Danmarks samarbejde med Indien

Indien Modi Frederiksen

Indien presser på for at få danskeren Niels Holck udleveret. Før mødet lørdag den 9. oktober 2021 mellem statsminister Mette Frederiksen og Indiens premierminister, Narendra Modi, har flere indiske medier skrevet, at sagen om danskeren, som i 1995 kastede godt fire tons våben ned over Purulia i det nordøstlige Indien, på ingen måde er glemt, og at Indien vedholdende vil bringe sagen op over for den danske regering.

Holck-sagen har i en årrække belastet relationerne mellem Indien og Danmark, men forholdet er begyndt at tø op. Den foreløbige kulmination indtraf for et år siden, da Mette Frederiksen og Narendra Modi indgik en aftale om et strategisk grønt partnerskab mellem Indien og Danmark. Det er den aftale, som Mette Frederiksen sammen med en erhvervsdelegation nu er i Indien for at udmønte.

Håbet er, at danske erhvervsvirksomheder kan bidrage til Indiens grønne omstilling. I dag er Indien præget af kulfyring, forurening, sundhedstruende smog, beskidte floder og vandløb og bjerge af plasticaffald overalt.

Raisina

Tirsdag den 13. april 2021 var statsminister Mette Frederiksen en af hovedtalerne ved den førende indiske virtuelle konference om geopolitik- og økonomi kaldet Raisina.

Statsministeren talte om den grønne omstilling, der fylder mere og mere i Indien, og de danske forhåbninger er, at det vil øge de danske muligheder for at levere de grønne løsninger for Indiens 1,3 milliarder indbyggere.

Mette Frederiksen siger til Ritzau: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at perspektiverne i et grønt dansk-indisk samarbejde ligger mig meget på sinde. Det viser, at når selv et lille land som Danmark går forrest, så kan vi vise vejen for større lande i den grønne omstilling af vores samfund. Derfor var jeg også glad for at kunne tale på Raisina i dag, hvor blandt andre premierminister Modi deltog. At Danmark var inviteret som en af hovedtalerne ved konferencen, bekræfter det nære forhold mellem Danmark og Indien”

Den 28. september 2020 mødtes statsminister Mette Frederiksen virtuelt med den indiske premierminister Narendra Modi. De to regeringschefer besluttede at etablere et Grønt Strategisk Partnerskab, der skal udbygge og styrke det dansk-indiske samarbejde inden for fire sektorer, herunder energi, bæredygtig byudvikling, vand samt immaterielle rettigheder (Intellectual Property Rights, IPR).

Danmark var angiveligt det første land, der indgik et strategisk grønt partnerskab med Indien.

Statsministerens sande interesser

Statsministerens interesse for Indien er interessant. Hun er ellers mest kendt for sin langvarige interesse i og engagement for det afrikanske kontinent, og især for den (helt overvejende) del af det, der ligger syd for Sahara.

I bestræbelserne på at støtte de sortes kamp mod det hvide herredømme i Sydafrika meldte hun sig allerede i 1990 ind i ungdomsafdelingen af Nelson Mandelas parti, ANC – ANC Youth, ligesom hun har rejst rundt med sin keynesianske kæreste og på egen krop mærket afrikanernes livsvilkår.

Efter en Bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007 (sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil, i dag børne- og undervisningsminister) opnåede hun en Master i afrikastudier ved Københavns Universitet i 2009. Den store interesse for Afrika gav hende undervejs i DSU (bl.a. af Martin Rossen) tilnavnet, ”Afrikas Dronning”.

Politisk rejselyst inden Coronaen

Tidligere var der ikke en Corona-epidemi til at tøjle danske ministres uhæmmede rejselyst på skatteborgernes regning. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte således Indien fra 18.-20. januar 2019 i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation.

Lars Løkke fortsatte dermed den strøm af danske ministre, der prøvede at tilfredsstille en længsel efter Østens mystik, der er næret af Kipling og en række romantiske Tv-produktioner om en svunden tid, hvor Indien var juvelen i det britiske imperium. I pauser i sightseeingen nåede Lars Løkke dog både at indvie den nybyggede danske ambassadebygning i New Delhi, og åbne et nyt Danske Kulturinstitut.

Daværende energi- og industriminister, Anne Birgitte Lundholt, var på officielt besøg i Indien 1. – 8. marts 1992. På foranledning af DONG Energy indgik Energiministeren en samarbejdsaftale med den indiske minister for elektricitet og ikke konventionelle energikilder, Kalp Nath Rai.

Aftalen gav ikke anledning til stigende eksport af dansk energiteknologi, men blev fulgt af flere ministerbesøg. Senere besøgte daværende udenrigsminister Anders Samuelsen Indien i 2018, og før det var den eventyrlystne klimaminister Lars Christian Lilleholt i Indien i 2017.

Da udenrigsminister Jeppe Kofod den 12. maj 2020 mødtes med sin indiske kollega, Dr. S. Jaishankar, skete det virtuelt. Alligevel lykkedes det at aftale nærmere om det grønne strategiske partnerskab, som Mette Frederiksen senere etablerede med premierminister Narendra Modi.

Problemet er, at Indien og Danmark ikke har fælles værdier eller fælles interesser – ikke engang økonomiske!

Eksportfremme

Det skal dog ikke glemmes, at de egentlige formål med Lars Løkke Rasmussens og Mette Frederiksens eksotiske rejser er at fremme eksporten af fødevarer, søfart og grøn teknologi til Indien.

På trods af indsatsen af talrige danske ministre, er realiteten, at den danske eksport til Indien er meget begrænset og faktisk faldende. Trods intense bestræbelser på at øge afsætningen af fødevarer bl.a. i en periode med bistand fra en udstationeret statskonsulent på ambassaden i Delhi, er vareeksporten forsvindende, og det er stadig tjenesteeksporten i form af Mærsks søtransport, der tegner sig for de væsentligste indtægter.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Den faldende danske eksport til Indien skal vurderes på baggrund af en indisk økonomi med årlige vækstrater på omkring syv procent. Den indiske erhvervspolitik, der fokuserer på at understøtte de nationale produktionssektorer, herunder ikke mindst landbruget, skal dog også tages i betragtning.

Under alle omstændigheder er realiteten, at hverken muslimer eller hinduer sætter pris på danske svinekødsbaserede fødevarer, og at man simpelthen ikke har hverken interesse i eller råd til den danske højt besungne grønne energiteknologi.

Indien står midt i en energikrise

Indiens elsektor er den største kulforbruger i landet, og kulfyrede kraftværker står for produktionen af 70 pct. af Indiens elektricitet. Ud af 108 anlæg har 16 kraftværker rapporteret mangel på kul, og 45 værker har kun kul til få dages forbrug.

Indiens spirende strømkrise deler ligheder med manglen på elektricitet i Kina. Efterspørgslen efter elektricitet voksede i takt med den økonomiske genopretning efter Covid-19, og ingen havde forventet, at økonomien ville tage så hurtig en vending.

Højere globale priser på kul og indenlandske fragtrater lagde en dæmper på kulkøb fra udlandet. Dette resulterede i at de indenlandske lagre af kul blev kørt helt i bund.

Indien har importeret betydelige mængder kul fra Indonesien og Australien, men de asiatiske kulpriser forventes at fortsætte med at stige.

Der har ikke været landsdækkende strømafbrydelser i Indien endnu. Mangel har hidtil hovedsageligt været begrænset til nordlige stater, hvor der lejlighedsvis kan forekomme strømafbrydelser.

Indiens problemer

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Indien har ligeledes foretaget direkte investeringer i it-sektoren i Danmark.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – knap 200 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Mens det internationale samfund har været optaget af Islamisk Stat (IS) fremfærd i Syrien og Irak, og Taleban i Afghanistan og Pakistan, prøver al-Qaeda at få fodfæste i Indien. Det er ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg i 2019, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen.

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar 2019 og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Nationalisme og menneskerettigheder i Indien

Selvom Indien på papiret er et sekulært demokrati, er der, siden Narendra Modi blev premierminister i 2014, sket en markant forværring af forholdene for medlemmer af andre trosretninger end hinduismen.

I Indien er en helt vild nationalistisk strømning intensiveret voldsomt under Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP). Man har fået en situation, hvor hinduister udfører selvtægt og chikanerer kristne og muslimer i en sådan grad, at USA’s Kommision for International Religiøs Frihed de seneste to år har placeret Indien i kategorien af ”særligt bekymrende lande” sammen med lande som Kina, Nordkorea, Pakistan og Saudi-Arabien.

Der rapporteres om online chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet. Beskyttelsen af sundhedsarbejdere under COVID-19-pandemien har været mangelfuld og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Forfølgelser på alarmerende højt niveau

Der er ingen tvivl om, at krænkelserne af tros- og religionsfriheden i Indien er på et ”ganske højt niveau,” forklarer Marie Juul Petersen, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, i Kristeligt Dagblad.

”Religiøse minoriteter i Indien oplever stigende chikane, diskrimination og endda vold fra både statslige og ikke-statslige aktører. Statsborgerskabsloven fra 2019 er et tydeligt eksempel på statslig diskrimination af muslimer. Og under corona-pandemien har mange muslimer oplevet at blive gjort til syndebukke for virussen. Men også kristne er ifølge flere internationale og indiske kristne NGO’er udsat for chikane, hærværk og vold i stadig større grad,” lyder det fra Marie Juul Petersen.

Statsborgerskabsloven var anledning til voldsomme optøjer, da muslimer protesterede mod en lovændring, der gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse pga. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mente at loven var en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer.

Vil Indien udvikle sig til et egentligt Hindustan?

Spørgsmålet er, om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Udover ændringen i indfødsretsloven kunne det betyde en revidering af den i princippet sekulære indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s