Kan pyrolyse løse landbrugets klimaudfordringer?

Regeringen præsenterede den 4. oktober 2021 aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.

I aftalen fastlægges landbrugets bidrag til 70-procentsmålet for reduktion af CO2e i 2030.

Ifølge aftalen afsættes 575 mio. kr. til et såkaldt ”udviklingsspor”.

Realiteten er, at der i dag kun er et begrænset antal værktøjer til at reducere landbrugets klima- og miljøbe lastning, uden at det har betydelige konsekvenser for landbrugets produktion. Aftaleparterne er enige om, at yderligere reduktioner af landbrugets udledning af drivhusgasser og næringsstoffer skal opnås ved udvikling og ikke afvikling af dansk landbrug ”med afsæt i en teknologi neutral tilgang”.

Til det er der behov for nye teknologier og løsninger til nedbringelse af landbrugets udledning af drivhusgasser og næringsstoffer. Der skal derfor snarest muligt og senest inden for et år udarbejdes en strategi for indfrielsen af reduktionspotentialerne i udviklingssporet.

Der følges op på udviklingssporet igen senest i 2023, hvor reduktionerne i udviklingssporet konkretiseres og så vidt muligt flyttes over i implementeringssporet.

Udover de afsatte 575 mio. kr. til udviklingssporet kommer midler til grøn bioraffinering. Aftaleparterne er enige om at afsætte 196 mio. kr. til pyrolyse i 2023-2024 i tillæg til de 200 mio. kr. i 2021-2022, der blev afsat på finansloven for 2021.

Samlet afsættes 396 mio. kr. til udvikling af brun bioraffinering såsom pyrolyse.

Utilstrækkelige midler til udvikling og forskning

Aftalen af 4. oktober 2021 sigter på at landbruget i 2030 i alt kan bidrage med 7,4 mio. tons CO2e, hvoraf 2,4 mio. tons skal komme fra allerede aftale tiltag som kvælstofindsats og udtagning af lavbundsjorde m.v.

De såkaldte udviklingstiltag i aftalen ventes at bidrage med en reduktion af CO2e med omkring 5 millioner tons i 2030, heraf skønnes ”brun bioraffinering” at kunne bidrage med 2,0 mio. tons CO2e i 2030.

Mens udviklingsindsatser vedrørende gyllehåndtering, fodertilsætning, økologi og udvidet lavbundspotentiale ventes at bidrage med 3 mio. tons.

Professor Jørgen E. Olesen, leder af Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, har i Landbrugsavisen den 5. oktober 2021 vurderet, at de afsatte midler til ny teknologi er utilstrækkelige – der burde afsættes fem gange så meget, lyder vurderingen fra Jørgen E. Olesen.

EU-finansiering er fugle på taget

Finansieringen til udvikling af brun bioraffinering såsom pyrolyse søges tilvejebragt via EU-Fonden for Retfærdig Omstilling. Den nyetablerede EU-fond, der skal bidrage til et klimaneutralt EU inden 2050, skal tackle de økonomiske og sociale konsekvenser som følge af den grønne omstilling ved at støtte de mest berørte områder og arbejdstagere. Fonden indeholder i alt 17,5 mia. euro, svarende til lidt over 131 mia. kr., der er til rådighed for projekter med fokus på blandt andet bæredygtighed, klimaneutralitet og cirkulær økonomi. Om danske pyrolyse-projekter kan komme i betragtning, vides dog ikke.

Hvad er pyrolyse?

Vedrørende den energikrævende pyrolyseteknologi er tankegangen, at CO2 bindes i landbrugsjorden frem for at lade det sive op i atmosfæren. Simpelt forklaret opvarmes planter eller organisk affald fra landbrug eller fødevareindustrien til 5-600 grader. De høje temperaturer får pyrolysegasser til at forlade materialet, og tilbage er rester af kulstof, som så bindes i såkaldt biokul, der minder lidt om en slags grillkul.

Biokullet kan herefter pløjes ud på markerne, hvor det nedbrydes langsomt – over hundredvis, måske tusindvis af år – og dermed er med til at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Når plantemateriale i dag pløjes ned, optages der CO2 fra atmosfæren, hvilket hjælper klimaet. Men i løbet af få år vil langt det meste af plantematerialets kulstof igen blive frigjort igen på grund af mikroorganismers aktiviteter i jorden.

Med pyrolyse bindes CO2’en i biokul og i tilgift kan de pyrolysegasser, der dannes i processen, udnyttes til energiformål eller grønne brændstoffer.

Pyrolyse-teknikken

I dag kender de fleste kun til pyrolyse fra ovne, som fabrikanterne påstår er ”selvrensende”. I processen forbruges godt nok enorme mængder strøm, men rengøringen kan begrænses til at du efter pyrolysen kan tørre det forkullede skidt af med en fugtig klud.

Erfaringer med pyrolyse. Pyrolyseværket på Amager

Ældre københavnere husker udmærket Pyrolyseværket på Amager. Værket, som i virkeligheden var et raffinaderi, blev etableret i 1955 og nedlagt 1978. Hele anlægget, Mærsk Kemi, der tilhørte rederiet A.P. Møller, blev nedlagt i 1981.

Kurt Jacobsen, professor i historie ved CBS, udgav i 2015 bogen ”Haldor Topsøe. Virksomheden og Verden.”

Med reference til bogen kunne Berlingske Tidende den 7. december 2015 fortælle den interessante historie om Mærsk Raffinaderiet eller Pyrolyseværket på Amager, og om, hvordan Haldor Topsøe og Mærsk Mc-Kinney Møller ragede uklar om projektet.

Baggrunden for projektet var en fælles opfattelse hos Haldor Topsøe og A.P. Møller af, at det kunne være lønsomt med et raffinaderi på dansk grund, der kunne spalte billig, tung fuelolie til lettere (og dermed mere værdifulde) kulbrinter vha. en termisk (højtemperatur) cracking-proces, som Haldor Topsøe havde udtænkt. Det var en ny, men uprøvet metode til at fremstille gas af olie ved såkaldt pyrolyse (kraftig opvarmning uden ilt). Topsøes metode var udviklet med inspiration fra ny avanceret teknologi udviklet af den amerikanske virksomhed Houdry.

Processen skulle efter den af Topsøe udviklede men uprøvede metode, foregå på overfladen af opvarmede, ærtestore keramiske kugler (“pebbles”), som skulle katalysere processen. Disse pebbles skulle så cirkuleres, således at de blev opvarmet på et sted, medens spaltningen af fuelolien skete et andet sted.

I oktober 1955 kunne man tænde spildgassen fra det 90 meter høje Pyrolysetårn, og flammen kunne ses vidt omkring. Men det var kun for et syns skyld, for anlægget virkede ikke. Der havde vist sig en række problemer. De meget dyre keramiske kakler, der skulle fore cirkulations-anlægget ville ikke sidde fast. Anlægget lavede en infernalsk larm i de få prøveperioder, hvor det kørte. Cirkulationen af pebbles standsede, fordi støv fra pebbles sammen med sod fra crackingen bagte pebbles sammen i kager.

Anlægget virkede simpelthen ikke.

Pyrolyseværket opgiver pyrolysen

Samtidig havde A.P. Møller indgået leveringsaftaler om ætylen (ethen) til fabrikation af polyetylen og syntese-sprit til De Danske Spritfabrikker. Desuden aftale om levering af gas til Københavns Belysningsvæsen.

I mellemtiden var økonomien i projektet løbet løbsk. Det oprindelige overslag på 30 mio. kr. endte på 56 mio. kr. og Mærsk McKinney Møller, der var tovholder for projektet hos A.P. Møller, der dengang lå på Kgs. Nytorv, var rasende.

Løsningen blev, at i slutningen af april 1957 afbrød A.P. Møller samarbejdet med både Haldor Topsøe og Houdry.

Projektet benyttede i stedet konventionel såkaldt steamcracking. Råmaterialet blev ændret fra overskudsproduktet billig, tung fuelolie til et andet billigt overskudsprodukt, letbenzin, der kunne give omtrent de samme slutprodukter.

Herved måtte det dyre pyrolysetårn – og dermed symbolet på hele projektets grundidé – opgives, men det meste af raffinaderi-afdelingen kunne genbruges, og alle de indgåede kontrakter og aftaler kunne opfyldes (omend med forsinkelse).