Det vakte opmærksomhed, da Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye først kritiserede RUC-rapporten ”Magt og (U)Mulighed” om social kontrol og efterfølgende fjernede den fra Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside. Samtidig fik Udlændinge- og Integrationsministeriets medarbejdere besked på ikke at benytte rapporten i deres undervisning af kommunale integrationsmedarbejdere.

Forskere fyret

I december 2020 besluttede Mattias Tesfaye – eller rettere regeringen – at forskerne bag ”Magt og (U)Mulighed”, projektleder Lise Paulsen Galal og projektdeltager Louise Lund Liebmann, heller ikke selv skal undervise kommunale integrationsmedarbejdere om social kontrol.

Mattias Tesfaye har til Netavisen Pio sagt: “Rapporten anbefaler at anvende arabisk- og koranundervisning som led i at dæmme op for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter. Det er ikke regeringens holdning, at skattekroner skal bruges til, at unge får teologiske argumenter for deres rettigheder. Hvis nogen skal undervises, burde det snarere være forældrene, der lærte lidt om Grundloven. Derfor skal forskerne bag den omtalte rapport ikke deltage på de temadage om social kontrol med kommunernes frontpersonale, som Styrelsen for International Rekruttering afholder. Og derfor har vi fjernet rapporten fra Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.”

Roskilde Universitetscenter

Lektor ved Roskilde Universitetscenter, Julia Suárez-Krabbe, angriber i Berlingske Tidende den 17. marts 2021 folketingsmedlemmerne Morten Messerschmidt og Henrik Dahl, der i en kronik i Berlingske Tidende den 10. marts 2021 har formastet sig til at udtrykke bekymring for fremmarchen af nogle ekstremt intolerante teoridannelser inden for humaniora og samfundsvidenskab – teorier, der er kaldt ”Social Justice Theory” (SJT).

Julia Suárez-Krabbe finder det ”fornuftsstridigt, at Morten Messerschmidt og Henrik Dahl, der er uddannede hhv. jurist og sociolog, giver sig i lag med at evaluere fagfelter som postkolonial-, kritisk raceteori, hvidhedsstudier, migrations- og racismeforskning”.

Suárez-Krabbe oplyser, at hun i sin egen forskning bruger indsigter fra den dekoloniale retning og mange andre videnskabelige bidrag fra nord og syd, øst og vest, til at “forankre mit arbejde konkret i forhold til de problemer, vi står over for her. Så jeg har for eksempel arbejdet omkring statssanktioneret racisme, som den kommer til udtryk i den danske udlændingelovgivning og udøvelsen af den i deportationslejrene, af politikerne kaldet udrejsecentre. Jeg arbejder også meget omkring at bidrage med at finde veje ud af en fremtid dikteret af racistiske, kapitalistiske, naturødelæggende og patriarkalske strukturer”.

Kritisk debat – også i Frankrig

Det lyder ikke umiddelbart som om Mattias Tesfaye vil kunne finde anvendelse for Julia Suárez-Krabbes ”indsigter” i Udlændinge- og Integrationsministeriet, men der er måske andre aftagere blandt venstreorienterede politiske partier og civilsamfundets ”folkelige organisationer” som Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Amnesty International og Greenpeace m.fl. der ser indvandrings-, udlændinge- og asylpolitik som kerneopgaver.

Henrik Dahl, der er Liberal Alliances forskningsordfører, er i Kristeligt Dagblad den 25. februar 2021 citeret for følgende:

”Det faglige niveau er simpelthen så lavt inden for feltet af etnicitets-, køns- og kulturstudier. Det er venstreekstreme aktivister, som under dække af at lave forskning retfærdiggør alle mulige former for islamisk undertrykkelse”.

Henrik Dahl henviser til debatten i Frankrig, hvor landets minister for videregående uddannelser, Frédérique Vidal, har anklaget universiteterne for at være ”gennemsyret af islamo-gauchisme”. Altså et venstredrejet syn på islam.

Henrik Dahl mener, at noget lignende gør sig gældende herhjemme.

Kravene til troværdig indvandringsforskning

I Weekendavisen den 19. marts 2021 skriver socialantropolog, ph.d., professor emeritus ved Lund Universitet, Steven Sampson, om kravene til troværdig indvandringsforskning.

Han anfører, at hvis indvandringsforskere skal være troværdige, kan de ikke nøjes med at henføre indvandringsproblemer som resultatet af dansk racisme eller ”bureaukratisk vold”. Forskerne må løbe risikoen for, at indvandrere og de højtråbende antiracistiske aktivister bliver utilfredse, og måske ligefrem virtuelt eller fysisk angriber dem på samme måde, som det sker mod alle, der ytrer sig kritisk i indvandringsdebatten.

”Dansk racisme er ikke årsagen til vold mod børn og ægtefællen, patriarkalsk social kontrol, tvungne genopdragelsesrejser, ære og skam-mentaliteten, ungdomskriminalitet, glorificering af bandemiljøet, religiøs fundamentalisme, sort arbejde, velfærdssvindel og foragt for visse danske frihedsværdier og frisind”.

Forespørgsel i Folketinget

Debatten om indvandringsforskning er blusset op, efter at Weekendavisen omtalte nordens største konference for migrantforskning, der under temaet ”Koloniale/raciale historier, nationale narrativer og transnational migration” blev afviklet digitalt fra Helsinki i Finland med mere end 550 virtuelle deltagere. Foreløbig er uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen indkaldt til en forespørgselsdebat af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Kristian Madsen forlader Politiken og tiltræder direktør og chefredaktør for A4 Medier, der består af en række digitale nyhedsplatforme herunder A4 Nu, A4 Arbejdsliv, og A4 Arbejdsmiljø. A4 Medier ApS er ejet af A-Pressen A/S (65 pct.) og JSL Management ApS (35 pct.).

Kristian Madsen var forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 2000-2004, konsulent i LO fra 2004-2008, informationschef i 3F 2008-2010 og, siden 2010 på Politiken som bl.a. lederskribent og politisk kommentator.

Det var Kristian Madsen, der skrev Helle Thorning-Schmidts ”Jeg-kan-slå-Fogh-tale” i valgkampen mod Frank Jensen, der den 12. april 2005 sikrede Helle Thorning-Schmidt formandsposten i Socialdemokratiet.

Som enhver god fortæller tog Helle Thorning-Schmidt partimedlemmerne med på sin rejse. Hun fortalte om oplevelser fra sit eget liv og talte i billeder. Hun skildrede sit fritidsjob i grillbaren i Bilka, så man kunne høre frituregryden sprutte og mærke de stressende vibrationer fra utålmodige Bilka-kunder med skrigende børn i akut behov for fastfood. Hun tog tilhørerne med på interrail og jordomrejse og man kunne for det indre øje se Helle med 8o’er-korte cowboyshorts og rygsæk på dækket af en græsk færge med andre solbrune unge, der drak lokale øl og røg stærk tobak. Hun havde tilhørerne i sin hule hånd, da først hun begyndte at tale om de politiske drømme. Partikammeraterne var taget med på rejsen og ville følge hende i tykt og tyndt, gennem friture og foie gras, fordi hun var en af deres egne. Hun fik socialdemokraterne til at grine, da hun sammenlignede sin berygtede Gucci-håndtaske med en Fjällräven. Og hun fik partimedlemmerne til at tro på Socialdemokratiet som fremtidens sejrende parti, da hun højt og tydeligt meldte ud: ”Jeg kan slå Anders Fogh”.

Kristian Madsen kunne gøre en helt blank Helle Thorning-Schmidt til en vinder, og han kunne udvikle de politiske analyser i Politiken til det eneste læseværdige i det i øvrigt fuldstændigt uinteressante menighedsblad.

Om han kan gøre det samme med A4 Medier vil vise sig.

Den amerikanske centralbank, The FedFed, siger onsdag efter et møde i Federal Open Market Committee, FOMC, der overvåger markederne, at selvom den amerikanske økonomi er i vækst, er banken ikke indstillet på at hæve renten frem mod 2023.

De finansielle markeder havde forventet, at centralbankens FOMC-udvalg på det ordinære 2-dages møde ville holde renten uændret nær nul.

Centralbanken tilkendegav efter mødet, at man vil fortsætte med at pumpe penge ud i den amerikanske økonomi via månedlige opkøb af obligationer i størrelsesordenen 120 milliarder dollars.

Sigtet er at stimulere den amerikanske økonomi til at komme tilbage i omdrejninger efter corona-pandemien – uden at centralbankens målsætninger om høj beskæftigelse i kombination med en gennemsnitlig inflation på 2 pct. kompromitteres.

Inflationen i USA er fortsat under 2 pct., og selvom der er positiv udvikling i indikatorerne for vækst og beskæftigelse, er situationen i de sektorer, der er hårdest ramt af pandemien, fortsat alvorlig.

Meldingen fra den amerikanske centralbank vil givet lægge en dæmper på de tendenser til rentestigninger, der på det seneste har kunnet iagttages i Europa og Danmark

I 2021 er traditionen med møder på højt plan mellem USA og Irland fortsat på St. Patricks Day den 17. marts.

Den irske taoiseach – statsminister – Micheál Martin har spist morgenmad med vicepræsident Kamala Harris og mødtes senere – virtuelt – præsident Biden i Det Hvide Hus.

Præsidenten, der har irske aner, modtog den traditionelle Shamrock Bowl, en skål med tre-bladet Hvid-Kløver (shamrocks), et billede på den hellige tre-enighed, og samtidig Irlands national-symbol.

Micheál Martin mødtes senere med Nancy Pelosi og med medlemmer Friends of Ireland Caucus i den amerikanske kongres, der har markeret deres 40-års jubilæum netop på St. Patrick’s Day.

Afbuddet

Sidste år var stemningen mellem præsident Trump og Kongressen anspændt, og derfor valgte præsident Trump at melde afbud til Kongressens traditionsrige St. Patrick’s Day frokost på Capitol Hill.

Årsagen til Trumps afbud var det notorisk dårlige forhold til Nancy Pelosi som følge af Demokraternes forsøg på at fælde præsidenten gennem en rigsretssag.

Det var heller ikke undgået Trumps opmærksomhed, at Nancy Pelosi demonstrativt havde sønderrevet Trumps State of The Union-tale den 5. februar 2020, og at hun bevidst havde undladt de traditionelle formuleringer om, at det var ”et privilegium” og ”en meget stor ære” at introducere USA’s præsidents redegørelse for nationens tilstand.

Tradition siden 1983 og Tip O’Neill

St. Patrick-frokosten har været en fast tradition siden den navnkundige formand for Repræsentanternes Hus, demokraten Thomas Phillip “Tip” O’Neill Jr. I 1983 inviterede præsident Ronald Reagan til Capitol Hill i anledning af St. Patrick.

Markeringen af St. Patrick’s Day

Både i Irland er markeringen af St. Patricks Day med parader og festivaler blevet aflyst, men alligevel er der overalt i USA (og i Irland og mange andre lande) afholdt fester og parader m.v. med irske temaer. Mange vil uanset COVID-19 bringe sig i den rette stemning ved at iføre sig grønt tøj, grønne hatte, drikke irsk whiskey og (masser af) grønt øl og indtage alskens grønfarvede snacks og madvarer.

Irske pubber giver den gas og selvom de traditionelle enorme parader i New York og Chicago er aflyst, vil man overalt se det irske grønne, orange og hvide irske flag, kløversymboler, slanger (som St. Patrick fordrev fra den grønne ø) og harper.

Leprechauns

Desuden vil man på St. Patricks Day kunne støde på gryder af ”guld” og mærkelige grønklædte alfeagtige gnomer – Leprechauns.

En leprechaun er et irsk fabelvæsen, der især i USA forbindes med St. Patrick’s Day og irsk kultur. De små grønne, skæggede mænd med de store grønne hatte spiller nogenlunde samme rolle som vores (drille)nisser, der er kendt for at have et ubehageligt temperament. De er de mest sparsommelige eventyrevæsner (bortset fra drager), og de vogter nidkært de store gryder af guld, ethvert barn ved findes for enden af alle regnbuer.

Amerikanske børsfolk er glade for illustrative betegnelser – tænk bare på “bull” and “bear” market – og på Wall Street er en Leprechaun en virksomhed, der er mindre transparent og forsøger at skjule de reelle indre værdier, og (måske) undervurderet på børsen og derfor (måske) er et godt køb.

Tirsdag – dagen før St. Patricks Day – var der lagt op til endnu en rekord på det amerikanske aktiemarked, men efterhånden som handelen nærmede sig slutningen og det var svært at finde ægte Leprechaun-virksomheder, endte det med et mindre fald.

Først tiltrak han sig opmærksomhed – og ligefrem beundring fra antiliberale partifæller med hang til stalinistisk planøkonomi – i anledning af hans tænkning om forholdet mellem land og by. Modsætningen mellem hovedstaden København og provinsen eller udkantsdanmark er ifølge Dybvad skabt af en mangel på økonomisk balance mellem hovedstaden og resten af landet, men også af en voksende kultur- og mentalitetskløft mellem de kreative klasser i storbyens saloner og andre befolkningslag.

Dybvad mener, at selvom hovedparten af det danske bruttonationalprodukt skabes i provinsen, betyder centraliseringen, at den politiske magt, at de centrale organisationer, at forsknings- og uddannelsessystemet, at kulturinstitutioner og centrale dele af den offentlige sektor ender op i hovedstaden.

Derfor er der behov for traditionel socialdemokratisk politisk handlekraft. Der må planlægges og reguleres for at rette op på skævhederne. Skatte- og erhvervsfremmesystemet bør indrettes sådan, at der bliver givet økonomiske fordele til virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der vælger at etablere sig uden for hovedstaden og andre bymæssige vækstområder. Den kommunale udligning må flytte penge fra hovedstadsområdet til provinsen, og der kan efter behov suppleres med planmæssige tiltag, der effektivt forhindrer tung transport i og igennem hovedstaden, samt håndfaste indgreb i borgernes frie etableringsret.

Udsatte boligområder

Nu er Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek klar til at sætte ind overfor parallelsamfund i udsatte boligområder. Forslaget skal sikre, at der om ti år ikke findes områder Danmark, hvor der er bosat mere end 30 procent ikkevestlige indvandrere og efterkommere.

58 almene boligområder og mere end 100.000 borgere vil blive omfattet af drakoniske indgreb.

Kaare Dybvad Bek håber, at han kan skaffe politisk opbakning til indgrebene blandt de røde og blå partier, der stod bag pakken af tiltag mod parallelsamfund fra 2018.

Ministeren forestiller sig, at det kan blive nødvendigt at nedrive almene familieboliger i udsatte boligområder, ligesom kommunerne i forebyggelsesområderne skal kunne henvise borgere til private udlejningsejendomme.

Curt Liliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videncenter, gør opmærksom på, at i Københavns kommune, hvor der er ganske mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere bosat, er den eneste mulighed for at nå ned på 30 procent at tvangsflytte den gruppe ud af kommunen. På samme måde som Thulefolkene blev tvangsflyttet, da Thule-basen skulle etableres, ligesom det skete for 50 år siden, da 120 familier blev tvangsflyttet fra deres hjem i de små byer Grærup, Børsmose og Mosevrå ved Oksbøl for at give plads til en udvidelse af militærets øvelsesterræn ved Oksbøl.

Alternativet, at tvangsplacere de almene beboere i private udlejningsboliger, er ikke realistisk, hvis udlejerne ikke vil have dem. Men det kan man måske tvinge dem til?

Borgerlige partier må antages at have forbehold overfor krænkelser af basale frihedsrettigheder og den grundlovssikrede ejendomsret, men Kaare Dybvad Bek har ved flere lejligheder argumenterer for, at liberale simpelthen må lære at anerkende nødvendigheden af indgreb i borgernes frihed og en omfordeling af samfundets værdier af hensyn til fællesskabet.

Som man siger: ”Realiseringen af det socialdemokratiske mønster-Danmark forudsætter tværgående solidaritet og vilje til pragmatisk nytænkning”.

Fra Danmarks over 2.000 tankstationer – bemandede og ubemandede – sælges der hvert år mere end 5 mia. liter benzin og diesel. Corona-krisen har betydet, at salget af benzin og diesel er reduceret med omkring 10 pct.

Det fald vil dog frem mod 2030 blive større, hvis planerne om en afgift på drivhusgasser realiseres.

CO2-afgift

Vismændene i Det Økonomiske Råd mener, at en ensartet afgift på alle drivhusgasser på 1.200 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter vil give os den billigste opfyldelse af 2030 målsætningen om reduktion på 70 pct. af vores udledninger af drivhusgasser.

Klimarådet anbefaler ligeledes, at der snarest indføres afgifter på drivhusgasser. Hvor Vismændene mener vi kan nøjes med en afgift på 1.200 kr. pr. ton, opererer Klimarådet med en afgift på 1.500 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter.

Ifølge Klimarådets beregninger vil de samfundsøkonomiske omkostninger samlet set ende på mellem 15 og 20 milliarder kroner i 2030.

Konsekvenser for brændstofmarkedet

Klimarådet har i rapporten ”Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion” fra marts 2020 nærmere vurderet konsekvenserne for brændstofmarkedet:

”Afgiften vil føre til en højere benzin- og dieselpris, som vil reducere salget af benzin og diesel i Danmark. Hvis afgiften fx er 1.500 kr. pr. ton CO2, så stiger prisen på benzin og diesel med ca. 30-40 pct., hvilket med gængse bud på den langsigtede priselasticitet potentielt vil få forbruget fra personbiler til at falde med ca. 5-10 pct. Derudover vil der være stigende grænsehandel, så samlet set vil mængden af brændstof solgt i Danmark falde med 15-25 pct., hvis man benytter Skatteministeriets tal for effekten af prisstigninger”.

Flydende brændstoffer med reduceret CO2-indhold

De negative konsekvenser af en afgift på drivhusgasser vil blive afbødet, hvis udledningen af CO2 og andre drivhusgasser fra motorbrændstof reduceres. Hvis de eksisterende distributionsnet og store dele af den eksisterende bilpark kan opretholdes, vil det også indebære enorme samfundsøkonomiske – og miljømæssige – fordele.

Biobrændstoffer kan sænke CO2-udledningen for både personbiler, busser og anden tung transport og Det Internationale Energiagentur (IEA) har anbefalet, at Danmark aktivt stimulerer anvendelsen af bæredygtige biofuels og biogas i transportsektoren.

Det er formentlig teknisk muligt at forhøje de nuværende krav om iblanding af biobrændstof baseret på for eksempel rapsolie, planterester eller slagteriaffald, men allerede i dag findes der flydende brændstoffer med reduceret CO2-udslip. F.eks. kan såkaldt hydrogeneret vegetabilsk olie, HVO, fremstilles fra forskellige kilder – f.eks. spildolie, fritureolie, rapsolie, palmeolie og animalsk fedt. Hvilken af disse energikilder, der anvendes, har en meget stor indvirkning på den samlede reduktion af drivhusgasser. Sammenlignet med standarddiesel kan en optimal CO2-reduktion nå op på 90 pct. reduktion af CO2-udslippet.

Hvis udledningen af drivhusgasser fra brændstoffer og dermed afgiftsbelastningen skal minimeres, vil det kræve nye bæredygtige fossilfrie alternativer til benzin, diesel og flybrændstof.

Er electrofuels den langsigtede løsning?

Mens elbiler på persontransportområdet formentlig kan yde et væsentligt bidrag til den langsigtede fossilfrie løsning, vil det også kræve store investeringer i batterier, elnet, lade-faciliteter m.v.

Elbiler kan næppe løse den udfordring den tunge transport står over for. Det er en kendsgerning, at en meget stor del af CO2-udledningen kommer fra den tunge transport, fra lastbiler, fra skibe og fra fly. Der er ikke udsigt til at behovet for disse transportformer vil mindskes. Vi vil derfor i den overskuelige fremtid være afhængige af flydende brændstoffer, fordi batteriteknologien ikke er i nærheden af at kunne drive så tunge transportmidler over lange afstande.

Faktisk findes der CO2-frie alternativer til el-motorer.

FlexFuel-motorer er forbrændingsmotorer, som kan køre på både benzin og forskellige typer alkoholbaserede brændstoffer. Disse brændstoffer kan fremstilles både af biomasse og syntetisk baseret på brint, som kan produceres med CO2-fri vind- eller solstrøm.

Syntetiske electrofuels fremstilles ved at el fra vindmøller og solceller omdannes til brint via elektrolyse. Den rene brint kombineres med CO2 indvundet med nyudviklede CC-teknikker fra industri eller biogas, og resultatet er et flydende brændstof, som er 100 procent CO2-neutralt.

I Ingeniørforeningens Energivision for 2050 indgår electrofuels som en vigtig del af visionens beskrivelse af et fossilfrit dansk energisystem i 2050. Electrofuels vil uden store problemer kunne integreres i den eksisterende transportinfrastruktur, tankstationer, lagre m.v.

Udfordringer

Problemet er at fremstillingsprocessen er energikrævende og – under de gældende prisforhold – dyr. Produktion i større skala kræver derfor, at fremstillingsprocessen kan indrettes på en måde, der balancerer den fossilfrie elproduktion. Under de gældende prisforhold er forudsætningen derfor, at det vil være muligt at udnytte overskudsproduktion – og dermed billig strøm – fra vindmøller eller solceller. I det ideale system vil den såkaldte Power-to-X produktion af electrofuels således fungere som en buffer for elproduktionen.

Der er også andre udfordringer. Hvis udviklingen skal fremmes, forudsætter det, at udviklingen af electrofuels og Power-to-X prioriteres i offentlige politikker, udviklings- og investeringsprogrammer, og at der allerede nu stilles tekniske krav til forbrændingsmotorer, om at de skal kunne køre på electrofuel.

En større flåde af lastvogne, skibe og fly med denne egenskab ville skabe et marked for ikke-fossile brændstoffer. Dermed vil der også være et økonomisk grundlag for de massive investeringer, der kræves til produktion af electrofuels i større skala.

Vismændene i Det Økonomiske Råd mener, at en ensartet afgift på alle drivhusgasser på 1.200 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter vil give os den billigste opfyldelse af 2030 målsætningen om reduktion på 70 pct. af vores udledninger af drivhusgasser. Den årlige samfundsøkonomiske omkostning ved at nå 70 procent-målet i 2030 vil være beskedne 4 mia. kr. svarende til 0,15 procent af BNP.

Alternativet til den ensartede afgift er støtte til vedvarende energiprojekter, men det bliver i følge vismændene meget dyrere med årlige samfundsøkonomiske omkostninger på 17-18 mia. kr. /

Klimarådet anbefaler ligeledes, at der snarest indføres afgifter på drivhusgasser. Hvor Vismændene mener vi kan nøjes med en afgift på 1.200 kr. pr. ton, opererer Klimarådet med en afgift på 1.500 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter.

Klimarådet lægger heller ikke skjul på, at det kommer til at koste det danske samfund en del, hvis 70-procentsmålet skal opnås. Men samtidig understreger de, at hvis det gøres fornuftigt – dvs. med afgift på drivhusgasser – ”kommer det næppe til at slå bunden ud af dansk økonomi”.

Ifølge deres beregninger vil omkostningerne alligevel samlet set ende på mellem 15 og 20 milliarder kroner i 2030. Selvom det svarer til under én procent af Danmarks bruttonationalprodukt BNP er det alligevel langt dyrere end de udgifter Vismændene når frem til.

I lighed med en lang række fagøkonomer går Berlingske Tidende den 15. marts 2021 stærkt ind for, at ensartet afgift på drivhusgasser bør være det vigtigste klimapolitiske middel. Berlingske er dog samtidig opmærksom på risikoen for at produktionen i landbruget og i visse konkurrenceudsatte brancher indenfor industrien flytter til udlandet: ”Det eneste klimarelevante argument for at fravige fra den ensartede afgift er ønsket om at reducere lækageproblemet”.

Desværre er det ikke kun lækagerisikoen, der får regeringen til at tøve. Der er også andre problemer knyttet til ensartede afgifter på drivhusgasser.

Klimarådet har i rapporten ”Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion” fra marts 2020 – udover lækageproblemet – selv påpeget, at en drivhusgasafgift ikke rammer alle borgere og virksomheder ens, og det kan skabe bekymring for drivhusgasafgifters sociale slagside.

En drivhusgasafgift vil især kunne mærkes for almindelige borgere, ved at prisen på benzin og diesel løbende vil stige frem mod 2030, da en generel drivhusgasafgift også vil skulle omfatte kørsel baseret på fossile brændsler. Afhængigt af hvad drivhusgasafgiften sættes til pr. ton CO2, kan prisen ved standeren ende med at stige med over 4 kr. pr. liter i slutningen af årtiet målt i dagens prisniveau.

Klimarådet er opmærksom på, at en prisstigning i den størrelsesorden kan være problematisk særligt for personer i provinsen, og som af hensyn til deres arbejde har behov for en bil og måske har vanskeligt ved at skifte til en elbil.

En afgift vil dog ikke kun ramme benzin- og dieseldrevne køretøjer. Det vil også ramme alle der spiser kød og drikker mælk.

En afgift på særligt klimabelastende fødevarer kan bidrage til at reducere efterspørgslen efter blandt andet kød og mælkeprodukter og øge efterspørgslen på vegetabilske produkter. Med et skøn på 13,9 kg CO2-ækvivalenter pr. kg oksekød vil en afgift på 1.500 kr. pr. ton CO2-økvivalenter føre til, at et halvt kg hakket oksekød vil koste 13 kr. mere, inkl. moms, end det gør i dag. En liter mælk ville stige ca. 2 kr. i pris.

Det er meget væsentlige prisstigninger i forhold til produkternes pris i dag, og derfor gentages her Klimarådets beregninger på 3 konkrete varer:

• En liter mælk: 2 kroner dyrere
• Et halvt kilo hakket oksekød: 13 kroner dyrere
• En liter benzin: 4 kroner dyrere

Tilhængere af høje drivhusafgifter har anført, at man i skattesystemet og/eller i skattesystemet kunne modvirke negative sociale virkninger. Det er sandt, men man bør ikke glemme, at sigtet med en afgift faktisk er at reducere forbruget af fossile drivmidler og animalske produkter!

Hvis der måtte være nogle i dansk landbrug, der på baggrund af minkskandalen, tænker: hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen – kan det oplyses, at andre allerede har givet svaret.

Klimarådet, der består af uafhængige eksperter og skal fungere som en “uafhængig vagthund” af regeringens og fremtidige regeringers klimaindsats, har allerede i marts 2020 i rapporten Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion givet svaret.

De skriver: ”Oversat til en dansk kontekst peger dette på en fødevareproduktion, der i højere grad baserer sig på højteknologisk, bæredygtig dyrkning af arealer, hvor plantebaserede råvarer går både til direkte forbrug og bruges som input til bioraffinering, til forædlede fødevarer, i medicinalindustrien, i den kemiske industri og til energiproduktion. Med bioraffinering kan der produceres plantebaserede proteiner, der kan erstatte animalske ingredienser i fødevarer til konsum. Plantebaserede proteiner kan også bruges som dyrefoder eller input til stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion. Dette vil kunne reducere efterspørgslen efter animalske produkter og frigøre arealer, hvor der i dag dyrkes foder til den animalske produktion. Disse arealer vil kunne bruges til fx yderligere plantebaseret fødevareproduktion, produktion af energiafgrøder eller omlægning til naturarealer og skovrejsning med fokus på miljøgevinsterne, øget biodiversitet, grundvandssikring og rekreative værdier”.

Det foruroligende er, at Klimarådet hvert år i en rapport fagligt vil vurdere, om det er sandsynligt, at Danmark opnår målet om en 70 procents CO2-reduktion i 2030, og komme med anbefalinger til regeringen.

Som det fremgår, er udryddelsen af danske mink kun 1. fase. Siden kommer turen til køer, grise, får og fjerkræ. Forbrugerne bliver til den tid spist af med bioraffinerede fødevarer og stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion.

I slutningen af januar 2021 kunne Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen oplyse, at han var udnævnt som formand for IEA’s (Det Internationale Energiagentur) nye globale energikommission, ”Our Inclusive Energy Future: The Global Commission on People-Centred Clean Energy Transitions”. Statsminister Mette Frederiksen var af IEA udpeget til protektor for kommissionen, og ifølge Dan Jørgensen var Danmark dermed sat i spidsen for Det Internationale Energiagenturs (IEA) arbejde med social og økonomisk retfærdig grøn energiomstilling.

IEA har efterfølgende præciseret, at Dan Jørgensen ikke skal styre kommissionen alene, idet formandskabet forstærkes med en co-chair: den senegalesiske Minister of Petroleum and Energy, Sophie Gladima.

Medlemmerne af kommissionen skal identificere og undersøge de vigtigste økonomiske og sociale udfordringer, som den grønne omstilling medfører og komme med løsningsforslag på dilemmaerne. Det drejer sig blandt andet om udfordringer omkring økonomisk rimelighed, grønne jobs og vækst, inklusion, adfærd og befolkningernes deltagelse i den grønne omstilling.

Selvom det i Danmark efter Klimarådets opfattelse går for langsomt, og regeringens klimaindsats hverken er gennemtænkt eller koordineret, sagde IEA’s generaldirektør, Fatih Birol, ved etableringen af kommissionen: ”Medlemmerne af vores nye globale kommission for en retfærdig grøn energiomstilling vil lede den globale dialog og dele oplevelser og forbedre praksis på området. Danmark har allerede vist betydelig globalt lederskab inden for dette emne, og derfor er jeg glad og beæret over, at statsminister Mette Frederiksen har sagt ja til at være protektor for kommissionen og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til at være formand”.

Kommissionen mødes første gang den 15. marts 2021, og det er meningen at kommissionen skal fremkomme med konkrete politikanbefalinger i efteråret 2021 forud for COP26, der planlægges afholdt i Glasgow, Skotland, fra 1. til 12. november 2021.

https://www.iea.org/news/ministers-from-around-the-world-join-global-commission-on-people-centred-clean-energy-transitions

I William Shakespeares skuespil, Julius Cæsar, har den 15. marts en særlig betydning. Tag dig i agt for den 15. marts (Beware the Ides of March) hedder det i skuespillet, der ikke er uden historisk belæg.

I år 44 f.Kr. lod Julius Cæsar sig genvælge til konsul, men lod sig samtidig – imod hidtidig romersk tradition – udråbe til diktator på livstid. Især det sidste fremkaldte den sammensværgelse, anført af Brutus og Cassius, som endte med mordet på Cæsar den 15. marts (Idus Martiae); mordet fandt sted i Senatet, der pga. byggearbejder på Forum Romanum midlertidigt var henlagt til Pompejus’ teater på Marsmarken i Rom.

Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg afholder mandag den 15. marts 2021 et lukket temamøde med regeringens ghettorepræsentanter og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek om ghettorepræsentanternes arbejde, vurderinger og anbefalinger til parallelsamfundsindsatsen m.v.

Ihukommende Julius Cæsars kranke skæbne bør Kaare Dybvad Bek tage sig i agt.

Hans velkendte optagethed af påståede modsætninger mellem hovedstaden og provinsen, bør han gemme til en anden lejlighed. Den økonomiske ubalance mellem hovedstaden og resten af landet, der måske opstår fordi hovedparten af den danske velstand skabes i provinsen, men ender i hovedstaden og andre større byer på grund af centraliseringen af erhvervslivet, de landsdækkende organisationer, forsknings- og uddannelsessystemet og den offentlige sektor. Det forhold kræver som bekendt ifølge Kaare Dybvad Bek håndfast socialdemokratisk korrektion.

Det er dog næppe forklaringen på eksistensen af parallelsamfund og ghettoer.

At der til gengæld er en voksende kultur- og mentalitetskløft mellem den kreative klasse i hovedstadens saloner, som Dybvad nu tilhører, og visse befolkningslag i Jylland, er til gengæld tydeligt demonstreret af diskussionen om Inger Støjberg.

Det er således ingenlunde ligegyldigt, hvor lovgiverne søger råd om indsatsen mod parallelsamfund.