Nemlig.com har siden marts befundet sig i en mediestorm. Berlingske Tidende, Politiken og andre aviser har flittigt med kilde især i fagforeningen 3F deltaget i kampagnen og kolporteret beskrivelser af påståede kritisable arbejdsforhold blandt chauffører, der kørte varer for virksomheden, og arbejdere på virksomhedens centrallagre.

Her blev beskrevet arbejdsforhold med stressende tidsplaner, syvdages arbejdsuger, måneder uden fridage, 15 timers arbejdsdage, for få pauser, tunge løft og bøder.

Det er på den baggrund patetisk, at Berlingske Tidendes Tante Møhge, erhvervskommentator, Birgitte Erhardtsen, den 14. maj 2021 kan bringe en artikel om hvordan Nemlig.com viser vejen til ægte job for ikkevestlige indvandrere.

https://www.berlingske.dk/kommentar/nej-til-meningsloese-pipfuglekurser-nemligcom-viser-vejen-til-aegte-job

De seneste uger har der været en intens debat om dels hjemsendelser af syriske flygtninge og dels muligheden for at hjemtage ISIS-tilhængere og deres børn fra kurdiske lejre.

Kritikere indenfor og udenfor Socialdemokratiet af regeringens politik har følt sig udsat for koordinerede angreb fra en række socialdemokratiske debattører. Det må antages at Mette Gjerskov, der har været ganske bramfri i sin kritik, har fået ”venlige” henvendelser fra gode partikammerater.

Et eksempel er også twitter-slagsmålet mellem skuespilleren Pilou Asbæk og en række socialdemokrater, efter skuespilleren har kastet sig ind i debatten om hjemsendelser af syriske flygtninge.

Benjamin Rud Elberth, ekspert i digital, politisk kommunikation, mener, at noget tyder på, at der sidder en eller anden form for tæskehold klar.

Forfatteren Jonas Eika modtog i 2019 Nordisk Råds Litteraturpris. I sin takketale beskyldte han Danmark for “at have statsracisme”. Det fik Rasmus Stoklund til at kalde Eika “en forfatterklovn.

– Hvis Socialdemokratiet var et fodboldhold, så ville deres strategi være at gå ud med knopperne forrest på sociale medier. For kan de skræmme manden tilstrækkeligt, bliver historien ikke lige så stor i de klassiske medier, siger Benjamin Rud Elberth.

Og det virker, når socialdemokraterne kaster sig ind i debatten med kunstnere, der er uenige i deres politik.

– Jeg kan godt forstå, at man som utrænet skuespiller, forsker, kunstner og så videre bliver skræmt af det her. Forestil dig at blive overfaldet af nogen, der er trænet i debatteknik. Det er voldsomt at komme i den tørretumbler, siger Benjamin Rud Elberth.

Tidligere eksempler

Berlingske bragte i midten af februar 2020 en række eksempler på Socialdemokratiets pres på uvildige eksperter og interesseorganisationer, der havde udtalt sig kritisk om socialdemokratisk politik. Eksempler, som gav et solidt indtryk af en ryggesløs, magtfuldkommen, kæft-, trit- og retningsorienteret regering, der er pænt ligeglad med substansen af et givent politisk tema. Eksperter, der udtaler sig kritisk om Socialdemokratiets politik, udsætter sig selv for fare for intimidering fra partiet.

Henrik Sass Larsen og Martin Rossen

Hårde nysere som Henrik Sass Larsen og Martin Rossen er p.t. trådt i baggrunden, men billedet på dansk demokrati i disse år syntes at være, at eksperter, herunder mange offentligt ansatte, må være forberedt på at blive udsat for bøllemetoder og gemen intimidering fra magtens centrum, skulle de finde på at sige regeringspartiet imod.

Det overrasker tilsyneladende mange, men det er faktisk ikke en ny foreteelse. Socialdemokratiet har altid i regering ment at have et ”ejerskab” til embedsværket. Genstridige personer er angiveligt optaget på veritable ”dødslister” over folk, man ved ført givne lejlighed skulle af med.

Det er nok også forekommet, at det er kommunikeret til genstridige, uafhængige eksperter og organisationer, at obsternasig fremturen kunne få ubehagelige konsekvenser.

Længere tilbage

Hvis vi går lidt længere tilbage i tiden, brugte man også andre håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Der har altid været hjælpsomme partimedlemmer i bevægelsen, der kunne mobiliseres i givne situationer.

Men Socialdemokratiet har også haft ”gode venner” i Politiet og i andre myndigheder, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Politikommissær Christian Madsen

En sådan ven var Christian Madsen, der siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet tæt til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943. Siden havde man prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann

Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.

Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.

I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, hvor døren kun kunne åbnes udefra.

Tidligere ministersekretær og direktør i Folketinget, Helge Hjortdal, har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.

Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!

Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.

Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.

I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.

Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.

Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.

Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.

Den finske forbindelse

En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.

”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.

Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.

Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.

Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.

Gik af som statsminister i 1962

Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, men til offentligheden var hospitalsindlæggelsen begrundet med hjerteproblemer. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.

Viggo Kampmann var formand for Statsanstalten for Livsforsikring fra 1962 og døde den 3. juni 1976.

Statsrevisorerne afgav den 12. maj 2021 Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere. Miljø- og Fødevareministeriet – nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri – kritiseres for ikke at have sikret en korrekt forvaltning af tilskud til landbrugere.

Konsekvensen er, at der er risiko for uregelmæssigheder, omgåelser og efterfølgende underkendelser fra EuropaKommissionen og dermed tilbagebetaling af EU-støtte.

Efter mink-skandalen, der foreløbig har kostet Fødevareminister Mogens Jensen posten, blev det daværende Miljø- og Fødevareministerium splittet ad, og den ansvarlige departementschef, Henrik Studsgaard, blev fritaget for ansvar for landbrugssagerne.

Esben Lunde Larsen var miljø -og fødevareminister fra 2016-2018 for Venstre. I dag er han fellow ved World Resources Institute i Washington.

Det kan således blive vanskeligt at placere et politisk ansvar for de kritiserede forhold, men det er Landbrugsstyrelsen under ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, der har det administrative ansvar for administrationen af de omkring syv milliarder kroner, der årligt uddeles i EU-tilskud til landbruget.

Ministeriet/Landbrugsstyrelsen har ifølge Statsrevisorerne ikke “sikret en tilstrækkelig kontrol” med modtagernes ejerforhold og har ikke “i tilstrækkeligt omfang” sikret sig, at “væsentlige krav” er overholdt. Den utilstrækkelige kontrol med landbrugstilskud kan betyde tilbagebetaling af EU-midler.

Det er specielt Landbrugsstyrelsens mangel på kontrol med, om landbrugere har lavet en kunstig opsplitning af deres bedrift for at omgå et loft over støtte, der får kritik.

Landbrugsstyrelsen

Indtil Fødevarestyrelsen kom i fokus under minksagen og i forbindelse med den fortsatte skandale om ned- og opgravning af de 15 millioner aflivede mink, havde Landbrugsstyrelsen længe ligget på en suveræn førsteplads over de mest kritiserede og udskældte statslige styrelse.

Landbrugsstyrelsen er overalt i landbrugskredse kendt for manglende professionalisme og lange sagsbehandlingstider. Styrelsens administrative svagheder er ikke kun en belastning for dansk landbrug, men også – som den aktuelle revisionsberetning viser – kostbar for danske skatteborgere.

Med den netop offentliggjorte Beretning 15/2020 om forvaltning af tilskud til landbrugere er det langt fra første gang at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er ude med riven efter den udskældte styrelse under Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

Landbrugsstyrelsen hed tidligere NaturErhvervsstyrelsen, men skiftede navn efter skandalen om kvotekongerne og overflytningen af fiskeriområdet til Udenrigsministeriet. Fiskeri er nu tilbageført til ministeriet, men forvaltningen sker i en selvstændig Fiskeristyrelse.

Kritik fra alle sider

Rigsrevisionen og statsrevisorerne har tidligere kritiseret styrelsen for at udskyde afgivelsen af tilsagn til projektstøtte for mere end 500 mio. kr., for at aflægge regnskaberne for Garantifonden og Landdistriktsfonden for sent, for at have en utilstrækkelig kvalitetssikring og for fejl i udbetalingen af arealstøtte.

Det Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriets departement, der som kompetent myndighed har ansvaret for at føre tilsyn med og overvåge det danske såkaldte betalingsorgan for landbrugsfondene – Landbrugsstyrelsen – og rapportere herom til EuropaKommissionen.

Rigsrevisionen og statsrevisorerne mener tydeligvis, at departementet langt fra til alle tider har levet op det ansvar.

Landbrugsstyrelsen ligger også i åben krig med styrelsens kunder – landmændene. Landmændene er jævnt hen utilfredse med styrelsens sendrægtige sagsbehandling, der betyder at udbetalingen af EU-støtten forsinkes.

Landbrug & Fødevarer

AgriWatch kunne den 11. august 2020 berette, at daværende formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, var grumme træt af Landbrugsstyrelsens IT-problemer, der betød, at den oprindelige ansøgningsfrist for at få del i støtte til etablering af vådområder, var udsat til den 25. august 2020.

“Endnu engang er der it-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i it-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne it-problemer på flere områder,” skrev Merrild i en skriftlig kommentar til AgriWatch.

Merrild fremhævede, at han var bekendt med flere landmænd, der holdt sig tilbage fra at søge om at etablere minivådområder, fordi der de seneste år har været adskillige tekniske og administrative problemer med ordningen.

“Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige miljøtiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd,” skrev Merrild.

Bæredygtigt Landbrug

Styrelsens kontrolindsats giver også anledning til kritik. Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, har således kritiserer de kontrollanter, som opfører sig ”utilstedeligt, rethaverisk og aggressivt” overfor foreningens medlemmer.

Landbrugsavisen kunne igen den 20. februar 2021 berette om stærkt forsinkede støtteudbetalinger.

Tilbagebetaling af EU-støtte

Som påpeget af Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kan Landbrugsstyrelsens dispositioner blive kostbare for Danmark.

Det er Avisen Danmark, der via et aktstykke i Folketingets Finansudvalg har afdækket hvordan der er lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

Landbrugsstyrelsen har i strid med EU’s regler i perioden 2015-2019 udbetalt 287 mio. kr. for meget til visse danske landmænd, mens andre har fået udbetalt 286 mio. kr. for lidt.

EU skal have sine penge tilbage, og det skal de landmænd, som har fået for lidt, også. Man kan ikke afkræve af de landmænd, som har fået for meget, at de skal betale det overskydende tilbage. Det vurderer Kammeradvokaten. Pengene må derfor hentes i statskassen. Tilsvarende kan man ikke pålægge EU at betale de landmænd, som har fået for lidt. Det får skatteyderne også lov til.

Styrelsens beklagelser

”Det har jeg det virkelig skidt med. Det er en klokkeklar fejl. Vi er virkelig kede af det, og vi beklager rigtig meget”, siger Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, til Avisen Danmark.

Den danske stat har også tidligere været tvunget til at betale støttekroner tilbage til EU på grund af fejl i sagsbehandlingen i styrelsen.  I en korrespondance med finansministeriet har Miljø- og Fødevareministeriet bekræftet, at der alene ”fra 2007 til 2014 har været underkendelser for 1,2 mia. kroner”.

Det antages, at Jette Petersen i den kommende tid må affinde sig med et skærpet tilsyn fra Landbrugsminister Rasmus Prehn, der formentlig ikke har lyst til at blive slagtet som Mogens Jensen og 15 millioner mink.

Andre problemer

Udover lange sagsbehandlingstider har Landbrugsstyrelsen heller ikke styr på økonomien. Derfor er styrelsen i gang med en tiltrængt effektivisering. Samtidig prøver man at omstille organisationen, så opgaverne kan løses med færre hænder. Styrelsen er derfor midt i en stor agil transformation som betyder, at styrelsens støtteordninger og IT-understøttelse fremover vil blive konfigureret og designet i agile teams, der består af IT-udviklere, testere, forretningen og produktionsenhed.

Styrelsen er stærkt fokuseret på agilitet, og et decideret latterligt jobopslag om en ledig stilling som agil coach vakte opmærksomhed.

Landbrugsstyrelsen må også leve med følgevirkningerne af den store udflytning af statslige arbejdspladser i 2016. Landbrugsstyrelsen flyttede 376 arbejdspladser fra København til en stor afdeling til det tidligere sindssygehospital på Augustenborg Slot på Als. Udover Augustenborg blev 16 arbejdspladser flyttet til styrelsens afdeling i Tønder.

Selvom man umiddelbart kunne have forventet, at det for mange statslige landbrugsbureaukrater ville være en befrielse at blive udstationeret i provinsens landbrugsland, var der betydelig modstand mod beslutningen om at statsansatte blev tvunget til at forrette tjeneste på Als.

I en mail dateret 17. september 2015 til Finansministeriets daværende departementschef, Martin Præstegaard, advarede tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, mod regeringens plan om at flytte styrelsen til et tidligere sindssygehospital i Sønderborg. Flytningen ”vil med stor sikkerhed føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål”, advarede departementschefen.

Allerede inden udflytningen var økonomiforvaltningen og støttekontrollen svag, ligesom styrelsen døjede med kroniske it-problemer og lange sagsbehandlingstider. Tumulten omkring udflytningen har tydeligvis ikke gjort problemerne mindre.

Også kritik af britisk søsterorganisation

Landbrugsstyrelsen kan trøste sig med, at styrelsens britiske søsterinstitution, Rural Payments Agency (RPA) også udsættes for sønderlemmende kritik. Farmers Weekly kan berette, at kritikken går på “mangler på flere niveauer”, som forårsager betydelig skade for landmændene og rejser spørgsmål om styrelsens evne til at administrere landbrugsstøtten.

I Storbritannien er landmændene blevet lovet, at de bliver holdt skadesløse efter Brexit, og UK ikke længere er omfattet af EU’s landbrugspolitik.

Det britiske parlament er derfor særdeles opmærksomme på, at de britiske landmænd får den behandling de har krav på, og Parlamentets udvalg om miljø, fødevarer og landdistrikter har konkluderer, at RPA-agenturet ikke formår at levere på hovedopgaverne. Kritikken kommer efter at Landbrugsstyrelsens søsterorganisation i mange år har været kritiseret i en lang række officielle rapporter. Kritikken har især gået på udbetalingsorganets evne til at administrere støtteordningerne og få betalingerne ud til landmændene i rette tid.

Efter 136 år og stigende problemer med at tjene penge opgiver Bryggeriet Vestfyen, nu kampen. Bestyrelsen i Bryggeriet Vestfyen, der er Danmarks fjerde største bryggeri efter Carlsberg, Royal Unibrew og Harboe, er enig om planen, og de største aktionærer har sagt ja til at sælge deres aktier til Olvi, der ikke er til stede i Danmark i forvejen.

Augustinus Industri involveret i begge bryggerihandler

Salget støttes af Augustinus Industri, der ejer 32 pct. af det samlede antal aktier og er den største aktionær i Bryggeriet Vestfyen. Desuden har Bryggeriet Vestfyens Fond med 28 pct. af aktierne sagt ja. Virksomheden ejer selv 14 procent aktierne.

Vestfyen til finske Olvi

Vestfyen bliver derfor finnernes redskab til at erobre en bid af det danske marked. Køberen har lovet at videreføre Vestfyen som selvstændig enhed og med den nuværende organisation og ledelse.

Den finske koncern Olvi er på størrelse med danske Royal Unibrew men er stadig domineret af en fond og en familie. Hovedsædet ligger i Iisalmi midt i Finland, og derudover har koncernen købt bryggerier i Estland, Letland, Litauen og Belarus.

Vestfyen har 100 ansatte, og bryggeriet står blandt andet bag mærker som Vestfyen, Willemoes, Frejdahl, Indslev og Jolly Cola.

Halvdelen af Vestfyens salg er egne mærkevarer, mens den anden del er produkter, der sælges under butikskædernes egne navne. Bryggeriet har oplevet, at det i stigende grad er vanskeligt at få plads på hylderne til bryggeriets mærkevarer – for eksempel Jolly Cola, og det har presset indtjeningen.

Fuglsang til Royal Unibrew

Beslutningen om salg af Vestfyen til finnerne kommer kort tid efter, at det lille sønderjyske og familieejede bryggeri Fuglsang blev solgt til Royal Unibrew, der er Danmarks næststørste bryggerikoncern ejet af Augustinus Industri og den amerikanske kapitalfond Black Rock.

Bryggeriet Fuglsang har i en pressemeddelelse oplyst, at Fuglsang Holding solgte Bryggeriet S.C. Fuglsang samt Mineralvandsfabrikken Frem. Det bliver således Royal Unibrew, der fremover får ansvaret for varemærkerne Fuglsang, Frem, Adelhardt og Urban Cocktails og de dertil hørende produktserier.

Familiens beslutning om at sælge bryggeriet kommer angiveligt efter en vurdering af, at der var lang vej til at Fuglsang kunne blive en af de helt store spillere på det danske marked i kombination med, at det ville blive en stadig dårligere forretning at fortsætte kampen i mellemkategorien.

Fuglsang-bryggeriet har i flere år haft røde tal på bundlinjen og Bryggeriet S.C. Fuglsang kom ud af 2020 med et underskud på ca. 10 mio. kr.

Hos Royal Unibrew lægger man vægt på, at opkøbet går godt i spænd med bryggerikoncernens overordnede strategi, som bl.a. i høj grad bygger på brands med lokal forankring.

I praksis betyder købet, at Royal Unibrew overtager produktion, salg og distribution af alle produkter fra Bryggeriet Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem.

De indledende øvelser med at opgrave de omkring 13.000 ton aflivede mink begynder torsdag den 13. maj med en prøveopgravning ved Nørre Felding.

Pressen inviteres inden for på det militære øvelsesterræn kl. 8.30-9.30, hvor det vil være muligt at overvære arbejdet og stille spørgsmål til fødevareminister Rasmus Prehn og indsatschef i Fødevarestyrelsen Kasper Klintø.

Efter opgravningen skal de mange tusind ton døde mink ifølge DR køres hundredvis af kilometer for at blive brændt af.

Således skal der f.eks. brændes mink af i både Odense og på Amager, som bliver kørt fra Ndr. Felding nær Holstebro og Kølvrå nær Viborg.

Ifølge DR skal hele 13 forskellige byer brænde mink af, og vi snakker både Nordjylland, Sønderjylland, Odense og Sjælland.

Det bliver 13 kommunale forbrændingsanlæg, der skal sørge for at skaffe de mange millioner døde mink af vejen i den kommende tid.

Fødevarestyrelsen har bedt Holstebro og Viborg kommuner, hvor minkgravene ligger, om at stå for opgaven.

Forbrændingsanlæggene kommer til at modtage mellem et og fire læs dagligt fra slut maj til midt juli.

Forbrændingsanlæggene ligger i Esbjerg, Kolding, Holstebro, Odense, Aarhus, Hjørring, Aalborg, Sønderborg, Glostrup, Amager, Roskilde, Næstved og Hørsholm.

Hvis det Konservative Folkeparti igen skal indtage sin naturlige, centrale rolle i dansk politik, er vejen frem mod næste Folketingsvalg brolagt af ansvarlighed.

Risikoen for fejltrin er hele tiden til stede.

De forpligtelser, partiet føler overfor forvaltningen af vores økonomi, natur, miljø og klima, så vi ikke efterlader ubetalte regninger til vores efterkommere, er velkendte – alle i Danmark med den mindste politiske interesse, er udmærket er klar over, hvor de har Det Konservative Folkeparti i disse spørgsmål.

Denne veletablerede position er et idealt udgangspunkt for partiets forhandlinger om konkrete klima- og miljøtiltag.

Der er ingen som helst grund til, at de konservative skal dokumentere sin holdning med urealistiske krav om energirenoveringskrav til alle offentlige bygninger.

I 2021 skal det forhandles hvordan EU når derhen. EU’s delmål for energieffektivitet skal derfor også genforhandles senere i år. Hvis EU-landene ikke længere blot skal skære 32,5 pct., men at kravet forhøjes til 40 pct. af sit samlede energiforbrug i 2030, vil det være gode nyheder for virksomheder indenfor energieffektivesering som Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux.

Inden EU-forhandlingerne skal Folketingets Europa-udvalg afgøre, hvilket mandat Dan Jørgensen skal have med sig i attachémappen til forhandlingerne i Bruxelles.

Med det nye 55 pct-mål om reduktion af drivhusgasser har EU besluttet, hvor europæisk klimapolitik skal hen i 2030. De konservative har stillet forslag om, at EU-kravet til energirenovering af statslige bygninger også kommer til at omfatte de danske kommunale og regionale bygninger.

Hvis de konservative fortsat skamløst deponerer klimapolitikken hos Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux i lobbyorganisationen ”Synergi”, vil det vanskeliggøre borgerlig enighed på dette politikområde, og blokere for partiets vej tilbage til magtens centrum.

Partiet har i Folketinget stillet forslag om, at EU-kravet til energirenovering af statslige bygninger også kommer til at omfatte de danske kommunale og regionale bygninger. Herefter bør partiet holde lav profil og afvente Folketingets behandling,

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens konsulentvirksomheds dækorganisation, The Alliance of Democracies Foundation, står bag Copenhagen Democracy Summit, der afholdes i København mandag og tirsdag 11. – 12. maj 2021.

På talerlisten er bl.a. udenrigsminister Jeppe Kofod, demokratiaktivisten fra Hongkong Nathan Law og Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Den kinesiske ambassade i København er ikke begejstret: ”Vi modsætter os på det kraftigste indblanding i vores interne affære fra enhver udenlandsk regering, organisation eller individ. Anti-kinesiske aktiviteter af udenlandske kræfter sammen med separatister, som taler for uafhængighed for Hongkong og Taiwan, vil slå fejl”, har den kinesiske ambassade meddelt.

Allerede sidste år, blev Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen havde inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere har forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at ”principper er vigtigere end profitter”.

Siden Anders Fogh Rasmussen trådte af som generalsekretær for NATO har han mod honorar engageret sig i flere opsigtsvækkende konsulentopgaver: Han har rådgivet den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og også en lettisk bank under anklage for hvidvask mv.

Ingen er derfor længere overrasket over Fogh Rasmussens dispositioner, men sidste år sendte Anders Fogh Rasmussen alligevel sin håndgangne mand i byen for at forsvare sin bemærkelsesværdige ko-vending i forhold til Kina.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. Vi må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang er Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede. På sin vis er Kinas vrede over Anders Fogh Rasmussens kyniske holdningsskifte. Ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina, dengang det forekom at være den lønsomme position.

Danmarks fedteri for Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 40 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Med udenrigsminister Jeppe Kofods optræden på Anders Fogh Rasmussens dækorganisations arrangement, Copenhagen Democracy Summit, er det meget svært at se, hvordan en fornyelse af arbejdsprogrammet kan lade sig gøre.

Danmark har flagret, men andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at Corona får især kvinder til at trøstespise.

Ifølge Davide Giacalone, lektor i testning og optimering af forbrugerprodukter ved SDU Innovation and Design Engineering på Institut for Teknologi og Innovation, der med sin corona-forskning lever op til SDU’s motto: ”Frugten vokser frem ved arbejdet på den nye ager”, spiste hver tredje af os under første corona-nedlukning flere søde sager og skyllede det ned med rigelige mængder af sodavand og alkohol.

Lektor Davide Giacalone siger

–  Vi ved fra litteraturen, at folk bruger fødevarer som chokolade, slik, kager og alkohol som emotionel comfort food, som kan dulme svære følelser, og uddyber:

– Vi ved fra studier at folk, som går gennem en svær periode, også får en dårligere kost. Det samme billede gør sig gældende med folk, der lider af angst og depression; de spiser generelt mere usundt i form af mere slik, kage og alkohol. Det er en fortolkning, men det er nærliggende at tænke, at de samme mekanismer gør sig gældende under en corona-lockdown.

Danske universiteters svage internationale placering

I Danmark bruges en væsentlig del af de samlede ganske store investeringer i uddannelse på grundskolen. Opgjort efter midlerne til de videregående uddannelser ligger vi under EU-gennemsnittet og helt nede på 25. pladsen blandt OECD-landene.

Det er derfor ikke overraskende, at Danmark langt fra har en stærk international placering, hvad angår kvaliteten af de videregående uddannelser.

Bortset fra Roskilde Universitet, RUC, kan vi i disse år kan vi alligevel notere stor søgning til de videregående uddannelser og de danske universiteter. Særligt elever med høje karakterer fravælger RUC.

SDU’s ydmyge placering på ranglister

THE (Times Higher Education) har siden 2004 til benefice for studenter, universitetsfolk, regeringer og virksomheder offentliggjort data om forskellige universiteters performance.

Ifølge World University Rankings 2021 er University of Oxford verdens bedste universitet. Cambridge ligger på 6.pladsen, men ellers er det USA, der dominerer listen over verdens bedste universiteter med 8 blandt verdens 10 bedste universiteter, og med i alt 172 institutioner repræsenteret sammenlignet med Japans 110 og UK’s 100.

Danmark er ydmygt placeret.

Syddansk Universitet ligger på ranglisten nede i intervallet 251-300, mens Roskilde Universitet rangeres helt i bunden i intervallet 601-800 blandt verdens 1.258 universiteter.

Københavns Universitet er rangeret som nr. 84, Aarhus Universitet som nr. 106 og DTU som nr. 187. CBS og Aalborg er placeret i intervallet 201-250,

Onsdag den 19. maj 2021 – kl. 19:00 – kan du i København høre et foredrag: Egypten i dag. Egypten som rejseland.

Det er Danmarks ambassadør i Egypten, Svend Olling, som er aftenens foredragsholder, og som det hedder i foromtalen: Med ham ”er du sikret opdateret viden og stort kendskab til Egypten i dag. Svend har altid været et rejsende menneske. Han har tidligere været udstationeret i både USA og senest Tyrkiet. Begge steder er kortene fyldt med nåle over alle de steder han besøgte i løbet af udstationeringerne”.

Udenrigsministeriet har siden T.E. Lawrence og ”Lawrence of Arabia” haft en svaghed for Mellemøsten. Siden 2003 har Danmark styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden. Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Det helt urealistisk ambitiøse initiativ kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det arabiske forår

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

I Egypten markeres den 25. januar 2011 som begyndelsen på revolutionen med demonstrationer, offentlige møder, civil ulydighed, optøjer, strejker og voldelige sammenstød med myndighederne.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og en status for programmet forventes forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) i løbet af foråret 2021. Herudover dokumenteres DAPPs arbejde og resultater løbende ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: www.dapp.dk.

Jubilæums-konference

I 2021 er det 10 år siden, at Det Arabiske Forår brød ud i Mellemøsten. Det markerer DAPP med en to-dages konference på Rødding Højskole den 8. – 9. juni 2021 (Pga. corona-situationen er konferencen flyttet fra den 9.-10. marts). Udenrigsminister Jeppe Kofoed åbner konferencen, som også har tidligere udenrigsminister Per Stig Møller som deltager.

Imens i Egypten

I Egypten er der uroligheder. På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der har været demonstrationer i Kairo og i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

I Kairo skete det blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo, der blev kendt fra Det Arabiske Forår i Egypten. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Nu høres krav om, at den diktatoriske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, træder tilbage.

Den egyptiske revolution

Den ægyptiske revolution i 2011, også kendt som den 25. januar-revolution, startede den 25. januar 2011 og spredte sig over Egypten. Oprøret bestod af demonstrationer, marcher, besættelser af pladser, civil ulydighed og strejker – oprindelig rettet mod den stigende politibrutalitet.

Millioner af demonstranter ikke kun med muslimsk baggrund, men fra forskellige religioner og samfundsgrupper blev efterhånden mobiliseret og krævede, at ​​den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af.

Voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter resulterede i mindst 846 dræbte og over 6.000 sårede. Demonstranterne brændte samtidig over 90 politistationer af over hele landet.

Demonstranternes primære krav var rettet mod Mubarak-regimet og hovedstaden Kairo blev beskrevet som “en krigszone” ligesom havnebyen Suez oplevede hyppige voldelige sammenstød. Egyptens sikkerhedsstyrker, der oprindeligt var loyale over for Mubarak, blev gradvist erstattet af militære tropper.

Den 11. februar 2011 annoncerede vicepræsident Omar Suleiman, at Mubarak trak sig som præsident og overførte magten til det øverste rådsråd (SCAF).

Hosni Mubarak var i 1981 ”valgt” ved et valg, hvor han var eneste kandidat, og efterfulgte præsidenterne Anwar Sadat, Gamal Abdel Nasser og Muhammad Naguib, der havde magten i Egypten siden den såkaldte 1952-revolution, hvor et militærkup tvang Kong Farouk til at abdicere og omdannede Egypten til en republik.

Militærjuntaen, ledet af Mohamed Hussein Tantawi, bebudede den 13. februar 2011, at forfatningen blev suspenderet, begge parlamentshuse opløst, og militæret ville regere i seks måneder (indtil valg kunne afholdes).

Det Muslimske Broderskab

Efter revolutionen mod Mubarak og en periode med styring af det øverste råd for de væbnede styrker kom Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten gennem en række valg. Ægypterne valgte ved et frit valg i juni 2012 med 51,7 procent af stemmerne islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs politiske gren: Friheds- og Retfærdighedspartiet, som han blev formand for i april 2011.

Mursi-regeringen stødte imidlertid på hård modstand efter hans forsøg på at vedtage en islamisk forfatning. Det udløste generel protest fra sekulære grupper og fra militæret, og masseprotester brød ud mod hans styre den 28. juni 2013.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 blev Mursi afsat ved et statskup ledet af forsvarsministeren, general Abdul Fattah El-Sisi.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. De fyldte fængsler er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Al-Sisi ikke hidtil udfordret

Hidtil har præsident Abdul Fattah al-Sisi ikke for alvor været udfordret – det vil næppe ske så længe Broderskabets islamister er sorteret fra på forhånd.

Blandt landets islamister er det kun salafisterne fra Nourpartiet, der får lov til at stille op til valgene. Den ordning er kommet i stand, fordi Nourpartiet støttede kuppet mod Broderskabets præsident i 2013. Derfor opfattes Nourpartiet som ”de tålte islamister”, der hellere vil overleve politisk end at kaste sig ud i ideologisk magtovertagelse for enhver pris.

Det Muslimske Broderskab kan som nævnt ikke stille op til valgene. Broderskabet kan hverken stille op som parti eller med løsgængere fra organisationen. Årsagen er, at Broderskabet allerede i 2012-13 viste, at organisationens egentlige mål er at islamisere både forfatning og samfund.

Siden kuppet mod Mursi i 2013 har præsident al-Sisi bekæmpet Broderskabet og kaldt de tidligere magthavere for en terrororganisation. Med Broderskabet uden for parlamentarisk indflydelse har næsten halvdelen af den egyptiske befolkning ingen at stemme på.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

Frankrig

Frankrig har faktisk protesteret mod menneskeretssituationen i Egypten. Human Rights Watch, Amnesty International og andre organisationer har protesteret, og 500 borgere har i avisen Le Monde underskrevet en protest mod forholdene i Egypten.

Alligevel blev præsident, Abdul Fattah al-Sisi modtaget i Paris mandag den 7. december 2020 med pomp og pragt af præsident Emmanuel Macron. Al-Sisi modtog ovenikøbet Frankrigs fornemste orden – Æreslegionens Storkors.

Danmarks holdning til Egypten

Det er velkendt i Danmark, hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Jeppe Kofod har for nylig annonceret en relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på værdier, herunder menneskerettighederne, men Jeppe Kofod har ikke ønsket at kommentere menneskerettighedssituationen i Egypten.

Spørgsmålet melder sig: Hvornår kan vi vente at se præsident Abdul Fattah al-Sisi blive modtaget af Dronningen i København og udstyret med Elefantordenen?

Imens kan vi den 19. maj fordrive tiden med ambassadør Svend Ollings utvivlsomt maleriske rejseberetninger fra diktaturet.

Danmark bruger mange af skatteborgernes penge på undervisning. Blandt OECD-landene ligger Danmark på 3. pladsen efter hvor mange offentlige midler, der bruges på uddannelse.

Hvis både offentlige og private midler til undervisning medtages ligger Danmark helt nede på 14. pladsen blandt OECD-landene.

Uden at det kan aflæses i resultaterne, bruger vi i Danmark en væsentlig del af de samlede investeringer i uddannelse på grundskolen. Opgjort efter midlerne til de videregående uddannelser ligger vi under EU-gennemsnittet og helt nede på 25. pladsen blandt OECD-landene.

Svag international placering

Det er derfor ikke overraskende, at Danmark langt fra har en stærk international placering, hvad angår kvaliteten af de videregående uddannelser.

I disse år kan vi alligevel notere stor søgning til de videregående uddannelser og de danske universiteter.

Roskilde Universitet, RUC, er det eneste universitet i Danmark, som oplever et fald i antallet af nye studerende. Særligt elever med høje karakterer fravælger RUC.

RUC oplyser, ”at de er sat i verden for at udfordre de akademiske traditioner og eksperimentere med nye måder at skabe og tilegne sig viden på. På RUC dyrker vi den projekt- og problemorienterede tilgang til videns udvikling, fordi man opnår de mest relevante resultater ved at løse virkelige problemer i fællesskab med andre. Vi dyrker tværfagligheden, fordi ingen væsentlige problemer kan løses ud fra ét fagligt synspunkt. Og vi dyrker åbenheden, fordi vi tror på, at inddragelse og videndeling er en forudsætning for den frie tanke, demokrati, tolerance og vækst.”

Det er helt forståeligt, at RUC’s ”udfordringer og eksperimenter” fravælges – og hvilke velkvalificerede studerende ønsker i øvrigt at frekventere et decideret taber-universitet?

Ydmyg placering på ranglister

THE (Times Higher Education) har siden 2004 til benefice for studenter, universitetsfolk, regeringer og virksomheder offentliggjort data om forskellige universiteters performance.

Ifølge World University Rankings 2021 er University of Oxford verdens bedste universitet. Cambridge ligger på 6.pladsen, men ellers er det USA, der dominerer listen over verdens bedste universitet med 8 blandt verdens 10 bedste universiteter, og med i alt 172 institutioner repræsenteret sammenlignet med Japans 110 og UK’s 100.

Danmark er ydmygt placeret: Københavns Universitet er rangeret som nr. 84, Aarhus Universitet som nr. 106 og DTU som nr. 187. CBS og Aalborg er placeret i intervallet 201-250, Syddansk Universitet lidt dårligere i intervallet 251-300, mens Roskilde Universitet rangeres helt i bunden i intervallet 601-800 blandt verdens 1.258 universiteter.

”Klamphuggeri”

Bundplaceringen kan måske bidrage til at forklare RUC-rektors årelange kamp mod en usund ”præstationskultur”? Helt uforståeligt, at universitetets bestyrelse bliver ved med at finde sig i de bortforklaringer Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet, spiser offentligheden af med!

RUC kom igen-igen i offentlighedens kritiske søgelys, da udlændinge- og integrationsministeriet fjernede et omdiskuteret, statsfinansieret studie fra ministeriets hjemmeside. Der var tale om rapporten ”Magt og (m)ulighed”, udarbejdet af to forskere fra Roskilde Universitet, og bestilt og betalt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Rapporten blev karakteriseret som ”klamphuggeri”, ”pseudovidenskab”, ”absurd” og ”pinlig”.

Når udgifterne dækkes af skatteborgerne

Vi får nok aldrig opklaret hvordan RUC ville klare sig, hvis institutionen skulle leve af rekvireret forskning og de studerende (eller deres forældre) selv skulle betale for undervisningen. Min antagelse er, at forretningsmodellen lynhurtigt ville lide skibbrud og RUC gå fallit.

Selvom de velvillige danske skatteborgere holder institutionen flydende, er situationen alligevel alvorlig for de sagesløse studerende på RUC, der efterfølgende skal konkurrere med kandidater fra andre universiteter om de attraktive poster.