Hvordan harmonerer den danske model for en uafhængig udenrigstjeneste med demokrati og folkestyre?

Regeringen har planer om at udpege politikere til ambassadørposter. Ønsket er – i enkelte tilfælde – at kunne besætte stillinger i udenrigstjenesten med politikere, uden at stillingerne skal slås op. Det vil regeringen gøre ved at ændre i opslagsbekendtgørelsen.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har den 26. februar 2021 sendt en ændring af den såkaldte opslagsbekendtgørelse i høring.

Regeringen ønsker at styrke Danmarks profil ved i helt særlige tilfælde at kunne bringe politikere aktivt i spil i det danske diplomati. Det kan for eksempel betyde, at regeringen kan udpege en politiker som ambassadør i et land uden at slå stillingen op.

DJØF – Danmarks Jurist og Økonomforbund – har foranlediget forslaget drøftet i de statsansattes paraplyorganisation, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), hvor der var modstand mod forslaget, og det vil fremgå af det høringssvar, som CFU har under forberedelse.

Regeringen foreslår, at en ansættelse af en politiker i en stilling i udenrigstjenesten skal vare i højst tre år. Kandidaten skal have ekstraordinære kompetencer og faglighed inden for udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitik.

For fire år siden luftede daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen en lignende idé. Den blev skudt ned. Dengang kom kritikken også fra blandt andet DJØF, DM og Dansk Industri.

Det er en besnærende tanke, at man med ét slag kunne slippe af med Dan Jørgensen og en række ”profiler” fra regeringens såkaldte støttepartier, men man kan undre sig over, at regeringen vil liste en ganske fundamental ændring af tjenestemandssystemet igennem med en lille justering af en administrativ bekendtgørelse.

Mange erfarne politikere vil utvivlsomt kunne gøre god fyldest i den danske udenrigstjeneste, hvor der i udnævnelser til de mere betydende poster i forvejen indgår politiske hensyn.

Hvis man skal lave så fundamentale ændringer, burde det imidlertid foregå ved lov, så Folketinget kan få belyst fordele og ulemper på en ordentlig måde, inden der sker en politisk vedtagelse. Det bør i den forbindelse overvejes, at der i Folketinget – i lighed med f.eks. USA – inden udnævnelsen gennemføres en offentlig høring af kandidaterne.

Det ville samtidig indebære et betydeligt fremskridt i forhold til den lukkethed, der i dag omgiver udnævnelsen af chefer i udenrigstjenesten. Hvem har f.eks. været involveret i udnævnelsen af de nuværende danske ambassadører i Tyskland og USA? Omvendt skal man ikke kimse af den mentalhygiejniske effekt, det har haft, når Udenrigsministeriets ledelse i al diskretion har flyttet ambassadører med notoriske alkoholproblemer til poster i muslimske lande – f.eks. fra Indien til Forenede Arabiske Emirater.