Franz Beckerlee, der blev født 15. august 1942, kom i lære som værktøjsmager efter realeksamen. Han var stærkt inspireret af Robert Jacobsen, og begyndte allerede som 16-årig at fremstille skulpturer af jern. Dengang udstillede han på Galleri Graugaard og spillede musik i sin fritid.
Beckerlee spiller guitar og saxofon. Han begyndte at spille saxofon som 12-årig. Sammen med Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen dannede han The Contemporary Jazz Quintet, som spillede avantgardejazz. Kvintetten fik megen ros af kritikere og presse, men fik ingen større succes hos publikum.
Franz fik tildelt årets jazzlegat i 1964 og 1968.
I 1969 dannede han sammen med Willi Jønsson og Kim Larsen Gasolin’, hvor han spiller guitar a la Jimi Hendrix. Gasolin’ fyldte hele tilværelsen frem til 1978. Efter Gasolin’ var Franz Beckerlee med i Christianshavns Bluesband sammen med Søren Berlev og Lone Kellermann.
”Det går op og ned i showbizz”. Det var Franz Beckerlees berømte svar på et spørgsmål om hvad han lavede der, da han mødte op på bistandskontoret på Christianshavn tre måneder efter opløsningen af Gasolin’ i 1978.
Franz Beckerlee forsøgte sig også som forfatter og fik på forlaget Rhodos i 1984-85 udgivet ”De sjældne og truede arter. En storbykrimi”, og ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”.
Den sidste bog er årsagen til, at den skikkelige Franz Beckerlee, altid trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier.
Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos nemlig trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi” tilbage. Bogen blev trukket tilbage, da det blev påstået, at den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.
Franz Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.
Hvis der stadig måtte eksistere eksemplarer af bogen, burde de i dag have en anseelig værdi.
Franz Beckerlee selv er for længe siden vendt tilbage som kunstner. I dag laver Franz primært abstrakte malerier i stærke og glødende farver. Det er ofte landskaber. Abstrakte – men med både horisont, himmel, skyer og sollys samt bjerge, kløfter og vand.
Franz Beckerlee har flere gange fået optaget sine værker på Charlottenborgs forårsudstilling.
Franz Beckerlee blev i en meget tidlig alder optaget af zenbuddhismen, og han har rejst en del i USA, Japan, Nepal, Indien, Australien og Europa og praktiserer i dag tibetansk buddhisme.