I bestræbelserne på at forbedre Det Indre Marked, arbejder Europa-Kommissionen i øjeblikket på et forslag, der sigter på at fremme transparensen omkring bæredygtige virksomheder, der i højere grad tænker på langsigtet bæredygtighed og mindre på kortsigtet profit.

Med bæredygtighed henvises ikke kun til miljømæssige, men også til økonomiske og sociale forhold. De nuværende krav til virksomhedernes oplysninger om ikke-finansielle forhold er helt utilstrækkelige og lever slet ikke op til brugernes forventninger. Brugerne er blandt andre investorer, potentielle investorer og långivere samt virksomhedernes kunder.

Især er der peget på følgende problemer:

Helt generelt er der ikke tilstrækkelig offentlig tilgængelig information om, hvordan ikke-finansielle forhold og herunder specielt bæredygtighedsspørgsmål påvirker virksomhederne, og hvordan virksomhederne selv påvirker samfundet og miljøet. Specielt er de informationer, der offentliggøres, ikke I tilstrækkelig grad sammenlignelige eller troværdige. Virksomheder redegør ikke for alle de ikke-finansielle forhold, som har betydning for bedømmelsen af virksomheden.

I europæiske virksomhedskredse er der opstået stor bekymring for konsekvenserne af forslaget, som de frygter, vil skade den europæiske konkurrenceevne.

I en velkoordineret skræmmekampagne påstås det således, at Europa-Kommissionen i virkeligheden ønsker at begrænse mulighederne for at betale udbytte til aktionærer og ejere, bestemme, hvem der skal sidde i virksomhedernes bestyrelser, sætte nye krav til, hvem virksomhederne står til regnskab for eksempelvis med hensyn til forsyningskæder i andre lande, og forbyde kvartalsrapporter.

I Danmark har Berlingske Tidende villigt stillet spalteplads til rådighed for kampagnen mod bestræbelserne for at fremme bæredygtighed i virksomhederne. Ligesom medlemmer af Europa-Parlamentet fra K, V og S har deltaget i protesterne.

Man må spørge: Er de helt væk?

Lars Løkke Rasmussen har etableret ”et mødested”, der angiveligt skal blive et nyt politisk parti. Ifølge Løkke er der omkring 15.000 medlemmer af det nye netværk.

Det nye parti skal være ”en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ’blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ’rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat”.

Javel, men er det noget, Lars Løkke Rasmussen kan levere?

Den lille svindler fra Græsted

Vi kender Lars Løkke som en upålidelig svindler. Medierne har for længst afdækket Løkkes notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og en i det hele taget moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har heller ikke afsat bevaringsværdige aftryk – tværtimod er hans politiske karriere brolagt med monumentale fiaskoer.

Lars Løkke Rasmussen har et væsentligt ansvar for at landsbysamfundene blev smadret af kommunalreformer og svælget mellem København og udkantsdanmark opstod. For politireformen og retskredsreformen, der tvinger kommuner til at oprette egne vagtkorps. For at skolerne blev ødelagt af folkeskole- og gymnasiereformen. For at universiteterne drænet og udsultet af taxametre og forskningsfaktura. For at arbejdsløse blevet endnu mere fornedret af rettidighedskrav i jobcentrene. Og for at skattesystemet blev ødelagt.

Kort før Lars Løkke Rasmussen blev vist til døren i 2019, præsenterede han en ny reform – denne gang af Sundhedsvæsenet. Reformen havde ingen opbakning – end ikke i Venstre, og vi har ikke siden hørt et ord om dette han seneste bidrag til ”new public management”.

Ingen udsigt til at han vil kunne levere på de fine løfter

Der er således ingen som helst udsigt til at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede NGOer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen. På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Ifølge venstremanden Lars Krarup er årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen klynger sig til politik, alene fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Dagbladet Information har ligeledes peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Den seneste tid har det ikke skortet på prominente medlemmer af Venstre, som lader forstå, at Lars Løkke Rasmussen – for at bruge tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts berømte/berygtede ord – i virkeligheden er en “lille svindler.”

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen kaldte Lars Løkke Rasmussen for en “bitter og hævngerrig” mand.

Imens kan vi følge Lars Løkkes hektiske hundekunster på reality-tv, i klummer i B.T., på webinarer, i foredrag og i nye bøger.

Fra Malis hovedstad oplyses det, at kupsoldater mandag den 24. maj 2021 arresterede Mali’s overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane. Arrestationerne skete kort tid efter at en regeringsændring betød, at 2 stærke støtter for den militærjunta, der i august 2020 tog magten i Mali, blev udelukket fra regeringen. Det drejer sig om indenrigsminister Modibo Kone og forsvarsminister Sadio Camara. Der blev ikke givet nogen grund for deres udelukkelse, men dispositionen vider tydeligt, at der er intern splittelse inden for overgangsregeringen.

Udviklingen i Mali har skabt tvivl om det bliver muligt for overgangsregeringen at leve op til løftet om at organisere nye demokratiske valg i februar næste år i Mali. Det bemærkes, at FN bruger 1,2 milliarder dollars om året på en fredsbevarende mission – MINUSMA. Hertil kommer at Frankrig, Danmark og andre lande også bruger meget betydelige ressourcer i Mali.

Overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane blev svoret ind i september sidste år, efter at den herskende militærjunta efter et voksende internationalt pres indvilligede i at overdrage magten til en civil overgangsregering.

Juntaen havde taget magten den 18. august 2020, hvor enheder fra den regulære hær omringede præsident Ibrahim Boubacar Keitas hjem og affyrede skud i luften. Senere trak han sig tilbage på det nationale tv under tvang og sagde, at han ikke ønskede, at der skulle udgydes blod for, at han kunne forblive som mpræsident. Præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Der har været udbredt bekymring for, at omvæltningerne i Mali i løbet af det sidste år har skabt vanskeligheder for bestræbelserne på at begrænse indflydelsen fra grupper, der støtter Al-Qaeda og ISIS.

Islamiske ekstremister overtog kontrollen over større byer i det nordlige Mali allerede efter kuppet i 2012. Kun en militær intervention fra 2013 ledet af den tidligere kolonimagt Frankrig kunne fortrænge oprørerne fra de større byer, men Frankrig og en FN-styrke har fortsat kampe mod de ekstremistiske oprørere, der opererer i landdistrikter og regelmæssigt angriber veje og byer. Sikkerhedssituationen i Sahelregionen er generelt præget af voldelige konflikter og udbredt tilstedeværelse af militante islamistiske grupper med forbindelser til bl.a. terrorgrupperne Islamisk Stat og Al-Qaeda.

Danmarks medansvar for situationen i Sahel

Regeringen vil udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Regeringen har dermed fået Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag vil bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af den danske cyberkapacitet.
Specialoperationsstyrkebidraget vil bestå af op til ca. 60 personer, der udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kan midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der opstår behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen. Kirurgholdet vil bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der vil derudover kunne udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023. Som logistisk støtte til de øvrige bidrag udsendes et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

De danske militære bidrag vil gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. indebærer offensiv magtanvendelse. Herudover vil bidragene have mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker. Operationsområdet forventes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og vil også kunne omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Hvad vil Danmark i Mali?

Spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Danmark har selv et stort medansvar for det nuværende kaos i Mali og Sahel-området

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen har været begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet.

Statskup

Den 18. august 2020 tog en gruppe officerer i Malis væbnede styrker kontrollen og præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Indenrigspolitiske grunde?

Selvom det nu ser ud til, at Frankrig har fået overtalt den danske regering til endnu et håbløst eventyr i Afrika, er der intet som helst, der tyder på at det vil afhjælpe moradset og forbedre forholdene for den hårdt prøvede befolkning i Mali.

Den eneste fordel, der kan øjnes er, at indsatsen af danske jægersoldater i Mali for en stund vil aflede den hjemlige politiske pres på forsvarsminister Bramsen.

Den 21. maj 2021 kunne Kristeligt Dagblad oplyse, at Roskilde Stift skal have ny biskop i august 2022, når Peter Fischer-Møller ved udgangen af august 2022 fratræder.

Udmeldingen kommer, i forbindelse med at Peter Fischer-Møller fraflytter sin embedsbolig. Der er godt et år til, at han fratræder sin stilling, men han meddeler sin fratrædelse allerede nu i forbindelse med flytningen, men at han godt lige vil have Roskilde Stifts 1000-års jubilæum med.

Udmeldingen kommer nu, idet den nu 65-årige Peter Fischer-Møller er fraflyttet sin embedsbolig og ikke ønsker, at den tomme bispebolig skal skabe uønskede spekulationer.

Sagen viser, at Fischer-Møller ikke er uden fornemmelse for profane emner som f.eks. familiens privatøkonomi. Biskoppens tjenestebolig er godt nok både præsentabel, rummelig og billig, men dels beskattes Fischer-Møller (lempeligt) af værdien af tjenesteboligen, men mere afgørende er, at man i disse tider med stærkt stigende ejendomspriser ikke er ”med på vognen”. Derfor har biskoppen købt et hus sammen med sin hustru, parrets søn og sønnens familie.

Peter Fischer-Møller har siden 2008 været biskop over Roskilde Stift, og dermed har han siddet i spidsen for stiftet i 14 år. Han har siden 1984 arbejdet som præst.

Peter Fischer-Møller siger i anledning af meddelelsen om hans pensionering: “Jeg har som biskop altid sagt, at jeg ikke skulle blive ved, til jeg bliver 70. Jeg regnede med at have brugt det meste af mit krudt og mine gode ideer, når vi var nået derhen, hvor vi er omtrent nu, så det har været planen hele tiden, at jeg skulle stoppe inden jeg blev 70.”

Hvis hans indstilling om at blive til han var 70 havde været kendt ved bispevalget i 2008, kunne valget have fået et andet udfald.

I kirkelige kredse har den passende længde af en biskops embedsperiode været et debatemne.

Debatten er opstået fordi nogle undrer sig over, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller har tidligere erkendt, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år.

Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at forføre dem.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Blandt de mere prominente finder vi tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, og den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen.

Danmarks Radio

Carsten Hansen sag fik ny aktualitet, da Danmarks Radio den 14. februar 2021 kunne præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon dengang trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

På tilsvarende måde var det ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Foreløbig har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed, lyder det fra Socialdemokratiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, og det er lidt uklart hvad Frank Jensen render rundt og laver. Flemming Pless er stadig socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Hovedstaden og opstillet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!

Det Radikale Venstre har ved flere lejligheder kritiseret regeringen for ikke helt og fuldt at bakke op om EU-samarbejdet og for manglende europæisk solidaritet. Senest i forbindelse med statsministerens rejse til Israel for at drøfte vacciner, blev hun af RV korrekset for at sende et forbeholdent signal i forhold til det europæiske samarbejde. De radikale savner, at ”der bliver stemplet 100 procent ind på det europæiske samarbejde”. Danmark burde satse på EU-sporet for at sikre, at der er vacciner nok til alle på europæisk plan.

Det Radikale Venstre altid har været bedrevidende og parate til at dømme andre som politiske ukorrekte. Andre partier bebrejdes jævnligt for at fokusere for meget ved EU-samarbejdets svagheder som f.eks. velfærdsturisme, udlændinges studier i Danmark med SU-støtte, problemer med østeuropæiske tyvebander og den pinagtige handlingslammelse vedrørende migranter og sikring af de ydre grænser.

Hvorfor kan man ikke stole på de Radikale?

I 1980’erne vidste vi dog, hvor vi havde Det Radikale Venstre – sammen med de andre klakører til Sovjetunionens fjernstyring af Vestens såkaldte fredsbevægelser! Det Radikale Venstre, der allerede i 1949 havde stemt mod Danmarks deltagelse i NATO, havde et betydeligt medansvar for den såkaldte ”fodnotepolitik” fra 1982-88. Det Radikale Venstre gik ikke op i anstændighed og politisk korrekthed, da partiet sikrede det parlamentariske flertal til alle fodnote-dagsordnerne op gennem 80’erne. I hele perioden plejede Det Radikale Venstre samtidig utilbørligt tætte forbindelser med det Stasi-styrede Bondeparti i Østtyskland.

Nu er RV tilhænger af det indre marked – tidligere var de imod

Partiets uforbeholdne EU-støtte og tilslutning til klimapolitik og et fælles indre grønt energimarked er bemærkelsesværdig, når man erindrer partiets tidligere skepsis over for tankegangen bag selve det indre marked.

I 1986 kæmpede netop De Radikale mod den grundlæggende traktat bag Det Indre Marked, og i de samme år underløb de sammen med de andre illoyale elementer på Venstrefløjen konsekvent den udenrigs-, sikkerheds- og europapolitik, som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at føre. Nu vil de Radikale have, vi skal forlade os på at EU løser alle problemer. Mon det er klogt?

I februar 2021 blev det meddelt, at Anne-Birgitte Albrechtsen i juni 2021 ville træde tilbage som administrerende direktør for den store hjælpeorganisation Plan International i London. Årsagen er, at hun fra den 1. september 2021 skal være administrerende direktør for LEGO Fonden.

LEGO Fonden

LEGO Fonden har fokus på læring gennem leg, den støtter blandt andet skoleprogrammer, forskning og arbejder blandt andet også for at udbrede kendskabet til LEGO. Fonden ejer 25 procent af familievirksomheden og har en egenkapital på omkring 15 milliarder kroner.

Anne-Birgitte Albrectsen trådte sidste år ind i LEGO-Fondens bestyrelse og afløser til september John Goodwin som fondens øverste chef.

Ifølge Globalnyt har LEGO Fondens bestyrelsesformand, Thomas Kirk Kristiansen, i den anledning udtalt: “Jeg er meget glad for at byde Anne-Birgitte Albrectsen velkommen som ny administrerende direktør for LEGO Fonden. Anne-Birgitte er en stærk leder, og hendes erfaring med menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og fortalervirksomhed er uovertruffen. Hun har en dyb forståelse af de udfordringer, vi står over for, når vi søger at give alle børn mulighed for at blive kreative og engagerede og for at kunne lære hele livet, uanset hvor de er, eller hvad deres omstændigheder måtte være.”

Plan International

Anne-Birgitte Albrechtsen har siden 2015 været chef for Plan International med hovedkvarter i London. Den globale hjælpeorganisation har fokus på verdens mest udsatte børns rettigheder og vilkår og organisationen er aktiv i 75 lande. I 2020 lykkedes det Plan International at mobilisere næsten 7 mia. kroner til støtte for over 26 millioner piger og mere end 24 millioner drenge over hele verden.

I Danmark er PlanBørnefonden en del af Plan International.

Anne-Birgitte Albrechtsens karriere

Inden Albrechtsen kom til Plan International har hun siden 1997 haft en bemærkelsesværdig karriere i FN’s udviklingsorganisation UNDP og senere Assisterende Generalsekretær i FN og Deputy Executive Director for Management ved FN’s befolkningsorganisation, UNFPA.

Anne-Birgitte Albrechtsen (f. 18.7.67) blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1991 og blev straks ansat som fuldmægtig i Udenrigsministeriet, hvorfra hun i september 1994 blev udsendt som ambassadesekretær ved FN-missionen i New York.

Den tyske kansler Angela Merkel glædede sig torsdag den 20. maj 2021 over den amerikanske præsident Joe Bidens beslutning om at droppe sanktionerne mod den omstridte ‎‎North Stream 2‎‎ gasledning.‎

‎Biden-administrationen sagde onsdag, at selvom Nord Stream 2 udgør ”sanktionerbare aktiviteter” i henhold til amerikansk lovgivning, vil USA afstå fra sanktioner. Begrundelsen er angiveligt, at sanktioner ville skade forholdet til Tyskland og USA ville alligevel ikke være i stand til at forhindre projektet.

‎”Selvfølgelig har præsident Biden bevæget sig i vores retning i forbindelse med Nord Stream 2-konflikten, men der er stadig udestående spørgsmål, der kræver nærmere drøftelser” udtalte Merkel til den tyske TV-station WDR.

Gasforbindelsen kan være afsluttet i år, sagde Ruslands energiminister Nikolay Shulginov i sidste uge. Ifølge en talskvinde for Nord Stream 2, var 95 pct. af rørledningen fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald faktisk allerede i slutningen af marts færdig, og gassen vil måske begynde at flyde allerede i slutningen af dette år.

Rusland har været i stand til at erstatte de skibe, logistikvirksomheder og andre leverandører, der tidligere var ramt af de sanktioner Trump-administrationen havde indført. Det er dog stadig uklart hvordan de verifikations- og certificeringsprocedurer, der kræves før rørledningen kan tages i brug, skal foregå.

Konstruktionen af den 1230 km lange pipeline, der vil fordoble transportkapaciteten af de russiske naturgasforsyninger gennem Østersøen til 110 milliarder kubikmeter om året, blev påbegyndt i 2018, men allerede inden gav rørledningen anledning til ballade med modstandere som USA, Ukraine, Polen og andre overfor Tyskland, Frankrig, Østrig, Holland og UK.

Baggrunden for Nord Stream 2 er EU-behovet for naturgas

EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland, Norge (og Danmark) ventes at falde, vil importbehovet stige.

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft, stenkul og brunkul indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi.

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger – samlet i Transgas – gennem Ukraine (120 mia.).

Nord Stream 2

Omkostningerne for Nord Stream 2-projektet, løber op i næsten ti milliarder euro – heraf betaler ejeren – Gazprom – halvdelen, mens resten betales i lige store andele på 920 millioner euro af virksomhederne Wintershall og Uniper/E.NO (begge Tyskland), OMV (Østrig), Royal Dutch Shell (Holland og Storbritannien) og Engie – som tidligere hed GdF Suez – (Frankrig).

Modstanden

En række lande i Central- og Østeuropa har med alle midler forsøgt at forhindre Nord Stream 2. Ukraine har været lodret imod, dels fordi landet risikerer at miste transitafgifter på årligt 2 mia. dollars fra det nuværende Transgas-transmissionssystem. Man har endvidere argumenteret med, at hvis Transgas-systemet blev overflødigt, ville intet bremse Ruslands aggressioner overfor Ukraine.

Ukraine engagerede ”Rasmussen Global” til at bistå med at organisere modstanden i Danmark og EU mod Nord Stream 2. ”Rasmussen Global” er som bekendt den konsulentvirksomhed, Anders Fogh Rasmussen etablerede umiddelbart efter hans sidste arbejdsdag som generalsekretær i NATO.

Rørledningsprojektet har også mødt voldsom modstand fra 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien). Landene har hævdet, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.

Polen har selv ambitioner om at slå sig op som et europæisk gascenter. I øjeblikket bygges der en gasrørledning mellem Danmark og Polen med et EU-tilskud på 320 mio. EUR. Forretningen skal i første omgang bygge på norsk gas. Når den norske gas slipper op, regner man med flydende gas, LPG, fra USA, som kan videresælges med fortjeneste.

Fra USA truede Trump-administrationen de virksomheder, der var involveret i Nord Stream 2 med sanktioner og “strategiske konsekvenser”. Donald Trump havde måske også en interesse i at tvinge Rusland ud af markedet som leverandør af naturgas. Det ville skabe plads for afsætning af amerikansk LPG, der godt nok er 20 procent dyrere end naturgas.

Afhængigheden af Rusland

I diskussionen om Nord Stream 2 har det været hævdet, at gasledningen ville gøre EU afhængig af Rusland. Modargumentet har været, at Ruslands afhængighed af valutaindtægter er større end den europæiske afhængighed af russisk naturgas. Derfor har Rusland været en pålidelig energileverandør i mange årtier. Selv på højden af den kolde krig var der ikke tvivl om leveringspålideligheden, fordi Rusland havde desperat brug for gas- og olievalutaindtægter.

Det er ikke anderledes i dag.

Ruslands gassalg til Kina er voksende, men kineserne betaler kun i yuan. I øvrigt påpeges det, at den eventuelle afhængighed af Rusland ikke bliver hverken større eller mindre og ikke påvirkes af, om den russiske gas kommer gennem Ukraine eller gennem Østersøen.

Ved udgangen af 2020 var Danmarks statsgæld på 536 milliarder kroner.

Coronakrisen bidrog til at statsgælden steg med 115 mia. kroner fra 2019.

Coronakrisen har ramt Danmark hårdt, og sundhedsindsatsen har kostet dyrt, ligesom der er brugt mange penge på at finansiere kompensationsordningerne under coronakrisen, der blandt andet betyder, at staten i perioder har været med til både at betale løn til ansatte og for faste omkostninger som husleje til virksomheder.

Mange har spurgt, om regeringen helt har opgivet at styre de offentlige udgifter, og om der opbygges en gældspukkel, der skal betales af fremtidige generationer.

Spørgsmålet er, om den danske statsgæld overhovedet er et problem?

Danmark havde et godt økonomiske udgangspunkt, da krisen ramte. De offentlige finanser var sunde og statsgælden var håndterlig, men i midten af 2020 var mange økonomer alligevel urolige, og Finansministeriet ventede faktisk, at statsgælden ville stige til 673 milliarder kroner ved udgangen af 2020.

Finansministeriet skød heldigvis helt ved siden af, og i december blev skønnet nedjusteret til 623 milliarder kroner, og det endelige resultat blev altså på kun 536 mia. kr.

Nationalbankens vurderinger

Ifølge Danmarks Nationalbank har den danske statsgæld den højest mulige kreditvurdering (AAA/Aaa) med stabile udsigter hos de største internationale kreditvurderingsbureauer, hvilket bl.a. skyldes det lave gældsniveau og den robuste gældsstruktur.

Ved udgangen af 2020 udgjorde statsgælden 536 mia. kr., svarende til 23 pct. af BNP.

Langt hovedparten af statsgælden er indenlandsk, og på trods af perioder med markedsuro blev de indenlandske statsobligationer solgt til rekordlave renter. I gennemsnit blev statens nominelle statsobligationer solgt til en effektiv rente på -0,33 pct. p.a. og en gennemsnitlig løbetid på 11,6 år. De samlede renteomkostninger på statsgælden udgjorde 0,7 pct. af BNP.

En del af statsgælden afspejler låntagning på vegne af statslige selskaber (genudlån). Korrigeret for disse genudlån udgjorde statsgælden 398 mia. kr., svarende til 17 pct. af BNP ultimo 2020.

Statsgælden opgøres som den nominelle værdi af statens indenlandske og udenlandske gæld fratrukket indeståendet på statens konto i Danmarks Nationalbank og aktiverne i de statslige fonde.

Andre opgørelser af offentlig gæld

I internationale gældssammenligninger benyttes ofte den offentlige sektors bruttogæld, ØMU-gælden. ØMU-gælden har de seneste år ligget væsentligt under stabilitets- og vækstpagtens grænse på 60 pct. af BNP. Danmarks ØMU-gæld skønnes af Europa-Kommissionen at udgøre 45 pct. af BNP ultimo 2020, hvilket er lavt i forhold til andre EU-lande. Forskellen mellem statsgælden og ØMU-gælden afspejler hovedsageligt kommunernes gæld, og at obligationer til finansiering af støttet byggeri og indeståendet på statens konto ikke modregnes i ØMU-gælden.

Endnu ikke set alle regningerne

Vi har dog endnu ikke set alle udgifter for coronakrisen. Finansministeren oplyste imidlertid i december til Folketinget, at på trods af et statsligt nettofinansieringsbehov i 2021 ventedes den samlede statsgæld og ØMU-gælden alligevel falde i forhold til BNP.

‎Forsker i fisk og akvakulturer, Dr. Shakuntala Haraksingh Thilsted, er tildelt World Food Prize for 2021. Hun modtager prisen for sit betydningsfulde arbejde med ernæring, fisk og fødevaresystemer baseret på akvakultur. Verdensfødevareprisen, der ofte sidestilles med en Nobelpris, er den mest prestigefyldte globale pris indenfor landbrug, fiskeri, fødevarer og foodsecurity, der tildeles personer, der har arbejdet for at forbedre menneskers kår ved at forbedre kvaliteten, kvantiteten og tilgængeligheden af føde til alle. ‎

Per Pinstrup Andersen

Den danske agronom, Dr. Per Pinstrup Andersen, der fra 1992 til 2002 var chef for The International Food Policy Research Institute, IFPRI, i Washington, D.C., modtog World Food Prisen i 2001.

Shakuntala Haraksingh Thilsted har siden 2010 været forsker ved forskningscentret WorldFish, der har hovedsæde i Penang, Malaysia, og er en del af det globale forskningsfællesskab for fødevaresikkerhed CGIAR, der blandt andet støttes af Danmark.

Hun modtager prisen, der lyder på 250.000 dollars, godt 1,5 millioner kroner, for sine forskningsresultater inden for hvordan en fiskebaseret diæt er med til at forbedre menneskers sundhed og helbred i udviklingslande.

Thilsted var den første til at fastslå, hvordan mange små fiskearter, der er en almindelig spise i hele Sydøstasien, er en vigtig kilde til essentielle mikronæringsstoffer og fedtsyrer og forbedrer optagelsen af næringsstoffer fra plantebaserede fødevarer.

Opdagelsen har dels ført til en gentænkning af den videnskabelige forståelse af fordelene ved fiskebaserede diæter, dels været med til at forbedre liv og indtægter for nogle af verdens mest skrøbelige mennesker.

Anerkendelse af akvakultur og et overset forskningsområde
En stor del af successen med at fremme ikke-industriel akvakultur i udviklingslande skyldes udviklingen af polykultur i dambrug, hvor små og store fiskearter opdrættes sammen. Shakuntala Haraksingh Thilsteds forskning har nemlig vist, hvordan opdræt af forskellige fiskesorter øger den samlede fiskeproduktion og dens næringsværdi.

“Jeg er virkelig beæret over at modtage World Food Prize 2021 og meget ydmyg over nu at tilhøre den fornemme række af tidligere prismodtagere,” sagde Thilsted, da hun modtog prisen.

“Denne pris er en vigtig anerkendelse af den væsentlige, men ofte oversete rolle som fisk og akvatiske fødevaresystemer har i udviklingsrelateret landbrugsforskning. Fødevarer fra fisk og akvakulturer giver millioner af udsatte kvinder, børn og mænd mulighed for at være sunde og velnærede.”

Shakuntala Haraksingh Thilsted, der oprindelig er fra Trinidad og Tobago, fik i 1980 sin ph.d. i ernæringsfysiologi fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, som i dag er en del af Københavns Universitet. Siden var hun ansat i 20 år som forsker og underviser samme sted.

Shakuntala Haraksingh Thilsted er gift med Finn Thilsted, tidligere dansk ambassadør i Bangladesh, Kenya og Nepal.