i 15-års alderen, hvis de består Folkeskolens afgangsprøve.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til den aktuelle radikale new public management politik via partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Hvad nu?

At Christian Friis Bach hurtigt meldte sig som kandidat til at overtage Marianne Jelveds taburet i Folketinget kan ikke undre. Efter en 2-årig ledighedsperiode, hvor efterløn m.v. efterhånden forsvandt, skulle han simpelthen have noget at leve af.

Christian Friis Bach sad i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2011 til 2014 og besad posten som udviklingsminister indtil november 2013. Dengang trådte Christian Friis Bach tilbage fra ministerposten i forbindelse med GGGI-sagen, da den daværende minister erkendte, at han faktisk havde godkendt Lars Løkke Rasmussens rejseregler og havde overleveret forkerte oplysninger til Folketinget. 

Efter et ophold hos FN i Geneve, var Friis Bach fra 2017 til 2019 generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, hvor han blev fyret, da organisationens forretningsudvalg oplyste, at der var “brug for en anden ledelsesprofil”.

Christian Friis Bach har desuden været radiovært for Radio4’s udenrigsprogram ”Den danske forbindelse” og står bag importvirksomheden Warfair, som gennem handel med importerede varer fra krigs- og konfliktramte zoner forsøger at etablere fremgang og fred i udsatte lande.

De Radikales kommende folketingskandidat i Hjørring Kredsen blev efter det oplyste valgt ved en online generalforsamling, der blev afholdt virtuelt onsdag den 10. marts 2021.

Det undrer, at besindige Nordjyder vælger en fusentast som Christian Friis Bach som deres eventuelle repræsentant i Folketinget.

Grønland går til valg på tirsdag den 6. april 2021.

Valget blev udløst af et formandsopgør i det grønlandske regeringsparti, Siumut, men den grundlæggende debat om – og i givet fald – hvordan Grønland kan blive økonomisk selvstændigt – er en altid nærværende baggrundsdebat i valgkampen.

Kim Kielsen mistede den 29. november 2020 posten som formand for Siumut til Erik Jensen. Kim Nielsen blev umiddelbart siddende som landsstyreformand – en post Kim Kielsen har haft siden 30. september 2014.

Da koalitionspartneren, partiet Demokraatit, trak sig ud af regeringssamarbejdet, var den eneste udvej at udskrive nyvalg til Landstinget.

Valgkampen handler blandt andet om minedrift, lufthavne, fisk og dårlige sociale forhold, men bag de aktuelle valgtemaer, ligger spørgsmålet om løsrivelse fra Danmark. Men vejen dertil – hvis vejen altså skal dertil – er ikke kun brolagt med økonomiske overvejelser. Det er mindst lige så afgørende, at grønlænderne bliver bevidste om levedygtigheden af deres egen kultur og identitet.

Samtidig er der en bred erkendelse af, at selvstændigheden står og falder med økonomien.

Den økonomiske situation i Grønland

Det er vurderingen fra Grønlands Økonomiske Råd og fra organisationen Grønlands Erhverv i Nuuk, at selvom covid-19 har sat flere års økonomisk vækst på pause, er Grønland mildere ramt end de fleste andre lande, og man har heller ikke været tvunget til egentlige nedlukninger.

Grønlands økonomiske situation er derfor ingenlunde dårlig.

Grønlands Økonomiske Råd, med professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet som formand, vurderer at Grønlandsøkonomi er vokset med 2,8 pct. om året i perioden 2016-2019. Grønlands bruttonationalprodukt, BNP, var i 2019 på 355.000 kr. pr. indbygger.

I Danmark, der regnes blandt verdens rigeste lande, var BNP pr. indbygger i 2019 på 401.000 kr.

Større indkomster på Grønland

Ifølge OECD afspejler bruttonationalindkomsten, BNI, i højere grad end BNP den indkomst, der er til rådighed i et land. BNI tager eksempelvis højde for pengestrømme ind og ud af landet i modsætning til BNP.

Udover produktionen på Grønland, der altså fortsat ligger lidt under den danske, kommer der et vist positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der har folkeregisteradresse på Grønland, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark). Den væsentligste forskel er dog overførsler til Grønland på samlet omkring 5 mia. kr. Noget stammer fra EU’s betaling for fiskerettigheder, men hovedparten stammer fra bloktilskuddet fra den danske stat og andre statslige udgifter i Grønland. Overførslerne betyder, at den disponible nationalindkomst pr. indbygger i Grønland kommer op på over 460.000 kr.

I Danmark er den disponible BNI på ca. 400.000 kr.

Et selvstændig Grønland

Mulighederne for øget autonomi for Grønland er ingenlunde udtømte i den nuværende hjemmestyrelovgivning. Til syvende og sidst vil vilkårene for fortsat økonomisk støtte fra Danmark til et selvstændigt Grønland være et forhandlingsspørgsmål. Hvis der kan skabes politisk opbakning til det i Danmark, er der intet til hinder for, at overførslerne fra Danmark til et selvstændigt Grønland opretholdes og først aftrappes i takt med at Grønlands egne indtægter stiger.

FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, har siden organisationens grundlæggelse monitoreret verdens skove. Hvert femte år offentliggør FAO en konsolideret vurdering af skovsituationen i ”Global Forest Resources Assessment”. Af den seneste udgave fra 2020 fremgår det, at verdens skovareal er på 4,06 mia. ha (4.060 mio. ha) svarende til 31 pct. af jordens samlede landområde. Ca. 95 pct. af skovarealet er naturskove mens 5 pct. er plantager.

Skovarealet svarer til 0,52 ha pr. indbygger i verden.

Skovene er næsten ligeligt fordelt mellem tropiske og ikke-tropiske skove. Troperne har med 45 pct. den største andel af skovene, fulgt af den boreale zone (nordlige zone med stedsegrøn nåleskov), den tempererede zone og den subtropiske zone.

Over 54 pct. af verdens skove er i kun 5 lande: Rusland, Brasilien, Canada, USA og Kina).

Siden 1990 har nettotabet af skov verden været på i alt 178 mio. ha – svarende til arealet af Libyen. I perioden 1990-2020 er tilbagegangen imidlertid bremset betydeligt op som et resultat af nedgang i afskovningen i nogle lande og nyplantning og naturlig udvidelse af skov i andre lande. I perioden 1990-2000 skete skovtabet med en årlig hastighed på knap 2 promille – i 2010-2020 er tilbagegangen reduceret til omkring 1 promille om året.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. VI må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang er Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Det er nye toner, som formentlig har sammenhæng med, at Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, er ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen har inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere får forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede. Ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 30 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Mens Meghan Markle (i modsætning til hendes velopdragne svigerinde) var overrasket over, at hun skulle neje for Dronningen, siger Peter Lund Madsen, hjerneforsker og radiovært, til Kristeligt Dagblad, at noget af det gode ved corona er, at vi slipper for at give krammere.

 ”Det er bare ikke mig at kramme, og jeg savner altså heller ikke at give hånd. Under coronakrisen har jeg vænnet mig til at bukke. Det er en respektfuld og ærbødig måde at møde folk på. Det er hyggeligere end at give hånd, og så slipper man for sygdom. De gør det meget i Japan, og det ser godt ud, så jeg har tænkt mig at fortsætte med at bukke”.

Andre har været inde på det samme, og hvor har de ret – tænk at slippe for overdrevne omfavnelser af langskæggede mænd, for risikoen for at kys på kinden og klodsede klap på den nedre del af ryggen opfattes som noget utilbørligt og for på TV at skulle overvære østeuropæiske despoter udveksle tungekys!

Anne Sophia Hermansen har i Berlingeren betegnet krammekulturen som ”en invasiv art, der har bredt sig fra den kreative klasse til resten af samfundet, og for mit vedkommende kulminerede den, da en cykelsmed lagde an til at blive krammet for at lappe min cykel. Ellers tak.”

Nu begår Hermansen måske et lille fejltrin – ville det måske være mere acceptabelt at blive krammet af en kulturpersonlighed? – men hendes pointe er god nok.

Det skal derfor foreslås, at det af Sundhedsstyrelsens retningslinjer kommer til at fremgå, at man i stedet for håndtryk, kys og kram bør holde en passende afstand og bukke og neje stilfuldt.

Kristian Madsen forlader Politiken og tiltræder direktør og chefredaktør for A4 Medier, der består af en række digitale nyhedsplatforme herunder A4 Nu, A4 Arbejdsliv, og A4 Arbejdsmiljø. A4 Medier ApS er ejet af A-Pressen A/S (65 pct.) og JSL Management ApS (35 pct.).

Kristian Madsen var forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 2000-2004, konsulent i LO fra 2004-2008, informationschef i 3F 2008-2010 (inden 3F’s involvering i Falck-skandalen) og, siden 2010 på Politiken som bl.a. lederskribent og politisk kommentator.

Det var Kristian Madsen, der skrev Helle Thorning-Schmidts ”Jeg-kan-slå-Fogh-tale” i valgkampen mod Frank Jensen, der den 12. april 2005 sikrede Helle Thorning-Schmidt formandsposten i Socialdemokratiet.

Som enhver god fortæller tog Helle Thorning-Schmidt partimedlemmerne med på sin rejse. Hun fortalte om oplevelser fra sit eget liv og talte i billeder. Hun skildrede sit fritidsjob i grillbaren i Bilka, så man kunne høre frituregryden sprutte og mærke de stressende vibrationer fra utålmodige Bilka-kunder med skrigende børn i akut behov for fastfood. Hun tog tilhørerne med på interrail og jordomrejse og man kunne for det indre øje se Helle med 8o’er-korte cowboyshorts og rygsæk på dækket af en græsk færge med andre solbrune unge, der drak lokale øl og røg stærk tobak. Hun havde tilhørerne i sin hule hånd, da først hun begyndte at tale om de politiske drømme. Partikammeraterne var taget med på rejsen og ville følge hende i tykt og tyndt, gennem friture og foie gras, fordi hun var en af deres egne. Hun fik socialdemokraterne til at grine, da hun sammenlignede sin berygtede Gucci-håndtaske med en Fjällräven. Og hun fik partimedlemmerne til at tro på Socialdemokratiet som fremtidens sejrende parti, da hun højt og tydeligt meldte ud: ”Jeg kan slå Anders Fogh”.

Kristian Madsen kunne gøre en helt blank Helle Thorning-Schmidt til en vinder. Om han kan gøre det samme med A4 Medier vil vise sig.

Kampmann

Som chefredaktør på A4 Medier afløses Nicolai Kampmann, der til gengæld har meldt sit kandidatur til Socialdemokratiet i Hvidovre-kredsen til regionsrådsvalget i november. Om han bliver partiets kandidat i kredsen, bliver formelt set afgjort ved en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af april.

Nicolai Kampmann træder dermed i sin fars og farfars fodspor. Han far, Jens Kampmann, har været minister under Anker Jørgensen-regeringerne og hans farfar, Viggo Kampmann, var Danmarks statsminister 1960-62.

Når Socialdemokratiet rydder op

Dengang Nicolai Kampmanns farfar var statsminister i Danmark, blev der brugt håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Socialdemokratiet havde i begyndelsen af 1960’erne en ”god ven” i Politiet, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Betjenten – han hed også Madsen, dog Christian til fornavn – havde siden besættelsens sidste urolige og politiløse år været tær knyttet tæt til partiets ledelse, for hvem han fungerede som bodyguard, ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”.

”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann

Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.

Helge Hjortdal har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.

Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.

I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, ”hvor døren kun kunne åbnes udefra”.

Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!

Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.

Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.

I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.

Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.

Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.

Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.

Den finske forbindelse

En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.

”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.

Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.

Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.

Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.

Gik af som statsminister i 1962

Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, og i maj stødte hjerteproblemer til. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.

Viggo Kampmann døde den 3. juni 1976.

Ritzau oplyser den 30. marts 2021, at ifølge Berlingske skal målene for udbredelsen af motion og kalorieforbrænding øges væsentligt i EU. Det mener regeringen, der til sommer skal mødes med de øvrige medlemslande for at forhandle nye mål.

Danmark vil forsøge at samle flertal for et mål om, at motion skal udgøre 45 procent af EU-borgernes energiforbrug i 2030.

Samtidig mener regeringen, at effektiviteten af EU-borgernes motion skal øges til 40 procent. Dette måles på, hvor gode landene i EU er til at reducere deres overvægt.

– Det er en markant øgning og meget ambitiøst, og vi er parate til selv at stille op og vise hvordan det skal gøres, siger klima-, energi- og forskningsminister Dan Jørgensen (S) til Berlingske.

Dan Jørgensen anbefaler samtidig en afbalanceret diæt af stegt flæsk med persillesovs og højt belagt smørrebrød.

Det nuværende mål for andelen af motion i EU blev vedtaget i 2018. Det er på 32 procent af EU-borgernes samlede energiforbrug.

Det er regeringens ønske, at forslaget om mere motion og kalorieforbrænding bliver en del af en samlet EU-pakke.

For flere danske virksomheder er der store interesser på spil, skriver Berlingske. Eksempelvis Slagelse-virksomheden ODIN Engineering A / S, der producerer motionsredskaber.

En analyse viser, at dansk eksport af varm luft, flæsk og rugbrød vil stige, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag i EU.

Verdens lande skal i november mødes i den skotske by Glasgow til et nyt klimatopmøde. Det er UK, der skal være vært for den 26. FN Climate Change Conference of the Parties (COP26) i FN’s klimakonvention, UNFCCC, der afvikles i The Scottish Event Campus (SEC) in Glasgow fra den 1.  – 12. november 2021.

På konferencen skal diskuteres de udfordringer landene står overfor, hvis Paris-aftalen skal implementers i tide, og hvis den ambitiøse Agenda 2030 for Sustainable Development skal realiseres.

Det, der mangler, er penge og investeringer. Der er derfor overhængende risiko for, at mødet (igen) bliver et stort sammenstød mellem rige og fattige lande.

Forberedende møde

Det britiske formandskab er derfor i fuld gang med forberedelserne, og de afholder en såkaldt “Climate and Development Ministerial” den 31. marts 2021.

På det virtuelle ministermøde, hvor omkring 40 lande er inviteret (ikke Danmark), er fremdriften i tiltag, der kan imødegå temperaturstigninger og klimaændringer i de fattigste og mest sårbare lande selvklart i fokus. Dernæst skal drøftes hvordan tilpasningen (adaptation) til klimaændringer kan intensiveres. Det tredje vigtige emne er finansieringen, og endelig skal man drøfte, hvordan det internationale samarbejde om klimaspørgsmål kan forbedres.

I øjeblikket er det sådan, at kun cirka en femtedel af de nuværende klimapenge går til tilpasning. Det selvom det i FN er aftalt, at klimafinansiering skal balanceres mellem tilpasning og reduktion af udledninger. Støtten til tilpasning (adaptation) bør derfor skrues gevaldigt op.

COP15 i København

Det forlyder, at det britiske formandskab for COP26 ligesom tidligere formandskaber vil gøre meget for at undgå fiaskoen ved COP15 i København i 2009.

Det danske formandskab for FN’s klimakonference 2009 havde store ambitioner om, at der på mødet i Bella Centeret mellem 7. og 18. december 2009, der fandt sted i isnende sne og kulde, skulle indgås en omfattende og juridisk bindende aftale. Mødet endte som bekendt med en stor skuffelse uden aftale. Især udviklingslandene var bitre over, at de rige lande med USA i spidsen ikke var parate til forpligtende tilsagn på finansieringssiden.

På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Betydningen af USA

Efter præsidentskiftet i USA og præsident Bidens genindmeldelse af USA i Paris-aftalen bliver det spændende at følge om COP26 i Glasgow kan indebære et gennembrud på finansieringssiden af klimaspørgsmålet.

Det har givet anledning til debat, at medlemmer af HK’s hovedbestyrelse har mulighed for at gå af som 60-årig og alligevel modtage to tredjedele af den fulde løn på 88.000 om måneden frem til den officielle folkepensionsalder, der i 2021 er 66,5 år.

Det er langt fra første gang, at fagforeningsbosser i Danmark er blevet beskyldt for grådighed, og HK-formanden Kim Simonsens grådighed bringer sagen om Tine Aurvig-Huggenberger i erindring.

Tine Aurvig-Huggenberger

Tine Aurvig-Huggenberger (tidligere Tine Aurvig-Brøndum født Aurvig Jørgensen 17. april 1963 i Helsingør) arbejdede oprindeligt som pædagogmedhjælper, men gjorde fra midten af 1980’erne karriere i Pædagogmedhjælperforbundet som tillidsrepræsentant og afdelingsformand. I 1992 valgtes hun som formand for LO-Storkøbenhavn og i 1995 som sekretær i LO. Ved LO’s kongres i 1996 vandt hun over Ib Wistisen som næstformand.

Ved LO’s kongres i 2007 stillede hun op som kandidat til formandsposten, men tabte til LO-sekretær Harald Børsting. Umiddelbart efter meddelte Aurvig-Huggenberger, at hun som 44-årig trak sig fra LO-arbejdet.

Fra december 2008 var hun Public Affair-rådgiver i PrimeTime Kommunikation. I 2010 blev hun chef for Public Affairs, og i 2012 blev hun partner. I 2010 blev Aurvig-Huggenberger færdig med sin MPA (Master of Public Administration) fra CBS.

Siden 2012 har hun været direktør for Kreativitet & Kommunikation, brancheforeningen for rådgivende kreative erhverv og i 2019 blev Tine Aurvig-Huggenberger valgt som formand for den europæiske reklamebranche i paraplyorganisation EACA – European Association of Communications Agencies i Bruxelles.

Da Tine Aurvig-Huggenberger efter at have tabt formandsvalget i 2007 forlod LO blev hun betegnet som grådig.

Tilsagnspension

Årsagen var det efterfølgende årelange retslige slagsmål om pensionsmidler for 5,7 millioner kroner mellem LO og Huggenberger. Tine Aurvig-Huggenberger vandt retssagen i byretten, men tabte sagen i Landsretten og blev nægtet muligheden for at føre sagen op til Højesteret.

Dengang mente 56 procent af danskerne, at Huggenberger var grådig, mens 54 procent var enig eller overvejende enig i, at den samlede fagbevægelse fremstod som griske som følge af retssagen.

Topfolk i fagbevægelsen anså sagen for skadelig og ødelæggende for bestræbelserne på at ændre bevægelsens image fra at være en organisation, der tænkte mere på at sikre fagbossernes egne løn og arbejdsforhold end på at sikre medlemmernes.

Kernen i sagen om Huggenbergers sag drejede sig om de såkaldte tilsagnspensioner, som LO-bosserne har forgyldt hinanden med siden 1970erne og frem til fornyelsen i 2003, hvor de blev afskaffet. Pensionen udgør to tredjedele af den løn, som Huggenberger opretholdt, da hun forlod næstformandsposten efter at have tabt kampen om formandsposten til nuværende LO-formand Harald Børsting i 2007.

I pensionsregulativerne står der, at pensionen betales ved ”afgang” og ikke ”afgang ved pension”. Derfor gjorde Huggenberger krav på at 5,7 millioner kroner skulle udbetales i 2025 når hun fyldte 62 år, uanset at hun til den tid ikke ville have været en del af fagbevægelsen i 18 år. LO mente omvendt, at Tine Aurvig-Huggenberger ikke havde ret til pensionen, fordi hun gik af før tid.