92 år blev han, Poul Schlüter. Lidt over ti år og fire perioder som statsminister nåede den altid stilfulde statsmand med de velkendte sølvgrå og bølgende lokker. Men fredag meddelte familien, at han ikke længere er iblandt os.

Som nær medarbejder i næsten 10 år har jeg en meget klar erindring om Poul Schlüter i sine velmagtsdage. Diskretionen har tilsagt, at de fleste iagttagelser fra den periode er forblevet private.

Han adskilte sig fra mange andre politikere på en markant måde: Han var selvhjulpen. Inden han blev statsminister, havde han hverken brug for spindoktorer, taleskribenter eller politiske rådgivere. Han kunne selv. Langt de fleste taler og artikler blev hakket igennem på hans gamle Torpedo-skrivemaskine, der var bygget i DDR. Den fulgte ham gennem alle årene lige ind i Statsministeriet, og regeringens åbningstale blev skrevet på Torpedoen.

Som statsminister blev Schlüter naturligvis udstyret med udkast til taler og artikler – udarbejdet af de ganske få medarbejdere i Statsministeriet, men ofte med input fra fagministerierne. Ved særlige lejligheder kom Torpedoen alligevel frem, og i en snæver vending kunne Schlüter altid improvisere noget selv – på dansk, tysk eller engelsk.

Hans omgang med medarbejdere og samarbejdspartnere var venlig og forstående, men når relationen var afsluttet, var den afsluttet. Det mærkede Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti efter valget i 1988, og det har jeg selv mærket, da jeg forlod Statsministeriet. Hans tålmodighed med partifæller eller andre, der bare ville mele deres egen kage, var kort. Ikke så få telefonsamtaler i statsministeriet blev afsluttet med, at statsministeren pludselig sagde hallo, hallo og mumlede, at forbindelse vist var afbrudt hvorefter han smækkede røret på. Statsministeren afviste hver gang tilbuddet om at få telefonlinjerne efterset.

Det er mere eftertiden og de mange optrædener sidenhen, der har præget manges opfattelse. Altid velovervejet, altid gentleman-agtig. Når han talte, lyttede man. Det gjaldt både seere, tilskuere og andre politikere.

Schlüter er for mig symbolet på en folkelig statsmand. Han havde en baggrund i politik, men også som advokat med en ikke særlig prangende eksamen som cand.jur. fra Aarhus Universitet. Han var bestemt kvik, men han blev ofte bekræftet i, at meget begavede personer ofte var deres egen værste fjende.

Det jeg oplevede, var en politiker, der efter mange år på Christiansborg vidste hvordan det fungerede i det politiske maskinrum. Vidste hvordan politiske modstandere – og allierede – skulle håndteres. Det var ikke noget spindoktorer eller medarbejdere skulle hjælpe med. F.eks. kendte han alle historierne og ”gangrygterne”, og der var vel ikke en eneste kvindelig politiker eller politisk journalist på Christiansborg, der ikke inden Lisbeth og Mie havde en svaghed for hans charme.

De mandlige kollegaer blev besnæret af hans erfaring og den efterhånden enorme succes og popularitet han stod for. Schlüter havde prøvet alt i politik og kunne forudse det politiske spilmange træk frem. En typisk bemærkning i anspændte situationer var: ”Ta’ det roligt – vi er slet ikke fremme ved snorene!”

Schlüter havde opøvet en evne til at formulere punch-lines, ligesom han havde en veludviklet sans for ”foto-opportunities”, der betød, at han var godt stof i medierne. Han havde absolut ingen problemer med at komme ud med sin politik, og resultatet var da også, at de konservative erobrede næsten 25 procent af stemmerne og sikrede ham mere end ti år som statsminister.

Han spildte ikke tiden på romaner eller general Allenbys krigserindringer, men læste aviser – alle aviser, grundigt også Vestkysten! Og han så fjernsyn – og det var ikke kun DR, men alle kanaler! Det betød, at både statsministeriet og udenrigsministeriet skulle stå tidligt op, hvis de ville informere statsministeren om noget nyt.

Så kom Tamil-sagen og den der med ”gulvtæppet”. Ak ja.

Der har altid været klasse over hans fremtoning selvom han klippede sig selv og selv tilrettede jakkesæt fra Regent på Nørrebrogade. Der var noget gentleman over ham – også efter statsministertiden. Det er nok også derfor, at han i dag bliver hyldet på tværs af alle parti skel.

Det har ifølge Kristeligt Dagblad vakt opsigt i kirkelige kredse, at man i en video som den såkaldte tyk-aktivist og ph.d.-studerende i teologi, Dina Amlund, lagde på Facebook for nogle uger siden, i Brorsons Kirke i København læser et digt op, der grundlæggende handler om samfundets undertrykkelse af den overvægtige minoritet.

”Jeg lægger min tykke hånd på den tykke bibel. Jeg kommer som Kybeles discipel,” siger hun på engelsk i digtet, der første gang blev fremført på onlinekonferencen for teologer og religionsforskere ”Divine Bodies” (guddommelige kroppe) i april.

Kybele er en antik frugtbarhedsgudinde, som romerne importerede cirka 200 år før Kristi fødsel. Senere i digtet fra kirkerummet sværger Dina Amlund troskab til sin tykhed og nævner i den følgende sætning igen den hedenske gudinde.

Der er nogle, der finder videoen ”yderst problematisk” og ”ganske frastødende” af den grund, at den iscenesætter en hedensk rituel handling i en kristen kirke.

Dina Amlund skriver til Kristeligt Dagblad på mail, at videoen ikke viser en rituel handling, men et digt, hvor gudinden Kybele bliver brugt som en poetisk figur.

”Det er et digt med et budskab om inklusion – det er ikke en rituel handling,” skriver hun.

Tykfobi-forskning på teologi

Da Københavns Universitet godkendte et treårigt ph.d.-forskningsprojekt om tykfobi, der kort kan beskrives som en form for ”racisme” mod personer, der vejer mere end gennemsnittet, blev universitetet kritiseret for at tillade ”pseudoforskning” og forskning i ”nonsens”.

Tykfobi er ikke en ny foreteelse. Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. Nørrebro Teater blev kritiseret for at anvende fatsuits, og teatergængere, der har affærdiget kritikken, er blevet beskyldt for at være blinde for, ”at det senkapitalistiske samfund er præget af tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt.

Under alle omstændigheder kører i øjeblikket en debat om emnet i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

Det Teologiske Fakultet

Den 21. september 2020 oplyste Dina Amlund på Facebook, at hun den 1. september havde påbegyndt et ph.d.-projekt, som går ud på at undersøge tykfobien som ældgammel struktur i eurocentrisk kultur med quazi-religiøs dyrkelse af tyndhed og allestedsnærværende had til og frygt for tykhed.

Dina Amlunds ph.d.-projekt: ”Tykfobi: En systematisk-teologisk undersøgelse af en struktur i samfundet” har givet anledning til spørgsmål om, ”Hvad i alverden har det med teologi at gøre”, fra flere, efter at Det Teologiske Fakultet har oplyst om det nye ph.d.-projekt om tykfobi, som skal laves af en ikke-teolog.

Det er ikke så tit, at Det Teologiske Fakultet i København oplever stor mediebevågenhed, når de offentliggør forskningsprojekter. Men den 30. september 2020 offentliggjorde fakultetet i en pressemeddelelse, at den nye ph.d.-studerende Dina Amlund, som er uddannet i moderne kulturhistorie og den seneste tid især har gjort sig bemærket som krops- og tykaktivist, med ph.d-projektet ”Fatphobia: A Systematic-theological Exploration of A Structure in Society” skal bevise, hvordan tykfobi er en bærende struktur i vores kultur og samfund, der undertrykker mennesker.

Dina Amlund er koordinator i netværket FedFront, som bekæmper diskrimination mod overvægtige og har blandt andet udtalt, at hun mener, tykfobi er farligere end overvægt i sig selv.

Men hvad har en ikketeologs forskning i tykfobi med teologi at gøre, lyder det på sociale medier fra både teologer, forskere og politikere. Her kaldes det nye ph.d.projekt blandt andet for idioti og pseudovidenskabeligt ævl, og flere undrer sig også over, om en kropsaktivist overhovedet kan sættes til at undersøge et område, som hun har så stærk en holdning til.

Dina Amlunds vejleder på ph.d.-projektet er Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der er arbejder som lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, og som ulønnet hjælpepræst i Søborgmagle.

Vejlederen opvokset i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø

I en foromtale af Søborgmagles sensommerhøjskole torsdag den 8. oktober 2020, beskriver Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sin opvækst som “ikke synligt kirkelig eller teologisk” – og fortsætter: “Jeg er barnedøbt, men vokset op med et ben indenfor folkekirken og et udenfor. Benet udenfor kirken gjorde sig gældende på flere måder: En myte om min barndom, som jeg fik fortalt mange gange, var at jeg blev båret til dåb af djævelen eller en lærling af denne, for varmeapparaterne i kirken hvislede, hed det sig, da min gudmor bar mig til dåb. Jeg voksede også op i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø, og valgte som den eneste i min klasse at blive konfirmeret. Jeg vil fortælle om få skelsættende begivenheder og om, hvordan jeg lærte først evangeliet og siden kirken at kende og hvorfor jeg i dag betragter forventningen om Kristi genkomst som helt og aldeles afgørende for alt, hvad der har med menneskelivet at gøre”. 

Til Kristeligt Dagblad sagde lektoren i dogmatik:

”Mange tror, at forskning i teologi har med Gud at gøre, som om Gud ikke havde med verden at gøre. Men det omfatter en lang tradition med at udforske Guds forhold til verden og blandt andet se på den historiske kontekst, forskellige problemstillinger behandles i, og de normer, som hersker på bestemte tidspunkter i samfundet. Begrebet tykfobi er historisk nyt, men forbundet med udforskningen af angst, hvilket netop er et urgammelt teologisk tema, ikke mindst inden for eksistensteologien, og Dina Amlund skal undersøge, hvorvidt man både i dag og tidligere har været bange for fedt, og hvorfor man har været det. I dag er sundhed, og herunder vægt, i øvrigt også næsten blevet en religion. Mange vil forbinde spørgsmål om motion og kost med skam og skyld, som netop også er teologiske fænomener.”

At Dina Amlund ikke er uddannet i teologi, er ifølge vejlederen snarere en fordel, da hun netop skal bruge kulturstudier i sit arbejde. Og hun ser det ikke som et problem, at hendes nye ph.d.-studerende har markeret sig som kropsaktivist, da det ikke har noget med ph.d.-projektet at gøre. Der var også tale om en fejl, da fakultetet i deres første pressemeddelelse skrev, at Dina Amlund skulle ”bevise”, hvordan tykfobi er en bærende struktur i samfundet, tilføjer hun.

”Hun skal udforske et felt og en struktur. Det er nærliggende at blande forskningen samme med hendes aktivisme, men det har intet med hinanden at gøre, og hun har gode forudsætninger for at kunne skelne mellem interesser og faglighed. I dag har vi jo også mange præster i folkekirken, der forsker på universitetet, uden at vi tvivler på deres resultater. Jeg synes ikke, det er fair at mistænkeliggøre hende, før hun er startet,” siger hun og tilføjer, at Dina Amlund desuden ikke er ansat på universitetet, men indskrevet på en friplads. Det betyder, at hun ikke får løn, men kun får finansieret blandt andet vejledning og kurser.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil om kort tid begynde forhandlinger om nye ydelser til kontanthjælpsmodtagere og flygtninge/indvandrere på integrationsydelse.

Grundlaget for forhandlingerne vil være forslag fra ydelseskommissionen, der blev nedsat i december 2019 som følge af et klart krav fra den socialdemokratiske regerings røde støttepartier.

Baggrunden var, at Lars Løkke Rasmussens regering af Venstre, Konservative og Liberal Alliance vedtog, at indføre et kontanthjælpsloft og en lav integrationsydelse for flygtninge og indvandrere.

Der blev ikke lagt skjul på, at sigtet bl.a. var at flygtninge skulle opfatte forholdene i Danmark som mindre attraktive og dermed holde sig væk fra Danmark.

Det har lige siden har været en mærkesag for regeringens støttepartier. Påstanden har været, at de lavere ydelser har ramt herboende med børn og bidraget til øget fattigdom og ulighed. I debatten hævder venstrefløjen, at 60.000 børn vokser op i fattigdom.

Hvis forhandlingerne om de kommende ydelser resulterer i blot den mindste lille stigning i ydelserne vil det være problematisk for mange gode medlemmer af socialdemokratiet, men også en foræring til de mest udlændingekritiske blå partier, der vil bekæmpe ændringerne og hævde, at Danmark igen bliver en flygtningemagnet.

Vil de konservative bryde de blå partiers samarbejde?

Presset på den socialdemokratiske regering vil alt andet lige blive mindre, hvis det lykkes at få blot et blåt parti med i en kommende aftale.

Det blå parti kunne være Konservative.

Det er ingen hemmelighed, at samtidig med, at Søren Pape Poulsen i udlændinge- og retspolitikken har drejet partiet i en mere klassisk borgerlig retning, er den konservative profil i på social-, undervisnings- og kulturområderne udvisket. Bortset fra modstanden mod arve- og topskat er partiets holdning til den økonomiske politik uklar og den tidligere grønne profil er nedtonet.

Frederiksbergkonservative kustoder savner en mere socialkonservativ linje fra partiet. Den fløj af partiet vil presse på for, at Søren Pape med ydelsesforhandlingerne får en chance for at vise, at ”Konservative stadig har et hjerte, der banker for de svageste”, og at partiet også tæller andre medlemmer end strammerne på udlændingeområdet.

Hvad bør Søren Pape gøre?

Selvfølgelig bør Søren Pape og de konservative ikke lade sig separere fra Venstre, Liberal Alliance og Nye Borgerlige og blive beskyldt for at være udlændingeslapper.

Partiet bør selvfølgelig indlade sig i forhandlingerne – hvis de bliver inviteret – men have for øje, at det sandsynlige resultat er, at ændringer i kontanthjælp og integrationsydelse nødvendigvis kun kan gennemføres, hvis regeringen kan blive enige med støttepartierne.

I kampagnen forud for kommunalvalget i november 2021 har den unge borgmester på Frederiksberg, Simon Aggesen, lagt en offensiv grøn strategi. Nu vil han gøre sit til, at Frederiksberg kan bidrage til målsætningen om 1 million grønne biler og 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030.

Nu vil han have lov til at støtte etableringen af ladestandere på Frederiksberg. Aggesen er indstillet på, at skatteborgerne på Frederiksberg skal bidrage til at støtte etableringen af ladestandere, hvor der ellers ikke er et marked.

Det næste bliver vel, at Frederiksberg kommune også skal yde finansiel støtte til at alle frederiksbergborgere får mulighed for at anskaffe en grøn bil?

Kommunalfuldmagten

I øjeblikket er det heldigvis sådan, at danske kommuner som hovedregel er afskåret fra at udøve erhvervsvirksomhed i konkurrence med private aktører uden særlig lovhjemmel.

Kommunalfuldmagten sætter grænser for hvad kommunerne for skatteborgernes penge kan kaste sig ud i.

På energiområdet har vi haft en række eksempler, der har været med til at definere grænsen mellem lovlig kommunal aktivitet og energiforsyning. Der har ligeledes været en række sager, der har bidraget til at begrænse energiselskabernes sideaktiviteter for elkundernes regning.

SEAS-eventyret med tomatgartneri på Masnedø, og Sønderjyllands Maskinfabrik ejet af Sønderjyllands Højspændingsværk er stadig i tydelig pinagtig erindring.

Lov om elforsyningsvirksomhed

Elforsyningsvirksomhed reguleres af elforsyningsloven, og kommuners engagement i aktiviteter omfattet af loven, skal ske på samme vilkår som alle andre virksomheder.

Simon Aggesens korstog for verdens redning vil derfor kræve en eksplicit lovhjemmel.

Selvom den socialdemokratiske regering og et flertal i Folketinget måtte være fristet af den grønne Frederiksbergborgmester til at åbne op for nye ”grønne” offentligt-private partnerskaber, OPP, bør vi ikke ignorere de klare historiske advarsler.

Brixtofte og OPP

Vi kan takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler for kommunernes vedkommende er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Kommunalfuldmagten burde begrænse de værste excesser, men de gældende deponeringsregler sikrer, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der i kommuner og regioner træffes politiske beslutninger for skatteborgernes regning.

Kristeligt Dagblad kan den 28. maj 2021 oplyse, at der i Helsingør Stift verserer en bemærkelsesværdig præstesag. Biskop Peter Birch har med kort varsel aflyst en præsteordination, da det kom frem, at kandidaten havde misbrugt sin stilling som frivillig i en rådgivningstjeneste til i strid med reglerne for tjenesten at indlede et forhold til en bruger. En unavngiven person har desuden underrettet biskoppen om, at den afviste ordinand skulle have udnyttet sit hverv i rådgivningstjenesten til at få seksuel kontakt med ”adskillige kvinder”.

Biskop Peter Birch har ellers nok at se til på den private front. Peter Birch er ikke ubekendt med kødets skrøbelighed og han har selv været fristet af andre kvinder end ægtefællen, og derfor ligger biskoppen nu i skilsmisse. Det oplyste han bare ikke under bispevalgkampen, som fandt sted i løbet af sommeren og efteråret sidste år. Men det burde han have gjort, hvis det stod til en præst og to menighedsrådsmedlemmer i Lyngby Kirke, som ligger i Helsingør Stift.

I Kristeligt Dagblad havde de i begyndelsen af marts et debatindlæg under overskriften ”Hvorfor er biskoppens skilsmisse og nye forhold en offentlig hemmelighed?”. Her kritiserede de tre debattører, at den nye biskop kort efter indsættelsen i januar fik ”konen skiftet ud med kampagnelederen”, hvilket de mener har gjort valgkampen til ”et offentligt stævnemøde”.

Regeringen er ganske optimistisk i bedømmelsen af den økonomiske situation i Danmark. I den økonomiske redegørelse, der netop er offentliggjort, forventes igen stærk fremgang i økonomien.

I takt med at store dele af samfundet er genåbnet, er størstedelen af den økonomiske aktivitet vendt tilbage. I den nye prognose skønnes en BNP-vækst på 2,4 pct. i år og 3,6 pct. næste år. Dermed ventes væksten i 2022 at blive den højeste i 15 år.

Stigende beskæftigelse

Den økonomiske fremgang giver også flere job, og beskæftigelsen ventes at stige med 46.000 personer i 2021 og 2022 under ét efter et fald på 22.000 personer i 2020.

Boligpriserne

Boligpriserne er steget voldsomt under coronakrisen. København er i front, men der har været stigninger over hele landet.

Væksten i priserne ventes dog at aftage i 2022. Det skyldes, at regeringen blandt andet forventer stigende renter.

Regeringen har ikke umiddelbart planer om at gribe ind over for de stigende ejendomspriser. Det fremhæves i den økonomiske redegørelse, at situationen adskiller sig fra den overophedning på ejendomsmarkedet, der kunne konstateres i 2006 og 2007 op til finanskrisen. De stigende boligpriser har således ikke ført til markant større gældsætning for boligejerne. Omfanget af udestående realkreditlån til husholdninger steg med 2,8 procent i 2020 i forhold til 2019. Væksten var til sammenligning 10,2 procent før finanskrisen.

De stigende priser afspejler en kombination af høj efterspørgsel og et lavt udbud. Ifølge regeringen afspejler udviklingen, at flere familier har opprioriteret boligsituationen på grund af behov for at kunne arbejde hjemmefra under bedre vilkår samt et ønske om bedre pladsforhold i lyset af udsigten til at tilbringe mere tid i hjemmet.

De stigende boligpriser er ikke kun et dansk fænomen. I mange lande er boligerne blevet mærkbart dyrere under coronakrisen. Sverige er et af de lande, hvor boligpriserne er steget endnu mere end i Danmark.

Forventning om stigende renter

Regeringen forventer i den økonomiske redegørelse stigende renter, der sammen med blandt andet kravet om fem procents udbetaling vil lægge en dæmper på prisstigningerne. Dermed lægger regeringen ikke op til, at der skal ske nye indgreb i lånemulighederne.

De boligejere, der overvejende har finansieret deres bolig med afdragsfrie lån med variabel rente, skal – hvis forventningerne om et højere renteniveau holder stik – indstille sig på stigende udgifter.

Da Ib Knudsen, partiforeningsformand for Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune, i slutningen af januar blev spurgt af Fyens Stiftstidende, om hvorfor det er så svært at få unge kvinder til at stille op til kommunalvalg, sagde han:

“Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel.”

Og da han så bliver spurgt om hvorfor der er brug for flere kvinder, svarer han:

“Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt”.

Helvede brød løs

Helvede brød løs, og kritikken fra blandt andet partifællerne i kommunen og på Fyn fik Ib Knudsen til at trække sig som partiforeningsformand.

“Det er med en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, at jeg har valgt at trække mig som formand for Socialdemokratiet i Kerteminde kommune, men som omstændighederne er lige nu, er det den eneste mulighed, så der kan blive arbejdsro i partiforeningen.

Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg kom med en så negativ udtalelse i avisen, mandag den 25. januar 2021, og tager det fulde ansvar”, skrev Ib Knudsen i en pressemeddelelse.

Ib Knudsens bidrag til ligestillingen

Debatten om kvindelige kandidater har ikke været begrænset til Socialdemokratiet, og efterhånden som opstillingslisterne til kommunal- og regionsvalget i november 2021 bliver offentliggjort skal det blive interessant at se om debatten om kvindelige kandidater har båret frugt.

Det kan meget vel vise sig, at den gæve Ib Knudsen fra Kerteminde er den person, der har gjort mest for ligestillingen i mange år.

I bestræbelserne på at forbedre Det Indre Marked, arbejder Europa-Kommissionen i øjeblikket på et forslag, der sigter på at fremme transparensen omkring bæredygtige virksomheder, der i højere grad tænker på langsigtet bæredygtighed og mindre på kortsigtet profit.

Med bæredygtighed henvises ikke kun til miljømæssige, men også til økonomiske og sociale forhold. De nuværende krav til virksomhedernes oplysninger om ikke-finansielle forhold er helt utilstrækkelige og lever slet ikke op til brugernes forventninger. Brugerne er blandt andre investorer, potentielle investorer og långivere samt virksomhedernes kunder.

Især er der peget på følgende problemer:

Helt generelt er der ikke tilstrækkelig offentlig tilgængelig information om, hvordan ikke-finansielle forhold og herunder specielt bæredygtighedsspørgsmål påvirker virksomhederne, og hvordan virksomhederne selv påvirker samfundet og miljøet. Specielt er de informationer, der offentliggøres, ikke I tilstrækkelig grad sammenlignelige eller troværdige. Virksomheder redegør ikke for alle de ikke-finansielle forhold, som har betydning for bedømmelsen af virksomheden.

I europæiske virksomhedskredse er der opstået stor bekymring for konsekvenserne af forslaget, som de frygter, vil skade den europæiske konkurrenceevne.

I en velkoordineret skræmmekampagne påstås det således, at Europa-Kommissionen i virkeligheden ønsker at begrænse mulighederne for at betale udbytte til aktionærer og ejere, bestemme, hvem der skal sidde i virksomhedernes bestyrelser, sætte nye krav til, hvem virksomhederne står til regnskab for eksempelvis med hensyn til forsyningskæder i andre lande, og forbyde kvartalsrapporter.

I Danmark har Berlingske Tidende villigt stillet spalteplads til rådighed for kampagnen mod bestræbelserne for at fremme bæredygtighed i virksomhederne. Ligesom medlemmer af Europa-Parlamentet fra K, V og S har deltaget i protesterne.

Man må spørge: Er de helt væk?

Lars Løkke Rasmussen har etableret ”et mødested”, der angiveligt skal blive et nyt politisk parti. Ifølge Løkke er der omkring 15.000 medlemmer af det nye netværk.

Det nye parti skal være ”en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ’blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ’rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat”.

Javel, men er det noget, Lars Løkke Rasmussen kan levere?

Den lille svindler fra Græsted

Vi kender Lars Løkke som en upålidelig svindler. Medierne har for længst afdækket Løkkes notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og en i det hele taget moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har heller ikke afsat bevaringsværdige aftryk – tværtimod er hans politiske karriere brolagt med monumentale fiaskoer.

Lars Løkke Rasmussen har et væsentligt ansvar for at landsbysamfundene blev smadret af kommunalreformer og svælget mellem København og udkantsdanmark opstod. For politireformen og retskredsreformen, der tvinger kommuner til at oprette egne vagtkorps. For at skolerne blev ødelagt af folkeskole- og gymnasiereformen. For at universiteterne drænet og udsultet af taxametre og forskningsfaktura. For at arbejdsløse blevet endnu mere fornedret af rettidighedskrav i jobcentrene. Og for at skattesystemet blev ødelagt.

Kort før Lars Løkke Rasmussen blev vist til døren i 2019, præsenterede han en ny reform – denne gang af Sundhedsvæsenet. Reformen havde ingen opbakning – end ikke i Venstre, og vi har ikke siden hørt et ord om dette han seneste bidrag til ”new public management”.

Ingen udsigt til at han vil kunne levere på de fine løfter

Der er således ingen som helst udsigt til at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede NGOer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen. På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Ifølge venstremanden Lars Krarup er årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen klynger sig til politik, alene fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Dagbladet Information har ligeledes peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Den seneste tid har det ikke skortet på prominente medlemmer af Venstre, som lader forstå, at Lars Løkke Rasmussen – for at bruge tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts berømte/berygtede ord – i virkeligheden er en “lille svindler.”

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen kaldte Lars Løkke Rasmussen for en “bitter og hævngerrig” mand.

Imens kan vi følge Lars Løkkes hektiske hundekunster på reality-tv, i klummer i B.T., på webinarer, i foredrag og i nye bøger.

Fra Malis hovedstad oplyses det, at kupsoldater mandag den 24. maj 2021 arresterede Mali’s overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane. Arrestationerne skete kort tid efter at en regeringsændring betød, at 2 stærke støtter for den militærjunta, der i august 2020 tog magten i Mali, blev udelukket fra regeringen. Det drejer sig om indenrigsminister Modibo Kone og forsvarsminister Sadio Camara. Der blev ikke givet nogen grund for deres udelukkelse, men dispositionen vider tydeligt, at der er intern splittelse inden for overgangsregeringen.

Udviklingen i Mali har skabt tvivl om det bliver muligt for overgangsregeringen at leve op til løftet om at organisere nye demokratiske valg i februar næste år i Mali. Det bemærkes, at FN bruger 1,2 milliarder dollars om året på en fredsbevarende mission – MINUSMA. Hertil kommer at Frankrig, Danmark og andre lande også bruger meget betydelige ressourcer i Mali.

Overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane blev svoret ind i september sidste år, efter at den herskende militærjunta efter et voksende internationalt pres indvilligede i at overdrage magten til en civil overgangsregering.

Juntaen havde taget magten den 18. august 2020, hvor enheder fra den regulære hær omringede præsident Ibrahim Boubacar Keitas hjem og affyrede skud i luften. Senere trak han sig tilbage på det nationale tv under tvang og sagde, at han ikke ønskede, at der skulle udgydes blod for, at han kunne forblive som mpræsident. Præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Der har været udbredt bekymring for, at omvæltningerne i Mali i løbet af det sidste år har skabt vanskeligheder for bestræbelserne på at begrænse indflydelsen fra grupper, der støtter Al-Qaeda og ISIS.

Islamiske ekstremister overtog kontrollen over større byer i det nordlige Mali allerede efter kuppet i 2012. Kun en militær intervention fra 2013 ledet af den tidligere kolonimagt Frankrig kunne fortrænge oprørerne fra de større byer, men Frankrig og en FN-styrke har fortsat kampe mod de ekstremistiske oprørere, der opererer i landdistrikter og regelmæssigt angriber veje og byer. Sikkerhedssituationen i Sahelregionen er generelt præget af voldelige konflikter og udbredt tilstedeværelse af militante islamistiske grupper med forbindelser til bl.a. terrorgrupperne Islamisk Stat og Al-Qaeda.

Danmarks medansvar for situationen i Sahel

Regeringen vil udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Regeringen har dermed fået Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag vil bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af den danske cyberkapacitet.
Specialoperationsstyrkebidraget vil bestå af op til ca. 60 personer, der udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kan midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der opstår behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen. Kirurgholdet vil bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der vil derudover kunne udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023. Som logistisk støtte til de øvrige bidrag udsendes et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

De danske militære bidrag vil gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. indebærer offensiv magtanvendelse. Herudover vil bidragene have mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker. Operationsområdet forventes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og vil også kunne omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Hvad vil Danmark i Mali?

Spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Danmark har selv et stort medansvar for det nuværende kaos i Mali og Sahel-området

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen har været begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet.

Statskup

Den 18. august 2020 tog en gruppe officerer i Malis væbnede styrker kontrollen og præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Indenrigspolitiske grunde?

Selvom det nu ser ud til, at Frankrig har fået overtalt den danske regering til endnu et håbløst eventyr i Afrika, er der intet som helst, der tyder på at det vil afhjælpe moradset og forbedre forholdene for den hårdt prøvede befolkning i Mali.

Den eneste fordel, der kan øjnes er, at indsatsen af danske jægersoldater i Mali for en stund vil aflede den hjemlige politiske pres på forsvarsminister Bramsen.