10 år efter “Det Arabiske Forår” – Danmarks bidrag til elendigheden i Mellemøsten

DAPP

Siden 2003 har Danmark forsøgt at styrke sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en aktivistisk udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden.

Initiativet havde to vildt urealistiske formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Initiativet kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder afbrændte Dannebrog og hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Tegning-sagen kostede mindst 50 mennesker livet, og opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det Arabiske Forår

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

I Egypten markeres den 25. januar 2011 som begyndelsen på revolutionen med demonstrationer, offentlige møder, civil ulydighed, optøjer, strejker og voldelige sammenstød med myndighederne.

I Libyen manifesterede Det Arabiske Forår sig den 15. februar 2011, hvor der udbrød et oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen – angiveligt for at beskytte civilbefolkningen mod Libyens enehersker, Muammar al-Gaddafi.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen i dag, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet.

Den 11. september 2012 blev USA’s ambassadør i Libyen, Chris Stevens, og tre andre amerikanske diplomater dræbt, da islamister med forbindelse til al-Qaeda angreb USA’s diplomatiske mission i Benghazi. Det forlød først, at angrebet i Benghazi fandt sted i forbindelse med en spontan demonstration i anledning af en amerikansk islamfjendtlig video, “Innocence of Muslims”, men har efterfølgende vist sig at være en mere planlagt aktion næsten på årsdagen for angrebet på World Trade Center i New York.

Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat som lejesoldater i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede krigere.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Libyen blev selv overtaget af terrorister, og befolkningen har levet i et regulært helvede lige siden.

Overgangsregering

Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) har af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) været anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen – verdens 18. største land!

Haftar støttes øjensynligt af Rusland, Egypten og flere andre afrikanske stater, og det så faktisk for kort tid siden ud til, at oprørerne kunne true den FN-anerkendte regering i hovedstaden Tripoli med premierminister Fayez Al-Sarraj i spidsen.

Våbenhvile?

Parterne i borgerkrigen i Libyen blev i begyndelsen af februar i Schweiz enige om en midlertidig ordning af landets ledelse, indtil der kan afholdes valg i december. Det var FN, der havde formidlet drøftelserne i det såkaldte Libyan Political Dialogue Forum, og FN støtter resultatet, der indebærer, at en ny regering afløser den hidtidige provisoriske regering.

Ved afstemningen om forhandlingsresultatet i Schweiz opnåede en liste med den 61-årige forretningsmand og politiker Abdul Hamid Mohammed Dbeibah som premierminister og Mohammad Younes Menfi som præsident, 39 af de 73 valide afgivne stemmer.

De slog dermed en alternativ liste med indenrigsminister (og sikkerhedschef) i den hidtidige provisoriske regering, Fathi Bashagha, som premierminister og formanden for Libyens parlament, Aguila Saleh, som præsident, der opnåede 34 stemmer.

Det er den nye midlertidige regerings opgave at forberede et nyvalg af parlamentet til afholdelse senest den 24. december 2021. Opgaven er samtidig efter 10 år med strid og splittelse at overbevise alle libyere om, at de vil blive repræsenteret og hørt. Det er samtidig bestemt at mindst 30 pct. af regeringsposterne skal beklædes med kvinder.

FN’s generalsekretær, António Guterres, har haft separate samtaler med Mohammad Younes Menfi og Abdul Hamid Mohammed Dbeibah og tilsikret dem FN’s fulde støtte. Der var angiveligt enighed om vigtigheden af at håndhæve den aftalte våbenhvile, og herunder tilbagetrækningen af alle fremmede tropper.

Spørgsmålet er om den skrøbelige våbenhvile, allerede er brudt? I hvert fald var indenrigsminister Fathi Bashagha søndag den 21. februar 2021 udsat for et attentat, da hans bilkolonne blev beskudt på en gade i Tripoli. Bashagha, der sad i en pansret bil, slap uskadt, men mindst en af hans livvagter blev såret. En af angriberne skal være blevet skudt, mens 2 andre er pågrebet.

Fathi Bashagha, der blev opfattet som favorit til at efterfølge Fayez al-Sarraj som premierminister, er givet skuffet over udfaldet af forhandlingerne i Schweiz, og der er allerede diskussion om attentatet, som af nogle af Bashaghas fjender betegnes som ”konstrueret”.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet ”Det Arabiske Initiativ” er trods urolighederne i Mellemøsten siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og en status for programmet forventes forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) i løbet af foråret 2021. Herudover dokumenteres DAPPs arbejde og resultater løbende ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: http://www.dapp.dk.

Jubilæums-konference

I 2021 er det 10 år siden, at Det Arabiske Forår brød ud i Mellemøsten. Det markerer DAPP med en to-dages konference på Rødding Højskole den 8. – 9. juni 2021 (Pga. corona-situationen er konferencen flyttet fra den 9.-10. marts).

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s