‎

Forud for valget til Forbundsdagen i Tyskland den 26. september 2021 tages der pejling af alle lokalvalg i Tyskland og der gøres forsøg på at tolke indikationerne for hvad der vil ske i Tyskland, når Angela Merkel efter 16 år takker af som CDU-kansler.

De seneste meldinger er, at Merkels parti, de tyske konservative i CDU, klarer sig bedre end forventet.

Det tyske nyhedsbureau, dpa,‎ oplyser, at det foreløbige valgresultat af søndagens delstatsvalg i den tidligere DDR-delstat, Sachsen-Anhalt, viser, at CDU er gået frem fra 29,8 pct. af stemmerne ved valget i 2016 til 37,1 procent og dermed fortsat er det største parti.

Valgets nummer to bliver det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD), der står til 20,8 procent af stemmerne – en tilbagegang fra 24,3 procent af stemmerne.

De Grønne, som i mange meningsmålinger er næststørst efter CDU på landsplan, fik et skuffende valg i Sachsen-Anhalt. Ifølge det foreløbige resultat må partiet nøjes med 5,9 procent af stemmerne.

Valgets store taber bliver venstrefløjspartiet Die Linke, der går tilbage til 11 procent fra 16,3 procent i 2016.

Det socialdemokratiske SPD lægger an til en fjerdeplads med 8,5 procent mod 10,6 procent i 2016.

Selv om Sachsen-Anhalt er en af de mindste tyske delstater, med kun 1,8 millioner stemmeberettigede, udlægges valget alligevel som en indikation for udfaldet af forbundsvalget i september.

‎Forud for valget havde nogle meningsmålinger vist tæt løb mellem CDU og AfD, og resultatet tolkes nu i Tyskland som en styrkelse af Armin Laschet, den nye leder af CDU, der håber at kunne efterfølge Angela Merkel på kanslerposten i september.‎

Den 60-årige Armin Laschet, der i øjeblikket er regeringschef i delstaten Nordrhein-Westfalen, har ikke mindst fokuseret sin valgkampagne på de østlige delstater, hvor AfD traditionelt har stået stærkt.

AfD har siden sidste valg, hvor de blev det største oppositionsparti med 12 pct. af stemmerne og 88 mandater, har partiet haft interne magtkampe. En mere ekstremistisk fløj har forsøgt at trække partiet længere til højre. Dermed er ledende partimedlemmer kommet i de nationale efterretningstjenesters søgelys som følge af antisemitiske og antimuslimske udtalelser.

Jakob Ellemann-Jensen bekender i en kronik i Berlingske Tidende, at han tidligere – blind og døv for realiteterne – har vaklet. Ja faktisk var han så meget i tvivl om sit eget ståsted, at han i 2007 meldte sig ud af Venstre. Nu måtte det være slut. Han ville ikke være med i et indvandrerkritisk parti, som han gennem længere tid ikke havde følt sig velkommen i. Jakob Ellemann meldte sig ind i Ny Alliance.

Tiden med corona har imidlertid fungeret som et forstørrelsesglas for Jakob Ellemann-Jensen, der i mellemtiden har fundet tilbage til Venstre som formand. Han ser nu helt tydeligt, at Socialdemokratiet vil gøre Danmark til et samfund, hvor der pejles efter middelmådigheden og det gennemsnitlige. Hvor friheden begrænses, og hvor borgerne ikke har noget valg.

Venstre – derimod – står for et åbent Danmark, et rigt Danmark og et frit Danmark. Det er de tre afgørende kampe, som Venstre må og skal vinde.

Vi må forstå, at hovedfjenden er Socialdemokratiet, men Jakob Ellemann-Jensen gør sig i øvrigt ikke i kronikken den ulejlighed at fortælle, hvordan disse kampe skal vindes, og om det – som Don Quixote – skal ske alene eller eventuelt i samarbejde med andre partier.

Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 vil de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke er klar, er Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

De konservatives Søren Pape Poulsen jubler ligefrem i Berlingske Tidende, og kalder meldingen ”voldsomt interessant” og ”meget vigtig” og erklærer sig enig i langt de fleste af de konkrete forslag.

”Det med rentefradraget bliver vi nok ikke enige om. Men alt det andet, hun siger, er noget, vi også har foreslået. Jeg tolker det her som et signal om, at De Radikale har besluttet, at de røde partier ikke skal have lov til at diktere den økonomiske politik, og det er et meget afgørende skridt for Danmark,« siger han og fortsætter:

”Vi har en regering, der bare har brugt og brugt og brugt af pengene, og som ikke tager nogen skridt eller initiativer i retning af at øge beskæftigelsen. Derfor er det utroligt positivt, at De Radikale nu melder sig så markant ind på den her bane.”

Søren Pape Poulsen har dog samtidig gjort det klart, at han ikke umiddelbart er parat til at forny det håndtryk hans forgænger i sin tid gav Margrethe Vestager.

Det er sikkert klogt, når man betænker, at Lars Barfoeds forhastede alliance med de radikale kostede ham formandsposten i Det Konservative Folkeparti.

Søren Pape bør ligesom i eventyret om Hans og Grethe gå meget forsigtigt frem, inden han kaster sig over de søde sager. I første omgang bør han kun stikke de radikale et afgnavet ben. Hvis først de radikale får tag i den konservative formands buttede fingre, slipper han ikke så let.

Det Konservative Folkeparti i Gentofte oplyser, at partiets hovedbestyrelse den 3. juni 2021 har godkendt listen over kandidater til KV 2021 i november. På listen figurerer Jonas Parello-Plesner, der er direktør i tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, The Alliance of Democracies Foundation.

Organisationen stod senest bag Copenhagen Democracy Summit, der blev afholdt i København 11. – 12. maj 2021.

På talerlisten var bl.a. udenrigsminister Jeppe Kofod, demokratiaktivisten fra Hongkong, Nathan Law, og Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Den kinesiske ambassade i København var ikke begejstret: ”Vi modsætter os på det kraftigste indblanding i vores interne affære fra enhver udenlandsk regering, organisation eller individ. Anti-kinesiske aktiviteter af udenlandske kræfter sammen med separatister, som taler for uafhængighed for Hongkong og Taiwan, vil slå fejl”, har den kinesiske ambassade meddelt.

Allerede sidste år, blev Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen havde inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere har forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at ”principper er vigtigere end profitter”.

Siden Anders Fogh Rasmussen trådte af som generalsekretær for NATO har han mod honorar engageret sig i flere opsigtsvækkende konsulentopgaver: Han har rådgivet den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og også en lettisk bank under anklage for hvidvask mv.

Ingen er derfor længere overrasket over Fogh Rasmussens dispositioner, men sidste år sendte Anders Fogh Rasmussen alligevel sin håndgangne mand i byen for at forsvare sin bemærkelsesværdige ko-vending i forhold til Kina.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation og konservativ kandidat til kommunalbestyrelsen i Gentofte kommune.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. Vi må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang er Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede. På sin vis er Kinas vrede over Anders Fogh Rasmussens kyniske holdningsskifte ikke rimelig – ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina, dengang det forekom at være den lønsomme position!

Danmarks fedteri for Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

‎Det var imidlertid ikke i Danmark, at Beijings brutale angreb på de studerendes protester mod knægtelsen af demokratiske rettigheder på Den Himmelske Freds Plads i 1989, blev markeret.

I årtier markerede Hongkongs befolkning med fakkeloptog hver år den 4. juni og mindedes ofrene for regimet. Det var det eneste sted i Kina, hvor sørgende kunne mødes offentligt for at ære det smertefulde øjeblik i landets historie.‎

Danmark derimod genoptog fra begyndelsen af 1990’erne den aktive danske Kina-politik med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 40 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Med udenrigsminister Jeppe Kofods optræden på Anders Fogh Rasmussens dækorganisations arrangement, Copenhagen Democracy Summit, er det meget svært at se, hvordan en fornyelse af arbejdsprogrammet kan lade sig gøre.

Danmark har flagret, men andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Fra den studenterpolitiske slagmark på Københavns Universitet i 1970’erne har mange en erindring om en ung David Rehling, der som repræsentant for Moderate Studenter artikulerede modstanden mod de stærkt venstreorienterede medlemmer af Studenterrådet, der var bannerførere for 68-oprøret.

David Rehling bekæmpede først som medlem af Konservativ Ungdom og senere Det Radikale Venstre marxisternes meningstyranni på universitetet, og fortsatte som ivrig deltager i miljødebatten. Som ung jurist blev han en loyal medarbejder for Holger Lavesen i det nyoprettede miljøministerium. Og fra 1984 til 1996 var han en markant og synlig direktør for Danmarks Naturfredningsforening.

Miljøaktivisterne vs dansk landbrug

Allerede dengang stod miljøaktivisterne overfor dansk landbrug.Det handlede om det moderne landbrug. Påstanden var allerede dengang, at landbruget bærer hovedansvaret for grundvand og vandmiljø. En del af de gødningsstoffer, der tilføres afgrøderne, udledes til omgivelserne. Nemlig til grundvandet, hvor det viser sig som nitratforurening. Og til vandløb, søer og kystnære farvande, hvor næringsstofferne gøder vækst for alger, der siden dør og med forrådnelsens forbrug af ilt fører til iltsvind og fiskedød m.v.

Diskussionen har hele tiden gået på mængden af kvælstof og fosfor, balancen og om de primære kilder var nationale – herunder landbruget, eller om de danske farvande blev ”beriget” med kvælstof og fosfor fra Østersølandene.

Tilfælde af iltsvind i visse fjorde gav for knap 40 år siden anledning til alarm og i 1984 udarbejdede Miljøstyrelsen en såkaldt NPO-redegørelse, hvor N er den kemiske betegnelse for kvælstof, P for fosfor og O for organiske stoffer.

Daværende landbrugsminister, venstremanden Niels Anker Kofoed og håndgangne mænd i landbrugsministeriet i tæt samarbejde med Axelborg – ikke mindst de Danske Landboforeninger – fik i 1985 rejst så meget tvivl om redegørelsen, at redegørelsens anbefalinger vedrørende især kvælstofreduktioner ikke blev gennemført.

Vandmiljøplan I

Slagsmålet fortsatte imidlertid, og førte til Folketingets vedtagelse af den første vandmiljøplan i begyndelsen af 1987.

Historien er dramatisk og udover David Rehling var et ganske farverigt persongalleri involveret:

Statsminister Poul Schlüter (K), landbrugsminister Britta Schall Holberg (V), miljøminister Christian Christensen (Kr.F), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard, Miljøstyrelsen underdirektør Jørgen Henningsen, og kontorchef i De Danske Landboforeninger Kristian Østergaard.

Oktober 1986

I begyndelsen af oktober 1986 var dele af Kattegat ramt af iltsvind. Det skete i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over.

 På mødet blev der enstemmigt vedtaget en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne “til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte.” Resolutionsforslaget tilføjede, at “Situationen er så kritisk nu – og så godt belyst – at der ikke er grund til tøven med at gribe ind.”

Naturfredningsforeningens samspil med DR

På DR’s TV-Avisen satte et hold reportere sig for at dække iltsvindet i Kattegat. Hvor inspirationen kom fra vides ikke med bestemthed, men direktøren i Naturfredningsforeningen, David Rehling, er et godt gæt.

En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

TV-folkene opsøgte ikke sagkundskaben, men rettede henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, der jo kort for inden havde vedtaget en resolution på repræsentantskabsmødet.

Foreningens direktør, David Rehling, stillede sig beredvilligt og velforberedt til rådighed for DR, og forklarede skråsikkert i TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, at der var tre kilder til vandmiljøets indhold af kvælstof og fosfor:

• Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.
• Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.
• Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Udledningen af næringsstoffer skulle efter Naturfredningsforeningens opfattelse i hvert fald halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950’erne, og som det kunne tåle.

Fiskeriministerens tilsagn

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte David Rehling. Miljøminister Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti.

De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han tankeløst ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Fiskeriministeren, der i statsministeriet (når han ikke hørte det) aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken” aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningens direktør, David Rehling, lejlighed til detaljeret at redegøre for den forberedte “6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!”:

• De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.
• Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.
• Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.
• Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Den uforberedte Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne – ikke mindst Jyllands-Posten – kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at leve op til Gammelgaards tilsagn på hele regeringens vegne, og oppositionen anmeldte prompte en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.

Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede Det Radikale Venstre en dagsorden som gav regeringen en frist frem til 1. februar 1987 til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.

Dybkjærs dagsorden gav regeringspartierne problemer. Den var langt mere vidtgående end de forslag, herunder en frivillig aftale med landbruget om at begrænse forbruget af kunstgødning, som der kunne opnås enighed om mellem de 4 partier, hvor ikke mindst Venstre og landbrugsminister Britta Schall Holberg forsvarede landbrugets interesser.

På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Det endte med at regeringen stemte for dagsordenen, mens oppositionen stemte imod.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede internt i regeringen et ganske bittert opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987.

”Klaptorsken”

De Danske Landboforeninger havde fået fat i en ”hemmelig” rapport fra Miljøstyrelsen, som man påstod dokumenterede, at landbruget slet ikke var den egentlige årsag til kvælstofudledningen. Kontorchef i landoforeningerne, Kristian Østergaard, sendte rapporten med et sammendrag, der ”viste at landbruget blev dømt på et forkert grundlag” og at Miljøstyrelsen bevidst havde holdt rapporten hemmelig, til en kontakt på Radiovisen. Rapporten faldt i de forkerte hænder, der i stedet sendte rapporten til Naturfredningsforeningen til kommentering.

Det viste sig, at rapporten ikke var hemmelig, og at den ikke fuldstændig frikendte landbruget for ansvar for kvælstofudledning. Rapporten fik derfor ikke indflydelse på det oplæg til vandmiljøplan Schlüter-regeringen endelig fik bakset sammen inden fristen den 1. februar 1987.

Naturfredningsforeningen offentliggjorde rapporten og det tendentiøse sammendrag, og der udspandt sig efterfølgende under statsminister Poul Schlüters vinterferie et offentligt slagsmål mellem miljøminister Chr. Christensen fra Kr. Folkeparti og landbrugsminister Britta Schall Holberg fra Venstre.

Statsminister Poul Schlüter ville ikke fra udlandet kommentere sagen, men måtte til sidst – udad til med henvisning til en stærk forkølelse – afkorte sin vinterferie på Gran Canaria. Ved sin hjemkomst måtte han improvisere et mindeværdigt pressemøde i Lufthavnen. Under pressemødet, hvor forkølelsen blev brugt som et ekstra oratorisk virkemiddel, betegnede han den diskussion, han havde haft lejlighed til at følge i pressen, ”som den værste gang gylle han nogensinde havde hørt”. Underdirektør Jørgen Hemmingsen i Miljøstyrelsen blev med navns nævnelse kritiseret for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten, og Poul Schlüter kaldte den person i De Danske Landboforeninger, der havde prøvet at lække rapporten og misinformationen for “en klaptorsk”. På spørgsmål om hvad han mente om de 2 ministre svarede han, at de ville blive inviteret til ”en stærk kop te” i Statsministeriet.

Sagen var dermed i realiteten lukket, men kontorchef Kristian Østergaard, de Danske Landboforeninger, stod dagen efter frem og sagde, at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.

Ny forespørgsel i Folketinget

Den næste forespørgsel om sagen i Folketinget kom allerede den 18. februar 1987. Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke fuldt ud kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til.

De Radikale genfremsatte derfor i realiteten dagsordenen fra november, men denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere de krævede reduktioner.

Dagsordenen blev vedtaget uden om regeringen af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

For Poul Schlüter var sagen ikke et kabinetsspørgsmål, og regeringen valgte at blive siddende. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Efterspil

Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der havde været formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Det samme skete for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen. Begge tilskrev deres nederlag den bitterhed over hele forløbet, som prægede landbruget i deres valgkredse.

Nu er der gået næsten 40 år siden vandmiljøplanens tilblivelse. Diskussionerne går stadig på mængden af kvælstof og fosfor, der udledes til grundvand og vandmiljøet, balancen mellem kvælstof og fosfor og om de primære kilder er nationale, herunder landbruget, eller om de danske farvande bliver ”beriget” med kvælstof og fosfor fra Østersølandene.

Desværre er også vandmiljøplanens opfinder, David Rehling, død.

Ære være hans minde.

Den fransk-senegalesiske forfatter David Diop og oversætter Anna Moschovakis modtager den prestigiøse ”The International Booker Prize” for Diops bog “At Night All Blood Is Black”.

“At Night All Blood Is Black”, der er en relativ kort roman på 150 sider om en senegalesisk soldats oplevelser i skyttegrave i Frankrig under Første Verdenskrig, fik 1. prisen for fiktion oversat til engelsk og udgivet i Storbritannien eller Irland. Prisen uddeles hvert år, og formålet er at opmuntre til udgivelse og læsning af flere oversatte værker på engelsk.

‎Prisen administreres af den samme fond, som den mere kendte ”‎‎Booker Prize”‎‎ for fiktion skrevet på engelsk, og har samme præmiesum.

David Diop, bogens forfatter, deler prisen på 50.000 £ (godt 430.000 kroner) med Anna Moschovakis, der oversatte værket fra fransk.‎

Diop’s hovedperson dræber tyske soldater og skærer deres hænder af i et anfald af vanvid og for at hævne en vens død.

‎David Diop, 55, blev født i Paris af en fransk mor og senegalesisk far, men tilbragte det meste af sin barndom i Dakar. I Senegal oplevede han, at senegalesiske soldater, der kæmpede for Frankrig, regelmæssigt deltog i nationale parader. Mens Senegals militære bidrag aldrig blev omtalt i Frankrig.

I alt 6 værker var shortlistet til “The International Booker Prize”: Udover “At Night All Blood is Black” var det “The War of the Poor”, “When We Cease to Understand the World”, “The Dangers of Smoking in Bed”, “In Memory of Memory” og “The Employees”.

Danske Olga Ravn og oversætter Martin Aitken gik desværre glip af hæderen, men modtog dog 1000 pund hver (omkring 8600 kroner). Olga Ravn og Martin Aitken var nomineret for den engelske udgave af Ravns bog “De ansatte”. På engelsk har den titlen “The Employees”.

“De ansatte” udkom i 2018 på Gyldendal, og sidste år i Storbritannien.

Bogen bliver beskrevet som “en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede”. Den handler om, hvad der sker, da besætningen om bord på et rumskib støder på en ny planet.

Olga Ravn er 34 år. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2010, og hun debuterede i 2012 med digtsamlingen “Jeg æder mig selv som lyng”. Efterfølgende er hun udkommet med romaner, hvoraf den seneste er “Mit arbejde”, der handler om en kvindes kamp med fødselsdepression.

For den modtog hun Politikens Litteraturpris i 2020. Ifølge Politiken har bogen været med til at starte en folkelig bevægelse om at italesætte dårlige oplevelser på hospitalers fødegange.

Som kursusleder i slutningen af 1980’erne på ”Embedsmanden som rådgiver for den politiske ledelse” med kapaciteter som Heinrich Schlebaum, Kaj Skaaning og Stig Ree, var David Rehling fast gæsteforelæser.

Altid veloplagt og underholdende og Rehling – der dengang var direktør i Danmarks Naturfredningsforening – scorede kegler på hans ”3 bande carambole”-illustration af samspillet mellem interesseorganisationer, medier og politikerne.

Kondolencer til pårørende og til dagbladet Information.

Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 vil de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke er klar, er Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

Hvem tror Sofie Carsten Nielsen hun er?

De radikale har tidligere formået at yde indflydelse på regeringer ledet af Socialdemokratiet, men de tider er definitivt forbi.

Sammen med Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti dannede Poul Nyrup Rasmussen den 25. januar 1993 regering.

Den utålelige Mogens Lykketoft var finansminister i regeringen, og selv i dag tager han gerne ansvaret for den positive økonomiske udvikling i 90’erne.

Problemet med Mogens Lykketoft er, at trods hans enorme ego har han altid været – en løjtnant. Hans kortvarige formandstid i Socialdemokratiet demonstrerede hans fatale mangler som kaptajn.

Hovedparten af æren for at det under Nyrup gik, som det gjorde, bør derfor rettelig tillægges den radikale økonomiminister, Marianne Jelved.

Regeringen lagde ud med en såkaldt ”kickstart” af økonomien, hvor man øgede efterspørgslen ved at ”fremrykke” offentlige investeringer, og gav folk flere penge mellem hænderne ved ”skatteomlægninger” og lempeligere lånevilkår for realkredit m.v.

At den ekspansive finanspolitik blev midlertidig og rent faktisk aftrappedes i takt med at konjunkturerne blev bedre, er i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste. Hun gav Mogens Lykketoft det rygstød, han ikke selv havde, når han skulle afvise Nyrups og venstrefløjens idelige krav om øgede offentlige udgifter. Det var i den periode, at billedet af Jelved ”med håndtasken” fæstnede sig.

Det var også Marianne Jelveds fortjeneste, at den aktive arbejdsmarkedspolitik blev indrettet med sigte på at øge arbejdsudbuddet. Der blev godt nok investeret massivt i orlovsordninger, opkvalificering og efteruddannelse, men samtidig blev der strammet op på rådighedsreglerne, og dagpengeperioden blev nedsat. Arbejdsløshedstallene faldt, men det langsigtede mål var at reducere den strukturelle ledighed, så flere reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det var også Marianne Jelved, der i 1998, da økonomien igen var ved at løbe løbsk, insisterede på en Pinsepakke, der skulle sætte ind overfor de stigende boligpriser, og udarbejdelsen af en langsigtet plan, der definerede det begrænsede økonomiske råderum frem mod 2005. En plan der siden blev forlænget til 2010 og på en måde var en forløber for den senere budgetlov.

Det var således i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste, at Anders Fogh Rasmussen i 2001 ikke skulle overtage et af socialdemokraternes sædvanlige fallitboer, men en veldrevet butik, hvor gælden var reduceret, arbejdsløsheden af håndterlig størrelse, en fornuftig betalingsbalance og overskud på statens finanser.

Det var en fornøjelse at se Marianne Jelved afspejlet i Margrethe Vestagers samarbejde i perioden 2011-15 med Bjarne Corydon om en ansvarlig økonomisk politik og deres succes med at begrænse Thorning-regeringens iboende trang til vidtløftigheder i omgangen med skatteborgernes penge.

Men tiderne har ændret sig.

Sofie Carsten Nielsen når hverken Marianne Jelved eller Margrethe Vestager til den plisserede nederdel, og hendes skingre fanfare på vegne af en lille klam skare af folk, der anser sig selv for mere vidende end andre, er nærmest pinlig.

Da Sofie Linde genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen, var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, en af de første, der greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig erhvervspraktikant.

Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

De Radikale greb chancen for at gøre sig til bannerfører for et opgør med seksuelle krænkelser, men den uventede konsekvens var, at partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han blev afsløret som klam seriekrænker.

Den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, er ikke selv anklaget for krænkelser, men hun har det forklaringsproblem, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over de uønskede klamme befamlinger i krogene.

I en rapport udarbejdet af Kvinfo om sexkrænkelser i De Radikale, fastslås det, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra klamme kommentarer og upassende berøringer til decideret tvungne seksuelle handlinger.

Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, oplyser at der nu skal ske markante ændringer i den kritiserede Landbrugsstyrelse under fødevareministeriet.

Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, er trådt tilbage, og styrelsen fik tidligere i maj hård kritik af Statsrevisorerne for dårlig kontrol med EU-støtte.

Kritik af forvaltningen af landbrugsstøtte

Statsrevisorerne afgav den 12. maj 2021 Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere. Miljø- og Fødevareministeriet – nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri – blev kritiseret for ikke at have sikret en korrekt forvaltning af tilskud til landbrugere.

Konsekvensen er, at der er risiko for uregelmæssigheder, omgåelser og efterfølgende underkendelser fra EuropaKommissionen og dermed tilbagebetaling af EU-støtte.

Efter mink-skandalen, der foreløbig har kostet Fødevareminister Mogens Jensen posten, blev det daværende Miljø- og Fødevareministerium splittet ad, og den ansvarlige departementschef, Henrik Studsgaard, blev fritaget for ansvar for landbrugssagerne.

Esben Lunde Larsen

Esben Lunde Larsen var miljø -og fødevareminister fra 2016-2018 for Venstre. I dag er han fellow ved World Resources Institute i Washington.

Landbrugsstøtte på 7 mia. kroner

Det kan således blive vanskeligt at placere et politisk ansvar for de kritiserede forhold, men det er Landbrugsstyrelsen under ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, der har det administrative ansvar for administrationen af de omkring syv milliarder kroner, der årligt uddeles i EU-tilskud til landbruget. Styrelsen direktør, Jette Petersen, har derfor stået i første række, da ansvaret skulle placeres.

Ministeriet/Landbrugsstyrelsen har ifølge Statsrevisorerne ikke “sikret en tilstrækkelig kontrol” med modtagernes ejerforhold og har ikke “i tilstrækkeligt omfang” sikret sig, at “væsentlige krav” er overholdt. Den utilstrækkelige kontrol med landbrugstilskud kan betyde tilbagebetaling af EU-midler.

Det er specielt Landbrugsstyrelsens mangel på kontrol med, om landbrugere har lavet en kunstig opsplitning af deres bedrift for at omgå et loft over støtte, der får kritik.

Landbrugsstyrelsen

Indtil Fødevarestyrelsen kom i fokus under minksagen og i forbindelse med den fortsatte skandale om ned- og opgravning af de 15 millioner aflivede mink, havde Landbrugsstyrelsen længe ligget på en suveræn førsteplads over de mest kritiserede og udskældte statslige styrelse.

Landbrugsstyrelsen er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider. Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også – som den aktuelle revisionsberetning viser – kostbar for danske skatteborgere.

Med Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere er det langt fra første gang at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er ude med riven efter den udskældte styrelse under Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

Landbrugsstyrelsen hed tidligere NaturErhvervsstyrelsen, men skiftede navn efter skandalen om kvotekongerne og overflytningen af fiskeriområdet til Udenrigsministeriet. Fiskeri er nu tilbageført til ministeriet, men forvaltningen sker i en selvstændig Fiskeristyrelse.

Kritik fra alle sider

Rigsrevisionen og statsrevisorerne har tidligere kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Det Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriets departement, der som kompetent myndighed har ansvaret for at føre tilsyn med og overvåge det danske såkaldte betalingsorgan for landbrugsfondene – Landbrugsstyrelsen – og rapportere herom til EuropaKommissionen.

Rigsrevisionen og statsrevisorerne mener tydeligvis, at departementet langt fra til alle tider har levet op det ansvar.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder at udbetalingen af EU-støtten forsinkes.

Landbrug & Fødevarer

AgriWatch kunne den 11. august 2020 berette, at daværende formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, var grumme træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer, der betød, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i støtte til etablering af vådområder, var udsat til den 25. august 2020.

“Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder,” skrev Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holdt sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige miljøtiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skrev Merrild.

Bæredygtigt Landbrug

Styrelsens kontrolindsats giver også anledning til kritik. Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, har således kritiserer de kontrollanter, som opfører sig ”utilstedeligt, rethaverisk og aggressivt” overfor foreningens medlemmer.

Landbrugsavisen kunne igen den 20. februar 2021 berette om stærkt forsinkede støtteudbetalinger.

Tilbagebetaling af EU-støtte

Som påpeget af Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kan Landbrugsstyrelsens dispositioner blive kostbare for Danmark.

Det er Avisen Danmark, der via et aktstykke i Folketingets Finansudvalg har afdækket hvordan der er lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

Landbrugsstyrelsen har i strid med EU’s regler i perioden 2015-2019 udbetalt 287 mio. kr. for meget til visse danske landmænd, mens andre har fået udbetalt 286 mio. kr. for lidt.

EU skal have sine penge tilbage, og det skal de landmænd, som har fået for lidt, også. Man kan ikke afkræve af de landmænd, som har fået for meget, at de skal betale det overskydende tilbage. Det vurderer Kammeradvokaten. Pengene må derfor hentes i statskassen. Tilsvarende kan man ikke pålægge EU at betale de landmænd, som har fået for lidt. Det får skatteyderne også lov til.

Styrelsens beklagelser

”Det har jeg det virkelig skidt med. Det er en klokkeklar fejl. Vi er virkelig kede af det, og vi beklager rigtig meget”, sagde Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, til Avisen Danmark.

Den danske stat har også tidligere været tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen.  I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Det må antages, at når Jette Petersen nu er blevet ofret, skyldes det, at passivitet fra Landbrugsminister Rasmus Prehns side, kunne have betydet, at han ligesom Mogens Jensen og 15 millioner mink, ville blive slagtet.

Andre problemer

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed.

Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et decideret latterligt jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed.

Landbrugsstyrelsen må også leve med følgevirkningerne af den store udflytning af statslige arbejdspladser i 2016. Landbrugsstyrelsen flyttede 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var økonomiforvaltningen og støttekontrollen svag, ligesom styrelsen døjede med kroniske it-problemer og lange sagsbehandlingstider. Tumulten omkring udflytningen har tydeligvis ikke gjort problemerne mindre.

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Det var ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i denne ombæring. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Ved den seneste stresstest var der også systemisk vigtige banker, som ville komme til at bryde deres bufferkrav i det hårdeste scenarie. Det er dog et såkaldt blødt krav, som vil betyde en række restriktioner – for eksempel at man ikke kan udbetale udbytte til aktionærerne.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er imidlertid mere alvorligt, at der er banker, der bryder gearingskravet, fordi det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nationalbanken opfordrer til at de pågældende banker nøje overvejer, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede i udgangspunktet.

I den tidligere stresstest levede alle bankerne op til gearingskravet. Resultatet af den nye test tyder altså ifølge Nationalbanken på, at der er danske banker, der nu klarer sig dårligere.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det blive meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Nationalbankens betimelige advarsler

Henstillingerne Nationalbanken falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under sidste finanskrise i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb.

Ikke mange havde under krisen dengang appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter. Intet tyder på, at investorer har ændret sig – i en krisesituation vil ingen røre en udskældt og nødlidende bank med en ildtang.